En gammel Landsbypræsts Ungdomsminder

Dette er en elektronisk version af 1. halvdel af Rasmus Ussing "En gammel Landsbypræsts Ungdomsminder", udgivet af Clausen or Rist i serien "Memoirer og Biografier" bd. XLIV 1925. De originale sidetal er indsat i teksten i kantet parentes [side 1] ... [side 2] osv. Forfatteren Rasmus Ussing er opvokset i Ribe hospital, nabo til Stiftsfysikus Andreas Frausing Fridsch og Charlotte Hedevig Matthiesen. Rasmus Ussing Han blev voldsomt forelsket i Jette (Henriette) Georgine Fridsch, den tredje af familiens "smukke døtre", men mødte modstand hos forældrene. Ungdomsminderne dækker skolegangen i Ribe og mødet med Jette (side 18), der gennem hele bogen omtales som "J", forlovelsen med hende på Askøe hos hendes søster Charlotte Hedvig Fridsch g.m. Gerhard Brøndsted (side 47), og hævelsen af forlovelsen ca. 1807 (side 78).

INDLEDNING

Da Sognepræsten til Uldum og Langskov i Jylland, Hr. Rasmus Ussing, i 1850 omkring sit halvfjersinstyvende Aar havde faaet sit Embedes Bestyrelse overdraget til en Kapellan, anvendte han bl.a. sit Otium til at nedskrive sine Erindringer fra et langt Liv. Det er disse, som foreligger her i en lidt forkortet og sammentrængt Skikkelse, stillet velvilligt til Udgivernes Disposition af hans Slægtning, Stiftsprovst Dr. theol. Henry Ussing. Det synes som om Memoirernes Forfatter selv har omgaaedes med Tanken om en Offentliggørelse. Ud herfra maa forklares den ret besynderlige og usædvanlige Omstændighed, at Memoirerne ikke indeholder et eneste Navn hverken paa Personer eller Lokaliteter. Maaske har ogsaa Diskretionshensyn til dengang endnu levende Personer været medvirkende til denne gennemførte Anonymitet. Disse Hensyn kan ikke siges længere at existere, og ad forskellig Vej er det lykkedes os i Noterne at kunne oplyse om de virkelige Forhold, hvorfor vi ogsaa bringer en anden Slægtning, Sagfører G. Ussing, Forfatterens Sønnesøn vor Tak. Til Trods for

[side 2] det hist og her romanagtige Snit, Forfatteren nu og da giver sin Fortælling, skal det dog siges, at selv i Forklædningens Form svarer den i et og alt til Livets brogede Virkelighed.

Retskrivningen er gennemgaaende Originalens.

Udg.

[side 3]

[Skolegang i Ribe indtil 1795]

Som den næstældste af femten Søskende er jeg født i Købstaden R[ibe] Anno 1778 Klokken 6 om Morgenen sidst i juli Maaned1. Jeg erindrer det ikke saa nøje, uagtet min salig Fader, punctuel indtil det Mindste, optegnede alle sine Børns Fødsels- og Daabsdage i en liden Bog.

Det er heller ikke af stor Vigtighed, at Verden erfarer, paa hvilken Dag, Time, Minut og Secund jeg første Gang skimtede Dagens Lys, da jeg ikke har bragt det videre end til Landsbypræst i et lidet Sognekald, hvor jeg endnu sidder og skriver dette og hverken er benaadet med Rang, ej heller decoreret med Ordner, men tituleres simpelt og ligefremt af de gamle Bønder: Faer, af de yngre: Hr. Pastor, og har kun min lange, sorte Kjole og hvide Pibekrave at prunske med Søn- og Helligdage.

Min Fader var verdslig Embedsmand i fornævnte Købstad, en liden, kraftig, undersætsig Person, meget hjulbenet[2]. Han var jurist, om dansk eller latinsk, brød jeg mig i min Barn- og Ungdom ikke om og véd det endnu heller ikke i min Alderdom3 Men

1 Rasmus Ussing var i Virkeligheden født 9. juli, men i gamle Dage lagdes ikke saa megen Vind paa Fødselsdagen. Til Exempel kom Holbergs Fødselsdag - 3. December - først for Dagens Lys i 1862. Naar Lengnicks Stamtavle over Familien Ussing opgiver 28/7, er dette antagelig Daabsdagen.
2 Faderen Niels Ussing (1741-1823), gift med Johanne Lovise Bruun (1760 -97), var Hospitalsforstander i Ribe.
3 Juridisk Examen oprettedes 1736. Den omtalte Adskillelse mellem latinske og danske jurister fandtes ikke dengang.

[side 4] saa meget er mig bekendt, at han agtedes for en stræng redelig og retskaffen Embedsmand, og da han troede, at andre i deres Stand og Stilling vare det ligeledes, blev heller ingen Mand i Verden mere narret og forskubbet end han. Han var hidsig og letopfarende af Naturel, saa at et Ukvemsord, særdeles naar det tydede paa Ufornuft, Uredelighed og Ondskab, ligesom ogsaa enhver slet Handling - naar han i sin store Tillid og gode Mening om sine Medmennesker derom overbevistes bragte ham saalunde i Harnisk og bragte ham i en saadan brusende Bevægelse, at alle øjeblikkelig flyede og ingen turde nærme sig ham, i hvor gerne man ellers befandt sig i hans Selskab og underholdt sig med ham.

Denne min Faders Naturel var Aarsag til at han, der bar en faderlig Kjærlighed for sine Børn, alligevel af dem mere frygtedes end elskedes.

Min Salig Moder derimod var lutter Kjærlighed, Ømhed og Fromhed, hertil en dannet og forstandig Kone. Hun var smuk og velvoxen og havde en oval græsk Profil samt i det hele en junonisk Legems-Figur. Vi Børn ansaa hende for den smukkeste i Byen. Min Fader elskede og agtede hende som hun fortjente, og vi vare hende med barnlig Kjærlighed hengivne, særdeles jeg, hvem Misundelsen derfor kaldte Kæledæggen. Ak! desværre, at vi mistede denne fromme og kærlige Moder, da jeg traadte over i mit femtende Aar, og hun ej var ældre end 33 à 34 Aar, i hendes blomstrende Alder. Et lumpent Skærmbrædt, der styrtede over Vuggen,

[side 5] hvori hendes sidstfødte, kun nogle Uger gamle Spæde, sov, indjog hende en saadan Skræk, at hun, uagtet tvende kyndige og duelige Lægers anvendte Kunst og Bestræbelser, maatte vandre heden.

Det var den første hjærtegribende Sorg, som jeg i min unge Alder fristede - en Sorg, der mange Aar derefter kostede mig bitre Taarer, end hvilke jeg ingen bitrere har fældet. Aldrig glemte jeg denne hulde Moder. Selv i min bedagede Alderdom træder hun stundom endnu i natlige Drømme til min Seng, kærtegnende mig som et Barn. Skuffet vaagner jeg og aftørrer de Taarer, som Skuffelsen aftvinger mig.

Af min Moder lærte jeg ABC'en, men om hun under min Vrangvillighed og hendes store Taalmodighed bragte det videre end til Bogstaverne, mindes jeg ikke. Vist er det, at jeg tilligemed min ældre Søster betimeligen sattes i Skole hos en i vort Nabolag boende Klokker-Enke, der gav sig af med Smaabørns Undervisning.

Denne Enke var en smuk gammel Kone, der i sit Aasyn havde noget bistert, der indgød Agtelse og Respekt; men uagtet hendes barske Ansigt var hun dog ikke stræng i sin Børnetugt - hun brugte hverken Ris eller Tamp eller andre Skolevaaben. I disses Sted havde hun en egen Methode, hvoraf aldrig andre gjorde Brug. Methoden var denne: viste et Barn sig vanartig eller vrangvillig, da betragtede hun det først taus og med et skarpt Blik, tiltalte det derpaa med enkelte afbrudte rørende Ord. Hjalp ikke dette, som stundom var Tilfældet, saa kastede hun sit gamle Hoved over sine paa

[side 6] Bordet sammenfoldede Hænder og hulkede lydelig. At dette kun var et Spil, anede vi Børn ikke og antog det for virkelig Hulken. Alles Øjne bleve vaade, Methoden viste sin Mesterinde og Midlet hjalp, at sige til en vis Alder; men da gav hun sig klogeligen ikke længere af med at undervise de ældre Børn, der maatte vige Pladsen for yngre, der i denne Læremethodes Mysterier ikke var indviede.

Skraas overfor denne Enke boede den ene af Byens Klokkere - Ribe havde to Kirker, følgeligen ogsaa tvende Klokkere - der ligeledes holdt Skole for ældre Børn. Denne Mand var en Studiosus og en Schleswiger (i Nutiden vilde han være kaldet en Oprører, en Forræder osv.), som ved Universitetet i Kiel havde absolveret sine Studier. Han var en tynd mager Mand af Middelhøjde og var ved et apoplectisk Tilfælde bleven halt og lam og saa rystende paa Arme og Hænder, at Ske-, Kniv- og Gaffel-Mad magtede han ikke selv at spise uden at forfejle Munden, oversmøre og saare Ansigtet, og blev derfor ved deslige Spiser dagligen madet af sin Ægtehustru, en sønderjyllandsk Tjenestepige, ligesaa svag paa Aands Evner som ringe af Legems-Ynder, med hvem han havde misallieret sig. Dog formaaede han selv at drikke sin The og Kaffe, naar Drikkekarret, almindelig en stor hvid Stenspølkumme, anbragtes paa et tilbørligt højtstaaende fast Fundament, som her var en Bilægger-Kæmpekakkelovn, der tillige tjente til Understøttelses-Punkt for de rystende Hænder, der begge omfattede Skaalen,

[side 7] hvoraf vor lærde Klokker drak eller rettere slubrede omtrent som de bekendte børstede Dyr af deres Trug. Hvad denne mærkelige lærde Mands Klædedragt angik, da bar han dagligdags inden Døre en broget Kattuns Slaabrok, en hvid Bomulds Nathue med Kvast, og Lædertøfler, uldne hvide Strømper og Knæbuxer; udenfor Døre derimod, paa Søn- og Helligdage var han pynteligen iført lange, vide, sorte Pantalons, sort Vest og en sort kort Livkjole, der alt tilhobe vidnede om hans drivtige Mages huslige Flid - thi alt var hjemmegjort. Sættes nu paa det skaldede Klokkerhoved en med een Rad store Bukler vel udziret og hvidpudret Peruque, saa haves et livagtigt Billede paa Klokkemanden, som han dagligdags søndagsvis inden og uden Døre, stod, vandrede og færdedes i levende Live.

I denne ærværdige Klokkers Skole blev jeg4, da den gamle Klokkerenkes sindrige Lære- og Tugtemethode ej længere frugtede, og kraftigere Midler agtedes fornødne til en videre og heldigere Fremgang i vore paabegyndte Studier. Vi skulde betimeligen forberedes paa at betræde den lærde Bane i Byens højere og højeste Skole, altsaa foruden at læse og skrive Dansk, regne paa Tavle, ogsaa undervises i Latin og Humaniora, hvori vor Fader mente - hvorpaa han grundede sin Mening maa Gud vide - at Klokkeren var ligesaa dygtig og hjemme som Latinskolens lærde Rector.

4 Theodosius Ussing, senere Overretsprocurator og Amanuensis hos Bispen i Ribe. (1780-1845). Han endte som sin Faders Efterfølger som Hospitalsforstander.

[side 8] Hvor vel havde vi ikke været farne om Klokkeren havde været ligesaa lærd som den lærde Rector og havde hertil forstaaet at bibringe sine Elever sin store Lærdom - da havde min Broder og jeg ikke forspildt en fire til fem Aar af vor Ungdomstid. Sent og langsomt blev det Forsømte oprettet; og aldrig fuldkommen forvandt, i det mindste jeg ikke, den forkerte Retning, som mine Sjæleevner under en forkert Undervisningsmethode havde taget.

I dansk og tysk Læsning, Skrivning, Regning og Religion vare vi i Forhold til Aarenes Tal kun maadelige, og i Latinen end maadeligere. Maaden hvorpaa Klokkeren søgte at bibringe os Kundskaber i det sidstnævnte Lærefag var den forunderligste og tillige den sletteste af alle Methoder, og er derfor i al dens Mærkelighed og Originalitet ingenlunde at anbefale.

Cornelius Nepos blev anordnet, og to Exemplarer, rigeligen udstyrede med tyske og latinske Noter, anskaffede, og uden forudgaaende grammatikalske Kundskaber - om Grammatik havde vi intet Begreb - gik Undervisningen i Latin for sig paa følgende mærkværdige Maade: Klokkeren - Lærer kan jeg ikke kalde ham, da jeg kun agter den for Lærer, som lærer andre noget, men vi lærte her intet - altsaa Klokkeren oplæste med Pathos den ene latinske Sætning efter den anden; min Broder og jeg pladrede dem efter; Klokkeren oversatte ikke hvert enkelt Ord, men hele Kommaer paa Dansk, og vi efterpladrede ogsaa det Danske, og saaledes blev Cornelius Nepos fra Begyndelsen til

[side 9] Enden gennemtydet, med den Undtagelse at vi for at spare Klokkeren Ulejligheden, siden hen maatte oplæse Latinen, og han skaanede os for Møjen at oversætte den, hvilken han selv paatog sig. Ingen Lectier til egen Overlæsning bleve os foresatte, og til Lexicon havde vi lige saa liden Kendskab som til Grammatik, og dog gjorde vi latinsk Stil paa følgende Maade: Klokkeren oplæste Latinen Kommavis, vi skreve den paa Regnetavlen efter. Klokkeren oversatte Latinen paa Dansk, undertiden i Tankers Adspredelse paa Tysk. Vi efterskreve det ene med det andet, indtil Tavlens begge sorte Sider vare overskrevne. Klokkeren rettede derpaa Stilen, ikke Oversættelsen, thi den var hans egen, men de urigtig bogstaverede og udeladte Ord. Paa denne Maade lærte vi dog en Smule dansk og latinsk Orthografi og Hurtigskrift efter Dictat.

Min Broder og jeg, saa unge vi vare, indsaa omsider selv, at vi i Klokkerens Skole spildte vor Tid og lærte af Latinen intet, og af alt andet saare lidet. Vi besluttede derfor og tog efter en Tidlangs Ventilation Mod til os at bede vor Fader tage os ud af denne Skole og sætte os i den bedre latinske. Dertil dristede vi os kun een Gang. Vor Begæring var som en Brand i vor Faders Næse. Han mente det var kun en Grille, som var kommen os i Hovedet, for med de Latinske Drenge, som han kaldte dem, at drive Skælms- og Skarnsstykker. Vi bleve kort afviste med de lakoniske Ord: "Lær kun hvad Klokkeren kan, saa behøver I ingen større Lærdom - pak jer bort!"

[side 10] Vistnok pakkede vi os bort det snareste vi kunde, for ikke ved vor Nærværelse end mere at fortørne og opbringe vor Fader; men vi i Forening med vore Meddisciple pønsede fra denne Dag af paa intet hellere end at spille vor Klokker saa mange Pudser, som lode sig udtænke, og at drive lige saa mange Skarns- og Skælmsstykker, som de latinske Drenge. Vi behøvede Tidsfordriv, da Undervisningen i Skolen ingen gav os, og at vi ikke manglede den, derfor sørgede tilstrækkeligen en af de ældste Skolarer, der var baade opfindsom og dristig selv - naar os fattedes Mod - til at udføre sine Løjer, som han og vi alle kaldte dem. At fortælle det Uvæsen, som i vor sidste Skoletid blev drevet med den arme Klokker, er helt vidtløftig. Kun hvad een af vore Meddisciple hittede paa vil jeg til Slutning kort fortælle.

Da Klokkeren en Søgnedag til en Kirketjeneste var iført fuld Puds og Pynt og i al Ro og Mag drak af den paa den store Bilæggerovn for ham hensatte Kaffeskaal og saae hverken tilhøjre eller venstre, da iagttog denne dristige og forvovne Dreng sit Snit, nedtog paa Hosesokker en i Nærheden hængende Rævehale, der brugtes til Støvekost, og fæstede den behændig og uformærkt med en Knappenaal til det nederste af Klokkerens Kjoleskød. Uagtet de tilstedeværende Børns temmelig lydelige Fnisen, saa blev dog - Klokkeren var for sysselsat med sin Kaffedrik til at høre andet end sin egen Slubren, Madammen var gaaet i Byen og Pigen havde andetsteds Ærinde - alligevel intet opdaget. Men da

[side 11] Klokkeren med sit Rævesmykke haltede over Kirkegaarden, hvortil Klokkerboligen stødte op, forundrede det ham ikke lidet, at han, foruden med Hilsen, ogsaa blev modtaget med Haan og Latter af endel Kirkegængere udenfor Kirken, og han forblev i denne sin Forundring indtil han inde i Kirken, til sin Forbauselse og store Forbitrelse bragtes ud deraf af Klokkerdrengen, der barmhjærtig befriede ham fra hans Rævehale.

Det var nu en offentlig Skandale, som inden Aften rygtedes over den ganske Stad. Ogsaa min Fader erfarede den tilligemed de hundrede andre større og mindre Pudser, der næsten dagligen bleve drevne med den hos ham for sin Lærdom højt anskrevne Klokker, og vi maatte fornemmelig takke dette sidste Puds for at vi stante pede udtoges af Klokkerens Skole, og det besluttedes at sætte os over i Byens latinske. Med Klokkerskolen tog det nu en brat Ende, da alle fulgte min Faders Exempel.

For ej alene at komme i den lærde Skole, men ogsaa for at der kunde bestemmes hvor højt eller lavt vi i dens sex Lectier (saa kaldtes i ældre Dage Nutidens Klasser) vare at anbringe, var en Prøve-Examination dengang ligesom nu fornøden. Paa den hertil fastsatte Dag mødte min Broder og jeg alene uden Ledsagelse - vor Fader anede vel intet godt Udfald og lod os derfor gaa alene - hos Rectoren, der førend Prøven vistnok gjorde sig større Ideer om vor Lærdom, end da den var fuldbragt, da vi nemlig fortalte hvor mange Gange vi havde gennemgaaet Cornelius Nepos. Denne Bog i en nyere

[side 12] Udgave, i anden Format og uden behjælpelige Noter, blev bragt tilveje og os forelagt, og et lidet Pensum i dens første Capitel opgivet. Latinen oplæste vi med antagelig Færdighed, men da det kom til Oversættelsen, blev vi stumme som Fiske; hverken det Hele, ej heller enkelte Ord, naar undtages et, at, sed og slige hyppig forekommende smaa Partikler og Conjunctioner, formaaede vi at give paa Dansk.

