Warning: Missing argument 5 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/huitfeldt.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: Missing argument 6 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/huitfeldt.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: Missing argument 7 for header1(), called in /var/www/brondsted.dk/tom/genealogi/huitfeldt.php on line 4 and defined in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 119

Warning: session_start() [function.session-start]: Cannot send session cookie - headers already sent by (output started at /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php:119) in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 122

Warning: session_start() [function.session-start]: Cannot send session cache limiter - headers already sent (output started at /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php:119) in /var/www/brondsted.dk/public_html/scripts/functionsV3.php on line 122
Huitfeldt-Kaas: Brochmann i Norge

Huitfeldt-Kaas: Brochmann i Norge

Dette er en OCR-scannet version af H. J. Huitfeldt-Kaas: Om Familien Brochmann i Norge. Personalhistorisk Tidsskrift 3. r. IV, 1895, s. 97 ff, s. 169 ff., 249 ff. Tilføjelser og rettelser af undertegnede anført med [denne skrift]


Om Familien Brochmann i Norge.

Af Archivfuldmægtig H. J. Huitfeldt-Kaas.

Hr. Sogneprest Jørgen Brochmann,

Kjære Fætter!
Det er vist ikke langt fra et halvt Snes Aar, siden Du fortalte mig, at din Moder paa din Opfordring havde nedskrevet, hvad hun vidste om sin Familie (Brock), og at Du, efter at have læst disse Optegnelser, i høi Grad ønskede, at Du ogsaa kjendte lige saa meget til din Faders Slægt, hvorom Du kun havde hørt lidet. Jeg svarede Dig dengang, at jeg nu vel var den eneste gjenlevende, der sad inde med en Del Traditioner om den Brochmannske Familie, da min Moder, der fra sin Fader havde arvet hans Sands for genealogiske og personalhistoriske Detailler, havde fortalt mig adskillige Anecdoter fra sin Families Fortid, hvilke jeg ogsaa andenstedsfra havde faaet noget supplerede (Fru Burchardt, fød Ring, Jomfru Cathrine Bierregaard, Jomfru Magdalene Thorne, din Fader m. fl.) og trofast bevaret i Erindringen, saa at jeg nok troede mig istand til at gjenfortælle en Del deraf. Jeg lovede ogsaa at for-søge herpaa, og et Aarstid senere læste jeg en Aften for Dig og din Hustru, der baade paa fædrene og mødrene Side (Dybwad, Lange) nedstammer fra Familien Brochmann, de første Blade af disse Optegnelser, der angaa vor- Oldefader Christen Brochmann og hans Gaard Abildsø (Indledningen om den, ældre Slægt er skreven senere). Da disse Optegnelser interesserede Eder, har jeg siden til forskjellige Tider og Steder fortsat dem; en Del har jeg saaledes skrevet i Lübeck om Høsten 1884, naar jeg om Aftenen sad alene i Hotellet, en anden Del har jeg dikteret min Søn Emil under min Øiensygdom om Høsten 1886. Nu havde de ligget urørte i flere Aar, da Du under dit sidste Besøg hos mig i Vaares igjen vakte Interessen derfor ved den egen ivrige Syslen med Familiens Genealogi og Fortid i det Hele, en Interesse, vi nok begge have arvet efter vor Bedstefader. Jeg har derfor igjen gaaet videre med Nedtegnelsen af mine Erindringer om Familien Brochmann og har nu bragt dem til en foreløbig Afslutning; maaske tør jeg dog senere tilføie et eller andet, der endnu kunde falde mig ind og fortjene at omtales. Maaske vil Du dog finde, at jeg somme Steder er gaaet altfor meget i Detail og har medtaget uvedkommende Ting, men naar Erindringerne trængte ind paa mig, morede det mig at nedskrive, hvad jeg endnu kunde huske, f. Ex. om Kirke-ruds Udseende og Beskaffenhed samt Familiens Omgangskreds, hvad der dog altid har nogen Interesse som en Baggrund for Hovedpersonerne, og tildels indeholdende Forklaringer og Betingelser for et og andet af det, der hendte disse. Det Hele faar betragtes som et Tidsbillede, der viser, hvorledes en tarveligere stillet Militairfamilie levede i Aarhundredets Begyndelse, naar den dog ikke helt var henvist til den kummerlige offentlige Pensionering, der var- den rene Sultefodring.

Christiania, i August 1891.
H.J.H.K.

Familienavnet Brochmann er gammelt i Norden, men er vel for de fleste neppe kjendt før den kongelige Secretair Jesper Brochmann (1486-1562), hvorfor det ogsaa i den ældste Række af "Danske Magazin" B. VI, hvor Oplysninger om ham første Gang findes samlede, hedder paa Peder Dyrskjøts Auctoritet, at hans Fader var indkommen til Danmark med Kong Hans's Dronning, Christina af Sachsen, altsaa i 1478. Dette tør dog nok være ret tvivlsomt, thi i Lund, hvor Jesper Brochmann 1502 synes at have faaet sin første Præbende, forekommer der allerede 1414 en Prest ved Navn Winold Brokman, der Mandag efter Mortensdag (19 Novbr.) kjøbte en Gaard i Landskrone, og han er formentlig identisk med den Prest Winoldus Johannis (Winold Hanssøn), der samme Dag sælger en Bod i Malmø til Kanniken i Lund, Hr. Jacob i Høiby [1]. Selv han synes efter Betegnelsen med Fadersnavnet (Hanssøn) snarest at være indfødt; muligens tør "Boden" være en Arv fra Faderen, der som Handelsmand kan tænkes indvandret fra Nordtydskland til Skaane i Anledning af den betydelige Fiskehandel, der heri Middelalderen dreves som Følge af de store Sildefiskerier, der dengang fandt Sted ved Skaanes Kyster. Det er vel derfor sandsynligt, at Mester Jesper Brochmann, der selv var født i Kjøbenhavn, agnatisk eller cognatisk staar i Forbindelse med denne Skaanske Slægt; men naar det i ovennævnte Efterretninger om Familien omtales, at Biskop Jens Bircherod kalder den en gammel adelig Slægt, er dette aldeles urigtigt, thi netop det Segl, som M. Jesper Brochmann brugte, og som gjengives sammesteds, viser, at han, skjønt Slægtens mest fremtrædende Mand, ikke selv prætenderer Adelskab, ligesaa lidt som han nogensinde benævnes ved den adelige Titulatur "ærlig og velbyrdig". Heller ikke kjendes noget Exempel paa, at de kongelige Secretairer, hvad A. Thiset har paavist med Hensyn til Kantslerne, efterhaanden umærkelig kunde glide over i Adelstand. Uagtet det i den tidtnævnte Meddelelse om Slægten er paavist, at han ikke har efterladt Børn, har Giessing (Jubellærere II. 2, S. 28) leveret en Stamtavle, der, som saa mange andre i samme Verk, formodentlig er ham meddelt af høist ukritiske Medarbeidere, og hvor der tillægges ham ikke mindre end to Sønner Søren og Vincents. Den sidstnævnte, der var omtrent samtidig med M. Jesper, og som var Slotsskriver paa Kallundborg og forlenet med Aagaard i Løveherred, kunde maaske være hans Broder eller snarere hans Søstersøn; hans Segl er hidtil ikke kjendt. Om Søren er det vist, at han er Stamfader til den lærde Slægt Brochmand i det 17de Aarhundrede, om hvem allerede Beretningen i Danske Magazin rigtigen havde oplyst, at den blot kunde være cognatisk beslægtet med Mester Jesper, idet dens Vaaben er tre af Jorden opvoxende Blomster foran en Hund, der gjør ad Maanen. Efter de senest fremkomne Oplysninger om denne Slægt [2] boede Stamfaderen Søren i Bogensegaard (Gjern Herred, Skanderborg Len), og hans Søn Rasmus, der døde 1599 som Borgermester i Kjøge, sees at være født 1537 i Bogensegaard, hvorfor Faderen allerede efter Tiden ikke kan være en Søn af M. Jesper men maa være hans Svoger (eller muligens Søstersøn). At Rasmus Sørensens berømte Søn, Biskop Jesper Brochmand, der fødtes i Kjøge 1585, er opkaldt efter sin Faders bekjendte Slægtning M. Jesper, der dengang kun var død for et Snes Aar siden, er umiskjendeligt, og det nære Slægtskab fremgaar end yderligere af den Omstændighed, at M. Jespers Gravsted i Frue Kirke i Kjøbenhavn arveligen tilfaldt den yngre Slægt.

Til Norge kom i det 17de Aarhundrede flere Grene af Slægten eller Slægterne Brochmann; deraf vare to militaire, som efterlode Afkom, og hvis Descendenter leve den Dag idag, dog neppe nogen i Mandslinien. I begges Efterslægt har der i det sidste Aarhundrede bestaaet en Tradition om Nedstammelse fra en Broder af Biskop Jesper Brochmand. For den ene Grens Vedkommende, der boede paa Frederikshald, er den nedtegnet af Fru [Conradine Birgitte] Dunker [f. Hansteen] (Gamle Dage S. 4 og 179 [genoptrykt Christiania 1909]) og menes støttet ved en i Slægten bevaret Sølvske, som skal have tilhørt Biskoppen; medens det maaske netop er Skeen, som, har affødt Traditionen. Det ser af Fru Dunkers Optegnelser ud, som om der i Slutningen af forrige Aarhundrede har været en Fornemmelse af Slægtskab mellem hendes mødrene Slægt og den dalevende Familie Brochmann. Med Hensyn til denne anden Linie, der længe boede paa Follo, er det berettet min Moder af hendes Fader, Lieutenant Jørgen Brochmann paa Kirkerud, at hans yngre Broder Paul, der studerede i Kjøbenhavn, havde faaet godtgjort sin Nedstammelse fra en Broder af Biskop Brochmand og derfor erholdt det af ham stiftede Stipendium til en Udenlandsreise, men døde før dennes Iverksættelse. Sagen er vel kun den, at slægtskabet har været anset givet med Navnligheden. Skulde det i disse Familieberetninger angivne Slægtskab virkelig have fundet Sted, maatte det søges gjennem en Broder. af Biskop Jesper Brochmand ved Navn Søren, der virkelig var bosat i Norge og døde c. 1634 i Bergen, hvor han tidligere havde været Byfoged; men ingen ældre Genealogi over Familien kjender flere Børn af ham end to Døtre, der bleve gifte med Prester i Danmark, og, hvad der er endnu mere afgjørende, den norske Slægt Brochmann kjendes saa langt tilbage, at den ikke vel kan nedstamme fra ham. Den første sikre Stamfader for denne Slægt hed nemlig Jørgen Andersen, var Lensmand paa, Follo og Landcapitain over Bønderne sammesteds under Krigen i 1670-Aarene (Gyldenløvefeiden). I Folketællingen af 1664 angives hans Alder til 26 Aar, hans Fødselsaar falder altsaa c. 1638, og hans Fader Anders maa derfor senest være født i Aarhundredets første Decennium. Selv beboede han Gaarden Finstad i Ski Sogn (Annex til Krogstad paa Follo) og synes i Egenskab af Lensmand at have havt den sammesteds beliggende Gaard "Prestegaarden" som "Frigaard". Han findes nævnt baade Jørgen Finstad og Jørgen Prestegaarden, men neppe Brochmann; han bruger imidlertid stadig et Slags Vaaben i sit Segl, der ofte findes i Amtsregnskaberne, og i dette sees i Skjoldet det sædvanlige geistlige Emblem: Pelicanen paa Reden, der nærer sine Unger med sit Blod (Symbol paa Christi Kjærlighed); paa Hjelmen to Vinger og paa begge Sider af disse Bogstaverne: J. A. S. B. (dvs. Jørgen Andersen Brochmann). Dette Segl er vistnok det mest afgjørende Bevis for, at Forbindelsen med de ældre Slægter af samme Navn kun kan være cognatisk. Jørgen Andersen skulde, efter dette Segl at dømme, snarest antages for at have været en Prestesøn, uden at dog nogen til hans Levetid passende Prest med Fornavnet Anders lader sig paavise paa Follo, hvor han allerede er bosat i 26 Aars Alderen. Men nu træffer det sig, at der i Norge findes en med ham nogenlunde samtidig Mand, men tilhørende en ældre Generation, der fuldt ud bruger Navnet Jørgen Andersen Brochmand. Han nævnes under Hannibalsfeiden 1644-45 som Lieutenant ved Smaalenske Regiment og fik 14 August 1654 kgl. Bestalling som Lieutenant paa Søndmøre for at have Indseende med Skytterbaadene sammesteds, men allerede i Novbr. 1655 omtales han som død. Da han dengang vel neppe kan have været nogen gammel Mand, synes det lidet rimeligt, at han kan være den yngre Jørgen Andersen B.s Farfader; snarere tør han vel være dennes Farbroder eller Morbroder, thi et Slægtskabsforhold mellem dem maa dog vistnok sikkert have fundet Sted.

Ski Lysekrone
Lysekrone i Ski Kirke skænket 1666 af Jørgen Anderssen Brochmann, hans kone og svigerforældre. T.h. svigerforældrenes våben samt givernes navne indgraveret. Personalhist. Tidsskr. 1998

Jørgen Andersen (Finstad) synes at være død i Aaret 1682; hans Enke Maren Andersdatter [nej, Maren Rasmusdatter Paludan, se E. Paludan: Slægtsnavnet Paludan i Danmark og Norge, Personalhistorisk Tidsskrift 1998] levede med fire Sønner Anders, Christian, Laurits og Michel endnu 1690, da hun skjænkede Hospitalet i Oslo 6 Lispd. Mel uden Bygsel i vestre Raadum i Ski Sogn for hendes ene Søns Optagelse i Hospitalet (formentlig Anders, der vel altsaa har lidt af en uhelbredelig Sygdom). 1685 forekommer Sønnen Christian Jørgensen første Gang som Lensmand i Krogstad og efterfulgtes som saadan 1716 af sin Søn Michel Christiansen, men synes selv at have levet indtil 1732. Han ejede mange Gaarde og Gaardeparter paa Follo, navnlig i Ski og Krogstad, af hvilke flere tilhørte Familien i langt over 100 Aar. Han kaldes ofte Christian Grøstad efter den Gaard i Ski Sogn, som han længst beboede, og efter hvilken Faderen ogsaa i sine sidste Aar benævnes. Hans Hustru Maren Knudsdatter skal have været fra Danmark. Af deres Sønner bosatte den ældste Jørgen Christiansen Brochmann sig i Christiania som Sadelmager, uagtet han var Eier af flere Gaarde paa Follo. Han døde allerede i 1736, kun 50 Aar gammel, og Enken, Karen Christensdatter Wahrkrog, ægtede siden Amund Robsahm. Først med disse Ægtefolks efter Morfaderen opkaldte Søn Christen Brochmann begynder egentlig den Tradition, som har naaet mig. Han havde efter Faderen arvet Gaarden Skjerven i Aker, som han nogen Tid beboede, men kjøbte ved Skjøde af 30. Juni 1751 Abildsø i Østre Aker med underliggende Langerud og Haslefet af Major Michael Sundts Enke, Anne Margrete f. Sundt, og beboede siden denne Gaard til sin Død 1790, uagtet Familien Sundt et Par Gange forsøgte at tage den igjen paa Odel, i hvilken Anledning der 1755 holdtes Aabodsbeskrivelse og Taxation paa Gaarden. Det oplystes derunder, at den Bygning, der ved Kjøbet stod paa Abildsø, kort efter nedfaldt af Ælde, hvorpaa Brochmann atter paa samme Sted opførte en anden af lignende Størrelse og Beskaffenhed, der indeholdt 6 Underværelser og 2 Overværelser. Tegl- og Mursten fra den gamle Bygning var benyttet til Opførelse af den nye, men Tømmer og Materialier til Indredningen vare anskaffede fra B.s Eiendom Siggerud i Ski. Der var en Forstue eller Svalgang tvert igjennem Bygningen, der var af Bindingsverk og Mur, 3 Værelser vare betrukne med Seildug og 5 panelede med Bord. Paa Frugt- og Urtehaven havde B. anvendt adskillige Omkostninger.

Siggerud
Siggerud i Ski, ejet af Chr. Brochmann (1719-90)
fra http://home.no.net/ifuruset/23/23.html

________________

Vor Oldefader Christen Brochmann skal, førend han i Begyndelsen af 1740-Aarene tilflyttede Skjerven, i nogle Aar som Borger og Trælasthandler i Christiania have beboet en Gaard i Toldbodgaden i Christiania (formodentlig Moderens) [3]. Han eiede noget senere det paa Hjørnet af Prinsens Gade og nordre Gade liggende gamle Stenhus, hvor jeg selv er født, og paa hvis Tomt J. H. Wessels Buste er rejst i Aaret 1885. Her skal i Brochmanns Eiendomstid en Tidlang have været drevet et Væveri [4]; tidligere beboedes den i flere Aar af hans Svigerforældre, Oberstlieutnant Diderik Hegermann († 1771) og hans Frue Elisabeth Christine Peters. 1782 solgte B. Gaarden til en Slægtning af sin Hustru, Major, senere Krigscommissair, Mogens v. Linde, hvis Enke Birgitte Marie Rick i 1810 solgte den til min Farfader, Major Henrik Jørgen Huitfeldt († 1832). I Lindes Tid logerede der i Huset i nogen Tid en Slægtning af hans Frue, Generalmajor Carl Alexander v. Stricker, der for at drive astronomiske Iagttagelser lod opføre et ottekantet Taarn paa Husets Tag. Dette blev senere af Linde flyttet ned i Haven, hvor det fungerede som et meget fortræffeligt Lysthus til Aaret 1847, da Haven i mine Forældres Tid omlagdes og Lysthuset desværre borttoges. Endnu i Brochmanns og Lindes Tid saaes der paa den tilliggende Tomt ret tydelige Levninger af den gamle Vold, der havde omgivet Byen i dens ældste Tid [5], men ved Anlægget af Haven i Major Lindes Tid, forsvandt eller tildækkedes disse Spor af de gamle Befæstningsverker og kom først atter frem, da Tomten i Slutningen 1850-Aarerie planeredes til Opførelsen af Storthingsbygningen; de allersidste Spor saaes endnu i 1870-Aarene, da den nuværende aabne Plads langs Sværdfegerbakken (Nedre Voldgade) befriedes for de gjenstaaende Levninger af Huse og Grundvolde, og da tillige de sidste Dele af det saakaldte Bukkebjerg, hvorpaa en større Del af Storthingskvartalet eller rettere Wessels Plads ligger, blev bortmineret.

Allerede under sit første Ægteskab med sit Næstsøskendebarn Karen Hansdattr Brochmann († i Decbr. 1754) flyttede Christen Brochmann til Abildsø og blev i Decbr. 1755 gift med sin anden Hustru Anne Margrete Hegermann († 1796), er Datter af ovennævnte Oberstlieutnant D. Hegermann. I disse sine Ægteskaber havde han 15 Børn; en Søn og 5 Døtre af første, 3 Sønner og en Datter af andet naaede den voxne Alder. Som ovenfor nævnt, eiede B. et betydeligt Jordegods med Skove i Aker og paa Follo og var en velholden Mand. Uagtet han ingen Titel havde erhvervet sig, hvad han selvfølgelig let kunde have opnaaet, men hvad der ogsaa fritager ham for Mistanke om Forfængelighed, havde han dog Begravelsessted i Akers Kirke, ved hvilken han var Kirkeværge; her pleiede ellers næsten udelukkende Militair- og Embedsaristokratiet at bisættes; da Akers gamle Kirke (nu indlemmet i Christiania) skulde restaureres, bleve i 1851 samtlige i Kirkekjælderen henstaaende Kister, hvor iblandt ogsaa Familien Brochmanns, udtagne og nedgravede [6]. Sine to ældste Sønner holdt han paa den mathematiske Skole (Krigsskolen) i Christiania, og den yngste ved Universitetet i Kjøbenhavn, hvor han, som ovenfor nævnt, døde. De to militaire Sønner forærede han i 1780-Aarene fuldt Udstyr til en Hest med Skabrak etc., men dette var saa pragtfuldt, at de nok neppe kunde bruge det. For den ældste Søn var der anvendt carmoisinrødt Klæde, for den yngste høirødt, men alt var saa rigeligt forziret med ægte Sølvbroderier, Frynser og Kvaster, at Bedstemoder deraf lod gjøre Theskeer til sin Søns Bryllup i 1841. Et bevaret Pistolhylster kan jeg erindre og deraf slutte mig til det heles usædvanlige Pragt.

De fleste Traditioner, jeg har hørt om vor Oldefader eller om Abildsø, ere af sagnmæssig eller overnaturlig Art og ere mig fortalte dels af min Moder, dels af Fru B. Burchardt, fød Ring, som i sin Ungdom, tilligemed sin Broder, Consul Frederik Ring, tilbragte flere Aar paa Abildsø hos Capitain D. Brochmann og hans Frue, der var deres Faster, da nemlig Faderen, Byfoged S. Ring i Drammen, ved sin Død lidet eller intet havde efterladt til Børnenes Opdragelse, hvorfor disse kom til forskjellige Personer af Forældrenes Slægt og Venner. Jeg skal nu berette, hvad jeg erindrer af disse Fortællinger.

Abildsø
Abildsø, ejet af Chr. Brochmann (1719-90)
fra http://www.ostensjovannet.no/historie/abildso/abildso_vaaningshus_2002.html

Baade den gamle Hovedbygning paa Abildsø og den af Christen Brochmann opførte nye havde et Karnap, i hvis øverste Stokverk et Værelse, der var Husets Gjæstekammer, hjemsøgtes af et overnaturligt Væsen, som Husets Beboere kaldte "Karnapmanden", og som undertiden kunde blive Gjæsterne besværlig nok, skønt hans Virksomhed som oftest indskrænkede sig til Drillerier som at trække Dynen af de sovende, gjøre Allarm og lignende. Han var med andre Ord et Slags Nisse, eller hvad Tydskerne kalde en "Poltergeist". De, der mente at have seet ham, beskreve ham som en Mandsling, iført en tætsluttende Dragt af randet Bolster, der ogsaa dækkede Hoved, Ansigt og Hænder; efter en anden Beretning skal han endog være seet uden Hoved, hvilket dog kun skal have været Tilfældet engang, remlig da Brochmanns Svoger Major Hegermann og Hustru sov her kort før deres Afreise til Holsten (c. 1760) med de Norske Tropper, hvor de paa Grund af befrygtede Krigsuroligheder laa i flere Aar, og hvor Hegermann døde. Karnapmandens hovedløse Tilstand skulde altsaa have været et Varsel om H.s forestaaende Død; han var desuden ved denne Leilighed saa nærgaaende og ubehagelig, at Ægteparret maatte forlade Værelset, som det hedder, gjennem Vinduet, og siden banke paa Hovedindgangen for atter at blive indladte i Huset og faa et andet Natteleie. Saaledes lød Fru Burchardts Beretning, men her finder øiensynlig en Sammenblanding af to forskjellige Historier Sted, da det maa have været den nedenfor omtalte Lieutenant Reinhold Fredr. Hegermann, der saa Karnapmanden hovedløs, og som virkelig ikke mere vendte tilbage, medens det Ægtepar, der blev nødt til at forlade Værelset om Natten, ifølge min Moders Beretning var Major Johan Jacob Thome, og hans Hustru Ingeborg Christine Hegermann, en Søster af Christen Brochmanns Hustru. Disse børnløse Ægtefolk opholdt sig et Par Aar i Holsten men vendte ogsaa begge tilbage til Norge. Min Moder havde som Barn seet denne sin Grandtante paa Abildsø og kunde erindre, at hun brugte en Tidsregning fra "den Tid, da jeg var med min Mand i Holstein." Forøvrigt bevarede hun et venligt Minde om denne gamle, fattige Enke, som, da hun hørte, at den lille Niece netop havde faaet sine Øren gjennemborede og bar de da sædvanlige Blyringe, men ingen Guldringe eiede, aftog sine egne og forærede hende dem til dennes store Glæde. Min Moder bar dem siden næsten hele sit Liv og gav dem uden Tvivl til en af dine Søstre. De forestillede to smaa Slanger, bidende sig i Halen og prydede med blaa Emailleøine.

Den sidste Nat, den gamle Bygning paa Abildsø stod, var der saadan Larm i Huset, at ingen paa Gaarden kunde sove: det var Karnapmanden, som flyttede. Dette synes at være en ret charakteristisk, eventyrlig Version af det i Taxationsforretningen omtalte Factum, at Gaarden "nedfaldt af Ælde"; er dette skeet i en stærk Stormnat, ligger jo den prosaiske Forklaring lige for Haanden.

I Oldefaders Tid tjente der længe paa Abildsø en Pige, som var "synen" (fremsynet) og derfor kunde berette Ting, som passerede paa fjerne Steder, længe før Datidens Postforbindelser kunde bringe Efterretning om Begivenhederne. Hun angav da at have sine Oplysninger fra "Draugerne". Da saaledes Oldemoders Broder, Lieutenant Reinhold Frederik Hegermann, der tjente i Frederik II. af Preussens Armée, var falden i det store Slag ved Kollin 18 Juni 1757, skal hun om Morgenen efter Slaget være kommen ind i Soveværelset og have berettet, at H. nu var død, da hun om Natten havde seet hans Lig eller Begravelse. Først længe bagefter indløb Bekræftelse paa Rigtigheden af hendes Beretning.

Heller ikke Christen Brochmann selv synes at have været fri for Syner eller Anelser, hvis der ellers er noget i følgende Historie, som her berettes efter Fru Burchardts Fortælling. En Dag, da han havde været i Christiania, vilde han om Aftenen i Tusmørket begive sig hjem til Abildsø tilfods og valgte, efter at have passeret Grønland, istedenfor den slagne Landevei en Fodsti, der førte over Aakeberg, hvor nu Bodsfængslet ligger, og op mod Ryenbjergene. Efter at have gaaet et lidet Stykke, blev han var en hvid Skikkelse, der syntes at svæve hen imod ham. Da han ikke ønskede at møde den, idet den ved sin Luftighed vakte en Forestilling om noget overnaturligt, slog han ind paa en anden Sti tilhøire, der gik nærmere ved Oslo Bispegaard. Han havde imidlertid ikke gaaet langt, før den samme Skikkelse ogsaa her svævede ham imøde; nu vendte han helt om og gik tilbage til Byen, hvor han overnattede hos Svigerforældrene, der, som ovenfor omtalt, beboede hans Gaard i nordre Gade. Den følgende Dag blev han ved forskjellige Forretninger opholdt i Byen, saa han først om Aftenen kunde begive sig paa Hjemveien, hvortil han denne Gang valgte Alfarveien og saa nu intet til den hvide Skikkelse. Da han var kommen op i Ryenbjergene, sprang der imidlertid frem en Mand med en Kniv i Haanden og anfaldt ham, saa at han kun med Møie formaaede at holde sig ham fra Livet, indtil han fik Hjælp af nogle Personer, som tilfældigvis kom kjørende forbi. Manden blev greben og viste sig at være en af Brochmanns egne Folk (eller Husmænd), der havde fattet Nag til ham og besluttet at dræbe ham. Han tilstod, at han allerede den foregaaende Aften, da han vidste, at Husbonden ventedes fra Byen, havde ligget i Baghold for ham, og tilføiede derhos, at hvis han dengang var kommen, skulde han ikke undgaaet ham, da der den Aften ingen havde passeret forbi i de Timer, han havde ligget paa Lur. Brochmann betragtede nu Skikkelsen fra den foregaaende Aften som en overnaturlig Advarsel, han havde modtaget til sit Livs Frelse, og skal endog have spurgt "Biskoppen" (altsaa vel Frederik Nannestad) om hans Mening om denne Sag og af ham faaet det Svar, at han ingenlunde vilde benegte Muligheden af deslige Varsler, saameget mere som han selv den omtalte Aften, staaende i sit Vindue, mente at have seet en saadan hvid Skikkelse nærme sig Bispegaarden og forsvinde i dennes Kjælder, hvor der Dagen efter skulde være fundet et hvidt Gevandt, hvilket dog, som det synes, ikke skulde tjene til at styrke Troen paa Synets Overnaturlighed [7].

