Charlotte Ibsen: Spredte Erindringer om mit Barndomshjem

Jeg har hørt sige, at Mandens Liv for Daad ligger mellem det 20nde og 30te Aar, - om det er sandt ved jeg ikke; derimod ved jeg ganske vist, at Kvindens Evner er ganske svækkede, naar hun er 60 Aar, saa naar jeg nu begynder med min svækkede Hukommelse nedskrive lidt om mit Barndomshjem, kunde det vist være bleven bedre, om jeg var begyndt for 20 Aar siden. Men nu længes jeg saa tit efter de Elskede, som er gaaet bort, saa synes mig, som jeg gjenkalder dem ved at skrive lidt om dem: men jeg vilde gjerne gøre Billedet fyldigere og mere levende end jeg nu formaar, hvis disse spredte Blade engang skulde falde mine Børn eller andre Unge, der er udgaaet fra Iselingehjemmet, i Hænde.

De første, jeg maa tale om, er da Far og Mor (Holger Halling Aagaard og Marie Koës), fra hvem livet udgik i Hjemmet. Det har altid været min største Glæde, naar de Gamle fortalte om deres Ungdom og Barndom. Og en af dem, der fortalte mest, var vor gamle Lærerinde Hanne Munthe. Hun hørte til den Stab af gamle Jomfruer, der var paa Iselinge, som Far og Mor ikke nænnede at forlade, fordi - "nu var de der engang". Det var da især om Fars Barndomshjem Hanne fortalte, da hendes Far, Rektor Munthe, var en god Ven i Fars Hjem.

H. Aagaard/M. Koes
Holger Halling Aagaard & Marie f. Koës

Baade Fars Far og Mor var Præstebørn i Nærheden af Kjøbenhavn, Hellerup og Glostrup. Far var opkaldt efter sin Morfar Holger Halling; om han lignede ham ved jeg ikke, Farfaderen kan han ikke have lignet, han var yderst flegmatisk. Da hans Præstegaard brændte, stod han ganske roligt og saa paa det - "for jeg har jo ikke noget at slukke med" - og i Far var der ikke et Gran af Flegma.

En af Fars Paastande var, at Opdragelsen aldeles ingen Indvirkning havde paa et Menneske, Naturen var alt. Han tog sig selv til Eksempel og sagde, at han havde faaet en meget slet Opdragelse og var dog blevet et meget skikkeligt Menneske. Der havde nu Far Ret, for der har vist sjældent væren et ædlere og mere bundkjærligt Menneske end han var, - men man kan vel heller ikke kalde den Opdragelse slet, hvor man kun har gode Exempler for Øje. Far har rigtignok selv fortalt, at naar han som Dreng skraalede, lukkede hans Far Døren op fra Værelset ved Siden af og sagde: "Giv den Dreng alt, hvad han vil have", - og saa fik han alt hvad han vilde have; men jeg er sikker paa, at det aldrig var ondt.

Faders Far var Conditor og Urtekræmmer, en af de 32 Mænd, vist det som nu kaldes Borgerrepræsentanter. Han ejede en stor Gaard i Klædeboderne, hvor de ogsaa gjorde Brylluper, - som det nu er Skik at gøre dem paa Skydebanen. Det var 1ste Sal, som stod saaledes til deres egne Selskaber og til dem, de gjorde for andre; selv boede de i Stuen. Øverst oppe havde Far sit Menageri: Aber, Papegøjer m.m.

Far blev født den 15. Jan. 1785 og var sine Forældres eneste Barn. Han blev confirmeret i Paasken 1801, - men han har tit fortalt mig, at hans Tanker egentlig var mere ved Skærtorsdagsslaget, som faa Dage i Forvejen havde staaet, end ved Confirmationshandlingen. - En varm Fædrelandsven var han hele sit Liv, og sandt var det, hvad der stod i Plougs Digt, at "han elskede lige højt sit Land i Mindets Storhed og i Nuets Jammer".

Jeg ved ikke, om der nogensinde har været tænkt paa, at Far skulde arve sin Fars Bedrift som Conditor og Urtekræmmer, men det ved jeg: at han vist var bleven en yderst slet Urtekræmmer. Hans interesser laa slet ikke hos Rosiner og Svedsker, og jeg synes i Tankerne, jeg kan høre ham sige til en Kunde, der maaske smølede forlænge: "Aah ja, tag det, tag det bare, og lad os faa Ende paa, det vrøvl".

Far omtalte altid sine Forældre med den største Kjærlighed og Arbødighed og elskede dem og skattede dem vist lige højt, - men her maa jeg ty til Hanne Munthe og tildels bruge hendes Ord: "Gamle Aagaard var den ædleste Mand, det kjærligste Hjerte, - men meget hidsig, og sin Kones store Begavelse og fine Dannelse, parret med det kjærligste Hjerte, havde han ikke; han spurgte ogsaa i alle Dele sin kloge Kone til Raads." Men Bogen, det var Fars store Lyst og Glæde. Han fik ogsaa temmelig tidlig en Huslærer hjemme, en theologisk Candidat Andresen, som han hang ved med hele sin Sjæl.

Andresen viede Far og Mor, blev senere Præst i Kjeldby paa Møen, der jo laa saa nær ved Iselinge, at de gjensidigt hvert Aar besøgte hinanden, og vi gamle i Familien kan da alle huske den dejlig hvidhaarede Mand, der for Resten lignede en Elefant saa meget, som et Menneske kan ligne et Dyr.

Far blev Student - jeg tror i 1802, efter at have gaaet et Par Aar i det schouboeske Institit, og nu vilde hans selv helst have valgt Historien til sit Hovedstudium og være blevet Professor i Historie ved Universitetet. Men hans Far ønskede, at han skulde studere Jura, - og han studerede Jura, blev Candidat med bedste Karakter paa faa Aar - men jeg tror ikke man kan sige, at Lysten drev Værket.

Derfor vidste han heller ikke, hvad han skulde gøre med samme gode Eksamen, og da hans Far netop paa den Tid, sammen med sin Svoger Wassard, kjøbte 2 Gaarde, Iselinge og Marienlyst, af det udstykkede Baroni Iselin, blev det bestemt, at han skulde overtage Bestyrelsen af Iselinge, som var Fars Del af Kjøbet.

Men inden Far bestemte sig til at overtage Bestyrelsen, spurgte han en lille 16aarig Pige til Raads. Det var Marie Koës, som han var bleven forlovet med den 13 Februar 1807. Mor har fortalt mig, at hun slet ikke betænkte sig, men strax sagde, "ja, lad os tage til Iselinge, saa faar jeg en stor Have med mange Blomster og Jordbær." Dette var maaske et lidt barnagtigt Svar, men der var dog ligesom en Forudanelse hos Mor om, hvad hun passede til - for en yndig og omhyggelig Husmor var hun paa den store Gaard.

Mor blev født den 18de September 1790 paa Antvorskov ved Slagelse, som hendes Far, Finantsraad [Georg] Koës, dengang ejede. Mor havde 6 Brødre, der alle var ældre end hun, de 3 var døde som smaa.

I Sommeren 1790 var der fornemt Besøg paa Antvorskov, Frederik d. 6., dengang Kronprins, og hans Gemalinde. Kronprinsparret havde udbedt sig, at hvis det Barn, der ventedes, blev en Dreng, skulde han hedde Frederik efter Prinsen, hvis det blev en Pige, Marie efter Prinsessn; saa kom der den 18de September to smaa Piger, Frederikke og Marie Koës.

De lignede hinanden saa meget, at deres Forældre ikke engang kjendte dem fra hinanden, men gav den ene af dem Ørenringe paa for at have et Kjendemærke. Og Sindet var lige ligt, som Skindet.

De smaa Piger var kun 6 (2) Aar, da deres Mor døde 36 (35) Aar gammel. Hun var meget yngre end sin mand; hendes Pigenavn var [Anna Mathea] Falk, og hendes Mand byggede da et Enkesæde til hende som han kaldte Falkensten. Efter sin Kones Død vidste den gamle Mand ikke, hvorledes han skulde faa disse Pigebørn opdragede. Lærerinde vilde han ikke tage. Han satte dem da i Pension hos Pastor Winther i Fensmark, hvis Kone tidligere havde været Lærerinde og nu havde et Pensionat for unge Piger. Selv havde de kun en Søn, [den senere digter] Christian Winther.

Her voxede da de to smaa Tvillingsøstre op, "hvor Fensmark hæver sit Kirketelt med den røde Top imod Sky og smiler over til Gisselfeldt og til Vester-Egede By". Og naar jeg tænker paa Mors fromme, barnlige, uskyldige Natur, hvor passede hun ikke til netop at voxe op lige i Hjertet af Sjælland. "Hvor den sommerglade Lærke hun kvidrer højt i Luft, og Jordbærret krydrer Skovsletten med sin Duft; mens Ræv og Hare pusle rundt om i lune Krat, den brune Hjort sig bryster med sin kronede Hat."

Her levede de 2 Søstre et lykkeligt Barndomsliv. Mor har fortalt adskillige Træk om deres Liv der og deres store Lighed. En Eftermiddag var Tante Rikke faldet ned af et Træ, havde slaaet Hul paa sin Hage og faaet Blod paa sin Kjole. Da nu den lidt strenge Plejemor kaldte dem op til Aftensmad, turde de ikke lade hende se den skrabede Hage og det blodige Forklæde. Mor løb da op, drak sin Mælk og spiste sit Smørrebrød og sagde, "Rikke kommer strax". Saa Mor ud et Øjeblik, kom ind igen, drak ogsaa Rikkes Mælk og spiste hendes Smørrebrød, og ingen kunde se, at det var Marie, der havde faaet begge Portioner.

Af Mors Fortællinger havde man Indtrykket af, at "Lillemor", som de kaldte Fru Winther, var forstandig og dygtig, men lidt streng. Præsten derimod Blidheden og Godheden selv.