Da det hverken i det første eller de andre Capitler vilde gaa med den gamle Cornelius, hvormed vi dog en lang Tid havde plejet en næsten daglig Omgang, blev han som en os aldeles ubekendt Fremmed lagt til Siden, og Rectoren, rystende paa Hovedet, opgav os i Pensum et Par korte lette danske Sentenser, som vi vel - mente han - ved Hjælp af et Lexicon og en Grammatik, der fremlagdes, maatte kunne oversætte paa Latin, og han forlod os for ikke ved sin Nærværelse at forstyrre os, som han mærkede var bly, undseelige og ikke lidet forknyttede.

Den os dicterede Danske havde vi hver paa sin Qvartark-Papir nogenlunde læseligen skrevet; men ak! derved forblev det og vilde være forblevet, om vi vare blevne siddende til Dommedag. Vi stirrede paa Papiret, kastede af og til Blikke paa hverandre, pillede paa vore Kjoleærmer, tyggede paa vore Penne og maalte Loft, Gulv og Vægge med vore i Vand svømmende Øjne; men intet af alt hjalp os. Endelig kastede vi Øjnene paa det foreliggende Materiel: Lexikonet og Grammatiken og forsøgte, om dette ikke i vor Nød og forladte tilstand kunde

[side 13] skaffe os nogen Hjælp; men o ve: de, endmere deres Brug, vare os ubekendte, et Galimathias, det første mere end det sidste. Fortvivlede lagde vi nu alt til Side og Hænderne i Skødet og fandt kun Trøst og Lettelse i vore Taarer, som vi hurtig aftørrede, da Rectoren efter en halv Times Forløb kom tilbage. Da han, der var en medfølende Menneskeven, i Særdeleshed en Børneven, fandt Papiret blank og os i denne sørgelige Stilling, saa trøstede og opmuntrede han os, og gav sig derpaa til at examinere os først i dansk Indenadslæsning. Denne skilte vi os taaleligen ved, men efter vor Alder - jeg 13 og min Broder 11 Aar - just ikke antagelig; derpaa dicteredes os paa Tavlen smaa lette Regnestykker i de fire Species, men uagtet vi havde gennemregnet Cramers Regnebog i Reguladetri, i benævnte og ubenævnte, i Hele- og Brøktal, vrimlede det af Fejl i Additio, Subtractio, Multiplicatio og Divisio. Endelig sluttedes vor mesterfulde Prøve med Examinationen i Religion; men, skøndt Pontoppidans gamle Forklaring baade inden- og udenad var gennemlæst, fandtes vi ikke at have lært stort mere end Stumper og Brokker af Luthers liden Katekismus.

Vi dimitteredes og forlode Rector-Residensen, vel paa en Maade lettede, men ikke mindre end glade i Sindet over at være slupne fra en tre til fire Timers lange og pinlige Examination, som ikke lovede os noget godt Resultat. Dette erfarede ikke vi ved vor Dimission, men vor Fader samme Dag af et Brev fra Rectoren, som meget beklagede, at

[side 14] han med sin bedste Villie ikke kunde anbringe os højere end nederst i Skolens nederste Lectie, og det endog kun af Venskab for vor Fader, og i det visse Haab, at vi, som saa uforsvarligen vare forsømte, ved stadig Flid vilde stræbe at indhente hvad vi manglede og gøre gode Fremskridt i det, som skulde præsteres.

Man maa ej alene have kendt vor Faders Naturel, men ogsaa hans Forventninger om at se os anbragte i en af Skolens øvrige Lectier for at gøre sig en rigtig Forestilling om det bitre Indtryk, som dette venskabelige og ubehagelige Brev gjorde paa ham. Hvor priste vi os ikke lykkelige, at vi allerede for et Aarstid siden paa Grund af at vi intet lærte, havde bedet om at udtages af Klokkerskolen, og at ogsaa andre, hvoriblandt vor Moder, flere Gange havde ytret og gjort opmærksom, paa Nødvendigheden heraf, naar ikke vor Ungdomstid skulde forspildes og vi opvoxe i Vanskelighed og andet værre. Ingen Vredes- eller Utilfredsheds-Ytringer faldt derfor paa os, men derimod en Fortørnelse og Forbitrelse paa Klokkeren, som vedvarede indtil dennes dødelige Afgang, og det i den Grad, at vor Fader aldrig talte til eller med ham, at han paa sin Vej flyede ham som en med Spedalskhed befængt Mand, ja gad ej høre hans Navn nævne, og hørtes det, geraadede i en Affect, som om det forlængst passerede foregik i samme Stund.

Vi anbragtes da til vor Faders store Ærgrelse nederst i Skolens første eller laveste Lectie, saaledes at min Broder blev ei alene Klassens, men ogsaa

[side 15] hele Skolens Fux og jeg hans Nabo eller Sidemand, ingenlunde fordi jeg var dygtigere, men fordi jeg tilfældigvis var to Aar ældre - Alderen har, om ikke andet, Anciennitet eller Præference. Ancienniteten beholdt jeg hele Skolen igennem, skøndt min Broder - jeg maa ærlig tilstaa det - fortjente Præferencen. I hvor galt det var gaaet, var vi alligevel i vor Fornedrelse hjærteglade over vor Avance fra en ringere agtet dansk Pugeskole til den højt ansete latinske Lærde Skole 5.

Latinskolens Mesterlektie var paa den Tid delt i trende Parter: den Nederste, Mellemste og Øverste, som forestodes eller bestyredes af en Rector og en Conrector, der ikke i Time-, men i Dagevis delte Undervisningen iblandt sig, saa at Rectoren underviste i Ugens tre første, og Conrectoren i dens trende sidste Dage.

Latinskolens Rector var i sit private Liv en stille, retsindig, veltænkende, fordringsfri, midaldrende Mand, der uden Overdaadighed klædte sig pænt og pynteligt, var punctuel ordentlig i hele sit Forhold, stræng maadeholden i sine Nydelser, og som, uden at være selskabelig, alligevel gerne deltog i Selskaber, særdeles Concerter og Baller, da han

5 Hvor smaa Forholdene alligevel var, faar man et godt Indtryk af, ved gennem Ribe Skoleprogrammer at erfare, at Skolens højeste Discipeltal i de Aar, Rasmus Ussing besøgte Skolen, var 39 (1791-1800). Det hed sig spøgende, at for hver 2 Disciple var 1 Lærer. Da de første fem Lektier var passeret, erklæredes Brødrene ved Examen "immutori" og maatte endnu sidde et Aar i femte Lektie. Disse sex Skoleaar med udførlig Gennemgang af de forskellige "Høreres" Kvalifikationer forbigaas her. I "Mesterlektien" indtræder Rasmus Ussing saaledes først med sit nittende Aar, og da han skal gennemgaa dens 3 "Lektier", lykkes det ham saaledes først at blive Student 22 Aar gammel.

[side 16] selv, uden at være Musicus, var en enthusiastisk Elsker af Musiken, og yndede Dandsen for saa vidt den paa Sjæl og Legeme havde en gavnlig Indflydelse6. Han besad ingen dybsindig Lærdom, men var en erklæret Ynder af Naturen og tro Iagttager af dens Begivenheder, hvorfor ogsaa Naturhistorien og Physiken, hvoraf han samlede sig adskillige Curiosa, vare hans Yndlingsvidenskaber. Undervisningen drev han samvittighedsfuld som Embedspligt, men ingenlunde con amore. Han saaes med større Lyst og Iver at gaa i sin Have, der altid holdtes i pyntelig Orden og at beskæftige sig med at grave, plante, saa og vande, end at begive sig til og opholde sig paa Skolen, hvor han almindelig viste sig vrippen, vranten og vanskelig at komme tilrette med; og da han ei sjælden i cholerisk Vrede meddelte Øredask, ja stundom endogsaa til de næsten voxne Disciple brugte Riset, blev han, skøndt han i privat Liv var en elskværdig Mand, i sit offentlige Færd - mere frygtet og hadet end elsket og yndet. Imidlertid gjorde Skolen under hans Bestyrelse gode Fremskridt.

Rectorens tro Medhjælper, Conrectoren, var en elskelig beleven og selskabelig ung Mand paa nogle og tredive Aar, der en Tidlang havde rejst i Udlandene og opholdt sig i Paris 7. Han var en god

6 Rector Lorenz Hansen (1750-1818) havde fra 1770 tjent sig op som Hører ved Ribe Skole. Han arvede 1786 Rektoratet efter sin svagelige Fader, men havde længe bestyret Embedet for denne. Han interesserede sig særlig for Naturvidenskaberne og fik indført en Prøve heri, der dog senere afskaffedes. 1807 udnævnt til Professor, 1810 Ridder af Dannebroge.
7 Stephan Tetens (1773-1855) var Dr. theol. og havde 1797 afløst Ludvig Helberg, P. A. Heibergs Broder, som Conrector. 1 1804 opgav han Skolevejen og blev Præst og i 1811 Biskop over Als og Ærø.

[side 17] Philolog, besad gode Læregaver og vidste at gøre sig lige saa afholdt af Disciplene som Rectoren var frygtet. Han var Disciplenes faderlige, i deres Glæder og Sorger deltagende Ven. Det er ikke gaaet mig af Minde, hvorledes vi ej sjælden, naar Rectoren, der var gift med hans Søster, ved sin vrantne Lune gjorde os det efter vort Tykke for broget, søgte Trøst og Raad hos ham, hvilket han ogsaa, dog uden at skade den Agtelse og Respect, som tilkom Svogeren, villigen meddelte os saa godt han formaaede. Han havde, uagtet sin Nedladenhed imod os udenfor Skoletiden, en fuldkommen Magt og Herredømme over os i Læretimerne, saa at han ved sit blotte Blik og faa Ord kunde røre og bevæge os til hvilkensomhelst Side han vilde, og behøvede hverken Øredask, eiheller Tamp eller Riis og Ferle; thi alle arbeidede under ham med Lyst og Glæde. De gode Fremskridt, som derfor under ham gjordes, opvakte stundom Rectorens Nid og Misundelse, hvilken han dog som den fordringsfri, humane og elskværdige Mand altid forstod at neddæmpe, saa at den gode Forstaaelse Imellem dem som Svogere og Medlærere aldrig ophørte.

Jeg har nu leveret en Caracteristik af den latinske Skole, hvori jeg circa 13 Aar gammel indtraadte i den franske Revolutions Aar 1792. Jeg nævner dette, fordi jeg, og sandsynlig flere af mine Jevnaldrende, formedelst hin Tids revolutionære Begivenheder erholdt en Retning i Caracteren, som hos nogle sent, hos andre aldrig forandrede sig. Hvor helt anderledes forholdt det sig ikke med dem, som

[side 18] længe efter Revolutionens Ophør fødtes, og som i tidlige Aar lærte at agte og respectere det, som vi i Barndom og Ungdom væntes til at ringeagte; kun at de ikke skride til andre modsatte og lige saa lidet priselige Yderligheder.

I Mesterlectiens nederste og mellemste Parter udviste jeg saa megen Flid og gjorde saa gode Fremskridt, at jeg ved Optrædelsen i den øverste blev den Første, altsaa hele Latinskolens Dux, hvilken Værdighed jeg et Aar beklædte indtil Efteraaret 1800, da jeg tilligemed min Broder dimitteredes med Rectorens gode Vidnesbyrd og bedste Recommendationer til Universitetets og dets honorable Professorers gode Varetægt. -

Førend jeg gaaer videre i mine Memoirer, maa jeg tilbagekalde i min Erindring enkelte for mig vigtige Begivenheder i mine Skoleaar formedelst den Indflydelse de fik paa min Tankegang og hele Sindsretning.

Det Var i Latinskolens nederste Lectie, at den første Sorgens Sky trak op over os og formørkede vore unge Dage; da døde vor fromme og ejegode Moder. Dette Dødsfald gjorde paa mig et dybere og varigere Indtryk end paa min yngre Broder og gav mig en Hang til Sørgmodighed, hvortil jeg forhen ikke kendte, og som i en ældre Alder aldrig ganske forlod mig, men vendte endog med fornyet Styrke tilbage ved ethvert i min Familie i sildigere Aar indtræffende Dødsfald.

[Jette Fridsch, 1795]

Jette Fridsch
Henriette Georgine Fridsch (1784-1864)

Neppe var jeg kommen ind i femte Lectie8, før

8 Rasmus Ussing var saaledes paa det Tidspunkt omkring 17 Aar.

[side 19] jeg en Juletid paa et af Byens smaa Børneballer blev forelsket og det op over Ørene, saa at jeg tabte Sands for alt andet undtagen min Kjærlighed. Naturligvis var denne min Kjærlighed for mig en nogenlunde undskyldende Grund for min mere og mere aftagende Flid. Tidlig og sildig og drømmende Dag og Nat stod Genstanden for min Kjærlighed - en liden med mig omtrent jævnaldrende Pigeglut blandt Byens Honoratiores - i himmelsk Englegestalt for min Indbildning og ved sit Gudesmil og fortryllende Kjærtegn forstyrrede mig bestandig i at læse, og endmere at tænke over paa hvad i Læretimerne blev foredraget; og da der fra den tolerante eller rettere indolente Lærers Side var intet at frygte for min bestandig voxende Kjærlighed, og der ikke fra nogen anden blev gjort noget til dens Svækkelse og Neddæmpelse, saa gik det og saa galt og forkert, som det kunde gaa9.

Imidlertid besluttede jeg at aabenbare mig for mit Hjærtes Udkaarne - den sidste og eneste Tilflugt i min Nød og Vaande. Men hvorledes skulde jeg bære mig ad?

Min Udvalgte stod tilligemed sine fem Søstre under en skrap Moders daglige Opsigt og Varetægt - en Moder af den Slags, der selv ret bekendt med og tilstrækkelig øvet i Kjærlighedens mange Intriger, Sorger og Glæder, vil at Døtrene skulle

9 Den omtalte unge Pige, der spiller en saa stor Rolle i Rasmus Ussings Ungdomsliv, og som han diskret kun betegner med et J., hed Georgine Henriette (Jette) Fridsch. Hun var født 1783 og var Datter af Provincialmedicus, Dr. med. Andreas Fridsch i dennes Ægteskab med Charlotte Mathiesen. Hun havde syv Søstre og fire Brødre. Familien Fridsch hørte til de toneangivende i Ribe. Foruden Vaaningshuset ejede den en udstrakt Have ved Aaen.

[side 20] vorde dydigere, klogere og kyskere end hun selv til sin Tid havde været. Denne erfarne, kloge og forsigtige Moder tillod ingen af sine Døtre nogen ensom Gang paa Gader, Promenader eller andetsteds. Var hun ikke selv med, maatte Døtrene, to eller flere i Samfund, følges ad. (Den kloge Moder glemte dog med al sin Forsigtighed hvor fortrolige Søstre i Kjærligheds-Affairer kunne være). Paa Børneballerne, den eneste Lejlighed hvor jeg kom i nogen nær Berørelse med min Udkaarne, var hun bestandig omgiven af sine Selskabssøstre; paa ingen af Stederne lykkedes det mig at tilvejebringe et Rendez-vous og en Kjærligheds-Erklæring i Enrum. Imidlertid troede jeg dog at profitere noget af vore børnelige Baller: Jeg troede at opdage, at naar mine Øjne forfulgte min Elskede, som de uafladeligt gjorde, faldt ikke sjælden hendes Øjne paa mig, og naar vore Øjne mødtes, sloge vi dem begge ned til Gulvet eller op mod Loftet eller til Siderne paa Væggene; slige Maneuvrer havde jeg af Romaner, hvoraf jeg særdeles i min Forliebelses Epoche læste mange, kun altfor mange, lært at hentyde paa om ikke en fuldendt, saa dog en begyndende Kjærlighed. Endnu tydeligere Kendemærker herpaa troede jeg at opdage under Dandsen. At jeg dandsede flere Gange og med større Hjærtelighed med den jeg elskede end med enhversomhelst anden, var en Selvfølge, men at hun dandsede gerne, ja hellere med mig end med andre, syntes jeg at bemærke, og endmere at et lidet Haandtryk af mine var altid ledsaget af et svagt Gjentryk af hendes smaa fløjlsbløde

[side 21] Hænder - et Tryk, som saa ubetydeligt det end var, dirrede mig som en elektrisk Funce ind i Hjærtet. Hertil forekom det mig, at naar vi vare opstillede til Dandsen - udenfor Dandsen nærmede vi os hverandre aldrig - talte hun mere og venligere med mig end med andre af Ballets unge Cavallerer. Alt dette tilhobe - som den forsigtige Moder ubegribeligt nok med al sin Erfaring om Dandsens virksomme Indflydelse paa unge elskende Hjærter ganske oversaa og glemte - alt var mig ubedragelige Symptomer paa en varm og inderlig Kjærlighed. Jeg Daare! Som alle Forliebte, baade gamle og unge mere eller mindre ere, jeg agtede og skatterede ikke de Gunstbevisninger, som de andre Smaapiger paa disse uforglemmelige Børneballer beviste mig, der almindeligen ansaaes for den første af alle Byens Dandsere, en Adonis for alle Balcavalierer.

Da det ikke var lykkedes mig at faa en passende Lejlighed til at aabenbare min bestandig voxende Kjærlighed, saa gik - da jeg hverken kunde, ej heller vilde slaa den af Hovedet - min daglige Pønsen og Grublen ud paa at finde andre sikre Udveje. Hvo der søger, den finder. Jeg fandt efter min dengang værende Forfatning den mest passende Tid og det bekvemmeste Sted: Kirken var Stedet og Gudstjenesten Tiden. Hvorledes var jeg faldet paa denne Ide? Meget naturligt; jeg havde i endel af mine dyrebare Romaner læst om Kjærligheds-Affairer, der i Kirkerne ej alene toge deres Begyndelse, men ogsaa fortsattes og fuldendtes. Sligt

[side 22] var endogsaa baade før og i min Tid passeret i min Fødebys Hoved- eller Domkirke, hvor jeg og fungerede som Forsanger. - Latinskolens Disciple forestode den Tid Sangen i Kirkerne. Jeg havde hørt slige Begivenheder meget omtale, ja selv engang i en Skolestue, hvor en af Stadens Skønne om Søndagen flittig indfandt sig, fundet en betydningsfuld Blomsterkost henlagt, i hvis Midte en Billetdoux var insinueret og skjult; ogsaa havde jeg hertil iagttaget, at min Udkaarne undertiden uden Ledsagelse gik til Kirke.

