Den Seidelinske Slægtsbog

OCR scannede uddrag af Seidelin, Mogens: Den Seidelinske SlægtsbogBd. 1-5. Illustr. København og Odense 1943-82, vedr. slægterne Worsøe, Brøndsted, Møller, von der Heide m.fl.

side 96

JØRGEN HOLMER, * c. 1634. Toldvisitør i Helsingør. d. 3. Marts 1674, begr. 13. s. M. i St. Marisa Kirke i Helsingør. Skifte 22. November 1677.

~ 4. August 1661 i Helsingør (St. Olai Kbg.) KAREN PEDERSDATTER, * ? Begr 13. Januar 1696 paa St. Johannes Kgd. i Helsingør. (Hun ~ 1. mellem 1653 og 1657 DAVID VON DER HEIDE, begr. 25. Marts 1659 paa Johannes Kgd. i Helsingør. Mindst 3 Børna)). Datter af PEDER NIELSEN BRYGGER og INGEBORG RASMUSDATTER. - Børn:

A. DAVID HOLMER, døbt 16. November 1862 i Helsingør (St. Olai Kbg.). Levede 1677.
B: INGEBORG CATHRINE HOLMER hjemmedøbt, i St. Olai K. 16. November 1663. Levede 1677.
C. MICHEL HOLMER, døbt 16. Maj 1665 (St. Olai Kbg.). Levede 1677.
D. ANNA HOLMER, døbt 2. September 1666 (St. Olai Kbg.). Levede 1677.
E. ELSE HOLMER, døbt November 1667, begr. 24. Juni 1669 paa St. Johannes Kgd. (St. Olai Kbg.).
F. Barn, begr. 27. Maj 1668 paa St. Johannes Kgd. (St. Mariæ Kbg.).

a) Det ældste af disse 3 Børn er den S. 142 nævnte Datter, LISABETH DAVIDSDATTER VON DER HEIDE der var gift med sin Stedfaders, Toldvisitør JØRGEN HOLMERs Søsterdatter LISBETH JØRGENSDATTER SEDELINS Mand, Regimentsskriver LAURITZ DETLEVSEN MØLLER.

side 140-145

26. c. LISBETH JØRGENSDATTER SEIDELIN.

Hun blev kun c. 30 Aar gammel og døde 4 Dage efter sit ottende Barns Fødsel. D. 14. Marts 1698 i Dallerup Sogn mellem Aarhus og Silkeborg.

~ før 18. Juli 1688 Enkemand LAURITZ DETLEVSEN MØLLER, * ?, d. 1702. Han var fra 1679 eller 1680 til 1701 eller 1702 Regimentsskriver ved 5. jyske nationale Rytterregiment (som Regimentets Navn var fra dets Oprettelse 1679 til 1747; siden 1842: 5. Dragonregiment). En Regimentsskriver var paa den Tid nærmest en Slags Godsforvalter; hans Hovedopgave var at bestyre Regimentsgodset - det Ryttergods, der var tillagt det paagældende Regiment, - samt at indkassere Skatter.

signatur
Regimenteskriverens Underekrift under Brevet til Kongen 22 Dec. 1700

I 1670 var bl. a. blevet oprettet 6 nationale Rytterregimenter, og for at underholde disse udlagdes en stor DelKronens Gods - mellem 30.000 og 80.000 Tdr. Hartkorn - til Ryttergods; dette inddeltes i 10 Rytterdistrikter, som hver underholdt et Regiment. De 6 Rytterdistrikter fandtes i Jylland, og af disse var det Distrikt, der hørte til 5. jyske nationale Rytterregiment, det mast forarmede i hele Landet samt det mest udstrakte i Jylland, idet det var beliggende i Aalborg, Skive, Hald, Mariager, Dronningborg, Silkeborg og Skanderborg Amter.

Ifølge Christian V's Forordning af 1870 var de udlagte Ryttergaarde som Regal paa 8 Tdr. Hartkorn, og den, der fik en saadan Gaard, skulde enten selv tjene som Bytter eller holde for sig en dygtig Karl med tilbehørig Hest, Gevaer og Klæder Efter den skaanske Krig 1879, da 6. jyske nationale Rytterregiment oprettedes, ændredes Bestemmelserne for de nationale Rytterregiménter derhen, at Rytterbonden ikke mere skulde ride for Gaarden, men derimod skulde underholde en hvervet Karl. Naar Rytteren var udkommanderet, skulde Rytterbonden i Stedet for Underhold in natura betale 8 Skilling pr. Dag til Regimentskassen, og Regimentet sørgede da for Rytterens Underhold.

Ryttergodsordningen gav imidlertid Anledning til stadige Klager, og der nedsattes i Christian V's senere Regeringsaar Gang paa Gang Kommissioner, som skulde undersøge Forholdene. Klagerne var som oftest berettigede. Snart klagede Rytterbønderne over, at de ikke kunde bære saa svære Byrder, som var nødvendige for at underholde en Rytter, hans Familie, hans Hest, Udrustning m. m., snart klagede de over, at de Ryttere, der var indkvarteret hos dam, tog sig saa mange Friheder og ikke vilde nøjes med de forskriftsmæssige Ydelser, men krævede større Lejlighed, bedre Forplejning o.s.v.

Som nævnt stod Lauritz Detlevsen Møller som Regimentsskriver for ForvaltningenRegimentets Ryttergods og indsendte Regnskaber over Godsets Indtægter og Udgifter til Rentekammeret; endvidere skulde han inddrive Skatter og var derfor bestandig paa Rejse rundt i sit store Distrikt. For at overkomme sit Arbejde maatte hen holde 2 Tjenere, som tillige mad ham selv havde nok at bestille; »desforuden haver snart ingen Aar været, at jo efter allernaadigste Ordre er holden Kommission baade over Godset og med nye Inddelinger, samt Mageskifter og Besigtelser, da jag haver altid med Kommissarier maattet omrejse pea Inkvisition for at give dennem Oplysning om, hvis til Eders Majestæts Tjeneste af mig kunde forlanges, og ellers udi en eller anden Købstad, hvor Forretninger ere sluttet, mig haver maattet opholde, desligeste 2de Sessioner maa opvarte, hvilket alt mig fattig Mand til temmelig Bekostning er paaløben, særlig som min allernaadigst tillagte Løn udi disse Aaringer ikkun 80 Rd. haver været, hvoraf næppelig de 2de Tjeneres Løn kunde betales, saa deraf den ringeste Del for min egen Person kunde øvrig blive.« Han beder derfor (11. Marts 1695) Kongen eftergive ham de 704 Rd., som Kammerkollegiet her af krævet ham, samt »i forbigangne Aaringer, saavelsom herefter Løn paa en Tjener aarlig at give.« [Deliberationsprotokol Nr. 36, 8. 128 (Sekretariatet, Rentekammerets Arkiv, i Rigsarkivet)] Ved kgl. Resolution af 9. April 1695 fik hen eftergivet 350 Rd.

5 Aar senere blev hen attar af Kammerkollegiet »tegnet til Betaling« - denne Gang af 734 Rd. ; han skriver da til Kongen og paaberaaber sig, at dette Regiments Distrikt er sea besværligt, »at jeg til Eders Kongl. Maj.ts Tjeneste maa lønne og underholde 3 à 4 Tjenere, hvortil den mig allernaadigat tillagte Løn 200 Rd. ikke engang ken foralaa, jag selv derover i Armod mad fattige Hustru og Børn maa geraade, dersom Eders Kongl. Maj.t ikke af seer Naade naadeligen vilde anse min fattige Tilstand og over den Rigtighed, jeg nu siden A° 1680 i Bestillingen pea 21 Aars Tid . . tilbørligt aflagt haver, allernaadigst efterlade denne Summa, som jag umulig ken betale.« [Brev fra Lauritz Detlevsen Møller til Kongen, dat. Kbh. 22. December 1700, i Rentekammerets partikulære Per. soner (Rigsarkivet, Kbh.).]. Kongens Afgørelse kendes ikke, men det er rimeligt at tro, at Kongen har bønhørt ham, thi hans Begæring ledsagedes af en meget varm Anbefaling, der motiveredes med, at »denne Regimentaskriver haver det vidtløftigste Distrikt udi Jylland, sea hen derudover foraarsages flere Folk end de andre Regimentsskrivere at holde, baade for at faa udi Tide Kontributionerne inddrevne, saa og at forrette hvis videre ved Ryttergodset ken forefalde, hvilket ej uden temmelig Bekostning for ham kan ske, tilmed Distriktet er det forarmeste i det hele Land.«

Regimentsskriver Lauritz Detlevsen Møller boede fra 1687 eller før til 1691 i Ovstrup i Røgen Sogn mellem Aarhus og Silkeborg, fra. 1892 [Brev fra Lauritz Detlevsen Møller, dat. Dallerup 19. Maj 1892, i Rentekammerets partikulære Personer (Rigs. arkivet, Kbh.).] og til sin Død 1702 i Dallerup ligeledes mellem Aarhus og Silkeborg.

I 1701 var Regimentsskriveren ude for en ret dramatisk Oplevelsen [Aarbog for Aarhus Stift, 1918], idet han havde et Sammenstød mad den iltre Herredsfoged CLAUS JESSEN i Galten, hvis Liv synes at have været fuld af evig Kiv og Strid og Retssager. De 2 Herrer var Lørdag 26. Marts, Paaskelørdag, i Alling sammen mad Hr. Ritmester POUET for at foretage Skifte efter Rytterbonden CHRISTEN ANDERSENS afgangne Broder THOMAS ANDERSEN. Efter at Skifteforretningerne var afsluttet, var Regimentsskriveren og Herredsfogden inde i Præstegaarden hos Sognepræsten LAURITS JUSTESEN GYLDING og hens Hustru ANNA ERIKSDATTER for at faa noget at spise, »og som begge de gode Mænd efter min og min Hustrus Begæring« - det er Præsten, der beretter - »havde faaet et Maaltid Mad hos os i Præstegaarden, var de allesammen gode Venner, og ikke fornam andet end til største Høflighed og Civilitet af Regimentsskriveren imod Herredsfogden.«

Gæsterne forlader nu Præstegaarden og drager ad Vejen, der fra Alling fører ad Dallerup og Galten til. Forrest kører Regimentsskriveren og hans Fuldmægtig SØREN LAURIDSEN paa en Vogn - Rytterbonden CHRISTEN ANDERSEN kører for dem -, bag dem rider Herredsfogden og Ritmesteren hver paa sin Hest. Begge Rytterne her sikkert været ret stærkt paavirkede af Drikkevarerne fra Bordet i Præstegaarden, Ritmesteren maaske mest, han falder i al Fald af Hesten; CLAUS JESSEN brøler »Holdt« til Kusken og melder, at Ritmesteren ligger paa Jordan. Fuldmægtigen springer af Vognen og forsøger sammen med CLAUS JESSEN at hjælpe den faldne Soldat; de tager ham under hver sin Arm og prøver at stable ham paa Hesten igen; men det vil ikke lykkes; han kan ikke sidde fast, altsaa maa han op at køre. Fuldmægtigen løber saa hen til Vognen og beder Kusken vende og faa Ritmesteren paa. Kusken begynder at vende, men Vejen har vel været smal og vanskelig at manøvrere paa; det gaar CLAUS JESSEN for langsomt. Han bliver »hastig« trækker sin Hirschfænger og hugger til baade Kusk og Heste; og da Regimentsskriveren raaber: »Hold inde, CLAUS JESSEN!«, hugger han ogsaa efter ham. Regimentsskriveren prøver at bøde for sig med sin Stok og beder om Fred, men CLAUS JESSEN lader sig ikke sige; han er ganske rasende og saarer baade Kusken og Regimentsskriveren. De faar omsider Kaarden vristet fra ham, men saa gaar han løs paa dem med en Sten, som han dog ikke naar at gøre større Skade mad. Omsider faar de da Vognen vendt, Ritmesteren bliver anbragt paa den, og i denne ankommer han sammen med Regimentsskriveren - med Rytterbonden som Kusk - til Alling Præstegaard ungefær 2 Timer efter, at de var taget derfra.

Det var nu blevet mørkt, og Præsten var gaaet til Sengs, men bliver brutalt vækket op; de 3 tilbagvendte begynder at berette om det voldelige Overfald, de har været ude for, og efter at man har faaet »Lys optændt«, ser man, at Regimentsskriveren »var meget ilde hugget et stort Hul igiennem Handsken, som sad paa Haanden, og udi Pegefingeren et stort huggen Skade paa det inderste Led ved Haanden indtil Benet, som ANNE ERICHSDATTER [Præstekonen], siden Handsken var aftrækket, 2de Gange forbandt, førend Blodet vilde stilles. Hans Livkjortelvest og Rejsekjortel var iligemaade ganske blodig.« Straks efter kom Herredsfogden ridende til Præstegaarden og gik straks ind i det Kammer, hvor Regimentsskriveren var, »hvem han med mange Ukvemsord truede og undsagde.« Saa kom Regimentsskriverens Fuldmægtig SØREN LAURIDSEN ridende fra Tørring og sagde, da han fik Øje paa Herredsfogden: »Du haver saaledes forholdet dig, som du aldrig kan forsvare«, da greb Herredsfogden nogle Gange efter ham, og skønt Regimentsskriveren ofte bad om Fred, saa tog dog Herredsfogden efter hvad han kunde faa at slaa med i Kammeret og fik en Ildklemme fat ved den nederste Ende, og vilde slaget SØREN LAURIDSEN i Hovedet med den store Ende, dersom ikke Regimentsskriveren og 2de Mænd LAURITS PEDERSEN DYR og KNUD LAURIDSEN, som i det samme indkom, det havde hindret, sagde derhos med mange uskikkelige og brutale Ord, at han - SØREN LAURIDSEN - skulde dog faa en Ulykke.«

Da Præsten i Alling - skønt ganske uskyldig - var indblandet i Sagen, kom den paafølgende Retssag for gejstlige Dommere. De i Sagen implicerede Personer stævnes til Dallerup Kirke til 28.; April førstkommendes. Dommerne er her de 3 Præster Magister CLEMEN POULSEN i Linaa-Dallerup, SØREN OTTESEN GRØNBECH i Røgen og MADS HENNINGSEN i Hammel. Alling-Præsten og hans Kone kaldes, frem, og efter at de har aflagt Eden efter Lovbogen, fremlægger de en skriftlig Attest angaaende den Del af Sammenstødet, som de har overværet Det paafølgende langstrakte Forhør giver sammen med Præstens Attest et Billede, som foran gengivet, af hvad der er foregaaet den paagældende Dag.

