Slægt-bog for Fridsch'er og Brøndsted'er

* * *

- Holger Valdemar Brøndsted i "Et liv - tre tidsperioder", 1974

- K.G. Brøndsted i brev til Gudmund Kelstrup

Indhold:

1 INDLEDNING
2. NAVNEOPKALD
3. HUUS- OG REYSE-BIBEL
   A. Peder Madsen Fridsch, borgmester (1712-87)
   B. Mads Fridsch, konferensråd (1742-1812)
4. WINDING/HELMS TRADITIONEN
   A. Charlotte Hedevig Lorck, g. Matthiesen, kammerfrue (1724-1813)
5. ANDREAS FRAUSING FRIDSCH, STIFTSFTSIKUS (1744-1807) & CHARLOTTE HEDEVIG MATTHIESEN (1757-1819)
   A. Sophie Dorothea Fridsch, g. Koefoed (1776-1815)
   B. Charlotte Hedevig Eulalia Fridsch (1777-1863) & provst Gerhard Johannes Brøndsted (1773-1846)
       Christian Br., Peter Br., "Betty" Br., Andreas Br., "Lotte" Br.,
       Sophie Br., "Jette" Br., Mathilde Br., Julie Br., Carl Br.
   C. (Ingeborg) Christine ("Stine") Fridsch. g. Schultz og Tetens (1777-)
   D. Peder ("Peer") Fridsch (1782-1801)
   E. Henriette ("Jette") Georgine Fridsch, g. Winding (1784-1864)
   F. Mathilde("Mathie") Augusta Fridsch, g. Helms (1787-1884)
   G. Elisabeth ("Lise") Sophie Fridsch (1791-1884)
   H. (Sophia) Amalie Fridsch, g. Linde (1793-)
   I. (Andreas) Carl Fridsch (1797-1876)
6. FRIDSCH- & KOËS-BRØNDSTEDER
   A. Christian Brøndsted, provst (1742-1823)
   B. Peter Oluf Brøndsted, arkæolog (1780-1842)
   C. Gert Madsen Brøndsted, godsforvalter, møller
   D. Mette Augusta Petersen, g. Brøndsted
   E. Johanne Kirstine Hatting, g. Brøndsted
"7. KLANFORBINDELSER"

1. Indledning

Vort slægtsnavn, Brøndsted, kommer (i forhold til vores andre stamnavne) sent og ringe frem (mølleren 6.C), men springer så til gengæld godt op med den ansete og meget omtalte dygtige provst Christian (Fruering, Horsens 6.A), og da navnlig med dennes anden søn, den berømte arkæolog 6.B.

Den hovenhed, som fremmede så villigt erkender hos de fleste, der bærer vort navn, synes måske mest at knytte sig til den yngre gren (Peter Olufs), båren af P.O.s europæiske anseelse og højt fængslende personlighed, men dernæst også af dennes døtres henholdsvis glimrende (Hall) og rige (Treshow) partier; vel også noget af den kortvarige herregårdstradition. At denne yngre grens glans har virket også på den ældre gren er tydeligt, og "familiehovmod" mangler heller ikke dér. Tante Lotte 5.B.e på en morsom og vittig måde; dog bør det huskes at denne ældre gren har en solid gammel embedsfornemhed at slutte sig til i slægten Fridsch, hvis traditioner og endnu mere blodsejendommeligheder har sat sit præg. Blandt disse ejendommeligheder synes følgende at fremkomme jævnligt igen:

Hos kvinderne i de ældre slægtled. Dygtig husførelse, mange børn, skraphed, vid, selskabeligt talent, stundom "ondskabsfuldhed". Tiptipoldemor fru Lorck havde 16 børn, som det hedder¹. Hendes datterdatter fru Fridsch (5) i det mindste 9 børn, og traditionen om hende er, at hun var "skrap" mod alle sine børn, undtagen mod yngste ("Onkel Carl" 5.I), hvem hun forkælede. Han bar da også præg deraf. Og at hun var en dygtig husmoder. Af hendes døtre havde fru Helms i Varde 5.F 14 eller 15 børn, og en anden datter (vor farmor i Asminderød 5.B havde i det mindste 10 børn; det er bekendt, at hun var dygtig, skrap, morsom, udmærket husstyrerske. Nok en søster til dem, "gamle tante Lise" 5.G var overordentlig morsom og original. Af farmors døtre havde tante Betty (Thalbitzer 5.B.e) en mængde børn, tante Sofie (Jürgensen 5.B.f) havde vel ikke selv mange, men hendes datter Amalie (Høgsbro) en hel mængde; dygtige husmødre begge. Og tante Jette (Klingberg 5.B.g.) var i vide kredse kendt for sin skraphed og sit store vid. Også for sin husdygtighed. Tante Mathilde 5.B.h var såre skrap og krigerisk, tante Julie 5.B.i både dygtig og skrap, 9 børn.

Hos mændene fremtrådte derimod hyppigt en vis blidhed (oldefar [Andreas Frausing] Fridsch 5), ikke altid forenet med stor dygtighed, men næsten altid med en født og naturlig gentlemandighed, selv under små pekuniære kår (Onkel Andreas 5.B.d, min far i sin ungdom 5.B.j). "De kunde holde deres manchetlinned fint i længere tid end andre". De var venlige og stilfærdige (onkel Peter 5.B.b o.a.), ikke særlig store begavelser, men altid godt selskab.

¹ Birgitte von Lutten (1683-1752), g.m. rådmand i Flensborg Jess Lorentzen Lorck (1667-1746), forældre til "kammerfruen" (s. 16 ff.). Rigtigt at de havde 16 børn (bem. af G. Kelstrup).

2. Navneopkald

Det er morsomt at iagttage fornavnenes forplantning; de anselige eller særlig afholdte eller mærkværdige personligheders navne synes at holde sig længst, som rimeligt er, hyppigst i hver anden generation, eller som opkaldelse efter døde onkler eller tanter:

Peder (Peter) holdt sig fra Mads Pedersen Fridsch' far til sønnesønnen Peder, til dennes sønnedatter "Tante Petronella" og sønnesøn Peter Fridsch (barnløs), der atter mindedes i sin brodersøn [søstersøn!] "onkel Peter" i Hamborg (købmand) (se tavle).

Andreas holdt sig lige så længe: Andreas Frausing gik fra den gamle borgmester til dattersønnen, den højt ansete og højt elskede Andreas Frausing Fridsch, og atter til dennes dattersøn, "onkel Andreas Brøndsted", der synes at have fået det blide, der skal have kendetegnet morfaren². (se tavle).

Sophie Dorothea hed oldetante (fru Schultz) efter sin farmor, men også hendes broderdatter fru Koefoed hed endnu Sophie Dorothea. - Men det i vort sidste slægtled meget brugte navn Sophie har holdt sig (sikkert støttet af Sophie Dorothea) fra tipoldemor Sophie Frausing. Det sprang fra hende til hendes søns datterdatter (tante Sophie Jürgensen) og så til hendes datter (kusine Sophie, gift Jenssen-Tusch), men også til Thalbitzerne - dog om det der er kommet ind ad anden vej, ved jeg ikke³ (se tavle).

² I Sophie Dorothea Fridsch's slægt (Koefoederne etc., 5.A) forekommer "Andreas" endnu en generation længere ned. Det findes hele 3 gange i den slægt. Jeg ser, at også onkel Andreas' dattersøn i Brønderslev har fået navnet Andreas (tilf. K.G.Br.). I samme generation som "Onkel Andreas", er der flere andre med Andreas-fornavnet. Som "andet fornavn" forekommer "Andreas" desuden f.eks. i Skovlænge-linjen (TB).
³ Sophie Thalbitzer, født Zinn, var Billy (Carl Vilhelm) Thalbitzers mor. Se hendes ungdoms-erindringer "Grandmama's Bekiendelser" (Memoirer & Breve IV, 1906) (bem. Julie H. Br.). I de ældre generationer af Brøndsted (ukendte for K.G. Br.) forekommer Anne Sophie (A.S. Worsøe 1717-67, g. Gert Madsen Brøndsted, A.S. Brøndsted 1774-1804 g. Rudolf Helms) (TB).

Charlotte er også ret gammelt. "Charlotte Hedevig" hed oldemor Fridsch i Ribe, en meget dygtig, energisk, temperamentsfuld dame, som det synes. Hendes datter, bedstemor i Asminderød, der synes at have lignet hende, hed også Charlotte Hedevig; hendes datter hed Charlotte ("tante Lotte"), og sønnedatteren, min stakkels søster, hed Charlotte [døde ung]; samme navn har ligeledes hendes anden sønnedatter (gift m. Hansen i Brønderslev). "Charlotte" forekommer også i den Koefoed'ske afdeling flere gange (se tavle).

Men Henriette er endnu ældre. Det bæres først af kammerfruen, Georgine Henriette [forkert!]⁴ hos Caroline Mathilde; dennes datterdatter ligeledes Georgine Henriette (fru Winding); dennes søsterdatter Henriette Klingberg (tante Jette i Esbønderup) og længere ned i slægten (se tavle).

Mathilde, som sidst bares af tante Mathilde (fars søster) kan hænge sammen med Mads Fridsch (konferensråden), hvis broderdatter kaldes "Matthie", hvis søsterdatter var tante Mathilde. Men det kan også komme fra landfogeden Mathiesen. Ellers kunde man mistænke, at det havde at gøre med tipoldemor fru Mathiesens herskab dronning Caroline Mathilde, hvilken fornemme tradition har spillet en stor rolle i vore slægtserindringer (se tavle).

De fleste af disse navne er tradition fra Fridsch - Frausing. Fra den anden side, Brøndsted - Hatting - Steenstrup, spores kun liden tradition:

Hans (Johannes) kan stamme fra tipoldefar Hans Hatting, dennes datter hed Johanne (oldemor Hatting); hendes søn (min farfar) hed Gerhard Johannes, hendes sønnesøn (onkel Peters søn) hed atter Johannes, men mulig efter sin mor, den tyske Johanne (se tavle).

Gerhard (Gert) stammer åbenbart fra den første vi kender af navnet Brøndsted, mølleren (ridefogeden)⁵, hans sønnesøn, vor farfar i Asminderød, Gert Johannes Brøndsted; derfra gik det til han sønnesøn Gerhard Brøndsted, samt til hans dattersøn Gerhard Thalbitzer (Thurebyholm) samt til dennes brodersøn i København (Victors søn)

Anna, Anna Cathrine, Cathrine, fandtes i flere generationer, men de nuværende Anna'er har næppe noget dermed at gøre.

Christian er ikke gammelt. Det bares først af oldefar Brøndsted i Horsens⁶, gik så til hans ældste søn og igen til dennes yngste søn.

⁴ Forkert! Kammerfruen hed Charlotte Hedvig Lorck, 1724-1813, gift med dommer og landfoged Marcus Matthiesen. Men kammerfruen blev efter sin mands død atter gift i 1771 med overauditør i Haderslev, amtsforvalter, etatsråd Henrik Georg Fischer, og fra ham må fornavnetraditionen Henriette Georgine følgelig stamme (bem. G. Kelstrup).
⁵ Opkald efter farens overordnede Gerhard Brockdorf til Ødstedgaard ved Brøndsted (bem. TB)
⁶ Opkald efter farens overordnede Christian Rathlou til Rathlousdal (bem. TB)

3. Huus- og Reyse-Bibel

Et smukt dokument fra de gamle Fridsch'er ejer jeg fra far, der fik det, længe efter at alle af navnet Fridsch var døde - den sidste var "gamle tante Lise" -, men det var ej efter hende han fik det, snarere efter tante Petronella eller tante Christence. Det kom, tror jeg, gennem en med familien beslægtet Fiedler, dens juridiske rådgiver. Nemlig en udmærket, smuk "Huus- og Reyse-Bibel", udgave 1699, hvidt tykt læderbind, messingspænder, indvendig indlagt et spejl (som rejsebog); udvendig M.G. 1704 presset ind i læderet og ligeså på bagsiden S.F. 1741 (i guld).

Foran er med Peder Fridsch' (købmand, borgmester i Ribe, vor tipoldefar) zierlige hånd skrevet interessante familiedata:

(med bleget skrift): hans tre børns fødsels- og dåbsdage samt fadderne og fromme bønner angående børnene, nedskrevet ved hvert barns fødsel: 1742, 1744 (vor oldefar), 1757⁷.
Med sammenhængende, brillant skrift har han dernæst påbegyndt en ny række optegnelser 1772, lige efter sin datters ulyksalige død, nemlig sit livs ydre data fra sin fødsel 1712 til 1772 (to sider).
Med noget ændret, ældre håndskrift (ca. 71 års alder) meddeler han 1783 sin afskedstagen fra borgmesterstillingen.
Notits af hans ældste søn Mads (konferensråden) om farens død 1787: "Han, denne gode fader" etc.

Forside Titelblad
M.G. (Maria Groß) 1704 & S.F. (Sophie Frausing) 1741

⁷ Nedskrivningen er altså begyndt 1742 (marts), da hans hustru Sophie Frausing (1713-71) efter 4 ½ års ægteskab glædede sin mand med sin første søn. Mærket S.F. 1741 kunde betyde, at [hans hustru] Sophie Frausing eller Fridsch fik bogen som gave det år, måske som vidnesbyrd om mandens glæde ved håbet om at blive far. Men M.G. 1704 foran (ganske pendent til S.F. 1741 bagefter) tyder på en langt tidligere ejermand, dog vel af familien, og da snarest af hendes slægt, da en ægtemand dog vel ikke tar en familiebibel, han har haft hele sit ægteskab, og pludselig skænker sin hustru, der må kende den i forvejen. Men M.G. 1704 bliver vel aldrig opklaret; bogen er vel købt 1704; den udkom 1699 (bem. af K.G.Br.). --- NB. iflg. Ribe Amts hist. årb. 1928 hed Sophie Frausings mor Maria Gross [død 1733, gift med viceborgmester i Ribe Andreas Frausing, død 1749] (bem. af Gudrund Kelstrup).

3.A. Peder Madsen Fridsch, borgmester (1712-87)

Af disse seks sider kan uddrages en ret fyldig levnedsbeskrivelse om en dygtig, from og anset købmandskarriere: Født 1712. Faderen, Mads Pedersen Fridsch, rådmand i Ribe dør 1720, da sønnen er 8 år. Moderen, Sophie Dorothea Bruun, gifter sig igen ("fru Commerceråd Enholm" betitles hun af sønnen), da hun står fadder til hans første barn⁸. Som 20-årig gør han studierejse til Holland (en meddeler siger Amsterdam) "for at informeres i bogholderiet, det hollandske sprog etc." - 24-årig er han vicerådmand i Ribe, "med sæde og votum i Rådstuen", har bygget sin egen gård [den siges at stå endnu i Nørreportgade. De Windingske familieoptegnelser vil vide, at gården allerede var påbegyndt af moren. Det var Taschau's gamle gård mellem Fiskergade og Skibbroen i Nørreportgade (dvs. nuværende Storegade), grundmuret] og har påbegyndt sit købmandsskab.