Saa stor en Glæde jeg følte over og saa megen Held jeg lovede mig af min nyudfundne Kjærligheds-Plan, ikke mindre var min Længsel efter at se den lykkelig udført. Den første Dag i Ugen fik nu for mig en Betydning, som den forhen aldrig havde havt, og den gav mig de forudgaaende Søgnedage fuldt op at tænke paa; thi med større Iver og mere Flid studerede ikke Byens Præster paa deres Søndagsprækener, end jeg tænkte over paa den Tale, der skulde ledsage min Kjærligheds-Erklæring. Men min Møje var lang Tid spildt. Flere Søndage forløb hvorpaa min Elskede vel kom til Kirke, men altid i Selskab med den forbistrede Moder eller en eller flere af sine Søstre, saa at jeg allerede begyndte at opgive alt Haab om noget Held til mit Forehavende. Men som det i Verden ofte gaaer: at Hjælpen er nærmest, naar Nøden er størst, saaledes gik det ogsaa mig.

En Søndag - aldrig glemmer jeg den Dag da Præsten messede for Alteret, hører jeg sagte

[side 23] Fodtrin nærme sig ad Gangen forbi Choret i Kirken. Jeg lyttede, lyttede skarpere og skarpere, og beskriv nu hvo der kan - jeg formaar det ikke - hvad der foregik i mig, da jeg pludseligen saa min Elskede liste sig forbi tout solo og begive sig til den vanlige Plads: en med Laas, Vinduer og grønne Gardiner forsynet lukket Stol. Blind og døv for alt undtagen for dette himmelske Syn, hørte jeg intet andet. Præsten messede, jeg hørte det ikke; han fuldendte, vendte sig fra Alteret, nikkede og vinkede ad mig, der som Forsanger skulde synge: ,,Og med din Aand." Jeg saa det ikke, min Aand var udvandret af Legemet og dvælede i den grøngardinede Stol nede i Kirken. Mine yngre Meddisciple saa bestyrtede paa mig, den ene i Menigheden efter den anden rejste sig i Stolestaderne og stirrede, forbausede over den lange usædvanlige Pause, op mod Choret, og en almindelig Sensation over den hele Kirke blev opvakt, hvortil jeg dog ikke mærkede det ringeste, indtil endelig en af mine unge Kammerater ved et kraftigt Puf paa Armen bragte mig til Besindelse, og jeg svarede Præsten og sang "Amen" istedetfor "og med din Aand", hvorover der nede i Kirken hørtes en temmelig lydelig Fnisen og Hvisken. - At jeg herved paadrog mig en drøj Reprimande, og at jeg intet kunde fremføre til min Undskyldning, var en Selvfølge.

Et ildevarslende Omen, og var jeg hertil bleven saa forstyrret i Sindet, at jeg aldeles glemte de møjsommelig indstuderede, skønne, rørende og fyndige Ord, jeg vilde fremføre. Imidlertid var jeg

[side 24] fast besluttet paa at udføre mit Forehavende, det maatte saa gaa, hvorledes det gaa vilde, naar kun Skæbnen vilde være mig saa gunstig efter Gudstjenestens Ophør at lede min Tilbedtes Fødder ud mod Kirkens dunkle Bagdør; thi ved den lyse Hovedindgang, hvorigennem de fleste Kirkegængere passerede, lod sig intet udrette. Denne Bagdør havde en mørk Entrée, der egnede sig fortræffelig til Stævnemøde, og det anede mig, at jeg her skulde være heldig i at opnaa mit Ønske. For min Anelse havde jeg en antagelig Grund: jeg havde bemærket, at min Elskede, naar hun ene kom til og forlod Kirken, var det ej sjælden ud gennem denne Bagdør, maaske for ikke at blande sig mellem Mængden, eller vel ogsaa for ikke endnu engang samme Dag at begloes, mønstres og kritiseres af de grantseende og strængtdømmende Skoledisciple i Choret.

Da Prækenen nu begyndte, og Disciplene med mig i Fronten begav sig ned i Kirken, som Skik og forordnet var, for - som det hedte og ogsaa burde været - bedre at høre og fatte Præstens Tale (hvilken vi almindelig hellere listede os fra ude i den frie Luft), overdrog jeg den ældste af mine Kammerater at forestaa Sangen efter Prækenen under Foregivende af Ildebefindende, og jeg forblev udenfor Kirken indtil den skæbnesvangre Time, da jeg begav mig ind i den mørke Entrée, hvor jeg posterede mig i den mørkeste Afkrog, jeg kunde finde.

Nu toner Orglet! Vinden bruste ikke voldsommere

[side 25] gennem alle dets smaa og store Piber end Blodet susede gennem mine Aarer. Enkelte Kirkegængere passerede forbi, nogle bemærkede mig ikke, andre kastede kun et flygtigt Blik paa min Person. Endelig hører jeg lette Fodtrin; Døren springer op, og jeg træder frem og staar foran min Tilbedte, som om jeg vilde spærre hende Udgangen. Vi ser eller rettere stirrer nogle Secunder tause paa hinanden. Derpaa gør hun Mine til i Taushed at gaa forbi mig; jeg skynder mig, begynder stammende min Tale: "Jeg, jeg elsk ..." - Videre kom jeg ikke, hun foer forbi mig og lod mig med Resten af min skønne Tale, med Sandhed kan jeg sige i det yderste Mørke. Thi her stod jeg bævende som Synderen under Galgen og havde nær rendt Hovedet mod den kolde, fugtige Kirkemur, dersom ikke flere Kirkegængere, der gik forbi, bragte mig til Besindelse. I fuldeste Fart ilede jeg afsted gennem lige og krumme Gyder, Stræder og Gader, uden Maal og Med paa kryds og tværs, indtil jeg endeligen befandt mig paa mit Værelse, uden at jeg selv vidste hvorledes.

Men paa mit Værelse var jeg kommen, saa meget var jeg mig bevidst, lige saa vist som jeg i denne Stund mindes, at jeg der kastede mig snart paa en, snart paa en anden Stol, snart i Sengen, snart næsegrus paa Bordet, snart foer frem og tilbage paa Gulvet, rev Papir og hvad der af skøre Sager faldt mig i Hænderne, i Laser og Lapper, og kastede alt hvad der kom mig i Vejen hulter til bulter. Men til min store Lykke aabnedes Døren og en

[side 26] Skolekammerat traadte ind. Han studser, seer taus paa mig og med Forundring paa Forstyrrelsen omkring mig, førend han spørger "Hvad fejler Dig?" - "Hvad der fejler mig - alt fejler mig, jeg er det allerulykkeligste og elendigste af alle Mennesker", og derpaa fortalte jeg ham mit hele uheldige Frieri. Min Kammerat, der var nogle Aar ældre end jeg og dertil sindig og betænksom, hørte taus paa mig, og da jeg havde fuldendt min Fortælling, smilede - ikke, som han forsikrede mig, over mit Vanheld - men over at jeg tog mig den Sag nærmere til Hjærte, end den fortjente. Han søgte at gøre mig begribeligt, at netop min Elskedes Adfærd i Kirken vidnede ligesaa meget, hvis ikke mere, om Kjærlighed end om Haan, Foragt og Afsky, som jeg troede. "Thi", sagde han, "var det sidste Tilfældet, havde hun ikke undseet sig ved at tale med Dig, ja hun var vel ogsaa udbrudt i Latter over Dit forkerte og kejtede Frieri. En aldeles kold Tilskuer vilde maaske have leet Dig op i Ansigtet; at hun ikke gjorde det, taler upaatvivlelig til din Fordeel."

Det var mig noget ganske nyt og vidnede om, at han ei blot flygtig havde læst, men og tænksomt studeret mange Romaner eller selv været velbefaren i Kjærligheds Sager; men Raisonnementet smigrede, og om jeg ikke ganske fæstede Tro til Sandheden deri, bragte det mig dog saa megen Trøst, at jeg nogenlunde fandt mig beroliget. "Men", spurgte jeg, "hvorledes faar jeg bestemt Vished derom?" - ,"Skriv et rørende Brev til dit Hjærtes Elskede", svarede strax min Kammerat.

[side 27] Et Brev fandt ogsaa jeg selv var nu det eneste Middel til at gøre Ende paa min Elendighed. Papir, Blæk og Pen bragtes tilveje, og min Kammerat forlod mig for ikke under Skrivningen at forstyrre mig og lovede efter en Times Forløb at komme igen, modtage Brevet og egenhændig besørge det til sit Bestemmelsessted.

Næppe var min tjenstfærdige Kammerat ude af Døren, førend min Pen foer i Blækhuset, derfra paa Papiret og skred fort i en uopholdelig Fart. Mit Hjærte var fuldt, mit Hoved ikke mindre, og jeg udøste paa Papiret af Hjærtets Følelser, og af Hovedets Overflødighed sprudlede de skønneste og mest ophøjede Tanker, og saaledes fortsattes fra Begyndelsen til Enden, og Brevet - et Halvark-Postpapir i stor Format - var skreven fuldfærdig, uden at jeg kunde forklare mig selv hvorledes. Skade, at jeg ikke afcopierede dette mit første Kjærligheds Brev, som var et Galimathias af Kjærligheds Væv og Vaas, men som lige saa vist var fuldt af Fyr og Flamme, saa at min Elskede, dersom samme Ild brændte i hendes som i mit Hjærte, var upaatvivlelig kommen i Brand og henflydt i Henrykkelse.

Da Brevet var færdigskrevet og forseglet længe før jeg selv og ligeledes før min Ven havde ventet det, og der forløb først det ene, saa det andet Qvarter efter den fastsatte Tid, uden han viste sig, var det aldeles ude med min Taalmodighed; jeg løb til Vinduerne, slog det ene op efter det andet, jeg saa i Gaarden, hvortil min Kammerats Vinduer vendte:

[side 28] ingen Mors Sjæl uden den gamle pjaltede Røgter, der kørte Møg fra Stalden, og hørte gennem den aabnede Dør ingen anden Lyd end en gnavende Mus og en mjavende Kat.

Endelig hørtes lydelige Fodtrin paa Trappen. Jeg bebrejdede min Ven med Hæftighed hans lange Udeblivelse, som han undskyldte med, at han ikke troede, at et Brev af den Beskaffenhed lod sig skrive i nogen kort Tid. Jeg lod Undskyldningen gælde og leverede ham Brevet. Derpaa delibereredes over, hvorledes det bedst kunde afhændes, hvilket ikke vilde være saa let en Sag; thi alt beroede, foruden paa min Vens Conduite, fornemmelig paa et blot Lykketræf. Da vor Raadslagning ikke førte til noget Resultat, afbrød min Kammerat den, puttede Brevet i en Sidelomme paa sin Kjole og forlod mig med de Ord: "Lad mig kun sørge for alt, jeg skal gøre mit Bedste, og mere forlanger Du vist ikke af mig." Jeg var atter overladt til mig selv og mine opbyggelige Betragtninger, og skøndt noget beroliget ved at have overleveret mit Brev, foer Dødens Iskulde over mit hele Legeme og strax derpaa hæftig Feberhede, da efter fire uendelige Qvarter min Kammerat langsomt kom listende ind ad Døren og jeg saa Brevet uopbrudt i hans Hænder og et Jobs Budskab paa hans Aasyn.

Vi satte os ved Siden af hverandre paa en af Datidens gamle Canapeer og min Kammerat fortalte som følger: Tvende Gange, omtrent med et Qvarters Mellemtid, passerede jeg forbi J's Gaard for at udspejde om Din Vedkommende var paa sin

[side 29] daglige og vante Plads ved Vinduet; hverken hun eller nogen anden lod sig tilsyne. Det faldt mig nu i Tanker, at det var Søndag, og at man da om Eftermiddagen i smukt Vejr (det var en af Sommerens skønneste Dage) plejede at spadsere ud til den ikke langt fra Gaarden beliggende Have. Derhen rettede jeg da min Gang og opdagede allerede i lang Frastand, at den store Nøgle sad i Haveporten. Men førend jeg vovede at gaa ind, spurgte jeg en i Nærheden boende Kone, hvo der var i Haven og erfarede, at to af Frøknerne vare derinde - Moderen var der altsaa ikke. Godt, godt, tænkte jeg, her er ypperlige Aspecter, tog derpaa Mod til mig og aabnede Porten. Neppe var jeg kommen ti Skridt indenfor, førend jeg blev begge Frøkener vaer i en af Havens Alleer. Da de ogsaa bleve mig vaer, gik den største mig strax imøde, medens den mindste med nedslagne Øjne langsomt fortsatte sin Gang i Alleen. Taus overleverede jeg Brevet og bad derpaa at tilhænde Søsteren det. "Jeg veed fra hvem Brevet er og gætter ogsaa dets Indhold", sagde den ældre Søster med et sarcastisk Smil. Min Søster har betroet mig hvad i Formiddags efter Gudstjenesten foregik ved Udgangen af Kirken; min Søster har derover fældet Taarer nok og græder endnu henne i Alleen. Jeg beder Dem hilse Deres Ven, at dette Brev kan og maa min Søster ingenlunde modtage." Derpaa rakte hun mig Brevet og bad mig raade Dig at slaa slige Kjærligheds Tanker af Hovedet, da baade Du og hendes Søster vare for unge til at tænke paa, saa

[side 30] alvorlige Ting, at Udsigterne vare lange osv. Derpaa hilsede hun og vendte mig Ryggen.

At jeg lod min Ven komme saa vidt i sin Forklaring og ikke derover geraadede i en total Fortvivlelse maa jeg takke ham for, der saa godt vidste at berolige mig: at i hvor forkert det end gik mig, var der dog alle ønskelige Kjærligheds Tegn og Symptomer, hvilke han udlagde og forklarede mig paa det tydeligste og mest indlysende, og han raadede mig derfor ikke til at slaa min Kjærlighed af Tankerne, hvilket Frøkenen tilraadede, og som var et Raad jeg paa den nærværende Tid umulig var i Stand til at følge; men derimod at bevare den i et tro Hjærte, se Tiden og Aarene an o. s. f. Der var Forstand i min Vens Tale, og da jeg endnu ikke havde mistet al Forstand, og der for Øjeblikket ikke var andet at gøre og jeg endelig ved min Tilbedtes mulige og sandsynlige Gjenkjærlighed følte mig nogenlunde trøstet og beroliget, saa besluttede jeg, saa meget det stod i min Magt at følge min Vens forstandige Raad, hvilket med Tiden faldt mig saa meget lettere, da den snu Moder, der havde fattet mere end blot Mistanke om min Kjærligheds Affaire, sendte sin Datter til en fjern Ø, hvor en Svigersøn af hende nylig var kaldet til Sognepræst10. - Saaledes endte den første Periode i min allerførste Kjærlighed.

10 Den ældste Datter Charlotte Hedvig Fridsch (1777-1863) blev 1800 gift med Gert Johan Brøndsted, født i Horsens 1773 (om ham se "Portrætmalerens Dagbog", Memoirer og Breve VI), theol. cand. 1797, besvarede Aaret efter Universitetets theologiske Prisspørgsmaal, informerede nogle Aar i Ribe og blev her forlovet. 1800 fik han sit første Præstekald paa den lille Ø Askø i Smaalandshavet mellem Lolland og Sjælland. 1808 forflyttet til Hvidding, senere Asminderød. Død i Fredensborg 1846.

[side 31]

[Garnisionen, 1797]

Omtrent to Aars Tid efter min Kjærligheds Historie tildrog sig i min Fødeby en Begivenhed, som gjorde mig bedre, end jeg forhen havde været, bekendt med mig selv, mine Lyster og Tilbøjeligheder. Ingenlunde af Tilbøjelighed var jeg kommen ind paa den studerende Bane, og allermindst yndede jeg ad dens Bane at træde op i den gejstlige Stand. Den Spot og Ringeagt, hvori Præstestanden i den franske Revolutions Tider, hvori jeg levede og opvoxte, blev udsat i alle Lande, gjorde mig og flere Jævnaldrende denne Stand næsten modbydelig. Men hvortil jeg egentlig havde Lyst og Anlæg kunde jeg ikke blive enig med mig selv om. Den verdslige Embedsstand i dens forskellige Grene, til hvilke glimrende Højder den end kunde føre, havde for mig intet tillokkende. Af Handelsaand besjæledes jeg aldeles ikke; mere yndede jeg Kunster og Haandværker, ogsaa Landvæsen og Landoekonomi, men Lysten hertil var hos mig ikke dominerende. Derimod mindedes jeg fra mine tidlige Barndomsdage, med hvilken Henrykkelse jeg betragtede og færdedes med militaire Personer - Byen havde dengang i Garnison et Regiment Infanter! -, med hvilken Glæde jeg var Tilskuer ved og hvor mit Hjærte bankede af Fryd over alle Slags militaire Maneuvrer, samt hvorledes jeg, da Regimentet til min store Sorg forlod Byen, søgte at trøste mig med Tin- og Træsoldater, hvormed jeg Dagen lang legede og morede mig kostelig. Legen hørte efterhaanden op, som Aarene tiltog, og min militaire Lyst syntes med Aarene at svækkes

[side 32] og tabe sig; men som jeg siden erfarede, ulmede den skjult i min Sjæl ligesom glødende Emmer under Asken.