Nu er CLAUS JESSEN langt mere medgørlig, end han var i Alling Præstegaard. Han erklærer nemlig, at. »dersom Regimentsskriveren skulde være sket noget for nær«, vil han paa Stedet »give ham en billig Satisfactions for at undgaa Proces og Bekostning.« Har han »i denne Sag toucheret sin Modpart, skulde det være dødt og magtesløst.« Regimentsskriveren gaar ind paa Forlig paa de Vilkaar, »at Sign. CLAUS JESSEN herefter ved alle Samlinger vil lade ham og hans Fuldmægtig med Fred, og at Sign, JESSEN ingen af dem enten med Ord eller Gierninger ved sig selv eller ved andre skulde affrontere, saafremt han for en ærlig Mand iblandt redelige Folk vilde passere.« Dette lover CLAUS JESSEN ubrødelig at holde, og herpaa rakte de hinanden Haanden til Forlig.

LAURITZ DETLEVSEN MØLLER døde 9. December 1702 i Dallerup. - Mindst 8 Børn: Femte Slægtled S. 241 ff.

Lauritz Detlevsen Møller ~ 1. LISABETH DAVIDSDATTER VON DER HEIDE, * mellem 1863 og 1868 (i Helsingør), Dt. af DAVID VON DER HEIDE (begr. 26. Marts 1869 pas Johannes Kirkegaard i Helsingør) og KAREN PEDERSDATTER, (begr. 13. Januar 1898 pas Johs. Kgd. i Helsingør. ~ 2. 4. August 1661 i Helsingør (St. Olai Kbg.) JØRGEN HOLMER [Se S. 96], Toldvisitør i Helsingør (* c. 1634; d 3. Marts 1674, begr. 13. s. M. i St. Mariæ Kirke i Helsingør. 6 Børn)). - Mindst 3 Børn:

a. DETLEV LAUR(ID)SEN MØLLER, Borger i Aalborg (i 1705
b. MAREN L.AURSDATTER, d. 17. December 1697 i Dallerup.
c. JOHANNE LAURSDATTER, * c. 1686. ~ SØREN LAURITSEN THESTRUP, Forpagter paa Sødringholm, Inspektør paa Grevskabet Løvenholm, Ejer af Øen Vaarsø i Horsens Fjord [Deres Søn Laurids Sørensen Waarsøe, Sognepræst i Blegind og Hørning, Provst i Hjelmslev Herred, var gift med en Datter af Provst CHRISTOPHER BØGH og KIRSTINE SEIDELIN (S. 236)]

Efter sin første Hustrus Død oprettede LAURITZ D. MØLLER 15. Juli 1687 i Nærværelse Børnenes Mormoder, »KAREN salig JØRGEN HOLMERS«, en Skiftekontrakt, ved hvilken han foruden »christelig Omhu, Opdragelse og Forsyn« lovede sine 3 Børn af første Ægteskab 400 Sdl. til lige Deling som deres mødrene Arv.

Da han fik flere Børn med sin anden Hustru, LISBETH SEIDELIN, forandrede han 18:, Juli 1688 nævnte Skiftekontrakt til, at hans Børn af de 2 Ægteskaber skulde gaa lige Arv med hinanden.

Et halvt Aar efter LISBETH SEIDELINS Død oprettede LAURITZ D. MØLLER en »Skifteforening« af 8. September 1698 med sine i dette hans andet Ægteskab avlede 4 Børn, paa hvis Vegne deres 2 Morbrødre, Slotspræst Magister NICHEL SIDELIN og Sognepræst. HANs SEIDELIN var nærværende. Han lovede heri sine 2 Sønner 100 Rd: hver og sine 2 Døtre 50 Rd. hver som deres mødrene Arv. Endvidere erklærede han, at »da LISBETH JØRGENØDATTER SEIDELIN for sin fædrene Arv tilforhandlede sig den Gaard [i Dallerup], med underliggende Boel, som jeg paabor, og som derfor hende og hendes Arvinger forhen er bleven tilskødet, saa vil jeg samme Gaard for mine kære Børn forsvarligen conservere.« Kontrakten bestemte derfor, at han og hans tredie Hustru, ELSE BØRGESDATTER BOLLER, i deres Livstid skulde nyde og besidde Gaarden - uden at skulle svare nogen Afgift af den eller Renter af de nævnte 300 Rd. til Børnene - imod at Børnene skulde nyde »en christelig, sømmelig og dennem velanstaaende Opdragelse med Føde, Klæde, Skolegang og anden Optugtelse«, samt at Gaarden efter Faderens og Stedmoderens Død skulde tilfalde disse Børn.

Som nævnt døde Regimentsskriver LAURITZ DETLEVSEN MØLLER 9: December 1702, efterladende sig følgende Arvinger: Enken, ELSE BØRGESDATTER BOLLER, hvis Lavværge var hendes Broder, Handelsmand OLE BØRGENSEN i Skanderborg, indtil hun atter blev gift; samt 2 Børn af første og 3 Børn af andet Ægteskab; Formyndere for de 3 Børn af andet Ægteskab var de 3 Præster, Morbrødrene HANS og NICHEL SEIDELIN for IDE ELISABETH og ANNE SOPHIE samt Onklen CASPAR LINDENFELD for Sønnen JØRGEN.

28. December 1702 foretoges Registrering og Vurdering of Regimentsskriverens efterladte Bo, som solgtes ved Auktion 3. Februar 1705. Af Beretningen om Registreringer og Vurderingen fremgaar:

Rede Penge beløb sig til 1.615 Rd.

Af Guldsager fandtes bl. a. en Signetring med en rød Agat med Regimentsskriverens Navn (den købtes paa Auktionen af Sønnen DETLEV) samt et par Guldskjorteknapper.

Af Sølvsager: 5 Sølvkander, hvoraf 1 »staar paa 3 Løver«, 1 »staar paa 3 Ørne og med 1 Ørn paa Laaget, med Bogstaverne IHS og IND [LISBETH SEIDELINs Forældres Initialer]«. 9 Sølvbægere, hvoraf 2 med MARGRETHE GABELS Navn købtes af HANS SEIDELIN. 1. Sølvfad. 1 Par Sølvtallerkener. 2 Sølvbrikker. 2 Sølvsaltkar. 2 Dusin Sølvskeer og 12 umage smaa Sølvskeer. 31 gamle runde og 12 smaa Sølvknapper. 3 Sølvskjorteknapper. 1 Par Sølvskospænder. 3 .Knive med Sølvskaft. 1 Sølvgaffel. 1 Ulvetand indlagt i Sølv. 1 Sølvkæde. 1 lidet engelsk Lommeurværk af Sølv.

Endvidere store Mængder Kobber-, Messing- og Tinsager, bl. a. 57 Tintallerkener,hvilke HANS SEIDELIN købte 23; samt Stentøj, Glassager, Møbler og Linklæder.

Yderligere efterlod Regimentsskriveren sig 21 Bøger, hvoraf Enken købte Kong Frederik d. IIs Bibel«, »Christian Vs danske Lovbog«, »Niels Hemmingsens Bog over bibelske Historier«, »1 Bog Juleprædikener«, »Jens Dinesens Bog om Troe«, »1 Psalmebog«, »Paradises Urtegaard« og »Livsens Krone«. Magister NICHEL SEIDELIN købte »1 gammel Lovbog«, »1 dansk Glosarium«, »1 gammel tysk Bog med brunt Læderbind« samt »Krigsartiklerne«. Sognepræst HANS SEIDELIN købte »13 aandelige Politiforordninger«. Blandt de øvrige Bøger skal nævnes : »1 tysk Kogebog«, »Forgiæt mig ikke«, »Doktor Kingos Siunge-Chor« og »1 tysk Gartnerbog«.

Af Skilderierne købte Enken 4 af Christian V og Frederik IV og deres Dronninger i ovale, forgyldte Rammer, HANS SEIDELIN 7 franske Stykker med sorte Rammer. Endnu efterlod Regimentsskriveren sig 19 Skilderier, 2 Krucifikser og 4 gamle Spinderokke.

Af Dyr: 10 Hopper, af hvilke Enken, NICHEL og HANS SEIDELIN købte 2 hver, 1 Hest, 1 Hesteplag, 1 Hoppeplag og 2 Hoppeføl. Endvidere 7 Stude, hvoraf HANS SEIDELIN købte de 6, 9 Køer, 6 Ungnød, 1 Studnød, 4 Kalve, 34 Faar og Lam, 12 Svin og 6 gamle Grise.

Af Vogne: 1 ny Hamborg Vogn, 1 gammel ubrugelig Postvogn, 3 Arbejdsvogne, 2 Slæder som HANS SEIDELIN købte, den ene var gammel og ubrugelig, og 2 gamle Plove.

Desuden ejede Regimentsskriveren 2 Boder i Randers, som ifølge Kontrakt17. Juli 1702 var lejet til Borgmester JENS KARMARCH i Randers. Boderne, af hvilke den ene beboedesCHRISTEN JENSEN Hattemager, den anden»DORTHE CHRISTENSDATTER salig NIELS HANSEN Snedkers Enke«, solgtes »efter mange Bud og Paaraab« paa Auktionen for 88 Rd.

Hvad Selvejergaarden i Dallerup angaar, blev Enken, ELSE BØRGESDATTER BOLLER, af Skifteretten forespurgt, om hun fremdeles vilde besidde og bebo den paa de i Kontrakten af 8. September 1698 indgaaede Betingelser; hun svarede herpaa, at »da, som enhver vel kan slutte, hvor utaalelig det kunde falde mig at efterleve den ommeldte Kontrakt, helst Gaardens Indkomst ej kunde udrede og forsvarlig underholde eet af Børnene, langt mindre trende«, saa vilde hun ikke forblive ved Gaarden paa de nævnte Betingelser.

Selvejergaarden i Dallerup med tilliggende Boel og Gadehuse solgtes da paa Auktionen til den nye Regimentsskriver RASMUS HOLMER for 277 Rd.

Ved Auktionen, som holdtes 3. Februar 1705Herredsfoged CLAUS JESSEN, indkom ialt 1.513 Rd. Boets samlede Indtægt og Formue udgjorde efter Auktionen: 3.550 Rd., i Species 56 Dukater og 200 Rd., samt i udestaaende Fordringer 416 Rd.

Boets Gæld samt Fordringerne i Boet udgjorde ialt 1.337 Rd. Under Fordringerne medregnedes bl. a. Børnenes mødrene Arv, nemlig 88 Rd. til hvert af de 2 Børn i første Ægteskab, til Børnene i andet Ægteskab: 100 Rd. til Sønnen og 50 Rd. til hver af de 2 Døtre. Desuden tilfaldt de 277 Rd. for Gaarden alene de 3 Børn af andet Ægteskab.

Blandt Fordringerne i Boet skal nævnes : »Sønnen DETLEV MØLLER fordrede for sin udi 3 1/2 Aar, han havde været i Tjeneste hos sin Fader, 80 Rd., som af Enken og Børnenes Formyndere blev afhandlet og aftinget til 50 Rd.« »Den latinske Skolemester i Skanderborg LAURS SØRENSEN fordrede for Sønnen JØRGEN LAURIDSENS Kost og Skolegang udi 1 1/2 Aar 26 Rd.« »Degnen udi Veng fordrede for den salig Mands Lig at siunge over 4 Mk.« Og i Folkeløn »resterede 18 Rd. til NIELS Karl, Andenkarl RASMUS, Kokkepigen KIRSTEN, Drengen og Udpigen ELSE«.

Efter at Gælden, 1.337 Rd., var fradraget Boets samlede Indtægt og Formue, blev tilbage til Deling mellem Enken og Børnene 2.212 Rd., i Species 56 Dukater og 200 Rd., samt i udestaaende Fordringer 416 Rd.

Heraf fik Enken Halvdelen, hver af de 2 Sønner 1/7, og hver af de 3 Døtre 1/14,. Desuden fik, som nævnt, de 2 Børn af første Ægteskab hver 88 Rd. som deres mødrene Arv, og Sønnen af andet Ægteskab 100 Rd. i mødrene Arv og 138 Rd. for Selvejergaarden, samt hver af Døtrene af andet Ægteskab 60 Rd. i mødrene Arv og 69 Rd. for Selvejergaarden.

Lauritz Detlevsen Møller ~ 3. mellem 1698 og 1702 (ikke i Dallerup Kbg.) ELSE BØRGESDATTER BOLLER, * c. 1654. - Ingen Børn.

Efter Mandens Død indsendte hun hans Regnskaber til Rentekammeret, der derefter afkrævede hende 224 Rd. I en Henvendelse til Kongen, dat. Dallerup 27. November 1703, »bønsøgte« hun Majestæten om Eftergivelse for nævnte Beløb, samt »eftersom min salige Mand 21 Aar ved Bestillingen . . har gjort Eders Kongelige Majestæt tilbørlig Rigtighed, . . og derudover tilsat hans fattige Armod, som jeg og hans efterladte Børn skulde leve af, - saa nedfalder jeg for Eders Kongelige Majestæt og allerunderdanigst beder, at den liden Selvejerbondegaard og Boel, vi her i Dallerup sidder paa, reduceret til 6 Tdr. Hartkorn, maa for saa mange Aars Tjeneste . . allernaadigst forundes mig og Børnene skattefri, hvorom jeg og de faderløse, som intet andet har at leve af, deres Suk til Gud i Himmelen og Eders Kongelige Majestæt yder.«

Ved kgl. Resolution18. December 1703 blev allernaadigst bevilget, »at af de 224 Rd. maa hende ialt godtgøres 150 Rd., hvorimod hun den øvrige Rest straksen haver at betale.«

Hun og hendes anden Mand boede fra 1723 til deres Død 1727 hos hendes afdøde Halvsøsters, MAREN NIELSDATTERS, Søn CHRISTEN BØRSTING i Sjelle.

D. 1727, begravet 27. Juli i Sjelle i hendes 73. Aar. Registrering efter hende 18. August s. A. Arvingerne efter hende og hendes anden Mand, der var hendes 3 Søstre og 1 Halvsøster samt hans 2 Børn i et tidligere Ægteskab, frasagde sig Arv og Gæld.

(Else Børgesdatter Boller ~ 2. mellem 1703 og 1705 med Enkemand HANS MØNSTER, * c. 1655. Forpagter paa Aarhus Mølle (i 1705), paa Ørumgaard (før 1721), d. 1727, begravet 30. December i Sjelle i hans 72. Aar. Registrering efter ham 24. s. M. Ingen Børn).

side 241-243

LISBETH JØRGENSDATTER SEDELINS 8 BØRN MED REGIMENTSSKRIVER LAURITZ DETLEVSEN MØLLER (Se S. 140)

60. a. PEDER (LAURSEN), antagelig * før 1695; der vides intet om, at han er den ældste, men han er utvivlsomt ældre end de 3 her som de yngste anførte Søskende. D. 23. Juni 1698 i Dallerup.