Skjøndt Mors Liv egentlig kun blev ført paa et Sted, Iselinge, hvor hun drog ind som 19aarig Brud, og lukkede sine Øjne, da hun var 68, saa stille, som Molbech skrev om hende:

"Saa randt hendes Liv paa Jorden, som Kilden rinder i Løn
Umærkelig og stille, dog gjør den Dalen grøn".

saa var hun i sin Barndomstid dog næsten hjemløs. Begge Søstrene kom nok i Ferierne dels til deres Far, som efter sin Kones Død havde solgt Antvorskov og var flyttet til Gunderslevholm, dels til deres Mors ældste Søster Juliane Marie Redsted [f. Falk], gift med Etatsraad Redsted [Ole Rested], som ejede Raunstrup, - og Bestemmelsen var ogsaa, at de efter deres Confirmation skulde flytte hjem til deres Far, men han døde, da Tvillingerne var 13 Aar gamle; saa skulde deres hjem have været hos Tanten paa Raunstrup, som inderligt glædede sig til de 2 smaa Søsterdøtre. Hun havde for nogle Aar siden, mistet sit eneste Barn, en ung Pige paa 16 Aar, Anne Elisabeth Redsted, hvis Billede jeg ejer, som I godt kjender. Ogsaa dette Hjem blev lukket for dem, da baade Etatsraad Redsted og hans Kone døde den Vinter, Mor og hendes Søster gik til Confirmation. Saa blev Mors Hjem hos hendes Svigerforældre, som hun elskede, som det havde været hendes egen Mor og Far.

Jeg skrev foran paa disse Blade "spredte" - jeg kunde ogsaa have sagt "springske", for nu springer jeg igen lidt tilbage til Fars Barndomshjem. Det var en Roman, der foregik, som det maaske kan more Jer at høre. Fars Mor havde sin unge, smukke Søsterdatter Mariane Schøtt i Huset. Begge de unge Mænd, som stadig var i Bedsteforældrenes Hus, elskede hende, men hun elskede ingen af dem. Mændene var Fars Huslærer, Andresen, som jeg før har omtalt, og en Neveu af Bedstefar, Petersen, der stod i Boutiken som Urtekræmmersvend. Hendes Kjærlighed var en Vestindianer, Roger, som forlod hende. Mariane blev da sendt til Norge et Aarstid og vendte saa tilbage til Bedsteforældrenes Hus. Begge de unge Mænd fornyede da deres Frieri, - og hun valgte Urtekræmmeren.

Jeg har ofte hørt Far rase over hendes Valg, at hun kunde foretrække den prosaiske Rosinpiller for den herlige Andresen. Da jeg blev ældre tænkte jeg: Mariane har vist holdt meget mere af Andresen end af Petersen, - men en Mand, man holder meget af og agter højt, byder man ikke gjerne et Stump af sit Hjerte og en plettet Fortid, hvorimod man mener, at det kan være godt nok til Petersen. - Naa, med Petersen levede hun, hvad man kalder et lykkeligt Ægteskab, havde 8 Sønner og 2 Døtre (som døde som smaa). Hanne Munthe er den, der har fortalt mig mest om denne Roman, men jeg fik den gjerne med mange Suk og Opstød, - en halvkvædet Vise -, men Romantiken i gamle Petersens Liv var da, at han fik en Kone, som han forgudede, behandlede hende med ridderlig Agtelse og elskede den Datter, hun havde faaet i Norge og som ikke var hans.

Lad os gaa tilbage til Fars og Mors Forlovelsestid. De gjorde hinandens Bekjendtskab i [Andreas] Falks Hus. Jeg tror han var Grosserer. Det var Mors Morbroder, og Sønnen [Johan] Peter Falk var Fars gode Ven. Medens vi er ved Familien Falk kan jeg fortælle Jer, at den ældste Datter Lise [Elisabeth Falk], var gift med Meincke, som var Byfoged i Stege. (Det er Karen, Henriks og Holgas Oldeforældre). Den yngste Datter Caroline [Falk] var forlovet med Mors Broder, Dr. Georg Koës, som døde i Grækenland. Hun blev senere gift med den rige Grosserer [Theodor] Suhr, som imidlertid ikke var rig dengang, men levede for at oprejse det gamle Handelshus, som da var ved at gaa Fallit. De 2 noble Tvillingsøstre, Mor og Tante Rikke, havde ladet deres Broders efterladte Forlovede arve lige med dem, og disse Penge hjalp da ogsaa til at redde det Suhrske Hus. Dermed vil jeg ikke sige, at Pengene gav nogen Grund til, at han giftede sig med Tante Caroline. Han elskede vist den smukke unge Pige. Far har fortalt mig, at Folk undrede sig over, at den dejlige Pige vilde have den "lange Sildepisker", - og Mor har fortalt mig, at da der var Forlovelsesselskab hos hendes Svigerforældre for Suhr og Caroline, kastede denne sig grædende om Halsen paa Mor og sagde: "Ak Marie, det er ikke Georg".

Men jeg skrider forlangt ud; det var ikke Suhrs, jeg vilde fortælle om .

Den 13de Februar 1807 blev Mor og Far forlovede. I deres Forlovelsestid oplevede de Kjøbenhavns Bombardement. Sorgløs var man dengang. Mor har fortalt mig, at faa Dage før Bombardementet, dansede hun i Helsingør med engelske Søofficerer. Saa kom Rædselsdagene i September. Mor var hos sine Svigerforældre i Klædeboderne, men da det Kvarter var særlig udsat ved dets Nærhed af Frue Kirke, hvorefter der stadig blev skudt, besluttede de at tage ud til Bedstefars Landssted paa Amager med saa mange Venner og Bekjendte, som det kunde rumme eller ikke rumme, for de var stuvet sammen derude, som Sild i en Tønde.

De gik derud gjennem Raadhusstræde. Far og Mor forrest med en Skindpose imellem sig, hvori Sølvtøj. Midt i Raadhustræde faldt en Bombe ned imellem dem, kvasede Posen med Sølvtøjet, og ved Lufttrykket faldt Far og Mor til hver sin Side. Mor har fortalt mig, at hun hørte sine Svigerforældre raabe: "Gud, der faldt begge Børnene." De troede dem døde. Imidlertid rejste de sig begge raske op. Mors lyseblaa Kjole var paa venstre Side sveden ganske gul og Fars højre Frakkeskjød var revet af. Mod Rektor Munthe var Bomben ikke saa god. Den rev hans ene Arm af, saa han paa en Ambulancevogn maatte køres paa Hospitalet. Hans Kone og Datter gik med ud paa Amager.

Det var en stor Sorg og Angst for Mor, at hun ikke fik sin elskede Tvillingsøster Rikke ud med paa det sikre Amager. Men hun vilde ikke forlade deres Plejeforældre Pastor Winthers og var med dem i Proviantgaardens Kjælder. Onkel Brøndsted, som var forlovet med Tante Rikke, var i Paris, hvorhen Far ogsaa rejste 1808 og blev der et halvt Aars Tid.

Den niende Juni 1810 havde Far og Mor Bryllup ude paa Amager, hvor Andresen viede dem. Først den 18de August flyttede de til Iselinge, som dengang var forpagtet bort. I de 2 Aar Forpagtningen varede, gik Far saa i Lære hos Forpagter Gøje. De boede kun i det halve Hus, den anden Halvdel var Gøjes Lejlighed. Far har fortalt mig, at da de en Dag sad og spiste til Middag, saa de en Mand med en Tobakspibe i Munden ride ind i Gaarden og ind i Stalden. Far, som var noget ilter af sig, foer op fra Bordet og ind til Manden. "Er De gal at ride med en Pibe ind i Stalden, hvor der ligger alt det Hø og Halm?" - "Den er ikke tændt", lød Mandens rolige Svar. Det var Grundtvig, som dengang var Kapelan hos sin Far i Udby en Milsvej fra Iselinge.

Han blev ved at være en kjær Ven for Far og Mor til deres Død. Grundtvigs første Kone var en barndomsveninde af Mor, Elise Blicher. Hendes Far var Præst i Ulsø-Olstrup, som laa nær ved Fensmark. Mors elskede Tvillingsøster fulgte med hende til Iselinge og havde sit Hjem der, indtil Onkel [P.O] Brøndsted kom hjem fra sine 7 Aar lange Rejse i Italien og Grækenland. Han kom hjem paa Tvillingernes Fødselsdag den 18de September 1813 og holdt Bryllup den 24de Oktober samme Aar med sin trofaste unge Brud. Hun var knapt fyldt 16 Aar, da han rejste. Far har fortalt mig, at den yndige unge Pige havde adskillige unge Tilbedere i de Aar, - blandt andre den unge Historiker Dahlmann, som Far satte megen Pris paa, men dog adskillige Gange huskede paa, at hans Svigerinde var forlovet.

Da Brøndsteds blev gift, havde Far og Mor allerede 2 Sønner, Georg [Aagaard] født den 12te Marts 1811, og Michael [Aagaard], født den 27de Januar 1813. En lille Pige mistede de i 1815. Den 11te Maj 1816 blev Rikke Dorph [Frederikke f. Aagaard] født, og Aarene paa Iselinge hengled vistnok roligt og lykkeligt, indtil Mor den 10de Maj [1818] havde den store Sorg at miste sin elskede Søster Rikke Brøndsted. Hun døde, da Rikke Treschow blev født. Mor har saa tit fortalt mig om den 10de Maj, at jeg synes jeg har oplevet den. De sad ved Aftensbordet, Mor flittigt syende paa en Kjole til Rikke Dorph, hvis Fødselsdag det var næste Dag, da en ridende Stafet kom ind i Gaarden med et Brev fra onkel Brøndsted, at Rikke var dødssyg.