Et Rygte opstod og bredte sig fra Mand til Mand, at Staden atter skulde have Garnison, og at denne bestod i vilde flyvende Husarer. Rygtet blev til Vished, Indtogsdagen omsider bestemt, og jeg var herover nær sprunget ud af mit gode Skind af Glæde og Henrykkelse. Endelig oprandt den længselsfuldt forventede Dag, paa hvilken Skolen havde erholdt Forlov, og hele Byen - der i tolv à fjorten Aar ikke havde havt Garnison, og hvor de fleste i dette Tidsrum fødte og opvoxne ikke havde seet eller gjort sig noget Begreb om en militair Person i levende Skikkelse - var fra tidligste Morgenstund i fuld Røre, og Store og Smaa, Gamle og Unge, Elegante og Lurvede af alle Stænder ilede ud af Byens Sønderport, trængende sig gennem hverandre, uagtet der ikke var noget at haste efter, da Husarernes Ankomst først Klokken 11 Formiddag var anmeldt. Men Tingen var, at en Del, deriblandt hele Skolen og den største Part af Byens mandlige Ungdom vilde gaa dem et godt Stykke Vej imøde, og en anden Del, Pluraliteten, vilde vælge sig i Tide en beqvem Plads for at see, og en sikker tilbage for ikke at nedtrampes af de vælige Heste og molesteres af de gruelige Snurbarter. De som løbe længst, hvoriblandt jeg, havde tilbagelagt omtrent et Par smaa danske Mile, og vi øjnede alligevel ud over det flade Land ikke en Pjalt Husar, end mindre det samtlige Corps af 2 Escadroner, som

[side 33] skulde udgøre Byens Garnison. Men Klokken var da ej heller stort mere end 8.

Mødige og trætte, gennemblødte og dryppende af Sved, besluttede vi, omtrent tolv Personer i Tallet, først at udhvile os og komme igen til Aande, og dernæst i Mag at vandre samme Vej tilbage. Vi havde næsten paa en Fjerdingvej nærmet os Byen, da jeg, der under Retiraden hundrede Gange havde vendt og set mig tilbage, paa den fjerne Horizont øjnede en liden Støvsky. Jeg raabte et skingrende: Hurra! der kommer de! - Alle standsede og alles Øjne rettede sig mod Støvskyen. Den voxede, Lyn glimtede ud af Skyens Midte, og efterhaanden skimtedes hvide vajende Fjedre paa høje, sorte Huer, Indtil de grangivelig viste sig i deres røde Peltse over de blaa galonerte Mantler, med blinkende Vaaben paa de rask fremtravende Heste, smykkede med røde Saddeldækkener og Bidsler tæt besatte med hvide blanke "Snogepander".

Hvad der rørte og bevægede sig i min Sjæl dengang begge fremtravende Escadroner bleve fuldkommen synlige og der commanderedes: Holdt!- hvilket det ganske vandrende Publikum ogsaa prompte adlød, som om det ogsaa var det ment og befalet - det formaar jeg ikke at beskrive. - ,"Retter Eder!" lød det nu - "Sabler ud!" og ud foer de i Solen blinkende Sværd af deres blanke Skeder. - "Fremad Marsch!" - og alt kom igen i levende Bevægelse og Trompeterne skraldede. Yndigere Toner og en lifiligere Musik lød ingensinde i mine ældre Dage for mit Øre - selv ikke

[side 34] Lumbye's Champagner-Galop eller nogen af hans henrivende Waltzer lød siden saaledes, som dengang de klirrende Sabler, de raslende Karabiner, de trampende Hestehove og de skingrende Trompeter i min henrykte Sjæl. - Nu gik det i Parademarsch ind ad Byens Sønderport til Torvet, hvor Sectionerne udfoldede sig, Sablerne præsenteredes og commanderedes i Skederne.

Jeg stod som tryllet over i en mig ubekendt Verden, indtil jeg omsider befandt mig tout solo paa det mennesketomme Torv. Jeg saa omkring mig ikke andet end den nøgne Virkelighed. Jeg gik taus, drømmende, langtfra glad, meget mere sørgmodig min Vej med Hoved og Hjærte fuldt af, hvad jeg paa denne Dag havde oplevet, hørt og set. Hvor hjærtelig ønskede jeg ikke at maatte kaste Latin, Græsk og Hebraisk paa et luende Baal, og derimod at maatte spænde Sablen, den i lange Bandoler-Remme og med kongelig Navnetræk udstyrede Taske ved min Side, og iføre mig den røde Pelts, den blaa Mantel, og alt hvad der udgjorde den complette Husar. Et indtil den bedagede Alder uudsletteligt Indtryk var gjort paa min Sjæl, og min Forkærlighed for det militaire Væsen var afgjort og utvivlsom. Men endogsaa i fjerneste Maade at ytre sligt for min Fader, der yndede ingen Stand mindre end den militaire, dristede jeg mig ingenlunde til, da jeg forud kendte det bestemte Afslag, han vilde give mig.

Jeg tog da den faste Beslutning, som jeg, i hvor besværlig det end under mine vedvarende militaire

[side 35] Griller ofte faldt mig, alligevel troligen udførte, nemlig at forblive paa og gennemgaa den hele studerende Bane, indtil alle mine Examina vare absolverede og jeg var bleven min egen Herre - da vilde jeg være, hvad der nu stred imod min Faders Ønske og Villie. - At dette ikke skete, var ingenlunde fordi jeg i mine fremtidige Anskuelser var bleven forandret, men fordi min Skæbne vilde det anderledes. Dog derom siden.

[København, 1800-]

Det var i Aaret 1800, at min Broder og jeg, som foran berettet, dimitteredes af Skolen og hæderligen anbefaledes Universitetets Professorer, og vi rejste til Hovedstaden for at underkaste os examen artium11. Den løb for mig heldig af paa et Par i Skødesløshed begangne grammaticalske Bommerter nær i den latinske Stil, der stødte mig fra den bedste Character, som derimod min Broder, der ogsaa - maa jeg bekende - var en bedre Latiner end jeg, hæderligen erholdt.

Efter nogle Dages Ærgrelse over mit Vanheld gav jeg mig med saa megen større Flid til at studere til Philologicum, og uagtet min Skolekjærlighed endnu ikke var glemt, end mindre de militaire Nykker vare forsvundne, lod jeg mig deraf ikke forstyrre, lige saa lidt som af Hovedstadens mange tillokkende Forlystelser og Adspredelser, men læste, paa enkelte hellige Dage og Fritimer nær, uafladeligen

11 Denne aflagdes ved Universitetet, hvor Professorerne examinerede. Den nedenfor omtalte, i 1775 oprettede "Philologicum" var ingen speciel filologisk Prøve, om end naturligvis Prøven i de gamle Sprog stod i første Række, men Navnet paa første Del af "anden Examen", hvorefter denne afsluttedes med "Philosophicum".

[side 36] tidlig og sildig, besøgte flittig Collegierne og forsømte ingen af Examinationerne; indtil hen mod Slutningen af Marts Maaned, da en betydelig engelsk Orlogsflaade slog sig gennem Sundet ved Kronborg, sejlede videre og posterede sig i en truende Stilling, en Milsvej Længde omtrent, Østen for Trekroners Batteri.

Der udgik da fra den danske Regering et almindeligt Opraab til alle Stænder, Studenterne indbefattet, til uopholdelig at gribe til Vaaben. Al Handel og Vandel ophørte, Kunster og Haandværker standsede, Universitetets Høresale luktes, og indtil videre udsattes de nære forestaaende Examina. Alle Vaabendygtige, ej alene studerende, men ogsaa studerte Personer, hvilket Fag eller Næringsvej de end befandt sig i, fra Professoren til den yngste Rus, lode sig i den over Hovedet hængende Fare indskrive til militair Tjeneste og modtoge Armatur; saa at der i et Par Dage samledes et Corps af Muse-Sønner paa 12 à 1300 Mand, og blandt det hele Mandskab var neppe nogen bedre i sit Es end jeg - jeg, der saa uformodet saa mit første Ungdomsønske opfyldt og fandt Næring for min Yndlingslyst og Tilbøjelighed. Blankere pudsede ingen sine Vaaben, pynteligere og betimeligere til Klokkeslettet mødte ingen paa Exercerpladsen, og beredvilligere end jeg adlød ingen de spæde Commando-Ord, som udgik af de smaa Cadetters Mund; thi det var overdraget Cadet-Academiets Elever at lære og indøve Studenterne i Exercitsen, og bedre Exercermestre vilde neppe de ældre Officerer i Arméen

[side 37] have været; thi Cadetterne forstod paa en saa human og liberal Maade at bruge deres militaire Superioritet over os; og vi vandt dem alle kære, ja at vi under deres Anførsel gerne og tillidsfulde havde ladet os føre gennem Røg og Damp og den tætteste Kugleregn. - Ved, Cadetternes prisværdige Forhold mod Studenterne opryktes fra Roden den Animositet og de hyppige Stridigheder, som i Fortiden bestandig havde fundet Sted mellem Mars' og Musernes Sønner, og jeg har siden denne Krigens Tid bestandig bemærket den samme gode Forstaaelse imellem Militaire og Studenter, som altid har været mellem de sidste og Matroserne.

Nu oprandt 2. Aprils Sol i det i Danmarks Annaler mærkværdige Aar 1801. Blankere stod Solen ingensinde op, Himlen var ren og skyfri, og der bebudedes en af Foraarets smukkeste Dage, og denne Dag var en Helligdag, Skjærtorsdag, og paa denne i Christenheden mindeværdige Dag anrettede Englænderne paa den fredelige kjøbenhavnske Rhed et Blodbad, der heller aldrig gaaer af Minde.

I Ro og Mag sad jeg den skønne klare Morgenstund ved en Kop The læsende Æschylos "Agamemnon", indtil Klokken omtrent maatte være 9. Da hørtes først eet, derpaa et andet - tredie - fjerde osv. Kanonskud. Det var mig ikke muligt længere at holde mig siddende paa Stolen. Jeg sprang op, slængte Bogen langs henad Bordet. At spænde Sidegeværet omkring og ile ud ad Døren var et Øjebliks Sag. Jeg løb ud over Ulfeldts Plads (nu Graabrødretorv), hvor jeg logerede, og ad

[side 38] Løvstræde, en Del af Store Kjøbmagergade, gennem Smaagaderne - den korteste Vej jeg kunde finde, hen over Kongens Nytorv ud mod Toldboden. Under Løbet forflerede sig Skudene, indtil de faldt Knald i Knald, kunde ikke mere skelnes og lød som en Tordens Rullen i det Fjerne.

Paa Toldboden var Hovedstadens Indvaanere i alle Aldre, alle Køn og af alle Stænder i talløs Mængde tilstede, indhyllede i Røg og Damp, da Vinden var Østen og bar ind ad Landet til, saa at ingen af de kæmpende Skibe vare synlige, men kun Glimtet af de fjendtlige Kanoner og Kuglerne, som flød og rullede matte henad Vandfladen imod Toldbodens Brystværn. En Lykke for den forsamlede Folkemasse var det, at de fjendtlige Kugler ikke rakte længere og vare saa kraftesløse; og en ikke mindre Lykke var det for Staden, at af de, især i Bataillens Begyndelse, udkastede Bomber ikkun et Par naaede Langelinie, og enkelte Quintus, uden dog at forvolde anden Fortræd end den blotte Skræk. De fleste Bomber exploderede i Luften, kun efterladende paa den klare blaa Himmel en liden rund Skyplet og en neppe hørlig Knald; saa at Studenterne slap for det vovelige Arbejde: at slukke Bomber og i paakommende Ildsvaade at redde hvad reddes kunde, hvortil de fra Toldboden af indtil Nyhavn og endel af Kongens Nytorv vare ordnede og ansatte, og at altsaa alle i denne Henseende trufne Foranstaltninger kunde været sparede.

Uagtet Røg og Damp, Kanonernes Lynglimt og Dundren, de henad Vandfladen spillende og

[side 39] plaskende Kugler og de enkelte i Luften exploderende Bomber var Alt, hvad der paa Toldboden var at see og høre, blev dog Mængden - uden at tænke paa Hjem, Mad og Drikke - i 5 à 6 Timer samlet; thi alle vilde opleve Enden paa denne mageløse, uafladelige Kamp og blodige Myrderi.

Endelig hedte det, at en engelsk Baad med hvidt Fredsflag var landet paa Quintus. Desuagtet vedblev Kanonaden. Dog længe varede det ikke, førend overalt blev et Kampstille, og alle Skibene, saavel engelske som danske, udviklede sig ligesom Taagebilleder i det klareste Sollys. Hvad det var for en underlig Fornemmelse, da denne lange Kamp endeligen med Et pludselig ophørte.

Nu rygtedes det, at Admiralen selv med Parlamentairflag var landet og agtede sig til Amalienborg for personligen at gøre sin Opvartning hos og tale med Kongen. Dette Rygte, der som en Parole løb fra Øre til Øre, fra Mund til Mund, stadfæstede sig ogsaa snart; thi ledsaget af tvende danske Søofficerer saaes denne verdensberømte Helt at komme og gaa tilfods fra Toldboden og ad Toldbodporten, omgivet af et Corps Politibetjente gennem Trængslen af den fra alle Sider tililende Mængde. Jeg var ogsaa saa heldig gennem Puf, Stød og Klemsel, Skrig, Skraal og jammer fra og paa alle Kanter at arbejde mig lige ind til Politiets værnende Stokke, saaledes at jeg paa faa Skridt kom Helten nær. Men hvad havde jeg for alt mit møisommelige Arbejde - hvad saa jeg? En liden, udmagret, lemlæstet, eenøjet og eenarmet Person - en vindtør Slid, som

[side 40] de i Trængslen blandede danske Sømænd i deres store Forbitrelse, under mange Forhaanelser, højt og lydeligen kaldte ham.

Fordybet i mine Tanker og Betragtninger, saa vidt man i en umaadelig Trængsel kan fordybes, lod jeg mig drive af Strømmen, indtil den omtrent naaede Amaliegaden; her begyndte jeg at slide mig ud af den sig tættere og tættere sammenstuvende Folkemasse, af hvilken jeg omsider udpressedes ligesom en Svedskesten presses ud mellem Fingrene. Sveddryppende, forklemt, forstødt og forpuffet slingrede jeg mod Hjemmet til op ad Bredgaden. - I mit Logis havde jeg netop aabnet og lukket min Dør, da jeg øjeblikkelig kastede mig i den nærmeste Stol, kaldte paa min Værtinde og raabte paa Mad og Drik, uden at give hende, der strax indfandt sig, et eneste Svar paa den Mængde Spørgsmaal hun gjorde mig om Slagets Begyndelse, Fortsættelse, Beskaffenhed og Udfald, om de mange, som vare blevne saarede og dræbte (hvoraf jeg kendte ikke en eneste), om jeg (der ikke var i Slaget) var bleven saaret, kvæstet eller nær bleven ihjelskudt, om jeg slet intet havde faaet at spise og drikke, om og hvor jeg havde staaet og siddet og været tilmode etc. etc. - Da min snaksomme og spørgesyge Værtinde mærkede, at jeg for Tiden var til intet mindre oplagt end til at tale og svare, at hun spildte sine mange Ord og fik ikke sin Nysgerrighed stillet tilfreds - saa skyndte hun sig at bringe tilveje, hvad der kunde tilfredsstille min legemlige Trang, der var stegen til det højeste,

[side 41] vistnok i den Formening, at havde hun først mættet og vederkvæget mig med Mad og Drikke, vilde hun nok kunne opmuntre min Sjæl, løse mit Tungebaand og gøre mig talende efter sit Hjærtes inderlige Ønske. - Hun tog ikke Fejl i sin Formening; thi oplivet og styrket fortalte jeg løst og fast, hvad jeg selv havde hørt og set og af andre erfaret, og jeg havde i min Værtinde en Tilhørerinde, med hvilken ingen af Hovedstadens Prædikanter kunde rose sig af nogen mere andægtig og opmærksom. Jeg var, efter to Timers Hjemmeværen ved Hvile, Mad og Drikke og Passiar bleven fuldkommen recoreret og opmuntret, og følte nu Lyst til igen at spadsere ud paa Tolboden for at se hvorledes Sagerne efter Slaget stode. Paa min Tour, efter at jeg havde passeret Amalienborg, mødte jeg strax ved Indgangen af Amaliegaden det ynkeligste og grueligste Syn - mødte Krigens jammer og Elendighed i dens rædselsfuldeste Skikkelse. Jeg mødte det ene Vognmandslæs efter det andet dryppende af Blod, fuldt lastede med over og mellem hinanden slængte lemlæstede døde Kroppe, Stumper af afskudte Ben, Hænder, Arme og sønderknuste Hoveder. Hvad der endnu aandede og gav Livstegn, var enten kastet øverst paa Vognen eller blev baaret paa Bærebøre eller i Portechaise, og hvad der endnu kunde gaa, gik med gabende blødende Saar og sønderrevne blodige Klæder, enten selv saa godt de mægtede eller ledsagede af andre, efterladende sig Spor af det Blod, som de i hæderlig Kamp for Fædreland havde udøst.

[side 42] Jeg maa ikke nægte, at dette gruvækkende Syn, uagtet min millitaire Lyst, bragte mig til at gyse og i mit Hjærte at forbande ej alene Krigen med alle dens Rædsler, men ogsaa den Regering, der uretfærdig, uudæsket og uden den højeste Nødvendighed fører den over sine Medmennesker. Dette blodige Syn viste sig for mig langs ad Amaliegaden og Toldbodvejen lige ud til Toldboden, hvor jeg saa den ene Baad efter den anden fuldt ladede med Qvæstede og Døde fra Batterierne og Blokskibene.

Naar jeg nu tilføjer, at jeg ved min Hjemkomst fra Toldboden fandt paa mit Bord aflagt skriftlig Ordre til fuldbevæbnet ufortøvet at møde paa Christiansborg Slots Ridebane for at være beredt til hvilkensomhelst Tjeneste, naar Stilstanden var udløben, og at jeg tilligemed det hele Studenter-Corps bivouakerede dér den ganske Nat, om jeg ellers husker ret - saa har jeg fra den uforglemmelige 2den April 1801 fortalt mine vigtigste Minder.

De larmende, urolige Dage ophørte, enhver gik igen til sin vanlige Gerning, alt kom efterhaanden i sit forrige, gamle, gode Glid, og de udsatte Examensdage berammedes og kundgjordes paa den noksom bekendte tilgitrede sorte Tavle indenfor Universitetets alderstegne Port12. Her blev nu andet at tage Vare. Det ved Krigens Bulder hel forstyrrede Sind maatte bringes i Rolighed, de adspredte Tanker ordnes, de henslængte og tillukte Bøger opsøges og aabnes, og paa Kraft maatte der

12 Talen er om den gamle Universitetsbygning, der ødelagdes ved Bombardementet i 1807. Den nuværende Bygning Indviedes 1836.

