K.G. Brøndsted: Empire

K.G.. Brøndsted: Tolv Danske Historier, København 1910
EMPIRE (side 9-22)

Hun [Henriette/Jette Fridsch, g. Winding (1784-1864)] sad og vippede med Foden, lidt utaalmodigt, eller også var det endnu Livligheden efter Dansen. Foden bar en lille Silkesko, den sad hendes Kavallér og skottede i Smug ned til; den var ogsaa allerkæreste: graa med sorte Prikker, høj spids Hæl og foret med Hvidt. Ak ja, og foret med Hvidt.

Han [Rasmus Ussing (1778-)] var kun lidt over atten Aar [tyve år!], hun ikke mere end sexten, de sad i Vinduesfordybningen og hvilede sig efter Dansen; der var Ungdom den aften hos Hr. Apotheker Eilschou i Ribe, og det var i Julen i det Herrens Aar 1799. Og at det virkelig gik saadan til, som her fortælles, det kan bevidnes af mange nulevende Mennesker: thi den unge Pige, der sad i Vinduesfordybningen, hun har selv fortalt det - mange, mange Aar senere - til sine Børn, og de til deres Børn og Børnebørn igen. Og disse ejer Oldemors Billede, ja enkelte har endog selv set den lille Silkesko: ganske rigtigt: graa med sorte Prikker, allerkæreste, høj spids Hæl, og foret med Hvidt.

Altsaa: ude på Gulvet polkerede hendes ældre Søster Charlotte [Charlotte Hedvig Fridsch, g. Brøndsted (1777-1863)] med den unge Informator [Gerhard Brøndsted (1773-1846)] hos Rektorens, de var hemmeligt forlovede, det vidste alle de Unge; og dér drejede sig Provisoren von Stöcken, med Jomfru Eilschou, som han var forlibt i ......; de Unge fra Moltkes, Stiftamtmandens, var der, og dem fra Rektor Hansen, og selvfølgelig hendes egne Søskende, Fridschernes Flok omme fra Lægeboligen .... Mødrene sad mest i den anden Stue og spillede L'hombre eller Rambûs .... sommetider tittede en af dem ind ....

"Jomfru Jette!" udbrød endelig hendes Kavallér, sagte med følelse - og strax holdt hun op med at vippe og bøjede sig ganske lidt henimod ham. Men da han ikke sagde mere, begyndte hun utaalmodigt igen med sin Vippen.

"Henriette," hviskede han lidt efter; men da hun atter havde ventet en Stund, sendte hun tilbage med lidt Harcelleren:

"Monsieur Ussing??"

De To vare Legekammerater fra Barndommen, og nu vidste de ikke rigtigt, om de fremdeles skulde være paa Dus-Fod, eller hvordan de havde det med hinanden.

Hendes Broder Peer [Peder Fridsch (1782-1802)] kom forbi, det var en ung Knægt paa Rasmus Ussings Alder, de var Venner og Skolekammerater fra Latinskolens øverse Klasse, han standsede foran Parret og sagde:

"Prenez gards! Mor arriverer!"

De saa hen til Døre, dér stod Madame Fridsch [Charlotte Hedvig Matthisen, g. Fridsch (1757-1819)] - eller Frue, som hun egentlig nu skulde kaldes, siden hendes Mand Stiftsphysicus Fridsch [Andreas Frausing Fridsch (1744-1807)] netop i disse Dage havde faaet Justitsraads Charactér -, det var en udmærket smuk lille Dame paa 43 Aar, med et livligt og skarpt Udtryk; hun sendte blikke rundt i Salen og kaldte:

"Lotte!" [i.e. Charlotte]

Jomfru Lotte kom og nejede: "Mama?"

"Er det stadig den Informator [G. Brøndsted], Du danser med!"

"Ja, Mama," svarede Lotte og nejede igen. Hun fortsatte lidt fripostigt: "Monsieur Brøndsted er sandfærdigt en meget behagelig Courtiseur, Mama!" - men saa fortrød hun det og rødmede: "Pardon, lille Mor!"

"Mamsel Næsvis," sagde denne: "Hvor er din søster Jette?" og i samme Aandedræt: "Disse Ussinger, er der nogle af dem her i Aften? Hvor er Rasmus?"

"Jeg véd ikke," sagde Lotte og saa til den modsatte Side af den, hvor hun vidste at Jette og Rasmus Ussing sad.

Disse havde imidlertid trukket sig længere ind i Vinduesfordybningen; han sagde bedrøvet:

"Nu faar jeg da ikke danset med min Jomfru i Aften!"

"Rasmus," svarede hun med bebrejdende Ømhed, "vi er jo da Duus?"