Dengang kom der kun Post fra Kjøbenhavn 2 Gange om Ugen. Far og Mor rejste strax derind, men Tante Rikke var død, da de kom. Hun havde lige til det sidste sagt: "Kommer Marie ikke"? Inden hun døde, havde hun taget det Løfte af Onkel Brøndsted, at Marie skulde have hendes 3 Børn. "For saa vil de aldrig mærke, at de har mistet deres mor, for Marie og jeg er ét". Jeg ved, hun talte sandt, og at de alle 3 vil vidne, at de aldrig har savnet en Mors Ømhed. Georg Brøndsted, Marie Hall og Rikke [Frederikke] Treschow. 14 Dage efter Tante Rikkes Død kom Mor hjem til Iselinge med de 3 Børn, som nu var hendes og Fars, og blev det saa meget mere, som Onkel Brøndsted et halvt Aar efter sin Kones Død rejste til Italien og blev borte i 9 Aar.

Jeg maa endnu fortælle en lille Historie fra den 10nde Maj 1818, som Ane Bielmann har fortalt mig. Ane hørte til Staben af gamle Jomfruer, som var paa Iselinge. Hun var der i 51 Aar til sin Død i 1864. Vi havde til 1ste Maj faaet en ny Stuepige, som aldrig havde set Tante Rikke. Om Aftenen kaldte denne Pige Ane ud og sagde: "Bare der ikke hænder Fruen en Ulykke; jeg ved at hun sidder inde i Stuen, og nu stod hun ganske hvidklædt ude ved det store Linnedskab og saa saa bedrøvet ud". I den Time var det at Tante Rikke døde, og Ligheden mellem de 2 Søstre var jo saa stor, at ikke engang deres egne Børn. kunde kende dem fra hinanden. Ja, hvad var det? - Besøgte den flygtige Sjæl, inden den forlod dette Liv, endnu engang den elskede Søster? - Men Mor saa hende jo ikke. "Der er flere Ting i Himlen og paa Jorden end Eders Filosofer drømmer om", siger Hamlet til Horatio.

Ja, om de følgende Aar ved jeg ikke saa stort andet, end at Børneflokken voxede op under Fars og Mors kjærlige Varetægt. Anna Mathea [Aagaard] og Holga [Aagaard] kom til, saa der nu var 8 Børn paa Iselinge. Næsten 9, for Henrik Meincke (fortællerens halvfætter), der skulde gaa i Vordingborg Skole, boede paa Iselinge og blev en kjær Plejesøn. At Mor ikke gjorde nogen Forskel paa sine egne og de andre, kan man se af, hvad Rikke Dorph har fortalt mig, at de andre Børn sagde: "Ja, Anna Mathea og Henrik er Mors kjæreste Børn". Ja, saadan voxede de op paa "Iselinges Vennesæde".

Med den store stille Skov,
med den store, milde Glæde,
med den immer travle Plov, -
med de store med de smaa,
alle Øjne lyseblaa,
med Hilsæl Godmorgen. -

Indtil en anden stor Sorg, som ramte Far og Mor, i mange Aar kastede mørke Skygger over Iselinge. Jeg maa nu igen se lidt igjennem Hanne Munthes Briller ved at omtale Georg og Michael. Georg var med al sin store Elskværdighed lidt tung og lad; Michael var, - ja lad Far og Mor selv tale med de Ord, de lod sætte paa Stenen, som de satte paa hans Grav: "Flittig, opvakt, munter, god glædede han daglig sine Forældre". Far har fortalt mig, at gamle Onkel Suhr, som var Rektor i Vordingborg, sagde: "Ja, faar jeg aldrig før nogen Discipel indkaldt, saa ved jeg, at jeg faar Michael Aagaard; han har altid været Duks i sin Klasse ligefra han kom ind i Skolen."

Den 22 ende December 1826 begyndte Juleferien. Drengene fik Lov at gaa paa Jagt med Skovfogeden og nogle Kammerater i Ørslev Kohave. Mor sad og syede paa en brun Trøje til Michael til Juleaften; da hun troede ham vel af Sted, kom han farende ind. "Aah søde Mor, der staar en fattig haandværkssvend derude, der ikke engang har en Skjorte. Du maa endelig give ham een". Mor begyndte at sige, at hun havde saa lidt Tid, men saa sprang Michael op bag paa hendes Stol, drejede hendes Hoved og sagde: "Mor hvor kan du nænne det?" - Saa rejste Mor sig, ledte en Skjorte frem til Haandværkssvenden, - og var glad over, at hun opfyldte sin elskede Drengs sidste Bøn til hende.

Ved Middagstid kom Georg ridende hjem i strakt Carière og sagde, at Michael var skudt, men levede endnu. Han var gaaet sammen med sin Ven, Morten Wassard, hvis Far ejede Marienlyst; hans Gevær var da gaaet af ved en Uforsigtighed, og Kuglen havde ramt Michael i Siden. Mor lod strax spænde for den lukkede Vogn, pakkede den fuld af Sengetøj og kjørte ud ad Ørslev Kohave til. Allerede paa Nyraadsvejen mødte hun et sørgeligt Tog. Der var lavet en Bærebør, hvorpaa nogle Folk fra Ørslev bar Michael hjem.

Mor fik ham ind i Vognen til sig, og han blev bragt til Sengs i det Værelse, hvor Mor døde 32 Aar senere. Michael døde samme Aften; Mors Fryd, Fars Stolthed og Glæde.

Mor var from og stille, men Fars Fortvivlelse var stor. I mange Aar kunde Far ikke taale at høre Michaels Navn nævnt; endogsaa efter at jeg var voxen sagde Mor, at vi maatte ikke tale om Michael, naar Far hørte paa det. Men denne bitre Sorg forsvandt for Far med Aarene. Hvor tit har Far ikke efter Georgs Død siddet og fortalt mig om sine 8 smaa Drenge. Og Morten Wassard, som Far i flere Aar ikke kunde taale at se, blev ham en inderlig kjær Ven. Jeg kan se Fars Skikkelse, da han træt. og gammel. fulgte Morten Wassard til Graven.

Saa kom der tunge Aar over Iselinge; Den første Lysstraale kom, da Michaela [Aagaard] blev født den 20ende December 1828. Ja, naar jeg tænker paa Søsterflokken paa Iselinge, saa staar du fremmest i Erindringen, min yndige, søde, fine Barndomssøster.

"Nu Tak for alt ifra vi var Smaa
Og legte sammen og Skog og Lage
Vi tænkte Legen den skulde gaa
Op i de graanende Dage".

Michala Aagaard

Og det gjorde den ogsaa. Vi var omtrent uadskillige Dag og Nat, indtil Michala blev gift, da hun var 32 Aar. "De 2 Smaa", blev vi altid kaldt, og da Holga var 6 Aar ældre end Michaela, var der jo ogsaa et temmeligt stort Spring imellem os og de store Søstre. Vi blev aldrig taget i Enkelttal; det hed altid "de Smaa har sagt" eller "de Smaa har gjort" det og det.

Den første Leg, jeg kan huske, var, naar vi i Timevis morede os at trække en lille Kareth med 2 hvide Heste for rundt om Spisebordet. Hestene brækkede meget tit Benene og kom saa ind til Vordingborg og blev gjort i Stand hos en Mand, der hed Vanting. Saa kom vores Dukkelege. Mest elskede vi vore Papirdukker, af dem kunde vi faa saa mange, det skulde være. Hvad vi oplevede med disse Dukker fortalte vi aldrig til noget Menneske, og endnu da jeg sidder her som gammel Kone, vilde det være mig umuligt at tale om Familierne Holcks og Walkendorffs Hemmeligheder med andre end Michaela. Mine Barndomsfantasier er begravede med hende.

Vore Familier bestod mest af Kvinder, for ingen uden Dorph [Hans Peder Koster D., senere g.m. Frederikke Aagaard] kunde tegne og male Mænd, og det var jo ikke saa tit vi vilde plage ham. Jeg tror nok, hundrede Kvinder nøjedes med tre Mænd.

Den værste Tortur, Michaela og jeg vidste, var, naar der blev bedt Veninder til os. Ikke for alt i Verden vilde vi indvie dem i vore Hemmeligheder; saa maatte vi forlade alt det, som morede os for at lege "Bro, bro brille" eller andre Ting, som vi i høj Grad foragtede. Især var det to Søstrepar, Trine og Petræa Groth og Ida og Georgia Petersen, som bragte os til Fortvivlelse. Petræa og Georgia var saa dumme, og jeg var saa dum ikke at vide andet Raad derfor end at banke dem med Mors Alen.

Ingemanns Romaner levede vi meget med, og vi var da Personerne af Romanerne og havde tit meget ondt ved at blive kaldt tilbage til den virkelige Verden og være Michaela og Charlotte, naar vi var Carl af Rise og Rigmor. Jeg husker, at Marie Hall havde en lyserød og hvidternet Bomuldskjole, som vi syntes var det dejligste af alt; den iførte vor Fantasi altid Rigmor, naar hun traadte frem for sin Far. Vi lod hende hurtigt klæde sig om, for hun var jo rigtignok Kjertesvend dengang, - men vi kunde ikke overvinde os selv til at laane "Margrethe Thorgeir Danaskjolds fromme Hustru" den rødternede Kjole.

Comedie- eller rettere Tragediespil var Michaela og jeg ogsaa meget forfaldne til, men ogsaa da vilde vi helst være alene, vi udførte alle Rollerne selv. "Hagebarth og Sine" og "Dronning Margrethe" var vore Yndlingsstykker, dem kunde vi udenad. Michaela som Ingeborg og jeg som Dronning Margrethe var Pragtroller. Det gamle Tegnebord, som maatte tjene til mange forskjellige Ting, stod jeg ogsaa paa, naar jeg saa Oluf styrtede ned, naar han saa den rette Oluf i Kisten.