[side 43] studeres. - Min Broder og jeg anstrængede os ogsaa hvad vi formaaede, og vore Bestræbelser lønnedes med Held og Hæder. Philogicum absolveredes med bedste Charakter, og da vi fremtidigen i vor Flid hverken ved militaire Øvelser, ej heller militaire Nykker - som dog undertiden midt under mine alvorligste Studier kom mig i Hovedet - lode os forstyrre, toge vi begge det følgende Efteraar Examen philosophicum med lutter Lauder og enkelte Præceteris'er.

Men nu var vort første Universitetsaar næsten omme, det Aar hvor vor Fader betalte Logi og Kost for os, og hvorefter han udtrykkeligen havde forudbetydet os, at vi ikke turde vente en Skilling mere fra hans Haand, da han ikke formaaede det formedelst vore mange yngre Søskende, som han maatte sørge for. - Min Broder havde betimeligen faaet Løfte om en Husinformation paa Laaland, hvilken han ogsaa strax efter taget Examen tiltraadte. - Jeg ønskede helst at forblive i Hovedstaden eller i dens Nærhed, men havde faa Dage før min Logementstid paa Ulfeldts Plads var udløben ikke nogen Udsigt hverken til Time- eller Husinformationer. Min Pung var tom, og jeg vidste lige saa lidet som nogen anden, hvor jeg skulde bo og være og hvoraf jeg herefter skulde leve. Men det gode gamle Ordsprog "Naar Nøden er størst, er Hjælpen ofte nærmest" bekræftedes ogsaa for mig; thi medens jeg en Dag bekymret over Udkomme i den mørke Fremtid drev omkring - dengang gad jeg ikke gøre andet end drive - mødte jeg min i min

[side 44] Skole-Kjærlighed fortrolige Ven, der ikke saasnart mærkede min Bekymring, førend han deltagende ej alene erkyndigede sig om, hvad jeg feilede, men ogsaa strax havde Raad og Hjælp paa rede Haand. Hjælpen bestod i, at han, der havde faaet en Condition, der næste Dag skulde tiltrædes, tilbød mig sit Værelse med Seng og Meublement paa fjorten Dage, saasom hans Lejecontract først efter den Tid. var udløben. Med Tak og Glæde tog jeg mod dette gode Tilbud, men gjorde min Ven opmærksom paa, at i hvor godt og vel det var at have Husly og et fjorten Dages Hjem, vilde jeg dog i denne Tid komme til at savne Livets første Nødvendighed, Mad og Drikke. Dog ogsaa i denne Nød vidste min forstandige, betænksomme og aldrig raadvilde Skolekammerat at raade mig til mit Bedste. "Du har jo", sagde han "Din norske velhavende Oncle, der en Tidlang agter at opholde sig her i Byen, gak hen og fortroe Dig til ham, han hjælper Dig vistnok".

Da jeg havde forladt min Ven, ilede jeg sporenstrengs til min norske Oncle, der paa min Anbefaling havde lejet sig det Værelse i Stueetagen paa Ulfeldts Plads, som min Broder og jeg et helt Aar havde beboet. Min Oncle, der for Tiden havde indlogeret sig i et af Hovedstadens Hoteller og var mig god og gunstig, lovede uden Betænkning og med den hjærteligste Velvillie at forstrække mig med alt hvad til Livets Underholdning behøvedes, saa længe han forblev i Byen. Ha, ha! tænkte jeg, Tiden vunden, meget vundet - ogsaa dette Ordsprog stadfæstedes. Thi en Uges Tid efter besøgte

[side 45] jeg en anden af mine fordums Skolekammerater, og da jeg vidste, at han havde ikke faa formaaende Slægtninge og Bekendte, hvoraf jeg havde ingen, bad jeg ham at bevise mig den Tjeneste at forskaffe mig enten en Huslærer-Plads eller et saa tilstrækkeligt Antal Timeinformationer, at jeg efter en Uges Forløb ikke blev husvild og, naar min Oncle forlod Byen, ikke brødløs.

Min anden Ven i Nøden lovede, at hvad der stod i hans Magt, vilde han med Fornøjelse gøre til mit Bedste. - Hvad der blev mig lovet sattes ufortøvet i Værk, og Løftet gik i en glædelig Opfyldelse snarere end baade min Ven og jeg drømte om; thi tredie Dagen efter traadte han uventet en tidlig Morgenstund med et fornøjet Ansigt ind i mit Værelse med den glade Efterretning, at han Aftenen forud havde været i Selskab hos Professor B[ruun], hans Halvoncle; af denne var givet i Commission at skaffe en Huslærer for en agtet, kun en halv Mills Vej fra Byen boende Familie; at han (Professoren), da han ingen duelig og værdig kendte, vilde paa min Vens Anbefaling recommandere mig, og at dette endog lod sig gøre denne Dags Eftermiddag, da Familiefaderen kom til Byen og havde lovet at besøge ham. Jeg anmodedes derfor om, dersom jeg attraaede Conditionen, om at indfinde mig hos Professoren til et bestemt Klokkeslet, hvor jeg da kunde gøre Aftale med og underhandle med Manden selv.

Vistnok var jeg formedelst mine fremtidige Studeringer helst forbleven i Byen; men Nøden var

[side 46] for Døren; jeg havde intet valg, og jeg haabede Byen saa nær, at kunne fortsætte mine Studier.

Til den fastsatte Tid var jeg hos Professoren og traf Familiefaderen, hvis Udvortes behagede mig13. Da det ogsaa lod til, at han fandt Behag i mig, blev jeg, efter at være kommen overens om Lønnen - der just ikke var stor, men dog antagelig - og andre Vilkaar, strax engageret og ombedet, saa snart muligt og belejligt var, at tiltræde Conditionen. Det skete et Par Dage derefter, og den truende Nød var forsvunden.

En truende legemlig Nød var jeg undsluppen, men kun for saa at sige at falde i en aandelig, der var uundgaaelig, og hvoraf jeg ikke slap saa let og hastig. Jeg var nemlig kommen i en Stilling, hvormed jeg var aldeles uerfaren - en Stilling, der vel af Navnet var mig bekendt, men hvorover jeg aldrig havde tænkt noget: jeg var bleven Lærer! Jeg der ingensinde havde undervist og som i mine Barndoms- og Ungdomsaar var efter den maadeligste, ja forkerteste Methode bleven oplært. Jeg manglede Erfaring, Praxis og Theori. Jeg var bleven Lærer! Hvad dette var og havde at betyde, hvad jeg i denne Qvalitet vilde, kunde og skulde virke, faldt mig først rigtig ind at tænke over Dagen efter at jeg havde tiltraadt Conditionen, og der om Morgenen Kl. 8 indfandt sig paa mit Værelse en ældre Dreng paa 12 Aar, to yngre Smaapiger, den ene

13 Den paagældende var Præst, senere Consistorialraad til Taarnby paa Amager, Lambert Daniel Bruun (1754-1839). Gift 1. G. Regitze Wilgaard (1757-1787), 2. G. Dorothea Mossin (1765-98), 3. G, Anna Margrethe Mackeprang (1781-1831). I alle tre Ægteskaber var Børn. Ussings senere Brud, Pouline Regitze Bruun, var af andet Ægteskab.

[side 47] paa 9, den anden paa 7 Aar, og en endnu yngre lille Dreng paa femte Aar. Den ældste Dreng, der var bestemt til at studere og allerede under Faderens Vejledning havde endel Latin, Historie og Geografi inde, bar under Armen en hel Pakke Bøger, og hans yngre Søstre, der ligeledes af Faderen var underviste, bar deres i Hænderne. Jeg blev underlig tilmode og bragt i en mærkelig Forfatning ved Synet af disse fire Børn, som stode tause og undseelige for mig. Vi saa en liden Stund stiltiende paa hinanden, indtil jeg fattede mig; og for dog at gøre noget til en Begyndelse gav jeg mig til at prøve dem, en for en, og fandt, til min ikke ringe Trøst og Glæde, at der hos dem maatte være lagt en Grund, bedre end den som i mine unge Dage lagdes for min Broder og mig.

At jeg paa denne min første Læredag og mange Dage derefter ikke fandt rigtig Rede i, hvad der til Nytte og Gavn for mine Elever skulde udrettes, at jeg gjorde Forandring paa Forandring og kvaklede paa alt, indtil jeg fik det ordnet til min Tilfredshed - det begribe nok de, der ligesaa ubetænksomme og uerfarne som jeg have befundet sig i min daværende Forfatning. Men ved daglig og utrættelig Flid og Eftertanke samt ved at læse og studere, memorere og exerpere nyere og ældre Opdragelsesskrifter, erhvervede jeg mig efterhaanden den Øvelse og de Kundskaber, uden hvilke ingen ærekær og samvittighedsfuld Mand bør lade sig engagere til Lærerstanden.

[Askøe: forlovelsen, ca. 1803]

Et helt Aar, hvori jeg alene beskæftigede mig

[side 48] med Undervisningsvæsenet, var godt forløbet, og jeg havde ingen Stunder til at tænke og gruble over andet; men da jeg i denne Tid erhvervede mig mere og mere Praxis og Theori, fik jeg ogsaa flere og flere ledige Timer, hvori jeg kunde forunde mine Tanker og Følelser et friere Raaderum; da opulmede igen Tid efter anden Ungdoms Lyster og Tilbøjeligheder - naturam furca pellas ex, hun kommer dog igen den Hex - deriblandt især dominerede min gamle Kjærlighed, som jeg troede at Krigens Tummel, Vaabenøvelser, Studierne til Examiner og daglig Sysselsættelse med Undervisning havde nedsænket i en evig Forglemmelses bundløse Dyb.

Hvad der gav min Kjærlighed Næring, ja, bragte den til at blusse op i fuld Fyr og Flamme, var et Brev fra min næstældste Søster, i hvilket der fortaltes: at hun en Dag havde mødt min Uforglemmelige - der atter var kommen hjem fra sin Forviisning - i alvorlige Tanker, ganske alene promenerende i den omkring Byen gaaende Allé, at de ej alene havde hilset, men givet sig i hinandens Selskab, ja, endogsaa med hverandre under Armen indledt en fortrolig Samtale særdeles om mig og mit kejtede og fejlslagne Frieri i Skoletiden; at hun (min Elskede) ikke kunde glemme denne Begivenhed, der havde kostet hende mange Taarer, ligesaa lidet som slaa mig af Tankerne, for hvem hun formedelst hendes egen Overraskelse og Undseelighed, hendes strenge Moders tagne Forholdsregler, hendes ældre Søsters store Betænksomhed

[side 49] og Forsigtighed, var bleven hindret fra at aabenbare den lønlige Kjærlighed, som hun stadig fra Børneballerne af havde følt for mig. - Under disse favorable Omstændigheder raadede min Søster mig - at sige, dersom min Kjærlighed var oprigtig og varig, og jeg ønskede at knytte en Forbindelse - i en Convolut til sig at indeslutte et Brev til min Elskede, hvilket hun lovede sikkert selv at practicere hende i Hænde, og hun indestod for, at et gunstigt Svar vilde med det allerførste blive mig givet.

Dette behøvede min Søster ikke at tilskrive mig to Gange, thi henrykt i den syvende Himmel kastede jeg det lyksaliggørende Brev paa mit Bord, satte mig strax ned, tog ilsom fat paa Papir, Sax, Pen, Pennekniv og Blækhorn og var øjeblikkelig i fuld Positur til at skrive. Men det gik ikke saa flux og flydende med dette som med mit første Kjærligheds-Brev. Længe kunde jeg ikke hitte paa Begyndelsen, og med Fortsættelsen gik det Sneglegang, og da jeg kom til Enden og gennemlæste det skrevne, rev jeg Brevet i ligesaa mange Stumper og Stykker, som det havde Linier. Tingen var vist, at jeg for tidligen satte mig til at skrive førend jeg havde bragt mine opbrusende Følelser i Rolighed og ordnet de hinanden gennemkrydsende Tanker, eller maaske Aarene havde gjort mig forsigtig og betænksom ikke at skrive Nonsens eller Kjærligheds Mik-Mak, eller noget, der kunde slukke istedetfor at tænde Kjærlighed. Jeg sundede mig lidt, kom bedre i Aande og begyndte et nyt Brev, som jeg

[side 50] - skøndt jeg ved Gennemlæsningen ikke fandt mig dermed ganske tilfreds - dog besluttede ufortøvent under Convolut til min Søster at lade gaa, som det var, med Posten.

Strax efter Brevets egenhændige Aflevering paa Postcontoret lettedes mit Bryst for en besværlig, trykkende Byrde. Men denne Lettelse var af kort Varighed. Thi snart efter begyndte Frygt og Haab, Længsel og Forventelse, der i Kjærligheds-Sager - besynderligen de uafgjorte - ligesom Regn og Solskin paa en ubehagelig Aprils-Dag afvexle med hinanden, at pine mig, og det saa meget hæftigere, jo mere Dagene forflerede sig. Jeg forventede Svaret med næste omgaaende Post og forventede det saa meget sikrere, jo mere jeg længtes derefter; men Posten gik een, to Gange, og endnu indløb intet Svar. Nu blev Frygten i Forening med Længsel og Forventning den mest plagende og dominerende Følelse i min Sjæl.

At det i denne Tid gik med min Pædagogik og mine egne Studier som det kunde, begribes let af alle i Kjærlighedens Gebet nogenlunde erfarne. De til Undervisning bestemte Timers Antal iagttoges nøjagtigen; men snart vranten og vrippen og vanskelig at gøre tilmaade, snart overdreven glad og venlig overbærende og eftergivende, snart sløv og drømmende, snart oprømt, som jeg den Tid var, herskede der i Undervisningen en bestandig Ebbe og Flod, der satte Børnene, som hidtil hos mig ikke kendte en saadan Ustadighed, i stor Forundring og bragte dem til at see snart paa mig, snart

[side 51] paa hverandre indbyrdes, ligesom spørgende: hvad gaar der af ham? Herren maa vide, hvad de tænkte - jeg tænkte alene paa og grublede over min Kjærlighed og brød mig ikke om mine Elevers Tanker, ligesaa lidet som om deres Vel og Ve i denne, mit Sind og min ganske Sjæl forstyrrende Kjærligheds-Epoche.

Endelig, efter omtrent tre Ugers Forløb, da næsten alt Haab var opgivet, pikkedes paa min Dør og afleveredes et Brev, der, saasnart jeg saa dets Form, Udskrift og Signet, strax bragte mig til at ryste og bæve af Frygt og Haab inden jeg brød det. - Henrykkelse over Henrykkelse! - Himmelsk salig Fryd og Glæde! - Brevet var favorabelt, det lyksaligste som et Menneske kan tage i Hænde, aabne og læse. - Jeg blev saa fortryllet og beruset af de mange dyre Forsikringer og Tilstaaelser om den ømmeste, varigste og oprigtigste Kjærlighed, der nogen Tid under Solen var oprunden i noget Menneskes Hjærte, at jeg i min Henrykkelse og drukne Tilstand hverken hørte, ej heller saa mine Elever en halv Times Tid efter Brevets Modtagelse træde ind i mit Værelse, sætte sig ved Bordet, opslaa deres Bøger, ventende paa deres Lærers Opvaagnen af sin Beruselse.

Jeg var da omsider bleven skriftligen forlovet, og nu begyndte til den kongelig Postkasses Berigelse en i Førstningen ugentlig, siden hver fjortende Dag, og saaledes af -, dog enkelte Gange ogsaa tiltagende, varm og øm Correspondance, alt eftersom Elskovs Thermometret stod højere eller lavere. - Men

[side 52] denne hyppige Corespondance, der stadig førtes gennem min ældste Søster, maaske ogsaa dennes jævnlige, lønlige og ikke forhen stedfundne Sammenkomster med min Elskede, var formodentlig den aarvaagne og paapassende Moder kommen paa Spor efter, thi førend hverken den ene eller den anden vidste noget derom, sendte hun Datteren paany til den bevidste Ø14.

Men skete det for aldeles at hæve ethvertsomhelst Samqvem mellem hende og mig og gøre en brat Ende paa den hele Kjærligheds-Historie - da, istedetfor at vinde, tabte hun alt. Thi næppe havde Datteren en føje Tid opholdt sig paa Øen, førend hun herfra ej alene tilskrev mig alt, hvad en idelig Hindringer og Modstand mødende Kjærlighed kan føre i Pennen, men ogsaa - til min Forbauselse - indbød mig til at besøge sig, der var kommen femten Mil nærmere, med den Forsikring: at jeg hos Søsteren og Svogeren [Charlotte og Gerhard Brøndsted], der begge nu misbilligede Moderens Forhold og vilde favorisere vor Forbindelse, kunde vente mig den bedste og kjærligste Modtagelse; til endydermere Stadfæstelse herpaa havde hun formaaet Søsteren paa Foden af Brevet at tilføje et Par venlige indbydende Ord.

Hvorvidt Søsteren her handlede rigtigt, lod jeg være hendes Sag. Min Sag agtede jeg det absolut for, uden Betænkning, at tage imod Indbydelsen. - jeg udbad mig da strax en fjorten Dages Permission til en i Famille-Anliggender (saa hedte det)

14 Askø i Smaalandshavet mellem Sjælland og Lolland, 7 km. n. for Banholm. Den havde eget Pastorat og Kirke, endskønt Befolkningens Antal i 1801 kun var 122.

[side 53] nødvendig Rejse, hvilket blev mig tilstaaet, og med den første agende Post rejste jeg fra Hovedstaden paa Kjærlighedens Vinger over Land, indtil jeg naaede Færgestedet, hvorfra jeg en halv Mils Vej blev sat over Vandet og landede en Fjerdingvej fra Præstegaarden, der indesluttede mit Alt, min Himmel og min Salighed15.

Med raske og rappe Skridt ilede jeg mod mit Maal, det højeste, jeg nogensinde har ilet imøde, ladende Manden, der bar min lille Kuffert, langt tilbage efter mig.

