Warning: Missing argument 5 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/hammerich.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: Missing argument 6 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/hammerich.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: Missing argument 7 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/hammerich.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: session_start() [function.session-start]: Cannot send session cookie - headers already sent by (output started at /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php:119) in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 122

Warning: session_start() [function.session-start]: Cannot send session cache limiter - headers already sent (output started at /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php:119) in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 122
H. Hammerich: Mit levnetsløb

H. Hammerich: Mit levnetsløb

Dette er en elektronisk version af udvalgte kapitler fra Holger Hammerich "Mit levnetsløb", nedskrevet fra 1912 og udgivet af Tage Kaarsted, Odense Universitetsforlag 1980. De scannede kapitler er 1) indledningen (s. 9-13), 2) kapitlet om hans forældre Martin Hammerich og Anna Mathea f. Aagaard (s. 23-33), 3) kapitlet om hans søskende (s. 34-40), 4) kapitlet om hans svoger Carl Christian Hall gift med hans mors kusine Marie Augusta Brøndsted (s. 40-44) samt 5) om Bakkegaarden, CC Halls hjem på Frederiksberg (s. 82-87), og endelig 6) kapitlet om Iselinge, herregården ved Vordingborg, bedsteforældrene Holger Halling Aagard og Marie Koës' hjem, barndomshjem også for P.O. Brøndsted og Frederikke Koës' børn, Georg Koës Br., Marie Augusta Br. g. Hall og Frederikke Br. g. Treschow.


INDLEDNING [s. 9-13]

HH

Den, der går tur på Langelinjepromenaden i København, har mulighed for ikke blot at nyde synet af den lille havfrue, men også for at standse ved arkitekten Heinrich Wencks monument med billedhuggeren Anders Bundgårds marmorrelief af etatsråd Holger Ågård Hammerich (1845-1915). Når det netop er her, et mindesmærke over Holger Hammerich er rejst, hænger det sammen med, at han som medlem af havnerådet har æren af under anlægget af frihavnen at have sikret Langelinjepromenadens bevarelse. Stedet er altså velvalgt, og det er de to kunstnere også, idet Holger Hammerichs fremsynede frihavnsprojekt skabte pladsen, der prydes af Bundgårds Gefion-springvand (1908), og Hammerichs vedholdende arbejde for en løsning af Københavns banegårdsforhold gav Wenck hans største opgave som arkitekt, nemlig opførelsen af Københavns hovedbanegård (1904-11).

Næppe mange i dag har en klar forestilling om, hvem ingeniøren og politikeren Holger Hammerich var, og hvad han udrettede. Som ingeniør nåede han ikke så store resultater som f.eks. sine samtidige Alexander Foss og Poul Larsen, men måske mest, fordi det at tjene penge ikke interesserede Hammerich særlig meget. Som politiker stod han stedse i skyggen af frontkæmpere som f.eks. Estrup og Jacob Scavenius, i høj grad fordi Hammerich ikke var noget egentligt magtmenneske. Først og fremmest hørte han til det politiske nederlags mænd, og dem skubber man lettest ud af den historiske erindring til fordel for sejrherrerne.

Og dog har Holger Hammerich ydet sit ikke uvæsentlige bidrag til vor kulturs udvikling både m.h.t. konstruktive ingeniørarbejder og m.h.t. parlamentarisk arbejde og måske navnlig, hvor det ad parlamentarisk vej gjaldt at gennemføre ingeniørmæssige løsninger af vanskelige tekniske problemer.

Holger Hammerich fortæller selv i sit i det følgende aftrykte erindringsværk om sin barndom, udvikling og manddomsgerning, og alt dette skal ikke gentages her. Kun nogle få træk skal fremhæves. Holger Hammerich tilhørte med et udtryk, han næppe selv ville anvende, en af nationens kulturbærende slægter. Hans levnedsberetning har således bl.a. sin værdi ved den skildring, den giver af faderen den betydelige skolemand og litteraturhistoriker Martin Hammerich (1811-1881), som udfoldede en meget påskønnet virksomhed som leder af Borgerdydskolen på Christianshavn. Ved svigerfaderens død i 1867 opgav han sit pædagogiske arbejde og overtog herregården Iselingen ved Vordingborg. Selv om Holger Hammerichs skildring af faderen og af hjemmet er set med den kærlige søns øjne, er der ingen tvivl om, at den i alt væsentligt er dækkende.

En anden betydelig slægtning, som omtales, var Holger Hammerichs farbror, teologen Frederik Hammerich (1809-77), der fra 1859 beklædte embedet som professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet. Frederik Hammerichs to sønner var komponisten Asger Hammerich, amerikaniseret til Hamerik (1843-1923) og musikhistorikeren Angul Hammerich (1848-1931). Alle tre karakteriseres i værket.

Holger Hammerichs bror var etatsråd Johannes Hammerich (1844-1920), forpagter af Iselingen 1871-1904 og ejer 1904-12. Han var en fremtrædende lokalpolitiker i Præstø amt og i øvrigt jernbaneekspropriationskommissær. Digteren Christian Richardt (1831-1892) var gift med Holger Hammerichs søster Marie. Talrige andre af forrige århundredes store skikkelser i åndsliv og politik gives der indgående og indtagende beskrivelser af som f.eks. de to konseilspræsidenter C.C. Hall og D.G. Monrad. Som miljøskildring er Holger Hammerichs værdifuld ved det indblik, den giver i den intellektuelle, nationalliberale overklasses levevis og tankegang.

Om sig selv skriver Hammerich: "Jeg var sikkert bleven en helt anden, om jeg var vokset op som proletarbarn i en obskyr gade". Denne betragtning - som så mange andre rundt om i bogen - bærer vidnesbyrd om, at man godt kunne være højremand og frisindet. Hammerich var dertil beskeden. Skønt han i lange afsnit beretter om, hvad han selv foretog sig, sker det aldrig på en måde, der er præget af selvglæde eller selvovervurdering. Han fortæller om sine påbegyndte, men aldrig fuldførte uddannelser, der alligevel gav ham et godt teoretisk udbytte, som han forstod at få til at gå op i en højere enhed med sin praktiske sans og energi. Af blivende værdi blev ikke kun kloakkerne i Baltimore, men også Nakskov Sukkerfabrik. Nævnes bør tillige hans vedholdende, langvarige indsats for de københavnske banegårdsforhold, der den dag i dag følger princippet i de planer, han fremlagde meget tidligt. Det samme gælder hans virke for Københavns Frihavn og Nyrops rådhus.

Den kultiverede mands tekniske snille var forbundet med en grundhæderlig indstilling, og hans ubestikkelighed skabte tillid langt ind i de andre partiers rækker.

Det var forsvarssagen i Københavns befæstnings skikkelse, som gjorde Hammerich til Højrepolitiker og medlem af folketinget i 25 år, 1890-95 som repræsentant for Nakskovkredsen og fra 1895 og til sin død for Københavns 6. kreds, en af Højres faste positioner. Herfra kunne han iagttage, hvorledes Højre langsomt tæredes bort. Hvad hjalp det at have ret, hvis man politisk døde af det? Skønt overbevist Estrup-mand og provisorietilhænger var han meget virksom ved det forlig, som i 1894 banede vejen for Estrups afgang og dermed syv år senere for en knæsættelse af folketingsparlamentarismen. Afgørende for Hammerich var, at fæstningen nu var bygget. Hans aktivitet i 1894 træder også frem i forhandlingspartnernes optegnelser, f.eks. i Frede Bojsens politiske erindringer (v. Kristian Hvidt, 1963) og i N. Neergaard: Erindringer (1935). Neergaard giver Hammerich dette vidnesbyrd: "Tilmed var han en i høj grad elskværdig og tillidvækkende personlighed med betydelige evner i sit fag." (s. 175).

Det næste storpolitiske forlig, Hammerich kom til at spille en aktiv rolle i, var det, som bragte grundloven af 1915 i havn. Hammerichs udgangspunkt var, at en ændring af valgloven var en livsbetingelse for Højre. Den eksisterende valglov med valg i enkeltmandskredse gav store urepræsenterede Højreminoriteter, hvad kun forholdstalvalgmåden kunne rette op på. Som i 1953 blev netop valgloven i mange henseender den tap, hvorom det endelige grundlovsforlig blev drejet. Skildringen af grundlovsforhandlingerne antager til sidst karakteren af en dagbog (kap. 30), men er desværre ikke afsluttet. Hammerichs virksomhed afspejles i modpartens optegnelser, f.eks. i P. Munchs erindringer 1909-1914 (1960) og 1914-1918 (1961) samt i C. Th. Zahles dagbøger (1974).

Holger Hammerichs levnedsberetning bringer ikke opsigtsvækkende afsløringer, selv om den rummer nye detaljer og uddybende karakteristikker og vurderinger af mennesker og tilstande. Først og fremmest giver den et selvportræt af en Højrepolitiker, der til trods for sine karakteregenskaber og evner ikke havde de egenskaber. som skulle til for at skabe den store politiske leder. Hammerich var en mådelig taler og uden egentlige ambitioner. For resten var der i det meste af Hammerichs folketingstid ikke meget at lede, da landstingets Højre nok skulle vide at lede sig selv, og folketingsgruppen i 1901 var nede på 8, hvorefter den ved de følgende valg lå på 12-13, bortset fra forsvars- og Albertivalget i 1909, hvor den et årstid nåede 21, for i 1913 at komme helt ned på 7.

Dernæst giver Hammerichs levnedsberetning et tidsbillede, som nævnt af det nationalliberale miljø, men også af sider af den begyndende industrialisme med dens udviklede teknologi.

Holger Hammerich udarbejdede vel sine erindringer til ordenskapitlet, men de var skrevet med henblik på hans børn.

De var: Holger (1881-1971), cand.polit. og fuldmægtig i direktoratet for ulykkesforsikring; Martin (1883-1940), cand.jur. og direktør for sønderjysk hypoteklånefond; Magdalene (1885-1967), portrætmaler; Svend (1890-1965), kaptajn i hæren; Augusta Marie (1893-1977), billedhugger og Kaja (1897-1978) g.m. overtrafikkontrollør Herluf Brix.

Det skal også anføres, at Holger Hammerichs efterladte papirer i 1938 blev afleveret af Martin Hammerich til Rigsarkivet, i alt 24 pakker, som omfatter en del af hans projekttegninger, taler, notater og kopibøger med breve vekslet mest med forretningsforbindelser og familiemedlemmer. Holger Hammerich har støttet sig til dette materiale, da han i 1913-15 skrev sin levnedsberetning, men en dagbog ses han ikke at have ført. Arkivet er tilgængeligt.

OM UDGIVELSEN

Ved udgivelsen af Holger Hammerichs levnedsberetning fortsætter ordenskapitlet den praksis, der påbegyndtes i 1977 med udsendelsen af undervisningsminister M.R. Hartlings erindringer, og hvorefter man tid efter anden vil søge trykværdige levnedsberetninger udgivet, forsåvidt det ikke krænker forfatterens intentioner, strider mod efterslægtens ønsker eller er til skade for nulevende.

Holger Hammerich blev Ridder af Dannebrog 8. april 1891, men indgav ved den lejlighed ingen levnedsberetning. 18.5.1904 blev han tillige Dannebrogsmand og 30. december 1911 Kommandør af Dannebrog, d.v.s. kort efter, at den daværende ordenshistoriograf, professor Troels-Lund havde fået gennemført, at også kommandører m.fl. skulle indgive en levnedsberetning eller supplere tidligere indsendte.

I september 1912 tog Hammerich derfor fat på at skrive. Dette fremgår af et brev, han 6. november 1912 sendte til ordenshistoriografen, og hvori han skriver, at han for at fortsætte arbejdet "må have nogen ro, og det venter jeg ikke at finde, før nogle vanskelige forhold er klaret vedrørende forskellige foretagender, hvortil jeg med et hovedansvar er knyttet, men særlig ikke før jeg kan holde ferie fra rigsdagsgerning. . ." Hammerich bebudede, at han i løbet af 1913 ville indsende sin levnedsberetning.

Dette skete dog først i oktober 1914 i form af to maskinskrevne hæfter i folioformat, I på 54 sider (svarende til side 15 - 60 i denne udgave) og III på 69 sider (svarende til side 149 - 209). Fra disse hæfter er alt medtaget.
15. maj 1915 indsendte Hammerich yderligere hæfter, som han betegnede som IIa [bl.a. om Iselingen] og IIb. IIa er på 106 sider (svarende til side 61 - 116) og IIb på 90 sider (side 117 - 148). 1 et ledsagebrev skrev Hammerich, at de to hæfter skulle betragtes som "udfyldende led" mellem I og III, men at de næppe havde interesse for andre end de nærmeste familiemedlemmer. Heri er udgiveren kun delvis enig, og som det fremgår ovenfor, er kun en del af IIa og IIb udeladt.