Ja, det gamle Tegnebord, hvor mon det er? med sin riflede Kant. Det stod i Spisestuen, men naar Holga, Michaela og jeg skrev Skjønskrift med Forvalter, blev det flyttet ind i den røde Stue. Naar saa Forvalter blev kaldt ud i et eller andet Ærinde, sprang jeg med et Sæt op paa bordet og deklamerede, "Op vil jeg stige op det største Fjæld og skue sidste Gang ud over Norge". Holga og Michaela holdt saa paa Bordet, for det var temmelig vaklevornt. I vore Dukkelege, Comediespil og Romanlæsning var Michaela og jeg fuldstændig af samme Smag; i Kjærlighed til Dyr stemmede vi ikke overens. Michaela kunde sidde hele Sommerdage ude paa Marken og flette Hestenes Manker; det kedede mig gyseligt, men hellere end undvære Michaela gik jeg med og flettede. Derimod var vi meget enige i vore Glæder ved Parken. Der var meget Vand i den dengang, og vi havde hele Flaader af Bødkertræ dernede. Vor gamle Bødker, Hans Christian, som altid stod og lavede Smørfjerdinger, forsynede os med Skibe, som vi saa ragede i Land med lange Kjæppe. Naar nogle var kommet for langt ud fra Land, maatte jeg trække Strømper og sko af og soppe ud efter dem. Det taalte Michaela ikke; hun var en sart Pige, hvis Helbred altid maatte tages i Agt.

Naar jeg har omtalt Michaelas og min Rædsel for Veninder, maa jeg dog nævne to, som vi holdt af: Augusta Lützhöft, som var i Huset hos gamle Professor Suhr i Vordingborg og Martine Spang. Denne sidste var dog ikke ganske frit Valg, men hendes Forældre Fars og Mors gode Venner. Spang var Præst i Udby en Mils Vej fra Iselinge. Engang imellem trængte vi ogsaa til en Leg i det virkelige Liv, ikke altid at leve i vor Romanverden med dens opdigtede Mennesker.

Til Venner i det virkelige Liv havde vi to Drenge, Frantz og Peter; de gik i Skole i Vordingborg og var ogsaa i Huset hos Suhrs. De kom paa Iselinge hver Søndag, og vi morede os dejligt sammen. Peter talte til Fuldkommenhed efter Hanne Munthe og agerede Skolemester naar vi legede Skole. "Børn, I ved da, der ikke findes Storke i Norge". Nu er de to gamle berømte Professorer, Howitz og Plum. Fra disse to Drenge, gaar jeg nu til vor bedste Legekammerat, skjøndt han ikke var en Dreng, - til Hall.

Hall [Carl Christian Hall, g.m. Marie Augusta Brøndsted] gaar ind under den kreds, som Michaela og jeg kaldte "Georgs Venner". Foruden Svogrene Hall og Dorph er det især jeg husker: Knuth, Monrad og Peter Andresen. Knuth, den senere Udenrigsminister Fr. M. Knuth, legede altid med mig, syntes jeg var en snurrig lille Tingest og gav mig Øgenavne - Polter- efter det tyske Polterabend eller "det lille Spørgsmaalstegn".

Andresen var mere min hjælpsomme Ven, naar Hanne Munthe havde givet mig Vers for at lære udenad, som jeg slet ikke kunde forstaa. Jeg ved endnu saa godt, hvor den Stol stod i den røde Stue, hvor jeg sad paa Andresens Skjød og tudede over "Østens rige atlaskklædte Mænd" og han taalmodigt sad og forklarede mig om Javas rige Sønner og Botavias skrante Kræmmer. Jeg havde ikke Anelse om, hvad Java og Botavia var for noget, i min Tid var det ikke saa moderne, at forklare Børn alting. Hanne lod navnlig de fleste Ting staa hen i poetisk Ubestemthed. Men saa spurgte vi Dorph.

Saa var der Monrad. Er der noget Menneske, jeg har været angst for, saa er det ham. De, der kun har set ham som den værdige, velnærede Biskop, kan vist knapt tænke sig den lille spinkle, magre, udtærede Student. Undertiden læste han højt for de Voxne; saa flygtde jeg altid saa langt bort, at jeg ikke kunde høre det. Engang imellem drev Nysgerrigheden mig dog ind. Undertiden tordnede han saa det rystede i Vinduerne, undertiden peb han som Vinduerne, naar det blæser. Naar han vilde røre ved mig, hvinede jeg som en gal; det hjalp ikke, at Mor sagde, "det var den rare Monrad".

Birkedal har jeg ikke nogen Erindring om fra Barndomsaarene, andet end at Rikke Dorph sagde, han var saa "paatrængende". Med Kramer gaar det mig ligeledes. Rikke sagde han var saa grusom kjedelig, og Far var vred paa ham, fordi han havde sagt, at Georg var "umiddelbar". Michaela og jeg troede længe det var en Dødssynd at være umiddelbar.

Ja nu er jeg begyndt med Peripherien og ender med Centrum: de gamle Svogre Hall og Dorph. Vi - undskyld, at jeg ligesom Konger og Jordemødre siger "vi", i mange Aar følte Michaela og jeg os aldrig som j e g, men som "vi". Altsaa, vi elskede dem egentligt lige højt, men paa forskjellig Maade.

Hall var vor bedste fortrolige Ven og Kammerat. Hvor jeg husker Aftener, naar vi ventede Hall med Dagvognen. Saa snart vi var færdige med vore Lektier, styrtede vi op paa Natmarksbanken, hvorfra vi kunde se langt op ad Kjøbenhavns Landevej. Naar vi saa fik Øje paa den røde Dagvognskusk, foer vi henad Landevejen, hvor Hall tog os op paa Vognen, een paa hver Side af sig, indsvøbt i hans store Kavai. Jeg synes aldrig der var andre Passagerer end han, idet mindste var der ikke andre for mig. Saa trakterede han os med Cigar; det bestod i, at han pustede en Æske fuld af Cigarrøg, som vi lukkede op og fik Røg i Næsen.

Og saa betroede vi ham, at der var et Kirsebærtræ, hvor Kirsebærrene næsten var modne; vi kunde ikke naa dem, men naar han krøb op i Træet og kastede ned til os, saa sagde Mor og "Jørgen" ikke noget. For Far maatte vi nemlig gjerne spise af alle Havens Frugter. Da Far engang til Jørgen klagede over de mange Fugle, der aad Kirsebærrene; svarede Jørgen paa sit alsiske maal: "Ja de værst Fugl er sgu de Micla og de Charlot". Dette fortalte han os og lo ad det. Ja Hall krøb naturligvis op i Træet og kastede Kirsebær ned til os, og han klyngede os op i Trapezen og bombarderede os med umodne Æbler og sagde, der var Fugleskydning.

Naar Hall havde været os behjælpelig med noget meget kriminelt, f. Ex. at tage en Skefuld Sukker fra Ane Biilmann, skrev han paa et stort Stykke Papir "Hausdieb" og bandt det fast paa vor Ryg. En Sele fik vi om Livet, og saa klyngede han os op paa sin Dør, hvor vi saa hang og sprællede. Ja jeg kunde gjerne male fort ifald jeg var Dorph. - Ja Michaela og jeg havde da før omkommet os selv end fortalt ham, at vi spiste Kirsebær, vi ikke maatte spise. Vi havde en taaget Forestilling om, at Dorph var et syndigt Menneske, men vi opdagede aldrig nogen Synd hos ham. Naar Far rask sagde: "Ja den Fejl har alle Mennesker", raabte vi smaa fra den nederste Bordende, hvor vi sad: "Undtagen Dorph". Naar dette Udraab engang imellem udeblev, hed det fra een af de store Søstre: "Hvad gaar der af de to Smaa, de glemmer at raabe "undtagen Dorph".

Michaela og jeg holdt meget af at spørge Hanne: "Hvem holder du mest af, den eller den?" - Saa fik vi et langt Foredrag om Goethes overlegne Aand og Schillers Ædelhed. - Hanne? hvem holder du mest af, Hall eller Dorph? - Naar Hanne saa udviklede sit Forhold til disse to, saa syntes jeg det lignede saa meget i Udtrykkene foretaget om de to tyske Digtere, saa Dorph blev til Schiller og Hall til Goethe.

Da Dorph og Rikke blev gifte - ja, men jeg vil begynde med Forlovelsen, for endskjøndt jeg kun var 4 Aar, husker jeg det. Det var en Augusteftermiddag hjemme paa Iselinge i Havestuen. Svigerinde Charlotte, Georgs Kjæreste, sad paa sin sædvanlige Plads ved Enden af den gamle Divansofa, som jeg nu har. Dorph og Rikke gik gjennem Havestuen ud i Haven. Svigerinde vinkede ad mig med sin Pegefinger og sagde: "Ved du hvad Per og Sine nu bestiller?" "Nej?" "Nu frier Per til Sine".

Altsaa - da Dorph og Rikke blev gifte og bosatte i Vordingborg, gik Michaela og jeg to Gange om Ugen ind til dem og læste Fædrelandshistorie, Dansk og Religion med Dorph og spiste Æbler med Syltetøj paa hos Rikke.

Jeg husker godt, da deres ældste Barn, Holger [Dorph], blev født -, ja jeg husker en Begivenhed, længe førend jeg anede, at han var i Anmarch. Der var fanget en mus i en Musefælde, som jeg glad kom løbende med og stak op i Næsen paa Rikke, der sagde: "Uf" - mere husker jeg ikke -, et kraftigt Tag i nakken slyngede mig ud af Døren. Det var Ane Biilmann; inde i Spisestuen stod hun og ruskede mig. "Dit Bæst, nu kan gjerne Rikke faa et Barn med Mus i Panden, det har man tit set". Jeg havde aldrig set det, men bøjede mig for Anes større Erfaring. Jeg tror jeg blev meget trøstet, da Julen bragte Holger Dorph - uden Mus i Panden. Jeg husker saa tydeligt, at [Martin] Hammerich [g.m. Anna Mathea Aagaard] for at anskueliggjøre et Svøbelsesbarn for os viklede mig ind i Servietter, saa jeg hverken kunde røre Arme eller Ben, madede mig med Tvebaksmad og vissede mig.

Men min første Erindring om Hammerich ligger meget længere tilbage, den er fra Fars og Mors Sjølvbryllup. Der var saa mange unge samlede paa Iselinge dengang, - og een Aften legede de Røvere i Haven. Vi smaa, blev taget med; jeg gik med Hammerich ved Haanden, og vi frydede os over, at der ingen Røvere var i denne Skov, - det vil sige, han frydede sig -, for jeg svedte Angstens Sved ved at gaa alene i Haven med den fremmede Mand. Saa fik jeg i en Busk Øje paa Rikke, - ja det var ved den Laage, som gaar ud til Bedstefars Høj -, jeg styrtede mig henrykt i Armene paa hende, medens Hammerich raabte: "Er du gal, det er jo en Røver".