"Min Jette!" svarede han og berørte sagte hendes Haand. Saa saa de Begge ned på Gulvet, rødmede og tav.

Peer kom igen forbi; "Enfin, Mor er gaaet ind og spiller Rambûs."

"Aa!" udbrød begge de Unge og rejste sig paa én Gang for at danse. Men ved denne Lejlighed tabte Jette sin Sko, den hun havde siddet og vippet op og ned med. Rasmus Ussing skyndte sig at tage den op, men istedenfor at give hende den, stak han den ind paa sit Bryst.

Hun saa paa ham med store Øjne: "Vil du værs'go!"

Men da han ikke udleverede den, sagde hun:

"Nu er Du jo dum, Rasmus: for saa kan vi jo ikke danse - Og det er ogsaa flovt," tilføjede hun med lidt Vrede og stampede i Gulvet med den skoløse Fod, "vil Du nu værs'go!"

"Ja hvis Du vil love mig ....," begyndte Rasmus.

"Vil Du nu komme med den!"

"Ja til hver Gang, Du danser med mig, saa skal jeg udlevere den" - sagde Rasmus - "men kun saalænge. Med mig, og med dem, som jeg tillader Dig at danse med" - fortsatte han, han var helt ovenpaa. "Gaar Du ind derpaa? for Du faar den ikke før!" - Og i samme Øjeblik, bedende: "Det er jo bare en Leg, vi leger!"

"Nu kalder jeg paa Mor!!" sagde Jette. Men hvordan det nu gik eller ikke, saa legede de To alligevel den Leg hele Resten af Aftenen: hver Gang hun kom tilbage til Vinduesfordybningen efter en Dans, saa tog han Skoen fra hende og beholdt den som Krigspant paa, at hun ikke dansede med Andre end ham, og dem han tillod. - Den Leg mellem dem var hemmelig, og alle de Unge vidste den, og der var megen Latter og Munterhed omkring Vinduesfordybningen.

Bror Peer kom: "Garde à vous, nu er Mor færdig med at spille". Saa dannede de Unge Beskyttelses-Cordon om Vinduesfordybnigen, og siden var der almindelig Adieu fra Gamle og Unge, og Tak for den dejlige Aften!

- Der var Rim pa Gaden og Maaneskin, Madame Fridsch gik med hele sin flok, de skulde blot tilvenstre over Gaden, thi Doctorhuset laa skraas overfor Apotheket. De mange leende Stemmer gav Ekko i den stille Gade, Informatoren converserede Jomfru Lotte ganske aabenlyst og foreslog en Afstikker tilhøjre "for at betragte Domkirken i det charmante Maaneskin," hvilket dog strandede paa Madames bestemte Forbud; men i Halvskyggen af en Hus-Carnap stod Rasmus og gjorde hemmeligt Tegn til Jette, det Tegn, som alle de Unge vidste: 3 Fingre i Vejret og saa en Bøjning med dem i Retning af Badstuegade og Aaen. Jette svarede med samme Tegn, Madame Fridsch saa lige ud.

Gamle Beboere af Ribe kan maaske huske, at der for den østlige Ende af Badstuegade - paa venstre Haand, naar man kom fra Byen - nede ved Aaen laa et stort hvidt grundmuret Lysthus eller Pavillon. Dette Lysthus hørte for 100 Aar siden til Justitsraad, Stiftsphysicus Fridschs store Have, der strakte sig op langs Aaen nordpaa til selve Doctorboligen.

For Fridschernes talrige Ungdom frembød denne Pavillon den Fordel, at den laa langt fra Forældrenes vagtsomme Øjne. Den var kun ved et Plankeværk skilt fra Badstuegade, og paa den anden Side af denne Gade havde man "Hospitalet"s Have. Hospitalsforstanderen Ussing fik sexten Børn; Fridsch's Ungdom blev, efterhaanden som Tiden skred, 2 Sønner og "de 7 smukke Døtre," som de kaldtes i Ribe; saa man kan forstaa, om bemeldte Plankeværk maaske hyppigt har trængt til Smaareperationer.

Præcis Klokken tre Eftermiddag - Latinskolens Ophørstid - Dagen efter Selskabet hos Eilschous, nærmede Jette sig forsigtigt Pavillonen gennem Forældrenes Have. Galoscherne svuppede i de fugtige Gange, hun saa sig hvert Øjeblik sky om; nu løftede hun Klinken paa Pavillonens Dør -- og sank forfærdet helt ned i Knæ ....

Thi derinde sad, paa en Havestol midt i Rummet, i den dæmpede Belysning af halvblændede Vinduer -- ikke den, hun havde ventet, men hendes Fader.