61. b. IDE LISBETH (ELISABETH) LA(U)RSDATTER MØLLER, * c. 1689 (ikke i Dallerup Sogn). Var gift med 2 Sognedegne i Ovsted og Taaning, hvor hendes Morbroder HANS SEIDELIN var Sognepræst. Hendes sidste Mand var dennes Søn HOLGER SEIDELIN, der var c. 20 Aar yngre end hun. D. 1761, begravet 29. Marts i Taaning »71 Aar gl.«

~1. RASMUS CORNELIUSSEN, Sognedegn i Ovsted og Taaning Syd for Skanderborg. - Maaske identisk med den RASMUS CORNELIUSSEN FISCHER, der 17. Juli 1713 blev Student fra Horsens, 20 Aar gammel. D. før 1737. - Børn ?

~ 2. 1737 eller i Begyndelsen af 1738 sin langt yngre Fætter HOLGER SEIDELIN, * c. 1711 (i Ovsted). Søn af Sognepræst i Ovsted og Taaning HANS SEIDELIN (t 1751) og Hustru ANNA SØRENSDATTER FABER. - Sognedegn i Ovsted og Taaning. (Se iøvrigt om Holger Seidelin S. 271). D. 27. Marts 1753 i Taaning, »42 Aar gl.«, begravet 31. s. M. - 0 Børn (ved hans Død 1753)

62. e. JØRGEN LAUR(ID)SEN, * 19. Juni 1691 i Røgen. Kom 1703 eller 1704 i den latinske Skole i Skanderborg. Derefter vides intet om ham. D. mellem 1705 og 1737.

63. d. (eller e) HANS LAURSEN, * c. 1692 (ikke i Røgen eller Dallerup). D. mellem September 1698 og 1705.

64. e. (eller d) ANNE SOPHIE LAURSDATTER MØLLER (kaldes ogsaa SEIDELIN), * c. 1692 (ikke i Røgen eller Dallerup). Hun var kun godt 30 Aar gammel, da hun blev Enke i 1725; hun overlevede sin Mand i 45 Aar. I 1738 vides hun at have boet i Horsens, senere boede hun hos sin Søn Oluf (OLE) FRIIS der var Degn i Ølsted 1 Mil Sydvest for Horsens. D. 1770 i Ølsted »79 Aar gl.«, begravet Langfredag den 13. April.

~ før c. 1718 LAURITS OLUFSEN FRIIS, * c. 1676 eller c. 1683. Student (privat) 22. Juli 1699 »23 Aar gl.«. 27. Maj 1718 Sognepræst paa Alrø i Horsens Fjord; blev ordineret 22. Juli s. A. »Anno ætatis 35«. D. 1726, begravet 26. April paa Alrø. - 3 Sønner: Sjette Slægtled.

65. f. CHRISTIAN (LAURSEN), *.22. Januar 1695 i Dallerup, hjemmedøbt, fremstillet i Kirken. 3 Præster var Faddere : Morbroderen Magister NICHEL SEIDELIN i Skanderborg, Moderens Kusines Mand Kapellan ved Vor Frue Kirke i Aarhus JEPPE LILLEBRAND (S. 102) samt Sognepræst SØREN GRØNBECH i Røgen. D. (før Juni 1696).

66. g. CHRISTIAN (LAURSEN), * 8. Juni 1696 i Dallerup, døbt 14. s.M. Fadderne var Morbroderen Magister NICHEL SEIDELINS Hustru CATHRINE LUXDORPH, Morbroderen HANS JØRGENSEN SEIDELIN (senere Sognepræst i Ovsted og Taaning) og Mosteren ELSE SEIDELINS Mand ANDERS THOUSTRUP, Kapellan i Skanderborg. D. 4. September s. A. sst.

67.h ADAM (LAURSEN), * 10. Marts 1698 i Dallerup, hjemmedøbt og d. 13. s. M. sst. - Dagen efter, den 14. Marts, døde hans Moder.

side 485-495

IDE MARGRETHE BØGH blev 20 Aar gammel gift med den senere Provst LAURIDS WORSØE, der i Kirkebogen har noteret, at deres Vielse, der foretoges af Provsten Hr. OLUF VILLADSEN i Grundfør, fandt Sted i Trige Præstegaard »udi ganske faae Venners Overværelse«, hvorefter han har tilføjet: »Gud give os sin Naade og Velsignelse til langvarig timelig og ævig Velfært og Salighed med hinanden for Jesu Christi Skyld.«

LAURIDS WORSØE var de første 21 Aar efter Brylluppet Præst i Hustruens Fødesogn Trige og kom derefter til Blegind, i hvilket Sogn IDE MARGRETHE BØGH tilbragte sine sidste 51 Leveaar. Hun skænkede sin Mand 8 Sønner og 6 eller 7 Døtre, af hvilke kun 5 levede ved Faderens Død i 1780. Det følgende Aar døde Datteren WITTE NILLE WORSØE og 1787 Sønnen CHRISTOPHER WORSØE, Sognepræst i Tønning og Træden Sydvest for Skanderborg. Kun 3 af de mange Børn overlevede deres Moder, nemlig Apoteker SØREN WORSØE i Holbæk, Provst JØRGEN SEIDELIN WORSØE i Hinge og Vinderslev mellem Viborg og Silkeborg, samt Datteren JOHANNE KIRSTINE WORSØE.

IDE MARGRETHE BØGH blev i de 10 Aar, hun overlevede sin Mand, boende i Blegind Sogn, utvivlsomt i den af hendes Mand opførte Præsteenkebolig (S. 489). I Folketællingslisten 1787 anføres, at hun »bebor et Hus og lever af Kaldets Pension«; hun boede da sammen med sin 37aarige Datter Jomfru JOHANNE KIRSTINE WORSØE og en 23aarig Tjenestepige KIRSTEN SØRENSDATTER.

D. i Februar 1790 i Blegind, begravet 17. s. M.

~ 8. November 1736 i Trige Præstegaard - sin Moders Fasters Steddatters Søn - LAURIDS SØRENSEN WORSØE, * 18. Oktober 1711(?)15 paa Hovedgaarden Sødringholm i Sødring Sogn ved Kattegat, 3 Mil Øst for Mariager; Søn af SØREN LAURITSEN (THESTRUP) (* c.1673, 1705-10 Forvalter paa Løvenholm i Gesing Sogn, 1711-21 Forpagter af Sødringholm (under Grevskabet Løvenholm), 1721-22 Husejer i Aalborg, 29. Juni - 3. Juli 1722 Ejer af Toruphedegaard i Rold Sogn, fra 27. Juli 1722 Ejer af Øen Vaarsø i Horsens Fjord, d. 1723 paa Vaarsø, begravet 17. September i Søvind Kirke; Enken fik 3. December s. A. kgl. Bevilling til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder) og Hustru JOHANNE LAURSDATTER MØLLER (S. 143) (* c. 1686, ~ c. 1706, d. 5. Februar 1724 om Morgenen paa Vaarsø, begravet 14. s. M. i Søvind Kirke).

Om Faderen SØREN LAURITSEN,16 der var fra Aalborg, og af hvis Søskende der kendes 4, 17 vides, at han - der blev ret sent gift - først var Skriver eller Fuldmægtig hos forskellige Regimentsskrivere, nemlig hos BILDERING (d før 1702) ved Dronningborg Ryttergods, 1695-96 hos GYBERG i Skanderborg (S. 263), fra 1696 hos sin senere Svigerfader LAURITZ DETLEVSEN MØLLER, hvis Overfald i 1701 han overværede paa nærmeste Hold (S. 140), til dennes Død 1702, derefter - 1703-04 - atter hos GYBERG paa Skanderborg Ladegaard, hvorefter han skal have faaet Plads paa Grevskabet Løvenholms Godskontor.

Da Grevskabet Løvenholm (mellem Randers og Grenaa), hvis Ejer, den vidtløftige Amtmand i Rendsborg, Rigsgreve CHRISTIAN DITLEV RANTZAU laa i stadig Strid med FREDERIK IV, i 1705 blev inddraget under Kronen, blev SØREN LAURITSEN sat til at administrere det store Gods. Efter Forlig med Kongen fik RANTZAU Grevskabet tilbage i 1709 og indsatte næste Aar en Holstener som Godsforvalter paa Løvenholm. SØREN LAURITSEN var herefter Forpagter af en af Grevskabets Herregaarde Sødringholm 1711-21.

Omkring 1706 ægtede han Regimentsskriver LAURITZ DETLEVSEN MØLLERS Datter JOHANNE (i 1. Ægteskab, S. 143), som fødte ham 9 Børn, hvoraf 3 skal være født paa Løvenholm og 5 paa Sødringholm. 1721 flyttede Familien til Aalborg, hvor han i August s. A. boede »i salig CHRISTEN MORITZENs Gaard udi Vor Frue Sogn« og i Juli 1722 »paa Algaden ved Vor Frue Kirke«. Her fødtes den yngste Datter. Den 29. Juni 1722 købte han af Amtmand og Justitsraad JENS JØRGENSEN SEERUP til Hald en middelstor Bondegaard Toruphede i Rold (Ager og Eng 5 Tdr. 5 Skp. 2 Fdk. 2 Alb. og Skov 1 Td. 1 Skp. 2 Fdk. 1 Alb.), men solgte den 4 Dage senere til Borgmesteren i Aalborg CHRISTEN GIØRUP (Skøde 3. Juli s. A., læst 26. August s. A. ved Viborg Landsting), idet han havde erfaret, at Ejeren af den lille Ø Vaarsø 18 i Horsens Fjord, MICHEL MOGENSEN FOG, var død i Maj s. A.; ved Auktion efter ham den 27. Juli s. A. (Skøde 12. Maj 1723) købte SØREN LAURITSEN for 2.495 Rd. Vaarsø, paa hvilken der fandtes en stor og god Gaard, Vaarsøgaard (10 Tdr. 2 Skp. Htk.), vurderet til 512 Rd. 3 Mk., saa alt tegnede lyst for Familien, - men Aaret efter døde Faderen og kort efter Moderen fra 8 Børn i Alderen 16 til 2 Aar.

Om Vaarsø (i Søvind Sogn) skriver GIESSING (i »Jubel-Lærere«, 1783), at den »er langt smukkere og behageligere end de andre omliggende smaa Øer«, og der fortsættes: »Men som hans [LAURIDS WORØEs] Forældre døde begge strax efter hinanden, medens Børnene endnu vare smaae og umyndige, saa blev dette skiønne lille Land bortsolgd til Fremmede. Familien beholdt allene Tilnavn af denne Øe.«

Der holdtes nu Skifte paa Vaarsøgaard. Denne bestod af et 2 Etagers Bindingsværks Stuehus med Tegltag samt Udhuse med Halmtag, alt i temmelig god Stand, med tilhørende Hestemølle, Skov, Tørveskær og Saltvandsfiskeri; til Gaarden hørte en Fiskerbaad med 2 Aarer og 1 Baadshage. Vaarsøgaards Dyrebestand udgjordes af 8 Heste, hvoraf de 4 var Ridehopper; 10 Køer, 1 blakket Tyr, 16 Stude, 5 Kvie-, 1 Tyre- og 1 Spædkalv; 23 Faar og 6 Væddere; 1 So, 4 Galte og 5 Ungsvin; 1 Gase og 6 Gæs samt 1 Par »Calicutske«19 Høns. (En Jernkakkelovn, der var Mage til den, der stod i den store Stue, var laant ud til Løjtnant HØLLING, S. 239).

Straks den 5. Februar 1724, samme Dag Enken var død, blev Boet forseglet i Overværelse af den afdødes 2 Halvsøstres Mænd Sognepræst LAURITS FRIIS paa Alrø og Degnen RASMUS CORNELISEN FISCHER i Ris (S. 242), og den 16. s. M. foretoges Registrering og Vurdering; blandt »den salig Mands Brevskaber« fandtes en Del Skøder paa Vaarsø18 og Kvitteringer, hvorfra en Del af ovennævnte Oplysninger stammer.

Ved Auktion den 18. December 1724 blev Vaarsø, hvis Hartkorn var 10 Tdr. 2 Skp., solgt (efter kongelig Bevilling af 9. September s. A.) for 1990 Rd. til Gehejmeraad, Baron FREDERIK KRAG til Stensballegaard, tidligere Vicestatholder i Norge.

Blandt Køberne af Boets betydelige Løsøre var Pastor FRIIS fra Alrø (han døde inden Skiftets Afslutning), Degnen i Ris, Præsterne ULSØE i Skade (Klovborg Sogn) Og MOURITSEN i Hundslund samt Løjtnant HØLLING og SØREN SØRENSEN, Møller i Vads Mølle, og endelig tre af de forældreløse Børn: HOLGER SØRENSEN og Døtrene MARIE ELISABETH og ANNE SOPHIE.

Auktionen, der begyndte 18. December, fortsatte de to følgende Dage, »men eftersom det indfaldne Tøbrud og store Blæst havde aarsaget, at det Vand, hvorover Passagen her til Landet falder, hvilket var tilfrossen, formedelst Drivis og dets Højde er bleven meget difficil og farligt at komme [over], saa derudi endog d. 19 December tvende Mennesker omkomne og 4 à 5 med største Nød og Fare reddet Livet, saa maatte man formene, at ej aleneste de Liebhabere, som sig havde hid og til af saadan Passagers Farlighed derfra bleven afskrækkede, saa at de vendte om og rejste tilbage, men endog at de Liebhabere, som her paa Stedet var, aleneste søgte at observere den belejlige Tid til at kunde komme over Vandet, saa at Auktionen ej desformedelst kunde continueres«, hvilket derfor først skete igen den 10.-13. Januar 1725.

Ved Skifteforsamlingen i Skanderborg den 20. Marts meddelte Degnen FISCHER, at han havde købt forskelligt Tøj til Børnene, bl. a. Strømper til LAURIDS og DETLEF à 10 Sk. samt et Par Skind for 2 Mk. 8 Sk. til et Par Bukser til LAURIDS, og i næste Maaned købtes yderligere til LAURIDS 2 Par Bukser og 1 Vest for 3 Mk. hos Skrædder MICHEL JENSEN i Brigsted.

