UpKronik Århus Stiftstidende 27. & 28. december 1938
Strejftog 27-12-38
Møllere i Hads Herred.
af I.C. Hansen
I dette og et følgende Strejftog fortæller Slægtshistorikeren, Magister I.C. Hansen, Viborg, om en Række Møller-Familier, der har levet i Hads Herred, men ved deres Kultur og Dygtighed har fået Betydning for hele Landet gennem Efterslægter. Den afsluttende Artikel følger i Morgen.
I.
Efter Enevoldsmagtens Indførelse 1600 omformedes en Del af Samfundet lidt efter lidt. Der opstod på Landet mellem Adelen og Fæstebønderne en Mellemklasse, som efterhånden tilegnede sig en Del af de Goder, Adelen før havde besiddet, skabte sig Rigdom på Adelens Bekostning, købte den Gårde og ofte endog dens Klenodier af Sølv og Guld og ædle Sten. Og dette nåede den ved et tæt Samarbejde og Sammenhold og ved forretningsmæssigt at arbejde godt med de Pengemidler, den efterhånden kom i Besiddelse af.
Denne Mellemklasse havde en noget broget Sammensætning. Den bestod af de få velhavende Selvejerbønder, der endnu var tilbage, Møllere, Præster, Degne, Herredsskrivere og Herredsfogeder, Ridefogeder, Forpagtere og kgl. Embedsmænd, som havde med Ryttergodserne at gøre, f.Eks. regimentsskrivere. Ikke alene rent forretningsmæssigt arbejdede de godt sammen, men der fandt en hyppig Omgang Sted mellem dem. Giftermål sluttedes i Reglen kun indenfor Kredsen, og da næsten altid efter Princippet: Lige Børn leger bedst.
Der var også den Ejendommelighed ved Slægterne i denne Kreds, at de var meget lidt stedbundne. En stor søskendeflok kunne spredes næsten over det ganske Land; det er derfor nu meget vanskeligt at efterspore og følge de enkelte Medlemmer af en sådan Slægt. Men fra denne Mellemklasse udgik der mange Mænd, og fremragende Slægter til Dags har ofte deres Rod i den.
I den første Halvdel af det 18. Årh. spillede nogle Møllere i Hads Herred en meget stor Rolle ikke alene på Egnen mellem Aarhus, Randers og Skanderborg, men også i de nævnte Byer selv, og deres Virksomhed strakte sig endog både til Viborg og Aalborg. Det var Møllerne i Vads Mølle tæt Syd for Herregården Aakjær, samt Møllerne i de fire Møller ved Rathlousdal: Fillerup Overmølle og Nedermølle, Skjægs Mølle og Odder Mølle.
* * *
Hos en Regimentsskriver Bildering under Dronningborg Ryttergods var der ansat en Skriver eller Fuldmægtig Søren Larsen. Han tjente i mange År under Bildering, derefter under dennes Efterfølger, men fik så 1702 Plads på Grevskabet Løvenholms Godskontor. Den Grev Rantzau, som på dette tidspunkt besad Løvenholm og tillige det store Grevskab Rantzau-Brahenburg i Holsten, var en meget vidtløftig Herre, der ville spille Fyrste og i den Grad blev uenig med den danske Konge, Frederik d. Fjerde, at han endog prøvede at få tyske Regenter og Fyrster til at føre Krig mod den danske Konge. Resultatet blev, at Frederik d. Fjerde inddrog Grevskabet Løvenholm under Kronen 1705, og nu blev Søren Larsen sat til at administrere det store Gods.
Der blev imidlertid sluttet Forlig mellem Kongen og Greven, - der fik Grevskabet tilbage 1709 og det følgende År indsatte en Holstener som Godsforvalter på Løvenholm. Søren Larsen blev samtidig forpagter af en af Grevskabets Herregårde, Sødringholm, og her levede han da med sin Familie til 1721.
Søren Larsen havde 1704 giftet sig med en ung Pige af Møllerslægt, såvidt skønnes fra Vads Mølle ved Aakjær, Johanne Marie Møller (Larsdatter). Mens de boede på Løvenholm, havde hun født tre Børn, og på Sødringholm fik hun fem. Fra Sødringholm flyttede de til Aalborg, men kun for midlertidigt at bo dér, til Søren Larsen kunde få en passende Landejendom til Købs til deres fremtidige Hjem; han havde under sin Virksomhed på Løvenholm og Sødringholm skabt sig en pæn, lille Formue, og nu gjaldt det om at få en Selvejendom, hvad der gerne var den Slags Menneskers højeste Mål. Mens de boede i Aalborg fødte Johanne Marie sit niende og sidste Barn, der ved Dåben fik sin Moders Navn.