Hammerich fortsatte imidlertid med at skrive, til pennen faldt ham af hånden. Et hæfte IV på 73 sider (svarende til side 210 - 218) er således mod slutningen dateret 22. september 1915. Hammerich døde to uger senere (4. oktober). Fra dette hæfte er det meste udeladt, mens fire sider er flyttet frem til kap. 21, hvor de logisk hører hjemme.

Det fremgår overalt af teksten, hvornår udeladelserne er foretaget og i en parentes, der slutter med udgiverens initialer, er anført hvad det udeladte indeholder. Det drejer sig væsentligst om rejseskildringer, som ikke adskiller sig fra mange andre beskrivelser af f.eks. de norske fjelde, af vidtløftige karakteristikker af Hammerichs børn og af andre familieforhold uden almen interesse.

Gengivelsen er sket bogstavret; der er således ikke gjort noget forsøg på at ændre forfatterens tegnsætning, ortografi eller syntaks selv, hvor den ikke er ganske korrekt. Allerede for 2000 år siden sagde helgenen Longinus: Stylus virum arguit, stilen viser manden, og det er udgiverens opfattelse, at noget af den patina, der præger fremstillingen, ville gå tabt, hvis den blev normaliseret og omsat til nutidsprosa. For at lette læsningen har udgiveren dog indsat kapiteloverskrifterne.

Teksten forekommer let tilgængelig, og noget noteapparat er ikke udarbejdet. Samtlige personer er dog søgt identificeret i indekset.

HH
Holger Hammerich, posthumt maleri af Kai Lange (Privateje).


2. FORÆLDRENE [s. 23-33]

Jeg vil så gåe over til en Skildring af mine Barndoms- og Ungdomsår, hvor jeg voksede op i et Hjem, som jeg har skildret således: Hjemmet i Borgerdydskolen fik sit Præg i lige Mål af Fader og Moder. Med al den Forskel, der vel oprindelig har været mellem dem blev det med Årene så, at de Tvende blev til Et. Fader havde tidligt mistet sin Moder; hvad Moderen bringer et Hjem, havde hans, så godt det end ellers var, dog vist noget manglet. Det var måske derfor, at han helst var fri for Gardiner og Tæpper, og foretrak i sin Stue at have en Sofa med Hestehårs Betræk, og dog følte han sig helt vel også i Dagligstuen med dens lange hyggende Gardiner, der dog aldrig fik Lov at falde frem for Vinduerne og dermed lukke for Sol og Lys. Den Kærlighed til Kunst, som prægede Hjemmet, skyldes sikkert mest Fader, men Sans for, Kærlighed til og også et så sundt Blik for Kunst var efterhånden gået Moder i Blodet.

H. Hammerich
Holger Hammerichs forældre ca. 1865: Skolebestyrer, professor, dr.phil. Martin Hammerich (Foto: Budtz Møller) og Anna Mathea f. Aagaard (Foto: Thora Hallager).

Hyggeligt og smukt var mit Hjem. Den store Sal ved Siden af Dagligstuen fik et helt nyt Præg, da Fader omdannede den, lod Roed udføre en skøn Kopi af den sixtinske Madonna, i Samklang med hvilken Stuen blev udstyret med Hilkers og Bindesbølls Hjælp, få men smukke Møbler, derimellem et dejligt Skab, over det et af Roed udført Billede af Kingo; af andre Billeder kun en Kopi af Rafaels Selvportræt og så i Sofa Nichen Thorvaldsens "Natten". For at give Lys til Madonna Billedet hang til Venstre for det en lille Bronze Lysekrone, udført af Såby, efter den, Rafael tilskrevne, af 3 Engle bårne Lysekrone i et af Maria del Popolos Kapeller; endelig var der i en Niche en smuk Marmorstatue af den henslumrende Eurydike.

Dans var banlyst i Madonna Stuen. Jeg mindes engang, at en kåd Dansemusik blev spillet fra Klaveret, som også fandtes i denne Stue; Fader blev helt vred, "det har ikke hjemme her!" og han havde Ret, det stemte ikke med denne Stue, som havde sit eget fredlyste Præg, dog i al sund Naturlighed. Sunde og naturlige var både Fader og Moder, og vi, Moder ikke mindst, havde Lov at smile, da Birkedal i sine "Personlige Oplevelser" (1890) lod hende åbne Dagen med Morgenandagt foran Madonnabilledet. "Hvor kan dog Birkedal tænke sig det om mig"!

Også i Dagligstuen, fra hvilken Døren så godt som altid stod åben ind til Madonna-Stuen, var der smukke Møbler og Billeder, over Sofaen et stort Sommerbillede fra Iselinge af Skovgård og ellers mindre Billeder af Marstrand, Skovgård, Rørby, Exner, Dalsgård og Constantin Hansen. I Spisestuen var Dorignys Stik af Rafaels Tapeter, og fra den Stue var der igennem Husets Brandmur Udgang til en stor Altan, der dannede Tag over et af Bindesbøll bygget Havehus med Nedgang til Haven, som bag Brandmuren lå udenfor hele Skolekomplekset.

Det er dog ikke mindst dette sidste, jeg mener hele Skolen, der gav mit Barndomshjem sit Præg, og det er ikke mindst fra Skolegården jeg har mine første Erindringer, f.Eks. et lille Skur under den åbne Bibliotekstrappe, som for mig blev et Pragtrum, efter at jeg havde dekoreret det med nogle sikkert rædsomme Billedbogsbilleder. I Gården gav vi Beriderforestillinger, hvortil Entreen blev betalt med Potte- og Porcellainsskår. Når disse vare med fine Farver og Forgyldning var de i vore Øjne højst værdifulde.

I Haven, hvor vi Børn havde hver sin lille Plet, dyrkede vi Reseda og Nernophylla, Karse og Radiser. Hvad Livsspire er fik jeg første Gang Lære om, da jeg - Uger efter at Karsen var kommet op - måtte grave op en samtidig nedlagt Toskilling, meget lang i Ansigtet ved, at den ikke vilde vokse op til et Træ, der bar Kobberskillinger.

Nabo til Skolegården var Frederiks tyske Kirke og Kirkegården. Under hele Kirken var der Gravkapeller, hvor jeg om Aftenen har bildt mig ind at see Lys og som jeg derfor havde megen Respekt for. Da jeg blev ældre fik jeg, med Værelse ud til den, Kirkegården så kær som Nabo, og en fredeligere Nabo kan man da heller ikke have. Det følte vi så grundigt ved Sammenligning med vor anden Nabo ud mod Gaden Burmeister & Wains Maskinværksteder, som her voksede op.

I mine første År havde vi åben Himmel udfor Dagligstuen, midt for den lå Sofiegaden, til venstre for denne en stor, åben Vognmandsgård og til højre for den Baumgartens lille Enetages Smede Værksted. Da Burmeister var gået i Kompagni med Baumgarten blev Vognmandsgården afløst af et stort Maskinværksted og nogle År senere, da Wain var kommen i Baumgartens Sted, blev det enetages Værksted afløst af et endnu større Støberi og Maskinværksted, hvorfra der Nat og Dag var en evig Hamren og Summen.

Nu er alt overfor den gamle Skolebygning eet stort Maskinkompleks, som omfatter også Sofiegaden efter at også den er overbygget, hvad Fader ikke vilde give sit Minde til. Han fandt, ikke uden Ret, at det var en Mangel i vor Lovgivning, at der ikke, som i det gamle Rom, er Forbud mod at Kobbersmede slår sig ned, hvor lærde Folk har deres Hjem.

Når jeg så endnu beretter, at vi boede på 1ste Sal, at i en øverste Etage, som Fader byggede til over Hovedfløjen, havde Pensionærerne en stor Sovesal og Læsestuer, medens der i de andre Etager var Skolestuer, har jeg givet et Billed af mit Barndomshjem.

Her voksede mine Søskende og jeg op under en lige så fast, som mild og kærlig Opdragelse af Fader og Moder. Ret betegnende er det, at jeg aldrig har fået Bank, og at jeg kun mindes, at jeg 2 Gange af Fader har fået nogle alvorlige Dask over Fingrene, den ene Gang da jeg til en Ven havde plyndret næsten alle Havens Sirener og Guldregn, ligesom at Moders Straffe altid måtte være milde og bløde. Det var derfor ikke Frygt, der gjorde at vi lystrede og havde den store Respekt for Forældrene, hvis milde Opdragelse vel også havde sin Deel i, at jeg aldrig faldt på at skjule noget for dem.

Som Indledning til en Skildring af min Opvækst i Hjemmet kan det vist falde naturligt, at jeg først søger at tegne et Billed af dem, jeg voksede op imellem, og da først af Fader; med en Skildring af Fader følger også adskilligt vedrørende mit Barndomshjem Skolen.

Om Fader vil jeg først slåe det fast, at os Børn bragte han alt det gode, en Fader kan bringe sine Børn. Fra vi begyndte at skønne og Livet igennem følte vi hans Kærlighed til os, hvor han tænkte på os og på at fremme, hvad der kunde være godt, hæmme hvad der ikke var godt i os.

Han tog ikke med hård Hånd på os, derfor var vi så tillidsfulde overfor ham og havde dog den dybe Respekt, som man må have for den, der skal være med at lede Ens Veje, og som sådan så vi altid på ham, så inderlig trygge for, at det var vor egen Personlighed, hvad sundt og godt, der var i os selv, han vilde udvikle; det er sikkert gået mine Søskende som det er gået mig, at når jeg har stået overfor en alvorlig Handling har jeg ofte spurgt mig selv: "Når Du gør det, hvad vilde så Moder og Fader mene?", og når jeg da har turdet gå ud fra, at de vilde sige: "Der handler Du ret", så har jeg meent: "der handler Du ret", og måtte jeg sige: "Det vilde de ikke synes om", så har det for mig betydet: "Vogt Dig for det". Sådan mindes vi Børn ham som Fader, men vi veed, at også andre mindes ham med Tak; og kan det vel ikke blive et fyldigt Billede, vil jeg dog søge at tegne et Rids af ham, som han må ståe for alle, der har kendt ham.

Han var en lykkelig Mand, voksede op i et godt Hjem med et skønt Minde fra sin Moder, af hvem han vist har taget mest Arv, og under en kærlig Fader, hvis største Glæde var, at se sine to Sønner vokse op til gode danske Mænd og ansete Borgere, det sidste satte Bedstefader Pris på. Imellem kunde de vel nok være ham lidt for "ultra ", hvad jeg dog troer gjaldt mest om Onkel Frederik.

I deres hele Livssyn havde de to Brødre meget fælles. Begge havde de en åben Sands for hvad der var godt og ædelt, for Alt, hvori der var Ånd og Sjæl, men der var også meget, hvori der var Forskel mellem dem. Fader havde en langt skarpere Kritik, Onkel Frederik var mere umiddelbar. Det er således betegnende, at, skønt Fader Livet igennem følte sig påvirket af, og også i meget følte sig knyttet til Grundtvig, kunde han aldrig indrangeres mellem Grundtvigianerne, medens Onkel Frederik var en af de betydende Grundtvigianere, som dog altid, til Forskel fra de fleste andre Grundtvigianere, både i Stort og i Småt kunde hævde sin egen Mening, også når den gik imod Grundtvigs.

Vel udrustet af Naturen fik Fader Lov at udvikle sig frit ad de Veje, han havde valgt. Ret ung blev han teologisk Kandidat, søgte videre Udvikling på, 2 Udenlandsrejser; på den første studerede han under et længere Ophold i Oxford og Borm Sanskrit, ikke som Sprogmand, men som Vej til at komme dybere ind i Mytologien. Det var også Mytologien, der blev Grundlag for den Afhandling om: "Ragnaroksmythen", med hvilken han ved sin Hjemkomst i 1836 søgte og fik "Magister" Graden.

Hans Disputats fik en egen Betydning ved at bryde Vej for Disputatser på Dansk; hidtil havde de altid skullet affattes på Latin. Nu fik han Lov til at skrive sin på Dansk, ikke blot for de på Emnet byggede gode Grunde, han gav derfor, men også fordi Madvig gav ham Vidnesbyrd som en af de dygtigste Latinere. Forsvaret for sine Theser måtte han dog føre på Latin.

I Septbr. 1837 blev han forlovet med Moder; mellem Forlovelse og Bryllup (3die Decbr. 1841) ligger Faders anden Udenlandsrejse, der bragte ham til Paris (sammen med Emil Fenger og Kayser), Italien og Grækenland, og der fæstnedes hans Kærlighed til den klassiske Oldtids Skønhedsverden, som han vel kendte, men som her trådte ham levende imøde.

Efter sin Hjemkomst var han en kort Tid Docent i Sanskrit og 1842 overtog han Borgerdydskolen på Chrhvn. I at være med som Vejbryder for den nordiske Enhedstanke, som i Frihedsbevægelsen fra Fyrrerne, mødtes han og hans Broder fuldt ud.