"Jette, Jette," sagde han. Og saa blid var denne Stemme, saa kær dette milde Ansigt, at hun med et lille Skrig eller Suk løb frem og faldt i hans Arme.

"Jette, Jettemor, jeg véd Alting."

Hun svarede ikke, men laa ved hans Bryst og hulkede.

"Sagen er," sagde han. "Du er jo meget for ung. I er begge To altfor unge."

"Ja," svarede Jette og hulkede.

"Mor og jeg," vedblev han og kærtegnede hende. "Nu har Mor og jeg resolveret, at Du skal lidt bort herfra. Lidt bort herfra. Vi har tænkt, Du skulle til Søster Fikke [Sophie Dorothea "Fikke" Fridsch, g. Koefoed (1776-1815)] og Conrad i Fuglevig [Conrad Daniel Koefoed (1763-1831)] og bo en lille Stund hos dem."

"Ja, Far."

"Saa faar Du Tid at tænke Dig om, Rasmus ogsaa, I er to Børn endnu, I forstaar Jer ikke paa Jer selv, I skal ikke forlove Jer. Vel, min lille Pige?"

- "Nej, Far," sagde hun, men det varede lidt.

Nu hørtes der en Skraben eller Gniden paa Plankeværket udenfor, fra Badstuegade-Siden. Jette for sammen og rejste sig, hjærteangst:

"Nu er han der! Aa Far, hvad skal vi gøre? Aa Far, Du maa ikke skænde paa ham, han er saa god, saa Far, hvad skal vi gøre?" Dette sagdes i rivende Hast, Faderen svarede roligt:

"Min lille pige siger ham selv Alt, hvad der skal siges, det er bedst, I taler ud sammen, og jeg retirerer mig."

Nu gled En ned ad Plankeværket indvendigt, og imens fjernede Faderen sig; det var pudsigt at se, hvor den værdige Justitsraad pilede af for ikke at blive bemærket, den lange brune Comptoirfrakke slog ham om Benene. Jette kyssede paa Fingeren efter ham. For der har ikke nogensinde været en Fader, som var mere elsket af sine Børn. Og at det virkelig gik saadan til, det bevidnes af hans mange Børns mange Børnebørn, blandt hvilke ogsaa han er, som skriver nærværende Historie.

Rasmus Ussing kom ilende ind i Pavillonen, Jette stod stiv midt paa Gulvet.

"Min Jette," begyndte han med Følelse, "Du véd ikke, hvor meget jeg el -, .... hvormeget jeg el - - Ordet blev siddende i Halsen paa ham; han rakte Haanden ud, lidt kejtet.

"Rasmus," sagde hun med tonløs Stemme, dog var der Ømhed deri. "Vi forstaa os ikke paa os selv, vi er altfor unge." Hun stod stiv og ret, endog Armene holdt hun stift lige ned, hun saa paa ham med store, taarefyldte Øjne.

Da han gjorde Mine til at tale, hævede hun advarende langsomt sin højre Pegefinger i Vejret og fortsatte:

"Det er bedst, at vi selv siger Alt, hvad der skal siges, det er bedst, at vi taler ud sammen. Derfor maa Du ikke sige noget, men lade mig tale"

Han rettede sig op: "Naa ssdan. Du - De - De elsker mig altsaa ikke længere - - Jomfru Fridsch."

"Jo sandelig, kæreste Rasmus" - nu rakte hun begge Armene bedende frem, og en Taare gled stille ned ad Kinden - "men Du maa ikke sige "Jomfru Fridsch" til mig, det kan jeg ikke bære."

Han greb nu begge hendes Hænder og klagede:

"Elskede Henriette, bedste af alle Piger, naar vi elsker hinanden, hvorfor skal vi da ikke forlove os? Peer har desuden forstrakt mig med Laan til at købe Ring for."

Hun rystede bestemt Hovedet: "Vi vil ikke forlove os, vi vil tænke os om; jeg har resolveret at besøge Fikke og Conrad i Fuglevig og bo en lille Tid hos dem, indtil vi har holdt op at forlove os." - Saa sænkede hun Hovedet og holdt begge Hænder for Øjnene. Lidt efter:

"Ja, nu har vi jo talt ud. Det er bedst, Du siger Adieu. Min vi vil være Venner i Evighed."

"Venner i Evighed," svarede han, og havde nu ogsaa Hænderne for Øjnene.

"Adieu"

Saadan stod de endnu nogen Tid, saa udbrød hun:

"Rasmus, Du maa gerne kysse mig til Lev vel, det kan der ikke være noget Ondt i."