Peder Madsen Fridsch' optegnelser
Optegnelserne af Peder Madsen Fridsch

⁸ Moderen Sophia Dorothea Bruun, 1677-1756, gifter sig efter faderen Mads Fridsch' død igen 2 gange. Først med købmand i Ribe Peder Jensen Baggesen (af digterens slægt) og efter hans død påny i 1723 med justitsråd Christian Sigfred Eenholm. Dette tredje ægteskab gav anledning til megen satire i Ribe, bl.a. skrev digteren Chr. Falster i den anledning en discours om "gamle kærlingers giftemål" (bem. Gudm. Kelstrup).

Han er forlovet med borgmesterens, Andreas Frausings, datter - borgmester Frausing synes fra Varde, og 27. september holder han bryllup med hende "i hendes faders huus"; hun hed Sophie Frausing. Så der har nok været både dygtighed og protektion over den unge Peder Fridsch. 1739 avancerede han til "virkelig" rådmand. - 1741 er det, at der bliver påtrykt huus- og reysebiblen S.F. 1741 i Guld og 21. marts 1742 fødes den første søn, "opkaldt efter min gode salig fader Madz". Blandt fadderne mærkes Peders søster "doctorinde Anchersen", nemlig Ingeborg Christ(ence) Fridsch (~ Ancher Anchersen, læge i Ribe, f. 1702, d. 1760, den ene af tre børn, hvoraf Hans Peter A. var en af de mest ansete lærde i tiden, latiner og historiker osv., professor ved universitetet, Holbergs ven, et ypperligt menneske, hvorom en hel del i N.M. Petersens litteraturhistorie. - Bisp i Ribe Mathias Anchersen 1731-41 er antagelig af samme slægt⁹). Han må have indgået denne forbindelse efter faderens død, mellem 1720 og 1730¹⁰. Endvidere Peders svigerfader og hans svoger "monsieur" Christoffer Frausing¹¹. 9. august 1744 fødes den anden søn og opkaldes med borgmesterens fulde navn Andreas Frausing Fridsch; det er vor oldefar. Blandt hans faddere er det interessant at træffe den berømte rektor Chr. Falster¹².

⁹ Denne Anchersen-familie er gennem Johanne Kirstine Hatting i familie med Brøndsted. Børn af Ancher SØRENSEN provst* (1608-1682): 1. Søren ANCHERSEN præst (1638-1690)
1.A. Ancher ANCHERSEN præst
1.A.a. Hans Peter ANCHERSEN prof. i Kbh.
1.A.b. Ancher ANCHERSEN læge dr. med. (1701-1760) & Ingeborg Kristine FRIDSCH (1714-1790)
2. Ancher ANCHERSEN biskop (1644-1701)
2.A. Mathias ANCHERSEN biskop
3. Jeremias ANCHERSEN stiftsprovst (1650-1719) & Sidsel Christensdatter FRIIS
4. Anniche ANCHERSDATTER (1657-1708) & Jochum Lauritsen BRORSON provst (1659-1719)
4.A. Anna Cathrine Jochumsdatter BRORSON (1683-1733) & Jacob Nielsen STEENSTRUP provst (1683-1760)
4.A.a. Anniche Cathrine Jacobsdatter STEENSTRUP (1718-1782) & Hans Henriksen HATTING præst (1699-1763) -> osv BRØNDSTED (6.E)
(Gudm. Kelstrup).
¹⁰ Jyske Saml. X s. 92: 1731 eller 1732 (artikel om A.A.) (bem. Gudm. Kelstrup).
¹¹ Borgmester Andreas Frausings bror Christoffer Frausing (1720-85), præst i Velling v. Ringkøbing.
¹² Chr. Falster (se ovenfor) på kant med gejsteligheden siden 1737. Død 1752. Af andre berømtheder var da i Ribe: Brorson, stiftsprovst 1737, bisp 1741, død 1754, og Ambrosius Stub, død 1758 (bem. Gudm. Kelstrup).

1749 døde Peders mor, hvem han kalder Sophie Dorthe Bruun (altså hendes slægtsnavn). Samme år døde også hans svigerfar, borgmester Frausing, og Peder blev da borgmester, efter at han i nogen tid (nogle måneder) havde været ansat som "viceborgmester". Denne stilling er altså så at sige gået i arv (Husk, det var da ikke kgl. embede; svigermoren kaldes "Madame Frausing", mens moren kaldes "fru commercerådinde"). 1751 fødes hans sidste barn, datteren Sophie Dorothea (opkaldt efter hans mor). Det var hende som blev gift 1771 med Johan Heinrich Schultz fra Hamborg, men døde året efter i barselseng på sin bryllupsdag (6/3 1772). - 1760 nedlægger han handelen, skønt ej mere end 48 år gl.: "... Og ihvorvel jeg har høyst Årsag at takke den gode Gud for sin Velsignelse, medens jeg handlede, og ingen Sorg til [Vands?] af nogen betydelighed, så dog i henseende til [at?] fortrædeligheder [der?] i andre måder en og anden gang mødte mig var sligt tilligemed handelsens mere og mere indskrænkelser det, som drev mig til at ophæve Negotia ..." - 1771, slutningen af december, døde hans hustru, Sophia Frausing. Og i 1783, da han havde tjent "13 år som rådmand, 34 år som borgmester" i Ribe, begærede han sin afsked og fik "uden nogen min begæring Justitsråd Caracter"; "og står det nu i den gode Guds behagelige Vilje hvor længe min livs tid fremdeles er bestemt".

Hans sidste ord er: "denne bibel beholder min ældste søn"; og derefter står med anden hånd: "Han denne gode fader døde 1787 den 23de april om aftenen ml. 10 og 11 i sit 75de år" - altså oldeonkel Mads Fridsch' hånd.

3.B. Mads Fridsch, konferensråd (1742-1812)

Denne Mads Fridsch blev 1782 gift med Elisabeth Sophie Koefoed, datter af Hans Hansen Koefoed, konferensråd, direktør i generalpostamtet, 1720-96, og af Christence f. Bentzen, 1729-1807. Fra hende altså navnet Christence, først til hendes datterdatter og så til dennes broderdatter [kusines datter!] fru Fogh (f. Helms). Efter Biografisk Leksikon blev Mads student fra Ribe 1759, juridisk cand. 1765, kopist i Danske Kancelli 1771, protokolsekretær i Højesteret samme år, assessor i Hof- og Statsretten 1775, i Højesteret 1778, deputeret i Rentekammeret 1799, formentlig fordi han havde vist sig som et virksomt medlem af den store landbokommision, død 1. november 1812. - Justitsråd 1783 (samme år som faderen), etatsråd 1799, konferensråd 1811. - 1793 medlem af Danske Selskab.

Som lille dreng kendte jeg godt hans døtre, tante Christence og tante Petronella¹³; det var to meget stilfulde, fornemme gamle frøkener, formuende, gjorde middagsselskaber, om sommeren lå de "på landet" i Frederiksberg Allé! Jeg husker, at min mor som unge husmor var en del angst for deres kritik, når hun en sjælden gang bad dem til selskab. "Huus-bibelen" må have været deres til sidst, før far fik den. Korrekt burde dog gamle tante Lise have haft den i mellemtiden.

En forbindelse med broderens slægt: Mads' hustru var en søster til biskop Koefoed i Ribe, men denne giftede sig med Mads' broderdatter Sophie Dorothea. Om denne biskop Koefoed se Hist. Årb. III, 231 ff.: Conrad Daniel Koefoed, f. 1763, dr. theol., blev 1805 stiftsprovst i Ribe, 1825 biskop, død 1831 - 1793 blev han gift med sin søsters, Elisabeth Sophies, mands broderdatter, Sophie Dorothea Fridsch ("tante Fikke"). Elisabeth Sofie, altså Mads Fridsch' hustru, skal i lang tid have være sindssyg og boet hos Koefoeds v. Odense (se nedenfor), og død 1806. Da "tante Fikke" døde 1815, giftede biskoppen sig atter med enkefru Marie Tang, født Meinert til Nørre Vosborg. Om denne forbindelse se længere henne¹⁴.

¹³ Til disse to "tanter", se "Oldemors Erindringer", s. 81-83.
¹⁴ Oversigt af Gudm.Kelstrup:

konferensråd Hans Hansen KOEFOED
|

borgmester Peder Madsen FRIDSCH
|

Biskop Conrad Daniel KOEFOED
|
~ SDF

Elisabeth Sophie KOEFOED

konferensråd Mads FRIDSCH

Stiftsfysikus Andreas Frausing FRIDSCH
|
Sophie Dorothea FRIDSCH
~ CDK

[Denne Koefoeds fader var Konferensråd Hans Koefoed, der var af den gamle bornholmske slægt, af den der "adledes" af ærkebisp Bynge i Lund 1514; "befrieren" Jens Peter K. var biskop, K's tipoldeonkel. Alle brødrene beklædte anselige stillinger, alle søstrene var gift med anselige mænd. Gennem Koefoed'erne kom Fridsch'erne i forbindelse med flere aristokratiske huse: Konferensråd Lorents de Fisker, død 1819, var gift med Charlotte Amalie, biskoppens søster; 1807 ejede han gl. kalkbrænderi ved Kbhvn.; datteren, konventionalinde Christence (mærk navnet!) de Fisker i Vemmetofte, fik en interessant nekrolog i Dagbladet 29. november 1894 (se dette blad). En anden søster til biskoppen, Beate, gift med Sporon, amtmand; nær slægtning blev også konferensråd Fiedler. En meget gammel fru Koefoed var veninde og slægtning (hvorledes?) med min farmor, der ligeledes var enke i Fredensborg; fru K. hørte til de originale gamle damer, der i lang tid synes at have kendetegnet Fredensborg.]

4. Winding/Helms traditionen

Ved skriftlige meddelelser fra Bodil Casse født Winding og Amalie Winding (se Windingernes sidetavle)¹⁵ har jeg fyldige efterretninger om vore fælles oldeforældre, deres børn og forhold i Ribe. Uden disse vilde vi vide meget lidt om dette gamle hjem; de er affærdigede med meget liv og anskuelighed, men da de udelukkende stammer fra en enkelt person, bedstemoderen Henriette Georgine, bærer de måske præg af en vis ensidighed, navnlig i bedømmelsen af oldemor¹⁶. De suppleres på en vis måde af meddelelser fra en anden side, Christence Fogh f. Helms og hendes datter Kall Fogh, der navnlig med kærlighed dvæler ved grandtante Matthies person¹⁷.

Disse meddelelser danner i forening med de spredte erindringer fra min og andre linjer den samlede familietradition, der nu efter "gamle tante Lise"s død ikke kan ventes forøget med nyt, men bør skrives op, inden også den glemmes. Allerede nu kan man spore modsigelser og fejltagelser¹⁸.

Mads Fridsch' bror, vor oldefar Andreas Frausing Fridsch, f. 1744, medicinsk embedseksamen, doktorgrad, udenlands 3 1/2; år, derefter i Paris 1 1/2; år, i London 1 1/2; år, i Holland 1/2; år. I udlandet lagde han sig foruden sin videnskab (især som "accoucheur") efter at male. Han skal have gået på "kunstakademiet" i Paris, og den Windingske familie ejer et maleri af ham, nemlig en kopi efter hollænderen M. Hondecoeter (dyremaler, død 1695). Da han kom hjem, "blev der tilbudt ham valget mellem at blive livlæge hos kongen og at blive stiftsfysikus i Ribe; han valgte det sidste"; jeg vil dog antage, at traditionen har udsmykket en karriere, der i sig selv var smuk nok; hvis W. har ret, at han var stiftsfysikus i 35 år, må han være blevet det i 1772 (han døde 1807). Så giftede han sig med den "20-årige (eller 19-årige) unge dejlighed" Charlotte Hedevig Mathiesen (f. 1756, altså bryllup 1776 el. 75 ¹⁹), datter af forlængst afdøde (død 1759) Marcus Mathiesen, landfoged på Føhr, og af Georgine Henriette (eller omvendt H.G.) [nej Charlotte Hedevig²⁰] Lorck, der var anden gang gift med etatsråd Fischer, amtsforvalter i Haderslev.

¹⁵ Disse meddelelser, som stammer fra samme kilde, nemlig bedstemoderen Henriette Georgine [Fridsch, g. Winding, se 5.E), er i det flg. mærket med W. (bem. K.G. Br.).
¹⁶ Der sigtes til Ussing-historien: Moderen modsatte sig "Jettes" forlovelse med sin ungdomskærlighed Rasmus Ussing (Rasmus Ussing: En gammel landsbypræsts erindringer, Memoirer og Breve XLIV, K.G. Br.: Empire, i 12 Danske Historier).
¹⁷ I det flg. betegnet m. H. (bem. K.G. Br.). Iflg. "Familien Helms", 1929, s. 46 [Christence Fogh, f. Helms], datter af apoteker Rudolf Helms i Varde og Mathilde Augusta Fridsch. Efter registret har hun ingen børn (bem. Gudm. Kelstrup). Mundtlig tradition i fam. Helms: Sønnerne har mange børn, men pigerne har tit svært ved at blive gift (bem. Otto Helms).
¹⁸ Hverken W. eller H. erindringerne findes i Rigsarkivet (bem. Gudm. Kelstrup).
¹⁹ De blev gift i Haderslev 25. nov. 1774. Hun var født 10.2. 1757 (bem. Gudm. Kelstrup).
²⁰ Forkert! Efter andre kilder: Charlotte Hedevig (som datteren) (således Lengnick). Det er også mærkeligt, at hendes næste mand netop hed G.H. [Georg Henrik] (bem. Gudm. Kelstrup. Ifgl. opgivelser fra Flensborg (pastor H.F. Petersen); Charlotte Hedevig Lorck, f. 1724 10/11. Datter af Jess Lorentzen Lorck [købm. og rådm. i Flensborg, f. 1667 18/11, d. 1746 5/2, og Birgitta von Lutten, f. 1683 27/8, d. 25/9 1752 (bem. af K.G. Br.). Sml. også Andreas Lorck Schiening: Die Chronik der Familie Lorck. Schicksal und Genealogie einer Flensburger Kaufmannsfamilie aus vier Jahrhunderten, Neumünster 1949 (TB).

4.A. Charlotte Hedevig Lorck, g. Matthiesen, kammerfrue (1724-1813)

Til denne vor tipoldemor Georgine Henriette [nej Charlotte Hedevig, se ovenfor] knytter sig flere interessante familieerindringer, dog lidt uklare og selvmodsigende. Hun var datter, hedder det, af rådmand Lorck i Flensborg, der havde 8 sønner og 8 døtre, "hvilke alle børn kom til hæder og velstand"²¹. Lorckernes stamtavle ved dog intet, der helt svarer hertil. Jeg har i Traps Slesvig fundet to legatstiftere i Flensborg, begge rådmænd: Jes Lorenzen Lorck, legat funderet 1728, Hinrich Lorck, legat funderet 1785²². En bror til tipoldemor synes den bekendte Josias Lorck, der blev præst i den da nys byggede Christianshavns kirke, Friedrichskirke, at have været (en meget anset mand, se N.M. Petersen o.a.)²³. Kirken blev indviet 1759, navnet "Josias" kunde tyde på forbindelse med hin "Jes" (kunde være en gejstlig, akademisk omskrivning deraf), og manden kunne til ex. være en sønnesøn eller brodersøn. En søster til hende kunde være den Maria Lorck, der ved pastor Mathias Claudius blev far til digteren Mathias Claudius ("Wandsbecker Bote")²⁴; den Windingske tradition, at hun var søster til digterens hustru, kan ej være rigtig, da digterens hustru ej var født Lorck, men beror på en forveksling af de to M.Cl.'er, far og søn. 1748 angives hun gift med Marcus Mathiesen, auditør og landfoged på Føhr, altså vor tipoldefar²⁵. 1756 skal datteren Charlotte Hedevig være født²⁶ og 1759 døde hendes mand.