Af Oldefaders Jordegods beholdt den ældste Søn, Capitain Diderik Hegermann Brochmann, Abildsø, medens Siggerud og Siverud overtoges af Brødrene i Forening. - Sidstnævnte Gaard blev senere solgt, men allerede før havde den yngre Broder, Premierlieutenant Jørgen Brochmann, for egen Regning kjøbt Gaarden Kirkerud i Nordby Annex til Aas Sogn paa Follo, hvor han boede indtil sin Død eller omtrent i 50 Aar. Hver af Brødrene havde kun en Søn og en Datter, der naaede den voxne Alder. Capitain D. H. Brochmann, der var gode 3 Alen høi og meget stærk, var født 1756, gjennemgik Krigsskolen 1770-74, blev Secondlieutn. ved Agershusiske Inf. Regm. 1776 og Premierlieutn. 1780; som saadan deltog han i Indfaldet i Sverige 1788 men paadrog sig her en Brokskade, idet han, stolende paa sin usædvanlige Styrke, alene løftede paa en Kanon, der var sunken ned i den opblødte Vei, og som flere Artillerister ikke havde formaaet at rokke. Det følgende Aar fik han Capitains Charakter, men da den erholdte Skade ikke bedredes, udtraadte han i 1791 paa Vartpenge af Armeen, overtog Abildsø og boede der som Proprietair, indtil han nogle Aar før sin Død solgte Gaarden og flyttede til Oslo, hvor han døde i General Meyers Gaard "Mindet" 23 April 1828. 1784 var han bleven gift med, Marie Ring, en Datter af Sogneprest Peter Ring i Haabøl, der overlevede sin Mand til 1836. Fru Dunker har i "Gamle Dage" S. 346 f. meddelt nogle Efterretninger om dette Ægtepars to. Børn, der vare saa høist forskjelligt udrustede af Naturen, nemlig den over 3 Alen lange men meget indskrænkede Søn Christen Wilhelm Brochmann (med Kjælenavnet "Kise"), der, efter at have gaaet paa Krigsskolen mellem 1802 og 1806, blev "dimitteret formedelst Svagelighed" (vistnok især aandelig) og "tillagt Fændriks Charakter med Tilladelse at bære den for afskedigede Officierer reglementerede Uniform og Armeens Felttegn", samt den smukke og begavede Datter Barbara Margrete ("Babben") Brochmann, der først var forlovet med den dygtige og elskværdige Capitain Iver Harbou, der var en Sønnedattersøn af Commandeur Iver Huitfeldt, og som saa ulykkeligt kom af Dage ved en Forgiftning, hvorom ogsaa Fru Dunker beretter: senere blev hun gift med Major Brostrup Müller Schnitler paa Frederikshald, men Ægteskabet var ulykkeligt og endte med en Skilsmisse, hvorefter hun vendte tilbage til Forældrenes Hus i Oslo, hvor hun døde i Aaret 1829. Hendes to Børn af dette Ægteskab vare Thorvald Brostrup Schnitler, Kjøbmand i Hamburg, der, efter at have trukket sig tilbage fra Forretningerne, døde ugift i Svendborg i Februar 1889, og Normandine Babine Schnitler, død i Christiania i Octbr. 1890 uden Børn af sit Ægteskab (fra 1846) med Kjøbmand Nils Peter Thesen i Christiania († 1853). Disse Søskende have af deres efterladte Formue oprettet et Familielegat, hvortil deres nærmeste Slægtninge ere fortrinsberettigede. Christen Brochmann, der havde faaet Lieutenants Titel, beboede i sine senere Aar Siggerud i Ski Sogn og blev i en Alder af næsten 51 Aar gift med et Dansk Fruentimmer, Jomfru Sophie Christence With, der en Tidlang havde været Husjomfru i Norge, blandt andre i Statsraad Sibberns Hus. I dette Ægteskab fødtes ingen Børn, men han havde tidligere havt en uægte Datter, der formentlig var legitimeret og blev opdraget i Faderens og Stifmoderens Hus, og som kaldtes med Navnet Brochmann. Hun blev gift med Kjøbmand Timand Zeiner i Christiania, der ikke længe efter emigrerede til Amerika, medens hun blev tilbage med en Datter, der nu er gift. Christen Brochmann døde paa Siggerud 1843 og er, ligesom Forældrene og Søsteren, begravet paa Oslo Kirkegaard; paa Jernpladen læses, foruden de biographiske Data, følgende af Skoleholderen i Ski forfattede Vers:

Glade Engle om Dig stimle,
Smile blide ved din Fryd,
Raabe: Nyd i Kreds af Himle
Løn for Retsind og for Dyd!

Hans Enke, der forøvrigt satte en vis Stolthed i at kaldes Fru Brochmann, indgik dog ikke ret længe efter Mandens Død nyt Ægteskab med Eieren af Gaarden Eikjol i Ski. Da Vielsen skulde foregaa i Ski Kirke, saaes endnu Blomster og Krandse fra den første Mands Begravelse hængende paa Lysekroner og Vægge, hvorfor Bruden besvimede efter først at have udraabt: "Tag Blomsterne væk!" og vaagnede først op, da dette var skeet. Ægteskabet var imidlertid kun kortvarigt og opløstes ved Skilsmisse, hvorpaa hun atter lod sig kalde Fru Brochmann til sin Død, formentlig i 1870-Aarene.

Vor Bedstefader, Lieutenant Jørgen Brochmann, der, som omtalt, havde kjøbt Gaarden Kirkerud, hvormed fulgte den gamle og meget forfaldne Nordby Kirke, blev i Aaret 1795 gift med Jomfru Elisabeth Thorne (f. 26. Marts 1775), en Datter af Kjøbmand Jens Thorne i Drammen og hans anden Hustru Karen Lindnes. Hun var ved et Fald som ganske spæd, foraarsaget ved Ammens Skjødesløshed, bleven Krøbling, hvilket ikke har været uden Følger for hendes Efterslægt. Hun var stærkt pukkelrygget og neppe mere end et Par Alen høi, saa at jeg, der ved hendes Død i Januar 1846 var henved 12 Aar gammel, allerede Sommeren forud var voxet hende over Hovedet. Hun havde brune Øine, mørkt Haar og en brunlig Hudfarve og skal aldrig have seet synderlig godt ud, men fra Hjertets og Forstandens Side var hun til Gjengjæld desto bedre udrustet, skjønt der, efter Tidens Skik ligeoverfor Døtrene, kun var gjort lidet for hendes Uddannelse. I hendes Barndom var der i Drammen i adskillige Familier endnu temmelig stærke Spor af den pietistiske Bevægelse i Aarhundredets tidligere Del, og hun medbragte derfor fra sine Forældres til sit eget Hjem en vis alvorlig, religieus Grundstemning, der ogsaa overførtes paa Børnene, men som laa fjernt fra alt Hængehovedvæsen og ikke tabte Livets praktiske Gjøremaal af Sigte. Den udelukkede ingenlunde heller en vis Grad af Overtro fra at gjøre sig gjældende, hvorpaa jeg oftere har hørt Bevis i den urokkelige Tro, hun nærede til, hvad hendes Kort kunde vise hende; naar saaledes vi Børn med vore Forældre uventet kom til Kirkerud, og Bedstemoder modtog os paa "Trammen" (Verandaen), sagde hun ofte: "Ja, var det ikke det, jeg sagde til Cathrine (Jomfru Bierregaard), at der var reisende Folk i Vente? Det saa jeg tydelig paa Kortene idag." De følgende Exempler har jeg fra min Moders Beretning. Da en af Sønnerne, Carl Adolf, der døde 1848 som Barn af Hjernevattersot, længe havde været syg, og ingen Medicin vilde hjælpe, fik hun (maaske af en klog Kone) et Raad, som ogsaa virkelig blev forsøgt, idet der Julenat (1807, Bedstefader laa dengang i Frederiksstad) af Gaardsdrengen blev skrabet 3 smaa Metalspaaner af Kirkeklokken i den nærliggende, til Gaarden hørende Nordby Kirke, hvilke bleve den syge indgivne som Medicin, men med lige liden Virkning som de øvrige Lægemidler. - En Vaar var en af Kjørene, der netop var sluppet ud efter en lang Vinter, og som derfor var svag i Benene, bleven liggende paa Havnegangen og var ikke til at bringe paa Fode igjen. Herimod skulde det være et godt Raad at slaa Dyret med "Arvesølv", og Bedstemoder tog da en stor, gammel Sølvkande (ikke den Hegermannske, som jeg eier, men en, der gik med til det tvungne Bankindskud i 1816), med hvilken hun begav sig hen paa Havnegangen og dunkede Koen nogle Gange, og se, denne reiste sig virkelig, om ikke just strax: Midlet var, probat!

Vor Bedstefader var født paa Abildsø 11. April 1760 (Du eier nu selv Oldefaders Almanak for dette Aar, som min Moder havde bevaret, og hvori han blandt andre Husets og Gaardens Sager ogsaa har antegnet "lille Jørgens" Fødsel). Denne gjennemgik Krigsskolen i Christiania 1777-80, blev Secondlieutenant á la suite ved Skiløbercorpset 1781, og kom i Numer 1786 ved Nordenfjeldske Skiløbere, hensattes efter Prins Carl af Hessens Resolution 1788 til Skiløberne ved Oplandske Regiment og blev 1789 forsat til Søndenfjeldske Skiløbere, fik 14. Janr. 1791 Premierlieutenants Charakter og blev virkelig allerede 8. April s. A. ved Nordenfjeldske Skiløberbataillon (jeg erindrer at have seet hans Ski, en lang og en kort, paa Kirkerud i min Barndom), men paa Grund af Sygelighed tog han Afsked fra Krigstjenesten allerede 2. Septbr. i det nævnte Aar. Dog meldte han sig ved Krigens Udbrud i 1807 atter til Tjeneste og var i Krigsaarene 1807-9 ansat i Frederiksstad. Siden levede han paa og af sin Gaard og havde derhos en ubetydelig Pension (jeg tror c. 80 Spd.), saa hans Kaar vare tarvelige nok, og der var Tider, da han tænkte paa at sælge Kirkerud; jeg har saaledes seet, at han i 1802 averterer Gaarden tilsalgs i "Intelligents-Sedlerne", men iverksat blev det dog ikke. I Krigsaarene vare Forholdene overordentlig vanskelige; Nutiden kan neppe gjøre sig Begreb om det Savn af de nødvendigste Ting, navnlig Korn, hvorunder alle Samfundsklasser sukkede. Det var Surrogaternes Tid, der ogsaa paa Kirkerud føltes haardt. Det kom i Hungersaaret 1812 aldrig saavidt, at der blev spist Barkebrød paa Gaarden, men min Moder har fortalt, at Spørgsmaalet, om det skulde forsøges, blev ventileret. Endnu var jo Dyrkningen af Potetes kun lidet kjendt og udbredt. Det var omtrent ved denne Tid, at Bedstefader fik et Par Potter Potetes som en Sjeldenhed til Gave af Sorenskriver Chr. M. Falsen paa Vollebek; de plantedes i Begyndelsen i et Bed i Haven men viste sig snart saa foldrige, at de maatte dyrkes paa Ageren.

Trods alle Vanskeligheder formaaede Bedstefader, støttet ved sin Hustrues kloge og sparsommelige Bestyrelse af Husvæsenet, alligevel at udfolde en smuk, ja efter Omstændighederne næsten storartet Gjæstfrihed ligeoverfor Slægt og Bekjendte, til hvilke sidste hørte en betydelig Del af Armeens Officierspersonale; derfor besad min Moder, tildels gjennem sin Faders Beretning, et Personalkjendskab, især til Militairetaten i flere Generationer, der var ligefrem beundringsværdigt, og denne genealogiske Sands førte min Broder og jeg os senere ofte til Nytte under vor Syslen med saadanne Sager, idet vi sjelden spurgte hende forgjæves om Slægtskabsforholde inden Armeen. -- Saa langsomt som Reiser dengang gik for sig, var Kirkerud med sine gode 2 Miles Afstand fra Christiania et meget bekvemt Hvilested for Middag eller Nat, og de tarveligt aflagte Officierer vare glade ved at modtage den Gjæstfrihed, der af et godt Hjerte tilbødes dem hos vore Bedsteforældre, saa meget mere som Skydsskifterne i de Dage just ikke heller i Almindelighed ydede stor Comfort. Mangfoldige vare derfor de enkelte Personer og hele Familier, som f. Ex. paa Flytninger modtoges og for kortere eller længere Tid opholdt sig paa Kirkerud. I Krigsaarene var der ogsaa ofte Indkvartering, men skjønt herfor jo vistnok skulde betales, var der nok mere end en fattig Officier, der kunde takke for frit Kvarter, om end ikke alle gjorde det paa en saa effectfuld Maade som den noksom bekiendte Münchhausenianer, Belgieren Capitain Siskener, der ved Afskeden udbrød: "Hvad kan jeg vel give disse gode Mennesker andet end dette Kys?" hvorpaa han omfavnede og kyssede sin venlige Vertinde. Ogsaa Svenske Officierer vare indkvarterede paa Kirkerud i 1814; jeg erindrer at have hørt omtale, at General, Grev Essen (den senere Rigsstatholder) ikke vilde spise af den fremsatte Æggedosis, førend Bedstefader havde smagt derpaa, da han befrygtede Forgiftning.

Bedstefader havde været blond og i sin Ungdom smuk, før Kopperne vansirede hans Ansigt med en Mængde Ar; min Moder [Anne Margrete Brochmann] skal have lignet ham, ligesom hendes Broder Diderik lignede paa sin Moder og mødrene Slægt. Bedstefader tog sig ivrig af Gaardens Drift, stadig vandrende omkring paa Markerne, hvilket han vedblev lige til sin høie Alderdom, selv efter at hans Ryg var bleven temmelig bøiet; saadan erindrer jeg ham den sidste Sommer, han var frisk, ligesom Vinteren forud i Markedstiden, da han besøgte mine Forældre, og vi alle vare henne at se et Beriderselskab (formentlig Gautiers), der gav Forestillinger i Ridehuset paa Akershus, hvor det var noget vanskeligt at faa ham op ad Trappen, da han var svag i Fødderne. Denne Forestilling mindes jeg endnu ret levende, uagtet jeg dengang kun var 4 à 5 Aar gammel. Om Sommeren eller Høsten derpaa fik han, et apoplektisk Anfald paa Nabogaarden Askehaug, hvor han, havde været i Middagsselskab hos den derboende (titulaire) Secretair Søren Roth Aschehoug, der Aaret efter døde under et Besøg hos mine Forældre. Vel levede Bedstefader over tre Aar efter dette Anfald, og han fik atter snart Taleevnen tilbage, men hans høire Side var lam, og han kunde blot ved to Menneskers Hjælp ledes fra sin Seng og hen i en Lænestol (en af de to gamle Stole fra Abildsø, jeg endnu besidder), hvor han da sad om Dagen. Han kunde fremdeles læse lidt, men sad ellers ofte med sin smukke Snusdaase, som Du nu eier, i Haanden, dreiende den mellem Fingrene, hvoraf den har et Mærke under Bunden, idet den røde Farve der er afslidt. I November 1841 afgik han. ved Døden og blev begraven ved den af ham i 1826 opførte Nordby Kirke i det østlige Hiørne af Kirkegaarden. hvor Bedstemoder allerede flere Aar i Forveien havde valgt deres Gravsted paa et af dem da nylig fra Gaarden Nordby tilkjøbt Stykke, hvor "Kirkerudgræftet" derpaa var bleven indhegnet med Stakit og smukt beplantet med Trær og Buske rundt om. Da Kirkegaarden senere atter er udvidet, har Kirkestyrelsen ikke alene borttaget al Indhegning men ogsaa den hele Beplantning, der forekom den at optage for megen Plads. Berettigelsen hertil turde være tvivlsom, da Stedet var kjøbt af vor Bedstefader, som da ogsaa var Kirkens Eier.

Heller ikke Bedstefader var ganske fri for Overtro, hvad jeg dels slutter af nogle med hans Haand gjorte Optegnelser om Midler mod Mus, Orme, Epilepsi etc., der ligefrem vise sig at stamme fra "Cyprianus", dels af en Historie, jeg har fra min Moders Beretning, og som viser, at han ikke for intet var opvoxet paa Abildsø, hvor jo, som nævnt, flere havde havt Syner af overnaturlig Art. Bedstefader havde en Dag, formentlig omkring Aaret 1812, været til Gjæst hos Sorenskriver Christian Magnus Falsen paa Gaarden Vollebek nær Aas Kirke, omtrent en Mils Vei fra Kirkerud. Man havde spillet Kort og drukket Punsch, og det var blevet nær Midnat, da Bedstefader i sin Karjol reiste alene hjem i den mørke Nat, der dog af og til oplystes af Maanen. Da han var naaet til Aas gamle Kirke, der laa tæt ved Kongeveien, forekom det ham i den usikre Belysning, at to sorte Skikkelser skjøde sig over Kirkegaardsmuren og stillede sig ved hver Side af Hestens Hoved, som om de vilde holde denne an. Han tænkte først paa Røvere og raabte til dem, at de skulde slippe Hesten, da han ellers kjørte dem omkuld. I det samme slog han stærkt paa Hesten, som satte afsted i fuldt Sprang i det nu indtraadte dybe Mørke; men hvor forbauset og uhyggelig tilmode blev han ikke, da Maanen atter lyste frem af Skyerne og han fremdeles saa de to sorte Skikkelser, lydløst svævende hver ved sin Side af Hestens Hoved. Han kunde nu kjøre saa hurtigt eller langsomt, han vilde: stadig saa han Skikkelserne, hver Gang Maanen skinnede. Han brugte ikke lang Tid paa Hjemveien, men da han en Times Tid efter at have passeret Aas Kirke var naaet til Nordby Kirke ikke langt fra sit eget Hjem, syntes Skikkelserne ham her at krybe over Muren, ligesom de vare komne, og forsvinde inde paa Kirkegaarden. I en temmelig trist Stemning naaede han Kirkerud og fortalte endnu samme Nat sin Hustru sit formentlige Syn, som han fortolkede saaledes, at han havde seet Marskalkerne ved sin Begravelse [8], hvorfor hans Død ikke kunde være fjern, en Opfatning, som Bedstemoder ogsaa delte og endog meddelte sine Børn, saa der opstod stor Forskrækkelse og Graad i Huset. Imidlertid gik Tiden hen, uden at man saa noget Tegn til den bebudede Begivenhed; man maatte erkjende, at "Synet" var urigtig forklaret, og Livet kom snart igjen i sine gamle Folder.

Bedstefader var, hvad man kalder, en Tusindkunstner, ganske som Du; paa Krigsskolen havde han lært at tegne og havde særeget Anlæg derfor, hvorom en Del endnu bevarede Karter og militaire Tegninger noksom bære Vidne; men han var desuden saavidt Ingenieur, at han var Architekt baade ved Ombygningen af Kirkerud, kort efter at han havde kjøbt Gaarden, og ved Opførelsen af Nordby Kirke, som han i Egenskab af Kirkeeier maatte bygge fra nyt i Aaret 1826, og hvorved han tilsatte en efter sine Formuesomstændigheder betydelig Capital, om jeg mindes ret. 1200 Spd. Hans Tegning til Kirken, som Du nu eier, viser, hvorledes han havde tænkt sig at kunne opføre den; han maatte imidlertid snart af Hensyn til Omkostningerne finde sig i at foretage betydelige Reductioner i sin første Plan, men fik dogen efter Tidens Fordringer meget respectabel Kirke opført, som endnu staar, men som i 1850-Aarene, efter at Bygden havde kjøbt den 1853 af Kirkeruds nye Eier, har været underkastet nogen Forandring, idet den blev malet og fik et Par nye Vinduer mod Nord. Bedstefader havde dog seet sig istand til at skaffe Kirken et lidet Orgel, som endnu benyttes, og som dengang var en Sjeldenhed i Kirker paa Landet. Paa Galleriet i dettes Nærhed havde Kirkerud og Askehaug sine Kirkestole. Jeg erindrer i min tidlige Barndom at have seet nogle gamle Træfigurer fra den nedrevne Kirke paa Stolpeboden paa Kirkerud, ligesom jeg oftere har seet Bedstemoder lave de "Kirkebrød" (Oblater), som anvendtes ved Naveren, og som Kirkeeieren skulde forskaffe lige saavel som Kirkevinen. - Paa Kirkerud fandtes, da Bedstefader kjøbte Gaarden, kun en mindre, enetages Bygning, der indeholdt et Par Værelser, et stort Kjøkken, Spisekammer og Forgang ("Sval"). Hertil føiede han en betydelig Til- og Paabygning, der i nederste Etage indeholdt Storstue og et større Kammer samt i øverste en "Sal" af Størrelse som Storstuen nedenunder, to rummelige Soveværelser, Klædeskammer og en stor Drengestue over Kjøkkenet. "Salen", der var anlagt i en toget pompeus Stil med et fra alle fire Sider i en Spids sammenløbende Loft, og til hvis Udstyr hørte en paabegyndt Lysekrone, hvis Levninger jeg som Barn oftere saa paa Stolpeboden, - blev aldrig fuldt indredet i Bedstefaders Levetid. Midt i Huset var sit stor Gang, der laa mellem Kjøkkenet (til venstre for Indgangen) og Storstuen (til høire). Fra Gangen i første Etage førte en star Trappe op i anden, hvor en ligesaa rummelig Gang fandtes med Indgange til Salen, de to Gjæsteværelser "Jomfrukammeret" ag "Capitainskammeret" [9]) samt til en mindre Gang, der gik til Klædeskammeret og Drengestuen (ovenover Kjøkkenet). Udenfor Gangen i første Etage var en overbygget "Tram" (Veranda) med Bænke paa begge Sider, og over denne skulde der efter Bedstefaders oprindelige Plan have været en Altan. Døren med Vinduer i fandtes i anden Etage, og dens Underbjælker vare anbragte, men videre strakte ikke Midlerne, og den kom aldrig istand. Den ret anseelige Bygning var udvendig bordklædt, men til Maling var der aldrig blevet Udvei, og Huset havde derfor i min Barndom, og saalænge det blev staaende, den mørke, graalige Farve, som Træ efterhaanden antager ved Veirets Indvirkning. Alle Værelser vare efter Tidens Sædvane indvendig rappede og malede, kun Gangene, Kjøkkenet og Tjenerværelserne viste sine Bjælkevægge. I den nedre Gang fandtes paa Væggene en Del temmelig tarvelige Malerier, tildels med bibelske Sujetter, saaledes Samson, sovende i Dalilas Skjød, medens hun klipper hans Haar og giver de indtrædende Philistere Tegn til at nærme sig; Samson, der sønderriver Løven, hvis Størrelse dog den omtænksomme Maler havde troet at burde reducere til en passelig Hunds; endvidere et Par "Studiehoveder" (gamle Mænd med stort Skjæg), en Kat ved et Kjødfad etc. I Trappeafsatsen fandtes et stort Maleri, der dækkede en Feierdør, og som var malet i den i forrige Aarhundrede yndede Maner med udelukkende blaa Farver (lysere og mørkere); det forestillede en mandlig og en kvindelig Figur, siddende under et Træ, hvilke nok i Regelen passerede for at være Adam og Eva ved Kundskabens Træ, men dels savnedes Slangen, medens nogle Genier eller Engle saaes i Skyerne, dels vare Personerne iførte nogle, om end temmelig nødtørftige Gevandter, saa jeg har en stærk Formodning om, at det hele i Virkeligheden var en Hyrdescene efter Tidens Leilighed. I Storstuen, der indtog hele den østlige Del af Bygningen, og som havde to Vinduer paa hver af de tre Udvægge, fandtes adskillige Familieportraiter af Slægterne Brochmann, Hegermann og Bierregaard, af hvilke den førstes Repræsentanter nu findes hos Dig, de to sidstes hos enig; i mine Bedsteforældres Daglig- og Soveværelse hang Oberstlieutenant Diderik Hegermanns og Frues Portraiter, som jeg nu eier, og ovenpaa paa "Capitainskammeret" Portraiterne af Tordenskjold og Raadmand Jan Wessel samt Frederik IV.s Dronning Louise, der i Regelen gik under Navnet "Frøken Reventlow", og som skal være kommet til Abildsø fra Akershus. Disse sidste tre Portraiter tilligemed Lieutenant Reinhold Fr. Hegermanns ere atter komne i mit Eie, efter at have været spredte til forskjellige Kanter ved Bedstefaders Død. Med Undtagelse af de 3 Bierregaardske Portraiter, som tilhørte Jomfru Cathrine Bierregaard, fra hvem de senere ere komme til mig, vare alle de øvrige Billeder komne fra Abildsø. Ogsaa en Mængde andre Billeder, navnlig den Oldenborgske Kongestamme m. fl. i Kobberstik, hang paa alle Vægge. Paa Capitainskammeret fandtes det mærkelige gamle Skab, indlagt med Ibenholt, Skildpadde og Elphenben, med Malerier paa Alabast paa alle Skuffer og staaende paa høfe snoede Fødder, hvilket efter din Moders Død er havnet i Kunst- og Industrimuseet. Det skal have været blandt det Inventarium paa Akershus, der ved Auctioner i forrige Aarhundredes Slutning blev bortsolgt derfra; det skal da være kjøbt af Etatsraad Willumsen paa Tøien, hvis Efterfølger i Ægteskabet, Capitain Hummel, overlod det til Bedstefader for en Gjæld paa 200 Rdlr., hvormed denne da ansaa sig meget brøstholden, skjønt man ogsaa dengang agtede det for en dyrebar Gjenstand. Det gamle chinesiske Uhr, som Du nu eier, stod i vore Bedsteforældres Kammer; dengang spillede det en Strophe uden egentlig Melodi ved første Kvarter, gjentog denne med ringe Forandring to og tre Gange ved andet og tredie Kvarter og samlede saa alt ved den fulde Time, hvorpaa Slagene fulgte, saa der var stadig Musik baade i dette og de nærmeste Værelser. Det store Speil i forgyldt Ramme og Rococo-Consolen med Marmorplade, hvilke jeg nu besidder, stode mellem de to østlige Vinduer i Storstuen; det var af Bedstefader kjøbt i Christiania paa Auction efter Oberstlieutenant C. L. v. Schlanbusch († 1817). Storstuemøblementet fra Abildsø fandtes paa Kirkerud, bestaaende af en Canapée (med tredelt Ryg), 12 høiryggede Stole og 2 Lenestole, alt af Egetræ; Stolene vare dengang endnu betrukne med det oprindelige, smukke Gyldenlæder (i blaat og Guld), men disse Rococomøbler ansaaes ikke saa smukke som det Pindeverk, der i det 19de Aarhundredes Begyndelse indførtes som en daarlig Efterligning af Ludvig XVI.s eller snarere Empire-Stilen, og vare derfor placerede paa Gjæsteværelserne, medens de moderne Møbler stode i Storstuen og Dagligværelset, og dog saa disse firkantede Pindestole med sit hjemmevævede Hvergarns Betræk ud som rene Plebeiere mod de gamle aristokratiske Guldlæders Stole; disse og Canapéen bleve solgte ved Auctionen efter Bedstefaders Død og have ikke siden været at opspørge, medens Lenestolene dog ere bevarede i mit Værge; i en af dem sad, som ovenfor nævnt, altid Bedstefader, efter at han var bleven lam, og paa deres Tvertrær klavrede min Broder og jeg op for at kysse ham til Godmorgen og Godnat. Det lille runde Bord, som Du mindes min Fader brugte foran sin Lenestol (den ene af de nævnte), og hvis Skive kan stilles op og ned, stod i Regelen saaledes opslaaet ved Storstuens ene Dør; naar der skulde drikkes Kaffe eller The, bar Bedstemoder gjerne selv Bordet hen til Sophaen ("Ottomanen"), og den lille Skikkelse skjultes da næsten ganske af Bordskiven. Disse Kaffe- og Thesessioner vare for os Børn overordentlig hyggelige og interessante og fandt som Regel Sted Morgen og Eftermiddag, ligesom de ogsaa oftest dannede Indledningen til ethvert af vore Besøg med vore Forældre paa Kirkerud. Medens Forberedelserne foregik, var det Emils og min Fornøielse at krybe under et andet Thebord i Stuen med Porcellains Skive og ophøiet Rand omkring, thi under dette stod to store chinesiske Vaser eller Krukker af blaat og hvidt Porcellain, fyldte med tørrede Roser, Lavendler og Abrod; de vare saa høie, at vi, naar vi stode paa Knæ, netop kunde naa at stikke Næsen ned i de trange, med Laag forsynede Halse, der vel kunde rumme en Arm, og indsuge den yndige Duft, som ogsaa tildels herskede i Stuen. Jeg kan endnu aldrig kjende denne Blomsterduft, uden at Kirkerud træder frem for min Erindring. Ved Siden af Storstuen, som ogsaa om Vinteren brugtes daglig, naar vi vare i Besøg, laa vore Bedsteforældres Værelse, der i Størrelse svarede til den tilstødende nedre Gang, hvortil det dog ei havde Udgang. Her stod, foruden det omtalte Uhr, Sølvskabet, Bedstefaders Chatol, som Du nu eier, med alt sit mærkelige Indhold, en stor Hylde med Aviserne, Andagtsbøgerne og lidt anden daglig Lecture samt i det ene Hjørne den store, gamle Himmelseng med blaarandet Omhæng. I Vindueskarmen hang nogle uden- og indenlandske Rariteter, mest Naturalier. Udenfor dette Værelse var Jomfru Bierregaards Kammer, der havde Udgang til Kjøkkenet, og atter stødende til hendes Værelse, og delende Ovn med dette, laa Pigekammeret, der havde Udgang til "Svalegangen", som førte forbi Spisekammeret og Kjøkkenets Dør og havde en Trappe ud til Gaardspladsen. I Pigekammeret stod ofte en Væv opsat, hvorpaa Pigerne vævede det Garn, som Jomfru Bierregaard og især Bedstemoder spandt. Tidligere deltoge nok ogsaa disse selv i Vævningen. - I nogle Aar, medens Bedstefader endnu levede, logerede en Enkefrue, Majorinde Inger Nicoline Beichmann, født Hoel [10], paa det ovennævnte "Jomfrukammer" i anden Etage; naar vi i den Tid besøgte Kirkerud, laa vi paa "Capitainskammeret" i to store Himmelsenge, mine Forældre i den ene og vi Brødre i den anden. Som Enke leiede Bedstemoder Husets øverste Etage af den nye Eier, ved hvilken Leilighed "Salen" blev endelig indredet og fuldstændig monteret som "Storstuen" tidligere; Klædeskammeret blev da forandret til Kjøkken. Til Hyggen i Stuerne bidrog meget de smukke Planter, som Bedstemoder vidste at holde blomstrende fra den tidlige Vaar. Der var ganske vist ikke mange Sorter, men de enkelte Exemplarer vare smukke og frodige. Jeg tror, jeg kan huske hver eneste Art: de prægtige dobbelte Gyldenlakker med kvarterlange Blomsterkvaste, den rosenrøde Cactus, smukke mørkerøde Maanedsroser, forskjelligfarvede Nelliker, gule Immorteller, den fint duftende "Æblemuskat" og den ældste Fuchsisart med kuglerunde Blomsterknopper, der dengang kaldtes Christi Taare eller Christi Blodsdraabe, og til hvis Pris Bedstemoder engang forelæste os A. Munchs Digt om denne Plante, hvoraf hun bevarede en Afskrift. De fleste af disse Blomster vare plantede i de gamle Hollandske Blomsterpotter af graat lakeret Ler i Urneform, af hvilke jeg endnu eier en, eller i blaa og hvide Chinesiske Krukker.

