Af en landsbydegns dagbog

Aarhuus Stiftstidende 5. oktober 1977. Lektor Frida Madsen, Aarhus, fortæller om sin oldefar, der var hjemmelavet degn på den lille halvø Lundø Limfjorden fra 1826 til 1859. At han var hjemmelavet vil sige, at han ikke havde eksamen fra noget seminarium, men alt tyder på, at han gjorde god fyldest. Kronikken fortæller om ham og om skoleforhold i en afsides egn i forrige århundrede.

Frida Madsen

Af en landsbydegns dagbog.

Lundø er en lille halvø i Limfjorden, Fjends Herreds mindste sogn. Befolkningen bestod i sidste århundrede af bønder, der tillige var fiskere, og de fornemme var skippere, der besejlede Limfjorden og for på England. Den afsidesliggende egns befolkning var indgiftet, så den udgjorde en stor familie.

Min farmor stammede fra Lundø, hvor hendes far var "hjemmelavet degn" - oprindelig husmand og vodbinder. Han hed Peder (Nielsen) Skou, var født på Lundø 1788, ansat 9. maj 1826 som ueksamineret omgangslærer og kirkesanger, virkede til 1859 og døde 1866 som pensioneret kirkesanger og skolelærer. Han havde lune og kunne få børnene til at le. Lunet havde han også brug for hjemme, da hans kone var en harpe. Pastor Lundøe fortæller, at hun ikke undte sin mand hans gode "Kongthe". "Du ka' missen drik Røllikvand, det er godt nok til dig", skal hun have sagt.

Hvad slags degn han havde været, vidste jeg ikke, før jeg tilfældigt traf den nuværende ejer af Lundø skole, der velvilligt lånte mig to gamle protokoller, han havde fundet på loftet, og her fik jeg da lejlighed til at kigge den gamle i kortene.

Den ældste protokol går fra 1822 til 1828, den anden fra 1849 til udgangen af 18?7. De omfatter således min oldefars første og sidste embedsår. Den ældste er afgjort den mest spændende, da den giver så mange menneskelige oplysninger, og den er et værdifuldt tidshistorisk dokument, der ikke blot fortæller skolehistorie, men tillige via lærernes bemærkninger giver et billede af de økonomiske, sociale og trafikale tilstande i 1820'erne. I de år oplevede dansk landbrug en af sine tungeste kriser, hvad denne protokol vidner om, især fortæller den om samfundets svageste led: plejebørn og tjenestebørn.

Det er rystende læsning. I 1827 f. ex. har skolen 25 elever, heraf 6 plejebørn fra 7 til 13 år. Vilkårene er stort set, at gårdmændene holder plejebørnene - og tjenestebørnene - hjemme fra skolen ("de læser under plejeforældrenes eller husbonds vejledning") - og husmændene sender dem i tjeneste fra marts til december - og lader dem gå med tiggerposen i vintermånederne, når nøden bliver for stor. Det er dog ikke alene plejebørn, der er ude at tigge, det gælder også fattigfolks egne børn.

Såvel gårdmænd som husmænd sender deres børn ud at tjene fra marts til december, ofte udensogns så langt som til Feldingbjerg og Fly i Fjends Herred, Volling og Lyby i Salling. Det er barske betingelser for børn fra 6 til 14 år.

De trafikale forhold er vanskelige, især for børnene fra udkanterne - Lundø Mark. De er ofte i strenge vintre afskåret fra at gå i skole p.g.a. snefog, ufremkommelige veje og oversvømmelser. I vinteren 1823 er en pige borte fra skolen i 2 måneder af disse årsager.

Det var under disse trange kår, man skulle føre skoleloven af 1814 ud i livet. Den 25. maj 1822 fik Lundø for første gang en seminarieuddannet lærer og kirkesanger, Jørgen Nielsen Fuglsig. Det var lidt af et held, for dem var der ikke mange af. Alligevel blev det nærmest en fiasko. Det ser ud til, at læreren fra første færd er kommet på kant med befolkningen. Han har kanske overvurderet sin egen autoritet og undervurderet fjandbobøndernes stejlhed. Desuden var han den ene fremmede overfor et sammensvejset samfund, og det var svært for en udefra at blive anerkendt.

Der er kun undervisning i vinterhalvåret fra november til slutningen af marts, og protokollen begynder 1. november 1822. Allerede på de første sider (hvert barn har sin side) anes det spændte forhold. Første elev møder kun i januar, og her begynder lærerens bidske bemærkninger: "Har atter forsømt skolen, fordi hendes plejefader er så slet ikke at ville lade hende søge den." De to næste sider bærer lignende kommentarer, hermed er tonen anslået, og den er skarp. Det er også kummerlige forhold for læreren: en del af børnene kommer slet ikke, andre kun en kort tid mellem to tjenestepladser udensogns. Det kniber selvfølgelig også med undervisningsmidler. I november 1823 nævner han, at de må have indenadslæsning i salme- og lærebogen af mangel på læsebøger.