Fader var først Stænderdeputeret fra København og derefter fra Christianshavn Kredsen valgt Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling, hvor han fik en Hovedfortjeneste af det gode Sprog - frit for Bureaustøv - hvori vor Grundlov er affattet. Efter at Grundloven var givet opgav han dog al Deltagelse som aktiv Politiker, men tabte ikke derfor sin Interesse for Politik, tog tværtimod sin Deel som Vælger og god Borger, var på Christianshavn altid anbefalende Stiller for Højremanden og fulgte senere i Vordingborg Kredsen Højres Kandidat rundt på Vælgermøder, thi ligesom Onkel Frederik gled han i Årenes Løb fastere og fastere over i Højres Rækker.

Sin Livsgerning fik Fader som Bestyrer gennem 25 År af Borgerdydskolen på Christianshavn. Hvad han gerne vilde bringe Eleverne gennem Skolen var en Udvikling, der havde Fylde uden at være fyldt med for mange Brokker, og som kunde give Frugt ikke for Skolen men for Livet (non multa sed multum, non scolae, sed vitae). Med et mindste Mål af Bånd og Tvang var der Respekt og Disciplin. Fader kunde give at alvorligt Dask over Fingrene men Bank med Spanskrør, som dengang endnu hørte med til god Opdragelse, uddeltes kun af Inspektøren og var en sjelden Begivenhed, i Reglen kun når en Dreng blev greben i Løgn eller Råhed, og dog var der for "Magisteren" en ganske ubegrænset Respekt.

Faders var vist den Skole, hvor Svensk og også i Latinklasserne Engelsk først blev gjort til almindeligt Skolefag, og der behøvedes kun få, Timer for at lære os, at Engelsk er det Verdenssprog, vi lettest fåe Tag i, og at Svensk neppe kan kaldes et for os fremmed Sprog.

Der var Lærere, som var Fritænkere, men det var noget, som Disciplene knap vidste, thi det kunde aldrig falde en Lærer ind at lade sig mærke dermed i Skolen endsige at propagere. Der var også enkelte, som førte et uregelmæssigt Liv, men var de dygtige og samvittighedsfulde Lærere, blandede Fader sig ikke deri; et godt Eksempel herpå, var den kendte Original, Carl Baggers Ven, Kleofas Svenningsen.

Et af mine tidlige Minder er den Dag, vi fik Bud, at han var funden død, siddende på en Stentrappe ved Børsen. Han blev begravet fra Skolepladsen, hvis Plankeværk mod Kirkegården var brudt ned. Jeg mindes endnu den højtidelige Jordefærd, hvor Fader i sikkert sande Ord skildrede Svenningsen med Tak for hvad han havde været for Skolen, dens Lærere og Disciple, og disse bar da Kisten til Graven.

Om ham kunde meget andet berettes. I min Alder (6-7 År) var hans Kæmpekræfter det, der gjorde mest Indtryk, således at han henne ved Holmens Kanal havde taget to Bøller, der var oppe at slåes, og bragt dem til Forlig ved at holde dem ud over Bolværket og true med at give Slip, hvis de ikke sluttede Fred. Det var noget, vi såe op til, raske Drenge skulde vi gærne blive. I Frikvarteret havde vi Lov at slåes, men der var strenge Regler, ingen måtte sparke, angribe bagfra eller lignende, Våbnet måtte kun være knyttet Næve og Målet for den kun Overarmen.

Med kort Vej til Holms Plads var Svømning et obligat Fag, som kun blev strøget mod Læge Attest, og efter Skoletid var der let og billig Adgang til Privatsvømning, derfor var Borgerdydsdrengene som Regel tidligt Frisvømmere, jeg var det i Syv-Års Alder. Også Danseøvelser gav Skolen Adgang til. "En sund Sjæl i et sundt Legem" kunde aldrig blive en tom Talemåde i Faders Skole, så sund og ren han selv var i sin Tanke. Så var Fader så sand og så frisindet i al sin Id, og han havde en lykkelig Evne til at blive lystret og respekteret uden at lægge Tryk på nogen, så vist som at Alt, hvad der kunde kaldes Spændetrøje var ham ganske fremmed; men det Frisind, der vil kaste alle Bånd overbord og troer at Alt skal begyndes forfra, var ham også ganske fremmed; han vilde nok selv bringe Nyt frem, men det, han byggede op, skulde hvile på det gode, Fortiden havde skabt. På den fra Krarup arvede solide Grund vilde han bygge op en ny Borgerdydsskole. Målet for sin Gerning her angav han i Skolens Våben: "Athene der sætter Psyche (Sjælen) i Mennesket, som Prometheus har skabt af det døde Leer", og mange vil bevidne, at han nåede sit Mål, at som i ham selv var der Ånd og Sjæl i hans Undervisning og i det Præg, han gav Skolen. Hvad man modtog fra Fader, enten det var i Skrift eller Tale, havde ikke blot et Indhold, som var hans eget, men også en klar, gennemarbejdet Form. Peter Hansen sagde engang, at Forfatterskildringerne i hans danske og norske Læsestykker var et literaturhistorisk lille Mesterværk.

Han var så, dansk i Sind og Skind. At pleje og værne om Modersmålet var ham et Livsmål, og bagved hans Gerning i Skolen lå altid det at gøre Drengene til gode danske Drenge. Så var han så helstøbt og selvstændig, havde altid sin egen Mening, ofte forskellig fra den i Øjeblikket rådende. Som Exempel gentager jeg hans Harme over, som man tog Dannevirkes Rømning med Råb om Forræderi og de Mezas Afskedigelse, og hans Syn på et af de Spørgsmål, der for ham var Livsspørgsmål: Nordens Enhed. Han var her stærkt en garde overfor det, jeg vil kalde Fr. Barfoeds Skandinavisme, nu at stile mod politisk Enhed; til den var vi ikke modne; fælles Mønt, Mål, Vægt og Told, fælles Regler i Lovgivning hvor det lod sig skaffe; det var de Veje, ad hvilke vi kunde arbejde frem mod en Gang i Tiden at ståe som en Enhed overfor den øvrige Verden.

Han kendte ikke Kastevæsen. En Smed, der helt ud fyldte sin Plads, havde han samme Respekt for, som for den, der sad i Kongens Råd. En af mine ældste Erindringer er en Dag, jeg 5-6 År gammel sad ved Vinduet i Dagligstuen og såe ned på Gaden, hvor Drengene råbte "Skomager-løidi" efter en Skomagerdreng. Jeg vilde være rask og råbte også "Skomer-løjdi". Det hørte Fader, skammede mig ud og sagde: "Hvad mener Du med det? Den lille Skomagerdreng, som passer sit Arbejd, er måske meget bedre end Du, som boer på 1ste Sal og har gode Dage". Jeg har aldrig glemt de Ord, og jeg veed, de har havt Betydning for mig Livet igennem.

Hvor stor og smuk Lærergerningen er, når den sætter sig det rette Mål, har jeg lært fra den Tak, hvormed så mange af hans gamle Elever mindes ham, og det er Mange, der senere har fortalt mig om, hvor meget de har ham at takke for. Da Carl Jacobsen lod hans Buste hugge i Marmor til Glyptoteket sagde han, at der var Ingen, hvem han i sin Udvikling skyldte så meget som Fader, og vist er det, at når han har kunnet virke så godt på Mange, så kom det, skøndt han af Naturen var vel udrustet, ikke så, meget fra rige Evner, men det kom fra hans klassiske rene, helstøbte, fribårne og gennemdannede Personlighed og hans Kærlighed til Alt hvad der var sandt og smukt og godt.

Sine sidste År levede han på Iselinge. Ligesom han i Borgerdydsskolen med Respekt for det Overleverede havde holdt i Ære Krarups Minde, og lod den gode Grund, denne havde givet Skolen, bære det nye, han selv bragte den, mere Liv og Sjæl; sådan beholdt Iselinge så meget af det gamle men fik tillige meget nyt gennem Fader. Det er kun fra den Tid, at Pauline [HHs kone] har kendt ham, og hun har så megen Ret, når hun siger, at det var altid som et frisk Pust, når Fader kom ind i Stuen. Jeg troer, at de gode Runer, jeg har ristet over hans Minde, kunde jeg fåe underskrevet af de fleste, ja næsten alle, der har kendt ham.

Hvad vi hans Børn skylde ham har jeg tilstrækkelig antydet. For mit eget Vedkommende veed jeg, at, da han blev sænket i Jorden var det, som kom der et tomt Rum i min Tilværelse.

På Faders Gravsteen ståer Grundtvigs smukke Vers:

Lad da kun Jorden dølge
Hvad ej var reent og let
Til Ånden did at følge,
Hvor Nåde gåer for Ret!
Engang, når det mon kime
Til Påske højt i Chor,
Da slåer og Nådens Time
For Støvet under Jord.

Det var Tante Charlotte Ibsen, der havde foreslået dette Vers. Moder kom senere så tidt tilbage til det, "det passer ikke på jeres Fader, når der ståer, at Jorden her dølger, hvad ej var reent og let, men nu ståer det der, og når jeg kommer med passer det bedre".

Hun havde vel ikke Ret heri, men at Protesten mod, at de Ord stod over Fader, stadig kom op i hende siger os Noget om Fader, og om hvor meget han var for Moder.

-------------

At tegne et Billed af Moder [Anna Mathea Aagaard] falder mig ikke så let, medens Skelettet af hendes Liv snart er givet.

Hun er født d. 16de Juni 1820 på Iselinge, der i Moders Barndom og Ungdom var meget nær lig det Iselinge, der var min Barndoms Sommerhjem, og som jeg som sådan senere vil skrive mere om.

Det var en stor Børneflok, som der voksede op. Foruden deres egne 6 Børn havde mine Bedsteforældre [Holger Halling Aagaard & Marie Koës] taget til sig en Plejedatter Charlotte og de 3 Brøndstedske Børn [Georg Koës Br., Marie Augusta Br., Frederikke Koës Br.], hvis Moder, Bedstemoders Tvillingsøster [Frederikke Koës] døde, da den ældste var knap 5 År gammel. Da Faderen P.O. Brøndsted i alle deres Barneår færdedes ude i Verden blev Iselinge helt deres Hjem og Bedstemoder deres Moder, mens de fik 2 Fædre: "Fa'r Brøndsted" og "Fa'r Ågård".

Allerede i Moders Barndom var Iselinge et Hjem, hvor Ånd og Vid var til Huse. Grundtvig søgte derhen i sin "Sturm und Drang" Periode. I mit Eje er et Expl. af hans "Heimdal" fra 1816, som han har sendt Bedstemoder med følgende utrykte Vers: Til Fru Ågård.

Forsmå ej Veninde
I Vinterens Stund
En venlig Kiærminde
Fra Islinge Lund!
Forsmåe ej Veninde!
I Julen så bold (*) [* først har der stået kold!]
En Rune-Kiærminde
Fra Fædrenes Old!
Forsmåe ej Veninde!
Min smålige Sang!
Når Tårerne rinde,
Da rører dens Klang.
Foragt ej Veninde!
Forhånede Skjald!
Hans Krands ligger inde
I Himmerigs Hald.
Hvad er dog hans Brøde!
Ak! Troen på Christ
Må Hjertet end bløde,
Det læges dog hist,
Og under min Smerte,
Og midt i min Harm
Et elskende Hjerte
Slåer høit i min Barm,
Og Vennerne funde
Ei Svig i min Mund,
Derfor, trods min Vunde,
Jeg sjunger i Lund,
og derfor Veninde!
Uroest mellem Skjalde,
Mens Årene rinde,
Jeg frit mig tør kalde

Din Ven.

Faste Gæster var på Iselinge Bedstemoders Plejebroder fra Fensmark Præstegård Chr. Winther og hans Halvbroder Poul Møller, senere Hall, Monrad, F.M. Knuth, Birkedal og Fr. Barfod og mange andre åndslivlige Mænd.

En Skildring af Iselinge falder mig dog naturligere fra den Tid, jeg har kendt det som mit eget Sommerhjem. Vist er det, at det var et lykkeligt Hjem, Moder voksede op i; hun skal have været alles Yndling og meget indtagende. Jægermester Smith, som da havde sit Hjem på Bækkeskov, sagde engang til mig: "Alle Sydsjællands unge Mænd havde tabt Hjertet til Deres Moder". De fik dog tidligt Bud om, at de måtte tage det op igen; thi hun var ikke mere end 17 År, da hun 30te Septbr. 1837 blev forlovet med Fader, der førte hende hjem som sin Brud d. 3die Decbr. 1841. Fra den Dag voksede de sammen, så at de tvende blev til En, og det er som sådan jeg kender dem begge to.