Det var et - på en ejendommelig Måde - heldig Øjeblik, Søren Larsen havde forladt Grevskabet Løvenholms Enemærker. Grev Rantzau havde ikke alene lagt sig ud med Frederik d. Fjerde, men havde også fået andre Fjender. Han var et udsvævende og slet Menneske, almindelig forhadt af sine Undergivne. Han havde en yngre Broder, hvem han i højeste Grad forurettede og endogså mishandlede. Fjendskabet blev fra denne Broders side så stærkt, at han fik en Kaptajn Prætorius til at skyde Greven på en Jagttur. Prætorius blev henrettet, og Brodere, der var Anstifter af Drabet, blev dømt til livsvarigt Fængsel. Kongen inddrog atter Grevskabet og gav det til Grev Danneskjold-Samsø.
Det tragiske Drab fandt sted 1721, en Måned efter at Greven havde givet Søren Larsen Generalkvittering for, at han havde opfyldt sine Forpligtelser overfor Grevskabet og var løst fra ethvert forhold til det.
Søren Larsen havde just fået købt en middelstor Bondegård, Thoruphede i Rold, da han erfarede, at Ejeren af den lille Ø Vorsø i Horsens Fjord var død, og at Øen skulde sælges ved Auktion. Han solgte omgående Gården i Rold, købte ved Auktionen i Juli 1722 Vorsø og flyttede, så snart han kunde, fra Aalborg med Hustru og Børn. Familien kom derved til at bo i hans Hustrus Hjemegn og nær ved mange af hendes Slægt. Hun havde en Søster [Anne Sophie Møller], der var gift med Præsten [Laurits Olufsen Friis] på Alrø, en anden Søster [Ida Elisabeth] var gift med Degnen Fischer [nej: Holger Seidelin] i Ousted, og Møllerfamilien i Vads Mølle hørte også til hendes nærmeste Slægt. På Vorsø var der en stor og pæn Gård at bo i, så alt tegnede godt for Familien.
Men kun et År efter at de havde fået deres Ting i Orden, døde Søren Larsen, og tre Måneder efter døde også hans Hustru fra de otte Børn, af hvilke den ældste, en Søn, var 16 År og den yngste, et Pigebarn, to År. En lille Pige var tidligere død, der var nu tilbage fem Sønner og tre Døtre.
Her var meget for Slægten at tage Vare, og det blev da især Moderens Slægt, der måtte tage sig af de mange Børn. Vorsø blev solgt, og Børnene fordeltes rundt om til deres Formyndere. Fra skiftet efter Forældrene er der bevaret et rørende, lille Træk: Den ældste Datter, en knap 15 årig Pige, måtte under Moderens Sygdom og efter hendes Død tage sig af de mange små Søskende. Hendes ældste Broder, den 16 årige Holger, var allerede før Faderens Død blevet anbragt på Kontoret hos en Regimentsskriver i Randers; han skulde nu optræde som Familiens Overhovede. Han skrev til Skifteforvalteren og bad indtrængende om, at Søsteren måtte forlods af Boets Klenodier få en kostbar Guldkæde som Løn for det store Arbejde, hun havde udført og den Kærlighed og Omhu, hun havde vist overfor sine små Søskende.
Der må af Formynderne være blevet sørget godt for de forældreløse. Tre af Sønnerne blev Præster og antog alle Navnet Vorsøe, skønt ingen af dem var født dér, og de knapt i to År havde haft Øen som Barndomshjem. Den en af dem, den yngste [Wilhelm Adolph Worsøe], var Præst i Skive, senere Stiftsprovst i Viborg og i to År konstitueret som Biskop. Slægten blev snart stor og udbredt; en af Brødrene [Lauritz Worsøe], der var Præst i Vejlby, Homaa og Grenaa, havde 15 Børn.
Af døtrene blev den yngste, Johanne Marie, gift med Rasmus Begtrup, Forpagter på Skærvad og senere Birkeskriverog Skovrider på Baroniet Høgholm.