Og dette bevidnedes senere i hundrede Aar af alle hendes Børn og Børnebørns Børn, at der ikke var noget Ondt i det Kys, hun nu gav ham.

Peer kom løbende hen ad Havegangen: "En garde, Mor avancerer!"

Rasmus skyndte sig over Plankeværket, og Jette saa vemodigt efter hans forsvindende Person.

Saa gik hun sin Moder stolt imøde, nejede strunk, med lynende Øjne:

"Merci, ma mère! grand merci!"

Engang langt senere i vor Tid [ca. 1833], var der Visiter hos en Familie i København [velnok hos Gabriel Linde (1781-1864) g.m. Jettes søster Amalie Sophie Fridsch (1793-1868)], Geburtsdag eller hvad det nu var. En lille fin gammel Dame kom ind, hun havde to Døtre med sig, ogsaa disse var allerede ældre Damer; den gamle blev præsenteret som Enkefru Winding; og da hun var husvant dér og ogsaa ellers af et muntert og vittigt Temperement, blev hun snart Midtpunkt for Spøg og Liv i den lille Kreds.

Som det bedst var, aabner Døren sig for en gammel Herre, ogsaa smuk, ganske hvidhaaret. Han bliver præsenteret rundt for Selskabet som Hr. Ussing, en længe fraværende kærkommen Bekendt af Familien; men da Præsentationen kommer til den gamle Dame, saa ser man, at hun er blevet ganske alvorlig og derpaa helt bleg. Ogsaa den gamle Herre faar et underligt Udtryk i Ansigtet; idet han bukker, siger han temmelig sagte, og det er, som om Stemmen ryster:

"Fru Winding? Enke efter Pastor Winding [Hans Kruse Winding (1774-1843)], som døde for ti Aar siden? Den gode Pastor Winding? Men saa maa De jo være født Fridsch? Min Gud!"

Den gamle Dame famler ved sin Chokoladekop og nikker.

"Men saa maa De jo være ...." fortsætter den gamle Herre, "min Gud, min Gud, Deres Fornavn maa jo være Henriette?" Og den gamle Dame famler og siger "jo."

Denne Ordvexel hørtes imidlertid ikke af alle tilstedeværende.

Døtrene gav snart Samtalen en almindelig Vending, kun de to Gamle forblev stille.

I denne Familiekreds, som nu holdt Fødselsdag, gik alting utvungent til, og selv ved Visiter kunde Selskabet godt dele sig og passere fra Stue til Stue i frit Samkvem. Saaledes gik det til, at de to Døtre syntes, det var paa Tid at tage Afsked, saa savnede de deres Moder. Heller ikke den gamle Herre saa de, men da de lukkede Døren op til Naboværelset, saa forefandt de det gamle Par - saaledes er det bevidnet af hele Efterslægten - det gamle Par siddende for sig i én og samme Sofa, og med hinanden saa lempeligt om Livet! - Det kan nok være, de flyttede sig fra hinanden, da Døren blev aabnet! Og at de blev røde i Hovedet!

- - "Mor," sagde den ene af Døtrene, da de strax efter gik ned ad Gaden (det var den mere skelmske af Døtrene, som talte), "Mor, hvor gammel er Du egentlig? Vi troede, Du var enoghalvfjerds?"

Og lidt efter: "Mor, men hvordan kom I egentlig ind i den anden Stue?"

Og endnu senere: "Mor, var det saadan?" - hvorpaa hun rakte tre Fingre højt i Vejret og derpaa en Bøjning med dem i Retning af det Hus, de havde forladt (thi ogsaa Tegnet var gaaet i Arv til Efterkommerne). "Og Klokken, som ganske rigtig netop er tre - Mor dog, Mor dog."

Saaledes blev den gamle Dame drillet af den skelmske af sine Døtre, og lo ikke med selv - saadan -; men den anden Datter, der var mere sentimental af sig, hun gik stille ved den anden Side af Moderen og klappede hende paa Haanden.

Atter er der gaaet et Stykke nærmere hen imod vor Tid. Vi er igen i Ribe, i det Herrens Aar 1864. En ældgammel Dame ligger død paa sit Leje. Børn og Børnebørn staar grædende om hende. En leder i Skufferne i et Châtol, hun fremtager fra et dybt Gemme en aflang hvid Papæske, læser hvad der staar skrevet udenpaa (med blegnet Blæk):

"Skal lægges i min Grav med mig"

- løser saa det røde Baand om Æsken og fremtager en lille gammeldags Silkesko: høj, spids Hæl, graa med sorte Prikker, foret med hvidt - lidt gulnet ....