Et mere inderligt og harmonisk Samliv end Faders og Moders kan ikke tænkes. Af hvem vi Børn mest fik vor Opdragelse kan jeg ikke sige, kun at Moder jo i Barneårene var den, der mest gav sig af med os, og gav os en Opdragelse, der var så lidt hård, som det er tænkeligt, men som dog retledede os så fast og sikkert. Gennem Rafaels Billedbibel blev vi først kendte med Bibelhistorien; iøvrigt har vor Opdragelse nærmest samlet sig i, at vi gerne vilde ligne Fader og Moder; kunde vi blot være og handle som de, fandt vi, at vi var, som vi burde være. Moder sparede aldrig sig selv; skøndt hun var lille og fin at see til, havde hun gode Kræfter og tog godt fat med dem.

Man ståer imellem overfor Spørgsmålet, om Nødløgn er tilladeligt. Jeg husker ikke, hvad Moder derom har lært os, men jeg er vis på, at hun vilde tænke så: "Når Nødløgn skal dække Dig selv er den af det Onde, men det er den ikke, når Du er vis på med den at gøre noget godt for andre"; sådan vilde hun sige, uagtet hun var så bundsanddru; thi at være noget for andre er det, der fyldte hendes Liv. De Vers, Molbech skrev om Bedstemoder Ågård ved hendes Grav, giver i Grunden så fuldt et Billed også af Moder, thi vist er det, at: "Alt fra den tidlige Morgen til Alderdommens Kvæld
Var hendes Liv et eneste Kærlighedsvæld". Jeg kunde fortælle meget mere om Moder, også fremdrage noget af de utallige Breve, hun skrev, der så helt ud gav hende selv, så jevne, naturlige, om man vil så lige ud ad Landevejen, men med en Fylde, Sandhed og Inderlighed, som jeg i hvert Tilfælde aldrig har mødt i Breve. Ligesom Fader ikke holdt af at analysere Modersmålet holder jeg dog ikke af at analysere Moder, og det behøves ej heller, da alle mine Børn, selv den Yngste har havt den Lykke at kende hende og leve med hende.

Som Pauline har sagt om Fader, at det altid var som et frisk Pust, når han kom ind i Stuen, var det som Fred og Harmoni bredte sig over Alt og Alle, når Moder kom ind i Stuen. Det var som kom der med hende et Pust, der måtte kvæle al Splid og Strid.

Iselinge
Iselingen i 1860'erne, for der kom tårn på. Tegning af F. Richardt.


3. SØSKENDE [s. 34-40]

Mine Søskende var ret forskellige: den ældste Marie (f. 31. Octbr. 1842 d. 25. Marts 1900) var altid i Bevægelse, og kvik i Ord og Tanke. Da Onkel Hall engang sagde til hende: "Du er dog også den viltreste Unge, jeg kender" fik han straks Svaret: "Og hvem så?". Da hun senere blev gift med [digteren] Chr. Richardt kunde den store Forskel, der her var mellem hende og den altid så rolige Richardt, af og til mærkes i Forholdet mellem dem. Han holdt mest af at møde i sidste Øjeblik til Banetog, hun vilde helst møde op længe før det behøvedes, og sådan i meget andet, men med alt det var hun ham med sin Alvor, sit kærlige Sind og en levende Sands for alt skønt en god Hustru, som bandt ham til sig mere og mere med hvert År. Betegnende for hende og han er, at smukke Digte, hvor han takker hende for alt det meget, han skylder hende, vilde hun have for sig selv og ikke have bragt videre på Tryk.

Inderlig levende var hun og selv om man ikke gør hende Uret ved at slåe fast, at hun altid var urolig, kunde hun ikke fåe andet Udløb herfor så nynnede hun, så var det dog alt på en Måde så, at der kom noget så Forfriskende over hende.

...................

Min yngre Søster Magdalen (f. 7. Aug. 1847 d. 20. Jan. 1894) var hende her så helt modsat. Hun var et af de Mennesker, som det var så velgørende at fåe ind ad Døren, lydløst og roligt, uden at man mærkede det, blev det gjort, som skulde gøres. Når der var Sygdom i et Hjem blev der også altid kaldt på hende; i Reglen meldte hun sig selv. Uden at det, som det ofte kan være, lagde mindste Tryk, var hun så alvorlig, ikke mindst i de Fordringer, hun stillede til sig selv. Kun deri kan jeg finde Forklaringen til hendes Skæbne i Forholdet mellem Mand og Kvinde. Som hun var indtog hun og måtte hun indtage Alle, og hun var ikke mere end 19 År, da Vilhelm Rode friede og fik hendes Ja. At hun holdt af ham Livet igennem er sikkert, men hun må have fundet, at hendes Følelser for ham dog ikke var som det skulde være mellem Mand og Hustru. Det var et trangt År inden hun hævede sin Forlovelse, jeg mindes ikke mindst det Tryk, Forholdet mellem dem lagde over Faders og Moders Sølvbryllup.

Vilhelm Rode vedblev at være en af vore kæreste og nærmeste, og han tog så godt på det Slag, Livet havde bragt ham. I et Brev fra Ploug til Moder, som forleden faldt mig i Hænde, skriver Ploug: "Da De corresponderer med Vilh. Rode veed De, at han nu er flink. Han var elskværdig før, men er blevet det mere ved sin Sorg. Ganske vist er hans gode Humeur taget af, men det kåde og flotte, som klædte den Unge, men mindre den Ældre, er også gået bort, og det Hyggelige og Hjertensgode er nu det ene fremtrædende". Det varede længe, inden han opgav Tanken om, at de igen kunde finde hinanden.

En del År efter blev han gift med Anette Ploug. At han med hende kom i Havn var til megen Glæde for alle hans Venner. Hvor inderligt Magdalene havde holdt af ham følte jeg stærkt den Dag, vi to sammen fulgte ham til Graven i Frue Kirke.

Forholdet til Vilh. Rode var dog ikke hendes eneste Kærlighedshistorie. Indtaget i hende og Friere til hende var flere af mine Ungdomsvenner, betydelige Mænd, som jeg dog ikke her vil nævne når undtages [overlæge] Vilh. Schepelern, der År efter År bad om hendes Hånd. I alle disse År levede hun for Fader og Moder og for Hjemmet på Iselinge, hvor hun var Sjælen i Ferielivet, lystret og elsket af alle de Unge, for hvem hun ståer som et af deres kæreste Minder.

Hvad der efter mange År og efter Faders Død bragte hende og Schepelern sammen var et alvorligt Sygdomsanfald med Blodspytning, som overfaldt ham engang, Pauline og jeg tilfældig var i Besøg på Refsnæs. Moder og Magdalene kom da derop for at være om ham, og der blev Vejen banet, som førte til, at hun som Schepelerns Hustru endte sine Dage i en Gerning, hvortil hun var som skabt, og hvor hun fyldte sin Plads, selv da hun blev så svag, som hun var de sidste År.

Om hendes sidste Timer fortæller vor Magdalene, der dengang som en lille 9 År gammel Pige var oppe hos hende: "Inden Middag fejlede Faster intet, sad og spillede for mig; men ved Middagsbordet blev hun syg med alvorlig Åndenød, sagde dog til mig: "Du må ikke være bange; det betyder vist ikke noget". Da hun var bragt i Seng tænkte hun ikke først på sig selv, men gav Besked om at fåe lukket Vinduet i Dagligstuen, hvor jeg, som var forkølet, sad. Da jeg kom, for at sige Godnat, sagde hun "Farvel". Hun gav så Pigerne Ordre til, at kun den ene måtte være om hende, den anden skulde være oppe hos Magdalene, at hun ikke skule være alene.

Reservelægen var hos hende, men Schepelern var den Dag bortrejst, ventedes hjem til et bestemt Klokkeslet; og det var som hun ikke vilde dø, før hun havde sagt ham Farvel. Da han så kom, rakte hun ham Hånden og få Minuter efter døde hun d. 20de Januar 1894.

Det var da hun gik bort for mig ligesom ved Faders og Moders Død, som kom der et tomt Rum i min Tilværelse. Som Små holdt vi to altid sammen, og Livet igennem havde hun været så meget for mig.

Efter hendes Ønske ståer på hendes Gravsted det ord af Bibelen: "I Stilhed og Tillid skal Eders Styrke være".

.....................

Forholdet mellem min Broder [etatsråd] Johannes og mig havde en anden Karakter. Jeg vil nærmest ligne det med det Forhold, som burde og kunde herske mellem de 3 nordiske Folk, altid at stå sammen overfor den øvrige Verden og af Hjertet glædes hver gang noget godt times en af os, alt imens vi ikke kan see bort fra, at er der end meget, hvori vi kan føle, at vi er af samme Rod, så er der også adskilligt, hvor vi kan mærke, at vi er dybt forskellige, hvad der i Barneårene gav sig Udslag i ret alvorlige Småkampe. Johannes holder mest af at være den, der regerer, der hvor han er sat, og har Egenskaber, der egne sig herfor. Også mig vilde han gerne regere, hvad jeg ikke syntes om. Vi kom herved af og til op at slåes. Da han var større og stærkere end jeg, klarede jeg mig kun ved at fåe det, de kaldte Bersærkergang, som dog ikke hindrede, at vi bagefter faldt til Ro og igen blev Venner og gode Brødre. Jeg har ikke Lov at fortie, at jeg til forskellige Tider har følt Misundelse overfor ham, som jeg dog bekæmpede og aldrig har ladet andre mærke. Han gled så let ind i de Goder, som kunde følge af at Fader overtog Iselinge, fik sin Vej så magelig banet, først som Forvalter, så som Forpagter af Iselinge, og endelig ved at dennes Overtagelse af ham blev lagt til Rette ved et Testamente (oprettet i de År, jeg var i Amerika). Da Fader havde anvendt meget store Summer på Markernes Draining og Ombygning af Hovedbygning, Lade, Stalde, Mejeri m.m. har Fader og Vilh. Rode i Testamentet ment at der dog burde lægges noget (40.000 Kr.) til den Sum, hvorefter Fader havde overtaget Gården. Dette Tillæg rådede senere de da som Bo-Executorer bestemte Rasmus Strøm og Bogholder Østrup Moder til at stryge, hvad hun dog kun vilde gøre i Forståelse med os andre Børn. Magdalene og jeg, som i Faders Stue talte herom, blev snart enige om, at Overtagelsen af Iselinge, med hvad deraf fulgte, måtte gøres Johannes så let som muligt og fremfor alt, at når Moder ønskede at forandre Testamentet, ja så havde det selvfølgelig vor fulde Tilslutning.

At Johannes, straks efter at have overtaget Iselinge, var opsat på og villig til at sælge den, faldt mig vel noget for Brystet, men jeg har dog kunnet glæde mig over, at han ifjor [omkr. 1913?] nåede at fåe Iselinge så fordelagtig solgt. Ved den Lejlighed slog han også Streg over den Ændring i Testamentet, som Moder havde foretaget, ved at fordele 40.000 Kr. med 15.000 Kr. til Maries Børn, 25.000 Kr. til mig og mine, en Forskel, som for mig motiveredes med, at Richardts i mange År havde fået et stort Tilskud af Fader, medens jeg, indtil min Arvepart faldt, havde forrentet de Penge, der havde sat mig i Vej.

Hvad jeg her meddeler har jeg trængt til at nedskrive, fordi jeg dermed er inde på noget i mig, som ikke er godt, og hvormed jeg har ført en Kamp, hvor Ondt har været oppe i mig. Allerede som Ung låe det bag, da jeg engang var inde på at skrive et senere tilintetgjort Drama, der skulde handle om Erik og Abel. Glad er jeg da ved, at jeg fuldtud og så helt uden Misundelse kan glæde mig over, hvor godt Johs. i sit nye og så smukke Hjem sidder i det efter Salg af Iselinge.

Skal jeg ellers pege på, nogle af Johannes's Egenskaber, så kan det blive disse. Der er noget af en hård Skal, man skal igennem før man finder det gode Hjerte, som blandt andet giver sig Udslag i den Trang til og det Greb han altid har havt på at blive Småbørns Ven. Han tager så sundt, dygtigt og samvittighedsfuldt på Alt, hvad han har at gøre med. Noget, jeg tidt har kunnet ønske at følge ham i, er den Orden, der er i hans Papirer, dette også taget i udvidet Betydning.

Han holder, som før sagt, af at være Mester der, hvor han er sat. En Betingelse for, at det kan kaldes en god Egenskab, er det at man først forståer og formåer at være Mester over sig selv. Det er en Egenskab, som så ofte savnes hos dem, der vil regere, men som Johannes har. Der var mange År, hvor han syntes at være vokset fast på Iselinge. Udover at færdes i Marken var hans Gang fra Iselinge til Vordingborg i Reglen den længste Udflugt; men da der så blev kaldt på ham til Gerning udenfor Hjemmet, som Medlem af Jernbane Kommissionen, var det, som om han altid havde været skabt til at ligge på Landevejen.

Hermed har jeg fortalt lidt om Johannes, som I Børn jo ellers Alle kende godt. Selv glemmer jeg ham aldrig det, at jeg så, fast har følt, hvor glad han har været, hver Gang noget, jeg har arbejdet for, er lykkedes, så glad som var det Noget, der var lykkedes for ham selv.