Præsten [Gerhard Br.] kom mig venlig imøde i Gaarden, og hans Kone i Gaarddøren; begge bøde mig en hjærtelig Velkomst, bade mig træde indenfor og tage til Takke med den lille, indskrænkede Lejlighed. Kommen indenfor saa jeg mig om, som om jeg vilde, men ikke turde spørge om noget. Dog, da Spørgsmaalet viste sig tydeligere paa mit Ansigt og min hele Adfærd, saa, uden at lade mig komme til Orde, sagde Præstekonen: "De savner J. De maa undskylde, at hun ikke er tilstede og selv tager imod Dem; hun, den Stakkel, overraskedes uformodet af Deres pludselige Komme, ved at see Dem gaa ind ad Porten, da hun mindst anede det. Hun foer fra Vinduet paa sit Værelse for at tage en anden Kjole paa, da dog den, hun havde paa, var saa god og passende, som nogen Kjole kunde være". - Min Kæreste fortalte selv siden efter, at hun i sin Betuttelse havde iført sig fire til fem

15 Ussing maa saaledes være gaaet over Falster og Lolland og være sat over fra Banholm, da Vejen til Færgegaarden ved Vordingborg, som han øjensynligt tager tilbage sammen med Præsten Brøndsted (se nedenfor), er betydeligt længere.

[side 54] Kjoler efter hinanden og taget dem alle af igen, fordi hun fandt ingen af dem passende og anstændige - nogle for gode, nogle for ringe - men at hun, da Søsteren indfandt sig og paaskyndede hendes Nærværelse i Dagligstuen, var bleven nødet til at beholde den sidst iførte, der var en af hendes bedste, en Kjole, som hun endog en gala den Tid uden Beskæmmelse kunde have baaret.

Endelig aabnedes Dagligstue-Døren langsomt, og ligesaa langsomt indtraadte, eller rettere indskubbedes den mig Vedkommende; men forlegen, bly, modfalden, med Øjnene mod Gulvet blev hun staaende ved Døren. Jeg var i stærk Begreb med at aabne Armene, styrte frem og synke hen i Kjærligheds Tryllefavn; men smittet, eller rigtigere stødt tilbage af hendes store Forlegenhed og Undseelse, forblev jeg fastnaglet til samme Plet, og i denne tauft og ubevægelige Positur forbleve vi begge, indtil Præstefolkene, der smilende og smaaleende betragtede os en Stund, gav hinanden et Vink og forlode Stuen.

De, hvem denne tragicomiske Scene mellem Forlovede, der en Tidlang havde ført den hjærteligste og fortroligste Brevvexling og herved, maatte man mene, lært hverandre tilfulde at kjende, forekommer uforklarlig og usandsynlig - dem tillader jeg mig at gøre opmærksom paa: at siden Tildragelsen i Kirkens mørke Entrée havde J. af min Mund ikke hørt den mindste Lyd; at hun aldrig forhen, naar undtages enkelte Børneballer, og da kun under Dandsen, var kommen i nær personlig Berørelse med

[side 55] mig; at ingen fortrolig Samtale nogensinde havde fundet Sted imellem os; at min drengeagtige Skikkelse, under hvilken J. forhen havde kendt mig, havde med Aarene udviklet og udfoldet sig til en hende aldeles fremmed og ubekendt mandlig. Man kan i Breve kysses og favnes; men sjælden foretages sligt i en øjeblikkelig Nærværelse, naar det aldrig forud er sket; der findes i Førstningen noget fremmed og ligesom frastødende, der forhindrer saadant. - Selv havde jeg ingen Tid, ej heller Sindsfatning og Rolighed nok til at tage disse Grunde for min Forlovedes Adfærd i Betragtning, og forekom den mig højst besynderlig og ubegribelig, jeg udlagde alt til mit værste, fortrød min Rejse, ja var næsten i Begreb med at gøre omkring og stante pede at rejse tilbage.

Dog det gjorde jeg ikke. Magneten trak mig omsider til sig. Med sagte lydløse Trin nærmede jeg mig, tog med begge mine J's slapt nedhængende, smaa Fløjls elastiskbløde Hænder, der ved første Berørelse ligesom galvaniserede mig og opvakte en ubeskrivelig Fornemmelse jeg aldrig forhen havde havt, ej heller mindes herefter nogensinde saaledes at have følt. Hænderne lod hun mig beholde, og jeg trykte dem ømt, det forstaar sig selv, men det var mig uforstaaeligt, at ikke det mindste Gentryk sporede jeg. Først nu blev jeg mælende og tiltalte hende med en hviskende, rørt og næsten skælvende Stemme: "Kære J.! hvorledes forklarer jeg mig Din besynderlige og frastødende Adfærd?" - Ved dette Spørgsmaal, ligesom vækket af en Søvn eller Dvale

[side 56] opløftede hun sine smukke, Forgiætmigej i Krystalvand svømmende Øjne, hæftede dem paa mig og gav mig et gennem Marv og Ben lige ind i Sjælens Inderste trængende Blik, der gjorde ethvert Svar og enhver anden Forklaring overflødig; og da dette fortryllende Blik ledsagedes af et ligesaa fortryllende Tryk i mine Hænder, slap jeg hendes, og vilde i Henrykkelse favne og trykke hende til mit bankende Bryst - men ak! det var endnu meget for tidlig. Mit Forsæt afværgedes af en sagte Modstræben og de Ord - de første jeg efter min Ankomst paa Øen, ja siden Børneballerne i min Fødeby havde hørt af hendes Mund -: "De er mig endnu saa fremmed og ubekendt." - "Bort", sagde jeg uvillig og krænket, "med dette fremmede og stødende De, som forlængst i vore Breve er banlyst; beviis mig dog, kære J.! den Godhed at sige Du!" - "Oh!" gensvarede hun, "plag mig ikke, jeg vil gøre alt hvad Du vil og ønsker, hav Taalmodighed med mig, indtil jeg fatter og kommer mig af min Overraskelse og Sindsforvirring". - For ikke at være det Væsen, der i Alverden var mig alt til Besvær og Plage, taug jeg en liden Stund, men foreslog derpaa at gaa udenfor, enten i Haven eller andetsteds, hvor vi uforstyrrede af Kommende eller Lurere, kunde tale med hverandre. J. tog villigen, og som det lod med Glæde, mod dette Forslag, og vi forføjede os ufortøvet, Haand i Haand ud i en afsides liggende Have. - Her begyndtes en temmelig kold og ligegyldig, vor Kjærlighed uvedkommende Samtale, der dog efterhaanden blev varmere,

[side 57] indtil den omsider endte med, at J. laa i mine Arme, vore Læber mødtes, og jeg gav hende mit første Kjærligheds Kys - et Kys, der gjorde mig, sandsynligvis ogsaa hende, samt denne lille uanseelige og forsømte Have, der lignede mere en Hønse- eller Andegaard end en Have, til det mest fortryllende Eden.

Et Spørgsmaal blev mig anden Dags Aften efter min Ankomst til Øen - jeg ankom en Løverdag - af min forhaabentlige tilkommende Svoger forelagt, da min Kæreste sad paa mit Skød og vi begge vare i den syvende Himmel - det Spørgsmaal, om jeg nogensinde forhen havde præket? - Et ubehageligere, mere uinteressant, ja ærgerligere Spørgsmaal kunde i disse Trylle-Øjeblikke ikke gives mig. Som opskræmmet af den behageligste, phantastiske Drøm til den allerubehageligste Virkelighed, stirrede jeg paa ham og gav ham vranten dette lakoniske Svar: "Jeg præket! nej vist har jeg ikke". Svogeren lod ikke til at mærke min Utilfredshed, men vedblev roligt: "Da raader jeg Dem ikke at opsætte det for længe". Ja, han mere end raadede, han anmodede mig om, dersom jeg havde Lyst dertil (jeg nu Lyst til at præke! Hvor kunde nogen Moders Sjæl, der elsker eller har elsket som jeg, falde paa en saadan Tanke!). Han opfordrede mig endogsaa til næstkommende Søndag at gøre den første Prøve, som han mente bedst lod sig udføre i en Kirke, der kun havde en liden Menighed, hvor Ingen vare strænge Dommere, men alle lette at tilfredsstille, og hvor ingen kendte mig.

[side 58] Bragt tilbage fra min berusede og sandseløse Tilstand og gjort modtagelig for alvorligere Tanker, kunde jeg ikke nægte, at der i Svogerens Raisonnement var Forstand og Rimelighed; men jeg mente, at jeg, der endnu ikke havde begyndt mit theologiske Studium, ikke bivaanet et eneste theologisk Collegium, hverken kunde ej heller tænke paa at præke. Men denne tilligemed flere i mine Tanker grundede Indvendinger bleve gendrevne, dog kun med Grunde, der forekom mig mere sofistiske end sande. Dog da min Svoger in spe ej blot denne Aftes, men ogsaa Formiddagen derpaa ved Thevandsbordet atter kom frem med sit fatale Raad og Anmodning, der omsider blev en Bøn og Begæring; ja da ej alene Konen slog sig til sin Mands Parti, men ogsaa, hvad det værste var, min Kæreste - at det ellers ikke var hendes Hjærtets Mening, erfarede jeg for sildig siden, hun forudsaa det Skaar, som flere Dage maatte gøres i vor Kjærligheds Salighed - gav sit Besyv med og ytrede: "Du kan jo sagtens for Løjers Skyld prøve paa det" - saa var jeg mere for hendes end for Gjæstevenskabs og Svogerskabs Skyld strax besluttet at give efter. Aldrig saasnart var mit Minde givet førend Præsten sprang op fra Thebordet, hentede Papir, Pen, Blæk og bar det tilligemed en Hob litterære Hjælpemidler, hvoraf jeg kendte ingen, paa mit Gæstekammer. Med en triumferende Mine kom han tilbage og berettede mig, "at alt var beredt", og at jeg nu kunde begynde, fortsætte og ende efter Behag. Jeg var i Øjeblikket ikke bedre til Mode, end

[side 59] om en Rettens Betjent var kommen og havde forelæst mig en Arrest-Befaling. Skal det være, saa lad det være! For en Begynder var det ikke for tidlig at begynde, tænkte jeg, stod fra Bordet, takkede for Thevand, gav min Kæreste et langt Kys, og med dette Kys brændende paa Læberne forlod jeg Stuen, gik paa mit Kammer til et Arbejde, hvorpaa jeg vidste hverken Begyndelse eller Ende.

Jeg, der endnu aldrig med Agtsomhed og Interesse havde hørt, end mindre læst en Præken fra først til sidst; jeg der ingensinde havde tænkt over Pastoralla og kendte saa godt som intet til Rhetorik og Deklamation; jeg der vidste lidet mere om en Præken end, at den begyndte med en Bøn og endte med Amen - jeg Ignorant skulde nu tage mig til først at skrive, og dernæst for en christen Menighed at holde en evangelisk-christelig Præken!

Harmelig i Sind og Hu kommen paa mit Gæsteværelse kastede jeg mig paa Stolen ved Bordet, tog et Par Ark ud af den for mig fremlagte Bog Papir, bøjede dem i Qvadratform - en ellers uhensigtsmæssig Form for en skreven Præken, der skal anbringes paa en Prækestols smalle Bogstol - og gav mig til at sammenhefte dem med Synaal og Traad; thi ogsaa hermed var jeg tilstrækkelig forsynet. Nu tog jeg fat paa den evangelisk-christelige Psalmebog, slog den op og fandt det mig ved Thevandsbordet opgivne Evangelium til næstkommende Søndag. Evangeliet blev flere Gange gennemlæst, men jeg var ikke i Stand til deraf at uddrage et

[side 60] mig tilfredsstillende Thema, hvorover jeg med Interesse og Dristighed turde skrive og tale. Ærgerlig slængte jeg den i min raadvilde Uvidenhed ganske uskyldige Psalmebog tilside, greb de homiletiske Hjælpemidler, hvormed jeg i Overflødighed var forsynet, det ene efter det andet og bladede omkring fra Titelbladet til Enden i dem alle; men jeg blev ikke hjulpen. Utilfreds kastede jeg mig tilbage paa den gamle brøstfældige Stol, hvis ormstukne Ryg knækkede, og jeg dejsede baglænds ned paa Gulvet og slog under Faldet Benene saa, kraftig mod Bordet, at Blækhuset udsprøjtede en Del af sit Indhold over Psalmebog, alle mine Hjælpemidler, og besynderlig over mit til en opbyggelig Præken sammenhæftede Papir. - Da jeg ved Faldet var sluppen med den blotte Forskrækkelse, sprang jeg ligesaa rask op, som jeg var styrtet omkuld. At opsamle Enderne af Stolen og kaste den hen i et Hjørne, rense - saa godt det lod sig gøre - Bord, Bøger og Papir for Blækklatter - og derpaa atter at tage og sætte mig paa en solidere Stol, medtog ikke liden Tid. Denne lille komiske Begivenhed havde den fordelagtigste Indflydelse paa min hele Person, jeg var sat i det bedste Lune, mit Sind blev muntert og jeg følte mig bedre end forhen oplagt til mit Arbejde - en saadan Crisis behøvedes vel for at vorde skikket til at skrive min første Præken. Dog manglede jeg endnu det vigtigste: en Text til min Præken. Uden længere i min gode Lune at ville plage mig med at gruble derover, besluttede jeg

[side 61] at gøre Begyndelsen med en Bøn. Det var en heldig Beslutning, jeg dér tog. Jeg lavede mig strax tilrette, afklippede det blækbespruttede Blad, dyppede Pennen, og fra denne udflød i føje Tid en almindelig Takke- og Lovbøn. Men det heldigste var, at da jeg under Fortsættelsen gjorde en liden Pause, foer der pludselig gennem min Sjæl Ideen til et mig convenerende Thema. For at den gode Fangst, jeg havde gjort, ikke skulde undslippe mig, afrev jeg strax en Lap Papir, skrev Themaet op derpaa, og fortsatte trøstigen min Bøn indtil Amen.

Da jeg nu vidste, hvad jeg vilde skrive og præke over, blev det mig ikke besværligt efter en kort Betænkningstid at begynde og fortsætte en Indledning til min Præken. Dog hermed gik det saa langsomt, at Resten af Formiddagen forløb, og jeg var ikke fuldfærdig, da jeg med et Klap paa Skulderen og et varmt Kys blev opskræmmet af min Kæreste, der gennem den utillaasede Dør havde uformærkt listet sig ind, og inviterede mig til Middagsbordet.

Min Hensigt var straks efter Middagsbordet at sætte mig i Arbejde med Fortsættelsen af min Præken; men det tillod min Kæreste ingenlunde. Hun mente, at naar jeg berøvede hende min Nærværelse den hele Formiddag, burde jeg ofre hende Resten af Dagen. Hun udlagde det saa klart og tydeligt for mig, at jeg maatte forstaa det. Man overtales let til det, man helst ønsker, og da jeg desuden af flere Aars Erfaring vidste, at Eftermiddag og Aften var for mig den mest uskikkede Tid af Dagen til

[side 62] Studier, saa gik jeg trøstigen ind paa min Kjærestes overtalende Anskuelser.

Det blev altsaa enstemmigen besluttet, at Formiddagen skulde jeg lades uforstyrret paa mit Værelse; og Eftermiddagen og Aftenen skulde vi begge, inde eller ude, i Haven eller paa Mark og Enge eller ved Stranden sværme omkring, og under vor korte Samværen nyde Kjærlighedens Goder og Glæder.

Beslutninger er almindelig lige saa lette at fatte, som de ofte finde mange Vanskeligheder under Udførelsen; dette erfarede jeg. Jeg kom denne Dags- Aften sildig, omtrent Kl. 12 tilsengs. Jeg vilde næste Morgen tidlig op Kl. 4, men sov over mig indtil mit Uhrs Viser pegte paa 6. Fortrædelig over dette Syvsoveri foer jeg ud af Sengen, kastede mig i de højst nødvendige Klæder og satte mig til min Gerning, men ak! - en Dorskhed og Tunghed var over mit Legem og en Sløvhed i min Sjæl, der gjorde mig uskikket til et tænkende Arbejde. For at oplive mig gav jeg mig til at spadsere frem og tilbage i det kun fire Qvadratalen store Kammer, saa jeg nær ved de hyppige Vandringer var bleven svimmel, og satte mig derpaa. Endelig kom min Pen paa Gled, indtil jeg forbandt det optegnede Thema med den nu fuldførte Indledning.

Themaet var paa gammel Vis delt i trende Dele, og jeg var allerede vel begyndt med at afhandle den første, da tvende sagde Pik paa Døren forstyrrede mig i videre Fortsættelse. Ind traadte min Kjæreste med en venlig ,,Godmorgen" og en Bakke, fuldt besat med Thekopper, Sukkerskaal, Flødekande

[side 63] og Hvedebrød, og anbragte det paa en af Bordets ledigste Pladser; men derpaa - det var det galeste hun kunde gøre - slog hun sine varme, bløde Arme - om min nøgne Hals og gav mig et Kys, der forførte mig til at favne hende og sætte hende paa mit Skjød. Borte var Præken med Bøn, Indledning og Thema, og vi hensank i et Dyb af Kjærlighed, hvori vi, jeg veed ikke hvorlang en Time, laa i Dvale, hvoraf kun stærke Fodtrin og et Rabalder af noget, som faldt paa Gulvet i den tilstødende Stue, formaaede at vække os. Min Kjæreste sprang som en opjaget Raa ud af min Favn og ud af Døren, ladende mig alene tilbage i min hele Forstyrrelse.

Jeg var ganske kommen ud af Concepterne. Mit Themas første Part var kun halvt, og dertil kun maadeligen afhandlet, da jeg atter afbrødes og maatte indfinde mig til Middagsmaden. Man gør her ej andet end æde og drikke, tænkte jeg, da jeg gik bort for at tilfredsstille en Trang, jeg ikke følte.