Forholdene bliver ikke bedre. I vinterhalvåret november 1824 - maj 1825 er der 30 elever, de 10 møder overhovedet ikke, andre kun få dage. Det er da forståeligt, at han søger væk, og han får ansættelse andetsteds 15. marts 1825. Kun fem elever holdt ud med ham til den bitre ende, da han indstillede undervisningen 5. marts.

Så får Peder Skou åbenbart sin chance som vikar fra november 1825. Hans navn nævnes ikke, men det er hans hånd, der fører protokollem. Allerede denne vinter viser et helt andet mønster: af 29 elever forsvinder efter få gange to, der er blevet konfirmeret, og en; der er 14 år. Kun en udebliver helt uden angiven årsag.

Han ansættes i maj 1826 og får kaldsbrev 3. juni samme år. Han falder tilsyneladende bedre i beboernes smag end forgængeren, han er jo en af deres egne, taler samme sprog som børn og forældre, er mere fordragelig i sin tone overfor forældrene og mere nænsom overfor børnene. Når forgængeren skrev: "Går om og tigger", skriver Peder Skou: Går om i landet og beder om det daglige brød. Kan hænde han heller ikke er så fordringsfuld m.h.t. hjælpemidler. Han fører omhyggeligt regnskab med arbejdet måned for måned "i overensstemmelse med anordningen § 21". Hovedfaget er religion, og han gør nøje rede for, hvad der er gennemgået i klasserne. 2. klasse undervises samlet, 1. Klasse er delt i to afdelinger. Efter religionen skriver han i 1827: "2.klasse nogen indenadslæsning i adskillige bøger, læst skrift, skriveri og regnen med mere". 1. klasse (efter religionen) "og nogen adskillige bøger indenad".

Der er også noget der hed forstandsøvelser. I samme lovbefalede redegørelse indgår en rubrik: Når skolen ikke er holdt og af hvilken årsag. Der pjattes ikke med fridage, meget skal indhentes. Julefrihed kun fra 24. december til 3. januar 1827, men til gengæld holder skolen fri den 2. februar, som er Kyndelmisse; da børnene efter gammel skik og vane har haft fridag (Det havde de ikke under Fuglsig). Skolen er lukket, når læreren som andre bønder skal til marked i Skive eller Viborg for at skifte studene ud, og så er den - selvfølgelig - lukket 1. april til 1. maj 1827 "formedelst sildefiskeriet; i den tid er ingen skole holdt". Da skulle store og små hjælpe med ved bjærgning af fjordens gave til de betrængte bønder, og heldigvis vrimlede det dengang med sild.

Degnen har sikkert haft travlt med at binde og bøde vod til fiskerne. Peder Skous første embedsår har åbenbart været en slags prøveår, hvor han fik regelmæssige besøg af stedets præst, hans foresatte, pastor I. Jensen, Højslev. Besøgene falder 6. november og 7. december og så fremdeles frem til 4. juli 1827. (Skolen var fra 1. maj 1827 blevet helårsskole). Præstens udtalelser er meget positive. Han er særdeles tilfreds og visse ord går igen: hans egen fornøjelse og lærerens flid, for børnenes vedkommende nævner han: lærevillighed og sædelighed, lyst, orden og fremgang i kundskaber. De to sidste udtalelser lyder: "Ligeledes sporede jeg ved mit skolebesøg i dag d. 12. juni den bedste ånd at herske både hos læreren og børnene .... Også ved mit skolebesøg i dag d. 4. juli havde jeg den fornøjelse at erfare den bedste fremvækst i flid og duelighed hos læreren og i kundskaber hos børnene. Test.: I. Jensen.