Bedstefader eiede ikke faa gamle Bøger, som han tildels havde kjøbt paa Auctioner: de fleste laa dog, saa længe jeg kan erindre tilbage, paa Klædeskammeret og bleve kun tagne ned, forsaavidt de indeholdt Billeder og derfor antoges at kunne interessere os, Børn, thi medens Bedstefader havde sparet paa dem lige overfor sine egne Børn, holdt han - og vistnok endnu mere Bedstemoder, som ikke forstod deres Værd - intet for godt for sine "søde Gutter", og dem tilflød derfor efterhaanden f. Ex. Billederne af Thuras "Danske Vitruvius" og Rothes "Brave Danske Mænds og Qvinders berømmelige Eftermæle" foruden mange flere, som jeg ikke erindrer, derhos en Mængde enkelte Kobberstik og Billeder, blandt hvilke jeg nu meget vel forstaar, at der var nogle, som vilde været Prydelser i Kobberstiksamlinger, og som maaske ikke mere findes hertillands. Disse sidste, der sendtes os hjem til Christiania, tvivler jeg dog paa, at Bedstefader havde givet sit Minde til at overlade os til Legetøi. De bleve selvfølgelig til Slutning revne i Laser, opklistrede paa Papir, atter sønderrevne og endelig opbrændte. De fleste af Billederne vare naturligvis af tarveligere Art og ret vel skikkede for os, f. Ex. et Slags Blomsterbilleder (Fortegninger eller lignende) i Rococostil; som vi colorerede med Indholdet af vore Farveskrin, eller Tegninger, fremstillende en Mængde vilde Folkeslag fra Jordens forskjellige Egne, hvis mange høist fremmedlydende Navne jeg havde lært gjennem Øret, førend jeg selv kunde læse, og hvori jeg undertiden blev examineret af fremmede, der maatte rose min gode Hukommelse. Blandt Bedstefaders Bøger erindrer jeg endnu Schlegels Danmarks Historie med sine smukke Kobberstik af den Oldenborgske Stamme, Arild Huitfeldts Danmarks Krønike in folio, Jesper Brochmands Huspostil, Bøger af alchymistisk og chiromantisk Indhold med underlige Tegninger m. m. Alle disse Bøger solgtes allerede ved Auctionen efter Bedstefaders Død; kun Arild Huitfeldts Krønike har jeg siden faaet kjøbt igjen, hvorimod det ikke lykkedes at faa opsporet den Brochmandske Huspostille, hvori fandtes Optegnelser af Bedstemoder om hendes Børns Fødsel. - En Gjenstand fra Kirkerud, der var os Børn til megen Fornøielse og allerede i min ældste Broders Tid var kommen til Christiania, var en Perspectivkasse med en Mængde forskjellige Stykker, fremstillende bibelske Scener, Landskaber, Byer, Krigsbegivenheder, Genrebilleder af munter og alvorlig Charakter, kort sagt det hele Dagligliv i det 18de Aarbundredes Midte; til hver Opstilling hørte 6 forskjellige Stykker, der indsattes i Kassen paa smaa Fremspring og tilsammen dannede et Hele. Det havde allerede existeret i Bedstefaders Ungdom paa Abildsø, og han havde opklæbet og udskaaret den største Del deraf. Saavidt jeg ved, vare senere en Del af Billederne istandbragte af din Fader og min ældre Broder. Endelig bleve de sidste fuldendte af mig, min Hustru og ældste Søn i 1870-Aarene. Da min Broder Emil og jeg vare blevne voxne, kom Perspektivkassen til Kvinesdal til Dig og dine Søskende i 1850-Aarene, et Snes Aar senere kom den fra Nes tilbage til Christiania til mine Børn, og i 1889 bragte jeg den ved et Besøg hos Dig i Rødenes til dine Børn. Jeg tør sige, at den har havt ikke ganske liden Indflydelse paa min Udvikling; ved sit mangeartede Indhold virkede den befrugtende paa Phantasien og gav Anledning til mange Spørgsmaal og megen Belærelse.

Haven laa paa Husets østlige Side men strakte sig betydelig længere mod Syd, saa at ogsaa Halvparten af Husets sydlige Side laa inde i samme, hvortil der lige ved "Trammen" var en Indgang i det Stakit, der omgav den mod Gaardspladsen; de tre øvrige Sider vare kun indhegnede med "Skidgard". Bedstemoder dyrkede sin Have med stor Kjærlighed og lod den utvivlsomt vel gjøde, thi den Størrelse og Frodighed, Blomster og Havevæxter der naaede, har jeg neppe nogensteds sét overgaaet. Langs Stakittet til Gaardspladsen løb en Hæk af de prægtigste blaaviolette Syringer, der vakte vor store Beundring, naar vi i Pintsetiden kom til Kirkerud, idet vi da kunde anstille Sammenligning med de smaablomstrende Arter, der fandtes i vor Have i Christiania, hvorhen derfor Moder overførte nogle Buske fra Kirkerud. Lige overfor Syringhækken inde i Haven stod en ikke meget lavere Hæk af de store gammeldags Rosentrær, der bære en ypperlig duftende men lidet smuk Art af Roser; de gik under Navn af Sylteroser og leverede Hovedmassen af Indholdet af Bedstemoders Potpourrikrukker. Hækkens Høide forekom i alle Fald os Børn imponerende, da vi kunde gaa derunder som i en Allée. Naar jeg senere læste Johannes Ewalds Digt "Rungsteds Lyksaligheder", maatte jeg ved dets første Linier:

I kjølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede,

altid tænke paa denne Rosenhæk. Ligesom i Værelserne udmærkede ogsaa i Haven Bedstemoders Blomster sig mere ved deres Frodighed end Mangfoldighed. Vel havde hun, foruden "Sylteroserne", ogsaa et Par smukke Provenceroser, men hertil indskrænkede ogsaa Rosenarterne sig. Af Aurikler fandtes kun en mørkrød Sort med gult Bæger, men til Gjengjæld var den ogsaa saameget smukkere og større. Jeg har kun seet den paa Kirkerud og et Par Nabogaarde, hvor den var kommen derfra, men tror at erindre, at Bedstemoder skal have medbragt den fra Drammen, der i sin Tid var omtalt for sine smukke Aurikler. Af Løgvæxter fandtes Pintselilier, "Kejserkroner", brandgule og vellugtende lysegule Lilier samt Sværdliljer, navnlig Pintselilierne i stor Mængde og saa villige, at de endog kunde blomstre samme Vaar, de vare omplantede; bleve de derimod overflyttede til vor Have i Christiania, mislykkedes Blomstringen næsten altid. De store purpurrøde Pæoner udvidede sig i en saa stærk Grad, at Bedstemoder plantede dem afvexlende med Stikkelsbærtræerne til Indfatning af nogle af Urtebedene; de store, brandgule Ringblomster vare ogsaa omtrent forviste fra det egentlige Blomsterkvarter og fandtes paa Kanter og ved Gjærder, hvor de bedst kunde finde Plads. De øvrige perennerende Planter vare neppe andre end Akeleie, Tusindfryd, Forglemmigei (den lodne Art), den store violette Saxifraga, "Jomfruen i det grønne", som Bedstemoder kaldte en Plante med stærkt finnede Blade og en smuk hvid eller blaa Blomsterstand paa høle Stilke, den hvide lave Flox, der kaldtes "Muskateller", og endelig "Bustenelliker" i en Uendelighed af Farver og Varieteter. Af vellugtende Planter dyrkedes Lavendler, Balsam og især Abrod i stor Mængde. De almindelige Sommerblomster og Planterne til Kjøkkenhaven opelskede Bedstemoder selv i sin Mistbænk, der laa lige ved Havens Indgang til venstre under Storstuens to søndre Vinduer. Nedenfor Blomsterkvarteret laa de to store Kvarterer for Kjøkkenurterne, omgivne af Ribs- og Stikkelsbærhække samt tildels af Pæoner og Abrod- eller Lavendelbuske. Ogsaa langs Havens Sydside løb en Ribs- og Stikkelsbærhæk; Ribsene vare af den gammeldags Art med temmelig smaa Bær, men Mængden opveiede den ringere Størrelse; Stikkelsbærrene vare kun af to men meget gode Sorter, de lodne røde og grønne, af hvilke jeg sætter den sidste høiest blandt alle Arter. En Nøddehæk skjærmede Nordsiden af Haven, og mod Øst var den udvidet med et større Stykke, der nogle Aar før min Tid var blevet beplantet med Frugttræer og Buske. Træerne vare plantede og podede omkring 1830 af din Fader og min Faders Fætter Wilhelm Huitfeldt (fra Eskevigen), men de vare endnu i min Barndom for unge til at bære noget synderligt. Forøvrigt fandtes i Haven kun et stort Moreltræ samt nogle gamle Kirsebær- og Æbletræer. Nedenfor Kjøkkenhaven udvidede den store Havegang sig til en Runddel, omplantet med Balsampopler, hvorunder stode Bænke til alle fire Sider. Langs Havens Sydside laa Gaaseløkken med sin Dam; for dennes og de befjedrede Beboeres Skyld vilde vi Brødre gjerne opholde os der, men dette tillodes ikke uden Opsyn, da Dammen var dyb. En Grind aflukkede Gaaseløkken fra Gaardspladsen og forbandt de to yderste Hjørner af den store Have og en mindre, der laa i Syd og for Halvdelen dannede Gaardspladsens Indhegning paa denne Kant; nedenfor denne Have laa Stolpeboden og derimellem en Grind, der lukkede for Veien til Nabogaarden Kaxrud. Denne lille Have blev siden Bedstemoders eneste, da hun boede tilleje paa Gaarden hos den nye Eier. Rundt Gjærdet løb en Række Frugt- og Blomsterbuske; Midten var delt i Kjøkkenhave, Jordbærbed og Blomsterhave, hvor "Bustenellikerne" især dominerede. I denne Have dyrkedes Spanske Jordbær, i den store Have indplantede Markjordbær, som her naaede en forbausende Størrelse. Gaardspladsens vestre Side indtoges helt af Udhusbygningerne med Laave og Lade i Midten, Fjøs og Vedskur tilhøire samt Stald og Vognskur tilvenstre; blandt Gaardens Kjøretøier fandt min Broder og jeg især Fornøielse i den gamle "Phaëton", der nok omtrent aldrig blev brugt i vor Tid, men oftere af os benyttedes som Legestue. Saavidt jeg ved, vare samtlige Udhusbygninger opførte fra nyt af Bedstefader. Over Gaardspladsen gik, som nævnt, Veien til Nabogaarden og fortsattes til den anden Side gjennem en noget uregelmæssig Allée, afsluttet af en Grind, Gaardens Hovedindkjørsel fra den egentlige Bygdevei, der førte til Nesset i Bundefjordens søndre Ende og gik lidt nordenfor Gaarden, dog ikke længer derfra, end at man kunde se de forbikjørende og kjende Heste eller Vogne, om ikke just Personerne. Paa den anden Side af Bygdeveien saaes fra Gaardens Vinduer det ret store Kirkerudtjern som senere tildels er udtappet, men hvori dengang fandtes Gjedder, der dog sjelden fiskedes. Dets Afløb, en liden Bæk, havde i Aarhundredets Begyndelse til sine Tider drevet en liden Mølle, beliggende lige ved Bygdeveien, hvor Bækken havde et lidet Fald. Paa den anden Side af Tjernet skimtedes Tagene af Husmandspladsen Loftsrud. Den eneste Gaard, som forøvrigt kunde sees fra Kirkerud, var det søndenfor liggende Kaxrud. - Naar man gik ud fra Gaardspladsen gjennem den Grind, der førte til Kaxrudveien, kunde man ved strax at forlade denne og slaa ind paa en Fodsti tilhøire bag Stolpeboden paa et Par Minuter naa "Lunden", en Klynge Træer, mest Linde, paa et Sted, hvor Fjeldgrunden stak frem af de omliggende Enge, og hvor der paa et Svaberg laa en stor Rullesten, under hvilken jeg engang ved at rode med en Kjæp fandt en gammel Sigd, som jeg satte stor Pris paa og nok egentlig ansaa for en mærkelig Oldtidslevning, indtil den gjenkjendtes som et tidligere paa Gaarden benyttet Redskab, der formentes engang under Skuren at være henlagt der af en af Arbeiderne og senere glemt. Under Lundens Trær var der opslaaet Bænke i en langagtig Firkant, der var aaben for den øvre Ende, og tilvenstre for Indgangen førte nogle Trappetrin op til en lidt høiere liggende, meget mindre Plads, ligeledes paa de tre Sider omgiven af Bænke. Denne Lund var en for os Børn saare tiltrækkende Legeplads, thi her var svalt og skyggefuldt selv paa de varmeste Sommerdage; ofte fulgte Bedstemoder og Barnepigen os derhen, og vi kunde da tilbringe flere Timer der ad Gangen om Formiddagen eller Eftermiddagen og spiste da vor Mellemmad der. Medens Bedstemoder og Barnepigen sade ved sit Haandarbeide, legede vi, saa godt vi kunde; vi havde, udenfor Lunden anlagt en Landgaard, det vil sige, antydet med Stene dens Grundplan, hvor dog især Udhusene interesserede os; Gran- og Furukongler m. m. vare Dyrene paa Gaarden, Græs og Korn indhøstedes i Nærheden med den omtalte Sigd og bragtes i Laden, Creaturerne førtes paa Havn, Faarene i en særskilt Indhegning o.s.v. Naar vore Forældre eller andre Gjæster vare tilstede, blev der undertiden paa smukke Sommerdage drukket Kaffe eller The i Lunden til vor store Glæde. Senere, da jeg var bleven noget større, sad jeg undertiden alene derhenne og læste Eventyr og kunde da i Ensomheden og Stilheden under den søde Duft af Lindeblomsterne og Biernes Summen oppe i Trækronerne, eller naar Gjøgen af og til oplod sin Røst paa nærmere eller fjernere Hold, ret nyde de fantastiske Fortællinger og drømme mig fuldstændig ind i Eventyrverdenen. Allerede Veien til Lunden var det en Fornøielse at passere ved St. Hansdags Tider, før Græsset endnu var slaaet, naar den prægtige Blomsterbund stod i fuldt Flor; kunstige Enge kjendte man kun lidet til - det høieste kunde være et Stykke med Thimothei og Kløver. Saasnart vi havde spist vor Frokost, begave vi os paa klare Sommerdage gjerne hen i Lunden gjennem det, som det da forekom os, høie Græs, hvor rød og hvid Kløver, Pengegræs, den violette Scabiosa, Stokblomst, Jomfru Marias Guldsko, St. Hans Blomst, Karve o.m.a. stode lige saa tæt som Græsset og udsendte sin liflige, krydrede Duft - nærmere Lunden, hvor Jorden var mindre dyb, florerede mest Tjæreblomst, Storkenæb, Fugleærter, Nyperoser og især den prægtige, mørkblaa Veronica i største Frodighed, hvilken vi stadig forsøgte at plukke med den mindst mulige Rystelse af Planten, men hvor forsigtigt vi end bragte den hjem, vare i Almindelighed næsten alle Blomster affaldne, inden vi naaede Gaarden. Paa vort Spørgsmaal om dens Navn fortalte Moder engang, at hendes Cousine Barbara Brochmann (Fru Sehnitler) havde kaldt Planten Rührmichtnicht (i Lighed med Vergeissmeinnicht), og dette Navn attraperede vi, da vi intet andet kjendte. Vi Brødre havde arvet vor Moders og Bedstemoders Kjærlighed til Blomster, og deres forskjellige Voxesteder paa Eiendommen vare os meget vel bekjendte; vi vidste derfor godt, hvor vi skulde henvende os, naar det gjaldt at finde de største Lilieconvaller, de smukkeste vilde Pelargonier (Storkenæb) eller den ikke hyppige "Jomfru Marias Haand" og Benved (enkelt Snebold). Det siger sig selv, at heller ikke de bedste Findesteder for Bærarterne vare os ubekjendte; disse var Jordbær, Bringebær, Blaabær og Skindtryter (Michelsbær), de sidste fornemmelig paa Tuerne i den sumpige Strækning ved Tjernets søndre Ende. Selv Multer vare ikke ganske ukjendte nærmest ved Tjernets Bredder, men der fik vi Børn ikke Lov at færdes, da det havde hændt, at Dyr vare faldne dybt ned i Sumpen og kun med Vanskelighed igjen vare trukne op. Husmændene eller Slaattefolkene bragte undertiden disse Bær til Gaarden til vor Fornøjelse, men som oftest i sin umodne røde Skikkelse. Skjønt der nu snart er hengaaet femti Aar, siden jeg tilbragte en Sommer paa Kirkerud, staa alle disse Localiteter aldeles tydeligt for mine Øine, og jeg skulde endnu kunne paavise dem, hvis de forøvrigt ikke ere helt forandrede. Den gamle Hovedbygning er for en Del Aar siden nedrevet og en ny enetages er opført midt i Haven, medens Stolpeboden er flyttet over paa den gamle Bygnings Tomt, og formodentlig er selve Jordejendommen, der er tagen under en hel anden Dyrkning end før, ogsaa saa forandret, at de vilde Blomsters Voxesteder sagtens ere forsvunde som saadanne. Vel var jeg om Sommeren, 1851 et Par Dage paa Gaarden i Besøg hos Jomfru C. Bierregaard, som da boede der, men har ingen synderlig levende Erindring fra den Tid, da dog endnu det meste i det ydre var uforandret; naar vi; senere besøgte hende paa Kirkeruds Nabogaard Nordby, hvor hun boede i de sidste Aar før sin Død (1869), lode vi os nøie med at gaa hen paa Engen og fra en liden Høide (uden Tvivl en Gravhaug) betragte det lavere liggende Kirkeruds Bygninger. Min Moder vilde aldrig mere betræde Gaarden fra den Dag, hun efter Bedstemoders Begravelse drog hjem til Christiania.

Ikke langt fra Lunden laa Poteteskjælderen, gravet og muret ind i en Bakke og forsynet med en liden Overbygning eller et Slags triangulairt Loft, der var stort nok, til at Linet der kunde underkastes den nødvendige Brydning, Skagning og Hegling. Mellem denne Bygning og Lunden laa det saakaldte Svinetred, der egentlig var et smukt, couperet Terrain med store Egetræer og en frodig Bregnevegetation, men som det paa Grund af dets lidet tiltalende Beboere ikke ansaaes ganske ufarligt at besøge. Lige overfor Lunden paa den anden Side af Kaxrudveien laa Badstuen eller "Kjonen", hvor Lin og Korn tørredes, naar det var nødvendigt, og Malt tilberedtes, thi Ølbrygning foregik, saavel som Bagning, Lysestøbning etc. paa Gaarden selv. Denne Bygning afbrændte, saavidt jeg mindes, i den sidste Tid, Bedstemoder eiede Gaarden, og blev ikke siden gjenopbygget. Paa en hel anden Kant af Gaarden, ved Bygdeveien, laa paa en Høide "Kalvetredet", ogsaa med en Del store Egetræer men mindre bevoxet end Svinetredet og skyet paa Grund af sine mange store Myretuer. Endnu længere borte, paa den anden Side at en stor Eng og den fra Tjernet løbende Bæk, laa Hestehagen, der tildels var bevoxet med Orekrat, men hvor vi ogsaa kun lidet færdedes, skjønt der voxede adskillige Bær, især Jordbær; man frygtede nemlig for, at Hestene kunde gjøre os Skade.

Da Bedstefader var død i Novbr. 1841, ønskede Bestemoder ikke at blive siddende som Eier af Gaarden med alt deraf følgende Besvær, da baade hun og Cathrine Bierregaard nu vare temmelig tilaars. Kirkerud, som dengang kun fødte 15 à 16 voxne Fækreaturer, 3 Heste og 20 à 30 Faar samt nogle Svin og en Del Fjærkræ, blev derfor i 1842 eller 43 solgt til Anton Andresen fra Dingstad i Aas, der en Tidlang havde lært Landbrug hos Storthingsmanden Jacob Roll paa Haugen i Spydeberg, en gammel Bekjendt af min Fader. A. blev gift med Husbestyrerinden paa Haugen, Jomfru Engel Hansen fra Christiania, en Broderdatter af den gamle Jomfru Hansen, hos hvem mine Forældre (og din Fader) boede i den første Tid, efter at de vare blevne gifte (Toldbodgaden 33). Salgsprisen var c. 4000 Spd., hvoraf Halvparten var Pantelaan i Gaarden. Faa Aar senere vilde Andresen ikke sælge den for 7000 Spd., efter at han rigtignok havde gjort en Del Forbedringer paa samme. Af den nye Eier leiede da Bedstemoder, som nævnt, Gaardens øverste Etage, og her boede hun nu med Cathrine Bierregaard til sin Død i Januar 1846 i en sorgløs Stilling, idet hendes Enkepension og Rentepenge, i Forening med lidt Støtte fra mine Forældres Side, vare fuldkommen tilstrækkelige for hendes faa Fornødenheder. Hendes Stilling blev ofte og med Rette sammenlignet med en afholdt Presteenkes i sin Bygd, idet alle kappedes om at vise hende Opmærksomhed ved smaa Sendelser [11] eller paa anden Maade forsøgte at gjøre hendes sidste Dage behagelige. Ved Bedstemoders Begravelse vare ogsaa vi Brødre tilstede; Ligtalen holdtes i Nordby Kirke af Capellanen til Aas Christopher Heiberg, da den gamle Sogneprest J. F. Kjelstrup ikke længer prædikede.

________________

Saalænge jeg kan erindre tilbage, tilbragte min Broder og jeg en større Del af Sommeren paa Kirkerud hos vore Bedsteforældre under Opsigt af vor fortræffelige Barnepige Maren Christiansdatter Ebbestad (fra Holmsbo); for nogle Dage besøgte ogsaa vore Forældre Kirkerud i den samme Tid, saaledes at de i Regelen kom did kort før Emils Fødselsdag (21 Juli). De medbragte da Gaver til det hele Hus lige fra Bedstefader og Bedstemoder til den lille Gjæterpige, og med dem fulgte vi saa tilbage til Christiania, naar de atter reiste hjem. Ved en saadan Ankomst erindrer jeg, at vi Brødre engang vare stegne op paa Taget af Grisehuset, hvorfra man kunde se henad Alleen til Grinden, gjennem hvilken den store Kaleschevogn kom kjørende; i Iveren for at vinke og raabe til Fader og Moder tabte Emil Ballancen og styrtede hovedkuls ned i Svinestien, hvor han slog Hovedet mod en Sten og fik et temmeligt stort Hul i Panden. Moders første Forretning blev da denne Gang ved Vaskning at søge at standse Blødningen og faa lagt Plaster paa Saaret. Stødet var uden Fare, og Saaret groede snart til, dog beholdt Emil stadig et Ar i den høire Tinding, der imidlertid skjultes af det krøllede Haar. Ved en anden af Emils Fødselsdage (formentlig hans sjette, 1841, thi Bedstefader levede endda), havde Bedstemoder ladet reise en Løvsal paa Gaardspladsen ved Havegjærdet; Bænke vare opsatte deri og Blomsterkrandse ophængte, om Eftermiddagen kom Damerne fra Aschehaug og medbragte Foræringer, hvilket dengang ikke var saa almindeligt som senere; af Bedstefader fik han en stor Sølvmynt; det hele var ualmindelig storartet.