Ellers husker jeg ikke saa meget om selve Sølvbrylluppet. Dagene før fik vi Lov at række "de Store" Blomster, naar de bandt Guirlander, - Tærskeloen var indrettet til Dansesal. Onkel Brøndsted dansede engang rundt med mig og jeg bestræbte mig forgæves for een Gang at komme til at naa Jorden med Fødderne.

Af Omegnens Folk, som Far og Mor omgikkes, stod Suhrs os nærmest. Han var Rektor ved Latinskolen i Vordingborg, - hun var Søster til den bekjendte Skolemand Rektor Bolch i Roskilde, mellem hvis 4 Døtre Poul Møller og Christian Winther fandt deres Ungdoms Elskede. Poul Møllers Kjærlighed var vist af saa dyb Natur, at han aldrig glemte hende. Christian Winthers var kun een blandt Tusinde. Vi var slet ikke i Slægt med Suhrs, men kaldte dem Onkel Suhr og Tante Hedvig. Det var to elskelige Mennesker, - de havde ingen Børn, men utallige var de, som fandt Hjem, Fader- og Moderkjærlighed hos dem.

Iblandt dem som var der i Huset, var Onkel Suhrs Broder og hans 4 Børn. Broderen var sindssyg og blev altid kaldt "den gale Captajn". Han var hos Suhrs i 51 Aar, blev passet og taalt med Engletaalmodighed af sin Broder og Svigerinde. - Af de fire Børn var der tre Sønner og een Datter, Adolphine, der lærte Michaela og mig at tegne, - det vilde dengang sige at spidse Sortkridt meget fint og schattere en Rose.

Suhrs var gammeldags Folk; i Dagligstuen var de, spiste de, dér tegnede vi, og dér foer Captainen ud og ind med 2 Minutters Mellemrum. Jeg undrede mig tidt over, hvorfor han var klædt paa som "Gal". Han var høj og tynd, en snever, lang, brun Frakke var knappet om ham, hans Benklæder endte midt paa læggen, og der hang altid et hvidt Bændel og sjaskede, hvide Uldstrømper og Tøfler uden Bagkapper, som han slæbte henad Gulvet, en lang Stok i Haanden, som han fægtede med og raabte: "Hov - Ret." - han tænkte vel paa, at han var ung og kommanderede Soldater. Saadan paaklædt foer han ud og ind, lukkede Klaveret op og spillede: "Fryd dig ved Livet i Dine Dages Vaar", smækkede det igen og løb. Jeg tror aldrig jeg har hørt ham sige andet end "Hov" og "Ret" - og til Tante Helvig "Gud velsigne dig, lille Hedchen", en Bøn Vorherre vist har hørt, om ogsaa den kom tankeløst fra den gale Captains Læber.

Til den nøjere Kreds hørte ogsaa Spangs og Langes. Spang var Præst i Udby en Mil fra Iselinge. Far og Mor satte stor Pris paa Spang, baade som Præst og Menneske; jeg har Indtryk af myndig Mand, der sang smukt. Hans Kone var ogsaa meget afholdt af de ældre, men jeg har en lumsk Mistanke om, at de agtede "Madam Spang" mere, end de elskede hende. Jeg var altid dødsensangst for hende; engang, da jeg vist havde været mindre artig, skød jeg Hjertet op i Livet og sagde til Mor: "Den tykke Madam Spang tør vel ikke rise mig?" - Jeg fik mange Skjænd af Mor for denne uhøviske tale af den ædle Madam Spang.

Der var 6 Børn i Udby Præstegaard, Michaela og jeg kom ofte sammen med dem og havde mange glade Dage i Præstegaarden, - for Præsten var vi ikke bange. Lange var først Overlærer, siden Rektor i Vordingborg; en fintdannet, klog Mand. For h a n s Kome var jeg ikke bange - for Fru Lange var Elskeligheden selv. Fra jeg var en lillebitte Pige og huskede den kloge, rigtbegavede Kone, elskede jeg hende. Jeg turde komme til hende med al mit Smaasludder. Hun gik ind paa det og dalede ned til mig, uden at jeg mærkede, at hun dalede. - Mon det ikke var fordi hun forstod "den sjældne Kunst", som hendes Broder Paludan-Müller, taler om i Adam Homo:

"Hun aned, hvad Opdragelse vil sige;
En Kunst, som sjeldent voxne forstaa,
Der frem sig stille som i Aanden rige,
At Barnet ret sig fattigt føle maa;
Da dog Opdrageren just ned bør stige
Og, skjøndt sin Visdom, blive lig de Smaa:
En ny Methode, som først Gud anvendte,
Da os sin Søn som Menneske han sendte".

Mor og Far elskede ogsaa Fru Lange. Jeg kan endnu høre hende disputere ivrig med Far om Rousseau; Far angreb ham, hun forsvarede. Fru Lange, var meget tunghør og blev i Disputen saa ivrig, at hun satte sig paa en Skammel ved Fars Fødder og talte op til ham. - Da var Lange Professor i Græsk ved Universitetet, de var i besøg paa Iselinge. Senere skrev Fru Lange til mig: "Jeg længes efter Jer allesammen, jeg længes efter at skjændes med Din kjære, søde Far om aandrige Slyngler" - Fars Udtryk om Rousseau.

Langes blev ved at være kjære Venner paa Iselinge og deres Børn med. Senere blev jo to langeske Sønner [Carl og Julius] gift med to Aagaard'er [Georgs døtre Louise og Marie], - da var baade Mor, Lange og Fru Lange døde.

Mange andre Vordingborgere nød Gjæstfrihed og Venlighed paa Iselinge; nogle kom ofte, andre kun til "de store Selskaber". Jeg husker, jeg syntes, det var Indbegrebet af Højtidelighed, naar "Fru Staal" sad i den blaa Damaskes Sofa i Salen. Mor, Hanne Munthe og flere sagde, at Fru Staal var saadan en overordentlig klog Kone. Jeg hørte hende aldrig sige et Ord, men stod sommetider og stirrede paa hende, om ikke et Visdommens Ord vilde falde ud af Munden paa hende, som Skruptudsen af den onde Datter i Æventyret om Mor Hulda; det kom aldrig. Fru Staal har maaske skrevet sig Eddaens Ord bag Øret: "Ingen veed, at han intet kan, naar han ikke mæler for meget."

Consul Staal talte uafbrudt; naar ingen talte til ham, sagde han sine Tanker højt. Det var meget morsomt at høre paa. Staals ejede en gammel Kjøbmandsgaard, det sidste Hus i Vordingborg, den Bydel hed derfor "Staals Ende". Dengang var den afseides,- nu er den befaret, efter at Banegaarden er kommet til at ligge lig udenfor "Staals Ende".

Men foruden Vordingborg og Omegn havde Far og Mor en meget vid Omgangskreds. Mange husker jeg, - andre har jeg kun fra Fars og Mors Fortællinger.

Intet morede mig mere, end naar de fortalte om deres unge Dage. Naar Far fortalte om Oehlenschläger, da han sendte Axel og Valborg hjem fra Paris, og der samledes en lille Vennekreds hos Carl Heger hvor Rosing læste højt. Særlig i det rahbeckske Hus Knud Lyne og Kamma følte jeg mig hjemme, saa meget havde Mor fortalt derom. Da jeg mange, mange Aar efter her i Sorø sad og talte med gamle Fru Molbech, der næsten havde været som barn i huset (Bakkehuset) (Grevebarnet) glemte vi undertiden, at jeg ikke ogsaa var gaaet ud og ind, saa godt kjendte jeg Hjørnestuen. Efter at Far og Mor var gifte, var Rahbechs ogsaa jævnlige Gjæster paa Iselinge; de kom da gjerne fra Spjellerup, hvor de havde besøgt Mynster. Fru Rahbechs yngre Søster, Christianne Heger, var en Ungdomsveninde af mor. Hun og Oehlenschläger blev gift omtrent samtidig med Far og Mor; de kom ogsaa paa Iselinge, og det kan nok være at jeg stirrede paa den Mand, der havde skrevet "Aladdin".

Om Oehlenschläger har jeg mange lyse Erindringer, som jeg nu maa fortælle Jer om med det samme. - Som Børn paa 11-12 Aar var Michaela og jeg en Vinter paa Besøg i Kjøbenhavn med Mor. Vi boede hos Geheimeraad Treschou, som ejede en stor Gaard paa Hjørnet af Ny Kongensgade og Frederiksholms Canal, hvor Oehlenschläger boede til Leje i Stueetagen. En Formiddag var Mor ude i Visitter, Michaela og jeg var ene hjemme, sad i den store Hjørnestue og syede paa Dukketøj. Treschou ejede mange dejlige Malerier; blandt andet hang der i den Stue Rafaels "Madonnas Himmelkroning" (copieret af Roed). Som vi bedst sad i vor Leg, gik Døren op og Digterkongen kom ind. Vi blev forlegne og henrykte. Han spurgte os: "Er Jeres Mor hjemme, Smaapiger"? - Men uden at vente paa Svar gik han hurtigt forbi os og stillede sig foran Rafaels Billede. han stod der længe - jeg tror 10 Minutter eller et Kvarter -, vi lagde Dukketøjet og stirrede paa ham. Jeg kan endnu se hans bevægelige Ansigt, hvorledes hans Næsebor udvidede sig; til sidst brast han i Graad og udbrød: "Ja, det er Poesi" og gik grædende ud af Stuen.