Den 6. Juli 1725 kunde Skiftet sluttes. Boets Aktiver, der bl. a. udgjordes af de 1990 Rd. for Gaarden og 1238 Rd. 3 Mk. 15 Sk. for Løsøret, beløb sig ialt til c. 4512 Rd., Udgifterne til 704 Rd. 14 Sk., hvoriblandt 6 Rd. 4 Mk. som Løn til NIELS KLOKKER, der havde undervist SØREN LAURITSENS Børn.

Af Arven paa 3807 Rd. 9 Sk. tilfaldt der hver af de 5 Sønner 585 Rd. 5 Mk. 21 Sk. (DETLEF fik dog 1 Mk. 2 Sk. mindre, og FREDERIK CHRISTIAN 5 Rd. 4 Mk. mindre, fordi han siden Gaardens Salg havde været i 17 Uger (à 2 Mk.) i Pastor LAURITS FRIIS' Hus), og hver af de 3 Døtre 292 Rd. 5 Mk. 9 Sk., hvorfra dog for ANNE SOPHIES Og JOHANNE MARIES Vedkommende gik henholdsvis 3 Rd. 2 Mk. 9 Sk. og 6 Rd. 2 Mk. 14 Sk. for deres Ophold hos Morbroderen Forpagter DETLEV MØLLER paa Pandum ved Nibe.

Den 15aarige MARIE ELISABETH, der fra Moderens Død og til Gaardens Salg havde forestaaet Husholdningen paa Vaarsøgaard »og ligesom været en Tjener for hendes Søskende«, fik som en Paaskønnelse herfor - efter Broderen HOLGERS Forslag - en liden Guldkæde, hun holdt særlig meget af.

Om Skiftet skrev Datterdatteren BOLETTE ENGELBRETH, Enke efter SØREN MØNSTED til Hessel, i Begyndelsen af 1790'erne til sin Broder Justitsraad SØREN ENGELBRETH: »Der var Midler efter vores Mor-Forældre; men de skete stor Uret ved Skifte-Forvaltning.«20

Af Skiftet fremgaar, hvor Børnene opholdt sig ved Moderens Død, eller hvor de derefter blev anbragt: 21 HOLGER, hvis Kurator var SØREN SØRENSEN i Vads Mølle, tjente (1724-25) hos Regimentsskriveren i Dronningborg Rytterdistrikt Krigsraad MARCUS ULSØE i Randers; MARIE ELISABETH kom til Sognepræst PEDER BENTZON i Vær; LAURIDS tjente (1724-25) hos Land- og Krigskommissær, Krigsraad HANS FOLSACH paa Kjeldkjær; DETLEF var hos sin Formynder og Onkel Degnen RASMUS CORNELISEN FISCHER i Ris i Ovsted Sogn; VILHELM ADOLF hos sin Formynder Sognepræst HIERONYMUS ULØE (Krigsraadens Søn) i Skade Præstegaard (Klovborg Sogn); FREDERIK CHRISTIAN hos sin Formynder SØREN JENSEN (ROSENMEYER) paa Alrø (denne var Søstersøn af den rige Møller SØREN SØRENSEN i Vads Mølle og Svigersøn af JOST ROSENMEYER, der havde ejet alle 19 Gaarde paa Alrø22), og ANNE SOPHIE Og JOHANNE MARIE begge hos Morbroderen paa Pandum (S. 826).

underskrift
1736

Om LAURIDS, der var Nr. 4 af de 9 Søskende23, vides det24, at han efter Forældrenes Død »i hans 12 Aar« kom til Land- og Krigskommissær, Krigsraad HANS FOLSACH paa Keldkær ved Vejle (Krigsraad GYBERGS Svigersøn, S. 263) og efter 2 Aars Forløb til Krigsraad og Kirkeinspektør NIELS MOVILLE (S. 439) paa den nærliggende Brandbjerg, hvor han ligeledes var i 2 Aar, som Skriverdreng. Han begyndte nu paa Studeringerne, idet han derefter, 17 Aar gammel, kom til Pastor PEDER WØLDIKES Privatgymnasium i Sommersted Præstegaard, hvorfra han efter 3 Aars Forløb dimitteredes til Københavns Universitet, ved hvilket han immatrikuleredes 16. August 1730. Den 13. December 1734 blev han teologisk Kandidat med Non.

Godt 1 Aar senere udnævntes LAURIDS WORSØE den 23. Marts 1736 efter sin (senere ?) Svigerfader Provst CHRISTOPHER BØGHs Død til Vicepræst for 3 Aar for Trige og Ølsted Sogne 1 Mil Nord for Aarhus, indtil Provst BØGHS Søn HANS JØRGEN BØGH (S. 482) blev gammel nok til at kunne overtage Embedet, hvilket skete 1739. WORSØES Ordination fandt Sted den 11. Maj 1736 i Aarhus.

Den 17. April25 1739 blev LAURIDS WORSØE af Kongen kaldet til - og 2. Maj 26 indsat som - Sognepræst i Blegind og Hørning Sogne omtrent midt mellem Aarhus og Skanderborg, hvilket Embede han beklædte i 41 Aar, til sin Død. 1763 udnævntes han til Provst over Hjelmslev Herred.

Blegind og Hørning Sogne,27 hvis Folketal i 1769 var henholdsvis 151 og 317, støder mod Syd op til Solbjerg Sø, der skiller dem fra Vitved Sogn; mod Nord dannes Grænsen til Nabosognene af Aarhus Aa, som - kommende fra Solbjerg Sø - gennemstrømmer den maleriske, meget dybe Bodil Mølledal, i hvilken Bodil Mølle og Dørup Mølle er beliggende. Bodil Mølle var paa Provst WORSØEs Tid indrettet til en Hølé- og Skæreknivfabrik; dens Mølleri er nedlagt for en Del Aar siden; Gaarden Bodil Mølle ejedes 1922-31 af Provst LAURIDS WORSØES Sønnesøns Sønnesøns Søn EJNAR HOLTEN WORSØE (* 1896), siden Magasinforvalter hos A/S Frichs i Aarhus.

Provst WORSØE var Nabopræst tit sin Hustrus to Fætre, Sognepræst JØRGEN SEIDELIN MØLLER i Adslev og Mesing 1759-79 (S. 455), og den sindssyge SØREN MØLLER, der var Præst i Fruering og Vitved Sogne 1749-67 (S. 436).

Ved at gennemgaa Listen over Fadderne for Provst WORSØES mange Børn faar man et Indtryk af, hvem WORSØES særlig omgikkes saavel inden som uden for Familiens Kreds.

Af Provstinde WORSØES Familie var saaledes hendes ældste Broder, Sognepræst HANS BØGH i Trige, Fadder til elleve eller tolv af sin Søsters Børn, og hans Hustru bar to af Børnene og var yderligere Fadder til tre af de øvrige. Broderen NICOL SEIDELIN BØGH - siden Provst i Kerteminde - var Fadder til WORSØES fire ældste Børn 1737-42, inden han 1743 blev Skibspræst. Hendes Halvsøster Provstinde HØGH (S. 841) i Skanderborg bar et Barn til Daaben i 1741, og 1748 bar »Proustens Datter« den ældste af Tvillingdrengene. Provstinde WORSØES Fætter Rektor JØRGEN SEIDELIN MØLLER i Skanderborg var Fadder til fem af WORSØEs Børn 1739-47, og hans Broder SØREN MØLLER, Præst i Fruering, var Fadder 1750, 51 og 53, og dennes Hustru KIRSTINE MORVILLE, der i 1750 bar Barnet, havde allerede før sit Ægteskab baaret et af WORSØEs Børn i 1743 og været Fadder 1748. Provstinde WORSØES Onkel Krigsraad LANGBALLE i Aarhus, hans anden Hustru ANNA MÜLLER samt hans Søn SØREN LANGBALLE var Faddere 1746, og hans Døtre METTE PAULINE Og INGEBORG DOROTHEA LANGBALLE bar et Barn til Daaben henholdsvis 1739 og 51; METTE PAULINE er formodentlig den Jomfru LANGBALLE, der nævnes som Fadder i 1737. Endelig blev WORSØEs Barn 1744 baaret af Præstekonen i Aarslev, gift med Provstinde WORSØES Mors Fætter KNUD THOUSTRUP.

Af Provst WORSØEs Familie (S. 734 ff.) bar hans Søster MARIE ELISABETH det ældste Barn (1737) og var Fadder 1739, 41 og 43, hendes Mand Herredsskriver KNUD ENGELBRETSEN i Fillerup Overmølle var Fadder 1747 og 51 og deres Datter i 1748. WORSØES to Brødre FREDERIK CHRISTIAN WORSØE (siden Præst i Vejlby) Og VILHELM WORSØE i Borum (siden Stiftsprovst i Viborg) var Faddere i 1746 og sidstnævnte sammen med sin Hustru (* KEMLER) det følgende Aar. Søsteren ANNE SOPHIE var Fadder 1741 og 43, hendes første Mand GERTH MADSEN BRØNDSTED i Skægs Mølle 1741 og 42, og hun selv og hendes anden Mand HANS MØLLER 1748 og 53. Endelig blev WORSØEs Datter i 1742 baaret af hans Broders Hustru fra Norge.

Endelig findes der blandt Fadderne en Del uden for Familiekredsen, næsten uden Undtagelse tilhørende Præstestanden: Hr. HANS WARDINGHUSEN og Hustru DOROTHEA BLICHFELD i Søften, Hr. JESPER HUTFELD og Hustru GERTRUD JOHANNE BAGGER og hendes Broder Hr. JENS HARLEV i Hjortshøj, alle i 1737; 1743 og 44 Hr. CHRISTIAN COLDEVIN i Fruering, 1743, 46, 48 og 50 Hr. NIELS HOLMBOE i Astrup (S. 723), 1744 Hr. NIELS HOLST (S. 729) i Sveistrup, Dover Sogn, 1744 og 48 Hr. JENS PEERSTRUP i Adslev, 1744 ogsaa dennes Hustru, 1744 og 48 Hr. PEDER RÜTZAU (Kapellan) i Skanderborg, 1747, 48, 50 og 52 Hr. FREDERIK BEAUFIN i Sveistrup, Dover Sogn, 1750 og 52 Hr. THØGER MØLLER i Astrup, 1752 ogsaa dennes Hustru ØLLEGAARD SOFIE JENSDATTER, som det følgende Aar har Barnet til Daaben. I 1744 var RASMUS HAUNSTRUP Fadder, og 1748 og 51 Mons. HAUNSTRUP af Skanderborg; det drejer sig muligvis om den RASMUS HAUNSTRUP (* 1726 i Skanderborg), der 1755 blev Sognepræst i Nørup. dg Randbøl. Desuden bar Jomfru HAUNSTRUP i Skanderborg den yngste af Tvillingdrengene i 1748 og var Fadder 1752. Og endelig var Møller ROTHHAUSEN fra Bodil Mølle Fadder 1753.

Aaret efter WORSØES Udnævnelse til Sognepræst udsendtes 7. Maj 1740 et Cirkulære til alle Landets Præster angaaende Katekisationen i deres Sogne. WORSØES Besvarelse gik ud paa, »at der catechiseres af ham selv hver Søndag i den Kirke, hvor der er sidst Tieneste /: og dermed alterneres : / og det i den ganske Menigheds Overværelse, som dertil med det gode har ladet sig beqvemme, hvorved da, saa vidt muligt er, følges den almindelige Catechismi Forklaring«28.

Biskop PEDER HYGOM var to Gange paa Visitats hos LAURIDS WORSØE. Første Gang, den 7. Juni 1743, »prædikede Sogne-Præsten Hr. LARS WORSØE, hvad Materien belanger - gandske opbyggelig og vel, men hans Mæle og udvortis Gaver til at tale ere ikke med de bedste. I øvrigt er hans Væsen, som det sømmer en Præste-Mand, stille og adstadig, og hans Levnet ustraffelig, hand strider og ikke mod Sandheden i Christo, men saa vidt det staar i hans Magt befordrer hand den samme«. Om sin næste Visitats den 30. Juni 1750 indberettede Biskoppen kort og godt : »Sogne-Præsten Hr. LARS WORSØE prædikede, hvorpaa var intet at udsætte. Ungdommen hafde hand ogsaa bragt i lovlig god Stand.«

Præstegaarden i Blegind var nedbrændt 2 Gange i 1730'erne, sidste Gang kun et Par Aar før WORSØEs Ankomst til Sognet, hvorfor han 1743 »maatte anvende den største Del af sin timelig Formue paa sin Præstegaards Opbyggelse af ny«. Den af LAURIDS WORSØE opførte Præstegaard umiddelbart Øst for Kirken, den nuværende Blegindgaard, er en trelænget Gaard, hvis straatækte Stuehus mod Syd - af Bindingsværk, med to nyere, grundmurede Fløjbygninger - bærer følgende Indskrift over den mod Nord, mod Gaardspladsen, vendende Hovedindgangsdør:

GUD HUUS OG HIÆM BEVAR,
OG OS FRA ULUCK SPAR

Paa Facaden mod Syd staar: »Anno 1731 d. 16 Augusti er dette Huus opsaat.« Og paa en Portbjælke i den østlige Længe, fra Gaardspladsen, læstes LAURIDS WORSØEs og hans Hustrus Initialer: »Anno - L. S. W. & I. M. B. - 1743.«29

I denne, Provst WORSØES gamle Præstegaard i Blegind, var det, at SOPHUS BAUDITZ - født 1850 i Aarhus, hvor han voksede op, og hvorfra han blev Student 1869 - i sin Barndom og Ungdom tilbragte mange skønne Ferier hos Sognepræst KNUD PETER KNUDSEN, Præst i Blegind og Hørning 1852-84, som BAUDITZ omtaler som »en Patriark blandt sine Sognebørn, . . . det fornøjeligste Menneske, man kunde tænke sig, . . . ivrig Fisker og lidenskabelig Jæger«. Fra Blegind Præstegaard har SOPHUS BAUDITZ hentet det meste af sit Stof til »Historier fra Skovridergaarden« (1889).

Gaarden fik Navnet Blegindgaard i 1909, da den ophørte at være Præsteresidens, idet Hørning da blev Hovedsogn med Blegind som Anneks, og Præsteresidensen forflyttedes til Hørning. Hørning Præstegaard, den sydvestligste Gaard i Byen, er opført i 1859 efter den store Brand den 14. Juli 1859, ved hvilken 9 Gaarde og 14 Huse af Hørning Bys 13 Gaarde og 27 Huse nedbrændte, og kun 2 Gaarde og nogle faa Huse slap helt uskadte.