.........................

Af min yngste Broder Martin (født 11. Febr. 1850. Død 13. Septbr. 1862) har Fader givet en smuk og god Skildring, som vil findes i Familie Arkivet, af den vil jeg dog her uddrage nogle få Træk.

Martin var fra ganske lille så helt sig selv. Fader skriver: "Ved hvad der låe indenfor hans Synskreds var hans Omdømme sundt og træffende, men ganske umiddelbart: han sprang igennem alle Mellemled til Resultatet. Opfindsomhed og Omløb viste han vel mest ved de forskellige Slags Spillegeni, Uafhængighed ved Smagen for Mad og Drikke, ligegyldig for andres Mening, Udholdenhed kun ved hvad han selv satte i Gang for sig". Det ramte godt, da Tante Marie Hall kaldte ham: "en lille Mand for sig selv".

Han havde megen Sands for Musik, også mere end almindelige Gaver, kunde Alverdens Melodier og spillede dem med en Finger, også undertiden efter egen Udsætning tostemmig; han spillede Kanon'er med tre Fingre og øvede sig utrættelig, for at kunne gribe dem uden Fejl. Af Frygt for at han skulde tabe Lysten, når han fik Spillelærer, fik han ikke Undervisning i Musik.

Han var så let til Tårer - efter hans Død viste det sig at skyldes en alvorlig Nyresygdom. - Således kunde han falde i Gråd, når der blev skænket Viin for ham i Steden for Vand, hans bedste Drik. Derfor var han så let at drille, og jeg kan måske takke ham for, at jeg altid har hadet Drilleri og i det seet en kun tilsyneladende uskyldig Ondskabsfuldhed. Dermed blev jeg ofte en Ridder for ham, og der kom et så godt Forhold mellem os.

Til ham knytter sig også, at jeg fra ganske ung har været godt "en garde" overfor Alt hvad der smager af Adel og på dette Punkt fri for Snobberi. Fra et Selskab i en adelig Familie, hvor han var med som Klassekammerat af en af Sønnerne, har jeg aldrig glemt den Behandling, de unge Adelsmænd gav den lille Dreng åbenbart fordi han var borgerlig født, og det har bidraget til, at jeg ikke har været påvirket af Nogen, fordi han var adelig født.

Det mest betydende Minde for mig og andre, der har kendt ham, blev hans sidste Dage. Han blev i September 1862 angrebet af en Strubesygdom og en Tracheotomi blev nødvendig. Under den sikkert smertefulde Operation, hvor han ikke var bedøvet og som varede en halv Time, låe han stille uden at holdes, kun med sin Hånd i Moders. De følgende Dage, hvor han, da der var lagt Rør i Struben, ikke kunde tale, havde han ikke et utålmodigt Øjeblik. Dagen før han døde "kyssede han sin Moder første og sidste Gang; han havde aldrig før gengældt Kærtegn på den Måde, men nu slog han Armene om hendes Hals, og trykkede hende et langt Kys på Munden". Næste dag forlangte han en Tavle og skrev "færdig", siden "Vi færdig er", og udåndede så efter en lang Dødskamp.

Lykkelig den, om hvem det kan lyde, som det lød i Godfred Rodes Vers, vi sang ved Martins Grav:

"Vi færdig er", hvor få har Magt
Når Kaldet lyder, uforsagt
Så på dets Bud at svare;
Men Barnesjælen reen og mild
Er færdig, når Vorherre vil,
Til straks af By at fare".

............................

Min yngste Søster Anna Margrethe er født 8de Octbr. 1854. Død 12te Decbr. 1857. Hun var en yndig lille Pige, så mild og alvorlig, som I kan see af det lille Billed, jeg har af hende. Det, hun blev for os, er sagt i det lille Vers, der ståer på hendes Gravsten:

"Før var jeg Eders Glæde,
Nu sørge I og græde
Da jeg er vel forvart.
Når I det ret betragte,
Og hvad Gud gør højt agte,
Skal Eders Tårer tørres snart".


4. C.C. HALL [s. 40-44]

Det var lidt om Hjemmet og dem, der i det var Kærnen. Som Moder var, vil man forståe, at vi fik en mild og blid Opdragelse, som dog kunde bore ind i os Sandsen for, hvad der var godt og reent; og vist er det, at jeg med Tak kan see tilbage på de Gange, hvor jeg i mit Liv var fristet til noget ureent, som Tanken på Moder holdt mig bort fra.

I min Skildring af Fader har jeg givet nogle Træk, der kan belyse, hvordan han opdrog os, ikke mindst mærket af den Ærbødighed, hvormed vi såe hen til ham, det rene, ædle, altid så selvstændige Syn, han havde på Alt, og som vi næsten altid kunde bøje os for.

Vi havde igår i mit Hjem en kraftig Meningsudveksling om den norske Maler Carsten, hvor nogle af Børnene, Malerinden dog kun halvgående, vare vildt begejstrede over hans Kunst, medens jeg tillod mig at mene, at en Kopi af Ribera, en brystsyg Kvinde, og et og andet af hans andre Billeder fortalte om en ægte Kunstner, der dog, det fortalte de andre Billeder, var ved at ende i det rene Vanvid. Med Begejstringen for ham og Konsorter vilde det gåe som med Kejserens nye Klæder. Alverden, der betragtede sig som Kunstkendere, var bange for at det skulde hedde: "Du er dum og forståer Dig ikke på Kunst, indtil engang du drister sig til at sige: "Det er jo slet ikke Kunst".

Da jeg føjede til: "Vi savne her en Julius Lange [kunsthistoriker d. 1896, g.m. HHs kusine Marie Aagaard]", fik jeg ganske vist det Svar fra hans Søn Frederik: "ja Fader havde også sin Begrænsning"; og jeg kunde kun svare: "Ja det har vi alle, men din Fader havde så sikkert et Blik for, hvad der er Kærnen i al Malerkunst: klar, reen og helt forståelig Form, og Farver, der kan bringe Formen Liv og Sjæl, ikke det indholdsløse Farvesprut, som er Halløi og ikke Kunst".

Min Kone sagde lidt efter til mig: "De Unge i vor Tid gør nu engang gældende: "andre Tider, andre Sæder", de har deres eget Syn på Kunst, som på alt det andet", og jeg gav hende Ret; de siger som Ungersvenden hos Frits Jürgensen: "Ja, Fa'er, det kan have været rigtigt i din Tid, men husk på at Verden ikke ståer stille. Hvad der i vore Dage passer sig og ikke passer sig, det troer jeg nok at jeg bedre kan have en Mening om, end både Du og Onkel".

Vor Tids Ungdom påståer, at sådan har vi også sagt, da vi var unge. Jeg kan kun sige, at på mig og mine Søskende passer det ikke. Vi havde vel vort eget Syn på Forholdene og hvad der mødte os, men vi lod os dog så gærne i det lede af Fader og Moder, og der var altid så megen Harmoni og Stemning mellem dem og os; jeg antager at dette skyldtes ikke blot Faders fine og sunde Blik på alle Forhold, men også det Frisind, der var over ham og Moder; og vist er det, at den Lyst, man kan næsten sige Trang til at have en egen helt ud selvstændig Mening, den kendte vi ikke. Det skyldes måske også de på snart alle Områder betydelige Mænd og Kvinder, som forbandt Hjemmet med Verden udenfor.

Lad mig fortælle jer lidt om nogle af disse: Politikere, Kunstnere, Digtere og andre Skønånder, idet jeg begynder med Politikerne og af dem den, der var Hjemmets fasteste Gæst: Onkel Hall, der hører til de ret Få, der ikke har efterladt os andet end gode, lyse og kære Minder.

I vore Barneår var han ikke blot vor Ven, men han var vor allerbedste Kammerat, når han om Søndagen mønstrede os, efter at vi var trukket i hans Generalauditør-Uniform, når han tumlede med os på Sandbunden ved Iselinge Badehus, når han på Fødselsdagen var vor kæreste, uundværligste Gæst, der havde den faste Ret at udbringe vor Skål; og som i Barneårene var han i Ungdomsårene vor bedste Ven. Blandt mine lyse Minder ståer altid for mig det Halvår, hvor Fader og Moder var i Syden, og Bakkegård var mit friske og fornøjelige Hjem, som jeg senere kommer til at fortælle mere om.

Som karakteristisk for ham vil jeg nævne en Aften, hvor jeg som ung Student mødte ham i Forhallen til Theatret. Alt var udsolgt, så jeg stod med tomme Hænder, medens han som forhenværende Kultusminister havde sin faste Plads, men da han ikke kunde skaffe mig en Billet, vilde han ikke lade mig traske alene hjem, sagde derfor: lad os så slåe Folderne sammen og gåe hjem til Dig; medens han så med sin sindige Marche nåede hen i Nybrogade, købte jeg Ost og Pølse og fik fat i Schepelern og Michelsen, og vi havde så med ham den hyggeligste og fornøjeligste Aften. Det var så karakteristisk for ham, at han ikke gik ind i Parkettet og lod mig traske ene hjem, og at han, Excellencen, som Alle såe op til, ikke kunde fåe et Selskab, hvor han befandt sig bedre end på et Kvistværelse mellem nogle unge Studenter.

Jeg kunde blive ved at fremdrage Minder om ham, og alle vilde de belyse, at sådan var han, rig på Lune, Hygge, Vennesind, den, jeg altid søgte til, når jeg trængte til et godt Råd. At han derfor blev vor, jeg kan godt sige kæreste Ven følger af sig selv, men han var også den, vi, uden at føle Gran af Tryk fra hans Storhed, fremfor andre såe op til; og det var han ikke blot for os Unge, men det var han også for sine Jevninge.

Som Fenger engang sagde: "Vi havde i Hall den, vi altid så trygt fulgte, fordi han var den klogeste, havde sit sikre Syn på, hvad der var det Rette, der kunde bringe Resultater". Jeg mindes her også en Samtale med Chr. Rimestad en Dag, vi efter Halls Sygdom fulgtes fra Bakkegården. Han sagde da: "De gør Dem ikke Begreb om, hvor vi i Rigsdagen savner Hall, om hvad han var for Højrepartiet. Når vi havde havt et bevæget Partimøde, hvor Meningerne havde stået uløselig skarpt overfor hinanden, kunde han altid i få ord fremdragede stridende Meninger og slutte med at understrege, hvad der trods alt måtte samle os, og vi gik samlede fra Mødet, Spliden var som blæst bort". Hvor savne vi ham ikke den Dag i Dag, hvor vi er gledet ind under det Bonderegimente, som han mere end nogen anden såe Faren ved.

Så forstod han så deiligt at holde sin Sti reen. Det lykkedes ikke Fr. VII at fåe ham til Frimurer, eller til at bukke for Grevinde Danner. Advokat Nellemann, der som Executor i Grevindens Bo er kendt med alle hendes Breve og Optegnelser, sagde engang til mig: "man gør sig ikke Begreb om, hvem der her står plettet. Blandt dem, der havde høj Stjerne hos Fr. VII, er Hall den eneste, der er hvid som Sne". Han var og kunde være hævet over Sligt. Så borgerlig, han var, var der tillige noget kongeligt over ham; noget, hvorved han i al sin Jevnhed ragede et Hoved over al Folket.

Så var han den store Statsmand! Monrad siger i en Julepræken: "Lykken er ikke Målestok for Guds Bifald med din Gerning". Han tænkte vel bl.a. på sig selv, kunde også, have tænkt på Hall; thi vel hører man af og til en skarp Dom fældet over Halls Politik, men den rammer ham ikke. Jeg veed kun det ene, at han ikke satte alt ind på at tvinge Rigsdagen, og derfor med vore andre Ministre deler Ansvaret for, at Dybbølstillingen ikke blev styrket som de Militære forlangte det.

Den Udenrigspolitik, han førte, var ikke blot den eneste, vi i Årene efter 48-50 kunde føre, men også præget af, at Hall var en Statsmand. Rolig og støt, bræmsende de Utålmodige, styrede han frem mod det, der måtte være Målet, og lagde til Rette hvad der kunde lægges til Rette. Vi havde Grund til at troe, at Frankrig og England ikke vilde tillade vor Sønderlemmelse, og vi havde fremfor Alt Grund til at troe, at Sverrig-Norge vilde være ved vor Side og gøre Angreb på os til en Sag, Vestmagterne ikke kunde holde sig tilbage fra.

Sverrigs Konge Carl XV, Sverrigs Udenrigsminister Manderstrøm og Sverrigs Gesandt her i Danmark Hamilton følte sig bundne til med os at ståe Vagt om Nordens Grænseland, og gøre Angrebet på os til et europæisk Spørgsmål, da Lynet slog ned ved Fr. VII.s Død, Ulykken brød ind over vort Land og Hall kastet bort fra Styret.