Datteren Anne Sophie, født på Sødringholm 1716, blev gift med Gert Brøndsted, Livtjener hos Geheimeraad Christian Rathlou til Rathlousdal; de fik Skjægs Mølle i fæste.
* * *
Flere af Møllerne i Hads Herred i Begyndelsen af det 18. Årh. var meget rige og ofte små Godsejere. Mølleren i Vads Mølle og hans Svigersøn, Søren Jensen, der var Vorsøbørnenes Formyndere, ejede hele Alrø, og den samtidige Møller i Skjægs Mølle, Jørgen Nielsen, ejede Landsbyen Kalhave i Hornborg Sogn med Gården Skovgaard. Men tillige var han Pengeudlåner i stor Stil. I gamle Dage, da der hverken fandtes Banker eller andre Pengeinstitutter, var der gerne i hver Egn enkelte Rigmænd, der drev den Slags Pengeforretninger. Jørgen Nielsens Debitorer var for en stor Del Købmænd og Håndværkere i Aarhus; men heller ikke så få Godsejere, Præster og andre Folk på Landet var imellem dem, og det var ofte store Summer, det drejede sig om. Jørgen selv synes at have været noget af en Spøgefugl. På hans Sølvspiseskeer var der indgraveret enkelte Ord som: Retfærdig, Skjiælmagtig, Hoffærdig, Løgnagtig o.s.v., og når en Mand kom ridende for at betale Penge til ham eller søge Lån og blev indbudt til at nyde et Måltid Mad, så var det ikke ligegyldigt, hvilken Ske, der blev lagt ved hans Kuvert. det var nu Jørgen Nielsens Måde at give sine Klienter en Påmindelse på eller sige dem en Artighed.
Jørgen Nielsen døde 1745. Han havde kun to Børn, en Søn der boede på hans Gård Skovgaard, og en Datter der var gift med Præsten i Alsø Hoed.
Skjægs Mølle ligger eller lå ved en lille Eng inde i Skoven eller Parken ved Rathlousdal ret nær ved selve Hovedbygningen. Det er forståeligt, at den kun fæstedes af Folk, der på en eller anden Måde var knyttet til Herskabet. Efter Jørgen Nielsens Død blev den givet til Rathlous mangeårige Tjener, Gert Brøndsted, der blev gift med en af Døtrene fra Vorsø, Anne Sophie. Gert Brøndsted må efter Navnet at dømme stamme fra den lille Landsby Brøndsted i Gaverslund Sogn ved Børkop. Der var den Ejendommelighed ved Brøndsted dengang, at flere af dens Bøndersønner blev Herskabstjenere. Der var en Officersgård i Byen: måske har de unge Mænd begyndt deres Karriere i Tjeneste hos Officersfamilien dér. Gert Brøndsted og Anne Sophie fik i de følgende År tre Sønner, Christian, Gert Ditlev og Søren; men så døde Gert Brøndsted 1756.
Et Bevis på det nære, patriarkalske Forhold der har hersket mellem Herre og Tjener på Rathlousdal afgiver følgende lille Skrivelse, som den 70-årige Chr. Rathlou sendte sin meget yngre Tjener, mens denne lå på sygelejet, og man var forberedt på, at han vilde dø:
Rathlousdal. d. 22. 4. 1746
Hilsen med Gud, Gert Mathisen Brøndsted!
At Guds Domme er urandsagelige, maa vi arme Syndere her paa Jorden noksom
og tilfulde bekiende; endelig naar vi rettelig tæncker os om, saa
er vor Dødsdag langt bedre end vor Fødsels; ieg hafte hellers,
naturligviis, ventet mig at tage Afskeed med Eder, end at ieg nogensinde
kunde præsumeret (formode) at I udi den Post skulde kommet mig tilforn,
som ieg dog kan forsikre Eder giør mig ondt baade for Eders egen
saavel som Eders trende smaa umyndige, af hvilcke ieg til den ældste,
som da bærer mit Nafn, udi tvende Aar forærer og skienker dend
Afgift af Møllen, som Eders Efterladte (om det hellers er Guds behagelige
Villie at kalde Eder herfra) efter Fæstebrevitz Indhold burde give.