Den 24. September 1742 fæstede30 Sognepræst WORSØE »det Jord til Blegind Kirke paa samme Bys Mark beliggende« (Htk. 1 Fdk. 2 Alb.), som hans Forgænger NIELS HIRTZNACH havde haft i Fæste før han. I Stedet for Indfæstning lovede WORSØE »til Blegind Kirkes Prydelse og Communicanternes Magelighed, paa egen Bekostning at lade forfærdige et Tralværk [Gitter] for Alteret hvilket eragtes at vil koste 4 à 5 Rd. «

underskrift
1762

Nogle Aar efter at LAURDIS WORSØE havde opført Præstegaarden, ansøgte han om ogsaa at maatte opføre en Præsteenkebolig. Grunden hertil var, at han »maatte billig befrygte, at hans Hustru, om hun skulde overleve ham, maatte efter hans Død med hendes mange smaa Børn blive husvild«. Til Blegind Præstegaard hørte en Plads, kaldet »Fellen«, beliggende ved Nordsiden af Blegind Kirkemur, - »en unyttig og til Agerdyrkning ubeqvem med Dige indgrøftet Plads, . . . af 18 Favns Længde og 15 Favns Bredde«. Ved kongelig Reskript af 29. Oktober 175331 tillodes det LAURIDS WORSØE paa denne lille, øde Plads ved Kirkemuren, tæt bag ved Præstegaardens Lade, at bygge »en fornøden liden Præste-Enke Bolig, som hans Hustru efter hans Død . . . maatte nyde fri uden nogen Husleje eller Afgift deraf at svare«; efter hendes Død skulde den vedblive at være Fribolig for Præsteenker fra Sognet, - hvis der samtidig skulde være flere Enker, da »den første Enke til Besiddelse for hendes Livs-Tid«. Skulde der ingen Enke være, skulde Enkesædet tilhøre Præsten, som »efterat det ham som andre Præste-Gaardens Bygninger efter lovlig Vurdering og Betalning er overleveret« - maatte benytte det, »imod at han, Præst efter anden, holder Huset vedbørlig i Stand for Præste-Enkerne ved merbemeldte Blegind Sogns Kald«.

I Enkeboligen boede formodentlig Provst WORSØEs Enke i de 10 Aar, hun overlevede sin Mand, i 1787 sammen med Datteren JOHANNE KIRSTINE. Den følgende Beboer af Enkeboligen var Enkens Broderdatter CASPARINE VIVICHE BØGH, der 1792-1836 var Enke efter den følgende Sognepræst i Blegind PEDER OLUFSEN BECH. Hun boede i 1801 sammen med sin 8aarige Datter PEDRINE PAULINE LAURENTIA BECH, en Tjenestepige DOROTHEA AUGUSTA WARDINGHUUS (S. 791) og sin c. 38aarige Broder Student LAURIDS HVIID BØGH der »arbejder i Litteratur«, og som døde i Enkeboligen 1803. Ved Folketællingen 1834 beboedes Præsteenkesædet, som det da og senere gerne kaldtes, alene af CASPARINE VIVICHE BØGH med en 17aarig Tjenestepige.

Efter Enkens Død 1836 har Huset muligvis været ubeboet i nogle Aar, idet det ikke kan identificeres blandt de i Folketællingslisterne 1840 og 45 nævnte Huse og Gaarde; der var i denne Periode ingen Præsteenke i Sognet.

Derimod viser Folketællingen 1850, at Enkesædet da beboedes af Præstegaardsforpagteren NIELS UDBY med Hustru, deres 8 Børn, 1 Plejesøn, 1 Karl og 3 Piger, i 1855 af Præstegaardsforpagteren CHRISTIAN ELLEY med Hustru, l Adoptivsøn, 1 Plejedatter, 1 Forvalter, 1 Karl og 2 Piger. I 1860 boede Mejeriforpagter JENS CHRISTIAN NIELSEN i »et Hus, der hører til Præstegaarden«, sammen med sin Hustru, 1 Datter og 3 Tjenestepiger, Forvalteren PETER CHRISTIAN ELLEY og den samme Adoptivsøn som 5 Aar før. Muligvis er det ogsaa Præsteenkehuset, der i 1870 bebos af Præstegaardsforpagteren JENS KRISTIANSEN med Hustru, 2 Børn, 3 Karle og 2 Piger.

Om Enkesædet hedder det i 1859,32 at dets Bygninger var rummelige, »dog skulde det formeentlig være meget trange Kaar, som skulde bestemme en Præsts Enke til at boe der«. Det blev omsider nedlagt i 1881, efter Sognepræst KNUD PETER KNUDSENs Andragende, ifølge Ministerialskrivelse af 2. November 1881,33 hvorved bestemtes, »at det til Enkesædet hørende brøstfældige Hus og en til Enkesædet henlagt Lod Matr. Nr. 41 af Blegind By og Sogn bortsælges underhaanden, førstnævnte til Nedbrydning, for Vurderingssummerne tilsammen 380 Kr., der inddrages iblandt Stiftsmidlerne til Forrentning til Fordel for Sognekaldet, og at den Grund, hvorpaa bemeldte Hus er opført, med tilliggende Have, der ialt udgjør ca. 2 Skp. Land, inddrages under Præstegaarden, imod at Beneficiarius i Erstatning derfor, naar der er Enke paa Kaldet, erlægger til hende - eller, forsaavidt der maatte være flere Enker, da til den af dem, der først maatte være bleven Enke paa Kaldet - som Tillæg til den hende tilkommende Enkepension af Kaldet 20 Kr. aarlig«.

Ved Auktionen over Skanderborg Rytterdistrikts Gods, der fandt Sted paa Skanderborg Slot den 23. April 1767 og de følgende Dage, købte den driftige Provst WORSØE, der vist var en ret formuende Mand, for 803 Rd. Blegind Sogns Kirketiende (13 Tdr. 4 Skp. Htk.), en Kirkejord i Blegind (Htk. Ager og Eng 1 Fdk. 2 Alb.) samt en Gaard Nr. 2 i Hørning By (Htk. Ager og Eng 1 Td. 2 Skp. 2 Fdk. og Skov 2 Alb.). Ved det kongelige Skøde af 22. August 1768, læst 10. April 1777 ved Skanderborg Birk, reserveredes Kongen Jus vocandi. Samtidig købte WORSØE vistnok hele den lille Dørup By (5 Halvgaarde) - de Dørup Mænd blev dog snart efter Selvejere - samt det Hus af 6 Fag i Bjertrup By, Hørning Sogn, og den Jord paa Bjertrup Mark, den saakaldte Tyrejord (Ager 1 Skp. 1 Fdk.), som han den 13. November 1773 for 95 eller 96 Rd. solgte til JOHANNES JENSEN WENDELBO i Bjertrup (Skøde 26. April 1774, læst 6. Oktober s. A. ved Skanderborg Birk). Ved Skøder af 26. April 1777, læst 11. December s. A. ved Skanderborg Birk, solgte Provst WORSØE sin ovennævnte Anneksgaard i Hørning By til dens to Fæstere RASMUS RASMUSSEN og MORTEN PEDERSEN.

I 1751 fandt der en højst forargelig Begivenhed Sted under en Gudstjeneste i Hørning Kirke, og Aaret før var det samme sket i Tilst Kirke, nemlig »at et Qvindemenneske, som plagedes af incontinentia urinae [ufrivillig Vandladning], udi Overtro, derved at finde Raad imod slig Svaghed, betjente sig af dette højst skammelige og forargelige Middel, at hun under Gudstjenesten, imedens Præsten endnu stod paa Prædikestolen, kom løbende nøgen ind udi Kirken og« - saaledes skete det i Tilst Kirke - »under trende Gange igientagen Bekiendelse af saadan sin Svaghed, slog trende Gange paa Alteret og straks derpaa begav sig ud igen«. I Hørning Kirke, »da et saadant nøgent Qvindemenneske paa slig ublu og superstitieux [overtroisk] Maade sig sammesteds ligeledes har indfunden midt under Prædiken, til største Skræk og Forargelse for Menigheden, blev Præsten ganske tavs, og Menigheden bukkede Hovederne ned i Stolene, undtagen en gammel Mand, der raabte til Mennesket: »Gak bort, og giør det ikke mere«.«

De to Tilfælde indberettedes til Myndighederne, og den 16. Juli 1751 udgik kongeligt Reskript til Stiftamtmand CHRISTIAN ULRICH NISSEN og Biskop PEDER HYGOM, hvem det paalagdes nøje at vaage over, »at deslige superstitieuse og forargelige Hændelser ej oftere skulde tildrage sig, og om sligt siden skulde ske, da nøje at undersøge, af hvem det begaas, og samme strax indberette til vedbørlig Strafs Lidelse«34.

Provst WORSØE efterfulgtes i Embedet af Sognepræst PEDER OLUFSEN BECH (d. 1792), der Aaret før sin Død ægtede Provstinde WORSØEs Broderdatter fra Allerup CASPARINE VIVICHE BØGH.

Om Provst LAURIDS WORSØE, der i Datiden havde et stort Ry som Aandemaner og i denne Egenskab blev benyttet af Folk i vid Omkreds, gik der dér paa Egnen i langt over Hundrede Aar efter hans Død adskillige Sagn35, i hvilke han figurerede under Navnet SlanteLavs eller Slanter-Lavst.

Efter Sagnenes Mængde at dømme har Hr. LAURIDS' Liv været een vedvarende, voldsom Kamp mellem ham og det ondes Fyrste, en Kamp, hvorfra den stærke og snilde Præst altid bar Sejren hjem.

Som der ofte i Fortidens Sagn tillægges den »ufødte« Kræfter langt ud over det almindelige, saaledes fortælles ogsaa om Slante-Lavs, at han ikke var født som andre. Mennesker, men skaaret ud af sin Moders Side, hvorved han havde faaet Kraft til at tage Kampen op med Mørkets Magter. For den Onde gjaldt det om at finde et eller andet mørkt Punkt i Præstens Fortid, som han kunde hage sig fast i, da hans Modstand derved fik større Magt. Nu havde Hr. LAURIDS som Barn eller Student engang stjaalet en Firskillingskage - andre siger en Toskillingskage eller en halv Skilling - fra en Hvedebrødskone; derfor maatte han altid, naar han manede, have en Firskilling ved Haanden at slynge i Halsen paa den Onde for at stoppe hans Gab. Denne Slant (lille Mønt) gav ham det Øgenavn, der fulgte ham overalt i Folkemunde. Og hver Gang Hr. LAURIDS stod Ansigt til Ansigt med Fanden, fik han altid de samme Haansord slynget imod sig: »Kommer du nu, Slante-Lavs og Slante-Ufødt.«

Som mange andre Præster, der ønskede at lære at mane Gengangere og andet lignende Utøj, havde Hr. LAURIDS ogsaa gaaet i den sorte Skole, hvor som bekendt Fanden selv underviser i de Ting, det ikke er godt for Lægmænd at kende til. Undervisningen foregik i Reglen i Hold, og Fanden maatte i Forvejen have Løfte om, at han som Løn skulde have den sidste, der kom ud af Skolen, naar de var udlærte. Nu var Slante-Lavs saa uheldig at blive den sidste paa sit Hold, og Djævelen var da ogsaa straks parat til at snappe ham, men han lod sig ikke forbløffe og sagde ganske rolig: »Bi dog en lille Smule, til jeg faar mit Strømpebaand bundet.« Det gik Fanden ind paa, men LAVS var klog nok til ikke at binde Baandet, og saaledes blev Fanden narret. - Ifølge en anden Beretning havde Slanter-Lavst gjort Akkord med Fanden om, at denne efter en vis Aarrække maatte komme og hente ham. Han kom da ogsaa til Tiden. Saa siger Præsten, om han ikke lige maatte gaa op i Kirken og læse en Bøn først. Jo, det maatte han da, og han gik. Der turde Fanden jo ikke komme ind, men da det varede noget længe, saa raabte han endelig ind til ham, om han ikke snart kom. Jo, om han ikke kunde give Tid, saa længe han bandt hans venstre Strømpebaand? Jo. Men saa bandt han det aldrig, og saa kunde Fanden ikke tage ham.

Da Slanter-Lavst var i Aarhus som Student, gik han en Aften op til Biskoppen og fortalte, at der var tre Præster i Lag med Fanden ude ved Stadsgaard Skov, og at Biskoppen skulde tage ud og redde dem. »Ja, Vorherre skal redde dem, jeg kan ikke.« - »Da er det ikke des kønnere gjort.« - »Kan han da, LARS, saa vil jeg levere ham Heste og Vogn at køre derud paa.« Nej, han vilde kun drage af, hvis Biskoppen vilde følge med. »Men det er vel for sildig, naar vi kommer.« - »Nej,« siger Slanter-Lavst, » det er ikke for sildig, a har bundet saadan for dem, to de skal nok blive stillet, til a kommer til dem«. Der blev spændt for Vognen, og de kørte derud saa hurtigt som muligt . . . Lidt efter siger Fanden til ham: »Kommer du nu der, Slanter-Lavst.« Ja, siger han, han skulde nok komme ham i tale. Saa gav LAVST sig i Lag med Fanden, som han til sidst fik gjort til en Hest, hvorefter han tog en Silketraad og lagde et Bidsel paa ham med den, saa han kunde trække med ham, og trak ham ned til Brabrand Sø, hvor han satte ham ned i et Dyndmorads, saa langt fra Stadsgaard, at han aldrig kunde komme tilbage dertil, men de aftalte dog, at Fanden vilde et Kokketrin nærmere til Gaarden hvert Aar. Saa kørte Slanter-Lavst tilbage med Biskoppen, der sørgede for, at han fik et godt Kald til sidst.

Som ovenfor nævnt udtalte Biskop HYGOM, at LAURIDS WORSØES Mæle og udvortes Gaver til at tale ikke var de bedste. Sagnet fortæller da ogsaa, at »han var saa stilletalende som Prædikant, for nogle, han havde været i med, havde klemt ham, og saa havde han taget Skade i Mælet«. Men om det var levende Mennesker eller Mørkets Magter, fortælles ikke.

Slante-Lavs brugtes meget til at mane Spøgelser og Genfærd; dertil har vist ingen Præst i Danmark været saa dygtig som han. Han »drog det halve Land om at mane, de maatte herned, det kunde ikke hjælpe, de krummede dem«. Engang maatte han drage helt til Føvling, hvor en Mand, der var død, var slem til at gaa igen, endog ved højlys Dag. Da Slante-Lavs havde manet ham, blev der Rolighed. Ogsaa paa Østbirk Mark havde han manet en ned; dér skulde man vare sig for at rokke ved den Pæ1, der var rammet gennem Gengangeren. Paa sædvanlig Vis drev han Gengangerne ned i et trebundet Markskel og bandt dem der. Endnu i vor Tid 36 staar paa Vejen mellem Hørning og Blegind en gammel Poppel, kaldet »Slante Laurs Pil«, hvor han efter Sagnet manede Fanden ned.