Venstrepolitikeren Erich Henrichsen har sikkert Ret i, at ikke Monrad men Hall i 1864 som Konseilspræsident vilde have været den rette Mand som Leder; Ulykken havde han vel ikke kunnet afvende, men han havde reddet hvad reddes kunde, og Kongeåen havde sikkert ikke nu været vor Grænse i Syd.

Hall fik den hårde Lod, i 1864 at måtte tale og stemme for Wienerfreden, men tabte ikke Troen på, at Sønderjyderne også Syd for Grænsen vilde være den faste Vagt for Alt hvad der er dansk. Det spåede han, og endnu ståer hans Spådom ved Magt.

Her er den Dom, Historien efter mit Syn må fælde over Hall, og den kommer ikke på Tvers af det Syn, vi havde på ham som den store Statsmand, og fremfor Alt som den ædle danske Mand, hvis Kongstanke Livet igennem var at være Danmarks gode Søn og trofaste Tjener.

I Forbindelse med hvad jeg har skrevet vil jeg meddele noget af Indholdet af en Samtale, jeg hos Marie Treschow [1846-1913, datter af Frederikke Brøndsted, C.C. Halls svigerinde] havde med Frk. Carlsen, som jeg nedskrev straks efter at jeg var kommet hjem.

"Et Års Tid eller to (?) efter 1864 var Carlsen med sin Datter i Sverrig, for at besøge et Badested, og havde indrettet sin Rejse på at undgåe at møde Carl XV; så vilde Skæbnen, at denne på Vej fra Lejren til Bäckaskog var på en Knudestation, da Carlsen opholdt sig på samme; og Kongens Adjudant kom da hen til Carlsen og sagde, at Kongen ønskede at se ham. Han svarede, at "han måtte rejse videre med sine Damer". Kongen lod da svare: "så tag Damerne med". Det vilde Carlsen ikke, men selv blev han tvungen til at følge et Stykke med Kongen, der stærkt bevæget, søgte at forklare, at det havde været ham umuligt i "64" at sende Danmark den Hjælp, som det var hans Hjertes Ønske at bringe. Carlsen kunde ikke svare andet end: "Deres Majestæt må ikke søge at forsvare en Handling, der altid vil ståe som en Plet i Sverrigs Historie". Kongen var bevæget til Tårer og sagde: "Jeg forståer, at Du kan ikke give mig andet Svar, men kan Du ikke sige mig, med hvad jeg kan gøre jer noget godt?": "Deres Majestæt kan give Deres Minde til Kronprinds Frederiks Ægteskab med Deres Datter": "Ja! det lover jeg, at dertil giver jeg mit Minde".

Frk. Carlsen fortalte endvidere, at Hofmarskal Løvenskjold (!) (jeg er ikke sikker på, om det var denne eller en anden Hofmand) har sagt, at Fr. VII under Påvirkning af Grevinden havde været bestemt imod Novemberforfatningen. Dette er ikke rigtigt, thi Fr. VII havde, da den skulde til Forhandling, kaldt Carlsen til sig og sagt: "Jeg veed, at der er Modstand mod Novemberforfatningen, og at Du kan påvirke så mange, at den bliver vedtaget. Det forlanger jeg af Dig, (som jeg har kongevalgt?); den skal vedtages, så narre vi hele Slænget!"

Carlsen gav kun det Løfte, at tage Sagen i dyb Alvor, men er Vidne for, at Fr. VII ikke var imod Novemberforfatningen.

HH
To konseilspræsidenter. T.v. D.G. Monrad malet af Constantin Hansen 1860-64 (Folketinget) og t.h. C.C. Hall malet 1864 af J.V. Gertner (Frederiksborgmuseet).


11. FAMILIEN HALL PÅ BAKKEGAARDEN [s. 82-87]

Dette var lidt fra Hverdagslivet hjemme. Om Søndagen søgte vi, især ved Sommertid meget ofte ud til Bakkegården. Den såe anderledes ud end nu, låe højt bag den store Mark langs med Rahbeks Allé. Med Undtagelse af en lang, smal Have langs med Pilealléen hørte al Jorden mellem Pileallé, Vesterbrogade og Rahbeks Allé til Bakkegården, og skøndt Marken var forpagtet ud, var der dog på den Lejlighed til at tumle i Høstakke, som til at lege i den store Have, hvor der om Sommeren var Stikkelsbærbuske om Efteråret Frugttræer, som vi med passende Begrænsning havde Lov til at nyde af.

Bakkegården låe endnu meget afsides, havde derfor for Vinduerne Skodder, som blev lukkede hver Aften, og for Kældervinduerne svære Jernstænger. Dog var der en Tjener, som følte sig utryg. Han sagde en Dag til Onkel Hall: "Jeg må opsige min Tjeneste til Skiftedag". "Hvorfor dog det Peter? vi kommer jo godt ud af det med hinanden". "For jeg føler mig ikke tryg om Natten". "Der er jo svære Jernstænger for dit Vindue". "Jamen, med et Spyd kan man nåe lige ned i min Seng"! Jeg veed ikke, om Peter lod sig bevæge til at blive, men jeg veed, at en livlig Fantasi kan også have sine Ulemper. Af vore Børn veed Kaja [g. Brix] det samme, og i noget Mål kan hun have det fra mig, der fra min levende Fantasi har havt noget at bekæmpe.

Oluf var 7 År ældre end jeg, og derfor ikke meget med i vore Lege, medens derimod Carl, skøndt yngre, var godt med. På den så kære Bakkegård havde jeg et Par af mine ret alvorlige Ulykkestilfælde: Det værste var det, hvor jeg en Dag af en Gynge, hvor fandtes Carl Hall, Dorph Petersen og en tredie stor Dreng, blev slået til Jorden, så at mit Ansigt skal have været en flad Masse at see til. Jeg mindes endnu, hvor jeg, da jeg i Kælderen, som de havde båret mig ned i, og hvor jeg vågnede efter Besvimelsen, havde Fornemmelsen som jeg var bleven knust. Grosserer Stähr, som var i Visit, kørte mig i sin Kaleschevogn hjem. Da Fenger ikke var hjemme blev den bekendte Øre-Meyer hentet, og han beroligede Fader og Moder med, at der ikke var noget indvendigt Brud, jeg skulde blot behandles med Igler og holde Sengen, så kom jeg mig nok; og Ansigtet vilde også nok komme i de gamle Folder, Næsen neppe blive mere skæv, end den i Forvejen var, hvad Moder blev glad ved at høre. Min Næse havde nemlig Gang på Gang været det udsatte Punkt, første Gang fik den sin værste Omgang ved Sammenstød med en Dreng med Vand i Hovedet, anden Gang af en Jernstang, Viggo Monrad, idet han drejede sig om, satte mig lige i Synet, som Næsen måtte tage af for. Det var hver Gang Moders Sorg, fordi hun sagde, at jeg af Naturen havde en så pænt formet Næse.

Den anden Gang jeg kom alvorligt til Skade på "Bakkegård" var en Dag, da jeg sad ved Frokostbordet, og min lille Broder Martin holdt en Pistol op for Ansigtet og sagde: "Nu skyder jeg Dig". Det gjorde han også. Heldigvis var der ingen Kugle i, men Forladningen slog et dybt Hul i Kinden, og Ansigtet var helt blåt og blodigt fra Krudtet. Onkel Hall kom fra sit Værelse rygende ned af Trappen "Hvad var det?" "Det er Holger, der er skudt". Jeg har aldrig seet ham så forfærdet. Nå! det hele kunde jo været værre, hvis en af de Kugler, som Carl havde fået støbt, havde været i. Martin havde Lov til at gåe ud fra, at der ikke låe en ladt Pistol i Legetøjsskuffen. Den egentlige Synder var Carl, der havde lagt den der, og var taget til Glostrup efter en bortløben Hund.

Jeg blev straks kørt hjem, Hornemann fik ud af Øjet nogle Krudtkorn, der ikke havde beskadiget det, de værste Korn blev skåret ud af Huden og Flængen fra Forladningen helet. I en Række År havde jeg nogle blå Pletter i Ansigtet, men nu findes de mærkelig nok ikke mere. Krudtet har ikke bidt sig ordentlig fast. Nu er den eneste Erindring mine Schillers Werke, hvor i på første Bind vil finde: "Til min Ven Holger Hammerich, som Erindring om Skudåret 1860 fra C. Hall". Det var i de År, hvor min Raptus (jeg havde Ord for, altid at have en Raptus) var at samle Bøger; jeg mødte på alle Bogauktioner og efterlod mine Lommepenge hos Bogjøder. Hos en af disse, enten Bormier eller Rubin (Marcus Rubins Fader) vidste jeg, der var et Exemplar af "Schillers sämtliche Werke", som jeg opgav til Onkel Hall som Ønske, ellers troer jeg ikke, han var faldet på en tysk Bog.

Nå! de 2 små Ulykkestilfælde gjorde ikke Skår i Bakkegården som det kære Sted, jeg imellem har kaldt for mit tredie Hjem, og det ikke blot med Tanke på, at jeg så helt ud var som i mit Hjem i det Vinter-Halvår, hvor Fader og Moder var i Italien. Dengang i 1861/2 var Onkel Hall den store Minister, hvis Fornøjelse det var, i hjemmet at gøre Sjov med os. Når vi om Søndagen ikke vilde op, mødte han med en stor Svamp, så sprang vi i bar Skjorte op ad Trappen og han efter os.

Fornøjelig som han var også Tante Marie [f. Brøndsted]. Man møder imellem Originaler; i Reglen er Originaliteten noget påtaget, en Skal, en Jargon, hvormed de vil gøre sig interessante. Hos hende var den så ægte; hun var sig selv og dermed forskællig fra Andre. Det fremgåer af det Utal af ejendommelige Breve, hun skrev. Det er ikke Overdrivelse, at hun Året igennem gennemsnitlig har afsendt mindst 3 Breve daglig, altså et Tusind Stykker årlig. De var ikke lange, men altid friske og aldrig Gentagelser, så fulde af kvikke, rammende Vendinger. Fåer jeg en Gang Tid, vil jeg samle nogle sammen; der må findes adskillige i en Kuffert med Breve, Moder har modtaget. Nu har jeg ingen ved Hånden, kun Erindringen om, hvor kvikke og fornøjelige de altid var.

Da jeg aldrig har ført Dagbog, er det kun nogle enkelte af de mangfoldige Træk ved hende, som jeg lige mindes. Fælles for dem er, at hun var eens mod alle, Store og Små. Som P.O. Brøndsteds Datter blev hun kendt med Chr. VIII, der følte sig tiltalt af hendes Friskhed, og fra ham gik Forholdet over til Caroline Amalie, og det vedblev til dennes Død. Når Enkedronningen kom ud at hilse på hende, måtte Dronningen give hende en Køretour. Min Søster, som på nogle af disse var med, har fortalt om Frk. Rosens Forfærdelse over, at Tante Marie i Vogn med Dronningen faldt i Søvn; men hun fik ikke Lov at vække hende. Sådan var hendes Forhold til Enkedronningen, og det var senere lige så ligefremt overfor Chr. IX, betegnet ved en Gang Kongen mødte hende i Rahbeks Allé og beklagede, at han ikke vilde træffe hende hjemme: "måske jeg på Fredag kan træffe Ds. Nåde"? "Det kan De ikke Konge, for på Fredag har jeg lovet Emmy Meyer at gåe med hende på Udstillingen"!

Man vil måske sige, at sådant kun er Tegn på manglende Dekorum; men det passer ikke, det havde sin Bund i, at hun vel såe op til og havde stor Sympathi for de kongelige Personer, hun stod i Forhold til, men hun betragtede dem tillige som Mennesker. Fra Fr. VII, hvis Liv med Grevinden hun ikke kunde forsone sig med, holdt hun sig helt borte, ligesom hun aldrig vilde give Møde i Hofkredse. Så var hun en Blanding af energisk Dygtighed, der satte igennem hvad hun vilde, og af Ubehjælpsomhed. Jeg troer, at Kongens Nytorv var det eneste Sted i Byen, hvor hun vidste, hvor hun var. I sin Bund var hun alvorlig, og kunde dog give alvorlige Tanker en sær spøgfarvet Iklædning, som da hun en Dag efter Onkel Halls Død sagde: "Jeg tænker tidt på Hall når han sidder oppe mellem Stjernerne. Det må ikke være let for ham, altid at skulle synge Psalmer". Hun var på en Gang meget udviklet og meget barnlig. Det var således med en barnlig Glæde hun kunde sige: "Det har han Ret i", når den dertil priviligerede Frederik Barfod på hendes Fødselsdag sagde noget pænt om hende, idet han udbragte Skålen for "Augusta Marie Brøndsted, gift Hall".

Hvad der ikke mindst karakteriserede hende var hendes store Viljekraft. Efter Olufs Fødsel var hun meget medtaget og nervesvækket, måtte pr. Skib over Holland og Rhinen føres til et tysk Badested. Så besluttede hun at hærde sig, og gennemførte det Livet igennem, fik dermed det kraftige Helbred, hvormed I Børn kende hende. Hun var altid i Virksomhed, optaget af at hjælpe og støtte de mange, hvis Vee og Vel låe hende på Hjerte.