Samme liden Gave ieg formoder at I selv udi levende Live besørger
ham forlods ud til gode, som da med sin Omstændighed udi Skiftebrevet
efter Eders Død kan blive indført. Han, nemlig den ældste
Søn, med begge hans Brødre, skal stedse for mig og mine Arvinger
nyde Frihed at være og blive, hvor helst de lyster, hvorpaa I kuns,
naar I vil, kan sende en Opsats, hvorledes I selv vil have den stilet,
da, naar stemplet Papir medfølger, samme of mig straxen skal blive
underskrevet og forzeiglet. - For Resten ønsker ieg Eder gierne
længere Liv, om det er Guds gode Villie; hvis ikke, saa befales I
Gud i Vold af Eders velvilligste Christian Ratlou.
Et Par Dage efter, at Gert Brøndsted havde modtaget dette Trøstebrev fra sit Herskab, døde han. På hans Begravelsesdag, 6. Maj, underskrev Chr. Rathlou Sønnernes Frihedsbrev, som imidlertid var udfærdiget på stemplet Papir i behørig juridisk Form. Tilsagnet om Frihed er her udvidet ved et Tilsagn om, at Herskabet på Rathlousdal vil tage Brøndsteds tre Sønner under særlig Beskyttelse. Det hedder nemlig i Dokumentet: "... Jeg har bevilget og tilladt ligesom jeg og herved bevilger og tillader, at Gert Brøndsteds trende Sønner, nemlig Christian, Gert Ditlev og Søren (om Gud vil, da den Tid oplever, at de deres Brød hos fremmede skal søge) maa uden min ellers mine Arvingers ringeste Pretention rejse, fare, tjene, være og søge deres Brød og Fortun (Lykke) hos Godtfolk, hvor helst de lyster og selv for godt befinder; dog saa længe de skikker dem ærlig, tro og vel, skal de altid og maa tilholde sig mig og mine Arvinger som deres Husbonde og rette Forsvar, i hvad Tilfælde de maatte fornærmes og nogen Slags Ulejlighed tilføjes og vederfares."
Og særlig Beskyttelse og Støtte for de små kunde nok tiltrænges. Der var ingelunde Velstand til Huse i Brøndsteds Hjem. Da boet blev opgjort, viste det sig, at Familien knap ejede så meget, som Anne Sophie ved Arven efter sine Forældre havde bragt med til Huset. Man ser deraf, at Gert Brøndsted under sin Tjenerstilling hos Herskabet ikke kan have lagt synderligt til Side, og at han heller ikke fra sit Fædrenehjem har haft nogen Arv af Betydning fremgår af, at hans Fader -- mod al god og sømmelig Regel - ikke blev anset for værdig til at opkaldes. At den ældste Søn faar Godsherrens Navn, er i dette Tilfælde naturligt; men den næste, der skulde bære Farfaderens Navn, kaldes Gert Ditlev, dels efter sin Fader - eller måske efter sin Oldefader, og dels efter sin Moders Morbroder og Formynder Ditlev Møller, Forpagter på Herregaarden Pandum ved Nibe, og endelig kaldes den tredie Søn, Søren, efter sin Morfader.
Den Opgave, der nu først og fremmest forelå for Chr. Rathlow til Støtte for de faderløse, var at finde en passende Ægtefælle til deres Moder og en god Stedfader for de tre Drenge. Vi skal i en følgende Artikel se, at han formåede at løse den.
I.C. HANSEN
Strejftog 28-12-38
Møllere i Hads Herred.
af I.C. Hansen
Slægtshistorikeren, Magister I.C. Hansen, afslutter sin Skildring af de dygtige Slægter, der har ejet Møllerne omkring Rathlousdal og Aakjær i Hads Herred. Vi bragte den første Artikel i Gaar.
II.