Ved Bordet kom det til Omtale, hvorvidt jeg var avanceret i min Præken? "Saa og saa vidt", svarede jeg hovedrystende og tagende mig om Munden. Præsten undrede sig storligen over den Smule Avance, jeg i den lange Tid fra Kl. 4 til 12 havde gjort, og mente, at jeg istedetfor at arbejde paa min Præken maatte have beskæftiget mig med andre Ting. Jeg kunde ikke nægte det, men angav dog ikke, for at skaane min Vedkommende, der forlegen saa ned paa sin Tallerken, hvad andet jeg havde foretaget mig. En uhyggelig Pause opstod

[side 64] ved vort lidet Bordselskab. Min Kjæreste lod ikke til heri at finde Behag og bekendte oprigtig, at hun alene maatte bære Skylden for min Efterladenhed. Det blev saa i det samtlige Bordselskabs Raad besluttet som følger: til borgerlig Tid Kl. 10 skulde jeg, saa længe til min Prædiken blev fuldført, forføje mig til Sengs; Klokken 4 om Morgenen skulde jeg i denne Tid staa ud af Sengen. Min Kjæreste tillodes det vel at bringe mig Thevandet i Værelset, men i største Stilhed, uden Pikken paa Døren, eller nogensomhelst Vedrøren, og endelig, naar alt sikkert var anbragt paa Bordet, rap og taus forføje sig bort; mig derimod paalagdes det: ved min Kjærestes Ankomst ikke at slippe Pennen, ikke at se mig om og være saa taus som en Mus. - Denne paa dyb Kundskab om Kjærlighedens Natur grundede Resolution blev approberet, og jeg og alle maatte tilstaa, at den saa samvittighedsfuldt efterholdtes, at en halv Time før Fredag Middag var min Præken fuldfærdig, og jeg kunde anvende Løverdag Formiddag til at corrigere, radere, suplere og memorere. En Gratulationsskaal, ledsaget af en liden Tale fra min velærværdige Svogers Mund, blev mig denne Fredag Middag i røden Vin tildrukken med det Ønske, at min skrevne Præken maatte til min egen Tilfredshed og Menighedens Opbyggelse foredrages, hvortil jeg af Hjærtet lydelig føjede mit: Amen!

Skreven var vistnok Prækenen, men desværre ikke efter mit Behag. Under Gennemlæsningen Løverdag Morgen fandt jeg endel, som manglede,

[side 65] og ligesaa meget, som syntes mig overflødig Fyldekalk, mange urigtig valgte Ord og Udtryk, forkerte Vendinger, tvetydige Sætninger og uklare, sophistiske Paastande; saa at jeg, om Tiden havde tilladt det, vilde have kasseret det hele og givet mig til at studere paa en frisk; men nu lod det sig paa ingen Maade gøre. Min Præken blev til min Skræk heller ikke memoreret, i hvor megen Møje og Umage jeg end gjorde mig derfor. Men da jeg derover beklagede mig for Præsten og denne sagde: "Bryd De ikke Deres Hoved dermed - læs kun frisk væk op af Papiret, det har jeg, især i Begyndelsen, saa ofte maattet gøre", saa blev jeg trøstet og vel tilmode indtil Søndag Formiddag Kl. 9, da jeg, uden at have hørt første og anden Gangs Ringning, pludselig blev sat i Skræk ved den Efterretning: "Nu ringer de sammen til Gudstjeneste". - Det var mig en Dommedags-Lyd; jeg skiftede Farve, og en Febergysen foer over mit hele Legeme. Min Kjæreste, som gav Agt paa min Adfærd, fortalte, efter at alt var overstaaet, at hun blev hel angst og bange for mig.

I Paranthesis være det sagt, at hvad jeg den Gang følte og led, har jeg siden i Eftertiden ikke ganske forvunden, at jeg herefter aldrig med det frie og friske Mod, som saa mange af mine Embedsbrødre have, der betragter præstelige Forretninger en bagatelle, har besteget en Prækestol eller er traadt frem til en Brudevielse, Skriftetale o. desl., og at Præsteembedet derfor blev mig besværligt og byrdefyldt; saa at dersom jeg havde forudset, at en saadan Sjælelidelse

[side 66] skulde i større og mindre Grad i henimod 40 samfulde Aar vedvare, da var sandelig min første bleven min sidste Præken. -

Jeg ilede nu til mit Kammer, fremtog mit i Bordskuffen forvarede Concept, bøjede det fra Qvart- i Octavform, puttede det i Lommen, og skyndte mig ned i Dagligstuen, hvor Præsten og hans Kone og min Kjæreste stode ventende, fuld mynstrede til Kirkegang. Jeg tog min Kjæreste, eller rettere min Kjæreste - thi jeg sandsede ingenting - tog mig under Armen, og vi, fulgte af det præstelige Ægtepar, gik til Kirke, som om vi skulde indvies til den hellige Ægtestand.

Det veed jeg, at det var nogle af de tungeste Skridt jeg har gjort i Livet fra Præsteboligen udover Kirkegaarden ind i Kirken og op til Præstens med grønne uldne Gardiner udsmykkede Stol. Her satte jeg mig paa en qvarterbred Bænk som en Arrestant i sit Fangehul, lod Kirkebetjenten af sig selv begynde, rev ilsom Prækenen ud af Lommen og gennemlæste den i flyvende Fart atter og atter, uden at bryde mig om Degnens og Menighedens disharmoniske, skurrende Toner, indtil jeg midt under mit travle Arbejde opskræmmet af den førstes Haandtag i Stoledørens Laas og af hans brægende Røst tilvarsledes at bestige Prækestolen. Her ankommen erfarede jeg til min Skræk den meget forkerte Form, jeg havde givet min Præken, der overflankerede Bogstolens begge Sider, saa at det ej alene maatte vorde klart for Menigheden, at jeg læste Ord efter Ord op af Papiret, og ikke af

[side 67] Blyhed eller Undseelse bestandig slog Øjnene ned, men ogsaa at jeg - hvad værre var - løb i Fare for at mit Papir enten ved raske Ombladninger eller ved fjendtlige Vindpust kastedes ud over Prækestolen og ned blandt Kirkegængerne, ladende mig stokstenstum tilbage. Aldrig har jeg siden conciperet mine Prækener i denne farlige uhensigtsmæssige Qvadratform.

Endnu vedvarede Sangen, hvorved jeg vandt Tid til at recolligere mig noget; men med eet forstummede alle Munde, og jeg stod i den uhyggeligste Taushed og Stilhed, hvori et Menneske kan staa - ogsaa jeg taug. Aldrig forhen havde jeg opløftet min Røst i nogen offentlig Forsamling.

Hvor højt eller lavt skulde jeg raabe, for at alle kunde høre mig? I hvilken haard eller blød Tonart skulde jeg tale for at behage og ikke mishage? Jeg vidste hverken det ene eller det andet; men det veed jeg nu, at Præsten og jeg selv handlede naragtigt og uforsvarligt, da han, der vidste at jeg forhen ikke havde præket, ikke raadede mig, og da jeg selv ikke faldt paa en eller anden Søgnedag forud at anstille en eller flere Prøver.

Her stod jeg nu saa forlegen og raadvild som nogen kunde være, en Skydeskive for alles Øjne, der stirrede paa mig som et fremmed Dyr. Da jeg mærkede dette, fandt jeg det ikke raadeligt længere at tie, tog Modet til mig, oplod min Røst, raabte saa højt jeg kunde, slog ind i den første den bedste Dur, der faldt mig i Struben; og nu gik alt efter det første udtalte Ord som Kæp i Hjul op af

[side 68] Papiret, indtil jeg stødte paa det i stor Stil skrevne AMEN, inden jeg vidste deraf og førend jeg ønskede det; thi nu, da jeg var kommen i Aande, havde jeg gerne villet begynde min Præken forfra. Hvad angaar Gesticulationen, der skal give en Tale Klem, Kraft og Udtryk, da var hertil ikke det ringeste Spor; enten glemte jeg den, eller jeg frygtede for at anvende den forkert eller herover at tabe Traaden og opføre for Menigheden en lydløs, theatralsk Pantomime - jeg mindes det ikke. Saa meget er vist, at til "Amen" var jeg kommen, og jeg udtalte det saa højt og lydeligt, at ingen Moderssjæl kunde bære Tvivl om, at min i en knap Qvarterstid gennemfarede Præken var til Ende.

Den tungeste Byrde var væltet fra min Sjæl. Som Fuglen, der slipper ud af Buret, følte jeg mig fri og glad, da jeg - efter at have puttet min Qvadrat-Qvarter-Præken i Lommen og taget Alterbogen under Armen, steg ned af Prækestolen, begivende mig til den indelukte mørke Skriftestol ved Alteret, der nu forekom mig som det hyggeligste lille Værelse. Her sad jeg sorgenfri og sorgesløs, naar undtages den ubehagelige Følelse, der rørte sig i mig over Dissonansen, der udgik fra den respective Degnestol, strømmede bølgende ned gennem Stolestaderne, hvor enhver sang i sin Dur, hvilket jeg før Prækenen havde hverken Sands eller Stunder til at høre efter. Endelig ophørte til Lise for mit Øre og min musikalske Sands denne skærende og skurrende Sammenblanding af Kattemijav, Ugleskrig, Svinegrynten, Hundebjæffen, Lammebrægen,

[side 69] Hestevrinsken og Andeskræppen, som i lutherske Kirker hvor Sangen ikke dyrkes og et overdøvende Orgel ikke findes, støder det musikalske Øre og gør Gudstjenesten tildels latterlig, tildels uhyggelig og uopbyggelig. - Degnen læste i Chordøren, og jeg fløj fjerlet og sjæleglad ned til Præstens Familiestol for at hilse paa min Kjæreste, hvem jeg, da hun traad ud og rakte mig sin Haand, nær havde favnet og kysset i den ganske Menigheds Paasyn. Denne Gang sandsede jeg at tage min Elskede under Armen, og som smaa Børn, der muntert ile fra den strænge alvorlige Skole til deres Hjem, mere løb end gik vi fra Kirken til Præstens Gaard, hvor i Dagligstuen et fuldt serveret Bord stod parat og ventede paa os.

Langsomt kom Præsten og hans Kone bagefter os, saa at vi fik Tid til uden Vidner at fuldbyrde, hvad jeg i Kirken havde stor Lyst til, og vi vare netop dermed færdige, da Præstefolkene traadte ind i Stuen. En dampende Suppeterrin førtes strax fra Køkkenet ind paa Bordet, og omkring denne satte vi os med Hungriges Velbehag. Da den første Trang var stillet, oplod Præsten først sin Mund og gav sig til at critisere min Præken, uden at hverken jeg eller nogen anden af Bordselskabet havde anmodet ham derom. Men til min Glæde blev der fældet en skaansommere Dom over mig som Prædikant end jeg forventede, ja end jeg selv vilde have fældet; dog - vistnok i den Hensigt, at jeg ikke om mig selv skulde faa for store Tanker - tilføjedes der: "De har ret gode Anlæg; uddannes

[side 70] og øves de tilbørligen, kan De blive en god Prædikant". Jeg var veltilfreds med Præstens skaansomme Dom, hvilken jeg dog tildels tilskrev vort tilkommende Svogerskab, og glædede mig i Haabet om den gode Prædikant jeg engang i Tiden kunde vorde; men mest glædede jeg mig over, at Præstens Critik tog en Ende og vi kom til at tale om mindre alvorlige og mere interessante Materier; at det ogsaa mere behagede min Kjæreste var tydelig at mærke.

En hel Uges syv Dage vare udrundne og de fleste af dem just ikke paa den for vor Kjærligheds Sag confortableste Maade - men lige saa mange forestode inden min Afrejse skulde gaa for sig. Disse Dage maatte nu paa det bedste benyttes: hvad der manglede i de foregaaende, skulde i det efterfølgende oprettes, det forsømte indhentes, og hvad der tildrog sig i disse Salighedens Dage veed ethvert elskende Par. Jeg vil kun bemærke, at det eneste, som stundom formørkede vor Kjærligheds Himmel, var Tanken om Afskedens Dag og Skilsmissens Time, som ingen af os vidste, om den skulde vedvare i flere eller færre Aar eller endog i Evigheden. - I det Forhold vi nærmede os den sidste Dag, tiltog ogsaa vort Mismod, i hvor meget vi end bemøjede os for at opmuntre hverandre og jage enhver Sorgens Tanke ud af vore elskende Sjæle. Dagen forud for vor Skilsmisse vare vi begge højtideligen stemte, ja anstillede vi endogsaa mange fornuftige og opbyggelige Betragtninger. Dette alene erindrer jeg, at vi, for at bidrage til vor

[side 71] Kjærligheds usvækkede og urokkelige Vedvaren, gjorde den Aftale: ikke at fastsætte visse Tider eller Postdage for vor Correspondance; aldrig at skrive hverandre til i ondt Lune, eller naar vi ikke følte os oplagte til med Varme og Hjærtelighed at skrive; - en Aftale jeg raader alle Elskende, naar Skæbnens ubøjelige Haand river dem i flere eller færre Aar fra hinanden, at følge. Vi droge den Nytte af vore tagne Bestemmelser, at om end flere Uger og Maaneder forløbe, hvori vi ikke hørte et eneste Ord om hverandre, saa plagede vi os derfor ikke med pinende Drømme om Kulde og Ligegyldighed, om Utroskab, Sygdomme og Død. Vi bleve altsaa ikke saa let og snart udtømte og fattedes ikke Stof til at skrive om. Vore Kjærligheds-Ytringer bleve ikke ved idelige Gentagelser og ved Vaner til flaue, caracterløse og Intetsigende Ord. Vore varme og hjærtelige Breve, hvad enten lange eller korte, vare saameget kærkomnere jo sjældnere de indløbe; kort vi forskaanedes for mange utidige Sorger og Grublerier og aabnede hverandres Breve med et friskt Mod og Glæde.

Skilsmissens Dag oprandt. Min Kuffert var Aftenen forud ved min Kjærestes Hjælp tilpakket og tillaaset. Min Svoger, der til min Trøst vilde følge med til Hovedstaden, og jeg vare i vor fulde Rejsehabit, og Baaden, der skulde føre os en 4 Mile over Vandet til Fastlandet, laa med sine Roerkarle, Mast og Sejl parat og ventede paa os.

Da det var en smuk Sommerdag, ledsagede Præstekonen og min Kjæreste os til Strandbredden. Saa

[side 72] kyssede Præsten i en Fart sin Kone, medens vi forlovede Par faldt i hinandens Favn, hvor der tilhviskedes mig: "Kjærlighed og Troskab indtil Døden!" og hvorpaa jeg rørt og bevæget i min Sjæls Inderste svarede stammende: "Ja ind i Evigheden!"

- Hvo af os der mest trofast holdt dette Løfte, skulle mine Memoirer længre hen vise.

Rivende mig løs af min Forlovedes kærlige Favn sprang jeg i Fartøjet, hvor min Svoger alt noget befandt sig, og hvorfra han - uden at bryde sig det mindste om hvad det kostede mig - ubarmhjertig skyndte paa mig. - Øjeblikkelig efter at jeg var kommen om Bord og havde sat mig ved Siden af min haardhjærtede Svoger, der i sit Ægteskab ganske havde glemt sine Forlovelsesdage, hejsedes Sejlene, og vi glede rask hen ad den letkrusede Vandflade under det gunstigste Medbør.

Saa langt og saalænge mit Øje kunde se ud i det Fjerne, forblev min Kæreste staaende paa Søbredden, tilviftende mig sit Farvel med sin Parasol, hvilket jeg besvarede med mit hvide Lommetørtørklæde, der her gjaldt for den trofaste, oprigtige Kjærligheds Flag.

[I Ribe ca. 1805]

Paa Rejsen ind til Hovedstaden forefaldt intet mærkværdigt, og i de tvende paafølgende Aar har jeg kun at erindre, at vi corresponderede efter de tagne Bestemmelser, og at min Forlovede blev et halvt Aars Tid efter vor Samværen af sin Moder kaldet til Hjemmet, højst sandsynlig fordi denne havde faaet et Nys om, at hendes Datter paa Øen

[side 73] under Svigersønnens og Kones Opsigt var mindre sikret for min forfølgende, standhaftige Kjærlighed end under hendes eget i sit Hjem, hvor alligevel vor Korrespondance gik sin vanlige Gang gennem min tjenstvillige, næstældste Søsters Hænder. -

Det andet Aar efter at jeg havde forladt den mig uforglemmelige Ø, besluttede jeg at gøre en Rejse til min Fødeby, dels fordi jeg længtes efter at favne, kærtegne og samtale med min Kæreste, dels ogsaa for om det lod sig gøre at faa min mig pinlige, lønlige Kjærlighed sanktioneret til en offentlig formelig Forlovelse.

Efter min tagne Beslutning afrejste jeg og ankom efter at have tilbragt 8 kedsommelige Dage under Storm og Modvind paa Søen - til mit Fædrenehjem saa betimelige om Dagen, at jeg ad lønlige Veje straks herom kunde underrette min Kæreste, og at hun fandt en god Lejlighed til at hilse paa mig om Aftenen under det Paaskud at besøge en Veninde i Byen. - Det stadfæstedes nu, hvad jeg ved Brevvekslingen saa ofte var underrettet om, at Moderens Stemning imod mig var den samme ugunstige som den altid havde været. Dog passerede i de fire Uger jeg opholdt mig i Hjemmet Ting, som syntes at kunne være til min Fordel. Man høre blot: Moderen tillod sin Datter at bivaane de smaa Fester eller Gilder, som i Anledning af min Hjemkomst holdtes hos mine Forældre, uagtet hun meget vel vidste, at jeg i disse Selskaber var Hovedpersonen. Ja til min og min Forlovedes Forbavselse blev jeg endog af hendes Moder selv ved en Tjener inviteret

[side 74] til et Aftenssmørrebrød. Men uagtet disse tilsyneladende Tilnærmelser til en gunstig Stemning imod mig, vovede jeg dog ikke at nære noget godt Haab; thi jeg kendte min Kærestes Moder: hun var for haardnakket stiv i sine engang fattede Planer til at hun lod sig rokke; hun var for klog til at handle inkonsekvent, var hertil snu og intrigant, og da der idelige fortaltes mig, at hun vedblev at plage sin Datter og at være mod hendes hemmelige Forstaaelse med mig - saa fortænker ingen vel mig i, at jeg betragtede de saa gunstig ladende Omstændigheder med største Mistro.