En overfor Onkel Hall omhyggelig Husmoder det var hun ikke, og hendes Husføring var ikke sådan, at Folk kom til Bakkegården af Hensyn til udsøgt Køkken, men trods det, at et sådant manglede, kom de mangfoldige Mennesker, som mødtes der, altid gærne til det fornøjelige Samvær, man der kom ind i. I Ministertiden havde de Tjener, men iøvrigt var det ofte et mærkeligt Tjenerskab, ikke mindst i alle de sidste År, hvor det meste blev besørget af den gamle Helene, der i sin Ungdom nok var William Oehlenschlaegers Veninde; i de gamle År var hun nærmest lidt af en Gravso; hun var Kokkepige, Bybud og den, der lukkede op. En Gang Prinds Hans var på Visit, kom hun ind og sagde: "Der er en derude, som hedder Hans". "Det må være en der vil tigge, siig at han må komme igen på Torsdag". Da Prinds Hans fik den Besked gav han Helene sit Kort, og bad om at hilse fra Prinds Hans. Hun skyndte sig ind og sagde: "han siger, at han hedder Prins Hans". "Løb så efter ham og siig, at jeg er hjemme! " Formfuldendt gik det ikke til på Bakkegården, men så friskt og fornøjeligt; dertil bidrog både Onkel Hall og Tante Marie, også Sønnerne.

Oluf var i sine yngre År stærkt optaget af Faderens Storhed, og det var vel først under dennes Sygdom, at hans bedste Egenskaber kom fuldt til Udvikling: det at glemme sig selv og være noget for andre. Ingen kan være mere for et andet Menneske end han var for sin Fader, han tænkte i de mange År kun på at mildne hans Sygdomstid.

Som han følte sig personlig knyttet til de Hverv, der var ham betroede, følte han sig knyttet til de Venner, Livet havde bragt ham, og deres Vee og Vel låe ham på Hjerte som var det hans eget Vee og Vel. Jeg har engang med fuld Ret om ham benyttet det engelske Ord: "right or wrong my country" og betegnet hans Forhold til Vennerne således: "Om han har Ret eller Uret, så er han min Ven, som jeg vil dække og efter Evne hjælpe og støtte". Trofast mod dem, han en Gang havde sluttet sig til, var Oluf trods nogen.

Carl kende I ikke blot fra det personlige Samvær, men også ligesom Andre fra den Livsgærning, vi alle må takke ham for. Han er et sørgeligt Eksempel på Kræfter, hvis Nyttegørelse en Legemsfejl sætter Bom for. Fra sin Fader havde han arvet den store "bon sens" og Evne til at omgåes Folk og vinde dem for sin Mening, og fra sin Moder den stærke Vilje. De store Evner, han dermed havde, til at fremme en Sag, der låe ham på Hjerte, vilde have sat ham i Stand til at udrette meget som Politiker, hvis ikke hans Tunghørighed var vokset til at blive Stokdøvhed.

Sin faste Gærning måtte han da søge som Assistent i Finansministeriet, mens hans betydelige Evner og utrættelige Energi blev lagt i den Rejsning af Forsvarsviljen og Forsvarskravet, i hvilken han har Deel som Nogen. Sine kæreste Dage havde han, når han i Norge besteg den ene jomfruelige Tinde efter den anden og følte sin Tunghørighed mindsket i den lette Fjeldluft. Hvor fornøjelig og underholdende han trods sin Tunghørighed kunde være, kende i hvert Tilfælde de ældre af jer, også hvordan han var den eneste, der kunde mestre sin Moder.

Som en tredie Søn af Huset var min Fætter og kære Klassekammerat Frederik Dorph [præst, søn af Frederikke Aagaard, g. Dorph]. Han har helt igennem Dorphernes Blod i sine Årer, sand, reen, pålidelig, den incarnerede Dyd. Ved sin Flid strammede han mig op, hvad jeg havde godt behov, og han var i Classen et godt Eksempel for os andre. Vi såe i ham vor Samvittighed, hvoraf fulgte, at når han var med til noget, var det tilladeligt. Når "Freder" således på en Skovtour var med til at drikke små sorte Snapse, blev det dermed en uskyldig Drik. Jeg mindes også fra min Bakkegårdstid Søndage, hvor han Dagen igennem var med til at spille Whist. Al Tvivl om, at det også om Søndagen var en hæderværdig Beskæftigelse, var dermed borte.

Verden har bragt ham tunge Dage. Hans Kone er bleven en stakkels Svækling, om hvis Pleje alt må dreje sig; hans flinke Søn blev, straks efter at han havde fået sin juridiske Eksamen, hjerneangreben til Døden, og hans Datter kan ikke tåle at være noget for Hjemmet, som han helt må bære på sine Skuldre. De hårde Slag tager han fromt. Så gode og alvorlige var hans Ord, da han sænkede Sønnen i Graven; en Tak for hvad Sønnen havde været for dem og en tryg Forvisning om, igen at møde ham. Sådanne Ord kan være smuk Tale; hos Frederik Dorph er jeg vis på, at de havde sand og dyb Bund.

Til Bakkegården hørte endnu Hundene. Det var en Arv fra Fa'er Brøndsted at leve med og omgives af Hunde, der altid blev slemt forkælede; den sidste var "Kali", også kaldet "Lisse", en lille fornem, indbildsk Silke-Pudel, der i Reglen fik det bedste Stykke af Stegen. Hvad der har forsonet mig med Kali var, at den efter Tante Maries Død lagde sig hen, den vilde intet spise, og da hun blev ført bort, løb den fra Bakkegården ud i Landet, var ikke til at opspore. Den havde den Trofasthed, som hos ingen Skabning findes større end hos Hunden.


12. BEDSTEFORÆLDRENE PAA ISELINGE [s. 88-95]

Mens jeg med nogen Ret har kaldt Bakkegården, jeg nu har fortalt om, for mit tredie Hjem stod Iselinge i Barneårene fuldt ud som mit andet Hjem, og det ståer som et solklædt Minde, ikke mindst fordi Iselinge i fuldeste Mål var vort Feriehjem, forårsklædt i Påske- og Pinseferierne, sommerklædt i Sommerferien, vinterklædt i Juleferien. Før vi blev Skolebørn fik vi også en lille Efterårsferie med Moder omkring Bedstemoders Fødselsdag i September [f. 18/9 1790].

Rejsen til Iselinge gik ved Juleferien, undertiden også ved Påske, over Land og var mere langsommelig end nu. For at ruste os mod Kulden fik vi altid en Natskjorte under Dagskjorten; det hjalp lidt foroven, men ikke mod kolde Fødder. Fodposer eller lodne Støvler kendte vi Børn ikke.

Kl. 9 Morgen mødte vi på den gamle Banegård og kørte med Banen til Tåstrup, hvor vi blev råbt ud: "Station ved Køgevejen!" Herfra gik Rejsen med Extrapost til Køge, hvor vi mødte en eller i Reglen 2 Vogne fra Iselinge, som jevnt og meget sindigt, med et timelangt Ophold i Rønnede, bragte os til Iselinge.

Sludre kunde vi, men det måtte vi ikke, for så forstyrrede vi Faders Læsning, og før vi selv var store nok til med Morskabslæsning at slåe Tiden ihjel, gik Rejsetimerne derfor trægt, ikke mindst efter at det var blevet mørkt, og vi ikke med Hjælp af Vejstenene kunde måle, hvad Fremskridt vi havde gjort. I Årenes Løb blev vi dog så stedkendte, at vi, snart ved at det gik op og ned ad en Bakke, snart ved nogle høje Træer eller andet vidste Besked om, hvor vi var. Når vi så passerede Ambjergene og lidt efter Bommen ved Ørslevvejen, kom Humøret godt op, for at blive helt strålende, når vi drejede om ad Alléen og få Minutter efter - ved Lag Klokken 8-9 - stod i Iselinges hyggelige, varme Dagligstue.

Ved Sommertid gik Rejsen tilsøes, i Reglen med Priors "Flora" eller "Zephyr", Afgang fra København Kl. 7 med Ankomst ved Færgebroen i Masnedsund kl. 3-4; i 1854 blev de afløste af den ældre "Zampa", som var en hurtigsejlende, men ikke videre sødygtig engelsk Flodbåd. Med Østenvind var Sejladsen over Køgebugt og Præstøbugt derfor ej blot til Lyst, men har måske hjulpet til, at jeg nu er endt med at være ret søstærk, og Sørejsen blev også i ondt Vejr båret med godt Humør. Vi vidste jo, at der ikke var mange Timer til at vi skulde køre ned af Alléen til Iselinge.

Iselinge havde store Avlsbygninger, Lader og Stalde, men Hovedbygningen havde alt andet end Herregårdspræg, lignede nærmest en jevn Forpagterbolig. En En-Etages Bygning med en Midtfløj, som rummede alle Opholdsværelserne, og til den to Sidefløje, i den ene Køkken, Borgestue og lignende, i den anden Mejeriet. Der var ikke højt til Loftet, men ellers ret store Stuer, særlig en meget lang Spisestue, der sammen med en Række små Tagværelser i alle 3 Fløje gav Plads for mange Gæster.

Det hele var alt andet end prunkende; men havde den Hygge, som følger med Velstand, der helst holder sig ved Jorden. Hvor var der dog hyggeligt i alle Stuerne, ikke mindst den lille zinnoberrøde Havestue med de smukke Empiremøbler, over Sofaen et stort Spejl, hvori Haven spejlede sig; dens Lidenhed blev der hjulpet på af en solfyldt Veranda ud imod den store og smukke Have, der gik i eet med Skoven, hvortil den syntes åben ved, at Havens Stakit på, flere Steder i en bred åben Grøft var lagt ned som Palissader; midt for Havestuen var henimod Skoven en lille Park med Svaner.

Hele dette Havens Midtparti havde, fraregnet et stort Kirsebærtræ, kun store Plæner med Busketter, en Rigdom af blomstrende Buske og Blomster-Bede, langs med Huset var disse fyldte af Månedsroser, der Sommeren igennem var stedseblomstrende. I Nord og Syd var der Køkken- og stor Frugthave, som vi Børn ikke foragtede, de Voksne forsåvidt heller ikke. På tilpas afgrænset Område havde vi Børn Lov til at gøre os tilgode. Stikkelsbær, Ribs, adskillige Kirsebær og lignende Frugt var Fællesgods, medens de spanske Kirsebær, Morbærrene og andet, fremfor alt Espaliertræerne opad Ladebygningens lange Sydmur var forbuden Frugt, når ikke de Voksne var i Følge.

En Ejendommelighed ved min Tids Iselinge, som jeg her har skildret, var, at vi i det blev så fuldt knyttet til det Iselinge, der var Moders Barndomshjem. De voksede så godt sammen, at den gule Stue mellem Dagligstuen og Spisestuen, altid hed den røde Stue, den havde nemlig været rød i det, jeg kalder Moders Tid. Det var godt værdt at blive kendt med den Tids Iselinge og Livet der med Grundtvig som Husven, da han var Capellan i Udby, med Chr. Winther og Poul Møller som Bedstemoders Plejesøskende, Monrad og Molbech som opvoksende Skoledrenge. De og mange andre, af hvad man kan kalde Åndens Mænd, havde givet det et Præg, som holdt sig ned gennem min Tid. Fremfor Alt fik det dog sit Præg fra Bedsteforældrene.

Bedstefader Holger Halling Ågårds Fader var en anset københavnsk Borger, Konditor og Urtekræmmer, Formand for de 32 Mænd (Borgerrepræsentationen). Hans Moder var Datter af Pastor Halling i Ballerup. Moders Lærerinde Hanne Munthe, som havde kendt dem begge godt, har givet dem følgende Skudsmål: "Gamle Ågård var den ædleste Mand, det kærligste Hjerte, - men meget hidsig, og sin Kones store Begavelse og fine Dannelse, parret med det kærligste Hjerte, havde han ikke; han spurgte også i alle Dele sin kloge Kone til Råds". Som sine Forældres eneste Barn voksede Bedstefader op, han siger selv, at han blev slemt forkælet, at når han som Dreng skrålede, lukkede hans Fader Døren op og råbte: "Giv den Dreng Alt hvad han vil have". Han blev altså ikke opdraget strengt men blev trods det en flink og flittig Dreng, der ret ung tog Studentereksamen. Hans Lyst og Drøm havde det været at blive Professor i Historie, men han bøjede sig for Faderens Ønske, studerede jura og tog juridisk Eksamen med bedste Karakter.

Ved den Tid i 1807 købte hans Fader Iselinge og tilbød ham at overtage Bestyrelsen. Han spurgte dog først sin 16 årige Kæreste Marie Koës til Råds, og da hun svarede: "ja, lad os tage til Iselinge, så fåer jeg en stor Have med mange Blomster og Jordbær", var Beslutningen taget, og Bedstefader blev nu en dygtig og samvittighedsfuld Landmand, som sådan kender jeg ham fra jeg var lille og Livet igennem.