I den lille Landsby Fillerup var der to Vandmøller, af hvilke Nedermøllen lå i en Afstand af mindre end en km fra Rathlousdal. Her boede Mølleren Hans Mortensen, der var samtidig og jævnaldrene med Jørgen Møller i Skjægs Mølle. Som denne drev han Pengeforretninger og var Bankier for mange af Borgerne i Horsens og navnlig i Skanderborg, samt for en Del Godsejere. Han havde betydelig flere Klienter, end Jørgen Møller havde, fordi han ofte lånte Penge ud i små Summer, og da sædvanlig mod Håndpant, oftest Guld- og Sølvsager, men også stundom kostbare Klædningsstykker. Han var fra ca. 1725 Ridefoged (Godsforvalter) på Rathlousdal Gods; denne Stilling bragte ham naturligvis i Berøring med en Mængde Mennesker og medførte, at han af og til måtte finde det formålstjenligt at komme mindrebemidlede, men ellers solide Folk til Hjælp med Lån. Han var måske ikke helt så rig som Jørgen Møller, men dog meget velhavende. Da hans Herskab Christian Rathlou skulde have en Datter gift og ikke havde de fornødne Penge til Udstyr til hende og til den øjeblikkelige Medgift, lånte Hans Mortensen ham 2000 Rigsdaler, og det kunde han uden at hjemkalde nogen af de udestående Lån; han har altså bogstavelig haft dem liggende på Kistebunden, og 2000 Daler var dog særdeles mange Penge dengang, vel op mod 60.000 Kr. nu.
Hans Mortensens Hustru hed Helvig Christensdatter Svenstrup og tilhørte sikkert en dengang velkendt Selvejerbondeslægt. De havde 2 Sønner og 3 Døtre, af hvilke den ene, Edel Marie, blev gift med mølleren i Fruering, Jørgen Koefoed. Til deres nærmeste Omgangskreds hørte Ridefogeden på Aakjær, Jacob Rind, på hvis Kontor den ældste Søn Christian blev anbragt; den anden Sæn, Hans, skulde gennemgå Latinskolen, ligesom Hans Mortensen selv i sin Tid havde gjort, og måske siden studere til Præst. Han var født 1723.
Men så blev Hans Mortensen syg og lå til Sengs i nogen Tid. Christian Rathlou gav da Ordre til, at Sønnen Hans skulde hjemkaldes og besørge Faderens Forretninger. Det var i Påsken 1744. Han nåede lige hjem til sin Faders Begravelse, og nu måtte den 20-årige unge Mand gå ind i og klare de omfattende Forretninger, som Godsbestyrelsen og Faderens egen Bedrift medførte, mens det økonomiske Ansvar naturligvis måtte hvile på Moderen, for hvem han både i Forholdet til Godset og i den private Bedrift måtte anses for Bestyrer.
Under Godsbestyrelsen hørte bl.a. Forvaltningen af Skifter i Dødsboer. Da Gert Brøndsted i Skjægs Mølle døde i 1746, blev det altså den unge Hans Møller, der maatte ordne dette Bo. Chr. Rathlou fulgte naturligvis denne Forretning med største Interesse; det er da let forklarligt, at han kunde få den Tanke, at han i Hans Møller havde den rette Mand til at være Stedfader for Gert Brøndsteds Sønner. Og som Husbonden vilde, således blev det. Partiet var jo heller ikke så helt ulige; han var 23 År, hun var 30, og de hørte jo til samme Milieu i Samfundet.
Et endnu større Skifte måtte han det følgende År forrette, Skiftet efter hans egen Fader. Her var der et rigt Indbo, Guld- og Sølvsager og Obligationer og Gældsbeviser foruden Panter. Det har været et meget stort Arbejde at komme tilbunds i alle disse Forhold af Tilgodehavender og Gæld, og Slutresultatet blev - efter at Halvdelen af Boet samt 1000 Rigsdaler var tildelt Moderen, - at der blev 1000 Daler til hver af Sønnerne og 500 til hver af Døtrene. Der var nu gået 3 År efter Faderens Død, og efter Hans Møller ved sit Giftermål havde overtaget Fæstet af Skjægs Mølle og Stillingen som Godsforvalter ved Rathlousdal på eget Ansvar, kunde hans Moder ikke sidde længer med Fæstet af Fillerup Nedermølle, så han måtte sørge for at få fæstet ud til en anden.
Sine Stedsønner sørgede Hans Møller faderligt for. Da Tiden til det kom, blev den ældste, Christian Brøndsted, sat i Latinskole, kom derefter til Universitetet og tog sin teologiske eksamen. Han blev Præst, først i Fruering 1785, senere i Horsens, blev en meget anset Provst og tillige meget rig. Fra ham nedstammer en talrig Slægt af Brøndsteder, bl.a. Sønnen, den bekendte Arkæolog og Filolog Peter Oluf Brøndsted. En Sønnesøn [brorsøns søn] af ham er Forfatteren K.G. Brøndsted, tidligere Lektor ved Aarhus Katedralskole.