Amtmand GRABE i Skanderborg, som i levende Live havde lavet mange Kunster, som Folk ikke var tjent med, drog efter sin Død omkring og gjorde Folk Besværlighed. Man fik da fat i Slanter-Lavst, som Folk brugte meget paa den Tid, for at mane ham; da han kom og hørte, hvad det drejede sig om, sagde han: »Ja, han er farlig og ikke nem at gøre det ved; men jeg kan jo nok standse ham noget.« De skulde da drage ud i Dyrehaven og finde en Afkrog, han kunde gemme ham i. Men da nu Præsten havde udtalt, at Gengangeren var saa farlig, blev nogle Skanderborgere bange for, at de ikke blev ham kvit, naar han var saa nær ved dem. Slante-Lavs bad da dem, der var bedst kendt paa Egnen, om at anvise ham den Plads, der var mest besværlig for Amtmanden at køre paa, eller hvordan han nu vilde være paa Færde. Et Par Stykker, der havde været med de kongelige Jægere paa Taaning Mark, anviste nu det Sted, der kaldes den dybe Bæk, tæt ved Lille-Taaning. Det var en uhyre stor Fordybning, der dengang var helt ufremkommelig. Der skulde Amtmanden have sin Plads, og dér kørte han siden frem og tilbage med fire sorte Heste for Kareten.

Men det var navnlig Fanden, Slante-Lavs manede. Hans Kuske havde det strengt med Nattekørsel, for naar en Sjæl var i den yderste Fare, stod Hr. LAURIDS altid til Rede. Saaledes blev han en Nat kaldt til et Dødsleje en god halv Times Kørsel fra Præstegaarden; ved Enden af den døende Mands Seng stod der en sort en med Menneskeskikkelse, men den ene af hans Fødder var en Hestefod. »Har jeg dig nu igen, Slante-Lavs og Slante-Ufødt!« raabte den sorte. »Der er din halve Skilling,« svarede Præsten og kylede den i Flaben paa ham, tog dernæst sin Bog op af Lommen og begyndte at læse, men den sorte slog den ud af Haanden paa ham. Præsten tog straks en anden Bog op af Lommen, men den gik samme Vej som den første. »Jeg har endnu en Bog,« sagde han og tog den tredie Bog frem, og omsider maatte Fanden give tabt. Denne bad til sidst om Lov til at slippe ud af Døren, men saa vilde han uvægerligt have taget et Fag Vægge med sig. Slante-Lavs tog derfor en Knappenaal og stak dermed et Hul i Vinduesblyet, og dér maatte Fanden igennem.

En anden Gang drejede det sig om en, der havde lovet sig til Fanden, men da Tiden var kommet, at han skulde have ham, havde han faaet mange Præster til at møde for at fri ham. De havde hver tændt sig et Lys og sat det derinde. Lidt efter kom gamle Slanter-Lavst, han spurgte, om han ogsaa maatte tænde et Lys. Jo, det fik han Lov til, og saa satte han det over Døren, de andre stod, hvor det kunde træffe. Endelig kom Fanden. Da han havde staaet og set sig lidt om, sagde han: Ja, var det nu ikke den gamle, der sad ved Kakkelovnen, saa skulde han have lært dem noget andet, men nu var han gaaet ind under hans Lys. Saa spurgte han om Lov til at komme ud af Døren igen. Men det sagde Slanter-Lavst Nej til, og saa prak han et Hul i Vinduet, dér maatte Fanden ud.

En Dag da Slanter-Lavst stod paa Prækestolen, holdt han op midt i sin Præken og bad Menigheden ikke fortryde paa, at han gik bort lidt, for der var en Sjæl i Fare, som skulde frelses. Dermed gik han ned af Prækestolen og hjem til Præstegaarden, der laa tæt ved Kirken. Da han kom op i sit Studerekammer, stod Stuepigen der, og en sort Hund sad og gloede paa hende med sine gloende Øjne. Hun havde været ved at gøre rent i Kammeret og havde da af Nysgerrighed kikket i nogle af Præstens Bøger, hvorved Cyprianus37 da ogsaa var falden hende i Hænderne. I Stedet for at lægge den bort, var hun bleven endnu mere nyfigen og havde læst saa længe i den, til hun havde faaet Fanden læst til sig og kunde nu ikke blive af med ham igen. Saa sagde Præsten: »Ja, jeg ved nok, min Pige! du har ikke gjort det af Ondskab, men du skulde lade saadanne Bøger ligge, nu maa du give ham en Gave for at blive fri for ham.« Ja, det vidste hun ikke, hvad skulde være. »Ja, du kan jo give ham det gamle Forklæde, du har paa.« Pigen løste det af med Glæde og smed det til Hunden. Saa maatte den lade sig nøje og pikke af, men Præsten gik igen op i Kirken.

En Nat maatte Slanter-Lavst til Randers. Om Aftenen Kl. 10 omtrent, det var Mørke og Mulm, kom han og kaldte paa sin Kusk, Sorte-Rask, der var gaaet i Seng. »Hvor skal vi nu køre hen 7« spurgte denne, da han var kommet i Tøjet. »Ud af Porten og giv Hestene Tømmen, og du skal ikke kere dig om nogen anden Ting.« Saa gør han det. De kører da omtrent en Times Tid, og Sorte-Rask vidste ikke, hvor de kørte hen, han tykte, det var ligesom de farede i Luften. Endelig kørte de paa Stenbro - de var paa Randers Gade. Slanter-Lavst gik ind i et Hus, hvor Fanden var i Lag med at skulle have en døende Pige. Der havde allerede været en Præst, og han kunde ikke fri hende. Hun havde forset sig saa meget, at end ikke Slanter-Lavst ret kunde redde hende. Da fik han Fanden til at gaa ind paa, at hun skulde være fri saa længe, indtil det Lys, der stod for dem, var brændt ned. Da Slanter-Lavst havde faaet denne Indrømmelse, tændte han et andet Lys, slukkede det første og puttede det i sin Lomme. Ved denne hans Snildhed blev Pigen frelst.

Der skulde baade Snildhed og Mod til at mane. Det var ikke enhvers Sag. Det fik Degnen i Blegind at mærke, da han engang vilde fuske Hr. LAURIDS i Værket; han blev i den Grad gaaet paa af Djævelskabet, at han først blev reddet i yderste Nød, da Præsten selv kom til Stede, men da sad Degnen ogsaa helt oppe paa Loftet.

Jo, Slante-Lavs havde stor Magt. Det siges om ham, at han aldrig kørte ud med mere end tre Hjul under Vognen, fordi han, naar han vilde, kunde tvinge Fanden til at bære ved den fjerde Aksel. I hvert Fald var dette Tilfældet, naar han havde manet Fanden.

Da Slanter-Lavst en Nat var ude at køre, som han var saa tit, blev Bæsterne lige med et stædige og vilde ikke af Stedet. Saa vendte han sig lige om og sagde til Kusken: »Aa, driv den Mand af Vognen, som kører med os!« Karlen kunde ingen Ting se. »Aa, giv ham en tre Slag med din Pisk, saa gaar han nok af!« Det gjorde Karlen. Derefter sagde Præsten, at han skulde staa af og tage det frahaands Baghjul fra Vognen og lægge det op i Bagkurven. »Det gaar nok ikke an, Fa'r!« sagde Karlen, »saa kan vi jo ikke køre.« - »Jo, det skal du ikke bryde dig om. « Saa kørte de, og det gik meget godt. Til Slut maatte Kusken køre Vognen ud i Dammen og spænde Bæsterne fra, men lade Vognen staa. Næste Morgen stod den ude i Kæret paa alle sine fire Hjul.

Da Slante-Lavs og Fanden kom ud til Vognen fra den ovenfor nævnte Mands Dødsleje, bød Præsten sin Kusk, SØREN, at han skulde tage det højre Baghjul af og lægge det i Vognen, satte sig selv op og sagde: »Kør i Jesu Kristi Navn.« Paa Hjemvejen kom de forbi en Dam, der var fuld af Mudder, Præsten bød SØREN køre rundt i den nogle Gange. Den arme Djævel, som gik i Stedet for det ene Baghjul, maatte jo rundt i Dammen med. Lidt senere gjorde de Holdt ved en Mose, hvor Slante-Lavs manede den sorte Djævel 27 Favne ned i Jorden. Kusken SØREN forsikrede siden, at han aldrig, hverken før eller siden, havde mærket saa hæslig en Stank som den, Fanden lod gaa fra sig, da han kom op af Dammen. - En anden Gang, paa Hjemturen fra Randers, da det frahaands Baghjul allerede var lagt i Bagkurven, blev Vognen dog for tung; først da ogsaa det tilhaands Forhjul var lagt i Kurven, blev Fanden medgørlig, men efter den Tur lod LAVS ogsaa spænde fra i Præstegaardens Møddingpøl, og der maatte den Onde staa til næste Morgen, da Præsten kom ud og løste ham.

Naar Fanden selv saaledes Gang paa Gang blev den lille over for Slante-Lavs, er det ikke underligt, at denne havde let Spil over for jordiske Forbrydere.

En Mand i Blegind stjal engang flere Nætter af nogle gode Æbler i Præstegaardshaven, og da en af Karlene spurgte Præsten, om han ikke skulde stille sig paa Vagt for at fange Tyven, fik han det Svar: »Det behøves saamænd ikke, for nærenstid du staar op i Morgen tidlig, saa kan du gaa derud og se ad.« Og næste Morgen sad ganske rigtig en af Byens Mænd oppe i Træet, men det var umuligt at faa ham hjulpet ned, før Præsten selv kom og løste ham med Ordene: »Det er sært, du ikke er klogere end at befatte dig med saadant noget.«

Naar Slante-Lavs drog ud, kunde han lige godt se, hvad de bestilte hjemme. Engang da han var borte, vilde Folkene leve højt saa længe, og Pigerne vidste nok, hvor Tønden med det gode Øl var. Men da en af Pigerne havde tappet af denne Tønde, kunde hun ikke faa Tappen i igen. Hun maatte staa med Fingeren i Hullet, til Præsten kom hjem og løste hende med Ordene: »Hvad vilde du der efter?« - En Aften, da Præstegaardens Piger mod Hr. LAURIDS' Vilje vilde gaa til Bal, gik de vild paa Vejen og blev ved at gaa til den lyse Morgen; først da opdagede de, at de hele Tiden var gaaet i Kreds omkring Præstegaarden.

Da Slanter-Lavst en Dag kom gennem Skoven ved Haarup paa Vej fra Silkeborg, kom der en mandolden Tyr efter ham, og han for hen og vilde op i en Bøg, men han kunde ikke komme op i den. Saa forbandede han den, og den gik ogsaa ud. Derefter rendte han videre op i Skoven og kom til en Eg, som han kom op i. Den lyste han Velsignelse over, og den var fuld af Agern hvert evige Aar.

- At en Mand som Slante-Lavs selv skulde komme til at gaa igen efter sin Død, er ikke mærkeligt. Dette skete da ogsaa, nemlig ved den gamle Eg i Haarup Skov Øst for Silkeborg. Præsten i Gødvad skulde mane ham og gik efter ham flere Aftener, men kunde ikke faa ham til at tale, og saa kunde han ikke mane ham. Præsten havde en Karl, der hed JENS, og han skulde nu hjælpe til ved det. JENS fik saa en Studepude om Halsen som Krave, og saa gik han foran, medens Præsten listede sig bagved, saa Gengangeren ikke kunde se ham. Da nu Gengangeren kom, sagde han: »Skal du være Præst i Aften, JENS?« Da traadte Præsten straks frem og sagde: »Nej, JENS skal ikke være Præst, men her er Præsten.« Da Slante-Lavs nu havde talt, fik Gødvad-Præsten Bugt med ham og manede ham ned ved den gamle Eg, tæt ved en Sø, der kaldes Lille-Sø.

Slantelaus blev begravet paa Blegind Kirkegaard lige under et trerammet Vindue i Præstegaardsladen. Glasset i det Vindue kan aldrig være helt, paastaar man; selv om man sætter nyt Glas i hver Aften, er det i Stykker om Morgenen. Aarsagen hertil er, at Præsten hver Nat staar op af sin Grav og gaar gennem Vinduet op paa Ladet, hvor der af den Grund siden hans Død hverken har siddet Halm eller Hø.38

I Blegind Kirke skal der ved Siden af Alteret findes en mørk Plet, der med lidt god Fantasi nok kan ligne en knælende Præst, der hæver Hænderne mod Himlen. Det skal være Slante-Lavs, som paa denne Maade er foreviget til Straf, fordi han gav sig af med Sortekunster. Denne Plet ved Alteret kan aldrig forsvinde, hvor ofte den ogsaa kalkes over.39

Provst LAURIDS WORSØE er den første, der førte Slægten WORSØES Vaaben, dog kun med et W i Skjoldet. Det egentlige WORSØE-Slægtsvaaben er: Skjoldet tværdelt af Sølv og rødt; i første Felt tre stilkede røde Tulipaner, hver med to grønne Blade, i andet Felt et Guld-W. Hjelmmærke : Tre stilkede røde Tulipaner, hver med to grønne Blade. Hjelmklæde : Indvendig Sølv, udvendig rødt. (Gengivet i »Vaabenførende Slægter i Danmark« I, S. 150 (1946).)

D. 12. Juli 1780 i Blegind Præstegaard, begravet 20. s. M. paa Blegind Kirkegaard.

Han og hans Hustru havde 25. December 1767 faaet kongelig Bevilling til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder.

I den lille Blegind Kirke findes i Koret en Trætavle med følgende Indskrift:

tavle

uden For den østre SideKierkens Gavl
der neden hviler
Lauridz Sørensen Worsøe
forhen
Sogne-Præst for Blegind og
Hørning Meningheder i 41 Aar,
og Proust i Hielmsløv Herred i
17 Aar, Født 1710, Død 1780.
og hans Hustrue
Ide Margrethe Bøgh,
Født 1716. Død 1790.
tilligemed 7 af Deres tilsammen
auvlede 15 Børn, Gud lad os
samles med disse Kiere Wenner
i den glade Evighed.