I hans gamle År låe jeg, når jeg var på Iselinge, altid ved hans Side i Himmelsengen, blev her tidligt vækket ved at Avlskarlen Peer Nielsen kom ind, berettede hvordan Vejret var, og fik Nøglerne til Kornmagasinet. Senere på Dagen gik eller kørte jeg med ham i Marken, hvor han personlig fulgte alt Arbejde, følte i Høsten om Kornet i Hovene var tilstrækkelig tørt og meget andet. Markerne blev vel drevne, al Gødning fra Rytterstalden i Vordingborg blev ført ud på Iselinge Mark; og som Markerne blev gødede og merglede blev Skovene behandlede med en om muligt endnu mere nænsom Hånd.

I "mit Hjem" har jeg ganske kort skildret ham således: "Skøndt Bedstefader var en Fjende af alle Godsejer-Attributer, uniformeret Tjenerskab, herskabsprægede Køretøjer og alt lignende, var der over ham et så afgjort Adelspræg, uanset at han var Søn af en jevn Borgermand. Medens han med Omhu passede sin Mark og Skov, opgav han ikke hermed sine litterære Sysler, der mest kredsede om Frankrigs og Englands Historie. Der var altid nye Bøger, vi måtte skære op for ham".

Han fulgte levende med Alt, hvad der rørte sig i Land og Folk. Skøndt han var vokset op med Napoleon som sin Helt og med 1807 som et levende Minde, var det ikke imod England, han var fjendtlig sindet!

Med et hastigt Sind og et godt Hjerte blev dette sidste imellem misbrugt af forslagne Undergivne, der forstod at hidse ham op, og derefter fåe ham til selv at opfylde deres Ønsker. Vist er det, at han var en god og afholdt Godsherre, som han var en elsket Fader og Bedstefader. Et sandt Billede vil I også få, af nogle Vers i Plougs Mindedigt.

Hvad han har været? kun en Mand,
så sjelden som en Ædelsten at finde,
der var det stille, men det dybe Vand,
der lued højt af Følelsernes Brand,
men skjulte hvad der rørtes i hans Sinde,
blufærdig og undselig som en Kvinde.

Som vidste Meget, men ej bar
det frem med Bram og Selvbehag på Bordet;
som spurgte sjeldent og gav korte Svar,
men med sin hele Sjæl tilstede var,
hvor Ånd og Vid og Kundskab førte Ordet,
og vilde selv kun være en af Choret; -

En sådan på sin Gård han sad
bag åbne Døre i de lave Fløje,
hvor lang den også blev, hans Gæsters Rad,
til Alle strakte Hjerterum og Fad,
og Alles Hjerter hen sig måtte bøje
mod hans mærkværdig skønne, milde Øje.

Når jeg så skal fortælle jer om Bedstemoder vil jeg begynde med hendes Fødsel.

I Sommeren 1790 var der fornemt Besøg på Antvorskov, som var hendes Fader Finansråd [Georg] Koës og hendes Moder Anna Mathea (født Falcks) Hjem; de Besøgende var Kronprinds Frederik og hans Gemalinde Marie; de udbad sig, at hvis det Barn, der ventedes, blev en Dreng, skulde han hedde Frederik, hvis det blev en Pige, Marie. Så kom der d. 18de September 2 Piger: Frederikke og Marie Koës.

De lignede hinanden så meget, at deres Forældre, for at kende dem fra hinanden, måtte give den ene af dem Ørenringe. Og Sindet var lige så ligt som Skindet. De små Piger var kun 6 År, da deres Moder døde 36 År gammel.

Efter sin Kones Død vidste Faderen ikke, hvorledes han skulde få disse Pigebørn opdragede, Lærerinde vilde han ikke tage. Han satte dem da i Pension hos Winther i Fensmark, hvis Kone tidligere havde været Lærerinde og nu havde et Pensionat for unge Piger. Selv havde de kun én Søn, Christian Winther [digteren].

Her levede de 2 Søstre et lykkeligt Barndomsliv. Bedstemoder har fortalt adskillige Træk om deres Liv og deres store Lighed: "En Eftermiddag faldt Rikke ned af et Træ, slog Hul på sin Hage og fik Blod på sit Forklæde. Da nu den strenge Plejemoder kaldte os op til Aftensmad, turde vi ikke lade hende see den skrabede Hage og det blodige Forklæde. Jeg løb da op, drak min Melk, spiste mit Smørrebrød og sagde: "Rikke kommer straks". Så løb jeg ud et Øjeblik, kom ind igen, drak Rikkes Melk og spiste hendes Smørrebrød, og ingen kunde see, at det var Marie, der havde fået begge Portioner".

Bedstefader og Bedstemoder gjorde hinandens Bekendtskab i hendes Onkels Grosserer [Andreas] Falks Hus [1748-97, bror til Anna Mathea F., g.m. finansråd Georg Koës], Sønnen [grosserer Johan] Peter Falk [1781-1883] var Bedstefaders gode Ven. Den ældste Datter, Lise [dvs. Elisabeth Falch, 1784-1853], var gift med den, vi kaldte gamle [Carl] Meincke, som var Byfoged i Stege, jeres gamle Ven Henrik Meinckes Fader. Den yngste Datter [af Andreas Falch], Caroline, var forlovet med Bedstemoders Broder Dr. Georg Koës, som døde i Grækenland. Hun blev senere gift med den rige Grosserer Etatsråd [Theodor] Suhr, som imidlertid ikke var rig dengang, men levde for at oprejse det gamle Handelshus, som da var ved at gå fallit. De to noble Tvillingsøstre havde ladet deres Broders efterladte Forlovede arve lige med dem, og disse Penge hjalp da også til at redde det Suhr'ske Hus.

Den 13de Februar 1807 blev Bedstefader og Bedstemoder forlovede. I deres Forlovelsestid oplevede de Københavns Bombardement. Sorgløs var man. Bedstemoder har fortalt, at få Dage før Bombardementet dansede hun i Helsingør med engelske Søofficerer. Så kom Rædselsdagene; hun var hos sine Svigerforældre i Klædeboderne, men da det Kvarter ved Fruekirke var særlig udsat, tog de ud til deres Landsted ved Kastrup på Amager med så mange Venner og Bekendte, som de kunde rumme.

De gik derud gennem Rådhusstræde, Bedstefader og Bedstemoder forrest med en Skindpose, hvori der var Sølvtøj, imellem sig. Midt i Rådhusstræde faldt en Bombe ned imellem dem, kvasede Posen med Sølvtøjet, ved Lufttrykket faldt de hver til sin Side, og hun hørte Svigerforældrene råbe: "Gud, der faldt begge Børnene!" De troede dem døde. Imidlertid rejste begge sig raske op. Bedstemoders lyseblå Kjole var på venstre Side sveden ganske gul, og Bedstefaders højre Frakkeskød var revet af.

Den 9de Juni 1810 havde de Bryllup ude på Amager og den 18de August flyttede de til Iselinge.

Sin elskede Tvillingsøster, som var bleven gift med Arkæologen Peter Oluf Brøndsted, mistede Bedstemoder i Maj 1818. Inden hun døde havde hun af Brøndsted taget det Løfte, at Bedstemoder skulde have hendes 3 Børn: "For så vilde de aldrig mærke, at de har mistet deres Moder, for Marie og jeg er ét."

Det fortælles, at en Stuepige på Iselinge kom fra Forstuen ind i Stuen, og studsede over, der at finde Bedstemoder: "Jeg såe jo Fruen hvidklædt ude i Forstuen", og at netop i samme Øjeblik havde Søsterens sidste Ord været: "Hvor er Marie?" I vor, som i andre Slægter er der Sagn, som kan bekræfte Hamlets Ord: "Der er flere Ting i Himlen og på Jorden, mine Venner, end jeres Filosofer drømme".

Det er lidt af hvad der er fortalt os om Bedstemoder. I min Erindring ståer hun som langt mere ligelig end Bedstefader; ligesom hos vor Augusta Marie [Brøndsted. g. Hall]var der noget på en Gang meget handledygtigt og noget barnlig uskyldigt. Sålænge hun levede var der lidt Sølvtøj på Herskabshestenes Seletøj; og den første Kusk Rasmus havde vel ikke høj Hat, men dog lidt i Retning af Liberi med Sølvknapper, en ganske enkelt Gang var der også fire Heste for "den store Lukkede". Sit Hus tog hun sig helt ud af. Hver Morgen mødte Mejersken og gjorde Regnskab for forrige Dag. Jeg hører hende endnu ved Skrivebordet: "En Drittel Smør, 7 Potter Mælk, en Pot til Køkkenet, 7 Potter Fløde, en Pot til Køkkenet" o.s.v., og i Pigernes Borgestue blev der spundet og haspet.

Som hun tog sig af Huset, tog hun sig af Børnene og Børnebørnene. Mildt og kærligt rettede hun på os i stort som i småt. Hun er den, der først prentede i mig Forskællen mellem ligge og lægge, sidde og sætte og meget andet, var en bedre Pædagog end Bedstefader, der sørgede for at tage mig med på Spadseretour, når Badevognen var i Opsejling. Det var inden jeg var bleven Ven af Søbad og Svømning.

Som karakteristisk for dem begge to var den Kærlighed, hvormed de opdrog Børn og Plejebørn uden at gøre Forskæl. Dette gjaldt ikke blot de Brøndstedske Børn, der Livet igennem betragtede Iselinge som deres Hjem, dermed fik to Fædre: "Fa'r Brøndsted" og "Fa'r Ågård"; men også for den langt fjernere stående Henrik Meincke var Iselinge helt som hans Hjem, og da En engang spurgte: "hvem er jeres Forældres kæreste Børn?" fik han det Svar: "Det er rigtignok Anna-Mathea og Henrik".

Jeg har nu fortalt om Bedstemoder og vil slutte det med nogle Vers fra Molbechs Mindedigt. De sige, hvad hun i hans og manges Øjne var for Iselinge:

Nu har den ædleste Kvinde lukket sit Øje træt,
Gud glæde hende for hver en Gang det har med andre grædt!

Nu er de mildeste Læber tause her på Jord,
Gud signe hende for hver en Gang de taled Trøstens Ord!

Så randt hendes Liv på Jorden, som Kilden rinder i Løn
Umærkelig og stille, dog gør den Dalen grøn;

Og alle de Træer og Urter, som stande ved dens Bred,
Dem giver den Liv og Friskhed, så de blomstre derved.

Alt fra den tidlige Morgen til Alderdommens Kvæld
Var hendes Liv et eneste Kærlighedsvæld.

Når kom der vel en Vandrer til hendes stille Bo
Og mærked ikke flux den Velsignelsens Ro,

Der bredte sig fra hende med Helligdagsfred
Over Huset og Skoven og Havens Blomsterbed?

Det var som skinned Solen mere sommervarmt der
Som havde Nattens Stjerner et blankere Skær;

Som dufted Blomsten sødere til Fuglenes
Sang Som bølged Kornet blødere pas Iselingens Vang.

Hvad der var saa helt fælles f., Bedstefader og Bedstemoder var den ubegrænsede Gæstfrihed. Skøndt Iselinge jo kun havde en ret beskeden lille Hovedbygning var en 20-30 Gæster ad Gangen ikke ukendt; og Gæsterne havde det godt med bred Margen for Morgenmåltidet og Frihed til at færdes i Mark, Skov og Have efter eget Tykke, i det Hele med så lidt Bånd, som kan forliges med at velordnet Hus.

Det var Bedstefader og Bedstemoder, der gav Iselinge sit Prang, så frisindede, sanddru, trofaste og kærlige, om de var i hele deres Færd, var det Spire, til Godt, da lagde i Slægten, om de holdt godt sammen på. Et Ideal for Bedstefader vilde det været, om han kunde have samlet os alle i Hjem ved Iselinge Allé, Det kunde han ikke, men han nåede, at alle de mange Fættere og Cousiner følte sig sammenhørende mere end almindeligt er. Mit Indtryk af dem alle kunde jeg give jer, men det vilde blive for vidtløftigt. Adskillige af dem kende I og med det Kendskab kan I blive stående, mens jeg nøjes med en mere samlet Skildring af Familjerne under Et, således som de ståe for mig.

(Denne skildring el sammen med en omtale af sommerens glæder på Iselinge udeladt, i alt 17 sider. T.K.)

At rejse til Iselinge var en Lyst og tung i Hu drog man derfra. Adskillige græd som de var piskede. Det låe dog ikke for mig; og jeg mindes da også, hvordan jeg, især efter Sommerferien, i hvilken Skolen rundt omkring var blevet istandsat og malet, var alt andet end tung i Sind, når vi atter var i Hjemmet på Christianshavn, som jeg nu vil ende tilbage til.