Den næstældste af Stedsønnerne Gert Ditlev, blev, efter endt Skolegang og en Tids Kontorarbejde hjemme anbragt på Marselisborg Godskontor, under Ridefogeden, Hr. Sterm. Gert Ditlev sendtes veludstyret hjemmefra. Hans Garderobe bestod af en helt ny gråmeleret Klædeskjole (Frakke) og en ny grøn "Bricaus" Vest med forgyldte Knapper; endvidere en grøn Klædeskjole og Vest, og til at variere Dragten med en rød, ulden Damaskus Vest og en hvid Vest med røde Glasknapper. Til Kontorbrug havde han både en grøn og en blå Frakke, begge med forgyldte Knapper. Endvidere en hvid Klædes Overfrakke og en sort Fløjels Kasket, samt Støvler og Sko. Vi får af denne Fortegnelse et Begreb om, hvordan en veludhalet ung Mand dengang tog sig ud: han kunde da klæde sig farvebroget nok. Benklæderne var enten af sort Klæde, eller det var hvide Skindbukser.
Til udstyret hørte også Krudthorn og Haglpung. Jagtbøsse behøvede han ikke selv at eje, for der var altid på enhver stor Herregård et helt Arsenal af Jagtgeværer, og ligeså var det en Selvfølge, at der var en Ridehest til hans Rådighed, men Spore og Ridepisk måtte han selv medbringe. Desværre fik Gert Ditlev ikke megen Lejlighed til at bruge sit gode Udstyr. Han døde kun 17 År gl.
Anne Sophie Vorsøe fødte i sit andet Ægteskab med Hans Møller en Søn, Hans, og en Datter, Dorthe Sophie. Hans blev sat i Latinskole og blev student samme År, som hans Moder døde (1767). Hun havde dog oplevet, at hendes ældste Søn Christian Brøndsted var blevet teologisk Kandidat, men et Embede fik han først flere År efter hendes Død.
Hans Møller giftede sig igen med Ceril Elisabeth Jordhøj, Datter af Præsten Laurids Jordhøj i Gangsted-Søvind. Hun fødte ham 3 sønner og 2 Døtre, af hvilke vi her kun skal omtale den ældste Hans Christian og den yngste Peter Severin.
Hans Møller havde efterhånden erhvervet sig en indbringende Stilling og var nået frem til solid Velstand. Christian Rathlou havde inden sin Død fået sine Godser ophøjet til et Stamhus, der foruden Rathlousdal også indbefattede Gersdorfslund. Hans Møller blev nu Godsforvalter over det hele, mens han før kun havde haft Rathlousdal. Endvidere blev han Herredsfoged i Hads Herred. Han optog sin Faders Virksomhed som Pengeudlaaner, men dog således, at han kun ydede de store Lån og altså havde færre Debitorer, mens han ikke gav sig af med som Faderen at yde mindre Lån eller Lån mod Håndpant. Han var meget anset og havde let ved at få sine Børn anbragt, hvor der var Udsigt til at de kunde lære noget og blive dygtige Mennesker. Mens han havde ladet sine ældste Sønner studere, foretrak han for de yngres Vedkommende at lade dem gå til Landbruget, velsagtens fordi dette i Slutningen af det 18. Århundrede var i stærk fremdrift. Dog slap hverken han eller hans Børn Forbindelsen med den åndelige Kultur, som havde sine Brændpunkter i Præstegårdene.
Da præsten Niels Blicher i Året 1795 var flyttet fra Vium til Randlev, varede det ikke længe, inden der kom en Forbindelse i Stand mellem den nye Præstefamilie og Familien i Skjægs Mølle. For Drengen Steen Blicher fik denne Forbindelse meget at betyde. Han sluttede sig især til Hans Christian, der vel var noget ældre, men synes at have øvet en stærk Indflydelse på den unge Blicher. De blev i hvert Fald Venner, og dette Venskab fik meget at betyde for "Landmanden Blicher", da hen blev Forpagter af sin Faders Præstegaard. Blicher fremhævede ved flere Lejligheder H. Chr. Møllers overordentlige Dygtighed som Landmand, og det nære Venskabsforhold imellem dem fremgår med al ønskelig Tydelighed af det Sørgedigt, som St. Blicher skrev ved Møllers Død 1838: "Farvel Hans Christian .. også du går bort" , hvori det vemodigt hedder:
"Det er ej længe siden, tykkes mig,
vi vare begge raske Ungersvende.