I »Den Viborger Samler« for 31. Juli 1780 offentliggjordes følgende »Gravskrift«:

Her udi giemmes
Støvet
af
Den udi Livet
Velædle Velærværdige og Høilærde
Nu hos Gud salige Mand
Hr. LAURITZ SØRENSEN WORSØE,
Retsindig og berømmelig Proust over Hielmslew Herred i 18
Aar, aarvaagen og retskaffen Siælesørger for Trige og Ølsted
Meenigheder i 3 Aar, og for Blegind og Hørning Mee-
nigheder over 41 Aar;
Som ved sin
Grundige Lærdom, viise Raad, nidkiere Fliid, redelige
Hierte, oprigtige Tienstfærdighed, sande Gudsfrygt, og
følgeværdige Exempel i sit heele Levnet, opbyggede
sine Meenigheder over 44 Aar;

Og
Trofaste Kierlighed, faderlige Omsorg, Forsorg og Omhygge-
lighed for sine Børns Opdragelse og utrættelige Arbeidsomhed,
glædede sin Ægtefælle, forfremmede sine Børn og ernæ-
rede sin Familie med Ære i 44 Aar;
Og
Roesværdige Livs Begyndelse, fornøiede sine christelige For-
ældre paa Sødringholm den 18 October 1711;
Og
Kierligste Ægteskab, indgaaet d. 8 Novbr. 1736, med sin
nu dybsørgende Enke,
Mad. IDE MARGARETHA BØGH.
Blev af Gud velsignet med 15 Børn 8 Sønner og 7 Døttre.
hvoraf 3 Sønner og 2 Døttre tillige med deres Moder
i veemodig Sorg overleve ham;
Og Salige Endeligt indgik i Herlighedens evige Rige
d. 12 Julii 1780.

At hans Alder ei naaede fleere end 68 Aar og 9 Maaneder,
begrædes veemodig, ei aleene af hans efterladte Enke, Børn
og Meenigheder, men af det heele Herred, ja
af alle i den ganske Egn.

Retskafne Lærer Tak, Tak allerbedste Mand og Fader,
For Lys, Raad, Hielp og Trøst for heele Egnen Du forlader
Vi føle nu det største Tab, to Meenigheder hendtes
Da deres Lys med dit bedrøved' Huuses Glæde endtes.
Ak! trøst os nu al Trøstens Gud, før alle vi vansmægte,
Vor sorrigfulde Hierters Saar her aldrig blive lægte.
Men før os saa i Haab og Troe og dine Budords Veie,
At vi med ham ved Jesum faae din Salighed i eie.

1440 Børn

Note 15-40 side 733-737

15. 18. Oktober 1711 ifølge Gravskriften i »Den Viborger Samler« 31. Juli 1780, S. 244; Oktober 1710 ifølge Aldersangivelsen (»69 Aar 9 Maaneder«) i Blegind Kbg. ved hans Død; 1710 ifølge Tavlen i Blegind Kirke; 1709 ifølge det teologiske Fakultets Distinktionsprotokol og Nekeologen i »Den Viborger Samler« 24. Juli 1780, S. 239. Ved Skiftet efter sin Moder 5. Februar 1724 angives han at være 12 Aar gammel. Da en Søster vides at være født i Oktober 1710, er LAURIDS sikkert født 1711.

16. Oplysningerne om SØREN LAURITSEN stammer især fra Skiftet efter hans Enke (Skanderborg-Aakjær Amters Konceptskifte Nr. 19, 5/2 1724-6/7 1725, LA i Viborg). Skiftet er tidligere benyttet, bl. a.Magister I. C. HANSEN, Viborg, i en lang Artikel: Møllere i Hads Herred, i Aarhus Stiftstidende 27. og 28. December 1938. SØREN LAURITSEN er Søn af Skipper i Aalborg LAURITS SØRENSEN, der ved sin Død ejede et Hus i Slots gade, Vor Frue Sogn, og Hustru MAREN CHRISTENSDATTER (d. 20. December 1712 i Aalborg, Skifte Nr. 560). Ved Skiftet efter ham 22. August 1694 (Aalborg Kjøbstad originale Skiftebreve Nr. 267) levede følgende 5 Børn:

17.

1. ANNE LAURIDSDATTER, * c. 1671, d. 30. December 1733 i Fjerritslev, Kollerup Sogn (V. Han Herred), begravet 8. Januar 1734, ~ 1. før c. 1697 JENS JENSEN SOMMER, Konsumtionsbetjent i Aalborg, Skifte 1. August 1718.Mindst 2 Børn. ~ 2. 3. December 1720 i Kollerup BERTEL POULSEN KJÆRULF, * 1685 i Sønderholm, Student 1707, Degn i Kollerup og Skræm, boende i Fjerritslev, d. 25. December 1748 i Kollerup Kirke under Gudstjenesten, begravet 3. Januar 1749. (C. KLITGAARD: Kjærulfske Studier (1914-18), 141 f.). Ingen Børn.

2. SØREN LAURITSEN, * c. 1673, EjerVaarsø, d. 1723. Se S. 485 f.

3. CHRISTEN LAURITSEN, * c. 1675; 1758 hedder det om ham, at han »foer til Skibs fra Holland til Ostindien, men vides ej enten er levendes eller død, eller har efterladt sig nogen Arvinger«.

4. MAREN LAURIDSDATTER, * c. 1677, d. 17. Februar 1756 »om Eftermiddagen ved 2 slet« i Blegind, begravet 25. s. M. paa Kirkegaarden. Skifte 8. August 1758 (Skanderborg-Aakjær Amter). ~ NICOLAI BERTELSEN, * c. 1675, Farver i Aalborg, laante i 1717 af sin Svoger SØREN LAURITSEN 98 Rd., »som han mig til min elske kiære Moder hendes Giælds Afbetaling, jeg har paataget mig at svare, venlig laant haver«. Samtidig omtaler Farveren sin Svoger MATTHIS JØRGENSEN HVID. - Testamente 12. Juli 1726, d. 1751 i Aalborg, begravet 1. Oktober (Vor Frue). Mindst 1 Barn:

a. LAURS, * 1721 i Aalborg, døbt 9. Februar, d. s. A., begravet 30. Maj (Vor Frue).

5. HANS LAURITSEN, * c. 1686 i Aalborg, tjente 1712 i Rentekammeret i Kbh., Skibsskriver, boede 1721 (og 25) i Christiania, d. i Januar 1754 hos sin Brodersøn i Blegind Præstegaard, hvor han »de sidste 12 Aar havde holdet Skole for Byens Børn«, begravet 19. s. M. Skifte 16. s. M. (Skanderborg-Aakjær Amter).

18. Øen Vaarsø (16 Tdr. 1 Skp. Htk.), »som tilforn har ligget under Boner«, der 1630-58 ejedesCHRISTIAN IVs Hustru Grevinde KIRSTINE MUNK, blev af denne i 1645 fæstet til Borgmester i Horsens OLUF HANSEN SVANE paa Livstid; han købte Vaarsø ved Skøde af 23. September 1661 af KIRSTINE MUNKS Datter HEDEVIG, EBBE ULFELDTS Frue. Efter Borgmesterens Død (senest 1664) arvedes Vaarsø af hans Børn, af hvilke ERNST, HANS, ELIAS og FREDERIK OLUFSEN SVANE ved Skøde13. Januar 1693 (læst ved Vor-Nim Herredsting) solgte deres Part i Vaarsø til deres Broder OLUF OLUFSEN SVANE, som ved Kommissariedom15. April 1697 tildømtes at beholde Øen. Han døde i 1702, og Aaret efter ægtede hans Enke KAREN BURCHARD MICHEL MOGENSEN FOG, efter hvis Død 1722 Vaarsø som nævnt gik udSlægtens Eje. (Slægten SVANE i Patriciske Slægter III (1915), 247). Efter FOG, der begravedes 10. Juni 1722, findes Skifte i Pakken med Konceptskifter i Skanderborg-Aakjær Amter, 1710-22 (LA i Viborg), hvori Auktionen i Juli 1722 omtales.

19. Kalkunsk (Tysk: Kalekuttisch) kommerCalicut, Hovedstad paa Malabarkysten, den sydlige Del af Forindiens Vestkyst.

20. Kirkehistoriske Samlinger V 5 (1909-11), 800.

21. Lidt afvigende Oplysninger gives i BOLETTE ENGELBRETHS nævnte Brev fra 1790'erne, der fortsætter: »og disse Børn kom ud paa en Ø, som hedder Alrø. Der kom 2de Sønner: Provsten i Viborg kom til at vogte Svin for en Bonde, som var hans Formynder, Provsten i Vejlby kom til at vogte Gæssene hos hans Formynder paa Alrø. Dette varede kun kort, da Overformynderen besørgede, at de kom i Horsens latinske Skole og forvandt deres Hyrdestav til brave Mænd, og fik en bedre Hjord at sørge for. Vores sl. Moder [MARIE ELISABETH WORSØE] kom til Provsten BENTZON i Være Præstegaard; der blev hun befriet vores sl. Fader. Hun var en gudfrygtig og sagtmodig, venskabelig, omhyggelig Moder, for vores Fader en trofast Ægtefælle«.

22. Østjydsk Hjemstavn 1937, 39-44.

23.SØREN LAURITSENSog Hustru JOHANNE LAURSDATTER MØLLERS 9 Børn:

1. HOLGER SØRENSEN (WORSØE eller) REETZ, * c. 1707, kaldes i Skiftet efter Forældrene stadig HOLGER SØRENSEN, men underskriver sig i samme i 1726 HOLGER SØRENSEN REETZ (utvivlsomt opkaldt efter Amtmand over Dronningborg Amt, Etatsraad HOLGER REEDTZ til Palsgaard (d. 1707); tjente 1725 i Randers (S. 487); rejste siden til Norge, hvor han 1737 boede som Sergent i Kongsberg; Broderen LAURIDS WORSØE skriver i Blegind Kbg. ved sin Datter JOHANNE MARIE WORSØES Daab 1. Marts 1742, at hun blev »frembaarenmin Broder HOLGER RITZOS Kiereste fra Kongsberg i Norge AHLET RITZ«, d. før 1758 (i Kongsberg?); havde da ingen Livsarvinger. Mindst 1 Søn:

a. SEVERIN REETZ, f. 1737 paa Kongsberg, døbt 2. Juni, begravet 22. s. M. sst.

2. MARIE ELISABETH SØRENSDATTER WORSØE, * c. 1709; opvoksede efter Forældrenes Død i Vær Præstegaard hos den unge Sognepræst PEDER BENTZON, der 1723 blev Præst i Vær. D. 1751 i Fillerup i Odder Sogn, begravet 12. November. ~ 12. September 1726 i Vær KNUD ENGELBRETSEN, * 1700 eller 1701 i Oslo; fra 9. April 1723 til sin Død Herredsskriver i Hads Herred, Fæster (under Rathlousdal) af Fillerup Overmølle i Odder Sogn, d. 1767, begravet 16. Marts i Odder.

(KNUD ENGELBRETSEN - 2) 17. Julie 1753 i Odder Kirke CATHARINE MICHELSDATTER, d. 1760, begravet 18. April i Odder).

(Om KNUD ENGELBRETSEN og hans Efterslægt, hvortil bl. a. hører Professor CHR. MOLBECHS Hustru JOHANNE CHRISTINE LANGBERG, se Østjydsk Hjemstavn 1952, 90, 1953, 39-48, og Kirkehistoriske Samlinger V 5 (1909-11), 254-314 og 795-806, samt LENGNICKS Engelbreth-Stamtavle. - Af Fillerup Overmølle, der brændte i 1890 og ikke siden blev bygget op som Mølle, er kun meget lidt tilbage; paa dens Sted findes nu et Savværk. BilledeMøllen i 1880'erne i Østjydsk Hjemstavn 1944, 34).

Af KNUD ENGELBRETSENS muligvis 14 Børn i første Ægteskab kendes fig. 12, hvoraf de 11 yngste er født i Fillerup; Børnene brugte Navnet ENGELBRETH.

a. JOHANNE KNUDSDATTER, * naar og hvor? ~ 2. Juni 1747 i Odder NIELS NELLEBLAD, Møller i Tingstedholms Mølle.

b. BODIL (Tvilling), døbt 26. Marts 1730 i Odder, begravet 2. April s. A. sst.

c. IDE (Tvilling), døbt 26. Marts 1730 sst., begravet 2. April s. A. sst.

d. BOLETTE ENGELBRETH (døbt BOEL), døbt 8. Juli 1731, d. 1794. ~3. August 1759 i Fjellerup SØREN MØNSTED, * c. 1722, Foged paa Mejlgaard, 1769-86 Ejer Hessel, d. 1786 sst., begravet i Homaa Kirke.

e. SØREN ENGELBRETH, døbt 13. September 1733; Generalrevisor ved Tallotteriet, Justitsraad, d. 1801. (Se DBL; Fader til » Danmarks lærdeste Præst«, Dr. theol. W. F. ENGELBRETH i Lyderslev). Om hans 2 Sønner og 7 Børnebørn se BJARNE TEILMANN: Stamtavle over Slægten Teilmann (1928), 52.

f. ENGELBRETH, døbt I. Maj 1735, begravet 15. Marts 1739 i Odder.

g. DORTHE SOPHIE ENGELBRETH, døbt 29. Juni 1738, d. c. 12. Marts 1778 i Fillerup Overmølle, begravet 24. s. M. Skifte 9. April s. A. (Rathlousdal): 375 Rd. 2 Mk. 11 Sk. / 176 Rd. 1 Mk. 8 Sk. = 199 Rd. 1 Mk. 3 Sk. ~15. April 1757 i Odder RASMUS JENSEN FENSTEEN, * c. 1734 paa Fensteen Hovgaard i Gosmer Sogn, (17. November 1756?)-10. September 1790 Fæster (under Rathlousdal) af Fillerup Overmølle efter sin Svigerfader; var svag og skrøbelig, da han i 1790 overdrog Møllen til sin Søn KNUD RASMUSSEN FENSTEEN (* c. 1767); d. 1796? - 7 Børn.

h. JOHANNE KIRSTINE ENGELBRETH, døbt 28. August 1740; boede 1787 som Vaskekone i Borregade i Horsens, d. 4. Juni 1815 i Aarhus, begravet 8. s. M. (Domsogn).

~ 1. 2. Oktober 1759 i Odder BENT GUNDERSEN LANGBERG, * c. 1728 i Randlev, 9. Oktober 1758 Fæstehusmand (under Rodstenseje) i Odder By og Sogn, Skrædder sst., d. 1779 sst., begravet 15. Marts, Skifte 7. April s. A. (Se LUDV. KR. LANGBERG: Gunder Andersen Langbergs Efterkommere (1923), 121 ff., 206). - 12 Børn (* 1760-79 i Odder).