²¹ Af de 16 børn døde de 5 dog som små (bem. K.G. Br.).
²² Den førstnævnte Jess L.L. er altså far til K.G. Br.s tipoldemor, kammerfruen.
²³ Korrekt! Wiberg: Jess L.L. er far til Josias Jessen Lorck (bem. Gudm. Kelstrup). Josias Lorck; Pastor i Friederichs Kirke i Kbhvn., f. 3/1 1723, d. 8/2 1785, gift 1. med Dorothea Maria Kreberg, gift 2. med Sophia Amalia Müller (bem. af K.G. Br.).
²⁴ Korrekt! Hendes søster Maria Lorck, f. 14/4 1798, gift 1736 med Matthias Claudius, præst i Reinfeld, digterens far (bem. K.G. Br.). Sml. også Hans Schack: Die Ahnen des Dichters MC, Schriften der heimatlandlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig, Heft 7, 1963, s. 67-81 (bem. TB)
²⁵ Efter Lengnick blev hun gift med procurator Marcus Matthiesen d. 15/6 1748, efter hans død i 1759, igen d. 5/7 1770 med Henrik Georg Fischer.
Procucator Marcus Matthiesens:
farfar: Kommandør Matthias Peters, 1632-1706 (huskes på Føhr som "der glückliche Matthias"). Efter en udokumenteret forhistorie søn af hvalfanger Peter John.
farmor: Inge Matthiesen, 1641-1727 (gift 8/1-1663). Herkomst ukendt.
faderen: Peter Matthiesen, landfoged på Føhr og Sylt, født 1677 på Føjr, død smst. 1752.
moderen: Hedevig Dorothea Lorenzen, f. 1687, d. 1726
morfar: Stiftsfoged Marcus Lorenzen i Bredsted (herkomst ukendt).
mormor: Catharina Dethlefsen (herkomst ukendt).
(bem. Gudm. Kelstrup). Sml. iøvr. H.C. Mathiesen: Chronik der Familie Mathiesen. ZS der Ges.f. Schleswig-Holstein 1904. (TB)
²⁶ Datteren Charlotte Hedevig Matthiesen [g.m. stiftsfysikus Andreas Frausing Fridsch], f. 10/12 1757, d. 1/5 1819 (bem. Gudm. Kelstrup).

1766 var hun "tilstede ved Caroline Mathildes landstigning i Hamborg", og snart efter fik hun brev fra dronningen, om at hun vilde komme til hende, "da hun (fru M.) havde været en af de få, som havde været venlige mod hende". Fru M. svarede, "at hun vilde komme til dronningen ganske privat og ikke høre til hofpersonalet" - således lyder den W.ske tradition. Det kan dog bemærkes, at hun formodentlig har haft sin bror Josias i Kbhvn. (s.o.). Hun har da vel nok boet med sin lille datter hos ham; jeg har selv i de udførlige beretninger om Caroline Mathildes historie ikke fundet spor af nogen fru Mathiesen. Men ganske vist, der kan jo findes nye kilder⁷. I 4 år, angiver W., var hun hos dronningen, hendes titel angives af alle traditioner som "kammerfrue". Hendes datter Charlotte Hedevig mindes, at hun (ie. Ch.H.) som lille pige (dvs. som 10-14-årig) havde været med sin mor hos Caroline Mathilde, at denne havde leget med hende og taget sit perlebesatte ur og hængt om hendes hals. Dette ur var i familiens eje, indtil "en kusine af min far" (skriver fru Bothilde Casse) "solgte det for en meget stor sum". Det var rart at vide, hvor det nu er. Til Rosenborg forærede familien "to stykker rigt broderet, svært orangegult silketøj af en ridekjole". Min far (skoleinspektør Br.) [sagde], at han som lille dreng måtte gå på Varde gade med en skarlagenrød trøje, som hans mor (Ch.H.s datter) havde lavet af tøj fra en barnekappe af Fr. VI's; men politiet forbød ham at gå med den trøje (den skarlagenrøde kongelige farve). H. fortæller at Fr. VI (må være kronprins Fr.) mange år efter besøgte hende i Haderslev (altså som fru Fischer) og bad hende om at få se et par barnesko af hans, som hun opbevarede ²⁸. Oldemor elskede også denne dronnings minde og holdt hende for uskyldig; denne tro havde hun fra sin mor, og den arvedes til hendes datter fru W. Tipoldemor (kammerfruen) skiltes nemlig fra Caroline Mathilde før katastrofen, ja mulig endog før Struense nu vides at være dronningens elsker, nemlig i de første par måneder af 1770. Disse tre damer, tre generationer, forsvarede dronningens uskyldighed med formelig lidenskab²⁹.

²⁷ Kilderne findes!: Charlotte Hedevig Lorck træffes efter sin mand Marcus Matthiesens død, fra 1766, i dronning Caroline Mathildes tjenerskab i København, samme år som dronningen kom til landet. Hendes stilling var "kammerfrue", og hun blev i den tid til sommeren 1771, da hun (5. juli) blev gift med overauditør Henrik Georg Fischer. I sin tjenestetid modtog hun hvert år af dronningens kasse 130 rdl., en enkelt gang til sin fødselsdag 60 rdl. ekstra. Dagen før sit bryllup modtog hun 500 rdl. som afskedsgratiale. Af de tilgængelige papirer angående processen mod Struense osv., synes det nærmest at fremgå, at hun ikke har været afhørt i sagen (bem. Gudm. Kelstrup).
²⁸ Frederik VI var født 28/1 1768. Charlotte Hedevig forlod Kbhvn. 1770 (bem. Gudm. Kelstrup).
²⁹ De tre generationer er altså: Kammerfruen Charlotte Hedevig Lorck, g. Matthiesen, hendes datter Charlotte Hedevig Matthiesen, g. Fridsch, og dennes datter Georgine Henriette Fridsch, g. Winding.

Det kan være ca. 1770, at kammerfruen tog fra dronningen; hun blev nemlig gift (anden gang) med Georg Henrik Fischer, der var (eller blev?) amtsforvalter i Haderslev og etatsråd. Men efter H. "forlod hun dronningen for ej at komme til at vidne mod hende i sagen mod Struense" - "Hun sagde altid: Meinen ersten Mann liebt' ich, meinen zweiten nahm ich" (H.). Med Fischer fik hun ingen børn, men han var en god stedfader for den unge Charlotte Hedevig.

Da denne var 19 eller 20 år³⁰, blev hun gift med Andreas Frausing Fridsch i Ribe, uden at man ser, hvordan bekendtskabet har været gjort. Men siden træffer vi den gamle kammerfrue, altså vel efter hendes anden mands død, boende i Ribe hos sin datter og svigersøn, og af de mange børnebørn kaldt "granmama". Datteren erindrede (W.), at granmama i Ribe flere gange "var i forhør på rådhuset i anledning af Caroline Mathildes sag"³¹- dette lyder ufatteligt, thi hvad kunde der holdes forhør over så længe efter? - og at hun på de dage klædte sig i sørgedragt, og man så hende "gå op og ned ad gulvet grædende og vridende hænderne". Det hænger vel sådan sammen, at hun i Ribe har fortalt om de forhør, hun (selvfølgelig, som alle dronningens omgivelser) blev underkastet i sin tid i København. Har hun i Ribe klædt sig i sørgedragt, har det ikke været, når hun skulde i forhør, men på visse bitre mindedage for hende, der elskede dronningen.

³⁰ Charlotte Hedevig Matthiesen blev kun 17 år gammel, d. 25. nov. 1774, gift med Andreas Frausing Fridsch (bem. Gudm. Kelstrup).
³¹ Tilsvarende i "Oldemors Erindringer" s. 16.

5. Andreas Frausing Fridsch, stiftsfysikus (1744-1807) & Charlotte Hedevig Matthiesen (1757-1819)

Om oldeforældrene i Ribe, deres anselige hjem og de mange børn skal nu berettes: Om vor oldefar Andreas Frausing Fridsch er alle traditioner enige: Den milde, muntre, af alle elskede og beundrede stiftsfysikus. Oldemor Charlotte Hedevig var meget smuk, og oldefar "vedblev at være forelsket i hende" trods den hårdhed og herskesyge, der tilskrives hende overfor de fleste af børnene, undtagen overfor yngste, Carl. "Faderen havde fået børnenes kærlighed til del, moderen respekten" (H.). Især var en af døtrene, Jette, bitter mod moderen, og uheldigvis for dennes minde er det netop hende, fra hvem de allerfleste meddelelser om dette hjem stammer; "Jette" omtaler hende som "ond", "hård som fjæld og flint"; man kommer til at tænke på den Ussingske historie (s.n.); dog vilde man gerne selv dér høre også den omtalte part; og i almindelighed må man vel nok sige, at når i et hus med en stor børneflok faderen er den blide, så må moderen undertiden være hård, om huset skal holdes oppe. Men også gennem traditionen H. spores noget af den samme mening om oldemor om end i langt mildere form. Man kan jo formode, om man vil, at den skarphed og ligesom kulde, der forenet med dygtighed har karakteriseret en del af hendes døtre og ligeså en del af hendes datterdøtre, at den måske er en arv. Men smuk har hun været som de fleste af børnene: "Da hun allerede var godt oppe i alderen, udbrød oldefar engang i anledning af en ny hovedpynt hun havde fået: 'Ja, om så mor tog en natpotte på hovedet, vilde hun være dejlig!'".

Oldefar byggede en meget smuk gård lige overfor sin fars ejendom (se ovenfor) i Nørreportgade³² med mange værelser. Det var senere købmand Quedens gård; haven gik lige ned til Langebro og åen; nøjere efterforskning i Ribe vilde vel give flere oplysninger. Om dette hus og dets indretning taler både W. og H. meget. der var i senere tider en stor manufakturhandel og desuden to rummelige lejligheder. der var stald og en stor dejlig have langs åen; alléer, som oldefar selv havde plantet, og "hvoraf der endnu er en levning tilbage" (tidspunktet, da dette blev skrevet, ved jeg ikke). "Nu" er haven - med undtagelse af et lille stykke - stykket ud til en lille slippe eller gade, og til et hus med have samt til en tømmerplads, hvor et stykke allé endnu findes, og for enden af hvilken der "endnu" længe efter stod et stort, hvidt, grundmuret lysthus ved åen. Badstuegade gik lige bagved, blot et plankeværk imellem³³. På den anden side af Badstuegade lå (og ligger) hospitalet (i.e. det gamle dominikanerkloster, hvis ene fløj er Sct. Catharinae Kirke). Hospitalsforstanderen hed Ussing og havde 16 børn; en af disse, Rasmus, og doktor Fridsch' Jette var forelskede i hinanden, fra de var børn. "Oldemor kunde ikke lide Ussing", hedder det. Og med tanken på plankeværket og det store lysthus derved (i den fjerneste ende af doktorejendommen) og de 16 på den anden side af gaden og de 7 døtre, som hun selv havde at passe på, og som folk i Ribe kaldte "de 7 smukke døtre" - kan man næsten ikke fortænke oldemor i at have et sådant standpunkt. Men man kan også forstå Jette.

³² Det er vist den korte gade, der nu hedder "Storegade". På kort over Ribe fra 1858 (i Trap, 1. udg.) findes vel ejendommen ej længer angivet, men det kan dog skønnes, hvor lægeboligen og haven lå; selv det grundmurede lysthus mener jeg er angivet (bem. K.G. Br.).
³³ Ved faderen Peder Madsen Fridsch's død i 1787 blev Andreas Frausing Fridsch desuden ejer af Vardho Gaard i Hjørding Sogn, se Trap I-808 (bem. Gudm. Kelstrup).

Der kom i dette hus 2 sønner og 7 døtre, og morsomt og livligt gik det til efterhånden som de voksede op. W. beretter meget om Fridschernes omgangskreds i Ribe: Eilschous (apoteker), rektor Hansens, stiftsamtmand Moltkes. W. beskriver et pragtfuldt tæppe, hvis stof "var foræret oldemor af de spanske officerer", men oldefar skal have tegnet og klippet i klæde det smagfuldeste blomstermønster - sml. hans malerkunst fra ungdommen - som så oldemor syede på. "Alle døtrene blev viet på dette tæppe". Men hvad er det for "spaniere"? Spanierne kom først til Danmark 1808, og oldefar døde 1807. Men med disse spaniere er der noget andet gådefuldt. Efter W. var spanierne, da de kom til Ribe (1808, begyndelsen), meget bedårende for de unge piger; - det er ikke det andet gådefulde. - "Hos amtmanden på Koldinghus har Jette danset med de spanske officerer"; det var i marts 1808 at spanierne tog kvarter på Koldinghus, oven i købet begyndelsen af marts, men Jettes far døde (efter indskrift på marmorpladen) 19. december 1807. Det er da utroligt, at Jette har taget til bal i begyndelsen af marts 1808, i alt fald utroligt, at moderen har givet hende lov. Også siger W, at Jette da lige var voksen. Men hun var 24 år, da hun er født 1784. Det eneste der kan redde "spanierne" for vor familie er, hvis oldfars gravskrift har forkerte tal³⁴.

År 1800 findes oldefar tituleret justitsråd, jeg finder en skriftlig familieformodning om, at han også blev etatsråd. Natten mellem 18. og 19. december 1807 døde han af vattersot. Han blev begravet på Ribes nye kirkegård, hvortil han selv havde givet tegningen³⁵. Monumentet står endnu, i granitsten er indsat en marmorplade med følgende inskrift:

Her hviler
Dydens ven Hygeas Yndling
Andreas Frausing
Fridsch
fød
Den 9 August 1744
død
Den 19 december 1807
Ach
Den lidende Menneskehed
Venskab
De huslige Dyder
Græde ved hans Grav

Monumentet på Ribe Ny Kirkegård.

Og i Ribe avis stod:

Se Sørgesløret om Hygeas Isse;
Og hvorfor fælder hun og Danmark Tårer?
Oh, Cimbrere stumme Kummer tolke disse;
Thi udstrakt på hin skumle Dødningbåre
Er deres Æskulap

³⁴ For at familien ikke også skal tilskrive grantante Jette Koldinghus' brand, hensættes her, at slottet brændte 30/3 1808, ved at spanierne stoppede kaminen fuld af halm (bem. K.G. Br.).
³⁵ formentlig dog ikke [tegningen] til kirkegården, men til sin gravsten. Kirkegården var helt nyanlagt. Andreas Frausing Fridsch' grav var nr. 10.

Det fortælles at rektor Ludvig Heiberg i Odense, en bekendt græsk og dansk sprogmand, havde forestået en indskrift på stenen, som pladsen imidlertid forbød. Det ligger da nær at tænke, at ovenstående måske er denne påtænkte indskrift, som så har fået plads i Ribe Avis. Forfattere holder jo ikke af at brænde inde med noget. Til undskyldning for det svulstige tjener ikke blot tidens stil, men også det, at "Cimbrere" særligt betyder "Jyder".