Mig tykkes næsten som var det i Gaard
vi svang Handeherredspigerne i Dansen
med friske Roser i det lyse Hår
og kælne Øjne under Blomsterkransene".
Hans Christian Møller førte et ret omflakkende Liv, idet han tit skiftede Forpagtning. Han har således efterhånden været Forpagter på Rathlousdal, Gersdorfslund, Rodstenseje, Gammel Estrup og Marselisborg for så til sidst at købe en lille Proprietærgård. Sønnen Frederik Ditlev Møller var den kendte grundvigske Præst i Sejling-Sinding ved Silkeborg, gift med Jutta Bojsen Møller.
Hans Møllers Søn Peter Severin blev Avlsforvalter på Høgholm og 1811 gift med Husjomfruen på Bjørnholm, Ida Winther, Datter af Præsten i Gedsted Frank Winther. Til Hjem fik Parret Hvidstedgaard i Vendsyssel, som Peter Severin og Broderen Hans Christian havde købt i Fællesskab, men som Peter Severin senere blev Eneejer af. Han døde imidlertid allerede 1836 og efterlod sig 4 Sønner og 1 Datter. Blandt deres efterkommere findes den Dag i Dag et ikke ringe Antal ansete Købmænd, Jurister og Skolemænd af navnet Møller, som altså alle har deres Oprindelse og Navn fra Filleruip og Skjægs Møller.
* * *
I Odder Mølle boede en Tid lang Jørgen La Cour. Han var yngste Søn af Courslægtens Stamfader her i Landet, Pierre de la Cour, der som 10-årig var kommet hertil fra Frankrig for at lære den unge Junker på Aakjær Fransk. Efter 4 Aars Ophold på Aakjær kom han til Familien Borregaard på Ørslevkloster, og dér forblev han Først var han Huslærer, men senere avancerede han til Forvalter og tilsidst til enevældig Inspektør over Familiens 3 Herregårde Staarupgaard, Ørslevkloster og Strandet. På sidstnævnte Gaard boede han i sine sidste År som Forpagter og døde dér 1775. Sønnen Jørgen var Student, da han 1789 blev Sognedegn i Odder. Men han mere end at læse med Børn og synge i Kirken. Ved siden af at passe sit Embede læste han til Eksamen, rejste til København og blev teologisk Kandidat. Han søgte nu Præsteembede, men i Ventetiden var han ikke ledig. Han forpagtede Blichers Præstegaard i Randlev og havde den i 6 År (1798-1804). Om han, mens han levede i Odder Mølle, også havde den i Forpagtning, vides ikke, men troligt nok er det. Så købte han sig en Gård i Odder og boede på den til sin Død 1809. Alt imens havde han stadig passet sit Degneembede.
At Jørgen la Cour straks blev knyttet til Kredsen om Skjægs Mølle, behøver næppe at siges: allerede ved sin Herkomst var han henvist til den, og han havde Interesser fælles med dem. Og at han også blev et skattet Medlem af Kredsen, kan ses af, at da Hans Møller døde 1796, valgte hans Enke, Cecil Jordhøj, Jørgen la Cour til Lavværge og benyttede ham som Tillidsmand ved Afviklingen af hendes afdøde Mands Mellemværender med Stamhuset.
Fra Degnehjemmet i Odder udgik 5 dygtige Sønner, og Slægten fostrede senere flere dygtige Mænd. Man behøver kun at nævne Navne som Poul la Cour, Askov, J.C. la Cour, Lyngby, og Rækken kunde fortsættes. Hans Christian Møller tog sif faderligt af Jørgen la Cours søn Laurids, oplærte ham i Landvæsen og skaffede ham ved sin Anbefaling gode Forvalterpladser. Endelig var han ham behjælpelig med at købe Herregården Skjærsø. Laurids la Cour var Fader til de to forannævnte.
Det er ikke uden Interesse at se, hvorledes Slægterne i disse Møller omkring Rathlousdal har været Arnested for en Kultur og en Dygtighed, der har fået Betydning for det hele Land.
I.C. HANSEN