Ligesom Emil, som nævnt, fik et dygtigt Stød paa Kirkerud, saaledes havde jeg endnu tidligere (formentlig 1839?) der bekommet et lignende, hvoraf jeg endnu bærer Ar. Bedstemoder og vor Barnepige sad med Emil paa Kjøkkentrappen, jeg gik nedenfor i Gaarden og pillede Stene og Pinder i mit blaaternede Forklæde; disse vilde jeg nu bringe op til Emil, men paa Grund af det udspændte Forklæde bemærkede jeg ikke den store Sten, der dannede nederste Trin af Trappen, og hvorpaa Heste, Kjør og Faar fik Salt, naar de om Aftenen kom hjem fra Havnegangen. Jeg snublede over den og slog min Næse mod dens skarpe Kant; et dybt Saar langs efter Næsen var Følgen, Blødningen var stærk og vilde ikke lade sig standse; mine Bedsteforældres Læge boede i Drøbak, omtrent en Mil borte, men heldigvis var der i Cadetleiren, som dengang hver Sommer laa paa Exercerpladsen ved Skydsgjordet nær Nordby Kirke, en medicinsk Candidat Hoff, der snarest muligt hentedes. Han lagde en Mængde Plastre paakryds og tvers over min Næse og tilsaa den de første Dage; derpaa førtes jeg hjem til Christiania, hvorhen Bedstemoder selv fulgte mig, dels for Barnepigens Skyld, dels for at berolige mine Forældre, der ikke bleve saa lidet forskrækkede ved at se mig sidde tilsløret i Bedstemoders Skjød. Hun tilraabte dem imidlertid strax, at der ingen Fare var paafærde, og i Løbet af Høsten groede Saaret vel atter til, men gjennem hele min Barndom havde jeg et tydeligt Ar langs Næsen, der maaske endog ved dette Stød antog en anden Form, end der oprindelig var den bestemt; nu er der kun svage Spor tilbage af Arret mellem Øinene.

Jeg har ovenfor nævnt, at Bedstefader eiede Pladsen Loftsrud under Kirkerud. Her boede to Husmænd, Holm og Christian Loftsrud, i taalelig gode Kaar; Holm havde endog Hest paa sin Del. Christian var lidt drikfældig men forresten en duelig Arbeider, naar han var "fremme" paa Gaarden i Aannetiderne og ellers. Hans Hustru Karen var en meget brav og flink Kone, der ofte hjalp til paa Kirkerud og andensteds i Bygden som et Slags Kogekone, naar der var fremmede. I min Erindringstid havde de ei Børn, dog tror jeg næsten, en Søn var død. Holm havde baade Sønner og Døtre af sit Ægteskab, men hans Kone var død før min Tid og laa begraven strax tilhøjre indenfor Kirkegaardsporten ved Nordby Kirke; om hende hørte jeg oftere fortælle, at hun var død af Kræft efter lange og haarde Lidelser, idet hendes Ansigt først ganske fortæredes, saavidt jeg erindrer, en Følge af en Afreven Finne. Holm Loftsrud selv var egentlig Smed, men forøvrigt en Vaulunder, en sand Tusindkunstner, der var baade Bedstefaders og Bedstemoders høire Haand og Medhjælper ved alle forefaldende Leiligheder. Foruden som Smed var han dygtig som Snedker, Uhrmager, Gjørtler og Guldsmed, han aarelod syge og forstod vist endnu mange flere Kunster; at sende Bud til Holm Loftsrud var det ufeilbare Middel for alle Vanskeligheder paa Gaarden. Hans ene Søn Johan, der senere efter en af ham beboet Gaardeplads benævntes Solberg, blev Uhrmager efter at have været i Lære i Christiania og, saavidt jeg erindrer, i Udlandet. Han havde forfærdiget et Uhr, der gik et Aar uden at trækkes op, og som indbragte ham megen Ros og, saavidt jeg tror, endog en Præmie. Den ene Datter Maren Loftsrud var Bygdens Sypige, og jeg kan erindre, det blev fortalt, at de nye Faconer, som hun enten fremme paa Gaarden eller ved Kirken iagttog paa min Moders Kjoler, senere gjorde sin Runde blandt Bondepigerne, noget tillempede efter Omstændighederne. De gamle Folk paa begge Loftsrudpladserne døde alle i de nærmeste Aar før eller efter Bedstemoder, maaske overlevedes hun kun af Karen, som jeg godt erindrer ved Begravelsen. - Af de egentlige Tjenere paa Kirkerad har ingen efterladt noget synderligt Mærke i min Erindring med Undtagelse af gamle Ingebret, der døde kort efter Bedstefader, omkring 80 Aar gammel. Han havde tjent paa Kirkerud allerede i vore Bedsteforældres tidligere Ægteskabsaar, var senere bleven gift og vendte som Enkemand atter tilbage til Kirkerud, hvor han derpaa forblev til sin Død, i de sidste Aar kun beskjæftiget med lidt Vedhugning og lignende smaa Arbeider efter eget Behag. Han var vore Bedsteforældre og deres Børn hengiven med Liv og Sjæl; saavidt jeg ved, var det ham, som om Julenatten hentede de tre Metalspaaner af Klokken i den gamle Nordby Kirke til min lille syge Morbroder. Lige til det sidste var han rask og rørig, og jeg erindrer, vel, at han henimod 80 Aars Alderen gik de gode to Mile fra Kirkerad til Christiania for at besøge Moder og bringe hende et Par Benvedtrær, hun havde ønsket til at plante i sin Have. Da Bedstemoder engang under hans sidste Sygdom besøgte ham, udbad han sig af hende Løftet om to Ting, som han sagde vilde glæde ham i hans sidste Timer: at han maatte ligge Lig paa "Salen", hvor Bedstefader havde ligget, og at han paa Kirkegaarden maatte begraves i Hjørnet (det nordøstre) ligeoverfor Bedstefaders Grav, for at han, som han udtrykte sig, kunde ligge og se over til sin gamle Husbonde. Det siger sig selv, at Bedstemoder gjerne gav og nøiagtigt opfyldte Løftet [12].

Men det er paatide, at jeg begynder at omtale vore Bedsteforældres Børn; disses Antal var i det hele 6, men af dem døde Christen og Jens ganske smaa, og Carl Adolf, der var født 1803, døde, som nævnt af Hjernevattersot 1808; han døde om Sommeren, og jeg kan erindre, at min Moder har fortalt, at hun siden hans Død for hele Livet havde Modbydelighed for Lugten af Abrod, der, som jeg før har nævnt, i stor Mængde voxede i Haven paa Kirkerud, og som blandt andre duftende Planter anvendtes til at fordrive Liglugten. Sønnen Søren Thorne [Brochmann], der var født 22 December 1799, opnaaede en Alder af henimod 10 Aar. Da Bedstefader under Krigen i 1807 atter meldte sig til den Tjeneste, som han med sin svækkede Helbred formaaede at udføre, fik han anvist en Plads ved Fredriksstads Garnison, hvor han opholdt sig til Krigens Slutning, og hvor han i alle Fald for længere Tid havde Søren hos sig, sandsynligvis af Hensyn til hans Skolegang. Blandt de Ting, der vare henlagte under Bedstefaders Opsyn, var den saakaldte Skræddersal, hvor Uniformerne syedes og repareredes; her færdedes da oftere Søren, naar han havde Fritid. Engang var han kommen i Ordvexling med en af Skrædderdrengene, hvorunder denne havde brugt usømmelige Expressioner, hvilke Søren strax havde besvaret med et Slag i Ansigtet. Uden at nogen af dem i Stridens Hede havde bemærket det, var imidlertid en Dør bleven aabnet bag dem, og Optrinnet var bleven observeret af ingen mindre end Prins Christian August selv, der, ledsaget af Bedstefader, gjorde en Inspectionstour gjennem Verkstederne. Prinsen, der altsaa havde hørt eller fik høre Sagens Sammenhæng, tog Sørens Parti og fandt sig saa tiltalt af den kjække Dreng, at han udspurgte Bedstefader nøiere om ham, og hvad Bestemmelse Faderen havde med ham. Bedstefader svarede, at han vistnok ønskede, at han maatte blive Officier, men at han ikke vidste, om han vilde have Raad til at føre ham frem dertil. Prinsen havde dertil svaret, at dette skulde han i sin Tid nok skaffe ham Udvei til. Under Krigen herskede, som bekjendt, en overordentlig smitsom Blodgangsepidemi i et Par Aar i Smaalenene; af denne døde Søren i Fredriksstad i Aaret 1809 - et Par Maaneder, efter at hans høie Beskytter var død som Kronprins i Sverige.

Kun to af vore Bedsteforældres Børn naaede den voxne Alder; af disse var min Moder Anne Margrete Brochmann ældst. Hun var født paa Kirkerud 8. September 1801 og altsaa næsten 7 Aar ældre end sin Broder Diderik. Hun blev opdraget hjemme under Moderens Tilsyn og blev duelig i alle Husets Sysler, men fik foreløbig ingen anden Lærdom end den, der kunde meddeles hende af Bygdens Skoleholder, Baltzersen, der holdt Skole paa Nabogaarden Kaxrud, hvor han boede. Først henimod den Tid, da hun skulde konfirmeres, blev hun sendt til Drammen, hvor hun i et Aarstid opholdt sig i et Pensionat for unge Damer, der holdtes paa Strømsø af en Madame Broumann og hendes Datter. Heller ikke her gik Lærdommen synderlig vidt; den indskrænkede sig nok omtrent til Læsning, Skrivning og Regning samt de almindeligste Haandarbeider. Under dette Ophold blev hun konfirmeret sammesteds af Stedets Sognepræst, Søren Tybring. Den bemærkeligste af de unge Damer, hun i dette Pensionat gjorde Bekjendtskab med, var den i 1889 afdøde, som Forfatterinde bekjendte, Fru Gustava Kielland, født Blom [13]. Grunden til at hun sendtes til Drammen, var selvfølgelig Bedstemoders mange Familieforbindelser paa dette hendes Fødested.

Efter Hjemkomsten herfra foreslog hendes Faster, Generalinde Elisabeth Thome, hende et længere Ophold i sit Hus i Christiania, hvor hun boede sammen med sin eneste Søn, daværende Capitain Thome (død 1871 i Throndhjem som Generalmajor), der siden 1812 var gift med Oberst Rummelhoffs Datter, Elisabeth. Tilbudet modtoges med Taknemmelighed, og Meningen hermed var, at hun dels skulde uddanne sig videre i enkelte Færdigheder og dels nyde godt af Selskabslivet i Christiania, i hvilket Familien Thome som Medlemmer af det dramatiske Selskab og gjennem sine Familieforbindelser tog temmelig livlig Del. Noget Afbræk voldtes imidlertid derved, at hun tilligemed Capitain Thomes ældste Børn fik Mæslinger og saaledes i flere Uger maatte holde sig inde. Saaledes standsede foreløbig ogsaa Danseundervisningen hos den gamle, løierlige svenske Dansemester Walcke, hvor hun havde begyndt at tage Undervisning sammen med en Del af Byens Ungdom, hvoriblandt min Fader. Da hun senere blev rask nok dertil, kom Dansemesteren hjem i Huset til hende og fortsatte Undervisningen paa en Sal hos Thomes, hvor han paa Gulvet med Kridt optegnede Dansens forskjellige Trin, hvori hun da maatte øve sig.

Fra dette Christianiaophold bevarede min Moder mange kjære Erindringer; dog tror jeg, ingen overgik Minderne fra Theateraftnerne i det dramatiske Selskab, og jeg har ofte hørt hende fortælle herom med saamegen Begeistring og Interesse, at en saadan ogsaa i høi Grad vaktes hos mig, og jeg er mig vel bevidst, at dette hos mig har vakt Lysten til at behandle dette Selskabs Historie. Interessen for Skuespil bevarede min Moder bestandig og regnede det for sin største Fornøielse at se et godt, helst alvorligt Drama. Min Interesse for Theatret har jeg saaledes tydeligvis arvet efter hende, da den aldeles ikke fandtes hos min Fader eller hans Familie.

Det siger sig selv, at min Moder under dette Ophold i Christiania, ligesom baade før og siden, oftere besøgte sin Farbroders Familie paa Abildsø; ligesaa kom hun til sin Faders Fætter, Høiesterets-Assessor Jørgen W. Brochmann, hvis Datter Elisabeth var min Moder meget kiær. Til Faderens Charakteristik have Fru Dunker og Biskop Pavels givet vistnok correcte men ikke meget tiltalende Træk; han havde som Enkemand forgjæves friet til sin Fætters Datter, ovennævnte Fru Barbara Schnitler, men lige overfor sin Datters Beilere var han saare kritisk, idet han i dem kun saa Liebhabere til hendes Formue. Hendes Forlovelse med daværende Lieutenant (senere Generalmajor) Fr. Moltke Sørensen lykkedes det ham at forpurre, men under hans gjentagne Reiser til Medevi Sundhedsbrønd i Sverige, gjorde hun Bekjendtskab med en svensk Officier, senere Major, Carl Frederik Uggla, og han lod sig ikke afvise. De bleve gifte 1826, men hun døde allerede i 1836. Major Uggla kan jeg erindre at have seet i mine Forældres Hus, formentlig før 1840; de satte megen Pris paa ham, han var da gift med Lovise Regina Ørn og eiede Sefle ved Vennersborg, der senere har været i Familien Wiels Besiddelse. Der var Børn af begge Ægteskaber; en Søn af andet Giftermaal har jeg truffet i 1862, da han var blandt de Svenske Cadetter, der dengang gjæstede Christiania. Af den anden og endnu fjernere Brochmannske Linie kan jeg erindre at have seet hos mine Forældre en Enke efter Bedstefaders Næstsøskendebarn Jørgen Brochmann, Sognepræst til Sandsverv; hun hed Elise Christine Pihl og døde i December 1840. Min Moders Cousiner i fjerde Led, Døtre af Michael Brochmann paa Lambertseter i østre Aker, Sara Marie, der først var gift med Kjøbmand Ellert Ellertsen og senere med Proprietair Carl Schøyen paa Lambertseter, samt Søsteren Anne B., Enke efter Kjøbmand Peter Hanson, erindrer jeg vel; den sidste døde i Februar 1856. De havde efter Tidens Leilighed faaet en god Undervisning og Opdragelse.

Af Bedstemoders Slægt Thorne har jeg ikke seet eller kjendt mange. Hendes Farfader Christopher Olsen havde taget sit Navn efter Fædrenegaarden Nesthorne (c: nederste Horne, Navnet altsaa urigtigt delt) paa Eker; han var født der 1700 og døde 1793 som Kjøbmand i Drammen. Foruden hans Sønnedatter, ovennævnte Jfr. Magdalene Th. (f. 1794, † 1872), har jeg i mine Forældres Hus seet min Moders Fættere, Stadshauptmændene Johan Frederik Th. († 1854) og Christian August Th. († 1886), Provst og Sogneprest Søren Wilhelm Th. († 1878) og deres Søster Karen M. Thorne († 1856), gift m. Generalconsul G. F. Ægidius i Amsterdam, samt nogle af deres Børn. Bedstemoders Søster Marthe Karine Th., f. 1777 og død i 1840-Aarene, havde først været gift med Kjøbmand paa Bragernes, J. P. Bruun († 1808), med hvem hun havde flere Børn, og sad i ret gode kaar efter ham, men ægtede derefter (1809) Kjøbmand Ole Schubarth, der satte hendes Midler overstyr og efterlod hende med 3 Børn af dette sidste Ægteskab. Da Boet var rent fallit, kom 2 af disse Børn, en Søn og en Datter, foreløbig til vore Bedsteforældre paa Kirkerud og forbleve, saa vanskeligt det end faldt for disse, siden der, til de bleve voxne; Sønnen Mathias S. kom i Bogtrykkerlære i Christiania og efterlod ved sin Død mange Børn, Datteren Elisabeth (Lise) blev gift med Lensmand Chr. M. Michelsen i Ski Sogn (Annex til Krogstad, Follo), der beboede Gaarden Sander ved Ski Kirke og havde 11 Børn. Over Familien Thorne har Stadshauptmand Chr. A. Thorne udgivet en kortfattet og Adjunkt M. Arnesen en vidtløftigere Stamtavle.

Fra min Moders ovenomtalte Besøg paa Abildsø erindrer jeg en ret pudserlig Episode, der er mig fortalt af Jomfru Magdalene Thorne, en Cousine af Bedstemoder men meget yngre end hende. Hun havde aftalt med min Moder en Spadseretour til Abildsø, men herom var sidstnævntes Næstsøskendebarn Cai Ditlev Hegermann (senere Foged) bleven vidende og havde ytret Lyst til at slaa Følge med dem. Da han imidlertid dengang, ligesom senere, var meget lidet yndet af de fleste, gik de ud tidlig en Søndagsmorgen og lykønskede sig allerede ved at være naaet op i Ryenbergene uden at have stødt paa den ubehagelige Følgesvend, da en af dem ved at vende sig om fik Øie paa ham i det fjerne. Da de mente at være sikre paa ikke at være opdagede, enedes de om at gjemme sig under en nærliggende Bro og lade ham passere forbi. Efter at de havde staaet i Skjul en saa rundelig Tid, at han forlængst maatte antages at have faaet Forspranget, vovede de forsigtigt at kikke op mod Broen, men ved dens Ravkværk stod, speidende ned under samme, - Hr. Cai. Der maatte nu opfindes en passende Historie, jeg tror om Næseblødning, og saa gik Touren i Fællesskab til Abildsø.

Da min Moder vendte tilbage fra Christiania til sine Forældres Hus, var hun altsaa bleven en voxen Pige og efter Samtidens Dom en meget smuk ung Pige, der snart hjemme i Bygden fik Tilnavnet "Lyset i Nordby Sogn" (eller kortere "Nordbylyset", "Nordbysolen"). Det var ingen vid Kreds, hvortil dette Lys udbredte sine Straaler; vore Bedsteforældres Omgangskreds dannedes væsentlig af de "conditionerede" Familier i Aas, Nordby, Fron og Drøbak, med hvilket sidste Sted Forbindelsen især vedligeholdtes gjennem Familien Burchardt, idet Skibscapitain, senere Consul, B. var gift med ovennævnte Barbara Ring, en Broderdatter af Capitain Brochmanns Frue paa Abildsø og opdraget der. Den største og anseeligste Selskabskreds samledes imidlertid i Julen paa Gaarden Fron i Nærheden af Drøbak, da Gaardens aldrende Eierinde, Enkemadame Schøyen, nylig var bleven gift med den betydelig yngre Lieutenant (senere Capitain) O. P. Brandt, der siden som gammel Enkemand blev gift med sin Broders, Oberst, Kammerherre Jens Brandts, Datter, i hvilket Ægteskab han er Fader til den nuværende Eier af Fron, Cand. jur. J. C. P. Brandt. Navnlig holdtes her aarlig paa anden Juledag et storartet Bal, hvortil hele Omegnens Honoratiores vare indbudne. Saavel her som i Drøbak selv traf min Moder oftere sammen med denne Storstads mere fremtrædende Repræsentanter for Handelsstanden, af hvilke et Par yngre Medlemmer skulle have lagt for Dagen saa megen Interesse for hende, at Publicum ventede, at de vilde optræde som Friere, hvilket maaske ogsaa skulde være indtruffet, om hun ikke temmelig snart var bleven forlovet med min Fader.

Af andre Familier, som vore Bedsteforældre omgikkes, erindrer jeg af Omtale den ovennævnte, noksom bekjendte Sorenskriver Chr. M. Falsen paa Vollebæk; jeg hørte oftere nævne, hvilket imponerende Syn det var at se ham og hans første Frue, født Munck, komme ridende til Gaarden, idet det smukke, statelige Par, der yndede denne Befordringsmaade, da ret tog sig ud til sin Fordel. Ogsaa hans Optræden til Thinge skal have været af en saa imponerende Virkning, at Bønderne, saasnart han viste sig, skyndsomst strøge Huerne af og ikke turde sætte dem paa uden speciel Opfordring. Paa Thorderud i Aas boede Major Christian Meyer, en Stifsøn af den bekjendte Professor, Dr. Hans Strøm paa Eker; af deres Børn døde en Søn som Krigscommissair paa Molde, og to Døtre vare gifte med to Fætre Ross (en Sogneprest og en Toldkasserer). I min Erindring har fæstet sig det pudsige Spørgsmaal, Majoren gjorde min Moder, da hun var bleven forlovet, om hvilke Bær, hun vel havde sat i sin Done? - Selv kan jeg erindre Secretair Aschehougs Familie paa Askehaug, Kirkeruds Nabogaard mod Vest, Paul Gades paa Kjølstad i Aas, Christen Mamens paa søndre Nordby ved Nordby Kirke, hvilken Gaard tilligemed de to andre Nordbygaarde dannede Kirkeruds Grændse mod Øst. Søren Roth Aschehoug (f. 1762) var Proprietair og Søn af Bygdens Lensmand Thorkel A. Han havde eiet søndre Nordby o. fl. Gaarde og af en ældre Broder Aslak A. (f. 1751 † 1833) kjøbt Fædrenegaarden Askehaug med underliggende værdifulde Eiendomme Nesset og Bredvold inderst i Bundefjorden. Før 1814 havde han af den Danske Regjering erhvervet den Krigssecretair-Titel, hvormed han siden vedblev at benævnes; og som gjorde ham til Rangsperson og hans Kone, Kirstine Dyster fra Aas Sogn (f. 1773 † 1838), til Frue. De havde to Døtre, af hvilke den ene, Stine Gubbia A., døde i 1840-Aarene og nok var en Smule underlig, men som paa Grund af Faderens formodede Formue dog havde havt en Frier, en Søn af en Kjøbmand i Storgaden Ellef Hansen (i daglig Tale paa Grund af sin Figur kaldet "Elephanten"); jeg mindes hende særlig, fordi hun engang forærede mig en liden Brodersax, som jeg endnu besidder, for at jeg med den bedre skulde kunne udføre de fine Udklipninger i Papir, hvormed jeg pleiede at more mig selv og begave andre. Secretairens anden Datter Andrea Haagine A. var gift med Capitain Peter Solberg, der havde havt Compagni i Hallingdal men var bleven dømt fra Embedet for at have modtaget Penge for at lade nogen slippe fri fra Krigstjenesten. I nogle Aar boede saa Familien hos Svigersønnen, Copiist Thoen i Christiania, vistnok i stor Fattigdom, om end vel noget støttet af Secretair A., ved hvis Død de imidlertid atter kom paa en grøn Gren og beboede nu den smukke Gaard Askehaug til sin Død, hvorefter den i flere Aar tilhørte Sønnen, Lieutenant Wilhelm Solberg, senere død som Postmester i Christianssund. Secretair Aschehoug førte et større, gjæstfrit Hus, hvor der ikke kom faa militaire, uagtet man neppe havde synderlig Tillid til eller Agtelse for hans Charakter. Blandt Officiererne mindes jeg af Omtale, foruden begge mine Bedstefædre, ogsaa min Grandonkel, Major Fritz Huitfeldt, der, som han pleiede, gjorde Husets Frue sin Cour og blandt andet engang forærede hende en Ridehoppe, som han imidlertid senere, da Forholdet blev mindre godt, atter tog tilbage, idet han simpelt hen borttog den fra Græsgangen, hvor den var tøiret om Natten. Ogsaa en fjernere Grandonkel, Major H. J. Huitfeldt ("Storemajoren"), var i sin Tid blandt dem, der oftere færdedes baade paa Askehaug og Kirkerud, hvorom det ovennævnte "Capitainskammer" mindede. Da Bedstefader Brochmann i den skandaleuse Sag mellem ham og Fætteren, ovennævnte Major Fritz Huitfeldt [14], stillede sig paa sidstnævntes Side, blev "Storemajoren" ham saa gram, at han endog skal have stræbt ham efter Livet, idet han først engang søgte ham hjemme paa Kirkerud, hvorfra Bedstemoder maatte sende Bud til ham, som dengang just var ude paa Marken, at han maatte holde sig hjemmefra, indtil "Storemajoren" atter var borte; en anden Gang skal denne have ligget i Baghold efter ham med ladt Gevær paa Skoven mellem Nordby og Aas, men underrettet herom gav Sorenskriver Falsen, hos hvem Bedstefader var i Besøg, ham Følge med gaa Hjemveien om Aftenen. Til Askehaug kom "Storemajoren" vel ikke efter en Scene, der er mig fortalt, og som synes at minde om langt fjernere Tider. Under Spillet og Drikken om Aftenen bleve Majoren og hans Vert saa uenige om et eller andet, at den førstnævnte bar denne, der dog selv var en temmelig stor Mand, fra Dagligstuen og ud i det ved Siden ligende Kjøkken, hvor han vilde have kastet ham op i Skorstensilden, om han ikke var bleven forhindret deri af de tilstedeværende. Saavidt jeg mindes, forlod Majoren strax Askehaug og overnattede paa Kirkerud, da det ovenfor fortalte passerede før Bruddet med Bedstefader. Jeg har før omtalt, at denne fik det Slagtilfælde, der gjorde ham lam i de sidste tre Aar af hans Levetid, under et Herreselskab paa Askehaug om Høsten 1838. Et Aarstid senere besøgte Secretair Aschehoug mine Forældre i Christiania, et Besøg, som har indprentet sig uudsletteligt i min Erindring. Fader og Moder vilde en vakker Sommereftermiddag besøge den botaniske Have paa Tøien og havde medtaget min Broder og mig. Vi kom imidlertid ikke længere end til Torvet, hvor vi mødte Secretair Aschehoug, der kom kjørende til Byen med en blakket Hest for Karjolen. Vore Forældre standsede og talte med ham, og han blev indbuden til at bo hos os i et lidet, nylig indredet Kammer ved Porten i vor gamle Gaard, medens han opholdt sig i Byen. Vi vendte da om og fulgte ham hjem, vistnok til nogen Skuffelse for os Børn, der altid fandt Fornøielse i at spadsere omkring i den store Tøienhave og betragte de mange for os fremmede Planter, som der vare at se. Den følgende eller næstfølgende Dag var der Herreselskab hos os til Middag, der holdtes i "Blaastuen" (et ud mod Haven vendende Værelse), og om Aftenen blev der spillet Kort og drukket Punsch. Da Gaardskarlen den følgende Morgen (12 Juli 1839) kom ind i Secretairens Værelse for at tage hans Klæder ud til Børstning, fandt han ham siddende ubevægelig paa en Stol og styrtede strax op til mine Forældre, der laa i et Kammer ovenpaa over Porten, med den Beretning, at Secretairen vistnok var død. I stor Fart kom mine Forældre i Klæderne, Bud sendtes efter Lægen, der (imidlertid uden Virkning) forsøgte en Aareladning, da man antog, at han temmelig nylig var staaet op, efter at have fundet det for varmt i Sengen; ogsaa vi Børn, der laa i Værelset udenfor vore Forældre, vaagnede snart og maatte selvfølgelig ned i Gaarden for at kige ind paa Secretairen. Jeg erindrer ham endnu meget vel, siddende paa Stolen mellem Sengen og Vinduet i Natlinned og med en hvid Nathue paa Hovedet samt grønne Tøfler paa Fødderne. Capitain Solbergs budsendtes, ligesaa hans Datter og Folk paa Askehaug, hvorfra en Husmand og Kirkeruds Factotum Holm Loftsrud kom ind til Byen, kjøbte Ligkiste og førte ham hjem til sin Gaard, hvor senere en stor Begravelse holdtes, hvortil Fader, saavidt jeg erindrer, reiste ud.