Jeg kunne forhen have indskudt om den Københavns-rejse, som Andreas Fridsch foretog for at besøge sin bror Mads i Kbh., hvilken rejse da var en stor sag og blev betragtet med respekt. W. fortæller livligt om den stads, der blev gjort af ham, da han kom hjem, først i byen, senere i hjemmet. Alle børnene, klædt i hvidt, strøede roser for ham, hans brystbillede var omkranset, og der blev sunget en kantate og declameret (man må forstå det som halv familiespøg i den muntre kreds). Blandt de gaver, han hjembragte, var en bakke til at sætte kopper på, "den første bakke til det brug i Ribe", "den blev stærkt beundret". Alle hans børn fik 5000 daler hver, dog Carl (eneste søn) fik 10.000. Oldemor flyttede til Kbh., hvor hun boede sammen med den ugifte datter Elisabeth ("gamle tante Lise"); hun døde 1819, 63 år gl.

Nu om børnene i rækkefølge:

5.A. Sophie Dorothea Fridsch, g. Koefoed (1776-1815)

1. Sophie Dorothea, kaldet "Fikke", må være født i begyndelsen af 1776. Hun var den smukkeste af alle, hedder det; hun blev opkaldt efter sin 1772 så sørgeligt afdøde faster Sophie Dorothea, vel også efter sin farmor Sophie (død 1771). Hende beundrede og elskede bedstemoderen (kammerfruen, "granmama"). Det hedder, at hun blev sat til at opdrage [søsteren] Jette (det femte barn, der fødtes 1784); "hun klædte hende, læste med hende og straffede hende. Moderen havde næsten intet med hende at bestille". Men da Fikke blev gift allerede 17-årig eller 16-årig, kan dette ikke have stået længe på. I Brørup, godt 3 mil fra Ribe, kom nemlig 1791 den 28-årige sognepræst Conrad Daniel Koefoed; allerede 1793 giftede Fikke sig med ham "meget mod sin vilje", siger W. (i.e. Jette, men husk dennes stadige udfald mod moderen); og 1796 flyttede parret til Vissenbjerg sognekald i Fyen (præstegården dér hedder Fuglevig³⁶. 1805 blev K. stiftsprovst i Ribe, et stort avancement og - hvor heldigt - netop i Ribe. Mon ikke svigerfaderen har hjulpet ham gennem sin indflydelsesrige bror i Kbhvn.? ³⁷ Skønt K. havde selv store frænder. Men 1815 døde Fikke. Fridscherne fik ikke megen glæde af deres dobbelte forbindelse med Koefoederne. Thi Conrad D.K. var ikke ulastelig i sin ægteskabelige troskab, og hans søster var sindssyg og levede skilt fra manden. Conrad D. ægtede siden enkefru Tang, født Meinert, til Nørre Vosborg, "med hvem han allerede i forvejen havde et barn" (en datter). Historien med Fikkes ene søn - Conrad D. eller Henning?³⁸- og denne datter, altså såkaldte steddatter, og hvorledes moderen, altså forhenv. fru Tang, måtte gå til bekendelse overfor de unge, at de var halvsøskende - må være passeret efter Fikkes død 1815. Fikke må have været 39, ikke 32 (efter W.) år gl., da hun døde³⁹. Hun ligger begravet på Ribe kirkegård ved ægtemandens side, men gravstenen er borte. De efterlader en talrig efterslægt af navnet: Koefoed, Johnsen, Sørensen, Rahbek, Hjort o.a.⁴⁰

Om brylluppet 1793 mellem Fikke og denne Koefoed i Ribe Domkirke ⁴² fortæller W.: Brudens slæb var 5 alen langt, og alle 6 små søskende var brudepiger. De 6 var (efter alder): Charlotte, Stine, Jette, Matthia, Elise, Amalia, men den sidste der kan have været med i den funktion er Matthia, som da var ca. 6 år; så vi ser, hvordan traditionen opstår under indflydelse af det maleriske⁴².

³⁶ Nej, præstegården ligger i Fuglevig (bem. Gudm. Kelstrup).
³⁷ Andreas Frausing Fridsch's indflydelsesrige bror Mads Fridsch var jo desuden gift med Conrad Daniel Koefoeds (meget ældre) søster Elisabeth Sophie (bem. K.G. Br.).
³⁸ Fikkes sønner hed Andreas Carl og Conrad Julius Koefoed (iflg. Bidstrup). De to af K.G. Brøndsted nævnte var sønner af førstnævnte justitsråd Andreas Carl, dvs. sønnesønner til Fikke, f. 1822 og 1823 (bem. Gudm. Kelstrup).
³⁹ Fikkes sønner hed Andreas Carl og Conrad Julius Koefoed (iflg. Bidstrup). De to af K.G. Brøndsted nævnte var sønner af førstnævnte justitsråd Andreas Carl, dvs. sønnesønner til Fikke, f. 1822 og 1823 (bem. Gudm. Kelstrup).
⁴⁰ Efter Fikkes død blev Koefoed siden biskop i Ribe 1825; han døde 1831. Også i sit andet ægteskab efterlader han efterslægt. Om ham, se hist. årb. III, 231 ff. (bem. K.G. Br.).
⁴¹ De havde 6 børn hvoraf 4 med efterslægt (bem. Gudm. Kelstrup).
⁴² Bruden, født 2. januar 1776, var da 17 år gl. (vielsen fandt sted 8. marts 1793) (bem Gudm. Kelstrup).

Til 1796 eller 1795 henfører jeg helst den kostelige historie (W.) om Fikkes rådsnarhed overfor de unge lapser fra Ribe, der besøgte hende i mandens fraværelse: en sådan demonstrativ køretur ud til Brørup kunde vel kun motiveres som afskedsvisit (i anledning af forflyttelsen til Vissenbjerg 1796). Den viser den lystige tone, der må have hersket i Ribe indenfor "selskabet" - Da Fikke i Brørup modtog disse gæster, bad hun spænde for, tog tøj på, gik ind til gæsterne: "Jeg tar' nu bort, men her er nøglerne til spisekammeret; mor Dem så godt De kan"; og så kørte hun. Hun reddede både husets ære og dets gæstfrihed og straffede humoristisk de kåde fyre.

Hvad W. beretter om selskabeligheden i Vissenbjerg med spanske officerer, der "dagligt" kom ridende fra Odense for at beundre den smukke frue, og hvor det så gik lystigt med fransk konversation - har det imod sig, at spanierne først kom til Danmark 1808, men Koefoed (efter Hist. Årbog) forflyttedes fra Vissenbjerg allerede 1805. Det har nok bare været almindelige danske garnisonsofficerer fra Odense. Underligt dog, at Jette, der en tid besøgte søsteren i Vissenbjerg, kan berette om den livlige franske konversation! Der må vel have været en fransktalende familie dér i omegnen eller på visit. Med de livlige officersballer i Odense har det nok sin rigtighed. Og at Fikke "af alle var mest i vælten". Men spaniere - Jette synes at have set spaniere overalt. 1808 - og kun da - kan hun have set dem. Fikke var da med sin mand, stiftsprovsten i Ribe. Hun var da 32 år. Jette kan da have været i Ribe efter sine ophold hos andre søstre (se nedenfor). Hun har været ca. 24 år og nylig forlovet med W. (hun ægtede ham 1809). Stiftsprovsten kan da have gjort selskab for de spanske officerer, vore allierede, og søster Jette har da været med. Derfra alle de erindringer, som så er overført både til Vissenbjerg og til Koldinghus. Dog husk: deres far var død dec. 1807.

Det hedder, at Mads Fridsch' hustru Elisabeth Sophie i lang tid var sindssyg og boede hos Koefoeds ved Odense. Det må da have været i Vissenbjerg 14 mil vest for Odense, altså i tiden 1796-1805. Hun var jo søster til præsten og tillige farbrorkone til præstekonen. Mads har da levet ene i København. Han døde 1812.

5.B. Charlotte Hedevig Eulalia Fridsch (1777-1863) & provst Gerhard Johannes Brøndsted (1773-1846)

Charlotte Fridsch Gerhard Brøndsted
Charlotte Hedevig Fridsch & Gerhard Johannes Brøndsted,
forf.s. farforældre

2. Charlotte Hedevig Eulalia, født 1/7 1777, opkaldt efter moderen Charlotte Hedevig. Hun er min farmor. Jeg har et brev fra hende som ung pige, hvor hun meddeler sin adressat, at hun har gjort bekendtskab med en Hr. Brøndsted (Gert Johannes, der senere blev hendes mand). Hun skriver om ham, at han er "en behagelig Curtiseur". Hvor man ser tidens stil! Jeg har udskrift af kirkeprotokol (ved Spandet): "Hr. Brøndsted, informator", som fadder ved en dåb i Ribe Domkirke 21/7 1799. Og en anden udskrift (Spandet): "5/12 1800 blev spr. for Askøe menighed under Lolland, hr. Geerdt Johannes Brøndsted, copuleret i hr. justitsråd Dr. Fridsch' gård til frk. Charlotte Hedevig Fridsch efter Kgl. Bevilling af dec. 1800". Hvis G.J. Brøndsted til eksempel har været huslærer i Ribe (næppe hos Fridsch, thi så vidstes det som nok), så har han vel været forlovet i nogen tid med Charlotte og først måttet få hende, da han fik kald. Han har da været 27 år. Hans far var da "herredsprovst" i Horsens fra 1786. Fra Askø synes det unge par hurtigt at være forflyttet til Hvidding i Enklaverne. Derfra til Varde; dér er det til eks. at min far er født 1815; i Asminderød var farfar præst og provst samt tillige slotspræst i Fredensborg 1824 til 1840. Så måtte han søge sin afsked og døde i Fredensborg 1840. Farmor overlevede ham til 7/7 1863. Hun havde fri bolig på slottet, tre forskellige lejligheder efter hinanden. Om farfar - hvis eneste eksisterende billede jeg ejer i en silhuet fra hans ungdom⁴³, pendant til formors, begge arv efter datteren, min faster Lotte- har jeg forstået, at han var en stille, blid mand, der på slutningen blev noget sløv (sønnen Christian måtte som voksen overtage styrelsen); jeg ved ikke ret meget om ham, muligt farbror Christians familie ved mest. Men et uventet lys kastes over hans person fra enogtyve-årsalderen ved maler Hansens dagbog i manuskript⁴⁴. Farfar var da en ivrig, disputerelysten, filosoferende yngling (med stor lyst til at spille billard), et helt forskelligt billede fra tiden i Asminderød. 1840 overgik der ham noget aldrig helt opklaret, der medført hans afskedigelse⁴⁵; jeg har søgt oplysninger hos begge de to sidste sognepræster i Asminderød: det var uorden med sognekassens førelse. Far har aldrig talt rigtig ud til mig derom, uden at det skete på et tidspunkt, da farfar længe havde været sløv af sig; men datteren, tante Sofie Jürgensen, har engang bragt det på bane; hun var da en gammel kone, men græd ufordulgt og forsikrede om faderens uskyldighed. Med største iver gentog hun: "far havde en fjende, han var skyld deri". Bekræftelse på denne "fjende" fik jeg i sommer uventet af pastor Kissmeyer i Asminderød, der endnu nys havde set sagen rippet op i en avis i Varde. Det synes, at farfar ved sit vidnesbyrd har været skyld i en domfældelse af en, der mente sig dømt med urette.

⁴³ Hvor er det nu? (bem Gudm. Kelstrup).
⁴⁴ Manuskriptet senere udgivet: Hans Hansen: Portætmalerens Dagbog, Memoirer og Breve VI, Kbhvn. 1907 (bem Gudm. Kelstrup).
⁴⁵ Se afskrift af sag fra Landsarkivet. Sagen er fuldstændig klar. Gerhard Johannes Brøndsted manglede flere 1000 rdl. i sine kasser, regnskaberne var "et chaos af papir", den velstående familie måtte betale, og Br. fik lov at gå af med en temmelig lille persion (bem. Gudm. Kelstrup).

Farmor har besiddet Fridsch'ernes kraft og munterhed. Hun har bevist sin sjælestyrke ikke mindst efter mandens malheur. Jeg har ofte som dreng besøgt hende i Fredensborg. Hun boede en tid i den indre slotsgård i en stuelejlighed. Hun lod sig trille rundt i slotshaven i en rullestol; hos hende var da endnu den (ugifte) datter Lotte, tante Lotte, der ikke var videre dygtig, hverken til at passe hende eller til nogen anden ting, var permanent misfornøjet og rebelsk, men blev holdt godt i ave. Jeg var lidt bange for farmor og har indtryk af hende som hård eller kold. Men jeg hører, at der er helt andre meninger om hende. Hun havde stort ry for dygtig husførelse; det, og at hun var vittig, og så hendes højre levealder, og de mange børn, er Fridsch'sk (måske oprindelig Frausing'sk eller helt fra Lorck'erne). Nogle år før hendes død (i 1863) meldtes det, at hun var så syg, at hun næppe kunde leve (vi boede dengang på Citadelsvej i København). Far var meget bevæget. Det virkede på mig - jeg må have været 6-7 år og lige have lært at skrive - således at jeg i hemmelighed satte mig til at skrive et brev, der begyndte således; "Kære bedstemor; jeg hører at du snart skal dø ..."; men brevet blev jo opdaget og stoppet.

Jeg har kendt 10 af hendes børn. Men der har været flere. Vistnok også dødfødsler el. lign. Thi da jeg spurgte hende, hvor mange børn, hun egentlig havde haft, svarede hun: 12 med småt og stort (tallet 12 svarer jeg ikke for⁴⁶). Om datteren Lotte sagde hun: "I begyndelsen skabte Gud Lotte". Anledningen véd jeg ej, thi Lotte var ikke ældste datter⁴⁷. Hun havde en talemåde: "Ih, du store, lille og mellem-Gud!" Hun sendte i lang tid hver jul min far en æske pebernødder o.l. af den traditionelle bagning, deriblandt de gule "brevkager". Far anerkender egentlig ingen anden julebagning for rigtig; til de gamle pebernødder fra hans hjem hørte spillet "mus". Fra far har jeg et inderligt kærligt digt om "de fordums juleaftener" i Asminderød, hvor farfar sad stille, glad og så på de andres munterhed "med de blide øjne".

Der har været meget selskabelighed i Asminderød med dans og ungdom. Far har fortalt mig, at han som voksen skoledreng i Frederiksborg engang gik hjem efter skoletid, dvs. 5 fjerdingsvej, for at komme til bal; derpå dansede han det meste af natten, gik så uden søvn tilbage til Frederiksborg lige til skolen og de 6 timer dér. Bedsteforældrene sad småt i det⁴⁸. Men døtrene gjorde hvad man kalder gode partier, og huset var søgt. Den dejlige præstegårdshave, der endnu bevares, rummer mange minder, der endnu dyrkes af de talrige efterkommere. Til fars 70-års fødselsdag lod jeg en kvist af et berømt æbletræ dér sende til Kbh. til familiefesten i Nørre Allé; jeg lod denne kvist tolke erindringerne i en versificeret tale, der fremsagdes af overlærer Reinhard fra Frederiksborg, fars skolekammerat og gamle ven; digtet er i afskrift hos pastor Kissmeyer i Asminderød. Den gamle præstegård er nu nedrevet, på nær en lav, lang stråtækt længe; dér var bl.a. "skoleværelset", hvor "Jürgensen" (senere præst i Hesselager) som huslærer nok friede til datteren Sofie; derfra hendes efterkommeres (Høgsbro'ers, Ravnsøe'rs) pietet for Asminderød præstegård.