En anden Episode fra samme Besøg. Mor var bedt ned til Oehlenschläger en Aften for at høre ham læse Hakon Jarl højt. Vi havde spist til Middag ude, Vognen hentede os Kl. 7, - for at kjøre Mor hjem til Oplæsning og os hjem, hvor vi skulde more os med at "faa noget at lave Mad af". More os! - Da Mor gik ind ad Oehlenschlägers Dør, syntes vi, det var Paradisets Porte, der aabnede sig for hende, og vi gik fortvivlede op paa første Sal. Lidt efter, at vi var kommet derop, ringede det; vi foer ud og lukkede op. Det var Johannes Ohlenschläger, som skulde spørge fra sin Far, "om de to Smaa havde lyst til at høre ham læse Hakon Jarl op?" Jeg synes endnu det løber mig koldt ned ad Ryggen af henrykkelse. Oehlenschläger havde bogen i Haanden, saa kun sjælden i den; han kunde den udenad, - spillede den fuldstændig. Michaela og jeg plantede os lige foran ham. Nu var vi jo sluppet ind i Elysium.

Thorvaldsen sad lidt bagved Oehlenschläger og sov hele Tiden, hans Hoved faldt jævnligt ned paa Oehlenschlägers Bryst. Naar denne saa gjorde en hurtig Bevægelse, foer Thorvaldsen op, spilede lidt forundret sine store, lyseblaa Øjne op - og faldt hurtig i Søvn igen. Baronesse Stampe var der ogsaa, hun syede paa et stort Kanevasarbejde. Hver Gang Oehlenschläger vendte sig om imod hende, skjulte hun det under Bordet. Michaela og jeg syntes, det var temmelig forbryderisk, at hun syede, medens Oehlenschläger læste op - og at hun snød.

Jeg husker den brændende Lyst, jeg have, da Oehlenschläger rakte Haanden ud og sagde, "Ræk mig din Haand", - til at være Thorer Klake og lægge min Haand i hans, - men jeg turde naturligvis ikke og lod ham gribe i Luften.

Nogle Aar senere hørte jeg paa Bakkegaarden Oehlenschläger læse Palna Toke højt. Med Marie Hall besøgte jeg engang Oehlenschläger paa Fasangaarden; han sad da ved sit Skrivekord med Slaabrok, en nedfaldende Skjortekrave og saa aldeles ud som paa det bekjendte Portræt, saa jeg tænkte: Nu skriver han "Men skjøndt ham blinde Høder skød, er Balder ikke ganske død".

Til Slut maa jeg fortælle, at der var det samme baand mellem mig og Oehlenschläger, som imellem Klister og Hummer, - rigtignok havde vi ikke staaet Fadder sammen til et Skrædderbarn i St. Petri, men til Carl Hall paa Bakkegaarden.

Fru Oehlenschläger kan jeg ikke huske, jeg har set, men jeg synes jeg kender hende fra Mors og Fru Hauchs Fortællinger og fra Hauchs dejlige Digt om hende. Mor fortalte om Fru Oehlenschlægers Børneopdragelse, at hun først skjændte paa sine Børn og saa faldt paa Knæ for dem og bad dem om Forladelse, fordi hun havde skjændt paa den store Oehlenschlägers Børn.

Thorvaldsen besøgte os ogsaa paa Iselinge med Stampes fra Nysø. Han fandt Michaela meget smuk, tog hende paa Skjødet og beundrede hendes Haar og Øjne, - "couleur d'ocre", sagde han. Jeg kan ikke huske, at denne Beundring fra den store Skjønhedskjender gjorde andet indtryk paa os, end at vi bestemte at spørge Dorph, hvad couleur d'ocre var.

Blandt de kjære Gjæster, som jevnlig kom paa Iselinge, og som jeg har hørt fortælle om, var Poul Møller. Det første jeg mindes at have hørt hans Navn var, naar vi som Børn vilde sætte os paa Armene af Lænestolene i Havestuen, og Mor da sagde: "Tag jer i Agt, Børn, de er allesammen limede, Poul har knækket dem i Stykker". - De Stole kjender I godt, med samt deres skjøre Arme; det er dem, som nu staar her i Dagligstuen.

Poul Møller var jo sammenbragt Broder med Mors Plejebroder Christian Winther; jeg antager, det er det, der har ført ham til Iselinge; ogsaa det nære Forhold, hvori Poul Møller stod til Rektor Blochs, som var Fars og Mors gode Venner. Far kunde endnu dirre af Harme, naar han tænkte paa, at Grete Bloch havde hævet sin Forlovelse med Poul Møller og taget "den Tørvetriller til Thrige". Mor tog altid sin Veninde i Forsvar, talte om Poul Møllers drøje, djærve Væsen, der nok kunde støde en fin og yndig Pige som Grete.

Da jeg begyndte at forstaa og elske Poul Møller, heldede jeg stærkt til Fars Mening, og den blev yderligere styrket, da jeg ikke saa sjelden saa Grethe Thrige eller, som hun dengang hed, Grethe Poulsen, da hun efter Thriges Død giftede sig med sin Svoger, Slesvigeren Poulsen.

Poul Møller var dengang for mig et med "den krøllede Fritz", dejlig klarøjet, rødmosset. Da jeg saa hende - smaa rødkantede Øjne, en lille Snurrenæse, rødblaa Ansigtsfarve - ja, det var jo ogsaa længe siden Poul Møller havde talt om den Luft, der havde kysset hendes "Kinders Morgenrøde".

At Christian Winther kom paa Iselinge var en Sjelvfølge, og det ved I jo ogsaa nok fra hans Digte til Tante Anna Mathea [Aagaard], da hun var hans lille Kjæreste paa 8 Aar. Jeg kan huske, at jeg engang blev yderst fornærmet paa Hammerich, da jeg med begejstring citerede: "Jeg ridse saadan en lille Piges Navn, der ikke var ældre end du er nu?" Men dengang rokkede det ikke min Tro paa, at det var Anna Mathea.

Jeg tror baade Far og Mor holdt mere af Poul Møller end af Christian Winther; hans sirlige formelle Væsen tiltalte dem ikke. En Aften kom Christian Winther til os fra Lolland; han havde derovre skrevet "Fjeldvandring ved Badet", og spurgte Far og Mor, om han skulde læse det højt for dem. Jeg sad paa hans Skjøde, mens han læste; hvorfor han ikke havde den yndige Michaela, men mig lille Klods paa Skjødet, begriber jeg ikke, men det var virkelig mig. Michaela maa bestemt have ligget og haft Mavepine, som hun saa tit havde.

Jeg husker ikke et Muk af Digtet - nu husker jeg det nok - men derimod, at Mor sagde til mig: "Løb ud og sig til Jomfru Kragh, hun skal bage Pandekager til i Aften, da Christian er kommet." Ja, Jomfru Kragh - Lige fra Digterne flyver mine Tanker til de ga[?] Folk. Far og Mor var gode at tjene. Mor var en mild og retfærdig Husmoder, og mon de Linier ikke ogsaa godt kan passe paa Iselinge:

Mig aabnedes aldrig saa gjæstfri Dør,
Saa kjærligt et Hjem jeg fandt ej før
med patriarkalske Sæder.

Jeg har vist før talt om den Stab af gamle Jomfruer, der var paa Iselinge. Endskjønt, var der nogen Race, Far ikke holdt af, saa var det gamle Jomfruer, - men her, som saa ofte, gik Fars gode Hjerte af med Sejren; Theori og Praxis fulgtes ikke ad.

Naa, Jomfru Kragh var vor gamle tykke Husjomfru; hun sagde selv, at hun aldrig spiste noget, men jeg har aldrig set hende uden tyggende paa et eller andet, selv naar hun sang; Michaela og jeg holdt meget af hende. Hun har vist i sin Ungdom haft en smuk Stemme. Vores Yndlingssang var Bertrans Afskedssang; den maatte hun tit synge for os. Napoleon var hendes Helt, og naar hun sang: "Jeg stod hos dig gyldne Kejsersale, jeg deler tro din Kummer og din Nød" - var vi alle tre lige rørte.

Hun var den første, der gav mig Begreb om Statsforfatningen. De Voxne havde talt om en Republik. Jeg havde ikke Anelse om, hvad det vilde sige, og Dorph maa formodentlig ikke have været i Nærheden, for jeg tyede ud i Skorstenen til Jomfru Kragh, der meget betænksomt satte Sleven i Siden og sagde, at det var ikke saadan lige at svare paa, og jeg gik med uforrettet Sag ind i Stuen igen. Lidt efter stak imidlertid Jomfru Kragh hovedet ind ad Døren. "Er Charlotte her?" Jeg 1øb strax ud til hende og fik saa Resultatet af hendes Overvejelser at vide. "Jo, ser du, en Republik, det er noget Skidt. Det er ligesom Jomfru Munthe og Jomfru Biilmann og Marie, Rikke og jeg , foruden din Mor, skulde bestemme, hvad vi skulde have til Middag, og det kan du da nok begribe blev noget Vrøvl, naar vi hver vilde have sin Livret. Men nu er det din Mor alene, som bestemmer det, og saa bliver det godt." Det forstod jeg udmærket og har aldrig glemt det.

For Resten er Jomfru Kragh jo ikke ene om den Mening, at en Republik er noget "Vrøvl". Saavidt jeg husker er det selve Homer, hun har til Forbundsfælle, naar han siger: Mange til Herskab er aldrig til Gavn, kun een være Hersker.

Naar jeg har omtalt Fars og Mors gamle Venner, er der een, jeg kun flygtig har nævnt, og som i det mindste for Mor var den aller kjæreste, han, som i sine Breve til Mor altid underskrev sig: Din tro Ven og Broder P.O. Brøndsted. Mor var ham vel ogsaa, næst hans Børn, det kjæreste paa Jorden; hun var jo en Del af hans elskede Rikke, som han aldrig glemte. Onkel Brøndsted drev ikke livet hen i sygelig Længsel, han var vist kjærnesund, baade paa Sjæl og Legeme, men der var dog ingen, der trængte sig mellem ham og hans Ungdomsbrud. Han havde rigtig nok heller ikke det Paaskud som mange Enkemænd, at han maatte gifte sig for Børnenes Skyld; der var jo et Par kjærlige Moderarme parate til at modtage hans Børn, da deres Mor døde.