Naturligvis tog jeg mod Indbydelsen, indfandt mig pyntet og pudset til den fastsatte Tid, blev venlige (saa lod det) modtaget og bedet tage Plads; men vel at mærke blev det saaledes maget, at jeg kom til at sidde Side om Side ved Moderen, og min Kæreste derimod saa fjern borte, som den lille Stue tillod det. Det var langtfra noget godt Omen; dog at Moderen med sin falske Venlighed indrømmede mig Hæderspladsen ved sin Side lod sig baade undskylde og forsvare, saasom hun var meget tunghørende og maatte betjene sig af et Hørerør, til hvis Ende de Talende maatte holde Munden. Desforuden viste det sig, at jeg var inviteret for at underholde mig med Moderen - og ikke for at kærtegne og passiare med Datteren; thi den hele lange Aften, hvori der blev drukket The, spist Smørrebrød og nogle tørre Smaakager med et tarveligt Glas Rødvin, veg hun - kaldt ud af en Pige - kun engang fra min Side; hvilken Frist jeg

[side 75] imidlertid, under Søstrenes lydelige Fnisen, straks benyttede til at fare op, springe hen og give min Kæreste det gesvindtteste Kys, jeg nogensinde havde givet hende. Netop havde jeg nedladt mig paa min Fangestol, førend vor Plageaand indtraadte med lurende mistroiske Katteblikke paa min rødmende Kæreste og paa mig, der ved min ilsomme Fart var kommen ud af Aande. Dog jeg recolligerede mig snart, og den afbrudte Conversation gennem Hørerøret begyndte paa en frisk og fortsattes hele Aftenen indtil Klokken slog 10 paa Domkirkens gamle Taarn, da Velanstændigheden efter Byens almindelige Vedtægt bød mig at sige Farvel uden at have talt et eneste Ord med hende, med hvem jeg blandt alle helst vilde tale. Hvorpaa gik da denne Conversation ud? - den kedeligste og pinligste, jeg nogensinde har ført - paa intet andet end Hovedstadens Nyheder, Moder, Comoedier, Concerter, Baller, Assembléer og Gadekrøniker o. s. fr., hvorom den forbistrede Moder var lige uudtømmelig i at spørge, som jeg maatte være uudtømmelig i at svare. - Men hvad var Hensigten med den gaadefulde Invitation til et Aftenssmørrebrød? jeg kunde den Gang og kan endnu ikke tilfredsstillende løse denne Gaade. I Førstningen troede jeg, enten at der skulde gives mig Anledning til et formeligt Frier! - men der faldt ikke et eneste foranledende Ord, der tillod mig et saadant; eller at Moderen vilde enten approbere eller aldeles forkaste min Kjærligheds-Forstaaelse med Datteren - men heller ikke foregik noget, som tydede paa sligt. Jeg er da af den

[side 76] Formening, at hun - paa sin sædvanlige intrigante Vis - vilde ved sin Adfærd denne Aften give mig og Datteren et Vink, om, at hun var og vilde vedblive at være stemt mod vor Kjærlighed.

Ærgerlig og ilde tilmode sagde jeg Farvel og stjal mig til at give min Kjæreste et varmt Haandtryk og blev af hendes Moder selv paa den høfligste Maade vist ud af Gadedøren.

Harmfuld ilede jeg hjem og op paa mit Kammer; men som jeg havde afført mig min Kjole for at gaa i Seng, kom en af mine yngre Søstre farende med den Efterretning, at et Ilbud bad om min øjeblikkelige Nærværelse hos min Kjæreste, der pludselig var bleven saa syg, at hendes Søstre frygtede, hun vilde dø. Min Harme forvandledes til Skræk og Forfærdelse; jeg foer atter i den aflagte Kjole, ned af Trappen og gennem Gaderne som et Lyn, og blev gennem en Bagdør og op ad en Løntrappe ført ind i min Forlovedes Værelse, hvor hun, min Sjæls Alt, laa i sine Søstres Arme som et levende Lig - thi hun var kommen sig saavidt, at hun kunde se, høre, røre Hænder og Arme og tale sagte. Saa snart hun saa mig træde ind ad Døren, sprang hun ud af sine omhyggelige Søstres og styrtede i mine Arme. - "Hvad betyder det?" raabte jeg, henrykt over, at den Døde var bleven levende. - ,"Tys, stille," hviskede Søstrene, "Moder sover vist ikke endnu" - og derpaa fortalte de sagte, at J., efter at hun var kommen paa sit Værelse, var afmægtig og som livløs falden paa en Stol, saa at de maatte ile hende til Hjælp. Sorg og Græmmelse

[side 77] over at mit Besøg imod alle Forventninger var løbet saa uheldigt af, samt Frygt og Ængstelse for at jeg i min Kjærlighed skulde trættes og under de uheldige Omstændigheder opgive den ganske - dette fortalte min Kjæreste alene var Aarsagen til hendes pludselige Ildebefindende. Men da jeg forsikrede hende, at ingen Modstand og Hindringskulde svække min Kjærlighed, langt mindre bevæge mig til at opgive den, at kun hun selv, men ingen anden kunde bevirke saadant, og da jeg tilføjede: "Vedbliver kun Du at elske mig saa oprigtig og trofast, som jeg elsker Dig, da skal ingen Verdens Magt, kun ene Døden formaa at forstyrre vor Kjærlighed og rive os fra hverandre" - saa var J. øjeblikkelig restitueret, og vi toge en fuldkommen Regres for de fire forudtilbragte lange og fortrædelige Timer; thi det dagedes allerede, da Søstrene mindede os om Skilsmisse, og jeg listede mig som paa Hosesokker, ubemærket af alle Vedkommende, bort til mit Hjem.

Det her fortalte Passerede, der tildrog sig faa Dage før min Afrejse, lagde ingen Hindringer, som dog kunde formodes, i Vejen for at min Kjæreste og jeg i den føje tilbagestaaende Tid jo dagligen kom sammen til forskellige Tider og paa forskellige Steder. Hvad der gjorde den ellers aarvaagne og paapassende Moder saa tryg og tilsyneladende ligegyldig i sin Opsigt med Datteren, kunde vi ikke forklare os paa anden Maade, end at hun, den i Kjærligheds-Affairer vel erfarne, vidste, at jo større Modstand der gøres, desto mere irriteres og tiltager Kjærligheden, og omvendt. Derfor holdt hun det vel for

[side 78] det bedste at iagttage en Slags Neutralitet, trøstende sig ved min snare Afrejse, de mange Fraværelses Aar og de grumme lange Udsigter, som ofte har kølnet den hedeste Kjærlighed. I min Fraværelse regnede hun paa at kunne udrette, hvad i min Nærværelse hørte til Umulighederne - og sandeligen hun forregnede sig ikke.

Den sidste Aften jeg opholdt mig i mit Hjem, samledes vi elskende Par etsteds i Byen, og da Skilsmissens Time var forhaanden, reve vi os ud af hinandens Favn med de samme Ord: "Kjærlighed og Troskab indtil Døden og ind i Evigheden!" som vi vexlede ved min Afrejse fra Forviisnings-Øen; og rakte min Kjæreste til Pant paa hine Ords Oprigtighed mig en liden Ring, hvilken jeg - saa snart jeg kom til Hovedstaden - lovede at gjengælde med en lignende, hvilket Løfte jeg ogsaa holdt. Thi Postdagen derefter sendtes Ringen, ledsaget af en Jeremiade over den svundne, contraire Tid, særdeles den sidste i vor Fødeby - en Tid, der kunde have været rig paa saa mange rene, ublandede, salige Glæder, men nu forbitredes ved den sørgelige Ende den tog og de mørkeste Udsigter i Fremtiden. -

[Hævelsen af forlovelsen, ca. 1807-]

Det første Brev jeg efter min Bortrejse fra Hjemmet modtog fra min Kjæreste, var fuldt af inderlig, men haabløs Kjærlighed samt en Jeremiade, ligesom i mit forudgaaende, over Moderens daglige urimelige og strænge Færd og Forhold mod hende; da der idelig vankede Skjænd og Bebrejdelser over vor hemmelige Forlovelse, hvortil hun og Faderen

[side 79] - der ellers ikke havde et Ord at sige - aldrig vilde give deres Minde. Intetsteds kunde hun være eller staa Moderen tilpas, alt hvad hun foretog sig blev lastet og dadlet, uskyldige Fornøjelser, som tilstodes Søstrene, nægtedes osv. Opbragt i Sindet derover, tog jeg strax Pen og Papir og gav mig ifærd med at skrive et Brev til min fordums velvillige Lærer i Latinskolen, Conrectoren, hvem jeg bad ikke saa meget om Oplysninger om den slette og skændige Behandling, min Kjæreste maatte døje - thi til Sandheden af hendes Beretning satte jeg ikke mindste Mistro - men meget mere om, at han, der stod i venskabelig Forbindelse og i mer end almindelig Gunst hos Moderen, vilde, paa Grund af den Godhed, og Velvilje han havde vist mig som Discipel, saa vidt det stod til ham, formilde min Kjærestes Skæbne og favorisere vor Forbindelse.

Efter nogle Postdages Forløb modtog jeg Svar paa dette mit Brev. Men man tænke sig min store Forundring, da jeg her læste, at Conrectoren havde nøje iagttaget Moderens Forhold imod Datteren, men aldeles intet Spor fandt til den slette Behandling, som var blevet mig berettet, ja, at han endogsaa havde talt med Moderen om og søgt at stemme hende for vor Forlovelse; at hun havde rolig, uden Harme eller Forbitrelse indladt sig med ham derom, forsikrende, at hun intet havde imod vor Kjærlighed uden de lange Udsigter, da jeg endnu ikke havde taget min Embedseksamen, saa at vi befrygteligen begge i den lange Fremtid vilde fortryde,

[side 80] omsider ønske, ja, vel endogsaa selv hæve vor Forbindelse, og at herved efter flere Aars Forløb hendes Datters tilkommende Lykke kunde forspildes, uden at jeg vandt noget derved; sluttelig erklærede hun, at af disse Grunde vilde hun paa ingen Maade billige og sanctionere vor Forbindelse. -

Havde da min Kjæreste faret med Usandhed og villet bedrage mig? Hvad kunde hun vel have under et saadant Bedrageri? Jeg havde aldrig hørt et usandt Ord af hendes Mund, og hvorfor skulde hun nu skuffe mig? - Imedens jeg grublede herover, faldt den intrigante Moders Falskhed og Hykleri mig ind. Jeg vidste, at hun i Fremmedes Nærværelse og i Selskaber spillede en hel anden Rolle end hjemme i sin Familiekreds; hist var hun forekommende og blid og vidste at beherske sine heftige Lidenskaber - her derimod var hun det ganske modsatte. At ogsaa her var et falskt Spil, stadfæstedes i et Brev fra min Kjæreste til Svar paa et forudgaaende fra mig, hvori jeg oprigtig fortalte alt, hvad Conrectoren havde berettet mig. Min Kjæreste nægtede ingenlunde Sandheden i samme Brev, men fortalte, hvorledes Moderen i andres Nærværelse altid var venlig og kjærlig, gav hende kjælne Navne, ja tilstod hende enhver Frihed og Fornøjelse, hvorom hun bad, og at hun derfor havde foresat sig aldrig, uden naar Fremmede var tilstede, at bede om noget. Forresten vidste hun ikke, hvorfra hun, dersom hun forblev hjemme, skulde faa Mod og Kraft til at udholde sin højst ubehagelige Stilling. Jeg trøstede hende i mit næste Brev det bedste jeg kunde,

[side 81] forsikrede, at dersom det stod i min Magt, skulde hun ikke forblive en Dag længere hjemme; men da der ingen Sandsynlighed gaves for, at Moderen atter lod hende ud af sin Opsigt, men meget mere vilde benytte hendes Hjemmeværelse til at sætte sine Planer igennem - saa raadede og bad jeg hende ved vor evige, urokkelige Kjærlighed standhaftigen at lide alt, at vise sig forekommende og kjærlig mod Moderen osv.

I min Condition benyttede jeg enhver ledig Time, især den tidlige Morgenstund, til at studere til min Attestats, saavidt det under en 8 à 10 Timers daglig Information, Fraværelse fra Universitetet og jævnlig forefaldende Sinkelser lod sig gjøre. Jeg vilde, saasnart det var mig muligt, bortrydde enhver foregiven Anstød og Hindring for min Forlovelse.

Der hengik Uge paa Uge, og Ugerne summede sig op til - Maaneder, hvor jeg ikke havde Brev fra min Kjæreste, ej heller hørte noget om hende fra min Søster. Uagtet det var en forlængst indgangen Overenskomst, at ingen af os maatte over en saadan Pause i Correspondancen foruroliges - saa var det mig dog paafaldende, at hun i saa lang en Tid ikke følte Trang til at meddele sig til mig. Jeg undskyldte hende alligevel paa det Bedste. Maaske var al Brevvexling med mig og al Omgang med min Søster paa det strængeste forbudet og paa det kraftigste bleven forhindret, og jeg besluttede at væbne mig med Taalmodighed.

Ved Slutningen af den anden Maaned efter at jeg havde skrevet mit sidste Brev, fandt jeg en

[side 82] Aften efter en behagelig Spadseretour et Brev paa mit Bord. Jeg erkendte det at være fra min Kjæreste, og idet jeg drejede og vendte det om i alle Retninger, som man undertiden gjør for at gjætte sig til et Brevs behagelige eller ubehagelige Indhold, mærkede jeg noget indesluttet Haardt. Jeg bryder Seglet, tager Brevet ud af Convolutten, og henad Gulvet triller det observerede Haarde, indsvøbt i hvidt, blødt Silkepapir; jeg læser Brevet og finder min Forlovelses-Ring, som jeg havde sendt min Kjæreste! At beskrive min Tilstand befatter jeg mig ikke med. En Feber-Kulde og Hede foer over mig, mine Ben nægtede at bære mig, og jeg kastede mig paa den nærmeste Stol. Slaget var for hovedkuls, hvorfor jeg og befandt mig i en aldeles bedøvet Tilstand. - Hvad Ringen havde fortalt, sagde Brevet mig i de første Linier: det var en formelig Opsigelse af vor urokkelige Kjærlighed og Troskab indtil Døden!

I Brevet fortalte min Troløse, at hun ligesaa varmt og hjærteligt som forhen elskede og vilde bestandig elske mig; men at hun ved sin Moders daglige Plager og især ved sin Faders Overtalelse og fornuftige Raisonnement var bleven bevæget til at føje sig efter Forældrenes Villie, i hvor tungt et Offer hun herved maatte bringe. Faderens Raisonnement, fortalte hun, gik ud paa det gamle Omkvæd: mine lange Udsigter, da jeg endnu ikke var Candidat; at - om jeg endog var det - der dog sandsynlig vilde medgaa mange Aar, førend jeg saa mig i Stand til at forsørge og ernære en Kone.

[side 83] - Havde jeg den Tid kunnet se ud i Fremtiden, vilde jeg vist have fundet dette Raisonnement meget fornuftigt; thi da min Forlovede næsten var jævnaldrende med mig, var hun blevet en bedaget, graanende Jomfru, førend jeg var istand til at føde hende, saasom jeg ikke erholdt et Embede, som kunde ernære to og flere, førend jeg i Alderen var stegen til 40, siger og skriver fyrretyve Aar. Men en Kjærlighed, som er lovet indtil Døden, bør den afhænge af Aarenes Antal, og bør den betinges af Overtalelser, Modstand, Hindringer og Plager? Derfor, i hvor fornuftigt min Troløse fandt sin Faders Raisonnement, forekom det dog mig højst ufornuftigt; hun maa, tænkte jeg den Gang, da jeg endnu sad med Opsigelses-Brevet mellem de rystende Hænder - hun maa sige og skrive hvad hun vil, saa er det kun Viis, Vaas og Nonsens. - Jeg mærkede mit Hoved forstyrredes mere og mere, kastede Brevet fra mig og søgte at rive mig løs fra alle unyttige Grublerier og at adsprede mig det bedste, det lod sig gøre.

Et Par Postdage efter min Vanlykke blev jeg af min Søster underrettet om den sande Aarsag hertil. Med megen Harme over min Troløse, med hvem hun havde hævet al venskabelig Forbindelse, skrev min Søster, at en offentlig Forlovelse var declareret mellem J. og K., en theologisk Candiciat, der informerede i et af Byens fornemste Huse og som var kaldet til Præst16. Han havde - fortalte hun

16 Den nævnte K. er cand. theol. Hans Kruse Winding, født 1774, og som kaldtes til Sognepræst til Bølling i 1809, samme Aar han ægtede Ussings Ungdomskærlighed Jette Fridsch. Han blev Præst 1832 i Gundslev paa Lolland, hvor han døde 1843. Hans Hustru overlevede ham og døde først i 1864 i Ribe. - Forfatteren KG Brøndsted har i en lille Fortælling "Empire" (Tolv danske Historier. K. 1910), støttet til en Familietradition og med Bevarelse af alle Navne, opfrisket Ussings tragiske Kærlighedshistorie, men rigtignok med en Udgang, der afviger meget fra Ussings Selvbiografi, som i sin Udførlighed fuldt ud maa staa til Troende. Men Interessant er Slutningen, at Rasmus Ussing og Fru Winding som gamle Mennesker - sikkert efter at Biografien er skrevet - traf hinanden ved en Familieselskabelighed i Kbhvn. og ikke kunde løsrive sig fra de gamle Minder.

[side 84] - først friet hos Moderen, der strax uden at spørge Datteren, havde givet sit bestemte ja; dernæst friede han hos Faderen - det var kun en Formalitet, thi denne havde slet intet at sige -; Faderen gav ogsaa sit Minde, fordi han vidste, at Moderen saaledes vilde have det. Og den lydige Datter gav til Slutningen sit Ja - ikke fordi hun elskede Candidiaten, thi hun elskede bestandig kun mig; men fordi hun strax kunde blive gift og faa en Mand, der kunde ernære hende, hvilket saa meget lettere lod sig gjøre, da hans (for 14 Dage siden min) Forlovede medbragte et godt Udstyr og en god Sum Penge i Medgift, hvorefter Candidatens Næse, der intet ejede, maaske kløede mere end efter Bruden, som han vidste i mange Aar havde staaet i Kjærligheds-Forbindelse med mig. Maaske troede han, hvad mange tro, at Kjærlighed tager sin Begyndelse med Ægteskabet. Hvorvidt Manden blev salig ved denne Tro viste Fremtiden; Ægteskabet hørte ikke til de lykkelige; kun ved Mandens phlegmatiske, rolige og bestemte Charakter blev det ikke et af de ulykkeligste.