Nogen bestemt Erindring om at have været paa Askehaug i Secretairens Tid har jeg ikke, men i Capitain Solbergs Tid vare vi altid der engang om Sommeren, naar vi besøgte Kirkerud, og vi Børn fandt os vel der i den store Have, hvor der fandtes en Mængde smaa sorte og røde Moreller foruden andre Bær, vakre Blomster, et ret pent Lysthus m. m. Ikke langt fra Haven laa et lidet smukt Tjern, omgivet af Skov og derfor noget mørkt, hvor jeg erindrer, Lieutenant S. engang roede os omkring, og hvor vi opfiskede de smukke hvide Vandlilier med alenlange Stilke paa Blomster og Blade. I Tjernet fandtes Aal og Gjedder, som undertiden bleve fiskede til Gaardens Brug. Gaarden selv var ret vel bebygget med et to Etager høit Træhus, hvori nedenunder Dagligstue, Storstue med Storstuekamre og en som Værelse møbleret Mellemgang, hvori den ene Trappe til Værelserne ovenpaa (mest Soveværelser) fandtes. Udenfor Dagligstuen var en mod Gaardspladsen aaben Gang, der dog nok kunde lukkes med Lemmer. Over Vinduerne i anden Etage var der en Mængde Svalereder, hvis Beboere stadig vare os til megen Fornøielse. I Værelserne fandtes ikke faa gamle Kobberstik og Malerier (dog ei Portraiter), hvilke vi betragtede med Interesse, og den Hemmelighedsfuldhed, der hvilede over de med Vindueslemmer formørkede indre Værelser og den temmelig mørke Mellemgang pirrede ikke lidet vor Nysgjerrighed. Foruden den omtalte Søn Wilhelm S. havde Capitainen 3 Døtre: den omtalte Copiist Thoens Kone, Henriette, der var gift med en Kjøbmand Hansen i Drøbak, og den yngste "Lina", der i min Erindringstid blev gift med Broderens Krigsskolekammerat, Lieutenant Buhre, der imidlertid døde efter nogle Aars Forløb, hvorefter hun atter boede paa Askehaug hos Broderen og døde der, saavidt jeg tror, før han forlod Gaarden. Hun havde ingen Børn; de 2 ældre Søstre derimod hver mange.

Paa Kjølstad hos Familien Gade var jeg blot en eneste Gang, men skjønt jeg kun var 5 à 6 Aar gammel, husker jeg ret godt Besøget. I mine Forældres store Caleschevogn kjørte de, Bedstemoder og jeg (Bedstefader var vist allerede lam) derhen en Eftermiddag fra Kirkerud og forbleve der til om Aftenen. Jeg husker, at jeg var ude og saa paa, at der med et Net blev fisket i en Dam, saavidt jeg tror Gjedder, som vi spiste til Aften. Ogsaa Haven kan jeg mindes med sin Omgivelse af en dobbelt Rad Grantrær, der gave den et noget trist Præg. Jeg erindrer ogsaa endnu en Del Frugttrær, der vare podede med forskjellige Sorter i samme Stamme, ligesom der ogsaa fandtes Rognetrær med forskjellige indpodede Frugtsorter. Gaardens Beboere havde jeg vistnok tildels seet før paa Kirkerud og saa ogsaa en Del af dem senere; Verten Paul Gade var vel egentlig Proprietair men drev ogsaa et Slags Forretning som Bygdeprocurator med Incassationer og lign. Han havde nemlig tidligere været paa et juridisk Embedscontor (formentlig Sorenskriver Falsens) som Skriver og havde altsaa en Smule Indsigt i saadanne Sager, men glædede sig neppe ved noget godt Renommée. Hans Kone, Billa Samuelsen, var Datter af en Lodsoldermand i Drøbak og vistnok en dygtig Husmoder men bekjendt for sin Strenghed og Skarphed. Det ansaaes for sikkert, at den bekjendte Folkevise: "Jeg tjente paa Kjølstad ifjor", som beskriver Husbondens og Madmoderens haarde Behandling af Tyendet, sigtede til dette Ægtepar, skjønt den af denne Familie forklaredes at gjælde Gaarden Kjølstad i Nes paa Romerige. Ved Gades Børn, 3 Sønner og mange Døtre, skal jeg ikke dvæle; der er lidet lysteligt at berette om dem.

Christen Mamen paa søndre Nordby, som han vistnok havde kjøbt umiddelbart af Secretair Aschehoug, havde i sin Tid været forlovet med din Moders Søster, Thea Brock, senere Fru Heyerdahl, men dette var gaaet overstyr, da han i enhver Henseende stod under hende, skjønt han ellers var af ret god Familie; hans Moder var en Prestedatter, Jomfru Aagaard, en Søster af Statsraad Sibberns første Kone. Senere blev Chr. M. gift med Jomfru Thrine Gilhuus fra Stoppen i Lier, med hvem han havde mange Børn, hvoraf kun en Datter, Maren, der blev gift til Dilling i Rygge, hvor Moderen som Enke boede nogen Tid; senere flyttede hun til Moss, hvor hun er død. Den ældste Søn Knud blev Sømand men er død og har efterladt Børn; en anden Søn Oscar Mamen eier endnu Nordby; en tredie boede en Tid som Skydeskaffer paa Ringnes ved Gjerdsøens sydlige Ende, ikke langt fra Nordby; senere har han været Vognmand i Chrisiania. Christen M. døde i en noget yngre Alder, og Omgangen med Kirkerud vedligeholdtes ogsaa før mest gjennem Konen, der ansaaes for en dygtig men noget skarp og paaholden Husmoder.

Beboerne af de andre Nordbygaarde vare Bønder; Eieren af mellemste Nordby, Frantz, var Skrædder og lidt forfalden. Den gamle Niels Nordby paa nordre Nordby kan jeg knapt erindre, men vel et Par Sønner: Samuel, der i en ældre Alder blev gift med en Enke paa Bølstad (grændsende til Askehaug og Neset) og ikke havde Børn, samt Ole Nordby, hvis Enke endnu lever paa Gaarden. Han havde 1 Søn Anton, der er ugift, og 2 gifte Døtre. En Datter af Niels Nordby var bleven gift før min Moder, som jeg kan erindre fortalte, at hun havde været tilstede ved dette Bryllup. Efter Bedstemoders Død boede Cathrine Bierregaard først hos Mamens paa søndre Nordby, derpaa nogen Tid hos Anton Andresen paa Kirkerud og hos ovennævnte Samuel Bølstad samt endelig tilsidst hos Ole Nordby paa nordre Nordby, hvor hun døde i Aaret 1869 14. August; hun er begravet paa Nordby Kirkegaard ved Siden af vore Bedsteforældre, i hvis Hus hun havde været fra Aaret 1801, samme Aar, som min Moder blev født; hun var en Stifdatter af Bedstefaders Halvsøster, der var Ritmester Bierregaards anden Hustru. Hun var et dygtigt og snilt Menneske og derfor afholdt inden Familien og i Naboskabet. Da hun selv lidet eller intet eiede, tilskjøde vore Forældre, hvad hun tiltrængte i de 23 1/2 Aar, hvori hun overlevede Bedstemoder.

I Aaret 1821 bleve mine Forældre forlovede. Vel var der Bekjendtskab mellem mine Bedsteforældre, eller rettere sagt Bedstefædre, paa begge Sider men neppe nogen egentlig Omgang; den meste Forbindelse mellem Familierne hidrørte nok fra den Omstændighed, at en Søster af nysnævnte Cathrine Bierregaard paa Kirkerud, Jomfru Laurentia B., som en Slægtning af min Farmoder, opholdt sig i min Farfaders Hus. De to unge Mennesker havde derfor ikke kjendt hinanden nøiere, og min Faders Frierbrev skal nok være kommet lidt overraskende for min Moder og have gjort hende lidt forlegen med sit Svar; men da hun endnu ikke havde fæstet sig ved nogen anden, og da hendes Moder, efter hvad der er mig sagt, lagde et Lod i Vegtskaalen til Fordel for den unge Mand, om hvem intet andet end godt vidstes, og som jo med Tiden vilde komme i en god Stilling som Arving til det Kaaseslundske Fideicommis, saa gav hun ham sit Ja, og jeg tror ikke, at hun nogensinde angrede derpaa, thi hun fik en brav Mand med et godt Hjerte. Vel havde han paa Grund af en Øiensygdom, der havde plaget ham fra den Tid, han som lidet Barn havde havt de naturlige Kopper, ikke faaet den Lærdom og Opdragelse, der egentlig skulde ventes af velstaaende Forældres eneste Barn, men en vis naturlig Kvikhed i Forbindelse med Opdragelsen i et meget gjæstfrit Hjem og hans egen medfødte store Fordringsløshed gjorde ham ikke desto mindre til en af alle afholdt Mand, der var præsentabel overalt, idet hans Væsen havde en vis naturlig Noblesse eller Ridderlighed, der tilhørte den gamle Skole, i hvis Traditioner han jo dog, om end i al Tarvelighed, var opvoxet. Hans Temperament var vistnok, især i yngre Aar, noget opfarende, men hans Hustru vidste paa en god Maade at afdæmpe Heftigheden, der desuden snart gik over og aldrig efterlod nogen Braad. Begge Ægtefæller kunde nære Agtelse for hinanden, og deres Samliv blev bestandig lykkeligere med Aarene, saadan som Forholdet i alle gode Ægteskaber formentlig arter og bør arte sig. Vi Børn sluttede os vel nærmest til vor Moder, hvis Mildhed, Hjertensgodhed og Taalmodighed gjorde vor Barndom lykkelig. En mindre egoistisk Charakter kan neppe tænkes; hun var ikke alene ganske opofret for sit Hus og sin Familie, men hendes Godhed og Hjælpsomhed strakte sig ogsaa til mange fjernere staaende, der vistnok havde hende meget at takke. Det var mig derfor særlig kjært, at hendes Niece, Fru Normandine Thesen, f. Schnitler, nogen Tid før sin Død, da hun betænkte min Datter med en Portion af sit Familielegat, udtalte, at det skede i Erkjendelsen af, hvad min Moder havde været for hende. Du har selv nylig helt correct sagt, at det venlige Smil, hvormed hun modtog en Henvendelse til hende, allerede paa Forhaand gav vedkommende Indtrykket af den Velvillie, hvormed den vilde blive optaget. Hun besad en god naturlig Forstand, men havde, som ovenfor omtalt, kun faaet ringe Anledning til videregaaende Uddannelse; hun læste imidlertid ikke lidet i forskjellige Retninger men beklagede, at hun ikke havde Forkundskaberne for et mere indgaaende Studium af Botanik, der seerlig interesserede hende. Praktisk dyrkede hun den, saalænge hun levede, i sine Haver i Agersgaden og i Homansbyen, hvor navnlig hendes Blomsterflor var udsøgt. Her tilbragte hun om Sommeren al den Tid, hendes flittige Beskjæftigelse i Huset levnede hende, med en omhyggelig Pleie af sine Planter.

Mine Forældres Bryllup stod paa Kirkerod St. Hans Aften 1824, og Vielsen foregik i den gamle, meget forfaldne Nordby Kirke, der kort efter blev nedreven. Da den gamle Sogneprest til Aas Carl Fredr. Lange var død 1823, og den nye, Kjelstrup, endnu ikke var ankommen, bleve de viede af Sognepresten til Krogstad Jens Hørby, der ogsaa i denne Brudetale skal have brugt en af ham yndet og stadig anvendt Tirade, der lød saaledes: "Lige af Alder, lige af Stand, lige Børn lege bedst" [15]. Der var stort Bryllupsgilde paa Kirkerod den Dag (eller rettere den følgende, St. Hansdagen), hvorved der blev danset; paa Gaardspladsen var bygget en stor og smuk Løvsal, hvor der spistes. Jeg erindrer, at det omtaltes, at en af Herrerne, der dansede med sorte Handsker, var meget frygtet af de unge Damer med sine hvide Kjoler, da han foretog den af Fru Camilla Collett i "Et Gjensyn" omtalte "Tømmermærkning". Min Morbroder og min Faders Fætter, Wilhelm Huitfeldt fra Eskevigen, der skulde bo i Christiania hos de nygifte, havde hele Dagen været beskjæftigede henne paa Husmandspladsen Loftsrud, hvor de, formodentlig under Holm Loftsruds Veiledning, lavede Fyrværkerisager istand, som om Aftenen skulde opsendes fra dette Sted, der laa heldigt til, for at alt kunde sees fra Vinduerne paa Kirkerud; men, hvori nu end Feilen stak, Fyrværkeriet mislykkedes, Raketter etc. løb henad Jorden i Steden for at stige mod Himlen, og de unge Fyrværkere kom temmelig skamfulde og ganske sværtede tilbage til Kirkerud og maatte endda gjøre den gamle Erfaring, at Spot og Skade følges ad.

Trods den store Gjæstfrihed, mine Bedsteforældre i det daglige Liv formaaede at udfolde, siger det sig selv, at der paa Kirkerud kun meget sjelden var større indbudne Selskaber. Foruden Børnenes Bryllupper 1824 og 1841 samt de to gamles Begravelser 1841 og 1846, har jeg kun hørt omtale Kirkeindvielsen i 1826, da Bedstefader havde faaet Nordby nye Kirke færdig, til hvilken Højtidelighed Biskop Chr. Sørensen, hvis to [Tete Sophie Wilhelmine og Antonette Wilhelmine] Hustruer, født Fangen, vare Bedstefaders Søsterdøtre, indfandt sig med et Par af sine Børn, ligesom der ogsaa ellers var Omgang mellem Familierne paa Grund af dette Slægtskab.

Jeg har ovenfor i Forbigaaende nævnt en og anden Gjenstand fra Kirkerud og Abildsø, der med min Moder overgik til vor Familie. Mærkeligst blandt disse Sager er dog formentlig en gammel Dug, som jeg her vil omtale lidt nærmere, og som i sin Tid var kommen fra min Tipoldefaders, General Huitfeldts, Hus og havde tilhørt hans Oldeforældres Forældre og nu af min Moder atter bragtes tilbage i den Huitfeldtske Familie. Dugen er af gammelt Hollandsk Arbeide (Damask), 6 Alen lang og 3 1/2 Alen bred, med Billeder fra Samsons Historie, indvævede saaledes, at de gjentages 12 Gange i Bredden men vexle efter Længden; nogle af dem have en, ligeledes indvævet, kort Underskrift paa Hollandsk eller en Henvisning til Dommernes Bog og forstille følgende Scener: 1. Samson sønderriver Løven, 1. omstyrter Huset, 3. hviler i Dalilas Skjød, 4. gaar hjem, 5. bærer Gazas Porte, 6. tørster og faar Vand af Kjævebenet, 7. slaar Philistrene med dette, 8. slipper Rævene løs; saaledes nedenfra opad, hvorefter følger en Gjentagelse af Billederne til og med No. 4. I Dugens Midte findes to Vaabener (Thott og Basse) med Bogstaverne K. T. og A. B., hvilke betegne Korfitz Thott til Sandrup (nu Sannarp) i Halland († 1611) og Fru Anne Basse af Sørup, der først døde 1649 som den sidste af sin Slægt og har efterladt et endnu bevaret Kjæmpevise-Haandskrift. Dugen skriver sig formentlig snarest fra Ægteparrets Giftermaalsaar 1580 og er fra disse første Eiere gaaet i Arv efter nedenstaaende Stamtavle indtil Etatsraadinde Pavels's Moder, Oberstinde Sophie Beate de Tonsberg, født Huitfeldt, hvis Initialer S. B. T. findes i dens ene Hjørne, og her begynder, min Moders Tradition. Paa Auction efter Etatsraad Pavels kjøbtes Dugen af den rige Kjøbmand i Drøbak Niels Carlsen og efter ham igjen af Bedstefader, der strax bestemte den for sin Datter, der da snart skulde giftes. Dugen har næsten bestandig gaaet i Arv til Døtre, og kun hvor saadanne have manglet, har den tilfaldt Sønner. Den var tilstede paa den store Udstilling af ældre Gjenstande i Kjøbenhavn i Efteraaret 1879.

Min Fader var bleven Copiist i Armeedepartementet, og da min Farfaders Broder, Major Fritz Huitfeldt, var død i December 1822, havde Bedstefader lovet sin Søn de 300 Spd. aarlig, som hidtil efter en tidligere Overenskomst vare blevne ham udbetalte af det Kaaseslundske Fideicommisses Revenuer. Med en aarlig Indtægt af c. 500 Spd. skulde der nu sættes Bo; en liden Bekvemmelighed blev leiet hos en aldrende Jomfru Hansen øverst i Toldbodgaden, og det ene Værelse i Leiligheden indtoges, som nævnt af Wilhelm Huitfeldt og Diderik Brochmann. Den 11. Juni 1825 fik mine Forældre sin ældste Søn Henrik Jørgen, fra hvilken Tid min Moder, som hidtil havde været rask og stærk, i flere Aar blev svagelig. Han blev otte Aar uden at faa Søskende, og som det oftere gaar med Børn, der ere opvoxne mellem ældre, blev han en alvorlig og tænksom Dreng, der var ikke lidet forud for sin Alder, hvorom en Mængde efterladte Smaabøger vidnede, hvilke dels indeholdt originale Notitser, dels Afskrifter af Digte etc., der særlig havde tiltalt ham; af disse er nok nu kun en enkelt bevaret. Han var Discipel af Christiania Borgerskole, hvor han var flink i de Fag, han havde paabegyndt, men navnlig viste han udpræget Lyst og Anlæg for Tegning, hvori han ogsaa fik Lov til at tage særskilt Undervisning hos en Tegnelærer Funch, og ikke faa af hans Tegninger ere endnu i mit Værge og vise en for hans Alder vistnok sjelden Dygtighed. Foruden i Tegning var han ogsaa ualmindelig flink i alskens Paparbeide og Udskjæring eller Udklipning i Pap og Papir, alt vistnok en Arv efter hans Morfader. Det var af fremmede oftere blevet sagt, at han hørte til de Børn, der ikke vilde blive gamle; men skjønt han ikke var nogen stærk Dreng, var han dog uden væsentlig Sygdom bleven over 8 1/2 Aar, da jeg gjorde min Entrée i Verden 2. Februar 1834. Det er mig fortalt, at han ofte i den første Tid efter min Fødsel morede sig ved at betragte mig i min Vugge, idet han dog udtalte, at jeg aldrig vilde kunde blive ham til synderlig Fornøielse, da jeg var for ung for ham. Han fik kun altfor stor Ret deri, thi et Par Uger efter min Fødsel blev han syg og døde den 7. Marts af en tyfoid eller gastrisk Feber, 8 3/4 Aar gammel. Han blev begravet paa den militaire Kirkegaard ved Siden af sine 2 Aar forud afdøde Bedsteforældre og ledsagedes til Graven af sine Lærere og Skolekammerater; endnu for faa Maaneder siden fortalte den iaar (1891) afdøde Byskriver A. Petersen mig om den højtidelige Begravelse, hvori han selv havde deltaget, og som havde gjort et meget stærkt Indtryk paa ham. At Tabet af denne elskværdige og begavede Søn var et overordentlig haardt Slag for mine Forældre, siger sig selv, og mange have vist tænkt, hvad din Moder har fortalt mig, at hun selv ytrede ved Efterretningen om, at en af den unge Huitfeldts Sønner var død: "Jeg vil da haabe og ønske, at det maa være den lille!" - "Men", tilføiede hun undskyldende: "vi vide jo ofte ikke, hvad vi selv sige og ønske", - og dog var hendes Ønske for mig dengang visselig ikke det værste, der kunde hendt mig. Det siger sig selv, at jeg ved min Daab fik min afdøde Broders Navne Henrik Jørgen. Halvandet Aar senere fik mine Forældre sin tredie og yngste Søn Emil (f. 21 Juli 1835), der ved sin Elskværdighed, Begavelse og Livlighed var dem til saa megen Glæde i sit Liv, men hvis Død i hans 24de Aar atter voldte dem saa stor Smerte, uagtet mere end de sidste 6 Aar af hans korte Liv var en stadig Kamp inod den lumske Fiende, der dukkede op under forskjellige Navne og Forklædninger (Kjertler, Hoftebetændelse, Tæring, Vattersot) og tilsidst blev Seierherre den 1. Decbr. 1858.

I 1849 feirede mine Forældre sit Sølvbryllup i en talrig Kreds af Slægt og Venner, blandt hvilke din Moder og ældste Søster fra Kvinesdal havde indfundet sig. De havde kun 4 Aar igjen til sit Guldbryllup, da min Moder afgik ved Døden 10. Juli 1870, efter at den Bronchit, hvoraf hun den hele Vinter havde været plaget, i Løbet af Vaaren havde udviklet sig til Tæring. Min Fader overlevede hende paa 12te Aar og naaede den høie Alder af næsten 87 Aar. Han døde 25. Octbr. 1881 og blev, ligesom min Moder og yngste Broder, bisat i Gravcapellet ved Hudrums Kirke. Mine Forældres Liv hengik uden mange og store Omskiftelser og Begivenheder. Efter begge mine Bedsteforældres Død i Begyndelsen af 1831 tilflyttede de disses gamle Gaard paa Hjørnet af Agersgaden (da "Nordre Gade") og Prinsens Gade, hvilken Gaard, som ovenfor nævnt, havde været eiet af min Moders Farfader og beboet af hendes Oldeforældre. Min Fader tog kort efter Afsked fra Departementet, navnlig paa Grund af sine daarlige Øine, der vedbleve at plage lige til de sidste Aar, skjønt hans Syn holdt sig godt ja endog tillod ham at læse lidt uden Briller. Senere levede han for sit Hus, sin Familie og den store Omgangskreds, der samledes i mine Forældres Hus af Slægt og Venner fra alle Kanter, og som maaske var større end Husets Resourcer med Lethed tillode. Om Høsten 1856 fraflyttede de den nævnte Gaard (No. 25 i Agersgaden), da den var solgt til Tomt for den vordende Storthingsbygning og Rigsarchivet, og beboede derpaa i 4 1/2 Aar en smuk Bekvemmelighed i C. A. Dybwads Gaard No. 71 i Agersgaden. Det var under Opholdet her, at Jomfru Laurentia Bierregaard døde 31 Decbr. 1857 og min Broder Emil 11 Maaneder derefter. Da Dybwad solgte sin Gaard til Assessor G. Meldahl, byggede mine Forældre sig i Aaret 1860 en liden Gaard i Oscarsgade i den da nylig anlagte "Homansby" bag Slottet og flyttede ind i samme ved Midten af April 1861. Her afgik de begge ved Døden, efter at de havde seet mig gift i 1865. Min Moder oplevede mine 3 ældste Børns Fødsel og det ældstes, Anne Margretes (hendes Navnes), Død; Fader saa dem alle fem og overlevede ogsaa i 5 à 6 Aar min Hustru, hvis Død var hans sidste store Sorg.