Jeg var kun et Barn paa 11 Aar, da Onkel Brøndsted døde, men et Indtryk har jeg dog af den lille kraftige, elegante Mand. Den Maaned om Vinteren, som Mor tilbragte hos Onkel Brøndsted paa Nørregade, var en Svir for Michaela og mig. Jeg kan se den kjære Omfavnelse Mor fik, naar vi omsider rullede ind ad Porten paa Nørregade, det sirlige Thebord, Onkel Brøndsted i en lang, graa Frakke. Han skar Smørrebrødet ud i smaa Terninger med sine fine smaa Hænder med de soignerede lange Negle og fodrede sin arrige Moppe Kali, som sad ved siden af ham.

Rikke Treschou havde abboneret i det kgl. Teater; der skiftedes saa Michaela og jeg til at sidde paa hendes Skjød og se Forestillingen, som vi saa spillede, naar vi kom hjem. "Tryllefløjten" var det første Stykke jeg saa, det fortalte jeg Michaela, og saa spillede vi det. Mozarts berømte Opera har vist aldrig faaet en mere mangelfuld Udførelse.

Onkel Brøndsted kom tit hos Prins Christian og havde da Lommerne struttende fulde af Godter til Michaela og mig, naar han kom hjem. Han var uhyre god mod os Børn, red altid Ranke med os "til Møllerens Hus", men paa Grund af hans korte Ben var det meget vanskeligt at sidde fast. Selv elskede Onkel Brøndsted at ride; han havde en hest, der hed Karo.

Den Dag han gjorde det ulykkelige Fald med Hesten staar saa tydeligt for mig. Det var Anna Matheas Fødselsdag den 16de Juni, vi spiste hos Treschou. Ved Bordet talte de om Rom, hvor Treschou havde været den Vinter, og han sagde: "Ja, der kommer man nu aldrig mere" - Onkel Brøndsted udbrød: "Hvor kan du dog sige det, kjære Ven. Jeg venter at komme til Rom mange Gange endnu. Der er et Ordsprog derom, hvordan er det nu, det lyder?" En tilstedeværende Herre, der ikke var meget vittig, sagde: "Jo, Rom blev ikke bygget paa een Dag". "Det var vist ikke det Ordsprog, Brøndsted mente", sagde Treschou med et satirisk Smil.

Saa efter Bordet sagde Onkel Brøndsted muntert Farvel, han vilde ride en Tur; da var det han styrtede med Hesten i Grønningen, men havde selv Kræfter til at gaa til Frederiks Hospital, hvor han døde den 26de Juni.

Med denne sørgelige Efterretning rejste saa Far og vi hjem til Mor, som ikke engang kunde rejse ind og se til sin trofaste Ven og Broder, da Holga, ligesom vi kom hjem, blev meget syg af Tyfus, og Mor plejede hende Dag og Nat.

To af Husets yngre Venner maa jeg ogsaa nævne. De kom omtrent samtidig til Egnen, Strøm som Læge i Vordingborg, Rørdam som Præst i Mern. De var saa bundforskjellige, men blev begge saa inderligt knytted til Iselinge, til Far og mor. Strøm stod som den kjærligste Søn ved Mors og Fars Dødsleje, og Rørdam talte over dem begge.

Strøms Formand som Læge i Vordingborg hed Købke; han var meget afholdt som Læge paa Iselinge, men var vist for Resten tør og kjedelig. Dog tror jeg nok, at man paa Iselinge vanskelig kunne faa Købke erstattet, "men Lykken vendte sig", og Strøm, blev meget mere baade som Ven og Læge. Der gik aldrig mange Dage, hvor Strøm ikke var hos os, kurerede de Syge og muntrede de Raske ved sit geniale Lune. Der var ikke den Ting mellem Himmel og Jord, uden at Strøm indlod sig paa at tale om den med Sagkundskab, og noget morsomt fik han altid ud af det. Han havde ganske Ret, en Dag da Rikke Dorph erklærede, at en mand havde kjedet hende ved i en Time at tale om Fattigvæsenet, "for der er jo ikke noget saa kjedeligt som Fattigvæsnet". "Ja", sagde Strøm, "Det kommer sgu an paa, hvem der taler om det, for naar jeg taler om det, er det forbandet morsomt", og det var det ogsaa!

Strøm plejede ogsaa at sige, at det maatte da være et rigtigt Skarn [?], som ikke kunde gøre 4 Ting paa een Gang. Ledig kunde han heller ikke være. Jeg husker en Sommerdag lille Holger Hall laa meget syg af Krampe. Medens Badet blev opvarmet, som Strøm vilde komme ham i, brugte han Tiden til at brække en Gren af Slyngerosen paa Verandaen, dyppe den i en Flaske amerikansk Olie og smøre Dørene. Da jeg kom ind og studsede lidt ved at se ham ved det Arbejde, sagde han: "Jo du ser, at det man ellers bruger til Aabning bruger jeg nu til Lukning."

Det var nu heller ikke alene mennesker, han kurerede hos os; alt hvad der gik i Stykker, spurgte vi Strøm til Raads om. En Dag kom han ud og saa til Rikke Dorphs Symaskine, som var itu. "Ja, der er et af Deres Børn, som har fingereret ved den". "Nej det er ikke" - "Hvor ved De det fra?" - "For Børnene har sagt, at de ikke har rørt ved den, og mine Børn lyver ikke." - "Det var som Fanden, - jeg troede kun det var Vorherre, som aldrig løj, men da de har 9 Børn, er der altsaa 10 som ikke lyver."

Et Aar efter, at Strøm var kommet til Vordingborg, blev han gift med Marie Buntzen; hun blev ogsaa snart Husets trofaste kjærlige Veninde, og Strøms Børn blev indrullerede i Børnebørnenes Flok. Strøm havde om Sommeren Besøg af jevnaldrende Venner, som det ogsaa morede Far og Mor at se paa Iselinge: Fenger, Kayser, Hornemann, Svogrene Edvard og Andreas Buntzen og "gamle Hartmann". Strøms jevnaldrende Lægevenner gjorde jo mere udvortes Lykke end han, som levede og døde i den lille Provinsby, men jeg tror dog nok, med al Agtelse for de andre, at Strøm var den genialeste af dem og havde det skarpeste Blik for at bestemme en Sygdom.

For de gifte Søskende var Strøm ogsaa en kjær Ven. Hammerich havde sjælden været en Dag hjemme paa Iselinge, førend han spurgte, om der dog ikke var en Malkepige, der var syg, saa Strøm skulde hentes. Saa kom Strøm og gjorde lange Besøg, og Rasmus knaldede mange Gange med Pisken, før Strøm adlød "den kaldende Røst".

I Tordenvejr var Strøm meget oplivende for os. Paa Landet er man jo altid oppe, naar det tordner om Natten; saa kom Strøm spadserende ud til os. Vi fik Vin frem, og Strøm sang: "I Syd skinned Sol, dengang Støtten blev sat, men Tordnen i Nord brølte dundrende Skvat."

Og nu Rørdam. Gud glæde hans Sjæl for alt, hvad han har været for os, for Far og Mor i Sorg og Glæde. Rørdam var Sjælesørger i den bedste Forstand, fordi han gav det Bedste. Rørdam var, i god Forstand, enfoldig, han var saa langt fra Spidsfindigheder, som tænkes kunde. Han gav Guds Ords rene og skjære Kerne. Det var ogsaa et udtryk, han selv brugte: "Gamle Heste skal fødes med den rene skjære Kerne, og syge og svage skal ogsaa fødes med Guds Ords rene og skjære Kerne, men i Troen og Fadervor er der ingen Avner".

Rørdam, havde en vidunderlig Evne til at sige netop det, der skul siges, ikke mere, ikke mindre. Hvor jeg husker den Dag, Mor blev begravet paa Ørslev Kirkegaard. Kisten var sænket ned, Følget var gaaet, jeg stod alene tilbage med de Mænd, der kastede Graven til. Jeg saa kun nedad, ikke opad, saa hvorledes den ene Blomsterkrans efter den anden blev dækket af den sorte jord og tænkte maaske, at der laa, nu den søde, kjærlige Mor. Saa følte jeg en Haand paa min Skulder, og en kraftig, frejdig Stemme sagde til mig: "Christus er opstanden". Da jeg vendte mig om, var Rørdam allerede hurtigt gaaet bort. Han havde kun sagt de tre Ord, men det var ogsaa nok. Han havde lært mig at se op, ikke ned. Jeg tror det var 1841 at Rørdam blev Præst i Mern. Vi plejede ellers ikke at omgaaes Præsten i Mern, som laa henved 1 og en halv Mil fra Iselinge, men Rørdam kom til os og blev snart een af vores kjæreste Venner. Far og Mor sluttede sig saa meget til ham, at det var bestemt, at Michaela og jeg skulde konfirmeres af Rørdam, naar vi blev store nok til det. Saa netop i det Aar, hvor Konfirmationen var bestemt, kom Dorph til Egesborg, Nabosognet til Mern, og det blev da naturligvis ham, der konfirmerede os.

Jeg husker saa godt om vinteren, naar Vejret var rigtigt ondt, saadan saa man ikke vilde jage en Hund ud i det, da hørte vi netop paa saadanne Aftener Piskeknald foran Døren, og lidt efter stak Rørdam Hovedet ind ad Døren, med sin tykke Kavaj paa og det røde Forklæde snoet flere Gange rundt om Livet. "Ja, jeg vilde kun se om de var hjemme, jeg synes det er skjønt, at sidde sammen med gode Venner i saadan et Vejr." Saa kom Kavajen og Tørklæderne af. Først ind til Far at faa en Pibe Tobak, jeg tror aldrig jeg har set Rørdam ryge en Cigar. Hans Yndlingsstilling var tæt opad Fars gloende Kakkelovn staaende med det ene Ben op paa en Stol. Senere kom han saa ind til os, naar Piben var røget, og det kan nok være, han "muntrede os". Tit var han alene, tit var hans Søster Bolette med, hun var heller ikke bange for en Vinterstorm i aaben Vogn.