~ 2 1. Oktober 1784 i Odder PEDER NIELSEN eller BENZEN, * c. 1738, tjente 1784 og 87 paa Aakær i Falling Sogn, muligvis den PEDER BENZEN, der 1801 var Taffeldækker paa Clausholm, og som døde, 83 Aar gammel, den 3. Juni 1822 i Voldum Sogn, begravet 7. s. M.

i. EDEL FRIDERICHA ENGELBRETH, døbt 23. September 1742, boede 1766 i København? d. 26. Februar 1832 (Berlingske Tidende 1832 Nr. 57) i?

(Hendes uægte Søn RASMUS døbt 20. Februar 1762 i Odder).

~ 1. c. 1759 CHRISTIAN HENRIK SELCHAU, * 3. December 1718 i Schlesien, Proprietær, 1757-88 EjerBenzonslund (nu Dønnerup) i Holmstrup Sogn ved Jyderup, d. 15. Februar 1788 sst., begravet 25. s. M. i Jyderup Kirke. - 5 Børn.

~ 2. 16. Juli 1802 »i Huset« i Holbæk HANS CHRISTIAN LUND, * c. 1734, 3. April 1761 Byfoged i Holbæk, 19. Maj 1774 - 8. April 1808 tillige Borgmester sst., fra 5. Juli 1805 tillige Byskriver sst., 9. Februar 1778 Kammerraad, d. 15. Oktober 1808 i Holbæk, begravet 22. s. M. - Ingen Børn.

j. ENGELBRETH, døbt 9. August 1744, antog Navnet MØLLER, Guldsmed i Trondhjem, gift 3 Gange, Stamfader til en talrig Efterslægt.

k. SOPHIE AMALIE, døbt 27. August 1747, d. lille?

l. ØLLEGAARD SOPHIE ENGELBRETH, døbt 30. August 1750, d. 1803 i ?

~ 1. 1779 (efter 8. Januar) i Mørke Sogn Enkemand ANDREAS LADORPH, * c. 1716, 1737-82 EjerMørkegaard (siden 1871: Toftholm) i Mørke Sogn ved Jyderup, 11. Marts 1738 virkelig Kammerassessor, d. 11. April 1782 i Mørke Sogn, begravet 17. s. M.

~ 2. 1784 (efter 30. Marts) i Mørke Sogn CHRISTIAN HENRIK HVIID, * ? 1784-93 EjerMørkegaard, Kammerraad, d. efter 1793.

3. ANNE SOPHIE WORSØE, * 1710 paa Løvenholm, døbt 12. Oktober i Gesing Sogn; blandt hendes Faddere var Morbroderen DETLEV MØLLER; d. før c. 1716.

4. LAURIDS SØRENSEN WORSØE, * 18. Oktober 1711(?) paa Sødringholm, Provst, d. 1780. Se S. 485-495.

5. DETLEF SØRENSEN WORSØE, * c. 1713 paa Sødringholm, 1735 Købmand i Haderslev, d. 1759-94, næppe sst. Da hans første Hustru var død, oprettede han en Kontrakt med sin Svigerfader 12. Maj 1736, ifølge hvilken han beholdt det af ham hidtil beboede Hus, som hans Svigerfader havde bygget til ham umiddelbart ved Sidensit eget. Da han næste Aar agtede at indgaa nyt Ægteskab, blev der ved Skifte 3. Januar 1737 tillagt Datteren1. Ægteskab 400 Mk. lybske i mødrene Arv. Hans 2. Hustrus Navn nævnes ikke, men er rimeligvis den HELENA MARIA SCHRÖDER han var gift med i 1747; dog kan denne ogsaa være hans 3. Hustru. - Ved Branden 17.-19. Juli 1759, da 170 af Haderslevs 343 Beboelseshuse nedbrændte, mistede WORSØE 2 ham tilhørende Huse, et paa SydsidenStoregade (omtrent ud for Vestergade og Lille Slagtergade) og et paa Nordsiden of Vestergade (mellem Pladsgade og Lille Slagtergade) (T. O. ACHELIS: Haderslev i gamle Dage (1926-29) II 329 f., 332 f.).

~ 1. MARIA MARGRETHA RIEDEL, d. i Barselseng nogen Tid før 12. Maj 1736, DatterTOBIAS RIEDEL (1713 Borgerskab som Uldvæver i Haderslev, d. efter 1736). - 1 Datter.

~ 2. c. 1737 (se ovenfor) HELENA MARIA SCHRÖDER, d. efter 1747. - 4 Børn.

a. MARIA MARGRETHA WORSØE, * nogen Tid før 12. Maj 1736, d. efter 3. Januar 1737.

b. SEVERIN WORSØE, * 1738 i Haderslev, døbt 10. August (St. Marie).

c. ERICH WORSØE, * 1739 sst., døbt 7. Oktober.

d. SEVERIN WORSØE, * 1744 sst., døbt 31. Maj.

e. JOHANNA DOROTHEA WORSØE, * 1747 sst., døbt 14. Juni.

6. ANNE SOPHIE SØRENSDATTER WORSØE, * c. 1716, d. 15. Juni 1767 i Skægs Mølle, Odder Sogn, begravet 23. s. M. (»49 1/2 Aar«). Hun og hendes 2. Mand fik 28. November 1766 kgl. Bevilling for den længstlevende til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder. Samfrændeskifte fandt Sted 6. Oktober 1767 (Rathlousdal og Gersdorfslunds Skifteprot. 1761-82, 191 ff.): Boets Værdi opgjordes til 6.578 Rd. 4 Mk. 8 Sk., hvoraf 2.421 Rd. 1 Mk. 4 Sk. deltes med Halvdelen til Enkemanden og den anden Halvdel til de 3 Sønner og Datteren.

~ 1. 1. September 1740 i Blegind Kirke (trolovet 20. Maj s. A.) GERTH MADSEN BRØNDSTED, Forvalter paa Rathlousdal, FæsterSkægs Mølle (efter JØRGEN NIELSEN MØLLER, d. 1739, S. 276). (Om BRØNDSTED og HANS HANSEN MØLLER samt deres Efterslægt (samt Kredsen omkring Skægs Mølle) se: A. ERIKSEN: Bidrag til Hads Herreds Historie (1928), 126 ff.; Østjydsk Hjemstavn 1955, 94-102; Vejle Amts Aarbøger 1956, 159; I. C. HANSEN: Møllere i Hads Herred (i Aarhus Stiftstidende 27. og 28. December 1938)). D. 23. April 1746 i Skægs Mølle, begravet 6. Maj, Skifte 24. s. M. (R. og G. Skifteprot. 1717-60, 164). - 5 Børn, alle * i Skægs Mølle:

a-b. TVILLINGER 1741, d. udøbte, begravet 16. Marts s. A.

c. CHRISTIAN BRØNDSTED, døbt 6. Maj 1742, 1768 Sognepræst i Fruering, 1785-1821 i Horsens, Provst, d. 1823. (Fader til Arkæologen PETER OLUF BRØNDSTED, * 1780, d. 1842).

d. GERTH DETLEV BRØNDSTED, døbt 16. Oktober 1743, begravet 7. Oktober 1760 i Odder.

e. SØREN BRØNDSTED, døbt 24. Juli 1745, levede 1767.

~ 2. 12. Oktober 1746 i Odder HANS HANSEN MØLLER, * 1723 i Fillerup, Odder Sogn, døbt 6. Oktober (Søn af den stenrige Møller HANS MORTENSEN i Fillerup Nedermølle, Østjydsk Hjemstavn 1954, 78-87), FæsterSkægs Mølle, Ridefoged ved Rathlousdal og Gersdorfslund, 14. Juni 1762 exam. jur., 30. Maj 1781 Herredsskriver i Hads Herred, d, 1796, begravet 27. Oktober i Odder. - 4 Børn, alle * i Skægs Mølle:

f. HEDEVIG JOHANNE, døbt 2. August 1747, begravet 1. Maj 1748. g. HANS HANSEN MØLLER, døbt 2. Februar 1749, var i 1767 i Mesterlektien i Horsens latinske Skole, hvorfra han blev Student 1768; 1771-84 efter sin Svigerfader EjerSkvæt Mølle, d. 31. Maj 1784 sst. Skifte: 6.795 Rd. / 2.845 Rd. = 3.950 Rd. (CHR. HOLTET: Skanderborg (1956) 74 ff.).

h. DORTE SOPHIE MØLLER, døbt 31. Oktober 1752, levede 1767.

i. ANCHER SVENSTRUP, døbt 15. Januar 1758, d. før 1767.

(HANS HANSEN MØLLER sen. ~ 2. 2. Juni 1769 i Glud CICEL ELISABETH JORDHØY, * 6. Juli 1145 »om Natten Kl. halvgaaen 2« i Elbæk Præstegaard, Gangsted Sogn, døbt 11. s. M., DatterLAURITS HANSEN JORDHØY (* ved Paasketid 1704 i Jordhøj paa Sjælland (Slangerup Sogn?), 1737-91 Sognepræst i Gangsted og Søvind, 1763-87 Provst, d. 2. December 1794 i Elbæk Præstegaard, begravet 11. s. M.) og Hustru METTE HANSDATTER JUUL (* 1717 paa Hindsgavl, døbt 22. September i Middelfart, d. 20. Marts 1795 i Elbæk Præstegaard, begravet 30. s. M.). - d. 21. September 1815 paa Tyrrestrup i Søvind Sogn, hvor hun i 11 Aar havde »nydt en rolig Alderdoms Hvile« hos sin Datter ØLLEGAARD CHARLOTTE MØLLER (1777-1820) og Svigersøn Kancellisekretær CHRISTIAN SØLTOFT (1771-1825, - 1804, 10 Børn), begravet 27. s. M. - 8 eller 9 Børn, hvoraf 8 er * i Skægs Mølle).

7. VILHELM ADOLF WORSØE, * 1718 paa Sødringholm, 1748 Sognepræst i Navtrup, Sæby og Vile i Salling, 1750 i Skive og Resen, 1766 Sognepræst ved Domkirken i Viborg, Stiftsprovst, 1768-70 konstitueret Biskop, d. 1781. -11 Børn.

8. FREDERIK CHRISTIAN WORSØE, * 1720, 1747 Sognepræst i Vejlby og Homaa ved Grenaa, 1781 Provst, d. 1791. 4 Børn. (En af hans Formænd i Embedet SØREN QUIST blev henrettet i 1626, hvad BLICHER har lagt til Grund for sin Novelle »Præsten i Vejlby«).

9. JOHANNE MARIE SØRENSDATTER WORSØE, * 1722 i Aalborg, døbt 9. Februar (Vor Frue), d. 19. Oktober 1756 (ikke i Ørum og Ginnerup Kbg.).

~ før 1742 RASMUS PEDERSEN BEGTRUP, * 1712 paa Ingvorstrup, Vejlby Sogn, døbt 16. Marts; var først paa Fævejle i Lyngby Sogn (under Friherreskabet Høgholm), derefter Forpagter paa Skærvad (hvor Datteren fødtes 1742) i Ginnerup Sogn (under Grevskabet Skeel) (begge Gaarde ligger 1 Mil Vest for Grenaa); blev 10. Juli 1752 Birkeskriver i Høgholms Birk; Skovrider paa Baroniet Høgholm. Boede ved sin Død paa Fannerupgaard i Ginnerup Sogn under Grevskabet Skeel. d. 1762 paa Fannerupgaard, begravet 23. December. 1 Datter.

(Se JOHANNES CAROC: Peder Nielsen Skrivers Efterkommere. Slægten Begtrup (1932), 43 f., hvor ogsaa deres Datter og 3 Børnebørn nævnes. - Af Børnebørnene boede i 1834 MARIE KIRSTINE JØRGENSDATTER WORSØE i Stilling som Enke efter Husmand CHRISTEN PEDERSEN, der var Udflytter paa Gram Mark, og ELISABETH JØRGENSDATTER WORSØE var da gift med Boelsmand JOHANNES SØRENSEN paa Gram Mark (ifølge Skifte efter LAURENTIA IDE MARGARETHA WORSØE S. 747 f.)).

24. Ifølge hans Nekrolog i »Den Viborger Samler« 24. Juli 1780, S. 239.

25. Ikke 2. Maj.

26. Ifølge Fortegnelse over Provster, Præster og Degne i Aarhus Stift 1691-1815 i LA i Viborg.

27. CHR. HEILSKOV: Blegind Sogn og Hørning Sogn, i Aarbøger for Aarhus Stift 1927 45-61 og 1929 1-32.

28. Generalkirkeinspektionskollegiet, Besvarelser m. m. til diverse Cirkulærer 1740-80 (RA).

29. Denne Portbjælke solgtes i 1956 - samtidig med at den gamle Østfløj nedreves, og en ny opførtes - til en Kunsthandler i Aarhus, der afstod den til en anden Kunsthandler sst., fra hvem den 1957 kom til en Arkitekt i Herning.

30. Fæstebrev af 22. September 1744, i Skanderborg Ryttergods Fæsteprotokol 1729-35, 246b (LA i Viborg).

31. HANS DE HOFMAN: Samlingerpublique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve, IX, Appendix til Aarhus Stift, S. 16.

32. THEODOR HERTZ: Efterretninger om geistlige Embeder i Kongeriget Danmark II (1864), 32.

33. H. V. SKIBSTED: Love og Expeditioner vedkommende Kirke- og Skolevæsen.

34. Jydske Tegnelser 16. Juli 1751 (RA). Reskriptet er trykt i Kirkehistoriske Samlinger 3 VI 582 ff. (1887-89).

35. EVALD TANG KRISTENSEN: Jyske Folkeminder, III (1876), Nr. 389 f. - Samme: Danske Sagn, IV (1896), Nr. 1069-1079; V (1897), Nr. 513, 608, 680, 1042-1045; VI, I (1900), Nr. 76, 79, 314. - Jyllands-Postens Søndags-Tillæg Jylland 5. Juli 1936, S. 9 (Csi Slante-Laus, Manepræsten fra Blegind).

36. Optegnet 1928 (Dansk Folkemindesamling 1906/23, 2155, i Det kgl. Bibl.).

37. Tryllebog med Anvisninger paa Aandemaning og Djævlebesværgelse. - Mennesker, der tilfældigt kom til at læse i den og manede Fanden til sig, kunde kun frelses ved, at Bogens rette Ejer læste den Onde bort igen.

38. Optegnet 1909 og 1928 (Dansk Folkemindesamling 1906/23, 2155, i Det kgl. Bibl.).

39. Dansk Folkemindesamling ibid. - Aarbøger for Aarhus Stift 1927, 45-61.

40. 15 Børn ifølge Gravskriften i Den Viborger Samler, Tavlen i Blegind Kirke og Svogeren Provst NICOL SEIDELIN BØGHS Manuskript i Det kongelige Bibliotek. Kun 14 kendes.