⁴⁶ Gerh.Joh. Br. og Charl. Hedv. Fr. fik faktisk 14 børn, hvoraf dog 4 døde som spæde eller inden 5 års-alderen (bem Gudm. Kelstrup).
⁴⁷ En datter Charlotte Christina Augusta, den førstfødte, døde i 5 års-alderen (1802-07). Navnet blev derefter givet til "tante Lotte", f. 1809, se s. 25 (bem Gudm. Kelstrup).
⁴⁸ Nej! Det var et stort og højt lønnet embede (bem. Gudm. Kelstrup).

De gamle ligger begravet tæt uden for havens gærde. Haven er næsten som i gamle dage. Far plejede i mange år i sommerferien at tage med mig en dag ud til graven, huset og slotshaven. En af de sidste gange, da han selv var en meget gammel mand, sagde han ved graven til afsked: "Farvel, kære gamle, jeg kommer snart." - Jeg har fortsat turene derned og medbragt min ældste søn [Gustav]. På Asminderød kirkegård ligger også to af døtrene: Mathilde og Lotte. I Fredensborg bor endnu dattersønnen dyrlæge Klingberg og hans familie. Af bedstemor har jeg, foruden silhuetten, et daguerroetypi fra hendes alderdom.

Om dette gamle pars børn (min far, onkler og tanter) er det ikke min mening at fortælle meget, da jeg kun har de rigtig gamle dage for øje, minder der er fælles for hele slægten. Dog vil jeg ønske, at også disse mine nærmestes minde må blive bevaret af mine børn og af de andres, måske andetsteds. Det er linjerne fra:

a. Christian [(Andreas) Brøndsted, præst (1801-80)], der i lang tid var præst i Vestindien, senere på Lolland⁴⁹.

b. Peter [Fridrik Brøndsted, købm. (1803-)], der tog bo i Hamborg - det var rart at vide, om denne tilknytning til Hamborg kan føres tilbage til det ældgamle slægtskab med Schultz'erne i Hamborg, som to gange har søgt brude i var slægt (oldetante Sophie Dorothea, grantante Stine, s.n.) - og hvis linje er bleven tysk. Da far i 1864 eller deromkring spurgte en af Peters sønner, om han var dansk- eller tysksindet: "Ich spreche mich darüber nicht gern aus!", et svar, der endnu bruges som munterhed i vor familie, når nogen er i forlegenhed med et svar. Med Richard, Peters yngste søn, har jeg smukke barndomsminder til fælles fra en sommerferie i Hesselager; for nylig har vi korresponderet sammen på en meget fornøjelig måde; han var da "thesmager" i Wien og sad vist rigtig godt i det. Det var en af de smukkeste drenge, jeg har set. Jeg har et gammelt fotografi fra Hesselagertiden: En landsbyfotograf tog hele familien mm.; der ses både onkel Peters familie, mine forældre og Jürgensens. Det er ganske morsomt, at en gren af familien (Charlotte Hansens datter [- datterdatter af 5.B.d Andreas F. Brøndsted]) har fæstet bo i Hesselager.

c. Betty [Elisabeth ("Betty") Brøndsted, g. Thalbitzer (1804-71)] , gift med etatsråd (Carl Vilhelm) Thalbitzer af en ret gammel notabel slægt. Deres hjem Cathrineberg er fuldt af minder for os, men jo især for den talrige efterslægt af Thalbitzerne med indgiftede slægter⁵⁰.

⁴⁹ Chr. Brøndsted: Attestas 1829 med afhandling trykt som "De Socinianis in Danica sec. XVII Part I" (Erslev). Fra 1831 præst og missionær i Vestindien (den lutherske menighed på St. Thomas og St. Jan), hvor han blev gift 1833 med Pauline (Polly) Elise Schlegel, datter af regimentskirurgen i Vestindien. Fra 1842 præst i Skovlænge og Gurreby på Lolland. 6 børn. Stamfader til "Skovlænge-linjen". Hans søn Christian, læge i Kbh. (1842-22), havde i Grib Skov en sommerbolig, der også blev kaldt "Skovlænge" (TB).
⁵⁰ Carl Vilhelm Thalbitzer (1801-67), etatsråd, godsejer til Cathrinebjerg ved Taastrup. Lang skildring af sommerferierne på Cathrineberg i K.G. Brs. trykte erindringer I s. 90-101 (bem. TB).

d. Andreas [Andreas Fridsch Brøndsted, stationsforstander (1807-80)] med det gamle slægtsfornavn, en lille venlig og douce mand, let til tårer i øjnene, kærlig, elsket af sine omgivelser, fru Halls, kusinens, yndling. Det falder mig ind, at et træk af sentimentalitet (eller hvad tørre mennesker kalder derfor) undertiden genfindes hos mandlige medlemmer af Fridsch'ernes slægt (onkel Andreas, far, onkel Christian til tider, mulig også onkel Peter); i forunderlig modsætning til den hos kvinderne fremtrædende hårde skarphed; dette bløde synes at stamme fra oldefar, det hårde fra oldemor. - Andreas, der som fattig student i Kbh.⁵¹ havde frit bord hos anselige slægtninge (Lindes, Halls o.a.), var tillige en fortræffelig l'hombrespiller og tjente forholdsvis ikke lidt til sine få fornødenheder ved spillepartier i godt selskab. Engang, da hans fine familie mindede ham om at besøge dem, sagde han: "Jeg har ikke råd til at gå til middag hos familien" (fars fortælling). Han var i lang tid forpagter på Meilgård i Djursland, siden på Nørre Vosborg, men kom derfra og var i nogen tid højst uheldig stillet⁵².; så kom han ved fru Halls protektion ind i jernbanevæsenet; jeg har som dreng med nogen rystelse set ham sidde og sælge billetter; siden blev han stationsforstander i Middelfart.

⁵¹ Blev cand.phil. (bem. TB).
⁵² Også antydet i K.G. Br.s trykte erindringer I, s. 156-60. Da problemerne stod på, boede sønnen Michael (senere populær præst i Slagelse) hos K.G. Br.s forældre (bem. TB).

e. Tante Charlotte [Charlotte ("Lotte") Augusta Brøndsted (1809-90)] ("tante Lotte" i vor generation, "lille Lotte" i den ældre), der trods sine kanter og umuligheder dog endte i triumf som familiens forkælede yndling; hun havde en morsom stolthed over at være en Brøndsted⁵³., og en sjælden naivitet. Berømt er hendes lange krig med søsteren Mathilde; da hun engang var til alters hos Frimodt sammen med far og os, sagde hun bagefter, at Frimodt nok havde sagt, man skulde tilgive alle, "men Mathilde, nej, hende kunde han ikke have ment!". Hun undrede sig over, at de hos søsteren på Cathrineberg, hvor de havde alle bekvemmeligheder, ikke havde gas. Meget af hendes forkerthed skreves på hendes stærke døvheds regning. Hun kunde være både pompøs og teatralsk nok: "Nej, Armimia, du er afsløret, du står for mig i din fulde nøgenhed!", sagde hun til en kusine, der efter en strid kom skikkelig og søgte forsoning. "Véd De, hvem De taler til?", sagde hun til en ringere person, der ikke vist sig respektfuld nok. Hun var meget stolt over sin onkel Brøndsted (Peter Oluf), men næsten ligeså stolt var hun engang ved at læse en gunstig avisanmeldelse over en af mine bøger. "Han er jo bedder end onkel Brøndsted!", udbrød hun. Hun elskede min far, da hun var mægtig gammel og svagelig, lod hun spørge til fars befindende; da hun hørte, at det var godt, sagde hun: "Ja, Gustav har jo sin ungdom og sit mod"; far var da op imod 80'erne. Men der er høg over høg; jeg har hørt gamle tante Lise, altså en generation højere oppe, tale til "lille Lotte" med skænd, som om denne var en lille ufornuftig ungpige; for mig var det ikke let at se, sådan lige straks, hvem der var ældst af de to gamle kvinder, der sad med hver sit hørerør og syntes at høre uddøde slægter til.

f. Så kom Sophie [Sophie Conradine Brøndsted, g. Jürgensen (1810-92)], gift med den elskværdige pastor [Peter] Jürgensen⁵⁴. i Hesselager. Hun var den sødeste gamle tante, mor og bedstemor; sødest næsten, når også hun en sjælden gang efter Fridsch'ernes måde blev vred. Hendes minde æres t.eks. af Høgsbroernes talrige slægt.

g. Tante Jette [Georgia Henriette ("Jette") Brøndsted, g. Klingberg (1812-79)], gift med Klingberg: hun var sjælen i det navnkundige "doktorhus" i Esbønderup med "det skarpe hjørne" som far nævner i dobbelt betydning i et af sine allerbedste familiedigte; hun havde en kritik og en skarphed, som gjorde hendes tunge meget frygtet, men en mageløs gæstfrihed og rundhåndethed; skønt yderlig åndsaristokrat kendte hun intet til stands- og rangssnobberi, hvilket hun smukt viste ved forskellige lejligheder. Hun var meget vittig og original. Ingen kunne præsidere ved et bord så morsomt for gæsterne som hun. Med dette Esbønderup-hjem har flere af min generation drevet en dyrkelse, der for udenforstående vil tage sig sentimental ud, men som for os er den simple taknemmelighed. Fra hende stammer Klingbergerne i Fredensborg og Roderne i Vallø⁵⁵.

⁵³ Søsteren Julie til Lotte i anledning af hendes slægtstolthed: "Lotte, hvad er du egentlig?" - "fattig præstetøs uden buxer!" (bem. Julie H. Br.).
⁵⁴ K.G. Brøndsted skriver stadig Jørgensen. Jeg har rettet hvert sted (bem. Gudm. Kelstrup).
⁵⁵ Lang skildring af sommerferierne i Esbønderup i K.G. Brs. trykte erindringer I s. 102-22 (bem. TB).

h. Mathilde [Mathilde Brøndsted (1814-)], ugift, krigerisk og hyppig uven, snart med den ene, snart med den anden af familien. Bekendtest er vel den noget ondartede fejde mellem hende og søsterdatteren Betty Thalbitzer, hvor denne var langt den stærkeste, fordi til hendes klan hørte ikke blot de mægtige Thalbitzere på Thurebyholm [dvs. søstersønnen Gerhard Thalbitzer med familie på herregården Thurebyholm], men også hele "Rødehus" som én mand; tilhold havde hun egentlig kun en smule hos far, skønt det også dér tit rev ud. En anden berømt krig er den ovenfor med søsteren Lotte; jeg tror at den i familien pludseligt opdukkende forgudelse af tante Lotte meget er et led i den fælles krig mod Mathilde. Bedre var vi nu ikke, vores familie. Det skal her siges, at skønt Mathilde i sin krigsførelse kunde bruge meget bitre midler, så kunde hun også vise sine venner stor personlig opofrelse. Overfor en ostentativ tilsidesættelse (manglende indbydelse til familieselskab) sagde hun engang: "Jeg forlanger ikke, at man holder af mig, men jeg forlanger at blive bedt". Stakkels tante Mathilde, jeg tror, at det hun trængte til, var just kærlighed. Godhed viste hun, og godhed modtog hun også, hos slægtningene Treschows i Norge, hvor hun boede i lang tid; og selv dér var det vist ikke alle, der holdt af hende.

i. Julie [Eulalia Brøndsted, g. Brøndsted (1816-97)] blev gift med sin fætter Georg Brøndsted (se stamtavlen). De førte et flot, gæstfrit herregårdsliv på Gyldenholm, siden et mere indskrænket i København (Hjortevang, "Rødehus"). Der vedblev dog at være noget af herregårdstonen dér. Brøndstederne i Rødhus, det var de egentlige "Brøndsteder". Det var jo også begge linjers blod og traditioner, der gik sammen dér; men mest del deri havde berømmelsen fra Georgs far arkæologen, samt de glimrende eller rige svogerskaber, minister Halls og Treschows, der omfattede Rødehus og børnene med den virksomste kærlighed. Om tante Julie gælder det samme som om flere af hendes tanter, Fridsch'erne, at hun blev blidere med årene; smuk og dygtig og morsom var hun altid. Smuk var også onkel Georg. Det vel "raske", der skal have været om ham i herregårdstiden, veg efterhånden pladsen for en vis nobel stilfærdighed, der under indflydelse af den sørgeligt tiltagende døvhed lagde en næsten rørende vemod over han udtryk. Han var en gentleman og ønskede at holde sit familienavn rent og pletfrit; skete der noget, der syntes ham at forringe navnets renhed, da græmmede han sig. Han var den sidste af navnet Brøndsted, der ikke tillige var en Fridsch; alle vi andre har mere eller mindre været Fridsch'er. Skønt langt ringere begavet end sin af ånd og liv sprudlende far og end sin viljekraftige originale søster fru Hall var han dog ingen ringe repræsentant for et navn, vi alle ønsker at holde i ære. Det gjorde intryk på mig, at han engang nikkede bifaldende til en ubetydelig, højst ubetydelig, handling af mig som ganske ungt menneske (det var et drikkepengespørgsmål, som jeg afgjorde i hans nærværelse); jeg så tydeligt, at nikket betød: "ret så, en Brøndsted skal være en gentleman".

Den sørgelig døvhed havde ikke blot han, men også tante Julie; man forstår at børnene - undtagen Georg, Rikke, Michael og Julie - alle led af denne svaghed⁵⁶. Hvorfra onkel Georg havde den, véd jeg ikke⁵⁷., men på tante Julies side træffes døvhed hos tante Lotte og hos min far; jeg husker ikke om onkel Christian også havde den. Højere oppe hos "gamle tante Lise"⁵⁸ og hos flere af de søskende Fridsch; endnu højere oppe: Oldemor Charlotte Hedevig var eller blev meget døv; ulykken er da vel enten fra slægten Matthiesen eller Lorck.

⁵⁶ Sønnen Georg [Julius Brøndsted (1842-1924, ingeniør, udvandret til Argentina)] fik døvheden ret stærkt på sine gamle dage (bem. Gudm. Kelstrup).
⁵⁷ Georg Koës Br.s farmor (Mette Augusta Petersen, 1758-1832) var tunghør, alle hendes tre sønnebørn var tunghøre (bem. Julie Hall Br.).
⁵⁸ Oldemors Erindringer s. 59: "Hun var jo stokdøv" (bem. Gudm. Kelstrup)

j. Carl Gustav [Carl Gustav Brøndsted, skoleinspektør (1818-1903)], den yngste af de søskende, min far. Om ham vil jeg kun skrive, at han har glædet mange slægtninge og venner, ældre og yngre generationer, med inderlige eller morsomme digte ved familiefester og ellers. Hans minde vil jeg mundtlig forplante til mine børn; måske de skriver et og andet op; hans digte tror jeg, jeg har næsten alle sammen; de har en evne til at more og røre på én gang. Af familieviser tror jeg, at "jernbanevisen" 1869 ved min kusine Charlottes bryllup er mest udbredt. Mange vil huske "onkel Gustav" med kærlighed, ingen dog som jeg, for hvem han var både far og den allerbedste ven - om min mor skal på dette sted, hvor kun min fædrene slægt omtales, kun siges dette, at nogle også af min fædrene slægt har hende at takke for retfærdighed og venlighed, hvor slægten glippede.