Rørdam var 10 Aar i Mern, før han blev gift; i den Tid førte hans yngste Søster Bolette Hus for ham, hun var 10 Aar yngre end han. Jeg husker godt første Gang, jeg saa hende, en Sommerdag i Mern; vi Smaa var med i Kirke og bagefter inde i Præstegaarden. Bolette stod og talte ivrigt, lænet op til en Dørstolpe, hun havde en tæt hvid Kjole paa og et lysegrønt Livbaand. Hendes dejlige, tykke, sorte Haar sad i en stor Knude i Nakken, og saa hendes store, skarpe, kloge, lyseblaa Øjne. Jeg syntes, at saadan maatte vist Dronning Margrethe have set ud, og sagde til Michaela: "Du kan tro, at Frk. Rørdam hedder Margrethe." Jeg blev meget skuffet, da jeg hørte, at hun hed Bolette.

Paa Iselinge holdt vi saa meget af Bolette, men vor Omgangskreds, særlig Vordingborgerne yndede hende ikke videre og kaldte hende "Prinsesse Rørdam". Hun havde en noget overseende Maade mod dem, hun ikke brød sig om. Jeg fandt hende saa underholdende og morsom, og jeg holdt utilgiveligt meget af, hvad jeg syntes var morsomt; saa holdt hun ogsaa meget af mig, og det smigrede mig, da hun egentlig kun holdt af faa.

Men, som sagt, paa Iselinge var Bolette meget elsket, og jeg husker godt den Novemberdag, da Far fik Brev fra Rørdam, at han havde haft Bryllup med Frk. Carlsen, at Mor da udbrød: "Aah, saa flytter nok Bolette, og vi faar i Stedet den stive Frøken Carlsen." - Det var nu fordi vi slet ikke kendte hende, at vi kaldte hende "den stive Frøken Carlsen"; hun var en af de elskeligste Kvinder, jeg har kjendt, klog og god. "Juta, du er mig til Velsignelse", sagde Rørdam tit til hende, og det var hun.

Fru Rørdam og Far (som egentlig havde taget imod hende med største Uvilje) blev snart udmærkede Venner. Fru Rørdam. smaadrillede Far med at de 2 maatte holde sammen, for de hørte til samme Stand (Godsejerstanden). Det vilde den demokratiske Far ikke gaa ind paa; Godsejere som Stand hørte ikke til de Folk, Far holdt af at omgaaes.

1856 kom Rørdam til Lyngbye, men Venskabet og Omgangen blev ikke afbrudt derved. 2 Gange om Aaret kom Rørdam bestemt til Iselinge og boede hos os en Ugestid. Hvor han saa var, levede han paa samme Maade, om Formiddagen helst ganske ganske ene, han bad og arbejdede. Da Georg døde 1857 paa Christianshavn, tog Rørdam strax ind til Far og Mor. Det var den dybeste Hjertesorg, der vel kunde ramme dem, at miste deres eneste elskede Søn. Den Nat Georg døde, blev Mor en gammel kone, hun overlevede ham kun i 1 og et halvt Aar.

Monrad var ogsaa en trøstende Ven for Far og Mor i den tunge Tid. Han havde kjendt og elsket Georg fra Drenge- og Ungdomsaarene. Monrad og Rørdam var gode Venner, og det var morsomt at høre dem tale sammen. Monrad med sin spidsfindige Dialektik og Rørdam, der var "ligeud". Jeg kan huske en Dag de talte om Skjærsilden. Monrad sagde da med sin morsomme lidt hæse Stemme: "I Skjærsilden tror jeg man kommer til at gjøre det, som man allernødigst vilde gjøre paa denne Jord. Frk. Rosen (Enkedronning Caroline Amalies Hofdame) kommer til at klæde Frk. Andresen (Enkedronningens Letrice) paa og rede hendes Haar; og du Rørdam kommer til at kjøre med Krikker". Rørdam holdt nemlig uhyre meget af skjønne Heste, han var selv tit Rusk og elskede at ride. Hans Klædedragt var saa indrettet derefter: En lille kort Jakke, Læder paa benklæderne som Dragonerne. Bekjendt er den historie - den er sand - at da een af hans Præstevenner, sagde til ham: "Der er da ingen, der kan se paa dig, at du er Præst", svarede Rørdam: "Det er saamænd ogsaa det samme, naar bare man kan høre det."

Efter Mors Død kom Rørdam strax til os og talte med Far og os andre. Den frejdige Maade, hvorpaa Rørdam talte til Far, gjorde ham saa godt; Fars Natur var bly og tilbageholdende. Rørdam sagde om sine Samtaler med Far: "Naar vi to taler sammen er det egentlig kun 3 Ting, vi taler om, men det bliver vi aldrig trætte af og kjede af: Om Kjødets Opstandelse, Syndernes Forladelse og det evige Liv". Rørdam, som havde været saa stærk og færdedes saa meget, ønskede, Gud vilde kalde ham pludselig bort uden Sygdom, "med et Brag". Saa kom de 4 Sygdomsaar, hvorpaa der dog kom bedre Tider, saa han kunde prædike og passe sit Embede. Men i Sygdomsaarene, da han ofte ikke kunde gaa og vanskelig kunde tale, sad han stille og takkede og forstod bedre og bedre, at alle Herrens Veje er Naade og Barmhjertighed, at ingen elsker os saa højt som vor Herre Jesus Christus. Derfor kunde han selv i sin Svaghed sige: "Det er yndigt og sødt at leve, thi det gaar stadig hjemad, opad, fremad".

Jeg maa endnu nævne een af Iselinges mest trofaste Venner, som hørte min barndom til, skjønt vort Venskab varede "op i de graanende Aar". For det er kun mine Barndomsindtryk jeg vil tale med Jer Unge om og de venner, jeg fik i min Barndom. Naa ja, jeg var vist kun 7-8 Aar, da der kom en lang Dreng i huset hos Pastor Spang i Udby, - det var [digteren Christian Knud Frederik] Molbech. Han havde nok gjort adskillige gale Streger i Kjøbenhavn, hvorfor hans Forældre tog ham ud af Borgerdydskolen og sendte ham paa Landet.

Michaela og jeg kom tit til Spangs og legede med Martine; der var megen Frugt i Haven, blandt andet et fristende Blommetræ, men hvor Blommerne sad saa højt, at vi ikke kunde naa dem. En Dag, da vi kom der, sagde Martine: "Vi har faaet en lang Dreng i Huset - han har nok ellers været uartig i Kjøbenhavn, nu skal Far passe paa ham; men han er stor nok til, at han kan naa op til Toppen af Blommetræet". Saa kom Molbech og langede Blommer ned til os.

Senere kom han i huset hos Professor Lange, som var Rektor i Vordingborg, men til Iselinge gik han hver Søndag, ja hver Gang, han havde en Time fri.

I "den røde Stue paa Iselinge, den der nu svarer til Madonnastuen, stod Brændekurven i saadan en hyggelig Krog; der sad Molbech tit, jeg sad paa hans Skjød, og han fortalte Æventyr. Han fortalte mig ogsaa, at han kunde ikke læse et Ord paa Skolen, før han havde faaet sagt God Morgen til Iselinge; der var en Høj i Haven, hvorfra han kunde se Iselinge, der gik han op og sendte sin Morgenhilsen. Ja, saa blev han vel Student, men i alle Ferier, og jeg synes lange Vinterophold, var han paa Iselinge.

Molbech var jo ung, men maaske paa Grund af hans Højde, og fordi han talte saa meget med "de Voxne", troede Michael og jeg, at han var gammel. Ved Mor hang Molbech med den inderligste Kjærlighed, og ved alt gammelt paa Iselinge. Naar vi fik et eller andet Møbel, et Bord eller en Sofa, sagde Mor: "Nu bliver Molbech da fortvivlet, naar han kommer og ser det". - Og det blev han ogsaa. Dette Venskab og denne Vedhængen blev trofast ved. Fra Spanien og Italien og hvor han færdedes, søgte han altid hjem til den gamle Rede.

Naar jeg har talt om de gamle Venner, som var knyttede til Iselinge, maa jeg ikke glemme at nævne een, som var elsket af os alle, af Far, Mor, Børn og Børnebørn - Tante Sanne. Vi blev alle glade, naar vi saa hendes høje, statelige Skikkelse komme gaaende op ad Gaarden med Syposen paa Armen, hvori hendes sirlige Haandarbejde, hendes Dørnøgle og Pengene, indsvøbt i et Stykke Papir, som Rasmus fik, naar han om Aftenen kjørte hende hjem. Tante Sanne lignede en Lavendel saa meget, som et Menneske kan ligne en Blomst. Det gammeldags, fine, ranke passende lige godt i lave Hytter som i høje Sale.

I de høje Sale, var Tante Sanne født. Hendes Far var Admiral Grotschilling, Kommandant i Frederiksværn, hendes Mor, født Lütken, ogsaa Admiralsdatter. Begge Tante Sannes Brødre var Søofficerer, faldne i Krigen mod England, og hun følte sig ogsaa aldeles hørende til Marinen og led, naar den gjorde Dumheder; saa hun sagde: "Man kan ikke mere være bekjendt at gaa i Uniform". Jeg husker engang, da Tante Sanne var i Selskab hos hendes Vært, Bager Mouritzen, fortalte hun mig, at tilsidst havde de saamænd ogsaa udbragt Tordenskjolds Skaal. "Hvem tog imod den?" "Jeg naturligvis; v. Dockum var der jo rigtignok, men saadan ud paa Aftenen, falder han i en sort Slummer".

Penge havde Tante Sanne ogsaa haft, men hun havde sat dem alle i sin Svoger Bartholins Gods Svanholm, saa de gik med, sammen med de bartholinske Penge. Da saa Fru Bartholin som Enke flyttede til Vordingborg med sine Børn, fulgte Tante Sanne med hende. Senere, da Fru Bartholin flyttede til sine gifte Børn paa Lolland, blev Tante Sanne boende i Vordingborg i de to smaa ........... [ikke afsluttet]