Disse besøg må have været meget stimulerende for den hjemmelavede degn, og man tør nok regne med, at den venlige præst har givet gode råd m.h.t. selvstudium og tilrettelæggelse af arbejdet. De har sikkert fået mangen frugtbar snak efter gudstjenesten, og mon ikke P. Skou kan takke præsten for de "adskillige bøger", han brugte til indenadslæsning, hvadenten de skyldes bevilling eller lån? I helårsskolen skelnes mellem sommer- og vinterhalvåret. Fra maj til oktober undervises onsdag og lørdag med 4 timer til 2. klasse, 3 til 1. klasse. Fra oktober til 1. maj er der skole alle hverdage med 4 timer til 2. klasse og 3 til 1. klasse. Fra 1. august til 1. september holdes ingen skole "formedelst Høstens Tid". Perioden maj 1828 til november 1847 kan ikke belyses her, da protokol ikke forefindes, men det er en periode, hvor det økonomiske tryk letter, hvilket selvfølgelig også kommer undervisningen til gode, bl. a. ved at Lundø får en skole, uvist hvornår, men det vides, at der her i 1844 var "en gl., stærk skole med bolig på 10 fag samt 7 fag udhus; jordlodden var 4 tdr. land, skolen lå 700 alen fra kirken." På rigsarkivet kan man se, at folketællingerne 1834 og 1845 er ført af Peder Skou med en orden og håndskrift, der gør ham ære. Protokollen fra 1. november 1847 til udgangen af 1877 er startet i Chr. VIII's regeringstid, og den barer præg af hans devise: nu ville vi alle spare. Her ødsles ikke med papir eller menneskelige kommentarer. Den minder om Statistisk Årbog og er omtrent lige så morsom. Børnene får nu ikke hver sin side pr. halvår, men begge klasser gnidres ind på samme dobbeltside, og det hele er stillet skematisk op: streg = fremmøde, nul = forsømmelse, men uden forklarende bemærkninger, og de halvårlige pensaberetninger gør kun rede for religionsundervisningen. Til gengæld afholdes eksamen forår og efterår, hvor alle fag bedømmes. Der gøres rede for de samlede antal søgte og forsømte skoledage, endvidere gives der i 2. klasse 13 karakterer, i 1. klasse 7. I første klasse specificerer man desuden forsømte dage: syg med lovlig grund. Skemaet minder således om nutidens forsømmelsesprotokoller; men er sikkert ført med større omhu. I 2. klasse gives karakterer i evner, flid og sædelighed (velsagtens årskarakterer). Desuden i lærebog, bibelhistorie, forstandsøvelser, læsning, skrivning, tavleregning, hovedregning, skriftlæsning, retskrivning og endelig en hovedkarakter. I 1.klasse: Katekismus, lærebog, læsning, skrivning, regning, udenadsstavning, kundskaber og sædelighed. Ved oktobereksamen får drengene tillige karakter i gymnastik. Eksamen ledes af præsten og overværes af to skolekommissionsmedlemmer. Af nye ferier er der nu høstferien i juli 14 dage, og høstferien i august-september, ca. 3 uger. Det er en stabil skolegang, forbavsende få forsømmelser, men desværre ingen oplysninger om samfundet udenfor skolen, intet røber de politiske rørelser, der førte til krig og grundlov. Kun en ting lader ane, at treårskrigen har belastet degnens hverdag: i dette tidsrum mangler de halvårlige pensaskrivelser. Peder Skov er næsten forsvunden i al denne statistik, et par steder nævnes skolens lukning p.gr.a lærerens sygdom, og i 1858 skriver han: "den 11. dec. holdtes ingen skole, da jeg var i Viborg og modtog mit alderstillæg". Han var da blevet 70 år og havde virket som skolelærer i 33 år.

Røber protokollen da intet om, hvordan han klarede arbejdet i sin alderdom? Jo ligesom præsten belyste hans første embedsår, giver provsterne på protokollens sidste sider ved deres visitatser besked om hans embedsførelse fra 1851 til 1857. I 1851 og 1855 er det samme provst (med ulæseligt navn). Hans sprog er er besværligt og stilen omstændelig. I 1851 udtrykker han sin tilfredshed, anerkendelse og opmuntring. I 1855 undersøger han børnenes kunnen i religion, læsning og skrivning - "og skylder jeg i denne belæring at bevidne skolelæreren min tilfredshed". Efterfølgeren var mere ligetil: "1857 d. 14. juni visiterede jeg i Lundø skole, som af den gamle lærer med flid og troskab holdes i god orden. O.Laub".

Det var et tilfælde, at jeg fik disse gamle skoleprotokoller i hænde, men det har været en glæde at arbejde med dem, og jeg har derved fået en tydelig fornemmelse af min oldefars personlighed. Flid og troskab, lune. En mand af gammel dyd og dansk oprigtighed. Denne selvlærte bonde og vodbinder har jo klaret sig ganske pænt, og det må have været en stor glæde og tilfredsstillelse for ham, at det var blevet ham forundt at føre skoleloven af 1814 ud i livet - tilmed i fødebyen. Det har måske været lignende tanker, han har gjort sig, da han i 1854 omkring afsluttede sin halvårlige beretning om skolens arbejde. Også har han da prentet med store bogstaver:

SOLI DEO GLORIA

Dette udtryk var nok møntet på præsten, men af hensyn til læge skolekommisionsmedlemmer, hans egne bysbørn, fandt han det betimeligt at skrive nedenunder med knap så store bogstaver:

Alene Gud Æren

og derunder p.:4. Det sidste referere utvivlsomt til Salmernes bog 4. salme, der slutter: "Herre du skænked mit hjerte en glæde større end deres, da korn og most flød over. I fred går jeg til hvile og slumrer straks, Thi, herre, du lader mig bo alene i tryghed".

Og så er han sikkert gået til hvile, men jeg tror, han smilte lunt, da han lagde sig til rette i alkoven.

FRIDA MADSEN