Carl Gustav Br. Vilh. Petersen
forf.s. forældre

5.C. (Ingeborg) Christine ("Stine") Fridsch. g. Schultz og Tetens (1777-)

3. Ingeborg Christine ("tante Stine"). W. beretter: "En dag kom en slægtning Schultz fra Hamborg (eller købmand i Altona) for at fri til fysikus' dejlige døtre (han har været pårørende til den Schultz, der var gift med deres faster, Sophia Dorothea, så historien minder til Eliesers rejse til stammelandet for at hente Rebekka, en kvinde af slægten). Fikke var gift. Charlotte Hedevig blev kaldt ind, men hun måtte tilstå, at hun var hemmelig forlovet med Brøndsted. Så blev det altså Stine (jeg tænker historien er udsmykket for at gøre den mere morsom, sådan går det tit med familietraditioner). Det blev et ulykkeligt ægteskab, de blev skilt. De havde en datter, som blev gift med Olaf Rye, en anden datter Andrea, blev gift med købmand Hofmann i Varde. Enkefru Rye husker jeg godt; navnet udtales Ryë; far besøgte hende med mig, de var jo søskendebørn; jeg syntes, det var stolt, at far var dus med den store helts hustru. Hun gjaldt for excentrisk eller hvad det nu var. Stine blev siden gift med købmand Tetens i Varde (eller på Gjellerup ved Varde), hvorhen også Helms'erne kom, og en kort tid Brøndsteds⁵⁹. At hun også boede adskilt fra ham, siges af W., men modsiges af H.

⁵⁹ Gerhard Johannes Brøndsted var sognepræst i Varde 1815-24.

5.D. Peder ("Peer") Fridsch (1782-1801)

4. Peder Fridsch ("Peer") f. ca. 1781 [præcist: 1782]. Dette var den første søn. Han blev opkaldt efter farfaderen, den gamle borgmester. Men han blev til husets største hjertesorg. Søsteren Jette, fra hvem hele den Windingske tradition stammer, har fortalt historien sådan, at der falder et ilde lys på forældrene, men vi må huske, at Jette ikke kunde udstå sin mor, og at hun var Peers nærmeste søster; dertil anfører Bothilde Casse med godt psykologisk blik, at Peer var Rasmus Ussings skole-, måske klassekammerat. Da Per var 17-18 år gl., tog han en gås, der hang i forældrenes gård, gik med den til kroen ved Gredsted bro, hvor han gjorde gilde for sine venner på den. Dagen efter blev han kaldt ind til sine forældre i enrum, samme dag gik han sin vej; han gik til søs, og de så ham aldrig mere. "Mine forældre havde forbandet ham", fortalte og troede siden Jette, og således gik historien til den Windingske efterslægt. Det er dog ikke rimeligt, at denne gammeltestamentlige uhygge er blevet brugt i så ringe anledning. Det er en lidenskabelig partitagende søsters fremstilling. Tingen ligner ikke menneskelighed og da slet ikke faderens karakter. Hvad der er sket, bliver vel aldrig opklaret. Jette sagde om sin mor, at hun var "fjæld og flint". Men vi må endvidere fradrage Jettes af moderen hindrede forbindelse med sin ungdomsinklination (se nedenfor). Fra Peer kom aldrig brev, der blev aldrig hørt fra ham. Dog vil Amalie Winding formode, at han døde på hjemvejen fra Ostindien og blev begravet i Botavia 19 år gl., formodentlig 1801.

5.E. Henriette ("Jette") Georgine Fridsch, g. Winding (1784-1864)

5. Henriette Georgine ("Jette"), født 27. aug. 1784, opdraget i barneårene især af sin søster Fikke (se ovenfor). Hun var smuk og med god forstand, vittig, temmelig lille, havde brunt hår og blå øjne (også min søster havde brunt hår og blå øjne). Smukke billeder af hende eksisterer i den Windingske slægt. Fra hende stammer hovedsagelig hele den Windingske tradition om det hidtil fortalte. De forskellige historier om "spanierne". Hendes store uvilje mod sin mor har især øst sin næring af den forhindrede ungdomskærlighed til Rasmus Ussing, hospitalsforstanderens søn⁶⁰. Derom beretter Amalie Winding, smukt og rørende (skoen - forlovelsesringen - mødet som 70-årige⁶¹). Dog må man måske huske på, at en mor kunde have grund til at være lidt striks med så mange smukke, livlige døtre. Og med Ussings 16 børn på den anden side af gaden; tænk også på de lapse, der kørte til Brørup efter Fikke. - Moderen fik hende en tid bort fra den Ussingske indflydelse til søsteren Charlotte på Askø⁶², siden til søster Fikke i Vissenbjerg. 1809 blev hun gift med Winding, som var huslærer hos stiftamtmand Moltkes i Ribe, familiens venner (huslærere har undertiden gode forlovelseschancer, sml. ovenfor "Brøndsted, informator"). Hans Kruse Winding, cand.theol. Han blev præst i Bølling, senere i Åle, så provst i Møgeltønder, sidst i Gunslev på Falster. Parret holdt meget af hinanden (en afvigende beretning: "Hun blev aldrig lykkelig!", tilskriver jeg, indtil videre, romanlyst hos meddelerinden, fængslet i den Ussingske roman). Hun var flink og dygtig, lidt lunefuld dog, kunde sommetider "mule en dags tid". - Om hendes første fødsel, Andreas 1810, og den bistandsydende læge, der i sin tid havde været forelsket i hende og friet til hende, fortæller W., at lægen, da affæren var særlig hård, ytrede: "Ja, hvorfor tog De ikke mig, så havde De måske ikke haft det så slemt!". Ikke overdrevent fintfølende, men særdeles morsomt. Hun fik 4 børn, levede 20 år som enke, døde 80 år gl. 1864 i sin fødeby Ribe. Hun ligger begravet hos sin elskede fader.

⁶⁰ Der har måske været ældre berøring med dennes familie, thi ved Andreas Frausing Fridsch's dåb 1744 nævnes i Fridsch'ernes bibel blandt fadderne en mnsr. Peder Ussing (bem. K.G. Br.).
⁶¹ Sml. KGBs novelle "Empire".
⁶². hvor hendes mand var sgnpr. en kort tid. Sml. iøvr. Rasmus Ussings erindringer s. 30 og 52.

5.F. Mathilde("Mathie") Augusta Fridsch, g. Helms (1787-1884)

6. Mathilde Augusta ("Mathie"), "opkaldt efter dronning Caroline Mathilde", mon ej efter Mads? Hun blev født 20/7 1787. 17 år gl. blev hun gift med den 13 år ældre apoteker Helms fra Varde, der var enkemand med 2 døtre⁶³. W. fortæller, at hun først i lang tid sagde nej til ham, men at han så engang, da hun blev syg og således ikke kunde slippe fra moderen, hvis plagerier hun og søstrene led under, udbrød i desperation: "Nej, nu vil jeg sgu ha' Helms!". Men husk stadig, at det er Jette der er efter moren! Med Helms, der var en anset og vakker mand, blev hun mor til 14 børn og et dødfødt, foruden at hun var stedmoder til de to døtre af første ægteskab⁶⁴. Den ældste søn Andreas (opkaldt efter morfaderen) fik senere apoteket. En datter Sophie endte såre ulykkeligt; hun fandtes druknet i Varde Å under særligt triste omstændigheder. En anden datter Charlotte (opkaldt efter mormoderen) levede hjemme som afsindig⁶⁵. En søn Ludvig Verner Helms har gjort mærkelige rejser til sjældent besøgte lande; jeg har korresponderet med ham (min fars fætter), han har foræret mig en stor engelsk bog af sig, hvor han livfuldt fortæller om sine rejser; bogen gjorde megen lykke i England, jeg læste dens talrige anmeldelser, et dansk uddrag af den blev benyttet som feuilleton i "Dagbladet". Det var især Borneo, han boede på; i W. er dette forhøjet til, at han blev udråbt til "konge" af en stamme af indfødte. Bogen hedder "Pioneering in the Far East", London 1882. Nok en søn Ludvig blev gift med en søster til Bloch på Kokkedal.

⁶³ enkemand efter hendes svoger Gerhard Johannes Brøndsteds tidlig afdøde søster Anne Sophie Brøndsted, 1774-1804. Mærkværdigt at traditionen (heller ikke "Oldemor") ikke ved noget om denne søster.
⁶⁴ Efter andre beretninger havde hun 22 børn; således skal der ha stået i en avis, men det er ikke rigtigt (bem. K.G. Br.). Efter Hans Jørgen Helms: Stamregister over familien Helms, 4. udg. Næstved 1929: 14 børn (+ de 2 "stedbørn").
⁶⁵ Ingen af disse to døtre Sophie og Charlotte er nævnt i Helms-stamregistret (bem Gudm. Kelstrup).

Grantante Mathie var et særsyn: trods sine 15 børn og en hofteskade, som hun pådrog sig højt oppe i alderen ved at falde ned fra et bord, da hun var ved at hæfte gardiner op - blev hun 96 år og var næsten til det sidste helt åndsfrisk og legemesrask, livlig, broderede uden briller, rejste og gjorde selskaber! Hun døde i Varde 28. april 1884. Af de tre sidste levende af disse Fridsch-søstre tegnede Theodor Thalbitzer et morsomt fantasibillede, forestillende de ældgamle damer alle med umådelige hørerør i livlig samtale, ivrigt gestikulerende.

Et fint og kærligt minde er nedlagt i fru Christence og datter Kall Foghs manuskript, det som jeg har kaldt H. Hun (altså Mathie) havde sin plads ved vinduet og var selv som ældgammel ivrigt beskæftiget med håndarbejde. Hun havde et ur foran sig på bordet for altid at kunne kontrollere, hvor meget hun fik udrettet i timen. Folk, der gik på gaden udenfor, vilde gerne have et nik af den kære gamle fru Helms, men, hedder det, fik det kun sjældent, hun havde altfor travlt, familien var så forfærdelig stor. Da hun var ved de 90 år, kom der til Varde en anden 90-årig gammel dame, borgmesterens mor. Det skal have været rørende at have set den iver, hvormed disse to gamle damer, der ene af alle mennesker nu havde fortid fælles, samtalede med hinanden til eks. om Kbh.s bombardement og "korakvinteren". Grantante Helms sagde engang: "Jeg overlever alle; sommetider synes jeg at jeg har været til altid". På slutningen sagde hun altid til lægen, der kom dagligt: "Hvorlænge? Hvornår?". Så bøjede lægen sig en dag over hende: "Nu tror jeg nok, kære fru Helms, at jeg kan sige Deres time er nær". Hun svarede med et: "Gud ske lov" og med et smil, der "blev hendes sidste", skriver H.

Jeg har glemt at anføre, hvad H. beretter om et besøg, som faderen [Andreas Frausing Fridsch] uventet aflagde hende fra Ribe kort efter, at hun var gift. Manden var ude, faderen gik gennem alle stuerne uden at træffe nogen, så til sidst finder han Mathie stående i spisekammeret og skure hylderne. Hun morede sig siden efter med at fortælle, hvor betuttet et ansigt, faderen da havde sat op: "Men, lille Mathie, har du det altid så slemt?".

Indskud. Mere om tante Mathie: På et besøg fra Ribe hos sin gifte søster i Varde (dvs. Stine Schultz-Tetens), hun var da ganske ung pige (altså før 1804). gjordes der visit hos apotekeren Helms, hvis første kone [Anne Sophie Brøndsted, se ovenfor] dengang endnu levede. En sukkerskål blev beundret. Helms tog den i hånden og sagde spøgende: "Ja, lille Mathie, den skal du få, når jeg bliver din mand". Det gik i opfyldelse. Apoteker, siden assessor Helms, roses af alle som elskværdig og hæderlig. Han grundlagde det første apotek i Varde. Senere et til på Fanø. Begge hans døtre døde tidligt. Den ene af dem, Augusta, var meget moderlig mod sine små halvsøskende og meget elsket af dem. Mathie var meget smuk, slank og fin, men i sit 60'de år faldt hun ned af et bord ved at hænge gardiner op, hoften gik af led, hun tilbragte 11 måneder på Frederikshospital i Kbh. (1846-47), viste stor hårførhed og tålmodighed. Siden var hun altid bøjet og gik med den "bekendte sortmalede stok". Fint, ovalt udtryksfuldt ansigt, smukke mørkeblå øjne, teinten fin hvid og blød (således også farmor, tante Sophie og tante Betty). Næppe overordentlig begavet, men fintfølende og hensynsfuld, flittig, praktisk. Hun stod op to timer før ellers nogen rørte sig i huset for at se til de mange børn. Endnu som gammel kone var hun aldrig ledig og aldrig i dårligt humør. Megen sans for hygge og rolig komfort, selv var hun altid til det yderste soigneret med sin person, var lidt af en aristokrat og havde forkærlighed for gode gamle slægter og navne. Ved festlige lejligheder var den gamle dame med sin milde rolige værdighed af sig selv selskabets smukke midtpunkt. Til det sidste var hun klar og beholdt sin hukommelse. Hun døde 28. april 1884, efter at have været enke i 33 år og boet i Varde ikke langt fra 80 år.

5.G. Elisabeth ("Lise") Sophie Fridsch (1791-1884)

7. Elisabeth Sophie ("gamle tante Lise") f. 1791. Da hendes far var død 1807, flyttede enken til Kbh. Elisabeth boede hos hende⁶⁶. Da moderen døde 1819. kom Elisabeth en tid hos søsteren Charlotte (Brøndsted) i Varde, men boede så til sin død i Budolphi Stiftelse i St. Pedersstræde i Kbh.; hun døde 1884, 93 år gl. Hun var den sidste af navnet Fridsch. Hende har jeg kendt bedst af alle disse søskende, langt bedre end min bedstemor. Hun var en overordentlig livlig gammel dame, kunde holde et helt selskab i Ånde med sine originale indfald; ved hendes person var der noget uskønt: opsvulmet mave (vattersot, faderen døde af vattersot), hun var det modsatte af pertentlig, men man glemte det over de lunefulde øjne, den ivrige interesserede gestikulation og den smittende latter, når en havde råbt noget morsomt inD i hendes hørerør. Man fortalte mig, at hun, altså gl. tante Liste, i sin ungdom havde været ukærlig og arrig, men med årene blev hun blidere og frommere uden at blive sløvere. - Morsomt var det at se hende sammen med sin brordatter [søsterdatter! 5.B.e] tante Lotte. Skønt denne efterhånden blev et stengammelt menneske, vedblev tante Lise at behandle hende som et ufornuftigt lille barn (det hun også var). Livsaldrene vurderes anderledes af sådanne gamle mennesker, se ovenfor tante Lottes bem. om min far.

Tante Lise plejede at spise til middag rundt om hos sin slægt, bestemte ugedage hos hver, sådan også hos os. Dette gjorde hun dels af selskabslyst, dels vist også for at spare. Thi hendes lille kapital, som hun havde anbragt i en tantième el.l. ("min dejlig Lif-Rente"), gik tabt ved en fallit. Dog hun havde noget, da hun døde, tildels arv efter kusinerne Fridsch⁶⁷. Det var kønt at komme til hende i de sidste år, da hun ikke kunde komme ud mere. Hun sagde da mange kærlige ting, hun blev blidere og frommere. W. har smukt fortalt om hendes sidste altergang. Om hendes kanariefugl vil jeg tilføje, at hun kaldte den "kronprinsen" og fortalte meget lunefuldt om sine små iagttagelser af den. Hun var ret familiekær og vidste god besked om de sidste begivenheder i de talrige beslægtede familier. Da jeg kom og gjorde min forlovelsesvisit hos hende, sagde hun til min forlovede, hvem hun aldrig havde set: "Du får en rahr mand" (jeg var jo af familien), men strax derpå, som om hun ikke vilde gøre nogen uret, til mig (men med aldeles forandret stemme og henkastet): "Du får også en rar kone".