Din Fader Diderik Hegermann Brochmann er født paa Kirkerud 8. Juni 1808. Han var egentlig døbt Diderik Wilhelm, medens Bedstefader under Krigen opholdt sig i Frederiksstad, men da han ikke syntes derom, formaaede han Sognepresten i Aas C. F. Lange († 1892 som Jubellærer) til at rette Navnet Wilhelm i Kirkebogen til Hegermann. Han voxede op hjemme paa Gaarden uden at lære synderlig mere end en anden Bondedreng, da Bedstefader ikke tog sig noget af Børnenes Undervisning; Bedstemoder lærte dem Katechismus og en Del Psalmer. Han var allerede bleven en temmelig stor Dreng, da Bedstefader efter Tilskyndelse af Consul Frederik Ring satte ham i Skole i Drøbak, hvor han logerede hos en Madame Fuglesang. Min Fader har fortalt, at da han gjorde hans Bekjendtskab, var han stærkt optaget med Læsningen af de Folkebøger, han havde kunnet overkomme i Drøbak, af hvilke navnlig en ved Navn "Robertus von Agerkaal" beskjæftigede hans Phantasi, og hvoraf han fortalte forskjellige Episoder. Mine Bedsteforældres økonomiske Stilling tillod dem ikke at tænke paa at lade ham studere, og det var først, da mine Forældre skulde giftes, at dette Spørgsmaal kom paa Bane, idet de tilbøde ham frit Ophold i sit Hus, hvor han delte Værelse med min Faders Fætter, Wilhelm Huitfeldt fra Eskevigen. De vare begge Disciple af Kathedralskolen; den sidste, der var henimod 3 Aar ældre, blev Student i 1826, 21 Aar gammel; Diderik Brochmann, der var meget flittig, benyttede sin Tid saa vel, at han allerede 1827 kunde tage Examen artium med Laudabilis, hvilken Charakter han ogsaa erholdt til alle sine følgende Examina. Han blev theologisk Candidat i 1833, og havde altsaa studeret ret grundigt, ihvorvel han rigtignok altid arbeidede sent og var noget distrait, hvilket tiltog med Aarene. I 1835 blev han udnævnt til personel Capellan i Strøms Sogn i Odalen hos Provst Erik Rynning, der var gift med Biskop Bechs Datter Pauline B.; for dette Ægtepars fire Sønner var han tillige Huslærer. I denne Stilling fandt han sig selv vel tilfreds og var paa Grund af sin heldige Virksomhed i flere Retninger og navnlig for Skolelærernes Uddannelse saa yndet af Menigheden, at da han efter 5 à 6 Aars Forløb forlod Stedet, overraktes der ham under en festlig Afskedssammenkomst fra forskjellige Corporationer, hvad der dengang var noget næsten uhørt, et smukt Sølvservice (Kaffe- og Thekande, Sukkerkop og Flødemugge), der nu er i hans Børns Eie [16]. Forholdet mellem ham og mine Forældre var og forblev altid det bedste, og han besøgte dem selvfølgelig ofte, medens han var i Odalen. Ved et saadant Besøg under Christiania Marked i Februar 1839 blev han forlovet med Enkefru Sara Jessine Lovise Daae, fød Brock, en Datter af Sogneprest Henrik Brock i Askim og Enke efter Ludvig Daae, der var død 1835 i en ung Alder og efter et kortvarigt Ægteskab som personel Capellan til Aremark i Smaalenene. Hun var dengang efter et Par Aars Ophold paa Kongsberg nylig flyttet til Christiania med sit eneste Barn, Ludvig (f. 7. Decbr. 1834), nu Professor i Historie ved Universitetet i Christiania. Din Fader havde været en Ven af hendes afdøde Mand og havde ogsaa kjendt hende selv i mange Aar. Din Moder har selv fortalt følgende om deres første Møde: Medens hun gik paa Skole i Christiania og boede hos Universitetskasserer Paulus Carolus Glad og hans Frue i Nedre Voldgade (nu No. 4, tilhørende Bogtrykker J. C. Gundersen) var hun tilligemed disse en Søndag buden til mine Bedsteforældre, Major Huitfeldts, hvor ogsaa disses Søn med Frue og de to Skoledisciple, Wilh. Huitfeldt og Diderik Brochmann, vare tilstede. Efter at hun af Fru Glad havde faaet Besked om, hvem de fleste af Gjæsterne vare, og af hvilke hun især beundrede den smukke, unge Fru Huitfeldt, spurgte hun hende ogsaa om, hvem det lille, mørke, ikke just vakre, unge Menneske var, der stod alene og var temmelig keitet. Da hu nu fik den Besked, at det var en Broder af den unge Frue, svarede hun: "Nei, nu vil Du narre mig; han, som er saa mørk, kan da ikke være en Broder af hende, der er saa vakker og har saadan smuk, lys Hudfarve." Det viste sig dog at være rigtigt, og maaske hævede det ham i hendes Øine allerede dengang. Senere faldt han altsaa vistnok bedre i hendes Smag. Forlovelsen mellem dem kom neppe uventet for Familien; min Moder har fortalt, at da hendes Broder en Aften kom hjem og sagde, at han havde noget at fortælle hende, svarede hun strax: "Jeg ved, hvad det er; du er forlovet med Sara Daae." Saa var det, og da han i Midten af 1840 blev udnævnt til Sogneprest i Kvinesdal, stod deres Bryllup paa Kirkerud den 2. April 1841, den Dag da hun fyldte 90 Aar og kort efter droge de til sit nye Hjem. Et Par Gange besøgte de os i Christiania i den Tid, de boede der; imidlertid døde Bedstefader Brochmann i Novbr. 1841 og Bedstemoder i Januar 1846, da det allerede var bestemt, at Prestefamilien fra Kvinesdal om Sommeren skulde gjøre hende et Besøg. Dette omtalte hun endnu sidste Nat, hun levede, for Cathrine Bierregaard og Madame Mamen, der vaagede hos hende, og udtalte da Ønsket om at maatte opleve dette. Det opfyldtes nu ikke, men dine Forældre besøgte os efter Bestemmelsen om Sommeren, ledsaget af sine 3 ældste Børn, Ludvig Daae, der da indsattes i Kathedralskolen, samt Elise og Margrete Brochmann, der endnu vare ganske smaa. Under dette Besøg opgjordes Skiftet efter Bedstemoder, der selvfølgelig havde hensiddet med det lille Bo efter Bedstefader i uskiftet Stand. Dets beholdne Midler udgjorde da neppe meget over 1000 Spd., og Onkel viste sin Erkjendtlighed mod mine Forældre ved paa det bestemteste at forlange, at min Moder skulde gaa i lige Arv med ham. I Kvinesdal fødtes alle Onkels 6 Børn, 3 Døtre og 3 Sønner, af hvilke den yngste Datter og den ældste Søn ogsaa døde der. Begge Ægtefæller vare i det hele vel fornøiede med sit Ophold i det lille Vestlandskald med sine smaa Forholde; der gik dengang en religieus Vækkelse gjennem Bygderne, der endnu ikke vare synderlig demoraliserede af politisk Agitation. Kaldet var temmelig lidet, og en væsentlig Indtægtskilde var det til Prestegaarden hørende Laxefiskeri i Kvineselven. For at skaffe sin Broder den størst mulige Indtægt deraf (der især skulde anvendes til din Broders Ophold i Christiania) paatog min Moder sig at besørge det ret besværlige Salg af den derfra kommende Røgelax, der havde et godt Renommee i Christiania. Onkel B. nød baade Agtelse og Anseelse som en nidkjær og dygtig Prest saavel i Menigheden og i Omegnen som hos sin Biskop, J. v. der Lippe, og det var vistnok især dennes varme Anbefaling, der banede ham Veien til et saa stort og søgt Kald som Nes paa øvre Romerige, hvortil han forflyttedes i 1856. Din Moder havde under Opholdet i Kvinesdal ofte været meget syg og et Par Gange Døden nær, men kom sig dog atter; Onkel havde derimod altid været rask, men den sidste Tid i Kvinesdal med sine store Strabadser og Reiser i slet Veir, Afskeden fra alt tilvant o.s.v. havde dog virket saa stærkt paa ham, at han, da han paa Flytningen var naaet til Flekkefjord, faldt i en heftig Lungebetændelse og i længere Tid svævede mellem Liv og Død. Han kom sig imidlertid atter og tiltraadte sit nye Kald, hvor han virkede i 18 Aar og afgik ved Døden 17. Februar 1875 [17]. Hans ældste Datter Elise var allerede død her i Juni Maaned 1860 og var bleven begravet paa den gamle Kirkegaard ved Ruinerne af den ved Lynild afbrændte Kirke paa Nesset mellem Glommen og Vormen. I Onkel B.s Tid opførtes den nye Kirke længere borte fra Elven og i Nærheden af Prestegaarden. Paa den nye Kirkegaard ved denne Kirke blev han nu selv begraven, og kort efter flyttedes ogsaa Elises Kiste derhen. Siden Marts 1891 hviler ogsaa hans Hustru her ved hans Side.

________________

Som Du muligvis erindrer, eier jeg tre Miniaturportraiter af Personer af den anden, os fjernt beslægtede Linie af Familier Brochmann, hvorfra din Hustrues Slægt paa begge Sider nedstammer. De ere Gaver af vor Frænde, Bureauchef Wilhelm Lassen, der ligeledes stammer derfra, og som selv har faaet dem af vedkommende Dame. De forestille den ældste af Krigsassessor Jørgen Brochmans Døtre, Dorothea B., som ung Pige og som gift Kone samt hendes Mand Kjøbmand Erik Christian Bøyson. Hvad jeg ved om Originalerne er følgende:.

Hendes Fader, der var Krigsassessor og Kasserer ved Krigshospitalskassen, var engang velstaaende og byggede det smukke Hus (i den nuværende Agersgade), der senest. i mange Aar har været Apothek, og som ifølge Registreringen i Boet har været meget luxurieust udstyret og var omgivet af en stor Have. Han havde ogsaa flere Eiendomme i eller ved Byen, førte et stort Hus, holdt Præceptorer til Børnene og levede som en rig Mand vistnok længe udover den Tid. da han havde ophørt at være dette. En af Grundene til hans Ruin skal have været den, at han satte mange Penge overstyr ved Lotterispil; dog skal han engang, da det allerede var saa yderligt med hans Affairer, at han tænkte paa at rømme sin Vei og "hans Hest allerede stod opsadlet", have faaet Bud fra Lottericollecteuren, Kjøbmand Dybwad, om, at han havde vundet 13,000 Rd., hvorved alt endnu en Tid holdtes gaaende. Da imidlertid hans Hustru døde om Høsten 1794, kom det til et Opgjør, de faste Eiendornme og det pragtfulde Indbo solgtes; vel dækkede de førstnævntes Værdi, 14,000 Rd., Krigshospitalskassens Fordringer, men det øvrige Bo var fallit med c. 840 Rd., og selv opholdt han sig siden hos flere af sine Slægtninge, senest tros Sønnen, Sognepræst J. Brochmann i Sandsverv, hvor han døde 1815 ude paa Marken, "af Alderdom, ei af Sygdom." De luxurieust opdragne 2 yngste Døtre. der havde tilhørt Byens fineste Selskabskredse stode efter hans Fallit med tomme Hænder, og synes siden at have ført en temmelig eventyrlig Tilværelse. Den ældste Datter Dorothea var nogle Aar forud gift med en Kjøbmand af god Familie, Erik Christian Bøyson, der vistnok ogsaa engang ansaaes for velstaaende, men som i samme Aar, som Svigerfaderen gik fallit, forlod Christiania for at prøve Lykken andensteds. Bernt Anker omtaler Reisen som en Flugt fra Creditorerne og dømmer i det hele meget strengt om Bøyson og Kone samt hendes Fader [18]. Bøyson reiste først til Flensborg og senere til Hamburg, hvor han traadte i Tjeneste hos Handelshuset Pistorius 8c Becker, og hvorhen hans Hustru fulgte efter ham med deres eneste Barn, en Datter. I 1796 reiste han til Philadelphia, hvor han vilde etablere sig som Handelsmand i Forening med en Franskmand, og hvor en Consulspost skal have være stillet ham i Udsigt. For at hente Hustru og Barn vendte han samme Aars Høst tilbage til Hamburg, som de forlod i April 1797 og korn i Juli til Philadelphia, hvor B. allerede 22. August afgik ved Døden af den gule Feber. Enken og Datteren maatte strax forlade Huset og bo paa Landet hos en Smed, hvor hendes Mands Compagnon forsynede dem med det nødvendigste. I October s. A. kom hendes Broder, Michael Brochmann, til hende fra Vestindien, og med ham fulgte hun da til St. Thomas, hvorfra hun efter 20 Maaneders Ophold reiste til Kjøbenhavn. Siden opholdt hun sig dels i Bergen og dels hos sin Broder Jørgen Brochmann, da Sogneprest til Etne, hvorfra hun drog til Christiania, og begjærede der Skifte afholdt efter sin Mand. Hun kjendte ikke hans økonomiske Forfatning, da det Skib, som skulde bringe de fra Philadelphia til St. Thomas eftersendte Klæder, Regnskaber etc., opbragtes af Englænderne, hvorved alt gik tabt. Proclama udstedtes i Juli 1804, og Boet, der kun eiede nogle faa Effecter, indkjøbte for en Datteren tilfalden liden Arv, sluttedes i Septbr. 1805 som fallit. B. Ankers og Collett & Grams Fordringer, tilsammen c. 564 Rd., forbleve udækkede. Den ovennævnte Datter, Sara (Sally) Margrete Bøyson, et tidlig udviklet og vel begavet Barn, døde 1810, 19 Aar gammel, og den lille Arv, Moderen fik efter hende, reduceredes ved Pengeforandringen i 1813 til intet, hvorefter Moderen til 1837 henlevede et ret kummerligt Liv, forbitret ved Næringssorger, der føltes saameget stærkere, som hun var opvoxen i Overflod og i Begavelse og Kundskaber stod ikke lidet over de fleste af sine Omgivelser, som derfor vanskelig kunde finde sig i den Overlegenhed, hun virkelig besad og maaske ogsaa undertiden lod dem føle [19].;

________________

Af vor Bedstefaders fem gifte Søstre have kun de tre efterladt Afkom, men dette er for alles Vedkommende meget talrigt. Det er dog kun faa af disses Efterkommere, som jeg har kjendt, eller med hvem jeg er kommen i nogen Berøring. Karen [Brochmann g.] Fangens to Døtre vare, som ovenfor nævnt, gifte med Biskop Christian Sørensen men døde begge tidlig; imidlertid vedblev Bekjendtskabet mellem Familierne endnu i vore Forældres Tid. Biskoppen erindrer jeg godt og har endog hørt ham prædike: Den Dag, din Morbroder P. Brock blev ordineret om Vaaren 1840, spadserede vi Brødre og din Broder Ludvig Daae med vor ovennævnte, høist respectable Barnepige ud til Oslo. Da vi kom til Kirken, mødte vi Biskoppen, der efter endt Ordination begav sig hjem til Bispegaarden. Da hun hilsede ham (hun havde nemlig i flere Aar været i samme Stilling hos hans Gjenbo, Statssecretair Platou i Oslo Ladegaard) standsede han og talte venlig til hende og os, der bleve ham forestillede, og hvis Forældre han jo kjendte. Medens jeg var meget imponeret af den gamle, venlige Mand i den lange Kappe over Atlassamarien med det store Guldkors, trak Ludvig, der den Dag bar Epauletter og andre Distinctioner af Guldpapir, ham i Kappen og spurgte, om han ogsaa var Prest, hvortil Biskoppen venligt svarede Ja og erkyndigede sig om, hvem han var, og mindedes da vel, at han ikke mange Aar forud havde ordineret hans nu allerede afdøde Fader, med hvem han fandt Lighed hos Sønnen. Eli Sønnesøn af Biskoppen og Søn af ovennævnte Generalmajor Frederik Moltke S., nuværende Byskriver i Christiania Chr. M. Sørensen, har været min Klassekammerat paa Latinskolen og er senere bleven din Svoger gjennem Giftermaal med din Hustrues Søster, der, som nævnt, stammer fra den yngre Brochmannske Linie. Hans Søster, gift med din Moders gamle Ven Biskop Jørgen Moe, og disses Børn kjender Du selv. Karen Fangens Sønnesøn, Anton Wilhelm F., der altsaa var vort Næstsøskendebarn, og som døde 1870 som Sogneprest til Vestre Aker, viede deri 1865 min Hustru og mig, men noget nærmere Bekjendtskab, fandt ikke Sted mellem ham og vore Forældre. - Af Anne Hedevig [Brochmann g.] Prydz's Efterkommere ved jeg kun at have seet i mine Forældres Hus hendes Sønnedøtre, Major P. B. Prydz's to Døtre, Anne Hedevig P. (Generalinde Bloch) og Kirsten P., Enke efter sin Fætter, Sølieutenant Hans Prydz. Skjønt altsaa vore Næstsøskendebørn, vare de ligesom Karen Fangens Børnebørn, omtrent paa Alder med vore Forældre.

Vor Bedstefaders eneste Helsøster, Generalinde Christine Elisabeth [Brochmann g.] Thome, husker jeg endnu ret godt, uagtet jeg ikke havde fyldt 6 Aar, da hun døde; men baade paa Grund af det nære Slægtskab og min Moders længere Ophold hos Familien Thome var Omgangen mellem denne og vor Familie hyppig, saa at den regnedes os nærmest blandt alle min Moders herboende Slægtninge. Jeg erindrer derfor denne vor Grandtante baade fra vort Hus og i hendes eget Hjem; hun beboede nemlig to mindre Værelser i sin Søns Gaard (nu No. 4 i Kongensgade), hvor jeg vel kan mindes hende mellem sine Rococomøbler, sit gamle Porcellain og andre interessante Gjenstande, der tiltrak sig min barnlige Opmærksomhed. Hendes Rang og de Kredse, hvori hun havde bevæget sig, havde givet hende en vis fornem Stil, som naturligvis ikke undlod at imponere os Børn til at søge at vise vor Opdragelse i det bedst mulige Lys for at vinde et bifaldende Smil eller Ord fra hende. Jeg hørte fortælle, at hun til sine Brødre brugte Tiltalen "mon frère", og at hun ved en Cour hos Dronning Desideria havde betydet Generalinde Schilling, at hun tilkom Plads foran hende, "da min Mand var af de gamle Danske Generaler". Paa et Børnebal hos Onkel Thome, som vel maa være holdt om Vinteren 1839, og hvortil min Broder og jeg vare indbudne uagtet vor endnu manglende Capacitet i Dans, erindrer jeg, at hun gav vor Barnepige Forholdsregler for vor Behandling, vistnok især i dietetisk Henseende. I vor Onkels Hus boede, foruden hans Moder, ogsaa hans Hustrues Fader, Oberst Anton Jacob Rummelhoff, hvis høie, imponerende Skikkelse jeg vel kan erindre. Han havde endnu en Datter, den feterede Skjønhed Antoinette R., der var gift med daværende Artillericapitain (senere Oberst) Fr. Meyn († 1853) men som allerede døde i Aaret 1823. I det dramatiske Selskab anvendtes hun især i Roller, hvor der særligt laa Vægt paa et smukt Udseende, da hun ikke besad nogen større dramatisk Begavelse. Jeg erindrer navnlig at have hørt min Moder omtale, hvor yndig den unge Frue var som Gudrun i "Hakon Jarl", og med hvilken Lethed den i Hovedrollen beundrede Lieutenant Juell hævede hende paa sin stærke Arm og spurgte:;

"Sig mig, mit Godt, hvad tykkes Dig vel om
Dit Sæde paa Jarl Hakons Kjæmpearm?"

Om Oberst Rummelhoff maa jeg her fortælle en Anecdot, som jeg for en Del Aar siden har hørt af nu afdøde Grev Peder A. Wedel-Jarlsberg. Ved en Fest i Palaiset hos Kong Carl Johan spurgte denne Kammerherre Mansbach, hvem den gamle, udekorerede Herre med Obersts Distinctioner var, og da han havde erfaret dette og formentlig ogsaa nogle biographiske Data, paalagde han Kammerherren at underrette ham om, at Kongen vilde udnævne ham til Ridder af Sværdordenen. Da Mansbach efter at have forrettet sit Erende kom tilbage til Kongen, ønskede denne at vide, hvad Obersten havde svaret. "Han takkede underdanigst for den ham tiltænkte Naade", var Kammerherrens Svar. - "Jeg ønsker at høre hans egne Ord", sagde Kongen; af hans Miner kunde jeg forstaa, at hans Udtryk maa have lydt anderledes." - "Ja, naar Deres Majestæt befaler det, skal jeg fortælle hans Svar; det lød saa: Det var Pinedød ikke for tidligt!" - Kongen morede sig hjertelig baade over Oberstens ligefremme Ytring og Kammerherrens Oversættelse deraf paa Hofsprog (alt maatte jo nemlig gjengives paa Fransk), og Obersten fik ganske rigtig sin Sværdorden.

Vor Grandtante døde 28 Novbr. 1839, og Dagen efter døde ogsaa Oberst Rummelhoff; de havde begge samtidig ligget syge og stadig ladet høre til hinandens Befindende; nu bleve de begravne paa samme Dag. Jeg husker godt den storartede Begravelse; jeg blev hentet hjem fra Jomfru Røers Skole, hvori jeg nylig var bleven indsat, for med Jomfru Laurentia Bierregaard (mine Forældre vare selvfølgelig i Sørgehuset) at gaa ned til min Onkel Statsraad Sibberns Bolig, den saakaldte "Falbegaard" (nu No. 12 i Kongens Gade), som dengang havde et fremspringende Karnap, hvorfra man bekvemt kunde overse den hele Gade lige fra Bankpladsen, ved hvilken Processionen tog sin Begyndelse, og til Torvet. Paa denne Tid foregik nemlig alle Begravelser fra Sørgehuset, da Ligkapeller ikke fandtes paa Kirkegaardene. Gjennem den næsten helt barstrøede Gade (thi, i dette Strøg boede en Mængde Embedsmænds Familier, der alle kjendte de afdøde), nærmede sig det lange Ligtog, i Spidsen de to Ligvogne, hver trukken af fire Heste med sorte Skabrakker, der kun lode Hestenes Øine ubedækkede. Derpaa fulgte omtrent alle Officierer i Byen i fuld Uniform og en Mængde civile Personer, militaire Afdelinger og Musik, Minutskud lød fra Fæstningen, alle Vinduer og Fortougene vare fyldte af Tilskuere, saa det er begribeligt, at Høitideligheden har fæstet sig i min Erindring. Jeg har oftere hørt, at den militaire Kirkegaard, der dengang kun bestod af den øverste, høiest beliggende Del (den er siden to Gange udvidet), ved saadanne Leiligheder vanskelig nok kunde rumme baade et talrigt Ligfølge og ret anseelige Militairafdelinger, der ved Artilleristers Begravelse endog medførte Kanoner, som dog ikke kjørte ind paa Kirkegaarden. I det hele udfoldedes der dengang langt større Pomp ved Begravelser end nu, kun at Familiens Damer ikke vare tilstede undtagen i Sørgehuset. Heller ikke kjendte man dengang den Masse af Blomster, som nu anvendes ved Begravelser; om Vinteren bestod Krandsene for det meste af Grønt, da Gartnerne ikke holdt levende Blomster tilfals paa denne Aarstid. Næsten alle Blomster, som anvendtes, vare derfor kunstige, hvad der ogsaa ofte var Tilfældet med den hele Krands.

Da Onkel Thome, som 1840 var bleven Oberst, i 1841 blev Chef for Throndhjemske Ifanteribrigade og Commandant i Throndhjem, flyttede han med sin talrige Familie derhen, hvad der i vor Familiekreds føltes som et Savn, idet denne Fætter af min Moder tilligemed min Faders tre Fættere, Bureauchef Wilhelm Huitfeldt, Statsraad Sibbern og Major Conrad Sibbern, dengang udgjorde vor nærmeste Omgangskreds. Vel afbrødes Forbindelsen dermed ikke helt, især saalænge den ældste Datter, den smukke Francisca Thome, gift med Bureauchef Bendeke (senere Sorenskriver i Strinden og Sælbo), samt den ældste Søn Wilhelm T. endnu forbleve her i Byen, og da Familien i Begyndelsen af 1860-Aarene besøgte Christiania, saa vi dem selvfølgelig atter, men senere ophørte efterhaanden den meste Forbindelse; kun den yngste Søn Ludvig Th., der var jævngammel med min Broder, saa vi dog atter, medens han som Cadet og yngre Officier opholdt sig i Christiania, men siden er ogsaa han forflyttet til Throndhjem, medens en af hans Søstre er gift og bosat i Christiania (Kammerherre Wahls Frue). Da jeg er i Besiddelse af en Stamtavle over denne i ældre Tider helt militaire Slægt, meddeler jeg den her [udeladt tavle s. 156-57]

Vor Bedstefaders Fætter Oberstlieutenant og Toldinspecteur i Porsgrund Michael Leegaard (f. 1765 † 1829) var en Bekjendt af vore Forældre og Bedsteforældre, men altsaa død før min Tid. Hans Enke Petronelle Juell, der var bekjendt for sine underlige Talemaader; har jeg seet nogle Gange i min Barndom saavel som flere af hendes Børn. Hermed tror jeg at have gjort Rede for alle de Personer af vor Bedstefaders Slægt, som jeg har seet eller hørt omtale.

Til Fuldstændiggjørelse af Billedet af Kirkerud hører dog maaske endnu Omtalen af et Par Personer, som af og til for længere Tid færdedes der i vore Forældres Ungdom. Det var dengang ret almindeligt, at der i alle lidt bedre stillede Familier fandtes et Slags Husvenner eller Inventarie-Personer, der enten stadigt eller paa et Slags Omgang for kortere eller længere Tid udgjorde et Appendix til den egentlige Familie. I Regelen vare disse Individer en Smule Originaler, der paa en eller anden Maade vare sakkede agterud i Kampen for Tilværelsen og nærmest Gjenstand for Medlidenhed, men som man "af Sælebod" eller for deres Forældres Skyld eller af andre egentlig udenfor dem selv liggende Grunde viste Godhed. Jeg har navnlig hørt omtale to saadanne paa Kirkerud; den ene var Peder Wilse, f. 1772, en Søn af den bekjendte Professor og Sogneprest til Edsberg Mag. J. N. Wilse; han var ikke bleven Student og havde aldrig kunnet drive det til noget, saa at han stod helt hjælpeløs ved Faderens Død, hvorfor en Del Naboprester af Hensyn til Faderens Navn enedes om at sammenskyde noget aarlig til ham, medens han forøvrigt drog om paa "Veitsler" hos Faderens :Slægtninge og Venner i Smaalenene og tildels Akershus Amt, der var hans "District". Han var neppe helt normal og mente vistnok selv at være Poet, hvorfor han baade i Aviser og privat opvartede Venner og Velyndere med sine indholdsløse Digte, der alle vare syede over den samme Læst. Han levede lige til 1841, da han om Høsten døde hos Ritmester M. Rasch paa Mustborp i Edsberg, hvor han havde tilbragt de sidste 11 Aar af sit Liv. Det var her, at Husmoderen engang, da der skulde være Vask, opdagede, at han bar 6 Skjorter, idet han for Bekvemmeeligheds Skyld havde trukket den ene udenpaa den anden istedetfor at skifte. Han var lidet tilbøielig til noget Slags virikeligt Arbeide, og det sagdes at være et sikkert Middel til at faa ham til at forandre Opholdssted, naar man anmodede ham om at hjælpe til med noget Slags, selv ganske let Arbeide. Da min Moder under sin Forlovelsestid til Brug i sit vordende Hus skulde samle Opskrifter til sin Kogebog (de trykte vare endnu ikke komne i Brug), havde hun bedet Peder W. at hjælpe hende med at indføre nogle saadanne i den endnu ubeskrevne Bog, da han skrev en smuk Haand. Dette lovede han beredvillig, og i det endnu bevarede lille Bind har han virkelig beskrevet 6 Sider med ligesaa mange Opskrifter, men derpaa er han bleven kied deraf, og i Bogens anden Ende har han saa fyldt omtrent et ligeende Antal Sider med Digte, mest af egen Fabrik: Til Bogens Eier, Til en Ven (formodentlig min Fader), Tanker ved en Vens og Venindes ægteskabelige Forening samt den dengang yndede Sang "Jeg fremmed her til Stedet kom", formentlig fordi Heltinden deri bærer min Moders Navn "Grete". Som Prøve paa hans Stil anføres her det førstnævnte Digt:

Veninde! lev Du lykkelig,
Lev mange, mange blide Dage,
Og nyd det Held, jeg ønsker Dig,
Ved Siden af en dydig Mage.
Lev Du for Ham og Han for Dig,
Stedse elsket lykkelig!

P. Wilse. Kirkerud i Augustii 1822.

Den anden af Originalerne var Jomfru Pauline Henrikka Wendelboe, en Prestedatter fra Rygge, der hørte til den Tids emanciperede Kvinder. Født 1754 havde hun i sin Ungdom under Caroline-Mathilde-Perioden og senere under den franske Revolution faaet sit Liv anlagt mere i mandlig end kvindelig Retning, saa at hun omtrent intet forstod af Fruentimmergjerning, medens hun besad ret gode boglige. Kundskaber og dertil havde en liden Digteraare, der affødte en hel Del Poemer ved forskjellige Lejligheder, hvoraf nogle ere trykte i Tidens Aviser. Hun skrev Fest- og Krigssange samt polemiske Digte, der skulle have været ret skarpe, ligesom hun heller ikke skaanede sig selv i enkelte af sine Bagateller. Jeg mindes at have hørt citere hendes Gravskrift over hende selv, der lød saaledes:

Herunder hviler Pauline Henrikka Wendelboe,
Nu behøver hun hverken Klæder eller Sko.
Alt, hvad hun gjorde, var Skidt,
Og Verden var glad, da den blev hende kvit.

Hendes Klædedragt var et Vadmelsskjørt med Vest og Kofte af Herrefacon, en Reminiscents fra hendes Ungdoms Amazonedragt; naar hertil kom kortklippet Haar, en rund Hat og en Guitar, som hun tildels behandlede med Bue, og hvortil hun sang med en dyb Altrøst, er det nok begribeligt, at der var dem, der nærede Tvivl om hendes Kjøn. Historien om, hvorledes hun overbeviste den gamle Provst Lange i Aas om, at han dog heri tog Feil, er for drastisk til her at nedskrives, den kan bedre fortælles mundtlig. Hun døde i 1820-Aarene i en Alder af omkring 70 Aar.

________________

Jeg har ovenfor nævnt de tre Brochmannske Vaabener eller Mærker. Om andre end Jørgen Andersen (Finstad) har brugt Mærket med Pelicanen, ved jeg ikke at oplyse. I sidste Halvdel af forrige Aarhundrede optoge flere Medlemmer af den norske Familie Biskop Jesper B.s Vaaben: Hunden, der gjør ad Maanen, og dette har saa siden været brugt af dem, der overhovedet have anvendt Signet. Kun Højesteretsassessor Jørgen. W; Brockmand (som han selv skrev sig) antog den gamle M. Jesper B.s Vaaben, formentlig efter at første Hefte af det Dansk-Norske Adelslexicon var udkommet, thi her er dette urigtigt medtaget. Da han imidlertid kun efterlod en Datter, er dermed dette igjen ophørt at bruges.


Stamtavle over Familien Brochmann i Norge

Jørgen Andersen Brochmand forekommer 1644-45 under den Svenske Feide ("Hanibalsfeiden") som Lieutenant ved Smaalenske Regiment ("George" Andersen Br.), blev derpaa Vagtmester i Bergen, men kom i Proces med sin Formands Svoger Johan Petersen, hvorover Borgermester og Raad entledigede ham fra sin Bestilling. Til at udføre den herfor anlagte Retssag mod sine Vederparter fik han kgl. Leide og Beskjærmelsesbrev i Febr. 1650. Senere blev han af Lensherren Ove Bjelke ansat som Lieutenant paa Søndmøre for at have Indseende med Skyttebaadene og Landværnet, hvilket Kongen stadfæstede i Aug. 1654, men allerede i Novbr. 1655 afgik han ved Døden, og Jørgen Knag udnævntes til hans Eftermand 3. Janr. 1656. (N. Rigsreg. X og XI). Han kan efter Tiden neppe være Farfader men muligens Morfader (Farbroder, Morbroder?) til efterfølgende:

Jørgen Andersen (Brochmand) paa Finstad i Ski Sogn (Follo) 1664, da 26 Aar gl. (altsaa f. c. 1638), forekommer 1669 og følg. Aar som Lensmand i Krogstad Sogn (Follo) og Landcapitain. Han kaldes hyppigst Jørgen Finstad men bruger et Signet med en Pelican paa sit Rede, paa Hjelmen 2 Vinger med Bogstaverne J. A. B. Gaarden "Prestegaarden" i Ski Annex var hans Frigaard som Lensmand. Han synes at være † 1682. 1690 skjænker hans Enke Maren Andersdatter paa Grøstad (i Ski) i Forening med sine 4 Sønner 6 Lispd. uden Bygsel i Vestre Raadum i Ski Annex til Oslo Hospital for hendes Søns Optagelse deri. (4 Sønner 1 Datter) [se videre ovenfor].

1. A. Anders Jørgensen (B.) levede 1690, maaske ham, der optoges i Oslo Hospital og altsaa har været uhelbredelig syg.

1. B. Christian Jørgensen (B.) forekommer 1685-1715 som Lensmand i Krogstad, beboede Grøstad 1685-99 og var i mange Aar Kirkeværge i Ski, kjøbte 1699 Nes og Askerud i Ski, 1701 søndre Hallangen i Fron Annex til Aas, 1704 Siggerud, eiede 1716 Siverud og 1713 Vevelstad, alle i Ski, † c. 1731. Han kaldes oftest Christian Grøstad. Hans Hustru Maren Knudsdatter angives at være fra Danmark [20]. (2 Sønner) [se videre ovenfor].

2. a. Jørgen Christiansen Brochmann eiede Siggerud (kjøbt 1714), Siverud (do. 1694), Askerud (1699 og 1726), Nes (1699), Skiseng (1720) og Myrer (1720) i Ski Sogn samt Skjerven i Aker (1719), derhos en større Gaard i Christiania, der havde tilhørt Svigerfaderen. Var Sadelmager i Chra, hvor han † 1736, begr. 13, Marts, 50 A. gl., Skiftet sluttet i Apr. s. A. med en Formue af c. 6500 Rd. For Børnenes Arv stilledes Jordegodset til Sikkerhed. * 21 Mai 1715 i Chra. (viet i Huset) Karen Christensdatter (Wahrkrog), D. af Stadsvagtmester i Chra. Christen Sørensen († 1716) og Apollone Laursdatter († 1726). Hun blev siden * Amund Robsahm, Handelsmand i Chra. († ibid. 14 Mai 1739), der af et tidligere Ægteskab havde Sønnen Lars R., 16 Aar gl. i 1739. Amund R.s Bo sluttedes 22 Febr. 1741 uden Overskud, med Undtagelse af nogle ubetydelige, uvisse Fordringer. Enken levede endnu 1752 [se videre ovenfor].

3. a. Christian Br. døbt i Chra. 17. 7. 1715, begr. ibid. 10. 5. 1717.

3. b. Christen Brochmann, f. 14. 10. (d. 30. 10.) 1719 i Christiania, kom 9. 2. 1737 fra Moderens Hus til Sr. Jacob Carlsen i Drøbak, boede 1742 p. Skjerven, 1748 p. Nordseter og fra 1751 til sin Død p. Abildsø, alle i Aker, Trælasthandler, Eier af Siggerud og Siverud i Ski Søgn, † 2. 4. 1790, begr. 12. 4. * 1) 1741. 12.12. Karen Hansdatter Brochmann (hans Næstsøskendebarn [se nedenfor]) † p. Abildsø 14.12. (begr. v. Aker 23.12. med alle Klokkers Ringen paa engang) 1754, 38 A. gl. 9 Børn. 2) 12.11. 1755 (i Akershus Slotskirke, ved Kongebrev) Anne Margrete Hegermann † p. Abildsø 1796. 12.5. (begr. 19. 5.), 72 Aar 3 Maan. gl., D. at Oberstlieutn. Diderik H. og Christine Elisabeth Peters. 6 Børn [21]. Christen B.. og begge Hustruer vare bisatte i Akers Kirke, hvoraf han eiede en Tiendedel. (Norske Intell. Sedler 1790 No. 15 og 1796 No. 21. Personalhist. Tidsskr. 1 R. I S. 156. Svendsen, Kirkerne i Chra. Stiftsprovsti S. 29). [se videre ovenfor]

4. a. Karen Br. f. 1741. 1.4. i Aker, confirm. ibid. 1759 om Høsten, † i Christianssand 29.8. 1798. * i Aker 1765. 15.3. Regimentsfeldtskjær Anton Wilhelm v. Fangen, f. i Oldenburg 1739, † 26. 3. 1804 i Chrsand, hvor han var Garnisonschirurg. 8 Børn med talrig Efterslægt i Familierne Fangen, Sørensen, Moe, Schønberg m. fl. (F. C. Kiær, Norges Læger i 19. Aarhund. 2. Udg 1. 8. 288 ff.) [se FANGEN]

4. b. Anne Cathrine Br. d. i Krogstad 1743. 14. 10., confirm. i Aker 1759 om Høsten, begr. ibid. 24. 2. 1766, ugift.

4. c. Maren Malene Br. f. 1746, conf. i Aker 1762 om Høsten, † 17.4. 1807. * p. Abildsø (v. Kongebr.) 22.11. 1784 Major Diderik v. Hegermann, † paa Lille Belsjø ved Drøbak, begr. i Drøbak 21.5 1788, der før var * Sophia Christina Schmidt, begr. i Drøbak 18.3. 1784, 45 A. gl. (Ei Børn af 2. Ægtesk.)

4. d. Johanne Christiane Br. f. 1747, conf. i Aker 1762 om Høsten, begr. ibid. 21.3. 1766, "over 20 A. gl.", ugift.

4. e. Jørgen Br. d. i Aker 1748. 3.1., begr. ibid. 26.3. 1751, 2 1/2 A. gl.

4. f. Hans Br. d. i Aker 1750. 27.3., begr. ibid. 2.5. s. A., 5 Uger gl.

4. g. Maren Georgine ("Jørinna") Br. d. i Aker 1751. 12.5., conf. ibid. 1768 om Høsten, † p. Skaarer i Ejdsberg 12.5. 1825. * i Nordby (Aas) 6.4. 1797 Ritmester Nils Wilhelm Cornisch Bierregaard, f. i Chra. 27.4. 1741 † p. Skaarer 22.7. 1813. Han var før gift m. Karen Margrete Aalborg († 1794). (Se Persh. Tidsskr. 3 R. II S. 225). (Ei B. af hans sidste Ægtesk.).

4. h. Anne Hedevig Br. d. i Aker 1751. 15.5., confirm. ib. 1768 om Høsten, † i Grønlien v. Oslo 22.9. 1831. * p. Abildsø (v. Kongebr.) 27.3. 1775. Hans Prydz, Pr. Lieutenant v. 1. Søndenfj. Dragonregim., d. 20.8. 1751, † 1781. Skifte holdt p. Munkerud i Østre Aker, tilhørende Svigerfaderen. Intet Overskud. 4 Sønner med Descendents i Familierne Prydz, Oppen, Tandberg, Bloch etc.

4. i. En dødfødt Datter, begr. v. Aker 3.12. 1754.

4. k. Diderik (Hegermann) Br. f. 8.9. (d. 15.9.) 1756, conf. i Slotsmenigheden 1770 eft. Paaske, † i Oslo 23.4. 1828. Elev af Krigsskolen i Chra. 1.3. 1770 til 16.6. 1771 (Kgl. Livvagt, Kbhvn.), Sclt. v. 2. Agerh. Inf. Reg. 14.5. 1776, Prlt. v. sam. Reg. 24.5. 1780, fik 11.12. 1789 Capts. Char., udsat p. Vartpenge 1791. * i Aker i Huset (eft. Kongebr.) 1784. 20.10. (11.?) Maria Ring, f. p. Nesodden 8.5. 1759, † i Oslo 15.1. 1836, D. af Sognepr. Peter R. i Haabøl og Barbara Maria Hevig. (Se Norske Stiftelser III. S. 869).

5. a. Christen Wilhelm Br. f. 5.8. (vistn. p. Munkerud, hvor Forældrene boede, og ikke p. Abildsø), d. 15.8. 1785, conf. i Slotskirken 1802. 25.4. Elev af Krigsskolen 7.1. 1802 - 25.4. 1806, dimitt. formedelst Svagelighed og tillagt Fændriks Charakter med Ret til at bære Uniform; senere Lieutn., † paa Siggerud i Ski Sogn 9.8. 1843 (begr. 16.8. i Oslo). * 13.6. 1836 Sophie Christence With, der siden ægtede Gaardbruger Anders Eikjol (Ekjord) i Ski, Eier af Siggerud. Ei Børn [22]. (Digt af E. S. J. i "Morgenbladet" f. 15 Sept. 1843 No. 258, hvori de paa Ligstenen staaende Linier findes. - (Fru Dunker, Gamle Dage, S. 346 f.).

5. b. Barbara Margrete Br. f. p. Abildsø 15.5. (d. i Aker 25.5.) 1790, † i Oslo 1.5. 1829. * 1812 Brostrup Müller Schnitler, f. p. Gjære i Romsdalen 11.9. (d. i Rø Kirke 22.9.) 1776, conf. ib. 17.7. 1791, † p. "Hytten" ved Frederikshald 9.2. 1839. Blev 1791 Corporal, 1795 Fændrik, 1797 Seclt., 1803 Pr-lt., 1808 Capt., 1814 Major, afg. 1818. (V. E. Tychsen, Ingenieurkorpset, No. 379). 2 Børn [Thorvald Brostrup S. og Normandine Babine S. gift Thesen] bleve voxne. (Fru Dunker, Gamle Dage, S. 346 f.).

4. l. Jørgen Br. d. v. Aker 24.9. 1757, † før 1760.

4. m. Christine Elisabeth Br. d. v. Aker 31. 8. 1758, † i Chra. 28.11. 1839, Kl. 4 Morgen. * p. Abildsø (eft. Bevill.) 18. 9. 1782 Capitain Frantz Wilhelm Thome, f. 3.6. 1730, † i Chra. 14. 3. 1811 som Generalmajor (før * Anna Wilhelmine Schierdal). 1 Søn. (Se C: J. Ankers "Generalspersoner" S. 260 f.).

4. n. Jørgen Br. f. 11.4. 1760 p. Abildsø (d. i Slotskirken 18.4.), conf. i Aker 1776 om Høsten, formentlig Underofficier fra 1773, da han 1788 angives at have tjent i 15 Aar. Elev af Krigsskolen 30.1. 1777 - April 1780, Seclt. á la suite 7.3. 1781 og virkl. 17.3. 1786, til Søndenfj. Skiløb. Comp. 17.4. 1789; afgik 1791 som Premierlieutn. v. Skiløberne, Eier af Kirkerud i Aas Sogn, † 22.11. 1841 p. Kirkerud. * 26.3. 1795 Elisabeth Thorne, f. 26.3. 1775 i Drammen, † p. Kirkerud 28.1. 1846, D. af Kjøbmd, Jens T. i Drammen og Karen Lindnes (Se Norske Stiftelser III. S. 869).

5. a. Christen Br. begr. 16.3. 1796, 2 Dage gl., ved Nordby.

5. b. Jens Thorne Br. d. v. Nordby 19.1. 1798, begr. ibid. 1.11. 1800.

5. c. Søren Thorne Br. f. 22. 12. 1799, d. ved Nordby 10.2. 1800, † i. Frederiksstad 13. 8. 1809.

5. d. Anne Margrete Br. f. p. Kirkerud 8.9. 1801 (d. v. Nordby 8.12.), confirm. p. Bragernes 16.10. 1816, † i Chra. 10.7. 1870. * i Nordby 23.6. 1824 Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt (-Kaas) [forfatteren], f. p. Veng i Enebak 13.2. 1795. † i Chra. 25.10. 1881, Fideicommisbesidder. 3 S.

5. e. Carl Adolph Br. f. p. Kirkerud 11.12. 1803 (d. ved Nordby 26.1. 1804), begr. ibid. 23.7. 1808.

5. f. Diderik Hegermann Br.[23] f. p. Kirkerud 8.6. 1808 (d. ved Aas 23. 6.), † p. Nes Prgrd. p. Romerike 17.2. 1875, Sogneprest til Nes. * 1.4. 1841 (v. Nordby) Sara Jessine Lovise Brock, f. 2.4. 1811 p. Nannestad Prgrd., † i Chra. 5.3. 1891, (begr. p. Nes 11.3.), Enke efter Ludvig Daae, pers. Capell. til Aremark († 1835) og Datter af Sognepr. Henrik Andreas Brock i Askim og Georgine Smith. (Se Nekrolog af J. N. Brun i Morgenbl. for 3.3. 1875).

6. a. Elisabeth Georgine Dorothea Br. f. 9.1. 1842 p. Kvinesdals Prgrd., † 3.6. 1860 p. Nes Prgrd.

6. b. Margrete Louise Daae Br. f. p. Kvinesdals Prgrd. 3.3. 1843, ugift. [Chr.sand.]

6. e. Henriette Andrea Br. f. p. Kvinesdals Prgrd. 16.9. 1845, † ibid. 5.5. 1847.

6. d. Jørgen Wilhelm Hegermann Br. f. p. Kvinesdals Prgrd. 13.5. 1847, † ibid. 5.7. 1848.

6. e. Jørgen Henrik Hegermann Br. f. p. Kvinesdals Prgrd. 11.2. 1850. 1894 resid. Capellan i Christianssand (Halvorsens Forfatter-Lex. I. 462 og E. A. Thomle, Studenterne fra 1868, S. 34 ff.) * i Chra. (Trefold. Menigh.) 18.9. 1877 Sophie Wilhelmine Dybwad, f. 22. 6. 1858, † i Rødenes 9.10. 1892, D. af Bankchef (Kreditbanken, Chra.) Bertram D. og Elisa Lange.

7. a. Sara Louise Br. f. i Grue 2.9. 1878.

7. b. Bertram Dybwad Br. f. i Grue 1.1. 1881.

7. c. Diderik Hegermann Br. f. i Erlangen 30.5. 1883, † i Chra. 27.5. 1884.

7. d. Sophus Wilhelm Br. f. i Erlangen 30.5. 1883, † i Chra. 30.4. 1884.

7. e. Johannes Br. f. i Rødenes 3.2. 1886.

7. f. Christen Br. f. i Rødenes 17.12. 1887.

7. g. Elisa Br. f. i Rødenes 4.11. 1890.

7. h. Sophus Wilhelm Br. f. i Rødenes 29.9. 1892.

6. f. Bodvar Frederik Johannes Br. f. p. Kvinesdals Prgrd. 19. 4. 1852. Cand. theol. * i Chra. (Gl. Aker) 12. 7. 1878 Elisabeth Falsen Smith, f. i Molde 1.12. 1855, D. af Sanitetsmajor Christen S. og Hanna Georgine Magelsen [Ullensvang i Hardanger]. (Se Halvorsens Forf.-Lex. I. 461 og Studenter fra 1869 S. 8 ff.).

7. a. Diderik Hegermann Br. f. i Chra. 20.5. 1879. Sømand.

7. b. Margrete Br. f. i Chra. 29.4. 1886, † i Ullensvang 6.9. 1892.

7. c. Christen Smith Br. f. i Ullensvang 19.10. 1889.

7 d. Georg Br. f. i Ullensvang 15.4. 1894.

4. o. Paul Br. f. 8.5. 1762 (d. ved Aker 5.6. s. A.), conf. v. Aker 1776 om Høsten, indsat 2.2. 1778 i Chra. Kathedralskole, hvor han endnu gik 1779 (Skudsmaal: Godt Haab), angives † i Kbhvn. som Student, men findes ikke immatriculeret ved Kbhvns. Univ., altsaa formentlig † før Examen.

4. p. Friderich Wilhelm Br. d. ved Slottet 17.8. 1764, begr. v. Aker. 3.1. 1766 næsten 1 1/2 A. gl.

3. c. Christian Br. d. i Chra. 1.8. 1722, begr. ibid. 7.12. 1723.

3. d. Hans Br. d. i Chra. 4.10. 1723, begr. ibid. 17.1. 1724.

3. e. Hans Christian Br. d. 23.1. 1725 i Chra., begr. ib. 20. 2. s. A.

3. f. Christian Br. d. i Chra. 27. 3. 1726, † p. Abildsø 4. 5. 1756, begr. 12.5. med alle Klokkers Ringning og den store forud. Han kaldes 'Studiosus', men findes ikke immatriculeret ved Kbhvns. Univ.

3. g. Maren Malene Br. d. i Chra. 27.9. 1727, begr. ibid. 12.5. 1735.

3. h. Wilhelm (Tonsberg) Br. d. i Chra. 16.3. 1719, synes ikke at have studeret, † p. Ørebek i Onsø 1.12. 1791 (begr. 9.12. i Onsø), blev 2.3. 1757 Garnisonsauditeur p. Akershus og 30.5. 1759 Regimentskvartermester ved Søndenfjeldske Inf. Reg., afgaaet 1790. * 1) v. Aker 31.10. 1764 Birgitte Marie Thome, d. paa Moss 5.7. 1741, conf. ibid. 17.4. 1757, † i Chra. 25.12. 1788 (begr. 30.12.), D. af Major Johan Jacob T. og Edel Marie Sibylle Rick. 2) v. Slottet (Akershus) 29.7. 1791 Frk. Hedevig Magdalene v. Storm (f. 25.5. 1758, † 2.6. 1811 i Frederiksstad), der 23.8. 1791 i Onsø ægtede Daniel Bremer, Postmester og Auditeur i Frederiksstad (senere Overauditeur, † 1809). (Se Fru Dunker, Gamle Dage, Reg.).

4. a. Jørgen (Wilhelm) Br. f. 9. 4. 1766 (d. ved Slottet 16.4.), gik p. Chra. Kathedralskole 1780-83 (Skudsmaal: godt Haab), blev Student 1783 (haud. contemn.), Cand. jur. 30.10. 1789 (sam. Char.), bl. s. A. Assessor auscultans i Overhofretten i Chra., 1793 virkl. Assessor smsts., 1793 tillige Kasserer v. den Norske Krigshospitals kasse, 1806 Justitsraad, s. A. tillige extraord. Assessor i Akershus Stiftsoverret, 1815 extraord. Assessor i Norges Høiesteret, † 4.5. 1829 p. Jomfrubraaten p. Egeberg, som han besad tilligemed flere Eiendomme i og ved Chra. (Richter, Juridisk Stat S. 44). Hans Bo eiede ved Skiftet 1811 c. 55,000 Rd. * 1) p. Norderhov (Ringerige) 13.3. 1790 Christine Elisabeth Schnitler, f. 20.9. 1765, † 31.3. 1811, D. af Provst Balthazar S. p. Norderhov og Anne Elisabeth Hegermann. 2) 181. Christiane Theodora Grøgaard, f. 22.10., begr. 6.4. 1765, † 4.11. 1827, før * Provst Henrik Stoltenberg i Aas († 1801) og Nicolai Storm Riegels, Sorenskriver i Heggen og Frøland († 5.3. 1809, 37 A. gl.) (Jfr. Fru Dunker, Gamle Dage, S. 111).

5. a. Marie Elisabeth Brochmann, f. i Chra. 11.10. 1802 (d. i Slotskirken 20.1. 1803), † paa Sefle i Vermland 14.4. 1836. * i Oslo 16. 2. 1816 Capitain og Adjutant (senere Major) Carl Frederik Uggla, f. 1796, † p. Løved i Vermland 1863. 13.1. Kl. 1 Midd., 66 2/3 A. og 7 D. gl., der 1837 blev * Lovise Regina Ørn. (Børn).

5. b. En dødfødt Datter 29.3. 1811 (Slotsmenigheden)

4. b. Edel Marie Br. d. i Slotskirken i Chra. 27.1. 1768, conf. i Slotsk. Høsten 1783, † p. Tofstad 5.1. 1836 hos sin Stifsøn Claus Storm. * i Oslo 29. 3. 1796 Just Storm, Schichtmester og Auctionsforvalter paa Kongsberg, d. i Søndrup i Sjælland 30.5. 1738, † 28.4. 1801 efter 14 Døgns Sygeleie. Han havde været Informator for Krigsassessor Jørgen Brochmanns Børn og tidligere * Hedevig Catharina Gjedde († 1785) og Johanne Marie Berggrav († 1792). (Ei Børn).

4. c. Karen Br. d. i Slotskirken i Chra. 5. 8. 1772, † ung.

4. d. Johan Jacob Br. d. ibid. 22.6. 1775, begr. i Chra. 26.11. 1776.

3. i. Malene Kirstine Br. d. i Chra. 23.11. 1731 (Moderen introd. 24.12.), † 6.3. 1816 paa Grimsland i Strøms Sogn, Odalen. * i Chra. 14.6. 1764 (viede i Huset af Stiftsprovst Holmboe), Lieutn. v. 2. Akersh. Inf. Reg. Jens v. Leegaard, † som Major p. Grimsland 31.12. 1806, 77 A. gl. (2 S.)

3. k. Jens (Jørgen) Br. d. i Chra. 1.4. 1735 (Mod. introd. 5.5.) blev 25.7. 1759 reform. Fændrik ved Søndenfj. gev. Inf. Reg., 29.4. 1760 Secondlieut. v. Livcomp., 1.5. 1769 Prem.-Lt., 7.10. 1778 Capt.-Lieut. og 7.7. 1779 Captain, alt ved samme Reg., afgik 1790 med Majors Charakter. Eiede en Tid Østby Østby i Skjeberg og døde p. Bø ved Frdhald 6.10. 1798. * i Skjeberg 22.4. 1777 Elisabeth Augusta Meyer, d. 13.12. 1752 i Skjeberg, † 19.2. 1836 74 A. gl. (begr. 27.2.) p. Kyken i Ullensager eft. flere Maaneders Lidelser (hos Niecen S. sal. Munthe), D. af Major Fred. Chr. Meyer til Østby og Christine Marie Sehested (Fru Dunker, Gamle Dage, S. 21).

4. a. Jørgen Frederik Br. begr. i Skjeberg 19.3. 1778, 9 Dage gl. (hjemmedøbt)

2. b. Michel Christiansen Br. Lensmand i Krogstad 1716, beboede Grøstad i Ski Sogn 1710-32, eiede ogsaa søndre Hallangen i Fron Sogn v. Drøbak 1732-53. Lensmandsgaarden var Vevelstad i Ski, men formentl. var det vel snarest Grøstad, der brændte 1753. Han begr. 19. 3. 1767 i Chra. (Slotsmenigheden), 73 A. 6 Maan. 12 Dage gl., † hos Sønnen Jørgen B. * 1) i Røken 17. 3. 1717 Gunhild Aslaksdatter Kjegstad, D. af Aslak Amundsen K. og Maren Andersdatter († 1724) 1 D. 2) i Chra. 3.10. 1710 Dorothea Nilsdatter, † hos Sønnen Jørgen B., begr. v. Aker (Slotsmenigheden) 19.12. 1775, 80 A. gl., D. af Nils Larsen, Klokker i Vang p. Hedemarken, og Ellen Michelsdatter. 7 B.

3. a. Maren Marie Br. * p. Bragernes 15. 6. 1741 Christen Hansen Aarhus p. Ostøen i Asker, † 6.3. 1781, 71 A. gl. (5 Børn)

3. b. Nils Michelsen Br.[24] p. Vevelstad i Ski, conf. om Høsten 1737, var først ved Toldvæsenet, saa ved Handelen og tilsidst Lensmand i Krogstad, boede p. Vevelstad i Ski, † 18.6. 1791 i Aker (begr. 23.6.) * i Aker (v. Kongebr.) 21.4. 1744 Sara Marie Jørgensdatter fra Grønland, D. af Jørgen Engebretsen og Kirsten Tobiasdatter.

4. a. Dorthe Kirstine Br. d. i Aker 19.4. 1745, † ung.

4. b. Anne Kirstine Br. begr. i Chra. 29.9. 1795, 47 A. gl. * 1) v. Fron (Aas) 4.3. 1764 Soldat Wilhelm Larsen, Eier af nordre Hallangen, † 177 . 4 B. 2) i Krogstad 8.5. 1775 (trol. 13.4.) Ungkarl Elias Christensen Laurei paa Langhus, conf. i Krogstad Høsten 1773, 19 A. gl. Han havde paa Jagten skudt efter sin Fader og blev derfor dømt til Slaveri. 2 B., af hvilke en Datter kaldes Maria Eliasdr. Brochmann og blev 4.7. 1798 * Hans Hansen Haga i Fet Sogn.

4. e. Dorthe Br. d. i Aker 6.12. 1749 (Mod. introd. 1.1. 1750), begr. 13.12. 1750 (Krogstad).

4. d. Michel Nilssen Br.[25] f. 2.11. 1751 p. Vevelstad, d. 7.11., conf. v. Ski Høsten 1768, † paa Lambertseter i Aker Mandag Morgen 6.7. 1811. * i Krogstad 19.3. 1780 (trol. 14.2.) Abigael Rogaas, d. i Krogstad 17.10. 1756, † p. Lambertseter i Octbr. 1831, 76 A. gl., D. af Thomas Olsen og Anne Jensdatter Hebek. 4 Børn.

5. a. Anne Br. f. 29.5. 1787, † 17.1. 1856 p. Lambertseter (begr. 25.1. p. Akers Kirkegrd.) * v. Aker 13.11. 1807 (eft. Kongebr.) Johan Peter Hanson, Kjøbmand i Chra., hvor han fallerede, † i Chra. 10.9. 1822, 48 A. gl. Hun boede som Enke hos Søsteren p. Lambertseter. Ei Børn.