⁶⁶ Iflg. "Oldemors Erindringer" synes hun at ha boet i præstegården i Asminderød endnu 1826-27 (s. 59) og 1829 (s. 79) (bem. Gudm. Kelstrup).
⁶⁷ Formentlig Mads Fridsch' to ugifte døtre Petronella og Christence (bem. Gudm. Kelstrup).

5.H. (Sophia) Amalie Fridsch, g. Linde (1793-)

8. Amalia blev gift med Gabriel Linde, zahlkasserer, konferensråd. "Gamle tante Linde" har jeg besøgt som lille dreng sammen med min far. De boede i Vestergade nær volden; jeg fik indtryk af noget stille, mildt fornemt ved huset. De havde en adoptivdatter, Hanne (dog stod hun vistnok sin adoptivfar nærmere end ved adoption); hun blev gift med en slægtning af konferensråden, nemlig den senere teaterchef Linde, kammerherre. Deres børn, Gabrielle og Georg var mine legekammerater.

5.I. (Andreas) Carl Fridsch (1797-1876)

9. Carl var den yngste af børnene og, efter Peers bortgang, den eneste søn. Han skal være bleven meget foretrukken og forkælet. Da de andre børn efter forældrene fik 5000 rdl. hver (som det hedder), så fik han 10.000⁶⁸. Min far har fortalt, at Carl rejste udenlands med dem, men så kom han en dag ridende til søsteren i Varde, og da ejede han intet uden den hest, han red på. Han havde måttet "spille komedie i Hamborg" for at få penge til at komme hjem. Men hesten har nok været god, for med al onkel Carls upålidelighed og letsindighed var den noget chevaleresque ved ham. Det kan have været 1820 eller deromkring; Charlotte var da præstekone i Varde, også en anden søster, Elise, og søsteren fru Tetens, må han have truffet der. Han var køn og godmodig, en lille petit-maitre til sin alderdom; han drev det til "secretair", måske i magistraten, men tog sin afsked; siden levede han i Fredensborg af en lille livrente; kunde dog, trods små kår, i formen vedligeholde sig som gentleman. Han kunde være spydig nok. Han havde engang min mor til bords hos Lindes (søsteren); den gamle konferensråd kunne ikke udstå ham og misbilligede alt, hvad han gjorde og sagde; så sad Carl og hviskede til min mor: "Nu drikker jeg af mit glas, han ser på mig; nu flytter jeg min serviet, han ved det og ser på mig ..."o.s.v.; mor var i én latter. En anden gang gav Carl sig til halvhøjt at omtale de glas, de drak af (Lindes havde nogle morsomme gamle rødvinsglas); straks var gamle Linde der: "Det er ikke smukt" - lød det højt reprimanderende over bordet, "at laste sin værts bohave". Han kom en lang tid til os og gjorde visit: "Ah", han stak hovedet ind ad døre og gjorde attitude - "Ah!". Jeg tror, han var koket og vilde forbavse med sin person. Sidste gang, han forbavsede familien, var da han giftede sig: Der var i Kbh. en ældre dame - således beretter W. overensstemmende med hvad jeg selv har hørt -; hun plejede at tilbringe hver eftermiddag i Tivoli sammen med en del veninder. Hun var den eneste ugifte mellem dem og følte sig trykket af sin frøkenstand. Vistnok gennem aviserne søgte hun sig en mand, og formodentlig kan onkel Carl have meldt sig, da de ellers ikke kendte hinanden. Men resultatet var følgende aftale imellem dem: at han skulde give hende sit navn, og hun ham en liden årlig godtgørelse. De blev viede i en kirke, og da de kom ud af kirken, skiltes de ad⁶⁹. Således vidste onkel Carl at forøge sin lille livrente, og når han en sjælden gang kom til byen, så havde han et sted at drikke en hyggelig kop the, en famille. - Således endte den sidste mandlige Fridsch⁷⁰

⁶⁸ En broderlod var vist altid dobbelt så stor som en søsterlod (bem. Gudm. Kelstrup). Jvf. udtr. "broderparten".
⁶⁹ Viet 14 dec. 1858 i Frue kirke til Sophie Frederikke Jensen, f. 1804 (TB).
⁷⁰ Oldemor (Sophie Conr. Jürgensen) i et brev til Gerhard 3. feb. 1876: "Min gamle oncle Carl, min moders eneste broder, er død i disse dage. Sorgen over hans død er kun den, at han var vantro" (bem. af ???). Noget tyder på at Carl 19. marts 1830 fik døbt en uægte søn Carl Andreas Fridsch i Helligåndskirken i Kbh. Moren Frederikke Petrine Arfart blev senere gift Clasen, hvilket efternavn sønnen også fik (TB).

Et karaktertræk hos denne slægt foruden de tidl. berørte: Jeg har aldrig hørt, at nogen af dem har været i ringeste grad musikalsk⁷¹. Heller ikke synes de at have haft videre sans for naturen, jeg tror heller ikke for poesien. Derimod megen humor og stort selskabeligt talent.

Slægtens jyske herkomst røbede sig længe: Gamle grantante Lise brugte mange jyske udtryk ("han har ligget syg i hans mave" - eller måske hun sagde "lagt"), de ældre søskende formodentlig endnu mere; endnu hos tante Lotte syntes jeg, at der var noget. Mange af ansigterne var brede, store med stor afstand mellem øjnene (tanterne Sophie og Betty, farmor, onklerne Christian og Andreas o.a.); gennemgående lyse ansigter. Slægten er jo også oprindelig jysk på alle leder og kanter: Fridsch, Frausing, Lorck. Og for vor linjes vedkommende, Brøndstederne, hele vejen op.

⁷¹ Rent forkert! Den lille syvårs P.O. Br. var vidunderbarnet ved klaveret; blev sat til at musicere for gæsterne. Hvor travl en dag han end havde haft, fortæller far, satte han sig ofte sen nat til at spille en time (bem. Julie H. Br.). Men P.O. Br. var jo ikke en Fridsch-Br. (bem Gudm. Kelstrup). Min mor havde i fremtrædende grad sans for naturen. Også født med sans for kunst var hun (bem. Julie H. Br.)

6. Fridsch- og Koës-Brøndsteder

Brøndstederne's navn kan ikke med sikkerhed føres længere tilbage end til Christian Brøndsted, født 23/3 1742, præst i Fruering ved Skanderborg 1768-86. Derpå i Horsens som "herredsprovst", død 1829. Fra ham stammer begge linjere i vor slægt, nemlig:

Fra hans første hustru Johanne Christine Hansdatter Hatting, (gift 1772) den ældre linje, som man kan kalde Fridsch-Brøndstederne, fordi hendes søn, Gerhard Johannes Brøndsted, blev gift med en Fridsch, og alle vi af denne linje er af hendes blod og
fra hans anden hustru Mette (eller Mathia) Augusta Petersen (gift 26/1 1780) den yngre linje, som man kan kalde Koës-Brøndstederne, fordi hendes eneste søn Peter Oluf Brøndsted blev gift med en Koës, men som fra dennes søn Georg Brøndsted af familien i reglen kaldes Gyldenholmerne eller Røde Hus'erne.

I øvrigt har alle Røde-Hus'erne nu også Fridsch-blod, fordi P.O.s eneste søn giftede sig med sin kusine (sin fars halvbrors datter) Julie. Så at, for at tale dynastisk, Røde-Hus'erne "forener begge linjers krav". Dog er "familiens chef" af den ældre linje, nemlig for øjeblikket (1906) onkel Christians ældste søn, hvis samtykke streng taget vil være at indhente til eks. ved alle giftmål i familien.

6.A. Christian Brøndsted, provst (1742-1823)

Om vor fælles stamfar Chr. Brøndsted har jeg set i Fruering kaldsbog, at han var "en streng og dygtig mand". Under ham udskiftedes Fruerings jorder; dette faldt mindre heldigt ud for præstegården, hvorfor han søgte bort. I Horsens, hvor hans gravmæle ved omlægning er blevet forstyrret, har jeg talt med to gamle mennesker, der havde kendt ham og hans anden hustru. Disse synes begge at have været stærke, levende individualiteter, hvad man da også ser af deres portrætter, oliemalede, der ejes af sønnesønssønnen P.O. Br. (læge) i Århus. Provsten er malet med en bog i hånden, hvorpå står: "Religionernes indflydelse på menneskets lyksalighed", altså vel et skrift, provsten da arbejde på, men som, såvidt vides, aldrig udkom. Til disse billeder knytter sig et morsomt familiedokument, nemlig en dagbog, ført af selve kunstneren, portrætmaler Hans Hansen (far til Constantin Hansen)⁷².

Hans Hansens malerier af Mette Augusta Petersen & Christian Brøndsted

Maleren var da på rejse for at male portrætter. Han var 25 år gl., endnu næsten begynder. Senere blev han "lector ved Academiet", afsk. 1822, død 1828. Det følgende er hentet fra denne dagbog:

25. febr. 1794 kom han til Horsens og skriver derom: "14 Dage forløb, og jeg hørte adskillige tale om, at de vel havde Lyst at males, men ingen vilde giøre Begyndelsen; derpaa giorde jeg ved en Hændelse Bekiendtskab med en Provst Brøndsted her, som var blant disses Tal, han var strax saa artig at inviteere mig til sig, og derpaa førte mig omkring i Byen til en Kamh. Lillenschiold⁷³, Kamh. Juel og Etats-Raadinde Lichtenberg⁷⁴, men da her intet videre blev bestemt, saa resolveerte denne gode Provst, som jeg slet ingen Bekiendtskab havde til, at giøre Begyndelsen med sig og sin Kone. Da disse vare færdige, havde jeg mangfoldige Tilskuere derover, og adskillige [i.e. forskellige] Domme bleve fældede; men som jeg troer, fik de dog en Slags generel Biefald".

⁷² Udgivet 1907 i serien Clausen & Rist: Memoirer og breve (VI). Manuskriptet var altså ikke udgivet, da K.G. Br. nedskrev slægt-bogen.
⁷³ Kuriosum: Kammerråd Liliensciolds datter var gift med en brodersøn til biskop Conrad Daniel Koefoed, hvis søster ægtede Mads Fridsch, der jo blev Chr. Brøndsteds sønnekones farbror (bem K.G. Br.).
⁷⁴ Etatsrådinde Lichtenberg, f. Hofgård, enke efter godsejer, etatsråd Gerhard de Lichtenberg, mor til kammerherreinde Gersdorff. Levede 1711-95. Hun boede i den bekendte pragtfulde gård Søndergade - var i slægt med Høgsbroerne (bem. Gudm. Kelstrup).

Nu hjælper provsten ham til andre maleribestillinger og viser ham den største gæstfrihed i det halve års tid, han er i Horsens. Iagttagelserne over denne familie danner den vigtigste del af dagbogens Horsens-afsnit. Hansen er en vittig fortæller, dømmer om mennesker og ting ikke uden forstand, men alt for variabelt og afhængigt af sidste øjebliks indtryk, og især efter, hvordan han synes man sidst har opført sig mod ham selv. Han er varmtfølende, men pirrelig og arrogant. Han lytter efter sladder, men glemmer den så atter. I det hele er han ungdommelig og umoden.

Provstens personlighed har gjort et stærkt indtryk på ham: I begyndelsen er han begejstret over ham, siden ilde stemt, til sidst atter rosende; men det spores alt for tydeligt, at de sidste variationer hænger sammen med, at han frygter for ej at skulle betales nok for billederne, og så at denne frygt atter viser sig ugrundet. En særlig interesse har hans skrift ved skildringen af P.O. Brøndsted i 14-års alderen. Drengen må være godt set, thi vi finder tydeligt nogle af de bekendte karaktertræk hos den senere berømte mand.

Provsten var da 52 år og havde været i Horsens i 8 år. Foruden de to sønner, som vi ellers kender til, nemlig Gert Johannes, da 21 år, og Peter Oluf, da 14 år (skønt Hansen siger 12), optræder to børn til, som ingen ellers har hørt tale om, nemlig en datter, som kaldes 20-årig, og en søn, som student⁷⁵. Dette er nu meget mærkeligt, at ingen i den nulevende slægt har hørt det mindste om disse tvendes eksistens. Og dog, hvis det var blot plejebørn eller endog kun hosboende slægtningen, så vilde Hansen i det halve år fået dette at vide. Også kalder han alle tre sønner for "Brøndsted", og om datteren siger han, at provstinden er hende "stedmor i dobbelt forstand". Af disse børn kan efter tid og alder kun den yngste, P.O., have været den dalevende hustru's. Det er kedeligt, at han aldrig nævner børnene med fornavn, undtagen én gang: Gert, vi kan således ej engang hele tiden være vis på, hvem af de to voksne sønner, han taler om. Som medlem af husstanden optræder også en jomfru Fester, der synes at være datter eller slægtning af postmesteren der i byen.

⁷⁵ De to "ukendte" børn er: 1) Anne Sophie Brøndsted (1774-1804) gift med Helms (se ovenfor) og 2) Joachim Otto Brøndsted, f. 1775, formodentlig død kort efter han var blevet student.

Medens provstinden (altså: Mette Augusta f. Petersen) ikke skildres i manuskriptet, uden med ovennævnte ubehagelige bemærkning, drejer det meste sig om provstens person. At uddrage sandheder af de vekslende, til dels selvmodsigende bedømmelser, er ganske umuligt. Med sikkerhed får man kun ud, at han har besiddet en betydelig gejstlig veltalenhed (hvad der også stemmer med traditionen om ham), og at han som præst i høj grad har hørt til tidens rationalistiske retning med overvejende vægt på "dyden", "lyksaligheden" og det praktiske her neden med tilbagetrængen af troen og miraklerne (Hansen meddeler gerne tanker og emner fra Br.s prædikener, som han hørte). Endvidere dette, at han kendte omtrent alle sine sognebørn personligt. Med sandsynlighed fremgår også, at han har været lunefuld og underkastet stemninger: "En Mand, som meget gefalder mig, men som har nogle fatale hypocontriske (sic.) Luner, som meget diffigurerer denne fortræffelige Mand". At han var noget hensynsløs i udtalelser og fældede skarpe og hårde domme om de fleste mennesker. De "rædsomme Ting", som H. hører i sit logis om provsten, sigter, som det af selve teksten senere ses, netop til denne hårde talen om folk. Alt dette kan jo nok stemme med Fruering kaldsbog: "en stræng og dygtig mand". H. sigter ham også for "Egennytte"; jeg ved ikke, om dette passer til ovenomtalte misfornøjelse med udskiftningen af Fruerings jorder. Hvad Hansen derimod siger om hård behandling af sine børn, specielt af datteren, hvem han hindrer i en lysten til boller (som H. selv havde arrangeret med de unge), vil man fornuftigvis kunne se anderledes på end den skuffede unge kavaler.

Af børnene er han dag ud og dag ind sammen med Gert (min farfar), der jo også var ham nærmest i alder. Skønt teologisk studerende - han blev 6 år efter præst på Askø - bor han hele tiden hos faderen; måske faderen var han manuduktør. Men man hører rigtignok mest om hans spillen billard hos "Barfod". Ellers er han hengiven til disputen og filosofiske definitioner (ligesom faderen, hvis religiøse meninger han også deler). Hansen holder af ham og siger, at man lærer altid noget af at tale med ham. Det må være denne Gert og ikke den endnu yngre student, der engang i en disput sagde: "Sludder!" til Hansen, hvilken ytring han derefter forsvarede som berettiget i disputen, men som han siden af sig selv gjorde undskyldning for.

Om datteren siges intet, uden at hun var "vakker" og må varte op ved bordet, til H.s forargelse. Den anden søn fremtræder tåget. Stundom ved man ej, om det er ham eller Gert talen er om. Det synes at være ham der efter en måneds tid rejser ind til København, hvor han siden træffer sammen med H. igen og forekommer denne at studere meget flittigt "om formiddagen"; imidlertid fortsættes diskussionerne lige som før i Horsens. Det sidste kunde tyde på, at det var Gert, men andre ting tyder modsat.

Jeg vil citere det sted, hvor H. omtaler den lille 14-årige Peter Oluf (eller, som han kaldes: Peter Ole, s.n.)⁶⁶: "10. Maj 1794 - Provstens yngste Søn kom og inviteerte mig at spise hos dem i Morgen. Denne lille Fætter har et stort Talent, og er i sig selv for voxen efter sin Alder ... han opløfter de skiønne Konster til Skyerne, og vever og gesvatsig er han. Men stolt er han, og dette vakre Barn, som Naturen har gived saa mange Fortrinligheder, risiqueerer meget, naar han voxer til, ifald han ei vogter sig for den farlige Egen-Kierlighed, han er kun 12 Aar (nej 14 - Br.) og spiller de sværeste Concerter paa Claveer" (P.O. var også siden meget glad ved sine færdigheder på klaver. Og udtrykkene væver, gesvatsig, stolt har vist fortræffeligt passet på den knægt, der siden blev den ild- og åndfuldeste af samtidens universitetsprofessorer og tillige, måske den i småting forfængeligste). Så vidt om det Hansen'ske manuskr.

⁷⁶ Dette sted er den første kendte omtale af P.O. Brøndsted i litteraturen.

Jubelskriftet 1818

sept. 1818 - i denne mellemtid havde provsten oplevet sin yngste søns begyndende berømmelse, hans rejser og arkæologiske fund, hans ansættelse ved universitetet, lovtalerne over hans foredrag dér; han havde også oplevet begge sønnernes standsmæssige ægteskaber og var blevet bedstefar i det mindste 13 gange; men måske havde han også oplevet dødsfald af datteren og den ene søn -, men 30. sept. 1818 har der været fest i Horsens for den 76-årige herreds- eller amtsprovst: det var nemlig hans 50 årige præstejubilæum⁷⁷. Datoen kendes af Oehlenschlägers festdigt til ham i den anledning (Oehl. var P.O.s ven). Af digtet ses, at gamle Br. har holdt sig stærk og kraftig; ligeledes at hans hustru stadig var i live. 1823 døde provsten, vor oldefar.

Han var ven med den fortræffelige varmtfølende og lærde rector Oluf Worm i Horsens (1787 el. 88 til 1829, f. 1757), under hvem også både Gert og P.O. læste. Jeg ejer efter far et lille håndskrevet hæfte opfyldt af oversættelser og noter (til Iliaden I, et stykke af Theofrast, Vergil VI), skrevet af Gert J. Br. som skolediscipel, da han var 17 år, til Worms græske timer (ut a Worm dicta, sic a Brøndsted scripta, Horternesiensi scola, idibus actoribus MDCCXC). Titelsiden lidt stiliseret, lidt "vittigt" kurisoum: på titelbladets fod læses utydeligt med G.J.s hånd, men senere udstreget "På Brøndsteds Forlag udgivet". Udstregningen kan betyde, at broderen har fundet dette en uværdig flovse (ham der vil, kan deri se et karaktertræk hos begge brødrene). Thi broderen har arvet bogen: Allernederst står "Tilhørende Peter Ole Brøndsted". P.O. var syv år yngre, men også hans tur kom til at læse Iliaden og Vergil i Horsens skole. Således går skolenotebøger jo endnu i arv. Denne synes endog at have passeret rækken af begge brødres latinskolesøgende sønner, thi hvorledes skulde den ellers være kommet til min fader, den yngste af alle?

⁷⁷ I den anledning udgav Gerhard J. Brøndsted et lille skrift med referat af hele festen. Titlen er lang. "Sognepræsten i Horsens, Amtsprovst og Ridder og Dannebrogsmand Christian Brøndsteds 50 Års Embedsjubilæum, højtideligholdt den 30. september 1818 i Horsens. Udgivet af Jubellærerens ældste søn Gerhard Johannes Brøndsted, sognepræst i Varde (Indtægten er bestemt til Ribe Byes Fattige Helliget alle gjæve Mænd og Quinder i den gode Bye Horsens af Udgiveren". Mellem de indbudte honeratiores nævnes "tvende hans ældgamle venner, Ålborg Stifts Biskop Jansen, og Aalborg Byes Borgmester Hr. Etatsråd Hornsyld, begge indfødte Horsensborgere". Der var stort optog gennem Byen med alle Honeratiores, særlig fint pyntet i Kirken og ekstra Musik (kammermusicus Lemming fra Århus). Første Taler var Jubeloldingens ældste søn Gerh. Johs. Br., som talte fra chorsdøren over Ps.130: "Min sjæl, lov Herren ... . som en elsket Fader står han mellem en elsket Børneflok"...Dernæst Jubellæreren selv: Prædiken over 2 kor, 2, 2-3: "Jeg agtede ikke at vide noget ... ":."Hvor fandt vi nogen Helt i Dyden så skjøn så grundig, så kraftfuld så passende til Efterlignelse som Jesum Christum... ". Endelig yngste søn, Hr. Professor Br. fra Chorsdøren, en kort Tale med Tak til Hjemmet, Rector Worm (som også broderen havde nævnt med varme ord) og til Byen. I anledn. af dagen var der skrevet digte - 4 sange ialt - nemlig af A. Oehlenschläger, K.L. Rahbeck, etatsråd Hornsyld og provst Lindhardt.

6.B. Peter Oluf Brøndsted, arkæolog (1780-1842)

Af provst Brøndsteds to sønner har min farfar Gert Johs. fået yderligere omtale ovenfor - ved siden af sin hustru, Charlotte Hedvig Fridsch. Peter Oluf behøver her ingen videre omtale; hans levned findes beskrevet af vennen J.P. Mynster⁷⁸, i omrids i alle konversationsleksika, sidst i Biografisk Leksikon af Gertz; kønt og varmt allerede i Barfods fortællinger⁷⁹. Hans person og gerning var sådan, at der ej vil kunne skrives en sand tidsskildring af datidens åndsliv uden at Brøndsteds livlige fysiognomi tegnes med, ud at hans begejstrede og begejstrende ånd spores. Han er den professor i Goldschmidts "Hjemløs", der "rystede sine mægtige flipper" for de unge studenter: "Den, som ikke har respekt for videnskaben, kan gå!". Han er i Vilh. Andersens "Oehlenschläger"⁸⁰ den brave ven og rejsefælle, der holder sine unge ledsagere i balance i kritiske stunder på rejsen i Tyskland og Paris; han er den, der for vor slægt af Brøndsteder stadig er "navnet".

⁷⁸ J. P.Mynster.P.O. Brøndsteds Biographie. Særskilt aftrykt af Brøndsteds Rejse i Grækenland. København 1844.
⁷⁹ F. Barfod: Et Livs Erindringer, København 1938.
⁸⁰ Vilh. Andersen: Tider og Typer II,1, Kbh. 1915.

6.C. Gert Madsen Brøndsted, godsforvalter, møller

Provstens forældre har jeg ikke fået opspurgt. Det kunde vel lade sig gøre ved hjælpe af kirkebøger og provinsarkivet i Viborg. I Fruering findes intet. Efter formeninger af forskellige ældre familiemedlemmer skal han have heddet Gert (Gerhard) Mathiesen og stammet fra byen Brøndsted, en milsvej nordvest for Fredericia. Nogle siger, han var møller i Fruering, hvor sønnen blev præst, andre, at han var gartner. Som dreng hørte jeg ham omtale med pietet af sønnesønssønnen Georg, der, tror jeg, besad et digt af ham⁸¹. Hvor mon det er nu?

⁸¹ Usandsynligt! (bem. G. Kelstrup).

6.D. Mette Augusta Petersen, g. Brøndsted

Om provstens anden hustru, Mathia Augusta f. Petersen ved jeg lidet mere end det ovenfor. Om hendes herkomst intet; den vilde dog have interesse for Koës-Brøndstederne⁸².

⁸² Præstedatter fra Gjellerup (bem. af - Julie Hall Br. eller G. Kelstrup eller ..?). I J.P. Mynsters: P.O. Br.s Biographie, 1844 s. 5, læses (fra jubelprædiken): "I mine (altså Chr. Brøndsteds) ægteskaber var jeg usigelig lykkelig. Fromme, kloge, huuslige, fredsæle hustruer faldt i min lod". Ved forsk. citater viser Mynster det udmærkede forhold ml. P.O. Br. og hans mor (bekræftes af "Oldemors Erindr."). Jubelprædiken s. 33; fodnote: Hans anden kone er Mette Augusta f. Petersen, som nu forsøder Oldingen hans Livs Aften (bem. G. Kelstrup).

6.E. Johanne Kirstine Hatting, g. Brøndsted

Derimod haves efterretninger om Johanne Kirstine f. Hatting's, Fridsch-Brøndstedernes stammoders herkomst, takket være meddelelser fra Peter Spandet (fra Idagård), der selv nedstammer fra hendes moster⁸³ og altså har tip-tip-oldeforældre fælles med mig. Hans kilder er kirkebøger og Wibergs Præstehistorie. Johanne var vist nok 26 år, da hun blev gift med den ca. tre år ældre Brøndsted (1772). Hun levede kun en 7-års tid derefter, hele tiden i Fruering. Hendes ældste søn var 6 år, da hun døde; derfor er mindet om denne vor oldemor ikke bevaret. Det er dog underligt, at ikke én af hendes sønners mange døtre fik hendes fornavn. Chr. Brøndsted ægtede sin anden hustru allerede et halvt år efter hendes død. Der står i kirkebogen: Kongelig dispensation. Hun var af en gammel præsteslægt med navnene Hatting, Stenstrup, Brodersen. Hendes far, morfar, morfars far, mormors far (se stamtavlen, de dér tilføjede oplysninger er fra Spandet) var alle præster eller provster. Hendes far Hans Henriksen "Hatting" præst i Hatting, angives død 1769. Det var interessant at se, hvorledes dette forholder sig til de to marmortavler, epitafier over to præster i Hatting Kirkes kor, far og søn, begge ved navn Jørgen Hatting, hvoraf den ældste synes død netop ovennævnte år, 1763. Jeg har ikke set selve tavlerne, men anfører Trap I2 s. 851, der imidlertid bruger et mærkelig uklart udtryk: "omtrent 1653-1763".

⁸³ Dorthe Sophie Steenstrup (1719-78, søster til Anniche Stenstrup g. Hatting) var gift første gang med sognepræst på Alrø Laurits Nielsen Spandet. Denne sognepræst må være meddelerens farfars farfar.

7. "Klanforbindelser"

Anmærkning. De slægter, som Brøndsted gennem Koës'erne er trådt i nærmere eller fjærnere forbindelse (svogerskabsforhold) med, er mange og bærer gode navne. Dr. O. Siesbye, der er en ynder af alskens specialiteter, har engang i et halvt humoristisk brev hensat en slags stamtavle, hvor man bl.a. finder følgende navne: Aagaard (Iselingen), Dorph, Allen, Lange (Julius Lange etc.), Paludan-Müller, Sibbern, Schlegel, Thomsen (V. Thomsen), Nansen, Siesbye, Kalkar, Delbanco, Rørdam, Hostrup, Heiberg, Hauch, Heger, Rahbeck, Oehlenschläger⁸⁴.

⁸⁴ Egentlig slægtskabsforbindelse fra Koës-Brøndstederne synes der kun at være til navnene Aagaard (P.O. Brøndsteds hustrus søster Marie Koës g.m. godsejer Holger Halling Aagaard, Iselinge), Dorph (Marie Koës' datter Frederikke Aagaard g.m. sognepræst Hans Peder Koster Dorph) og Lange (Marie Koës sønnedøtre Louise og Marie Aagaard, g.m. brødrene prof.dr.med. Carl Lange og prof.dr.ph. Julius Lange)

Dette ser jo godt ud. For nogenlunde at contrabalancere denne de Koës-Brøndsteders herlighed har jeg moret mig med at opspore også Fridsch-Brøndstedernes gamle klanforbindelser. Gennem Mads Fridsch's ægteskab med en Koefoed kommer vi blandt andet til navnene de Fisker, Slöerfeldt, de Conbinck, Show, Suhr, Lilienskjold, von Moth, Sporon, Fiedler, Mourier, Carl Bagger, Fabricius o.a.

Som man ser, klinger den førstnævnte linies navne i det hele mere litterært, den anden (ældre) linies i det hele mere embedsaristokratisk; jeg kan med rødmen sige, at den navnlig vrimler med conferensråder, hvilket i gamle dage betød mere end nu (Jeg har på ingen af siderne medtaget de navne, der forekommer i selve stamtavlen foran, heller ikke de forbindelser, som de allersidste generationer har ført os ind i).

Hvis jeg må bruge en Brøndstedsk spøg og tale heraldisk, vil jeg tilføje, at hvis Koës-Brøndstederne tidligere i kraft af deres Peter Oluf, deres Hall og deres Treschow, syntes at glemme, at de dog kun havde secundagenerationen, og at Fridsch-Brøndstederne var den ældre linje, så har enhver misstemning mellem de to linjer måttet ophøre med den lykkelige dynastiske forening mellem begge ved ægteskabet mellem Georg Br. og Julie Br. på kvindesiden. Selv for den mest ærgerrrige Br. er der nu ikke længere noget krænkende i, at vi alle erkender Christian Brøndsted (præstens) ældste søn for den samlede families overhovede.

Kaster jeg nu et slutningsblik på de to slægter Fridsch og Brøndsted og betragter dem som individualiteter, så finder jeg, at Fridscherne har kulmineret i det fortræffelige broderpar Mads og Andreas Frausing Fridsch i det 18de årh.s sidste halvdel, at slægten derpå pludselig udslukkes i næste generation, men at den derpå gn. en række af ypperlige kvinder - søsterrækken Fridsch - har sendt sit blod - sin kraft - ind i andre slægter og givet disse håb om fremtiden. Navnlig Brøndsted kulminerer med en enkelt mand i begyndelsen af det 19de årh.; det har efterladt en del prætentioner, men forhåbentlig også en æresfølelse, der i forening med den fra Fridscherne arvede dygtighed vil anspore de senere til fornyet fremgang, eller dog hindre lavhed.

Århus, 5. februar 1906, K.G. Brøndsted