5. b. Sara Marie Br. f. 23.2. 1791 (d. v. Aker 6.3.) † i Ullensaker 8.10. 1872 (begr. i Oslo 16.10.) * 1) Ellert Ellertsen fra Bergen, Kjøbmd. i Chra., senere bosat p. Lambertseter, hvor han † 20.1. 1827 Kl. 2 Morgen eft. noget over 1 Aars Sygelighed og 15 Aars Ægteskab, 38 A. gl. 4 Børn. 2) Carl Schøyen, først bosat p. Lambertseter, siden i Oslo, hvor han døde 11.7. 1861, 58 A. gl. Ei Børn.

5. c. Nils Br. f: 24.8. 1792 (d. 2.9.), begr. v. Aker 26.9. 1795.

5. d. Thomas Br. f. 7.7. 1790 (d. v. Aker 14.7.), senest bosat p, Lambertseter, hvor han † ugift 16.12 1840, Krøbling. (3 uægte Børn i Høland og Sørum 1824, 1825 og 1828; kaldes da "Informator").

4. e. Jørgen Nilssen Br. d. i Chra. 20.8. 1754, conf. v. Ski, Høsten 1770. Han blev, som mistænkt for Delagtighed i Svogerens Mord attentat, dømt til Slaveriet, men benaadedes med Fæstningsarrest, hvorfra han dog kom ud; eiede en Gaard i Pipervigen, var Høker og Bud ved Chra. Brandassurancekasse, † ib. 3.10. 1813, begr. 13.10. 60 A. gl. * i Krogstad 3.11. 1783 (trol. 17.10.) Beate Pedersdatter Altenburg (eller Dahl), d. i Krogstad 30.9 1758, conf. ibid. 17.10. 1773, † i Chra. 1813 Søndag 4.7. Kl. 5. Eftmd., 64 A. gl. (begr. 9.7.), Datter af Peder Pedersen og Karen Michelsdr. Dahl.

5. a. Dorothea Sørine Br. f. før Forældrenes Ægteskab, d. i Krogstad 3.1. 1782, begr. i Chra. 31.3. 1812, 30 A. gl., ugift.

5. b. Karen. Br. d. i Chra. (Vor Frelsers Kirke) 17.9. 1784, † ib. 17. 2 begr. 22.2. 1814, ugift. Med Kjøbmand Andreas Schøller havde hun en uægte Datter Elen Margrete, f. 8.2., d. 18. 2. 1803 (Slotskirken), conf. i Chra. 1817.

5. c. Elen Margrete Br. d. i Chra. 13. 11. 1787, begr. ib. 12. 8. 1791.

5. d. En dødfødt Søn, begr. 14.1. 1793 i Chra. (Vaterlands Kirkegrd.)

4. f. Christian Nilssen Br. d. i Chra. 17.3. 1756, conf. i Slotsmenigh. 4.10. 1772, var først i Krigsassessor Brochmands, derpaa i Magazinforvalter Lauges Hus og fik siden en Bestilling ved Garnisonens Bageri. Boede 1791 paa Thveten i Aker og 1795 p. Gjesrud. * i Aker 20.8. 1790 (trol. 31.7.) Enken Karen Jørgensdatter Helsfyr.

5. a. Jørgen (Christian) Br. d. i Aker 4.12. 1791. Tvilling, begr. i Aker 1.11. 1795.

5. b. Inger Johanne Br. d. i Aker 4.12. 1791. Tvilling, † i Chra. 1835. 19.9., ugift.

5. c. Nils Br. begr. i Aker 2.4. 1795, 3 Dage gl, hjemmedøbt.

5. d. Nils Br. gik tilsøs, og senere hørtes ikke fra ham. Hans Arv efter Søsteren indestod endnu 1856 i Chra. Overformynderi.

3. c. Elen Gunille Br. conf. i Krogstad (Ski) Vaaren 1740, begr. i Slotsmenigheden (Chra.) 6.2. 1788, 70 A. gl. * i Krogstad 15.3. 1742 Hans Alexandersen Holst, d. i Chra. 5.11. 1703, begr. 5.9. 1783 i Slotsmenigh. i Chra. (Aker). Eier af Thveten i Aker, senere af Stabek i Bærum. 10 Børn med talrig Descendents i Familierne Holst, Lange, Holmboe, Wilse, Bassøe, Heyerdahl, Due, Bay, Brodtkorb, Dybwad, Lassen [26], Kielland, Sømme Johnson, Landsfad m. fl.

3. d. Christian Michelsen Br. conf. Vaaren 1741, nævnes som Fadder 1743.

3. e. Magdalene Br. conf. Høsten 1742, † p, Grøstad i Krogstad 21.1. 1765 (begr. 27.1.) 39 A. gl. * i Krogstad 24.7. 1746 (trol. 8.5.) Hans Jensen (Rud), conf. 1738, begr. 8.5. 1767, 44 A. gl., Lensmand i Krogstad. 9 Børn. Han blev siden gift. m. Gunhild Christophersdatter (Enke eft. Ellef Andersen Ustby), der 28.9. 1772 (trol. 14.9) blev * Lieutn. Lorentz Henrik v. Waltersdorff, hvis Søn Caspar Henrik Lorentz W. døbtes 18.4. 1773 i Krogstad.

3. f. Jørgen Br. f. 13.12. 1743, † 14.10. 1815 p. Sandsverv Prestegaard hos Sønnen. Han blev 5.8. 1761 Kasserer ved den Norske Kvesthuskasse og 14.10. s. A. tit. Krigsassessor samt 1.1. 1766 tillige Krigskasserer. Han havde engang været en formuende Mand og eiede et smukt Hus i Akersgaden, som han havde bygget (senere Rigshospitalsapotheket), og et prægtigt Indbo, men var 1794 fallit med 840 Rd. Underballance. * i Christiania (Slotsmenigheden) v. Kongebrev 9.10. 1761 Margareta Bahning, f. 29.4. 1744. conf. om Vaaren 1758 (v. Slottet), † 8.9. 1794 i Chra., D. af Stabschirurg og Regimentsfeldtskjær Frederik B. i Chra. og Catharina Alexandersdr. Holst. 10 B. (Se Fru Dunker, Gamle Dage, S. 130. Wilses Reiseiagttagelser 1. S. 217).

4. a. Frederik Br. f. 17.5. 1763 (d. 25.5. i Slotsmenigh.), Elev af Krigsskolen 1774, bl. 15.11. 1780 Secondlieut. á la suite v. Nordenfj. Inf. Reg., † 8.1. 1784, begr. 12.1. i Slotsmenigheden.

4. b. Michael Br. f. 25.3. 1765, Elev af Chra. Kathedralskole 1781-83, da han blev Student (baud. contemn.), reiste til Vestindien, hvor han døde som kgl. Mægler. * Savolani. Ei Børn.

4. c. Jørgen Br. f. 3.8. 1766 (d. i Slotsmenigh. 11.8.), Elev af Chra. Kathedralskole 1781-83, da han bl. Student i Octbr. (baud. illaud.) tog Andenexamen 1784, hvorpaa han var et Aarstid hjemme i Norge, Cand. theol. i Janr. 1787 (non. contm.), bl. 25.1. 88. pers. Capell. til Nes i Hallingdal men var om Høsten s. A. som Feldtprest med Tropperne i Sverige, 9.10. 1789 resid. Capellan til Gran, 9.9. 1796 Sognepr. til Etne og 18.12. 1807 til Sandsverv, hvor han † 26.2. 1829 om Aftenen efter en Maaneds smerteligt Sygeleie. * 1813 Else Christine Pihl, f. 13.2. 1765 i Gusdal, † 20.12. 1840 i Drammen, D. af Sognepr.Andreas P. i Gusdal og Marthe Kirstine Flinthoug. Ei Børn.

4. d. Dorothea Br. d. i Slotsmenigh. i Chra. 19.10. 1767, † i Chra. i Octbr. 1837. * i Slotsmenigh. (v. Kongebrev) 13.7. 1790 Erik Christian Bøyson, d. i Chra. 14.9. 1764, Grosserer i Chra., som han forlod 1794, opholdt sig nogen Tid i Flensborg og Hamburg og † i Philadelphia 22.8. 1797 efter 7 Dages Sygdom (gul Feber). 1 Datter (Sara Margrete B., f. i Chra. 1791, † ibid. 1810, ugift). (Se B. Moes, Tidsskr. f. d. n. Personalhist. I. S. 466 ff.)

4. e. Christian Br. d. i Chra. (Slotsmenigh.) 19.19. 1768, begr. ibid. 1.3. 1770.

4. f. Catharina Br. d. i Chra. (Slotsmenigh.) 31.7. 1770, conf. i Slotskirken 2.10. 1785. * .. Bech, Søfarende. Hun levede 1840 i en Stiftelse i Helsingør. 1 Søn, Carl Bech, var en Tid hos Mosteren Mad. Bøyson.

4. g. Alexander Br. d. i Chra. (Slotsmen.) 5.10. 1771, begr. ibid. 31.3. 1773.

4. h. Wilhelm Br. d. ibid. 11.1. 1775, begr. ibid. 17.10. s. A.

4. i. Maria Elisabeth Br. d. ibid. 22.10. 1777, conf. ib. om Vaaren 1792. * Capitain Seyer i Danmark. Hun døde i første Barselseng med en Datter, dler 1837 levede hos Faderen, der da var Oberst og gift med sin Tjenestepige. (Se B. Moes, Tidsskr. f.d. norske Personalhist. I. S. 466- 69).

4. k. Wilhelm Br. begr. v. Chra. (Slotsmen.) 16.7. 1779, 3 Dage gl. (hjemmedøbt).

3. g. Caspar Michelsen Br. confirm. i Krogstad Høsten 1749, Eier af søndre Hallangen i Fron Sogn v. Drøbak, trol. 15.11. 1761. * 10.1. 1762 (Krogstad) m. Enken Anne Olsdatter Hebek (eller Rogaas), D. af Ole Hebek og Gunhild Brynilsdatter († 1780).

4. a. Dorothea Br. d. 7.11. 1761 (Krogstad). Conf. i Drøbak 26.4. 1778, 15 A. gl. * i Drøbak 19.4. 1785 Mogens Andersen p. Grisebo.

4. b. Gunhild Br. d. 7.4. 1765 (Fron). Cont. i Drøbak 5.4. 1780, 15 A. gl. * i Drøbak 4.11. 1786 Haagen Bertelsen.

4. c. Michel Br. d. 31.5. 1767 (Fron), begr. 21.4. 1769.

4. d. Michel Br. d. 20.5. 1770 (Fron).

4. e. Maria Br. d. 25.10. 1772 (Fron). Conf. i Drøbak 1788 * i Aas 6.1. 1797 Baltzer Baltzersen, Eier af Børsum i Aas.

4. f. Anne Malene Br. d. 23.7. 1775 (Aas). Conf. i Drøbak 1790. * ibid. 7.9. 1805 Enkemd. Christen Andersen Gøroe.

3. h. Anne Marie Michelsdr. Br. conf. i Krogstad Høsten 1749, begr. ibid. 15.11. 1750, 16 A. gl.

3. i. Anneken Michelsdr. Br. d. v. Krogstad 2.10. 1737, conf. 1754 om Vaaren (Fron), † p. Botner i Høland 1808, begr. 24. 6. * i Høland 20.12. 1775 Enkermd. Christen Gulbrandsen Botner, Kvartermester 1764, boende p. Gromsrud, begr. i Høland 16.12. 1787, 64 A. gl. 2 Børn

1. C. Laurits (Lars) Jørgensen (Br.) nævnes 1690. Han beboede vestre Greverud i Akershered (Oppegaard), hvor Skiftet holdtes 1739-40 med Overskud 2000 Rd. Begr. 9.11. 1739, 76 A. mindre end 3 U. 4 D. gl. * 1) .. (1 Søn). 2) Karen Jacobsdr. (Schiort), begr. 8.6. 1736, 63 A. gl.

2. a. Hans Br. blev 4.11. 1728 Proviant-, Ammunitions- og Materialforvalter paa Basmo (Rødenes Sogn) og var der endnu 1744, begr. i Rødenes 31.10. 1773, 82 A gl. * Anne Cathrine Hiort, begr. i Rødenes 16.2. 1766, 77 A. gl.

3. a. Karen Br. † 14.12. 1754. 38 A. gl. * 1.11. 12. 1741 m. sit Næstsøskendebarn Christen Brochmann p. Abildsø, f. 1719 † 1790. (Se ovenfor S. 259).

3. b. Johanne Marie Br. conf. i Rødenes Vaaren 1738, var ugift 1787, begr. fra Klemetsrud i Aker 15.9. 1798, 79 A. gl.

3. c. Johan Lorentz (Christian) Br. var i Tjeneste hos Casserer Brandt, da han 30.9. 1736 bl. confirm. i Slotsmenigheden (Chra.); blev c. 1756 Proviant-, Ammunitions- og Materialforvalter paa Blaker Skandse, som det synes, til 1764. Han † ugift p. Svarstad i Urskov. Skiftet begyndte 17.9. 1787.

3. d. Anne Kirstine Br. conf. i Rødenes Vaaaen 1738, † 17.4. 1797. * 1751 Conducteur p. Blaker Matthias Juel, d. i Chra, 28.3. 1715, † i Aurland 17.4. 1814, som 7.12. 1746 blev Verkbase, 3.2. 1751 Underconducteur og tillige Premlieut. v. 1. Vesterlenske Inf. Reg., fik 12.2. 1763 Oberconducteurs Char. med Capt.s Rang af Inf., senere forfl. til 1. Bergenh. Inf. Reg. som Capt. og afgaaet c. 1785. (Se Stamt. ov. Fam. Juell ved F. 0. Juell, S. 19).

3. e. Diderik Br. conf. i Rødenes Vaaren 1742; han nævnes som Fadder 1746, men var † før Broderen uden Arvinger.

2. b. Johanne Larsdr. Br. † hos Michel Christiansen Br. p. Vevelstad i Ski; svagsindet. Skifte 1744 med c. 76 Rd. Overskud. * 1) Matthias Harboe, (1 D., 24 A. gl. 1744). 2) Jens Bircherod Duche (1 S., 21 A. gl. 1744).

2. c. Jørgen Larsen Br. begr. i Ski 6.2. 1740, 40 A. gl. Handelsmd. i Chra. Skifte p. Arvetomten Haugbro i Ski, uden Overskud. * p. Setre (Nesodden) 4.10. 1730 (i Huset) m. Karen Nilsdatter, der overlevede ham uden Børn. Hun var Enke efter Michel Aslaksen Setre, med hvem Børn.

2. d. Johannes Br.f. i Chra. 23. G. 1703, Student fra Chra. 1725, tog Examen philos. 1732 og Attestats 1736. Havde været Huslærer p. mange Steder, blev 1736 pers. Capellan til Enebak, laa fra 1751-54 i Kbhvn. for at sollicitere og blev 13.4. 1754 (v. Prinsesse Charl. Amalies Recommendation) Sognepr. til Hvideseid i Thelemarken, hvor han ved Prestegaardens Brand 29.11. 1763, foraarsaget af hans yngste Søn, mistede det meste, af hvad han eiede. † 18.12. 1776 (begr. 28.11.). * (eft. Kongebrev, p. Østenbøl i Enebak) 1.3. 1740 Hilleborg Sophie Meldahl, f. 1721, † 17.3. 1792, D. af Capitain Augustinus M. og Margrete Pharo. 4 Børn.

3. a. Karen Margrete Br. d. i Enebak 17.5. 1742, † ugift hos Sognepr. Nils Windfeldt i Hvideseid, hvem han testamenterede sin Formue, 900 Rd.

3. b. Lars Br. d. i Enebak 8.5. 1743, var Sergeant i 1769 [27], blev 2.1. 1775 Seclt. v. 1. Agerh. nat. Inf. Reg., 19.6. 1776 Prlieutn. v. sam. Reg., 11.12. 1789 Capt. og Compagnichef v. Oplandske Inf. Reg.s nat. Batailloner og dimitt. 1791. † paa Taaringrud i Thrygstad, Nat til 21.1. 1810. * 179 Johanne Rummelhoff, d. i Rødenes 15.3. 1747, † p. Taaringrud 11.9. 1817, 71 A. gl., D. af Major Holger Christoph. R. og Boel Christine Coucheron. Ei Børn.

3. c. Augustinus Br. d. i Enebak 17.9. 1745, angives at have studeret, Klokker i Hvideseid, † 14.1. 1806 i Armod. * en Bondepige, Hæge Knudsdatter, † som Legdslem i Hvideseid i 1840-Aarene.

4. a. Hilleborg Br. * i Hvideseid Nils Notofssøn Hegtvedt i Nissedal. De boede paa Fjone og havde mange Børn.

4. b. Johanne Br. † ugift.

3. d. Johanne Br. d. 1.8. 1747 i Enebak, † ung.

1. D. Michel Jørgenssøn Br. 1690. Han er muligens Stamfader til en Linie af Familien, der formentlig sent har antaget Familienavnet og for en større Del var bosat i Christiania, og som for faa Aar siden formentlig uddøde [se nedenfor].

1. E. Maren Br. * Christen Christensen, der var død 1705. Han angives at være Søn af Chr. Christensen den ældre.


Noter.

1 Ifølge to Diplomer i Svenske Rigsarchiv, trykte i Svenskt Dipl. fra 1401 ved C. Silfverstolpe II S. 862 f. Desværre er Seglet ikke bevaret. ->tilbage

2 Personalhistorisk Tidsskr. 1. R. II. S. 310. ->tilbage

3 Det er formentlig en anden Gaard, han averterer tilsalgs 1767 (N. lntell. Sedler No. 16.) ->tilbage

4 1775 averterer Andreas Witfeldt (uden al Tvivl en Svensker), boende i Christen Brochmanns Leiegaard, flere Slags uldne Tøier tilsalgs (N. Intell. Sedl. No. X15). 1778 holdes der Auction over hans Løsøre (ibid. No. 50). Han havde da forladt Landet. ->tilbage

5 Ifølge vor Bedstefaders Beretning var Gaarden bygget af en Smed og af Stene fra denne Vold; dette var uden Tvivl ganske rigtigt, thi Materialet var for en stor Del temmelig uregelmæssige Kampestene, og Gaardens ældste Eier var ifølge Byens Matricul Grovsmed Ole Andersen, hvis Hustru Inger Andersdatter overførte Eiendommen til sin eneste Søn og Arving, Asser Asmundsen, der uden Tvivl er identisk med den Asser Smed, i hvis Hus Underofficier Schouberg blev dræbt 25. Novbr. 1754 (Stiftsprovst O. Holmboes Optegn. i N. Hist. Tidsskr. 2 R. II. 121). 1 octbr. 1762 kjøbtes Gaarden af Eskil Jensen, der allerede i Februar 1763 solgte den til Christen Brochmann. ->tilbage

6 Indskriften paa hans anden Hustrues Kiste er meddelt i dette Tidsskrifts 1 R. I. S. 256.->tilbage

7 Hvis der er en Kjerne af Sandhed i Beretningen, maatte Begivenheden være indtruffen mellem Brochmanns andet Giftermaal og Svigerfaderens Død (1772), altsaa snarest c. 1760 Imidlertid indeholde Akers Justitsprotokoller for anden Halvdel af forrige Aarhundrede intet om Sagen, der i saa Fald maatte tænkes endt med Tilgivelse og ikke med Straf. ->tilbage

8 Dengang og endnu længe efter bare nemlig Marskalkerne ved anseeligere Begravelser lange sorte Kapper. I denne Dragt og med Marskalkstavene i Hænderne kjørte de omkring i en lukket Sørgevogn, af hvis Vinduer Stavene ragede ud, og stege af ved ethvert Hus, hvor nogen skulde indbydes. Jeg erindrer vel, at jeg engang i 5 à 6 Aars Alderen blev Vidne til disse alvorlige, sorte Personers Indtrædelse i Væselset for at indbyde Fader til en militair Begravelse (maaske Calptain Ramms i 1839), og at den ene fremsagde den ved saadanne Leiligheder staaende Formular, ved hvilken Anledning jeg fik mig en Forskrækkelse, der maaske ikke var meget mindre end Bedstefaders ved hin Ledighed, uagtet jeg tilsidst i Ordføreren gjenkjendte min Onkel, Major Conrad Sibbern (den anden var formodentlig Capitain Gerhard Munthe); jeg var imidlertid saa imponeret af det høitidelige Syn, at jeg ikke turde give min Forskrækkelse Luft, men krøb sammen i en Krog med stærkt bankende Hjerte. ->tilbage

9 Det første havde sit Navn efter en Jomfru Buch, der omkring Aarhundredets Begyndelse i nogen Tid havde boet der. Hendes Moder var af Slægten Colbjørnsen, der tidligere havde eiet den betydelige Gaard Fron i Nærheden af Drøbak. Hun omtaltes som en mandhaftig Dame, der engang om Ugen ragede sit temmelig kraftige Skjæg, og henimod denne Tid saa godt som muligt søgte at skjule sin Hage med sin Kappe og dens Baand. "Capitainskammeret" havde Navn efter daværende Capitain (senere Major) Henrik Jørgen Huitfeldt ("Storemajoren", f. 1755, † 1810, der dengang oftere besøgte Kirkerud og mentes at gjøre Jomfru B. sin Cour, ja maaske endog en Tid var forlovet med hende.->tilbage

10 Hun omtales af Fru Dunker i "Gamle Dage" S. 72 f., men dette Ungdomsbillede svarer ikke til det, hendes senere Aar frembød. Hun gjaldt da i Almindelighed for at være ret vanskelig at komme tilrette med, hvorfor hun stadig flyttede fra Sted til andet i Byen og paa Landet. Min Moders Taalmodighed varede dog til det sidste, og hun udførte bl. a. stadig hendes Commissioner i Byen; da hun døde i Eidsberg i 1850 Aarene, havde hun derfor indsat Moder til Universalarving af sit ubetydelige Efterladenskab, idet hun ingen nære Slægtninge eller Venner efterlod. ->tilbage

11 Paa denne Tid var det endnu Brug der i Bygden, at Naboerne til Bryllupper og Begravelser eller til Barselkoner sendte Foræringer af Spisevarer, navnlig Kage eller andre gode Sager. Det derpaa anvendte Navn var "Fønn" (af oldnorsk fórn d. e. Gave, Offer). Ogsaa enkelte andre gamle Ord brugtes endnu i Bygdens Dialekt. Jeg erindrer saaledes at have hørt Bedstemoder sige om en letsindig Pige, at hun rigtig var en "Flanflue", et Udtryk, som faldt mig besynderligt, og hvorover jeg derfor udbad mig Forklaring. Siden har jeg til min Forundring fundet Ordet igjen i det oldnorske Lovsprog som "flannfluga" (den trolovede Pige, der ikke vil fuldbyrde Ægteskabet). ->tilbage

12 Ikke langt fra hans Grav laa en, der indesluttede en hel Familie, og som oftere blev os paavist og omtaltes med Gysen. Her var begravet en Husmand, jeg tror fra en af Solbergpladsene, der havde dræbt sin Kone og 5 Børn og tilsidst hængt sig selv. ->tilbage

13 Hun blev siden som Prestefrue i Lyngdal din Moders Veninde og skrev for hendes Børn (1848) den siden overalt kjendte Vise om "Liden Ekorn". ->tilbage

14 Se herom mine Efterretn. om Familien Sibbern, S. 77 f. ->tilbage

15 Paa denne Tid, saa kort efter "Adelslovens" Emanation (1821), var der vistnok ikke mange, der hertillands tænkte paa "Standsmæssighed" ved Ægteskabers Indgaaelse, hvilket en Menneskealder tidligere havde spillet en saa stor Rolle for min Farfader. Forøvrigt var jo vor Bedstefader som Officier Rangsperson, og de strenge Bestemmelser i General Kaas's Testamente vilde derfor neppe have kunnet lægge nogen Hindring i Veien for den vordende Fideicommisbesidderens Giftermaal. Den eneste Følge af min Faders Adelskab, jeg har hørt nævne, var, at Moder blev kaldt Frue paa en Tid, da enhver gift Dame, hvis Mand ikke havde Embedsrang, benævnedes Madame. ->tilbage

16 I Morgenbladet for 26. Marts 1841 findes en udførligere Bertning herom. ->tilbage

17 Jeg kan nu ogsaa henvise til din Broder, Professor Daaes, netop ukomne "En Krønike om Kvindesdal." ->tilbage

18 Se B. Moe, Tidsskr. f. norsk Personalhist. 1 R. S. 466 ff. ->tilbage

19 Kilderne til ovenstaaende Fremstilling ere Q Skifter i itigsarchivet (Assessor Brochmanns i 17'94 og E. C. Bøysons i 1805) samt Optegnelser af Bureauch W. Lassen efter Madame D. Bøysens (hans Mormoders Cousines) egne Beretninger. ->tilbage

20 1694 kaldes Jørgen Knapmager og Bygdelensmanden i Aas Michel Lauritesen af Skomager Jacob Caspersen hans og Christian Jørgensen B.s. fælles Svogere. ->tilbage

21 Som Enkemand havde han med Anne Elisabeth Munch, tjenende paa Abildsø, et Barn, der døbtes Christen Br. i Chra. 4.2. 1756 og begravedes ibid. 19.4. s. A., 11 Uger gl. (Moderen absolv. v. Aker 19.5.) Dette er maaske Forklaringen paa Overfaldet og Varslet (omtalt S. 107)."Biskoppen" er da muligens Nils Dorph († 1758). Ogsaa i Familien Thome er der bevaret Traditioner om et Slags mystisk Dobbelttilværelse i Christen B.s Liv. Han var saaledes af dem, der mente at have en Dobbeltgjænger, som han til sine Tider selv kunde se. Ligesaa fortælles der, at naar han ventedes paa Jagt til en af sine store Skoveiendomme, hvorhen han pleiede at drage med et større indbudt Selskab, hørte hans Folk paa Gaarden, længe forud Hestetrampen, Hundeglam samt Jægernes Raab og Latter, medens Selskabet først lang Tid efter virkelig ankom. ->tilbage

22 Han havde en uægte Datter Diderikke Marie, f. 26.12. 1834 (d. 8.6. 1835 i Ski), hvis Moder, Pigen Gunhild Pedersdatter, døde strax efter Barnets Fødsel. Hun blev i 1850-Aarene * Kjøbmand Timand Zeiner i Storgaden, der reiste til Amerika, efterladende Hustruen med 1 Datter, senere gift. Didr. Marie, der kaldtes Brochmann, var ikke legitimeret, men indsat til Arving af 500 Spd. efter den længstlevende Ægtefælles Død. (Recipr. Testam. af 1836, conf. 1843). ->tilbage

23 Egentlig døbt Diderik Wilhelm. ->tilbage

24 13.10. 1743 døbtes ved Aker hans uægte Søn Christen, hvis Moder Ragnhild Christensdatter begr. ibid. 1. 3. 1744, 34 A. gil. Han boede p. Foss i Krogstad 1769 da han 9. 6. fik Fritagelse for Kirkens Disciplin for Afholdelse fra Sacramentet over lovbefalet Tid. ->tilbage

25 1774. 16. 11. døbtes i Krogstad hans uægte Søn Hans; Moderen Anne Andersdatter Bougerpladsen. ->tilbage

26 Deriblandt Genealogen, Bureauchef, Ridder W. Lassen, hvem mange Oplysninger til nærværende Stamtavle skyldes. ->tilbage

27 8.12. 1769 døbtes i Chra. hans uægte Søn Johan Lars; Moderen Maria Magdalena Jacobsdr. Syllesborg. ->tilbage